<PK 309/2> Nehemias gik stadig forsigtigt og klogt til værks. Han var klar over, at han ville komme til at kæmpe med forbitrede og hårdnakkede modstandere, og skjulte derfor sit forehavende for dem, indtil han havde sat sig ind i situationen og kunne lægge planer i overensstemmelse med sine iagttagelser. Han håbede derved at kunne sikre sig folkets samarbejde og få dem til at påbegynde arbejdet, før hans fjender satte sig imod det.

<PK 309/3> Nehemias valgte nogle få mænd, som han vidste, han kunne stole på. Han fortalte dem, hvorfor han var kommet til Jerusalem, hvad han havde i sinde at udrette, og hvorledes han ville bære sig ad. De gik øjeblikkelig ind for hans planer og lovede at hjælpe ham.

<PK 309/4> Da Nehemias havde været i Jerusalem i tre dage, brød han op ved nattetide og drog sammen med nogle få betroede ledsagere ud for at tage Jerusalems ødelæggelser i øjesyn. Han red på sit muldyr fra den ene ende af byen til den anden og undersøgte sin fædrene bys nedbrudte mure og porte. Det var smertelige minder, der fyldte den jødiske patriots sind, da han med blødende hjerte betragtede sit elskede Jerusalems nedbrudte forsvarsanlæg. Minderne om Israels fordums storhed dannede en grel modsætning til d ruiner, der stod som monumenter om byens ydmygelse.

<PK 310/1> Nehemias fuldførte sit hemmelige ridt rundt om murene i tavshed, Han siger: "Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken jøderne, præsterne, stormændene, forstanderne eller de andre, der skulle have med arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget." Han tilbragte resten af natten i bøn, for han var klar over, at det ville blive vanskeligt at sikre sig sine modløse og splittede landsmænds samarbejde næste dag.

<PK 310/2> Kongen havde givet Nehemias et brev med krav om, at indbyggerne skulle hjælpe ham med at genopbygge byens mure, men Nehemias havde ikke til hensigt at benytte sig af denne bemyndigelse. Han ville hellere vinde folkets fortrolighed og sympati, for han var klar over, at det var nødvendigt, at folket lagde både hjertet og hænderne i dette arbejde, hvis den store opgave skulle lykkes. Da han havde sammenkaldt folket den næste morgen, fremførte han sine argumenter på en sådan måde, at deres slumrende kræfter blev vakt til live, og hele folket sluttede sig sammen.

<PK 310/3> De tilstedeværende vidste ikke, at Nehemias havde redet muren rundt natten før; han fortalte dem det heller ikke. Men hans natlige ridt bidrog i høj grad til arbejdets lykkelige gennemførelse, for takket være denne rundtur kunne han beskrive forholdene i byen med en nøjagtighed, som forbavsede hans tilhørere. Efter at han havde set, hvor stor en vanære Jerusalem var blevet udsat for, kunne han give sine ord mere vægt og tale med større alvor.

<PK 310/4> Nehemias henviste til, at de var blevet til spot for hedningerne. Deres religion var blevet vanæret og deres Gud bespottet. Han fortalte dem, at han havde hørt om deres nød, mens han var i et fremmed land, at han havde bedt Himmelen hjælpe dem, og at han under bønnen havde truffet den beslutning, at han ville bede kongen give sit samtykke til, at han rejste til Jerusalem for at hjælpe dem. Han havde bedt Gud om, at kongen ikke blot ville give ham den ønskede tilladelse, men også give ham de beføjelser og den hjælp, som var nødvendig for arbejdets gennemførelse. Bønnen var blevet besvaret på en sådan måde, at man ikke kunne tage fejl af, at det var Herrens vilje.

<PK 310/5> Alt dette gav han en redegørelse for. Da han havde fortalt, at både Israels Gud og Persiens konge stod bag ham, spurgte han folket rent ud, om de ville benytte sig af den gyldne anledning og stå op og bygge muren.

<PK 310/6> Hans appel gik lige til hjertet. Da de hørte, hvorledes de havde været genstand for Himmelens velvilje, blev deres frygt gjort til skamme, og med fornyet mod udbrød de med én røst: "Lad os gøre os rede og bygge!" "Og de tog sig sammen til det gode værk."

<PK 310/7> Nehemias tog fat på opgaven med hele sin sjæl. Han smittede de andre med sit håb, sin energi, sin begejstring og sin beslutsomhed og indgød dem det samme ukuelige mod og den samme idealisme. Hver eneste mand blev en Nehemias og bidrog til at styrke sin næstes hjerte og hånd.

<PK 310/8> Da Israels fjender hørte, hvilket mål jøderne håbede på at nå, spottede de og sagde hånligt: "Hvad er det, I der har for? Sætter I eder op mod kongen?" Men Nehemias svarede: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for os, og vi, hans tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har ingen del eller ret eller ihukommelse i Jerusalem!"

