<PK 261/2> Rigets ledende mænd blev misundelige, fordi Daniel blev gjort til genstand for så megen ære, og de søgte at finde en anledning til at føre klage imod ham. Men de kunne ikke finde noget, "da han var tro og der ingen efterladenhed eller brist var at finde hos ham."

<PK 261/3> Daniels ulastelige optræden gjorde hans fjender endnu mere misundelige. De var tvunget til at indrømme: "Vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse."

<PK 261/4> Rigsråderne og satrapperne holdt nu rådslagning og lagde en plan, som de håbede ville hjælpe dem at komme profeten til livs. De besluttede at bede kongen underskrive et dekret, som de skulle affatte, og ifølge hvilket det skulle forbydes enhver i riget at bede en bøn til nogen anden end kongen, det være sig til Gud eller mennesker. Hvis dette dekret blev overtrådt, skulle den skyldige straffes ved at kastes i løvekulen.

<PK 261/5> Satrapperne udfærdigede nu et sådant dekret og forelagde kongen det til underskrivelse. De appellerede til hans forfængelighed og hævdede, at denne forordning ville fremme hans ære og myndighed betydeligt. Kongen anede intet om satrappernes listige hensigt. Han gennemskuede ikke den fjendtlighed, som lå bag dekretet, men gav efter for deres smiger og skrev under.

<PK 261/6> Daniels fjender jublede, da de havde været inde hos kongen, for nu var det lykkedes dem at sætte en fælde for Herrens tjener. Satan havde en stor andel i denne sammensværgelse. Profeten var højt anset i riget, og de onde engle var bange for, at de skulle miste deres magt over landets konger på grund af Daniels indflydelse. Det var disse sataniske væsener, der havde vakt satrappernes misundelse og skinsyge. Det var dem, der stod bag planen om, at Daniel skulle dræbes. Satrapperne stillede sig til tjeneste for ondskabens magter og førte planen ud i livet.

<PK 262/1> Profetens fjender stolede på, at Daniel ville holde urokkelig fast ved sine principper. Hele planens gennemførelse var afhængig heraf. De havde heller ikke taget fejl af hans karakter. Daniel blev hurtigt klar over det onde motiv, der lå bag ved dekretets udstedelse, men han ændrede ikke sin livsførelse på et eneste punkt. Hvorfor skulle han holde op med at bede nu, da han trængte mest til det? Han ville hellere miste livet end at holde op med at håbe på Guds hjælp. Han udførte stille og roligt sine pligter som oversatrap, og da bedetimen kom, gik han ind i sin stue og bad til Himmelens Gud, som han plejede, med vinduerne åbne i retning mod Jerusalem. Han forsøgte ikke at skjule, hvad han foretog sig. Han var fuldstændig klar over, hvad der kunne blive følgen af at være tro imod Gud, men modet svigtede ham ikke. Han ville ikke give dem, der stræbte ham efter livet, det indtryk, at han havde afbrudt forbindelsen med Himmelen. Daniel ville adlyde på alle de områder, hvor kongen havde ret til at befale, men hverken kongen eller hans dekret kunne få ham til at bryde sin troskabsed til kongernes Konge.

<PK 262/2> På denne måde tilkendegav profeten modigt, men samtidig roligt og ydmygt, at ingen magt på jorden har ret til at stille sig imellem menneskesjælen og Gud. Midt iblandt afgudsdyrkerne vidnede han trofast om denne sandhed. Han stillede sig uforfærdet på rettens side og var derved et lysende eksempel i det moralske mørke, som omgav dette hedenske hof. Daniel er et værdigt eksempel for verden i dag på kristelig uforfærdet og troskab.

<PK 262/3> Satrapperne holdt Daniel under opsyn en hel dag. Tre gange så de ham gå ind i sin stue, og tre gange hørte de ham bede alvorligt til Gud. Den næste morgen forebragte de kongen deres klage. Daniel, hans mest ærede og trofaste statsmand, havde trodset det kongelige dekret. De mindede kongen om dekretet med følgende ord: "Har du ikke udstedt et forbud om, at enhver, som i tredive dage beder til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en gud eller et menneske, skal kastes i løvekulen?" Kongen svarede: "Sagen står fast efter medernes og persernes ubrydelige lov."

<PK 262/4> Så meddelte de hoverende Darius, hvorledes hans mest betroede rådgiver havde forholdt sig. "Daniel, en af de bortførte judæere" udbrød de, "ænser hverken dig, o konge, eller forbudet, du udstedte, men beder sin bøn tre gange om dagen."

