|
<PK 301/1> Ezra ankom til Jerusalem i et gunstigt
øjeblik. Der var hårdt brug for ham byen. Mange af indbyggerne
havde arbejdet under store vanskeligheder, og disse indgød han nu
nyt håb og mod. Der var blevet udrettet meget, siden den første
skare landflygtige vendte hjem under Zerubbabels og Josuas ledelse for
over halvfjerds år siden. Templet var blevet bygget færdigt,
og Jerusalems mure var blevet delvis repareret, men der var endnu meget
at gøre.
<PK 301/2> Et stort antal af de israelitter, der var vendt hjem til
Jerusalem for år tilbage, havde været trofaste over for Gud,
så længe de levede, men ikke så få af deres børn
og børnebørn havde mistet forståelsen af Guds lovs
hellighed. Selv mænd i ansvarsfulde stillinger levede i åbenlys
synd. Det var håbløst at forsøge at fremme Guds sag,
når disse ledende mænd gav et dårligt eksempel, og Himmelen
kunne ikke velsigne folket, så længe der var mennesker, som
åbenlyst og ustraffet overtrådte Guds lov.
<PK 301/3> Det var en Guds styrelse, at de mennesker, der vendte
hjem sammen med Ezra, forinden havde holdt en speciel indvielsesgudstjeneste,
hvor de søgte Gud. De havde høstet rige åndelige erfaringer
på deres nyligt afsluttede rejse fra Babylon, på hvilken de
ikke blev beskyttet af mennesker, men af Gud. Mange havde udviklet en stærk
tro, og da de kom i berøring med de modløse og ligegyldige
borgere i Jerusalem, øvede de en indflydelse, som fik en vældig
betydning for den reform, som kort efter fandt sted.
<PK 301/4> På den fjerde dag efter ankomsten til Jerusalem
blev sølvet, guldet og karrene, som skulle benyttes til tjenesten
i helligdommen, afleveret til templets embedsmænd og afvejet med
den yderste nøjagtighed i vidners nærværelse. Alt sammen
blev udleveret "efter tal og vægt." Ezra 8,34.
<PK 301/5> De landflygtige, som var vendt hjem sammen med Ezra, bragte
"brændofre til Israels Gud" dels som et syndoffer og dels som et
udtryk for deres taknemmelighed over, at de var blevet beskyttet af hellige
engle på rejsen. "Og de overgav kongens befalinger til kongens satrapper
og statholderne hinsides floden, og disse ydede folket og Guds hus deres
hjælp." 35-36 vers.
<PK 301/6> Kort efter henvendte nogle af Israels øverster
sig til Ezra og forebragte ham en alvorlig anklage. Nogle af "folket, Israel
og præsterne og levitterne" var gået så vidt i deres
ringeagt for Herrens hellige bud, at de havde giftet sig med nabofolkene.
Der blev sagt til Ezra: "Af deres døtre har de taget sig selv og
deres sønner hustruer, så at den hellige sæd har blandet
sig med hedningerne, og øversterne og forstanderne var de første
til at øve denne troløshed!" Ezra 9,1-2.
<PK 302/1> Da Ezra undersøgte årsagerne til det babyloniske
fangenskab, blev han klar over, at Israels frafald for en stor del skyldtes,
at de havde giftet sig ind i hedenske folkeslag. Han blev overbevist om,
at de kunne have undgået mange sørgelige og ydmygende erfaringer,
hvis de havde adlydt Guds påbud om at holde sig adskilt fra nabofolkene.
Han blev derfor meget opbragt, da han fik at vide, at fremtrædende
mænd, til trods for fortidens erfaringer, havde vovet at overtræde
de love, som var givet for at værne folket imod frafald. Han tænkte
på den store godhed, som Gud havde vist dem ved at lade dem vende
tilbage til deres fædreland, og blev fyldt af retfærdig harme
og sorg over deres utaknemmelighed. Han siger: "Da jeg hørte den
tale, sønderrev jeg min kjortel og min kappe, rev hår af mit
hoved og skæg og satte mig hen i stum smerte.
<PK 302/2> Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for
Israels Guds ord mod troløsheden hos dem, der havde været
i landflygtighed; og jeg sad i stum smerte til aftenafgrødeofferets
tid." 3-4 vers.
