<PK 296/2> Mens Ezra levede blandt de jøder, der var blevet boende i Babylon, kom han ud for så usædvanlige oplevelser, at det vakte kong Artaxerxes' opmærksomhed. Ezra talte frit med kongen om Himmelens vældige Gud og hans hensigt med at lade jøderne vende tilbage til Jerusalem.

<PK 296/3> Ezra var efterkommer af Aron og var blevet uddannet til præst. Han havde suppleret sin uddannelse ved at sætte sig ind i tegnsudlæggernes, astrologernes og de medo-persiske vismænds skrifter. Men han var ikke tilfreds med sin åndelige erfaring. Han længtes efter at komme fuldstændig i harmoni med Gud og få visdom til at gøre Guds vilje. Derfor vendte han sit "hjerte til at granske Herrens lov og handle efter den." Ezra 7,10. Han satte sig især omhyggeligt ind i Guds folks historie ved at læse profeternes og kongernes skrifter. Han studerede Bibelens historiske og poetiske afsnit for at få klarhed over, hvorfor Herren havde tilladt, at Jerusalem blev ødelagt og hans folk ført til et hedensk land som fanger.

<PK 296/4> Ezra koncentrerede sig særlig om Israels historie fra det tidspunkt, da Abraham fik Guds løfte. Han satte sig ind i alle de love, der blev givet på Sinaj og under ørkenvandringen. Hans hjerte blev dybt grebet, efterhånden som Han fik mere og mere kendskab til Guds handlemåde med Israel og større indblik i den hellige lov, som blev givet på Sinaj. Han gennemgik en ny og grundig omvendelse og besluttede at gøre sig fuldstændig fortrolig med den hellige historie for at benytte sine kundskaber til velsignelse for sit folk.

<PK 297/1> Ezra tilstræbte også at inddrage hjertet i sin uddannelse, før han påtog sig den opgave, som han troede lå foran ham. Han søgte Gud af hele sit hjerte for at blive en viis lærer i Israel. Efterhånden som han lod Gud få kontrollen over sindet og viljen, blev den ægte helligelses principper indplantet i hans liv. Dette bevirkede senere hen, at han ikke blot kom til at øve en afgørende indflydelse over de unge, der søgte ham som lærer, men også over sin omgangskreds som helhed.

<PK 297/2> Gud valgte Ezra, for at han skulle være til hjælp for Israel. Gud ville give præsteskabet den anseelse tilbage, som for en stor del var gået tabt under fangenskabet. Ezra erhvervede sig efterhånden et vældigt kundskabsforråd. "Han var skriftlærd, hjemme i Mose lov." 6 vers. I kraft af sine kvalifikationer indtog han en fremtrædende stilling i Medo-Persien.

<PK 297/3> Ezra blev Guds talerør og oplærte sine medarbejdere i de principper, som danner grundlaget for Himmelens regering. Resten af sit liv var han hovedsagelig lærer, og han øvede sin lærergerning, både når han var ved den medo-persiske konges hof, og når han var i Jerusalem. Hans arbejdsevne voksede, efterhånden som han underviste andre i de sandheder, som han tilegnede sig. Han blev en gudfrygtig og nidkær mand, og Herren benyttede ham for at vise verden, hvorledes Bibelens sandhed kan forædle dagliglivet.

<PK 297/4> Ezras bestræbelser for at skabe ny interesse for studiet af de hellige skrifter satte varige spor, fordi han gjorde det til sin livsopgave at værne om og omhyggeligt afskrive disse skrifter. Han samlede så mange eksemplarer af loven, som han kunne, og sørgede for, at de blev afskrevet og delt ud. Det rene ord, som således blev fordelt blandt et stort antal mennesker, spredte en oplysning, som ikke kan vurderes.