<PK 262/5> Da kongen hørte disse ord, indså han øjeblikkelig, at der var sat en fælde for hans trofaste tjener. Han var klar over, at embedsmændene ikke havde stillet forslaget om det kongelige dekret, fordi de var interesseret i hans ære, men fordi de var misundelige på Daniel. Kongen blev "såre nedslået" fordi han havde haft en andel i det ulykkelige, der var sket, "og lige til solens nedgang søgte han at finde en udvej" for at redde sin ven. Satrapperne havde i forvejen regnet med denne mulighed og henvendte sig derfor til ham med ordene: "Vid, o konge, at det er medisk og persisk ret, at intet forbud og ingen lov, som kongen udsteder, kan tages tilbage!" Skønt dekretet var blevet til i hast, kunne det ikke ændres.

<PK 263/1> "Da blev Daniel på kongens bud hentet og kastet i løvekulen; men kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!" Så blev der hentet en sten og lagt over kulens åbning; og kongen forseglede den med sin egen og sine stormænds seglring, at der ingen ændring skulle ske i Daniels sag. Derpå gik kongen til sit palads, hvor han fastede hele natten. Han lod ingen kvinder komme ind til sig, og søvnen veg fra ham."

<PK 263/2> Gud forhindrede ikke Daniels fjender i at kaste ham i løvekulen. Han tillod, at onde engle og onde mennesker gik så vidt i deres planer, men hans hensigt med at tillade det var, at han ville gøre sin tjeners redning så meget mere iøjnefaldende og sandhedens og retfærdighedens fjenders nederlag så meget mere fuldstændigt. Satan skulle slås af marken og Guds navn ophøjes og æres, takket være det mod, som blev lagt for dagen af denne ene mand, som hellere ville gøre det rette end gå på akkord.

<PK 263/3> Tidligt næste morgen skyndte Darius sig hen til løvekulen og råbte klagende: "Daniel, du den levende Guds tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunne redde dig fra løverne?"

<PK 263/4> Profeten svarede: "Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen, men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o konge!"

<PK 263/5> "Og kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst, men, eftersom han havde troet på sin Gud.

<PK 263/6> Men hine mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på kongens bud hentet og kastet i løvekulen tillige med deres børn og hustruer, og næppe havde de nået kulens bund, før løverne kastede sig over dem og knuste alle ben i dem."

<PK 263/7> Endnu engang udsendte en hedensk konge en bekendtgørelse, som ophøjede Daniels Gud som den sande Gud. "Derpå skrev kong Darius til alle folk, stammer og tungemål på hele jorden: "Fred være med eder i rigt mål! Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed; hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør tegn og undere i himmelen og på jorden, han, som reddede Daniel af løvernes vold!"

<PK 263/8> Nu var modstanden imod Guds tjener fuldstændig knust. "Daniel vedblev at have lykken med sig under Darius og perseren Kyros regering." Takket være deres forbindelse med ham blev disse hedenske konger tvunget til at anerkende hans Gud som "den levende Gud" som "bliver i evighed," og hans rige som et uforgængeligt rige.

<PK 263/9> Vi kan lære af beretningen om Daniels befrielse, at Guds børn bør forholde sig akkurat på samme måde under vanskeligheder og prøvelser som under de mest lyse og lovende forhold. Daniel var den samme, da han var i løvekulen, som da han stod foran kongen som den første blandt rigets ledende mænd og som den Allerhøjestes profet. Det menneske, som stoler fuldstændig på Gud, vil opføre sig på samme måde i sin mest prøvende time som i sine bedste dage, når det er ombølget af både Guds og menneskers gunst. Troen rækker op til det usynlige og tilegner sig de evige værdier.

<PK 264/1> Himmelen er ikke langt fra de mennesker, der lider for retfærdigheds skyld. Kristus gør fælles sag med sit trofaste folk. Han lider med sine hellige, og den, der rører ved hans udvalgte, rører ved ham. Den magt, som er rede til at befri fra fysisk fortræd eller smerte, er også rede til at frelse fra det, der er værre. Den vil gøre det muligt for Guds tjener at bevare sin retskaffenhed under alle forhold og sejre ved hjælp af guddommelig nåde.

<PK 264/2> Den erfaring, Daniel havde som statsmand i Babylon og Medo-Persien, viser, at en administrator ikke nødvendigvis behøver at være et beregnende, snedigt menneske, men at han kan lade sig belære af Gud ved hvert skridt, han tager. Daniel var førsteminister i det største rige på jorden, men han var samtidig Guds profet og modtog den himmelske inspirations lys. Han havde den samme natur som vi, men den inspirerede pen skriver, at der ikke fandtes brøde hos ham. Der kunne ikke udsættes noget som helst på hans dispositioner, da hans fjender foretog en meget nøje gennemgang af dem. Han var et eksempel på, hvorledes alle administratorer kan blive, når deres hjerte omvendes og helliges og Gud kan se, at de har de rette motiver.

