<PK 34/2> Der blev også appelleret til offerviljen, da David overdrog Salomo ansvaret for templets opførelse. David spurgte den store forsamling: "Hvem er nu villig til i dag at bringe Herren gaver?" 1Krøn 29,5. De, der var beskæftiget med at opføre templet, burde hele tiden have haft denne opfordring til helligelse og villig tjeneste i tanke.

<PK 34/3> Gud udrustede nogle udvalgte mænd med speciel dygtighed og visdom, da tabernaklet i ørkenen skulle bygges. "Derpå sagde Moses til israelitterne: Se, Herren har kaldet Bezalel, ... af Judas stamme og fyldt ham med Guds Ånd, med kunstsnilde, kløgt og indsigt i alskens arbejde ... og tillige har han givet både ham og Oholiab ... af Dans stamme gaver til at lære fra sig. Han har fyldt dem med kunstsnilde til at udføre alskens udskæringsarbejde, kunstvævning, broget vævning ... og almindelig vævning, så de kan udføre al slags arbejde ... Derfor skal Bezalel og Oholiab og alle andre kunstforstandige mænd, hvem Herren har givet kunstsnilde og kløgt, ... udføre alt arbejdet ..." 2Mos 35,30-35; 36,1. Himmelske engle arbejdede sammen med de mænd, som Gud selv havde valgt.

<PK 34/4> De evner, som disse håndværkere var blevet udrustet med, gik for en stor del i arv til deres efterkommere. Disse mænd fra Judas og Dans stamme bevarede for en tid deres ydmyghed og uselviskhed, men lidt efter lidt, ja, næsten umærkeligt, mistede de forbindelsen med Gud og tabte lysten til at tjene ham uselvisk. De forlangte højere løn for deres arbejde på grund af deres kunstneriske evner. I visse tilfælde blev deres krav efterkommet, men de søgte som oftest arbejde i nabolandene. I stedet for at bevare den offervilje, som havde besjælet deres navnkundige forfædre, blev de begærlige og stillede større og større krav. For at tilfredsstille deres egenkærlige ønsker stillede de deres gudgivne evner til rådighed for hedenske konger og benyttede deres talenter til at opføre bygninger, som var en vanære for deres skaber.

<PK 35/1> Det var blandt disse mænd, Salomo søgte en arkitekt, som kunne lede opførelsen af templet på Morija bjerg. Kongen havde fået betroet detaljerede tegninger over alle den hellige bygnings dele, og han ville også have fået de pålidelige folk, som han behøvede, hvis han havde henvendt sig til Gud i tro. Så ville Herren have udrustet dem med særlige evner, så de kunne udføre arbejdet med omhu. Men Salomo forbigik denne anledning til at stole på Gud. Han sendte bud til kongen af Tyrus efter en mand, der havde "forstand på at arbejde i guld, sølv, kobber, jern, rødt purpur, karmoisin og violet purpur" samt kendskab til billedskærerarbejde. Denne mand skulle arbejde sammen med hans egne mestre i Juda og Jerusalem. 2Krøn 2,7.

<PK 35/2> Den fønikiske konge besvarede Salomons henvendelse ved at sende Huram, en "søn af en kvinde fra Dan" og en mand fra Tyrus. 2Krøn 2,14. Huram var på mødrene side ... efterkommer af Oholiab, som Gud flere hundrede år tidligere havde udstyret med speciel visdom til at opføre tabernaklet.

<PK 35/3> Således gik det til, at man valgte en mand, som ikke var drevet af et uselvisk ønske om at tjene Gud, til at stå i spidsen for Salomons mestre. Han tjente denne verdens Gud, mammon. Hele hans væsen var gennemsyret af selviskhed.

<PK 35/4> Huram krævede en stor løn i kraft af sine usædvanlige evner, og lidt efter lidt tilegnede hans medarbejdere sig hans forkerte principper. Under det daglige arbejde sammen med ham sammenlignede de deres løn med hans, og resultatet var, at de begyndte at miste forståelsen af, at deres arbejde var helligt. Selvfornægtelsen blev fortrængt af begærlighed, der blev stillet krav om højere løn, og kravet blev imødekommet.

