<PK 219/2> Egypterne forsøgte at komme den belejrede by til hjælp, og kaldæerne hævede for en tid belejringen af den judæiske hovedstad for at standse ægypterne. Da tændtes der et nyt håb i Zedekias' hjerte, og han sendte bud til Jeremias og bad ham om at bede til Gud på den hebraiske nations vegne.

<PK 219/3> Profeten gav det frygtelige svar, at kaldæerne ville vende tilbage og ødelægge byen. Ordren var givet, og den ubodfærdige by kunne ikke længer undgå de guddommelige straffedomme. "Nar ikke eder selv," sagde Herren advarende til sit folk. "Kaldæerne ... drager ikke bort. Ja, om I så slog hele kaldæernes hær, der angriber eder, så der kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit telt, så skulle de stå op og afbrænde denne by." Jer 37,9-10. De, der var tilbage i Juda, skulle vandre i fangenskab, og her skulle de gennem modgang lære det, som de ikke ville lære under mere gunstige forhold. Den hellige vægters befaling kunne ikke appelleres.

<PK 219/4> I Jerusalem boede der endnu nogle retfærdige. De var blevet gjort bekendt med Guds vilje og besluttede nu at fjerne den hellige ark, som indeholdt stentavlerne med de ti bud, for at den ikke skulle falde i fjendens hænder. Med dyb sorg gemte de arken i en hule. Her skulle den være skjult for Israel og Juda på grund af deres synder. De ville aldrig få den tilbage igen. Den hellige ark er skjult endnu. Den er aldrig blevet fundet siden.

<PK 220/1> Jeremias havde i mange år stået over for folket som Guds trofaste vidne, og nu, da den ulykkelige by var lige ved at falde i hedningernes hænder, betragtede han sit arbejde som afsluttet og forsøgte at forlade byen. Der var imidlertid en af de falske profeters sønner, der sagde, at Jeremias ville slutte sig til babylonerne; han havde jo gentagne gange opfordret judæerne til at underkaste sig denne nation. Profeten benægtede denne usande påstand, men "fyrsterne vrededes på Jeremias, slog ham og lod ham bringe til statsskriveren Jonatans hus; thi det havde de gjort til fængsel." 15 vers.

<PK 220/2> Da Nebukadnezars hære drog mod syd for at rykke mod egypterne, fattede fyrsterne og folket nyt mod, men deres håb bristede snart. Herrens ord lød således: "Se, jeg kommer over dig, Farao, Egyptens konge." Egyptens magt var kun et knækket rør. Det inspirerede ord havde sagt: "Kende skal hver en egypter, at jeg er Herren. Fordi du har været en rørkæp for Israels hus." Jeg styrker Babels konges arm, men Faraos skal synke; og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg lægger mit sværd i Babels konges hånd, og han svinger det imod Egypten." Ez 29,3.6; 30,25-26.

<PK 220/3> Mens Judas fyrster forgæves ventede hjælp fra Egypten, tænkte kong Zedekias med bange anelser på Guds profet, som var blevet kastet i fængsel. Da der var forløbet nogen tid, sendte kongen bud efter ham og spurgte hemmeligt: "Er der et ord fra Herren?" Jeremias svarede: "Ja, der er: Du skal overgives i Babels konges hånd."

<PK 220/4> "Derpå sagde Jeremias til kong Zedekias: "Hvad synd har jeg gjort imod dig, dine mænd og dette folk, siden I har kastet mig i fængsel? Og hvor er nu eders profeter, som profeterede for eder, at Babels konge ikke skulle komme over eder og dette land? Så hør da, herre konge! Lad min bøn nå dig og lad mig ikke bringe tilbage til statsskriveren Jonatans hus, at jeg ikke skal dø der!" Jer 37,17-20.

<PK 220/5> "Da bød kong Zedekias, at man skulle holde Jeremias i varetægt i vagtforgården; og der gaves han daglig et stykke brød fra bagernes gade, indtil brødet slap op i byen. Således sad Jeremias nu i vagtforgården." 21 vers.