<PK 311/1> Præsterne var de første, der blev revet med af Nehemias' iver og alvor. Disse mænd øvede stor indflydelse, og det afhang af deres holdning, om arbejdet skulle fremmes eller hindres. Deres beredvillighed og samarbejde bidrog meget til arbejdets heldige gennemførelse. De fleste af Israels fyrster og øverster varetog deres pligter på en prisværdig måde, og deres trofasthed omtales med ære i Guds bog. De var nogle af "de store" fra Tekoa, som "ikke bøjede deres nakke under deres Herres arbejde." Disse dovne tjenere omtales med skam og er nævnt til advarsel for alle fremtidige slægter.

<PK 311/2> I alle religiøse bevægelser er der nogle, der holder sig på afstand og afslår at hjælpe, skønt de ikke kan nægte, at det er Guds værk. Sådanne burde tænke på den bog, som føres i Himmelen. Den er fejlfri, og det er den, de vil blive dømt efter. Her noteres enhver forspildt anledning til at arbejde for Gud, men det er også her, at mindet om alt det, der er gjort i tro og kærlighed, holdes i evig erindring.

<PK 311/3> Nehemias' inspiration og gode indflydelse var dog fuldt ud i stand til at opveje de hovmodige Tekoaborgeres dårlige eksempel. De fleste af israelitterne var besjælet af fædrelands kærlighed og iver. Dygtige og indflydelsesrige mænd organiserede de forskellige grupper af borgere, og lederen af de enkelte grupper tog selv ansvaret for opførelsen af en bestemt del af muren. Der står endog om nogle af dem, at de arbejdede "ud for deres huse."

<PK 311/4> Nehemias slog sig ikke til ro, nu da arbejdet var påbegyndt. Med utrættelig energi holdt han opsyn med byggeriet, flyttede rundt på arbejderne, lagde mærke til, hvor der var problemer, og bragte hjælp, når der opstod vanskeligheder. Han gjorde ustandselig sin indflydelse gældende langs den fire kilometer lange mur. Med passende ord opmuntrede han de ængstelige, satte fart i de dovne og roste de flittige. Han holdt ustandselig øje med fjendens bevægelser. Fra tid til anden samledes fjenderne i nogen afstand og gav sig til at tale sammen, som om de var i færd med at lægge onde planer. Derefter kom de nærmere og forsøgte at aflede arbejdernes opmærksomhed.

<PK 311/5> Skønt Nehemias havde meget at gøre, glemte han ikke ham, der var kilden til hans styrke. Hans tanker gik ustandselig op til Gud, som holder opsyn med alt og alle. Han udbrød: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for os," og disse ord, som gik fra mund til mund, greb alle arbejdernes hjerte.

<PK 311/6> Israelitterne fik dog ikke lov at genopbygge Jerusalems forsvarsværker uhindret. Satan gjorde, hvad han kunne, for at skabe modstand og slå modet ned hos folket. Sanballat, Tobija og Gesjem var hans vigtigste håndlangere, og de besluttede nu at forhindre arbejdets gennemførelse. De forsøgte at skabe splittelse mellem arbejderne; de spottede håndværkerne for deres indsats og sagde, at opgaven var umulig, og at den aldrig ville lykkes.

<PK 311/7> "Hvad er det, disse usle jøder har for?" sagde Sanballat spottende. "Vil de overlade Gud det? ... Kan de kalde stenene i disse grusdynger til live, når de er forbrændt?" Tobija gav udtryk for endnu større foragt og sagde: "Lad dem bygge så meget, de vil; en ræv kan rive deres stenmur ned, blot den springer derop!"

<PK 312/1> Håndværkerne skulle snart møde mere aktiv modstand. De måtte ustandselig være på vagt over for fjendernes anslag. Under en maske af venlighed forsøgte disse på forskellig måde at skabe forvirring og mistillid og vanskeliggøre arbejdet. De søgte at slå modet ned hos jøderne og stifte sammensværgelser for at få Nehemias i deres garn. Det lykkedes dem endog at få nogle forræderiske jøder over på deres side. De satte det rygte i omløb, at Nehemias var ved at gøre oprør imod perserkongen, at han havde planer om at lade sig selv udråbe til konge over Israel, og at alle de, der hjalp ham, var forrædere.

<PK 312/2> Men Nehemias vedblev at søge hjælp og vejledning hos Gud, "og folket arbejdede med god vilje". Arbejdet gik sin gang, indtil hullerne i muren var udfyldt og hele muren var bygget op i sin halve højde.

<PK 312/3> Israels fjender blev rasende, da de så, at deres anstrengelser var frugtesløse. Hidtil var de ikke gået over til håndgribeligheder, for de sidste, at Nehemias og hans medarbejdere havde fået kongens tilladelse til at arbejde; desuden var de bange for at pådrage sig kongens mishag, hvis de gik til direkte modstand. I deres vrede gjorde de sig nu selv skyldige i den samme forbrydelse, som de havde beskyldt Nehemias for. "De sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem."

<PK 312/4> Samtidig med at samaritanerne sammensvor sig imod Nehemias og lagde planer om at standse hans arbejde, søgte nogle af de ledende jøder, der var blevet misfornøjede, at gøre ham modløs ved at overdrive de vanskeligheder, der var forbundet med byggearbejdet. De sagde: "Lastdragernes kræfter svigter, og grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på muren!"