<PK 35/5> Den skadelige indflydelse, som her gjorde sig gældende, gennemsyrede alle grene af Herrens værk og trængte ud i hele riget. De høje lønninger satte mange i stand til at leve i luksus og overflod. De fattige blev undertrykt af de rige, og offerviljen forsvandt næsten fuldstændig. En af hovedårsagerne til det frygtelige frafald, som overgik den mand, der en gang blev regnet blandt de viseste på jorden, kan føres tilbage til de vidtrækkende følger af denne udvikling.

<PK 35/6> Den store forskel i indstilling og motiver hos de mennesker, som byggede tabernaklet i ørkenen, og hos de håndværkere, der opførte Salomons tempel, indeholder en stor lærdom. Tempelbyggernes selviskhed har sit sidestykke i den egoisme, der råder i verden i dag. Begærlighed og stræben efter de højeste stillinger og den højeste løn er stærkt fremherskende. Man møder sjældent den tjenstvillighed og spontane selvfornægtelse, som kom til udtryk hos de håndværkere, der byggede tabernaklet. Men det er den ånd, der bør være enerådende hos Jesu efterfølgere. Vor guddommelige Mester har vist, hvorledes hans disciple bør arbejde. Når han sagde til nogen: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere" (Matt 4,19), lovede han dem ikke en bestemt sum som betaling for deres arbejde. De skulle fornægte sig selv og ofre ligesom han.

<PK 36/1> Vi skal ikke arbejde med lønnen i tanke. Vort motiv til at arbejde for Gud bør være fuldstændig frit for selviskhed. Uforbeholden helligelse og offervilje har altid været og vil fortsat være den vigtigste forudsætning for acceptabel tjeneste. Vor Herre og Mester vil ikke tolerere, at der indflettes så meget som en eneste tråd af selviskhed i det arbejde, som vi gør for ham. Vort arbejde bør være præget af samme takt og dygtighed, samme nøjagtighed og visdom, som fuldkommenhedens Gud krævede af dem, der byggede tabernaklet. Men hvad vi end gør, bør vi huske, at de største evner og det ypperste arbejde kun kan godkendes, når selvet lægges på alteret som et levende offer.

<PK 36/2> En anden årsag til Israels konges endelige fald var, at han gav efter for fristelsen til selv at tage imod den ære, som alene tilkommer Gud. Fra det øjeblik, Salomo fik betroet ansvaret for at bygge templet, til det var fuldført, var det hans faste beslutning "at bygge Herrens, Israels Guds, navn et hus". 2Krøn 6,7. Dette gav han også til kende over for de store skarer af israelitter, som var til stede ved templets indvielse. I sin bøn erkendte kongen, at Gud havde sagt, at hans navn ville bo der. 1Kong 8,29.

<PK 36/3> Et af de mest gribende afsnit af Salomons indvielsesbøn var hans appel til Gud for de fremmede, som kom fra fjerne lande for at høre mere om den Gud, hvis ry var nået ud blandt nationerne. "Man vil høre om dit store navn, din stærke hånd og din udstrakte arm," sagde kongen i sin bøn. Med henblik på hver eneste af disse fremmede, som kom for at tilbede, havde Salomo bedt: "Da høre du det, ... og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget." 1Kong 8,42-43.

<PK 36/4> Ved slutningen af indvielses højtideligheden opfordrede Salomo Israel til at være tro imod Gud, "for at alle jordens folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud". 1Kong 8,60.

<PK 36/5> Templets arkitekt var større end Salomo, I for bygningen afspejlede selve Guds visdom og herlighed. De mennesker, som ikke vidste dette, fandt det ganske naturligt at betragte Salomo som arkitekten og bygmesteren og at rose og beundre ham. Men kongen fralagde sig al ære for både tegningerne til templet og dets opførelse.