<PK 302/3> Ved aftenafgrødeofferets tid rejste Ezra sig. Han
sønderrev atter sin kjortel og sin kappe og faldt på knæ
og udøste sit hjerte for Himmelens Gud. Han udbredte hænderne
til Herren og udbrød: "Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at
løfte mit ansigt til dig, min Gud, thi vore misgerninger er vokset
os over hovedet, og vor skyld er så stor, at den rækker til
himmelen!"
<PK 302/4> Han fortsatte: "Fra vore fædres tid indtil denne
dag har vor skyld været stor, og for vore misgerninger blev vi, vore
konger og præster givet til pris for landenes konger, for sværd,
fangenskab, udplyndring og vanære, således som det er den dag
i dag. Og nu er der en føje stund blevet os nåde til del fra
Herren vor Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet rest og givet
os at slå vor teltpæl på sit hellige sted, for at vor
Gud kan lade vore øjne lyse og give os en smule livskraft i vor
trældom; thi er vi end trælle, har vor Gud dog ikke forladt
os i vor trældom, men vundet os nåde for perserkongernes åsyn,
så at han har givet os livskraft til at rejse vor Guds hus og opbygge
dets grushobe og givet os et gærde i Juda og Jerusalem.
<PK 302/5> Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi
har jo forladt dine bud, som du gav os ved dine tjenere profeterne, da
du sagde: Det land, I drager ind i og tager i besiddelse, er et urent land
på grund af hedningernes urenhed, på grund af de vederstyggeligheder,
de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden; derfor må
I ikke give deres sønner eders døtre eller tage deres døtre
til hustruer for eders sønner og ingen sinde søge deres velfærd
og lykke, at I kan blive stærke og nyde landets goder og sikre eders
sønner besiddelsen deraf for evigt! Efter alt, hvad der er vederfaret
os på grund af vore onde gerninger og vor svare skyld og endda har
du vor Gud ikke i fuldt mål tilregnet os vore synder, men skænket
os en sådan flok undslupne skal vi da på ny krænke dine
bud ved at besvogre os med folk, der øver slige vederstyggeligheder?
Vil du da ikke vredes således på os, at du ødelægger
os aldeles, så der ikke levnes nogen rest, og ingen undslipper? Herre,
Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en rest tilbage, som
er undsluppet; se, vi står for dig i vor syndeskyld; thi det er umuligt
at bestå for dit åsyn, når sligt kan ske!" 6-15 vers.
<PK 303/1> Folket angrede, da de så, at Ezra og hans medarbejdere
sørgede så dybt over de onder, som havde sneget sig helt ind
til livsnerven af Herrens værk. Det gjorde et dybt indtryk på
mange af dem, der havde syndet. "Folket græd heftigt." Ezra 10,1.
De begyndte at få et lille begreb om syndens hæslighed og den
afsky, som Gud nærer for den, De så, at den lov, som blev forkyndt
på Sinaj, er hellig, og skælvede ved tanken om, at de havde
overtrådt den.
<PK 303/2> En af de tilstedeværende, som hed Sjekanja, erkendte,
at alt, hvad Ezra havde sagt, var sandt. Han sagde: "Vi har været
troløse mod vor Gud ved at hjemføre fremmede kvinder af hedningerne
i landet. Men trods alt er der endnu håb for Israel." Sjekanja foreslog,
at alle de, som havde syndet, skulle slutte pagt med Gud om at afstå
fra deres synd, og at man skulle handle efter loven. Han sagde til Ezra:
"Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af sagen, og vi vil stå
dig bi; vær frimodig og tag fat!" Da stod Ezra op og tog præsternes,
levitternes og hele Israels øverster i ed på, at de ville
handle således." 2-5 vers.
<PK 303/3> Dette blev begyndelsen til en vidunderlig reformation.
Med en uendelig tålmodighed og takt og med tilbørlig hensyntagen
til alles rettigheder og tarv gik Ezra og hans medarbejdere i gang med
at lede det angrende Israel ind på den rette vej. Ezra var først
og fremmest lovkyndig, og under behandlingen af hver enkelt sag søgte
han at åbne folkets øjne for lovens hellighed og de velsignelser,
der er en frugt af at adlyde den.
<PK 303/4> Overalt, hvor Ezra arbejdede, blev der skabt fornyet interesse
for den hellige skrift. Der blev udvalgt lærere til at undervise
folket, og Herrens lov blev løftet til højhed og ære.