<PK 297/5> Ezra var så overbevist om, at Gud ville gøre store ting for sit folk, at han forelagde Artaxerxes sit ønske om at rejse tilbage til Jerusalem for at skabe fornyet interesse for Guds ord og hjælpe sine landsmænd med at genopbygge den hellige by. Det jorde et dybt indtryk på kongen, at Ezra sagde, at han nærede ubetinget tillid til, at Israels Gud ville beskytte og værne sit folk. Kongen var udmærket klar over, at israelitterne rejste tilbage til Jerusalem for at tjene Herren, men han nærede så stor tillid til Ezras ærlige hensigter, at han viste ham den største velvilje, efterkom hans ønske og skænkede han rige gaver til tempeltjenesten. Han gjorde ham til Medo-Perserrigets særlige udsending og gav ham udstrakte beføjelser til at føre sine planer ud i livet.

<PK 297/6> Artaxerxes Longimanus' dekret angående Jerusalems genopbygning det var det tredje dekret efter det halvfjerdsårige fangenskabs ophør er bemærkelsesværdigt i flere henseender. Det udmærker sig ved de udtryk, som er benyttet om Himmelens Gud, ved den måde hvorpå Ezras dygtighed omtales, og ved de rundhåndede gaver, som blev skænket den lille skare, der udgjorde Guds folk. Artaxerxes henviser til Ezra som "præsten Ezra den skriftlærde, den skriftlærde kender af bøgerne med Herrens bud og anordninger til Israel," "den skriftlærde kender af Himmelens Guds lov." Kongen og hans rådgivere skænkede frivillige gaver til "Israels Gud, hvis bolig er i Jerusalem." Desuden afholdt han mange store udgifter ved at give ordrer til, at de skulle udredes "af det kongelige skatkammer." 11-12.15 og 20 vers.

<PK 298/1> Artaxerxes sagde til Ezra, at han var sendt af "kongen og hans syv rådgivere" for at undersøge forholdene i Judæa og Jerusalem på grundlag af Guds lov," som var i hans hånd. Han befalede videre: "Alt, hvad der er påbudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes til Himmelens Guds hus, at der ikke skal komme vrede over kongens og hans sønners rige." 14 og 23 vers.

<PK 298/2> Samtidig med at Artaxerxes gav israelitterne tilladelse til at vende hjem, gav han præsteskabet deres oprindelige privilegier tilbage. Han sagde: "Det være eder kundgjort, at ingen har ret til at pålægge nogen af præsterne, levitterne, tempelsangerne, dørvogterne, tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved dette Guds hus, skat, afgift eller skyld!" Han sørgede også for, at der blev udnævnt civile embedsmænd til at dømme folket i overensstemmelse med de jødiske love. "Du, Ezra, skal i kraft af Guds visdom, som er i din hånd, indsætte dommere og retsbetjente til at dømme alt folket hinsides floden, alle dem, som kender din Guds lov; og hvem der ikke kender den, skal I undervise deri. Og enhver, der ikke handler efter din Guds lov og kongens lov, over ham skal der samvittighedsfuldt fældes dom, være sig til død, landsforvisning, pengebøde eller fængsel." 24-26 vers.

<PK 298/3> "Eftersom hans Guds gode hånd var over ham" var det lykkedes Ezra at formå kongen til at give sit samtykke til, at alle de israelitter, præster og levitter, som boede i Medo-Perserriget og var "til sinds at drage til Jerusalem", måtte rejse. 9 og 13 vers. Således gik det til, at der endnu engang blev givet israelitterne tilladelse til at vende tilbage til det land, som løfterne til Israels hus var knyttet til. Dette dekret vakte stor jubel blandt de mennesker, der havde gransket Guds planer for sit folk sammen med Ezra. "Lovet være Herren, vore fædres Gud, som indgav kongen sådanne tanker for at herliggøre Herrens hus i Jerusalem og vandt mig nåde hos kongen og hans rådgivere og alle kongens mægtige fyrster!" 27-28 vers.

<PK 298/4> Det var tydeligt at se, at Gud stod bag Artaxerxes' dekret. Det var en del af israelitterne også klar over, og de benyttede sig med glæde af den anledning, som de her fik til at rejse hjem under så gunstige forhold. Man enedes om et bestemt mødested, og på et nærmere fastsat tidspunkt samledes de, der gerne ville drage til Jerusalem, for at påbegynde den lange rejse. Ezra siger: "Jeg samlede dem ved den flod, der løber ad Ahava til, og vi lå lejrede der i tre dage." Ezra 8,15.