<PK 36/6> Dette var også tilfældet, da dronningen af Saba aflagde besøg hos Salomo, Da hun hørte om hans visdom og det prægtige tempel, som han havde bygget, besluttede hun "at prøve ham med gåder" og selv tage hans berømte bygninger i øjesyn. Hun rejste den lange vej til Jerusalem med et følge af tjenere og med kameler, "der bar røgelse, guld i store mængder og ædelsten. og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende på hjerte". Hun talte med ham om naturens mysterier, og Salomo fortalte hende om naturens Gud, den store skaber, der bor i de højeste Himle og hersker over alt. "Men Salomo svarede på alle hendes spørgsmål, og intet som helst var skjult for kongen, han gav hende svar på alt." 1Kong 10,1-3; 2Krøn 9,1-2.

<PK 37/1> "Da dronningen af Saba så al Salomons visdom, huset, han havde bygget, ... var hun ude af sig selv." Hun indrømmede: "Sandt var, hvad jeg i mit land hørte sige om dig og din visdom! Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne øjne;" "og se, ikke en gang det halve af din store visdom er mig fortalt, thi du overgår, hvad rygtet sagde om dig! Lykkelige dine mænd, lykkelige dine folk, som altid er om dig og hører din visdom." 1Kong 10,4-8; 2Krøn 9,3-7.

<PK 37/2> Ved besøgets slutning havde dronningen lært så meget af Salomo om kilden til hans visdom og velstand, at hun ikke længer ophøjede det menneskelige redskab, men følte sig tilskyndet til at udbryde: "Lovet være Herren din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels trone! Fordi Herren elsker Israel evindelig, satte han dig til konge, til at øve ret og retfærdighed." 1Kong 10,9. Det var Guds hensigt, at alle folk på jorden skulle bibringes dette indtryk. "Alle jordens konger søgte hen til Salomo for at høre den visdom, Gud havde lagt i hans hjerte" (2Krøn 9,23), og i begyndelsen ærede Salomo Gud ved ærbødigt at vise dem hen til himmelens og jordens skaber, universets alvise Hersker.

<PK 37/3> Hvilket eftermæle kunne Salomo ikke have fået, hvis han havde bevaret sin ydmyghed og var vedblevet at lede menneskers opmærksomhed bort fra sig selv hen til ham, der havde givet ham visdom, rigdom og ære! Den inspirerede pen skildrer dog ikke blot hans fortrin, men tegner også et nøjagtigt billede af hans fald. Da Salomo havde nået storhedens tinde og var omgivet af alle de gaver, som lykken havde tilsendt ham, blev han svimmel, fik overbalance og styrtede ned. Han var uophørligt blevet rost af denne verdens mennesker, og til sidst kunne han ikke længere tåle smigeren. Han blev stolt over den visdom, som han havde modtaget for at forherlige Giveren. Han gik så vidt, at han tillod, at mennesker gav ham hovedæren for den uovertrufne skønhed, som afspejledes i den bygning, der var blevet tegnet og opført til ære for "Herrens, Israels Guds, navn."

<PK 37/4> Således gik det til, at man i de forskellige lande omtalte Herrens tempel som "Salomons tempel". Det menneskelige redskab havde taget den ære, der tilkom den Højeste. Selv i dag omtales det tempel, om hvilket Salomo havde sagt: "Dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget" (2Krøn 6,33), oftere som "Salomons tempel" end som Herrens tempel.

<PK 37/5> Et menneske kan ikke vise et større tegn på svaghed end at lade andre mennesker tilskrive det æren for evner, som er skænket af Himmelen. Den sande kristne vil give Gud førstepladsen i alle livets forhold. Ingen ærgerrige motiver får lov at kølne hans kærlighed til Gud. Han vil uafladelig bestræbe sig på at lade al ære tilflyde sin himmelske Fader. Det er, når vi trofast ophøjer Guds navn, at vore impulser er under guddommelig kontrol, så at vi kan udvikles åndeligt og intellektuelt.