Man granskede profeternes bøger, og de afsnit, som forudsagde Messias'
komme, bragte mangt et bedrøvet og træt hjerte håb og
trøst.
<PK 303/5> Der er nu gået over to tusind år, siden Ezra
vendte "sit hjerte til at granske i Herrens lov og handle efter den," (Ezra
7,10) men hans gode eksempel har ikke mistet sin kraft i den forløbne
tid. I århundredernes løb har beretningen om hans helligelse
tilskyndet mange til at "granske i Herrens lov og handle efter den."
<PK 303/6> Ezra havde høje og hellige motiver. Alle hans handlinger
udsprang af en dyb kærlighed til sjæle. Alle, der forsøger
at indføre reformer, bør tage ved lære af den medfølelse
og ømhed, som han viste de mennesker, der havde syndet, hvad enten
det var med vilje eller af uvidenhed. Guds tjenere bør ikke vige
en tomme, når det gælder om at hævde retfærdighedens
principper, men de bør under alle forhold være medfølende
og tålmodige. De skal ligesom Ezra lære synderne livets vej
at kende ved at indprente dem de principper, der danner grundlaget for
den rette vandel.
<PK 303/7> I denne tid, hvor Satan på mangfoldige måder
søger at få mænd og kvinder til at lukke øjnene
for den kendsgerning, at Guds lov stadig gælder, er der brug for
mænd, som kan få deres medmennesker til at "bæve for
Guds bud." Ezra 10,3. Der trænges til sande reformatorer, som vil
vise overtræderne hen til den store lovgiver og lære dem, at
"Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen." Sl 19,7. Der er
behov for mænd, som har et grundigt kendskab til skriften mænd,
som i ord og gerning ophøjer Herrens lov og søger at styrke
troen hos deres medmennesker. Der er et stort behov for lærere, som
vil tilskynde menneskene til at vise ærbødighed for og nære
kærlighed til skriften.
<PK 304/1> Den udbredte ondskab i verden i dag skyldes for en stor
del, at menneskene har undladt at studere og adlyde skriften; for når
Guds ord ikke bliver læst, kan det heller ikke holde det kødelige
hjertes onde tilbøjeligheder nede. Menneskene sår i kødet
og høster fordærvelse af kødet.
<PK 304/2> Ligegyldigheden over for Guds lov er en følge af,
at mennesker ikke læser Bibelen. Læren om, at menneskene ikke
længer er forpligtede til at adlyde de guddommelige love, har bevirket,
at de ikke længer føler noget moralsk ansvar, og som følge
heraf er der blevet åbnet for ondskabens sluser. Lovløshed
og fordærv kommer brusende som en uimodståelig flodbølge.
Overalt findes der eksempler på misundelse, mistro, hykleri, ufordragelighed,
konkurrence, strid, tilegnelse af betroede midler samt sanselighed. Alle
de religiøse principper og læresætninger, som skulle
underbygge og afstive hele samfundslivet, synes at vakle og true med at
falde sammen.
<PK 304/3> Den stemme, som talte fra Sinaj, siger også i de
sidste dage af denne jords historie: "Du må ikke have andre guder
end mig." 2Mos 20,3. Mennesket har sat sin vilje op imod Guds vilje, men
det kan ikke bringe Guds bud til tavshed. Det kan ikke komme uden om, at
det skal stå til regnskab over for en højere magt. Menneskene
kan fremsætte et utal af teorier og gøre sig talløse
spekulationer; de kan forsøge at sætte videnskaben op imod
åbenbaringen for at afskaffe Guds lov, men budet runger med stadig
større kraft: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."
Matt 4,10.
<PK 304/4> Det er overhovedet ikke muligt at trække noget fra
eller lægge noget til Herrens lov. Den er uforanderlig. Den har altid
været og vil vedblive at være hellig, retfærdig, god
og fuldkommen i sig selv. Det er kun menneskelige talemåder, at man
kan "ære" eller "vanære" den.