<PK 220/6> Kongen turde ikke vise åbenlyst, at han havde tillid til Jeremias. Skønt frygten drev ham til at søge oplysninger hos ham i hemmelighed, var han for svag til at trodse fyrsternes og folkets misbilligelse og underkaste sig Guds vilje, som profeten havde kundgjort.

<PK 220/7> Mens Jeremias var fængslet i vagtforgården, fortsatte han med at opfordre nationen til at overgive sig til babylonerne. Det ville være den visse død at gøre modstand. Herrens budskab til Juda lød således: "Den, der bliver i denne by, skal dø ved sværd, hunger og pest, men den, som overgiver sig til kaldæerne, skal leve og vinde sit liv som bytte." Disse ord var enkle og positive. Profeten udtalte modigt i Herrens navn: "Denne by skal gives i Babels konges hærs hånd, og han skal indtage den." Jer 38,2-3.

<PK 220/8> Fyrsterne blev ophidsede over, at Jeremias blev ved at komme med råd, som krydsede deres planer om at yde modstand. Til sidst protesterede de energisk over for kongen og gjorde gældende, at profeten var nationen fjendtlig sindet, og at han med sine ord havde svækket folkets hænder og forårsaget deres ulykke. Af denne grund fortjente han at dø.

<PK 221/1> Den feje konge vidste, at disse beskyldninger var falske, men for at formilde de mænd, som beklædte store og indflydelsesrige stillinger i landet, foregav han, at han troede på deres løgne, og overlod Jeremias i deres hænder, så de kunne gøre med ham, hvad de ville. Profeten blev kastet "i kongesønnen Malkijas cisterne i vagtforgården, idet de hejsede ham ned med reb. Der var ikke vand i cisternen, men dynd, og Jeremias sank i dyndet." 6 vers. Men Gud skaffede ham venner, som gik i forbøn for ham hos kongen og fik udvirket, at han atter blev overført til vagtforgården.

<PK 221/2> Kongen sendte atter hemmeligt bud efter Jeremias og bad ham sige åbent og ærligt, hvad der var Guds vilje med hensyn til Jerusalem. Jeremias spurgte: "Hvis jeg siger dig det, vil du da ikke lade mig dræbe ? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke høre mig. " Kongen sluttede en hemmelig overenskomst med profeten. Zedekias lovede: "Så sandt Herren lever, som har skabt vor sjæl, jeg vil ikke lade dig dræbe eller give dig i disse mænds hånd, som står dig efter livet." 15-16 vers.

<PK 221/3> Kongen kunne endnu nå at vise sin vilje til at rette sig efter Herrens advarsler og derved opnå, at de straffedomme, som allerede var begyndt at falde over byen og folket, blev mildnet. "Hvis du overgiver dig til Babels konges fyrster," lød budskabet til kongen, "skal du redde dit liv; denne by skal ikke afbrændes, og du og dit hus skal blive i live; men overgiver du dig ikke til dem, skal byen gives i kaldæernes hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres hånd."

<PK 221/4> Kongen svarede: "Jeg er ræd for de judæere, der er løbet over til kaldæerne, at kaldæerne skal overgive mig i deres hånd, og at de skal drive spot med mig." Men profeten gav ham dette løfte: "Det gør de ikke!" Derpå tilføjede han indtrængende: "Adlyd kun Herrens ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i live." 17-20 vers.

<PK 221/5> Lige til sidste øjeblik tilkendegav Gud, at han var villig til at være nådig imod dem, der underkastede sig hans retfærdige krav. Hvis kongen havde besluttet sig til at adlyde, kunne folkets liv være blevet sparet, og byen kunne have undgået at blive flammernes bytte. Men han troede, at han var gået for langt til at kunne tiltræde tilbagetoget. Han frygtede for jøderne, var bange for at blive latterliggjort og var ængstelig for sit liv. Zedekias havde gjort oprør imod Gud i mange år og anså det for at være for ydmygende at sige til folket: "Jeg følger Herrens ord, som er talt ved profeten Jeremias. Jeg tør ikke kæmpe med fjenden efter alle disse advarsler."