<PK 38/1> Jesus, som er den guddommelige Mester, ophøjede altid sin himmelske Faders navn. Han lærte sine disciple at bede: "Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn." Matt 6,9. De skulle heller ikke glemme at erkende: "Thi din er ... æren." Matt 6,13. Den store Læge var så omhyggelig med at lede opmærksomheden bort fra sig selv hen til ham, som var kilden til hans kraft, at den forundrede folkeskare ikke ærede ham, men "priste Israels Gud" da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde så". Matt 15,33. I den vidunderlige bøn, som Kristus bad lige før sin korsfæstelse, sagde han: "Jeg har herliggjort dig på jorden." Herliggør din Søn" bad han, "så Sønnen kan herliggøre dig. " "Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig. og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." Joh 17,1.4. og 25-26.

<PK 38/2> "Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren." Jer 9,23-24.

<PK 38/3> "Jeg vil prise Guds navn ... ophøje ham med tak." "Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten." "Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit hjerte, evindelig ære dit navn." "Hylder Herren i fællig med mig, lad os sammen ophøje hans navn!" Sl 69,31; Åb 4,11; Sl 86,12; 34,4.

<PK 38/4> Samtidig med at der indførtes principper, som modvirkede offerviljen og begunstigede den menneskelige tilbøjelighed til selvophøjelse, skete der også en anden grov forvrængning af Guds plan med Israel. Det var Guds hensigt, at Israel skulle være verdens lys. De skulle genspejle hans lovs herlighed i deres liv. Det var af denne grund, at Gud havde anbragt det udvalgte folk på et strategisk vigtigt sted blandt jordens nationer.

<PK 38/5> På Salomons tid strakte Israels rige sig fra Hamat i nord til Ægypten i syd og fra Middelhavet til Eufratfloden. Mange af verdens handelsruter gik igennem dette landområde, og der rejste til stadighed karavaner fra fjerne lande igennem riget. Derved fik Salomo og hans folk en ypperlig anledning til at gøre mennesker fra alle nationer bekendt med kongernes Konges karakter og til at lære dem at ære og adlyde ham. Denne kundskab skulle meddeles hele verden, og gennem ofringernes anskuelsesundervisning skulle Kristus ophøjes over for nationerne, så at alle, der ville, kunne få del i livet.

<PK 38/6> Salomo var blevet stillet i spidsen for en nation, der var anbragt som et fyrtårn for nabofolkene. Han burde have benyttet sin gudgivne visdom og sin stærke indflydelse til at organisere og lede en vældig bevægelse med det formål at sprede oplysning blandt dem, der ikke kendte Gud og hans sandhed. Derved ville store skarer have besluttet sig til at efterleve de guddommelige forskrifter, Israel ville være blevet beskyttet imod de onder, som gik i svang blandt hedningerne, og herlighedens herre ville være blevet højt æret. Men Salomo tabte dette høje mål af syne. Han udnyttede ikke sine gyldne anledninger til at sprede lys blandt dem, der til stadighed drog gennem hans rige eller gjorde ophold i landets største byer.

<PK 39/1> Den missionsånd, som Gud havde nedlagt i Salomons og alle sande israelitters hjerte, blev fortrængt af kommercialisme, og de muligheder, som forbindelsen med de forskellige nationer åbnede, blev benyttet til selvforherligelse. Salomo søgte at styrke sin stilling politisk ved at opføre befæstede byer i de store handelscentrer. Han genopbyggede Gezer, som lå i nærheden af Joppe, på vejen mellem Ægypten og Syrien. Endvidere Bet-Horon vest for Jerusalem. Den beherskede passene på vejen fra Judæas hjerte til Gezer og havet. Han byggede også Megiddo, som lå på den karavanevej, der førte fra Damaskus til Ægypten og fra Jerusalem nordpå, samt "Tadmor i ørkenen" (2Krøn 8,4) på karavanevejen fra øst. Alle disse byer blev stærkt befæstet. I den nordlige ende af Det røde Hav havde han adgang til havet, og denne handelsmæssige fordel udnyttede han ved at bygge "skibe i Ezjongeber ... ved Det røde Havs kyst i Edom". Disse skibe blev bemandet med befarne søfolk fra Tyrus, som sejlede "sammen med Salomons folk" til Ofir, hvor de hentede guld og "almuggimtræ i store mængder og ædelsten". 1Kong 9,26-28; 10,11.