<PK 298/5> Ezra havde ventet, at der ville rejse en stor skare tilbage til Jerusalem, men det var skuffende få, der reagerede på hans opfordring. Der var mange, der havde købt huse og jord. Disse ønskede ikke at give afkald på deres ejendom, men foretrak at leve i magelighed og besluttede at blive, hvor de var. Deres eksempel havde en uheldig virkning på sådanne, som måske ellers ville have gjort fælles sag med dem, der drog af sted i tro.

<PK 298/6> Da Ezra kastede blikket ud over de forsamlede, overraskede det ham, at der ikke var nogen af Levis sønner til stede. Hvor var medlemmerne af den stamme, som var blevet indviet til at forrette tjeneste i templet? Da råbet lød: "Hvem er på Herrens side," burde levitterne have været de første til at svare. De havde haft mange privilegier både under og efter fangenskabet. De havde haft fuldstændig frihed til at øve sjælesorg blandt deres landsmænd under fangenskabet. Der var blevet opført synagoger, hvor præsterne holdt gudstjeneste og underviste folket, og israelitterne havde fuld frihed til at holde sabbatten og udføre de hellige ritualer, som er knyttet til den jødiske tro.

<PK 299/1> I årene efter fangenskabets ophør ændrede forholdene sig. Israels ledere fik mange nye pligter. Templet i Jerusalem var blevet genopbygget og indviet, og der behøvedes flere præster til at varetage tempeltjenesten. Der var også hårdt brug for gudfrygtige mænd til at undervise folket. Desuden var der fare for, at de jøder, som blev boende i Babylon, efterhånden ville miste deres religionsfrihed. Zakarias havde kraftigt opfordret jøderne i Medo-Persien til at rejse hjem, og de vanskeligheder, som de havde for kort tid siden under Ester og Mordokaj, var også en alvorlig advarsel til dem. Det var efterhånden blevet farligt for dem at bo i et land, hvor de var udsat for hedensk påvirkning. I betragtning af de ændrede forhold burde præsterne i Babylon øjeblikkelig have opfattet det nye dekret som en speciel opfordring til dem om at rejse tilbage til Jerusalem.

<PK 299/2> Kongen og hans fyrster havde strakt sig meget vidt, da de gav israelitterne tilladelse til at rejse hjem. De havde stillet store midler til rådighed, men hvor var mændene? Levis sønner svigtede på et tidspunkt, hvor de kunne have tilskyndet endnu flere til at følge deres eksempel, his de selv havde besluttet sig til at rejse sammen med deres brødre. Deres mærkværdige ligegyldighed er et sørgeligt eksempel på den holdning, som israelitterne i Babylon viste Guds planer med Israel.

<PK 299/3> Ezra appellerede endnu engang til levitterne og henstillede indtrængende til dem om at slutte sig til hans rejsefølge. For at understrege, at det hastede, lod han dem overbringe en skrivelse og sendte samtidig et antal af folkets overhoveder og lærere hen til dem. Ezra 7,28; 8,16.

<PK 299/4> Mens rejseselskabet lå i lejr sammen med Ezra, skyndte disse betroede mænd sig af sted og bad om, at der måtte blive sendt "tjenere til vor Guds hus." Ezra 8,17. Opfordringen blev efterkommet. Nogle af dem, der ikke kunne bestemme sig før, traf nu deres endelige beslutning, og cirka fyrre præster og to hundrede og tyve tempeltrælle mænd, som Ezra kunne stole på og bruge som forstandige præster og gode lærere og hjælpere fulgte med tilbage til lejren.