<PK 221/6> Jeremias bønfaldt med tårer Zedekias om at redde sig selv og folket. I sin sjælekvide forsikrede han kongen om, at denne ville miste livet, og at babylonerne ville tage alle hans ejendele, hvis han ikke rettede sig efter Guds råd. Men kongen var slået ind på den forkerte vej og ville ikke vende om. Han besluttede at rette sig efter de falske profeter og de mænd, som han i virkeligheden foragtede. De latterliggjorde hans svaghed, fordi han så villigt rettede sig efter deres ønsker. Han ofrede sin manddoms ædle frihed og nedværdigede sig til at lefle for den offentlige mening. Det var ikke hans mening at gøre det onde, men han kunne heller ikke tage en fast beslutning om at stille sig på rettens side. Skønt han var overbevist om, at Jeremias råd var værdifuldt, havde han ikke moralsk kraft nok til at adlyde, og følgen var, at han blev ved at gå i den forkerte retning.

<PK 222/1> Menneskefrygt havde taget magten over kongens sjæl og gjort ham så svag, at han ikke en gang ville gå med til, at hoffet og det menige folk fik at vide, at han havde rådført sig med Jeremias. Hvilke ødelæggelser kunne byen ikke være blevet skånet for, hvis Zedekias havde taget mod til sig og sagt, at han troede på profetens ord, som allerede halvvejs var gået i opfyldelse. Han skulle have sagt: "Jeg vil adlyde Herren og redde byen fra fuldstændig ødelæggelse. Jeg tør ikke tilsidesætte Guds befalinger af frygt for mennesker eller for at vinde deres gunst. Jeg elsker sandheden og hader synden og vil følge Israels vældige Guds råd." Hvis han havde gjort det, ville folket have respekteret hans mod, og de, der vaklede mellem tro og vantro, ville have stillet sig på rettens side. Hvis han havde indtaget dette modige og retfærdige standpunkt, ville hans undersåtter have beundret ham og vist han troskab. Han ville have fået tilstrækkelig støtte, og Juda ville være blevet skånet for blodbadets, hungersnødens og ildebrandens ubeskrivelige rædsler.

<PK 222/2> Zedekias betalte en frygtelig straf for sin syndige svaghed. Fjenden styrtede over byen som en uimodståelig lavine og ødelagde den. De hebraiske hære blev slået tilbage i forvirring. Riget blev erobret, Zedekias blev taget til fange, og hans sønner blev dræbt for øjnene af ham. Kongen blev ført bort fra Jerusalem som fange, hans øjne blev stukket ud, og da han var kommet til Babylon, fik han en sørgelig død. Kaldæerne sparede ikke det smukke tempel, som i over fire hundrede år havde kronet Zions bjerg. "De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, opbrændte alle dets borge og ødelagde alle kostelige ting deri." 2Krøn 36,19.

<PK 222/3> Mange af Jerusalems indbyggere havde overlevet den lange belejrings rædsler, da Nebukadnezar rettede sit sidste angreb mod byen og indtog den. Disse blev nu sværdets bytte. Af de tiloversblevne - det drejede sig hovedsagelig om rigets højeste præster og embedsmænd samt fyrsterne - blev nogle ført til Babylon og henrettet som forrædere. Andre blev taget til fange og måtte trælle for Nebukadnezar og hans sønner, "indtil Perserriget fik magten, for at Herrens ord gennem Jeremias mund kunne opfyldes." 20-21 vers.

<PK 222/4> "Men om Jeremias bød kong Nebukadnezar af Babel livvagtsøversten Nebuzar'adan: "Tag ham og hav øje med ham og gør ham ingen mén; gør med ham, som han selv ønsker!" Jer 39,11-12.

<PK 222/5> Da profeten var blevet løsladt af de babyloniske officerer, gjorde han fælles sag med de få judæere, der var blevet tilbage, "nogle af de fattigste af folket fra landet," som kaldæerne havde ladet blive tilbage som "vingårdsmænd og agerdyrkere." Babylonerne indsatte Gedalja som statholder over disse. Der gik kun nogle få måneder, så blev den nye statholder dræbt ved et forræderi. Den fattige befolkning gennemgik mange prøvelser og blev til sidst overtalt af deres ledere til at søge tilflugt i Egypten. Jeremias protesterede. "Drag ikke til Egypten," sagde han indtrængende. Men hans inspirerede råd blev ikke fulgt, og "hele Judas rest, ... mænd, kvinder og børn" flygtede til Egypten. "De adlød ikke Herrens røst. Og de kom til Takpankes." Jer 43,5-7.