<PK 312/5> Der kom også modgang fra en anden kant. "De jøder, der boede dem nærmest," hjalp ikke selv til med at bygge, men de hørte, hvad fjenderne sagde, og benyttede disses argumenter til at slå modet ned hos håndværkerne og skabe misstemning blandt arbejderne.

<PK 312/6> Men jo mere man hånede og spottede, bekæmpede og truede Nehemias, desto mere beslutsom og agtpågivende blev han. Han forstod til fulde, hvilke farer han ville komme ud for i denne kamp med fjenderne, men hans mod var ukueligt. Han siger; "Da bad i til vor Gud og satte vagt både dag og nat for at værne os imod dem." Da folkene kun turde stille sig op på steder, der lå lavere end pladsen bag muren, i kælderrum, så opstillede jeg folket slægt for slægt, væbnet med sværd, spyd og buer; og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til stormændene og forstanderne og det øvrige folk: "Frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i hu og kæmp for eders brødre, sønner og døtre, eders hustruer og huse!"

<PK 312/7> Men da vore fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at Gud gjorde deres råd til intet, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. Men fra den tid af arbejdede kun den ene halvdel af mine folk, mens den anden halvdel stod væbnet med spyd, skjolde, buer og brynjer ..... Også lastdragerne var væbnede; med den ene hånd arbejdede de, og med den anden holdt de spydet; og de, der byggede, havde under arbejdet hver sit sværd bundet til lænden."

<PK 312/8> Der stod en hornblæser ved siden af Nehemias, og langs muren var der med mellemrum opstillet præster med de hellige basuner. Der var lang afstand mellem folkene på muren, men når der nærmede sig en fare et eller andet sted langs muren, blev der givet signal til, at de alle sammen ufortøvet skulle begive sig hen til det pågældende sted. Nehemias siger videre: "Således udførte vi arbejdet, idet halvdelen af os holdt spydene rede fra morgengry til stjernernes opgang"

<PK 313/1> Nu blev der givet ordrer til, at de, der havde boet i byerne og landsbyerne uden for Jerusalem, skulle bo inden for murene, dels for at holde vagt og dels for at være parat til at påbegynde arbejdet fra morgenstunden. Herved undgik man unødig tidsspilde, ligesom man forhindrede, at fjenderne angreb arbejderne på vejen mellem deres hjem og deres arbejdsplads. Nehemias og hans medarbejdere veg ikke tilbage for vanskeligheder og anstrengelser. De afførte sig ikke deres klæder og lagde ikke deres våben fra sig et eneste øjeblik i døgnet.

<PK 313/2> De mennesker, som arbejder for Gud i vore dage, vil møde modstand og skuffelser af samme art som håndværkerne på Nehemias' tid. Denne modstand vil dels komme fra åbenlyse fjender, dels fra mennesker, som udgiver sig for at være venner. Kristne mennesker må ikke blot kæmpe med den vrede, foragt og grusomhed, som de udsættes for fra deres fjenders side, men også med den dvaskhed, vankelmodighed, lunkenhed og det forræderi, som de møder hos såkaldte venner og hjælpere. De gøres til skydeskive for hån og foragt, og når den fjende, som får andre til at foragte dem, kan se sit snit dertil, tager han grusommere og mere voldsomme metoder i anvendelse.

<PK 313/3> Satan benytter alt, hvad der ikke er helliget til Gud, i sin tjeneste. Der findes mennesker, som bekender sig til at stå på Guds side, men som alligevel slutter sig sammen med Guds modstandere og derved gør det muligt for hans bitreste fjender at angribe hans værk. Selv mennesker, som er interesseret i Guds værks fremgang, er med til at få Guds tjeneres hænder til at synke, fordi de lytter til, gengiver og til dels tror på Guds fjenders sladder, praleri og trusler. Satan opnår fantastiske resultater ved sine håndlangeres hjælp, og alle de mennesker, der lader sig påvirke af dem, bliver besejret af en trolddomsmagt, som tilintetgør de vises visdom og de kloges klogskab. Men Guds folk skal følge Nehemias' eksempel. De skal hverken frygte eller foragte deres fjender. De skal stole på Gud, gå videre med faste skridt, yde hans værk deres uselviske tjeneste og overlad den sag, som de tjener, i hans hænder.

<PK 313/4> På et tidspunkt, hvor det så meget mørkt ud, stolede Nehemias fuldt og fast på Gud. Han, der hjalp sin tjener dengang, har været sit folks trygge værn i alle tidsaldre. Guds folk kan tillidsfuldt sige under alle kriser: "Er Gud for os, hvem kan da være imod os?" Rom 8,31. Selv om Satan og hans håndlangere lægger deres planer aldrig så godt til rette, er Gud i stand til at opdage dem og kuldkaste alt, hvad der er blevet besluttet. Den, der tror, vil give det samme svar i dag, som Nehemias gav: "Vor Gud vil stride for os!" For Gud står bag sit værk, og intet menneske kan forhindre dets endelige sejr.