<PK 304/5> Den sidste store kamp mellem sandhed og vildfarelse vil
blive udkæmpet om menneskenes love og Herrens lov. Denne kamp er
ved at tage sin begyndelse nu. Det er ikke en kamp imellem rivaliserende
kirkesamfund, som kæmper om overhøjheden, men en kamp mellem
Bibelens religion på den ene side og fabler og overleveringer på
den anden. De kræfter, som har forenet sig imod sandheden, er allerede
trådt i funktion. Menneskene værdsætter ikke Guds hellige
ord, som er blevet bevaret og givet os i hænde for en uendelig stor
pris. Det har både kostet lidelse og blod at bevare dette ord. Der
er kun få, der virkelig betragter det som en leveregel. Vantroen
har en frygtelig udbredelse, ikke blot i verden, men også i menigheden.
Mange benægter de læresætninger, som er de bærende
søjler i den kristne tro. En stor del af den såkaldte krise
verden forkaster praktisk taget skabelsesberetningen, som den er gengivet
af de inspirerede skribenter, samt syndefaldet, forsoningen og lovens,
evige gyldighed. Tusinder af mennesker, som er stolte af deres kundskab,
anser det for et tegn på svaghed at stole ubetinget på Bibelen
og betragter det som et udslag af deres store lærdom, at de kan kritisere
skriften og åndeliggøre og bortforklare dens vigtigste sandheder.
<PK 305/1> Kristne mennesker bør forberede sig, for der vil
snart ske noget, der vil komme som en kolossal overraskelse for verden.
De bør træffe denne forberedelse ved at studere Guds ord omhyggeligt
og bestræbe sig på at leve i overensstemmelse med dets forskrifter.
Evigheden banker på, og det er ikke tilstrækkeligt, at vi har
en uvirkelig religion, som består af ord og ceremonier, mens sandheden
trænges i baggrunden. Gud kræver en vækkelse og reformation.
Bibelens ord og det alene bør forkyndes fra prædikestolen.
Men Bibelen er blevet berøvet sin kraft, og resultatet ses i den
sænkning af det åndelige niveau, som vi er vidne til i dag.
Mange af de prædikener, som holdes i nutiden, mangler det guddommelige
indslag, som skal vække samvittigheden og skænke sjælen
liv. Tilhørerne kan ikke sige: "Brændte ikke vort hjerte i
os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?"
Luk 24,32. Der er mange, der hungrer og tørster efter den levende
Gud. Lad Guds ord tale til hjertet. Lad de mennesker, som kun har hørt
traditioner og menneskelige teorier, høre hans røst, som
kan forny sjælen og skænke evigt liv.
<PK 305/2> Det udgik et stort lys fra patriarkerne og profeterne,
og der blev sagt herlige ting om Zion, Guds stad. Det er Herrens vilje,
at lyset skal udstråle fra hans efterfølgere på samme
måde i dag. Når de hellige personer i Det gamle Testamente
aflagde et så klart vidnesbyrd dengang, hvor meget mere burde så
ikke de mennesker, der har modtaget lyset fra samtlige århundreder,
vidne om sandhedens kraft! Profetierne kaster deres herlige lys på
vor vej. Forbilledet mødte modbilledet, da Guds Søn døde.
Kristus er opstået fra de døde og forkynder over den åbne
grav: "Jeg et opstandelsen og livet." Joh 11,25. Han hat sendt sin Ånd
til verden for at minde os om alle ting og ved et mirakel har han bevaret
det skrevne ord ned gennem tiderne.
<PK 305/3> Reformatorerne, hvis protest gav os navnet protestanter,
følte, at Gud havde kaldet dem til at give verden evangeliets lys.
De var villige til at ofre deres ejendele, deres frihed, ja, selve livet
for at kunne gøre det. Selv om de blev truet med forfølgelse
og død, forkyndte de evangeliet fjernt og nær. Guds ord blev
bragt ud til folket, og alle befolkningsgrupper høj og lav, rig
og fattig, lærd og ulærd studerede ivrigt Guds ord. Er vi,
som deltager i det sidste slag i den store kig lige så tro imod vort
kald, som de første reformatorer var imod deres?
<PK 305/4> "Stød i horn på Zion, helliger faste, udråb
festlig samling, kald folket sammen, Helliger et stævne, lad de gamle
samles, kald børnene sammen ... Imellem forhal og alter skal præsterne,
Herrens tjenere, græde og sige: "Herre, spar dog dit folk! Overgiv
ej din arv til skændsel." Selv nu, så lyder det fra Herren,
vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv
hjerterne, ej eders klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig
og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed, han angrer
det onde. Måske slår han om og angrer og levner velsignelse
efter sig." Joel 2,15-17.12-14.
|