<PK 299/5> Nu var de alle sammen parat til at drage af sted. De havde en flere måneder lang rejse foran sig. Mændene havde deres hustruer og børn og alle deres ejendele med. Desuden medbragte de store skatte til templet. Ezra var udmærket klar over, at der lå fjender på lur langs rejseruten for at udplyndre og dræbe ham og hans rejseselskab, men han ville ikke bede kongen om militær eskorte. Han begrundede det således: "Jeg undså mig ved at bede kongen om krigsfolk og ryttere til at hjælpe os undervejs mod fjenden, eftersom vi havde sagt til kongen: "Vor Guds hånd er over alle, der søger ham, og hjælper dem, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham." 22 vers.

<PK 300/1> Ezra og hans ledsagere øjnede her en anledning til at forherlige Guds navn over for hedningerne. Israelitternes tro på den levende Guds kraft ville blive styrket, hvis de selv viste ubetinget tillid til deres guddommelige leder på dette tidspunkt. De besluttede derfor at sætte hele deres lid til ham. De ville ikke bede om en livvagt. De ville undgå at give hedningerne det indtryk, at den herlighed, som tilkommer Gud alene, beroede på menneskers styrke. De ville ikke være skyld i, at deres hedenske venner nærede den mindste tvivl om, at de mente det oprigtigt, når de sagde, at de stolede på Gud, og at de var hans folk. Deres styrke beroede ikke på rigdom eller hedningernes magt og indflydelse, men på Guds velvilje. De ville kun blive beskyttet, hvis de holdt Guds lov og bestræbte sig på at adlyde den.

<PK 300/2> De vidste, at dette var betingelsen for, at Gud fortsat ville velsigne dem og være med dem, og den indvielsesgudstjeneste, som Ezra og hans trofaste rejseledsagere holdt før afrejsen, fik derved et særlig højtideligt præg. Ezra siger selv herom: "Så lod jeg der ved floden Ahava udråbe en faste til ydmygelse for vor Guds åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig rejse for os og vore familier og ejendele." Så fastede vi og bad til vor Gud, og han bønhørte os." 21 og 23 vers.

<PK 300/3> Skønt Gud velsignede dem, skulle de alligevel vise omtanke. For at vogte værdierne traf Ezra den sikkerhedsforanstaltning, at han udvalgte "tolv af præsternes øverster" - mænd, som havde bevist, at de var pålidelige - og tilvejede dem "sølvet og guldet og gav dem karrene, den offerydelse til vor Guds hus, som kongen, hans rådgivere og fyrster og alle de der boende israelitter havde ydet". Disse mænd fik højtideligt pålæg om at passe godt på den skat, som var blevet betroet dem. Ezra sagde til dem: "I er helliget Herren, og karrene er helliget, og sølvet og guldet er en frivillig gave til Herren, eders fædres Gud; våg derfor over det og vogt på det, indtil I, i påsyn af præsternes og levitternes øverster og Israels fædrenehuses øverster vejer det ud i Jerusalem i kamrene i Herrens hus." 24-25.28 og 29 vers.

<PK 300/4> Den omhu, som Ezra lagde for dagen, da han udpegede mænd til at transportere og passe på Herrens skatte, giver stof til eftertanke. Han udvalgte kun mænd, som havde bevist, at de var til at stole på, og han lod dem forstå, at der påhvilede dem et stort ansvar. Da Ezra udvalgte disse trofaste embedsmænd til at passe på Herrens skatte, jorde han det i bevidstheden om, at det er nødvendigt og vigtigt, at der er system og orden inden for Guds værk.

<PK 300/5> I de få dage, israelitterne lå lejret ved floden, traf de, de sidste forberedelser til den lange rejse. Ezra skriver: "Så brød vi op fra floden Ahava på den tolvte dag i den første måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds hånd var over os, så han frelste os fra fjendernes og røvernes hånd undervejs." 31 vers. Rejsen tog omkring fire måneder. Det var nødvendigt at rejse langsomt, fordi der både var kvinder og børn i den tusindtallige skare, som ledsagede Ezra. Alle nåede frem i god behold. Fjenderne fik ikke lov at gøre dem fortræd. Hele rejsen forløb godt, og på den første dag i den femte måned i Artaxerxes' syvende regeringsår nåede de Jerusalem.