<PK 39/2> Kongens og mange af hans undersåtters indtægt forøgedes stærkt men for hvilken pris! Det folk, som havde fået Guds ord betroet, var på grund af sin begærlighed og sin kortsynethed skyld i, at de talløse skarer, som færdedes på de store færdselsårer, ikke fik kendskab til Herren.

<PK 39/3> Da Kristus var på jorden, fulgte han en helt anden fremgangsmåde end Salomo. Skønt Frelseren besad "al magt", benyttede han den aldrig til at ophøje sig selv. Hans fuldkomne gerning for menneskeheden skæmmedes ikke af drømmen om erobringer i denne verden eller af verdslig storhed. "Ræve har huler og himmelens fugle reder," sagde han, "men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile." Matt 8,20. De, der som svar på tidens krav er trådt i Den store Mesters tjeneste, ville gøre vel i at sætte sig ind i hans metoder. Han udnyttede de anledninger, som frembød sig på de store færdselsårer.

<PK 39/4> Mellem sine rejser gennem landet tog Jesus ophold i Kapernaum, der blev kendt som hans "egen by". Matt 9,1. Den lå på hovedvejen mellem Damaskus og Jerusalem, Ægypten og Middelhavet og var et velegnet midtpunkt for Frelserens arbejde. Mennesker fra mange lande drog igennem den eller gjorde ophold her for at hvile ud. Her mødtes Jesus med mennesker fra alle nationer og alle samfundslag, og på denne måde bragtes hans lære ud til andre lande og ind i mange hjem. Derved vaktes interessen for de profetier, som viste frem til Messias, opmærksomheden blev henledt på Frelseren, og hans mission kom til verdens kundskab.

<PK 39/5> I vor tid er der langt større muligheder for at komme i berøring med mænd og kvinder af alle samfundslag og fra mange lande end på Israels tid. Kommunikationsmidlerne er tusinddoblet.

<PK 39/6> Den Allerhøjestes sendebud bør tage ved lære af Kristus og arbejde i de store trafikknudepunkter, hvor de kan komme i kontakt med mennesker fra alle dele af verden. De skal skjule selvet i Gud, ligesom Kristus gjorde, udstrø evangeliets sæd og gøre andre bekendt med den hellige skrifts uvurderlige sandheder. Da vil disse slå dybe rødder i sind og hjerte og vokse til evigt liv.

<PK 40/1> Vi kan drage en alvorlig lære af den periode i Israels historie, hvor konge og folk vendte ryggen til den store opgave, de var kaldet til at udføre. Hvor de var svage, ja, hvor de svigtede, skal Guds Israel i dag Himmelens repræsentanter, som udgør Kristi sande menighed være stærke, for det påhviler dem at afslutte den gerning, som er blevet betroet menneskene, og at indvarsle dommens dag. Men der skal stadig kæmpes imod de samme kræfter, som var rettet imod Israel på Salomons tid. Retfærdighedens store fjende har ladet sine styrker udbygge deres stillinger, og sejren kan kun vindes ved Guds hjælp. Den forestående kamp kræver af os, at vi viser selvfornægtelse, ophører med at stole på os selv og fæster lid til Gud alene, samt at vi gør dygtigt brug af hver eneste anledning til at frelse sjæle. Herrens velsignelse vil hvile over hans menighed, når den går enigt fremad og åbenbarer hellighedens skønhed, som den kommer til udtryk i en selvfornægtende, kristelig ånd over for en verden, som befinder sig vildfarelsens mørke. Velsignelse vil ledsage menighedens arbejde, når den fremhæver det guddommelige i stedet for det menneskelige og ofrer sig i kærlig og utrættelig tjeneste for dem, der trænger så hårdt til evangeliets velsignelser.