<PK 223/1> Jeremias havde profeteret, at de judæere, som havde gjort oprør imod Nebukadnezar og var flygtet til Egypten, ville blive straffet; men han lovede samtidig, at de, der angrede deres dårskab og var villige til at drage tilbage, ville blive benådet. Herren ville ikke skåne dem, som lod hånt om hans ord og udsatte sig for den egyptiske afgudsdyrkelses forførende indflydelse, men på den anden side ville han være nådig imod dem, som var loyale og oprigtige. Han sagde: "Kun de, der undslipper sværdet, skal vende hjem fra Egypten til Judas land, et ringe tal; og hele Judas rest, der er kommet til Egypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis ord der står fast, mit eller deres." Jer 44,28.

<PK 223/2> Profetens sorg over, at det folk, som skulle have været verdens åndelige lys, var fordærvet i bund og grund, og hans bedrøvelse over Zions sørgelige skæbne og hans folks bortførelse til Babylon afspejles i Klagesangene. Disse nedskrev han for at vise, hvor tåbeligt det er at forkaste Herrens ord og forlade sig på menneskers visdom. Midt i ødelæggelsen kunne Jeremias stadig sige: "Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op." Hans stadige bøn var: "Lad os ransage, granske vore veje og vende os til Herren." Klages 3,22 og 40. Mens Juda endnu var et selvstændigt kongerige, spurgte han sin Gud: "Har du ganske vraget Juda, væmmes din sjæl ved Zion?" Og han dristede sig til at bede: "Bortstød os ikke for dit navns skyld." Jer 14,19 og 21. Profeten stolede fuldt og fast på, at det var Guds evige vilje at bringe orden ud af kaos og vise jordens nationer og hele universet sin retfærdighed og kærlighed. Derfor bad han tillidsfuldt for dem, som ville afstå fra det onde og leve retfærdigt.

<PK 223/3> På dette tidspunkt var Zion fuldstændig ødelagt, og Guds folk var i fangenskab. Profeten var overvældet af sorg og udbrød: "Hvor sidder hun ene, den by, så folkerig før mægtig blandt folkene før, men nu som en enke! Fyrstinden blandt lande er nu sat til at trælle. Hun græder og græder om natten med tårer på kind; ingen af alle hendes elskere bringer hende trøst, alle vennerne sveg og blev hendes fjender.

<PK 223/4> Af trang og tyngende trældom udvandrede Juda; blandt folkene sidder hun nu og finder ej ro, alle forfølgerne nåede hende midt i trængslerne. Vejene til Zion sørger, uden højtidsgæster, alle hendes porte er øde, præsterne sukker, hendes jomfruer knuges af kvide, hun selv er i vånde. Hendes avindsmænd er herrer, hendes fjender trygge, thi kvide fik hun af Herren for mængden af synder, hendes børn drog bort som fanger for fjendens åsyn."

<PK 223/5> "Hvor har dog Herren i vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra himmel til jord og glemt sine fødders skammel på sin vredes dag. Herren har skånselsløst opslugt hver bolig i Jakob, han nedbrød i vrede Judas datters borge, slog dem til jorden, skændede rige og fyrster, afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt. På fjendevis spændte han buen, stod som en uven; han dræbte al øjnenes lyst i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild."

<PK 223/6> "Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions jomfru? Thi dit sammenbrud er stort som havet, hvo læger dig vel?"

<PK 224/1> "Herre, kom vor skæbne i hu, sku ned og se vor skændsel! Vor arvelod tilfaldt fremmede, udlændinge fik vore huse. Forældreløse, faderløse er i, som enker er vore mødre ... Vore fædre, som syndede, er borte, og vi må bære deres skyld. Over os råder trælle, ingen frier os fra dem ... Vort hjerte blev derfor sygt, derfor vort øje mørkt."

<PK 224/2> "Du, Herre, troner for evigt, fra slægt til slægt står din trone. Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye dage som fordum!" Klages 1,1-5; 2,1-4 og 13; 5,1-3. 7-8.17 og 19-21.