<PK 264/3> Den, der retter sig fuldstændig efter Himmelens love, høster både timelige og åndelige velsignelser. Allerede som ganske ung fandt Daniel "yndest og velvilje" hos den hedenske embedsmand, som havde fået ansvaret for ham. Dan 1,9. Han vandt denne mand ved sin ædle og værdige optræden og sin kompromisløse retskaffenhed. Lige fra begyndelsen viste han en ubrydelig troskab imod Gud, ligesom han havde fuldstændigt herredømme over sig selv. De samme egenskaber prægede ham resten af livet. Han avancerede hurtigt til stillingen som førsteminister i Babylon. Under de skiftende kongers regering, rigets fald og det nye verdensriges opkomst lagde han en sådan visdom og statsmandskunst for dagen, en så fuldkommen takt og høflighed, et så ægte hjertelag og en så ubrydelig principfasthed, at selv hans fjender var nødt til at indrømme, at de ikke kunne "finde nogen brøde eller brist, da han var tro."

<PK 264/4> Mennesker ærede Daniel ved at betro ham ansvaret for rigets anliggender og indvi ham i verdensrigernes hemmeligheder. Gud ærede ham som sin ambassadør og åbenbarede mange af fremtidens hemmeligheder for ham. Profeten forstod end ikke selv til fulde de vidunderlige profetier, som vi finder fra 7, til 12 kapitel i den bog, som bærer hans navn. Men inden han nedlagde sin vandringsstav, fik han det velsignede løfte, at han "ved dagenes ende" ved afslutningen af denne verdens historie, skulle få lov at stå op til sin lod. Han fik ikke indsigt i hele Guds åbenbarede vilje. Der blev sagt til ham med henblik på hans profetiske skrifter: "Sæt lukke for ordene og segl for bogen." Den skulle være forseglet "til endens tid." Engelen sagde endnu engang til Herrens trofaste tjener: "Gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid ... Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende." Dan 12,4.9.13.

<PK 264/5> Idet vi nærmer os afslutningen af denne verdens historie, bør vi vise de profetier, som Daniel nedskrev, særlig opmærksomhed, fordi de angår selve den tid, vi lever i. Vi bør knytte dem sammen med den undervisning, som findes i den sidste bog i det nye Testamente. Satan har fået mange til at tro, at man ikke kan forstå de profetiske afsnit af Daniels bog og Johannes' åbenbaring; men man kan ikke tage fejl af det løfte, som siger, at der er en speciel velsignelse ved at studere disse profetier. Der blev sagt om de af Daniels syner, hvis segl skulle brydes i de sidste dage: "Ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige." (10 vers.) Med henblik på den åbenbaring, som Kristus gav sin tjener Johannes, for at den skulle tjene som en vejledning for Guds folk ned gennem århundrederne, er der givet dette løfte: "Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den." Åb 1,3.

<PK 265/1> Nationernes opkomst og fald, som skildres så tydeligt i Daniels og Åbenbaringens bog, bør lære os, hvor værdiløs den blotte ydre pragt og verdslige herlighed er. Babylon, som besad en magt og storhed, som ikke senere har haft sit sidestykke i verden, en magt og storhed, som datidens mennesker troede, skulle vare evigt er fuldstændig forsvundet. Det er forgået "som græssets blomster." Jak 1,10. Medo-Persien, Grækenland og Rom gik også til grunde, og alt det, der ikke har Gud som sin grundvold, vil forgå på samme måde. Kun det, der stemmer overens med hans vilje og udtrykker hans karakter, kan bestå. Hans principper er det eneste bestandige i denne verden.

<PK 265/2> Hvis vi omhyggeligt sætter os ind i, hvorledes Guds vilje er blevet fuldbyrdet i nationernes historie, og hvis vi grundigt studerer det, der er åbenbaret om fremtiden, vil vi blive sat i stand til at vurdere både det synlige og det usynlige efter dets sande værdi samt lære, hvad der er den virkelige hensigt med livet. Når vi således ser alt timeligt i evighedens lys, kan vi ligesom Daniel og hans medbrødre leve for det, der er sandt, ædelt og varigt. Når vi i dette liv har tilegnet os de principper, som råder i vor Herres og Frelsers rige - det velsignede rige, som skal bestå i al evighed - er vi rede til at tage det i besiddelse sammen med ham ved hans komme.