<PK 192/2> Under den første påskefest, som blev holdt i Ezekias regeringstid cirka hundrede år tidligere, blev det bestemt, at præsterne dagligt skulle læse højt for folket af lovbogen. Den store velstand under Ezekias skyldtes, at man holdt de love, som Moses havde nedskrevet, og især de vedtægter, som stod i pagtsbogen, der udgør en del af de fem Mosebøger. Manasse dristede sig til at tilsidesætte disse love, og mens han var konge, blev det eksemplar af lovbogen, som tilhørte templet, borte på grund af skødesløshed. Der gik nu flere år, hvor folket ikke fik undervisning i loven.

<PK 192/3> Det længe savnede manuskript blev fundet i templet af ypperstepræsten Hilkija under de store reparationsarbejder, der blev foretaget på bygningen i overensstemmelse med Josias' plan om at bevare helligdommen. Ypperstepræsten overlod den kostbare bog til Sjafan, som var en lærd skriftklog. Sjafan læste den, afleverede den derpå til kongen og gjorde rede for, hvorledes den var blevet fundet.

<PK 192/4> Det gjorde et dybt indtryk på Josias, da han for første gang hørte de formaninger og advarsler, som dette gamle manuskript indeholdt. Først nu stod det fuldstændig klart for ham, at der ikke var noget at tage fejl af, da Gud stillede Israel over for valget mellem "livet og døden, velsignelsen og forbandelsen" (5Mos 30,19). Han blev også klar over, at folket gang på gang var blevet opfordret til at vælge livet, for at de kunne blive til pris på jorden og til velsignelse for alle folkeslag. Moses havde givet Israel denne formaning: "Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi Herren din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!" 5Mos 31,6.

<PK 193/1> Bogen var fyldt med løfter om Guds villighed til helt og fuldt at frelse dem, der stolede ubetinget på ham. De blev udfriet fra Ægypten ved hans stærke arm, og han havde lovet at vise sin vælde, når de skulle bosætte sig i Det forjættede Land, og give dem en førerstilling blandt alle folk på jorden.

<PK 193/2> Bogen indeholdt både løfter om belønning til de lydige og profetier om straffedomme over de ulydige. Da kongen lyttede til de inspirerede ord, blev han klar over, at de skildrede tilstande mindede om visse af de forhold, som rådede i hans rige nu, Han blev chokeret over at høre, at de profetiske skildringer af folkets utroskab over for Gud efterfulgtes af klare udtalelser om, at ulykkens dag ikke ville lade vente på sig, og at der ikke var nogen redning. Det sprog, som var benyttet, var ikke til at tage fejl af. Man kunne slet ikke misforstå det. I slutningen af bogen stod der et resumé af Guds handlemåde med Israel i fortiden. De begivenheder, som kunne ventes i fremtiden, var også gentaget, for at gøre sagen endnu mere klar. Moses havde sagt i hele Israels påhør:

<PK 193/3> "Lyt til, I Himle, lad mig tale, jorden høre mine ord! Lad dryppe som regn min lære, lad flyde som dug mit ord, som regnskyl på unge spirer, som regnens dråber på græs. Thi Herrens navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han." 5Mos 32,1-4.

<PK 193/4> "Kom fortidens dage i hu, agt på henfarne slægters år; spørg din fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! Da den Højeste gav folkeeje, satte skel mellem menneskenes børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds sønner, men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værnede det med vågent øje og vogtede det som sin øjesten." 5Mos 32,7-10.

<PK 193/5> Men Israel forskød "Gud, sin skaber, lod hånt om sin frelses klippe. De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofrede til dæmoner, der ej er guder, til guder, dej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders fædre frygtede. Klippen, der avlede dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! Da Herren så det, forstødte han dem af græmmelse over sine børn og sagde: "Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer." "Jeg hober ulykker over dem og opbruger mine pile imod dem. De udmagres af sult og hentæres af pestglød og giftig sot." "Thi de er et rådvildt folk, og i dem er der ikke forstand. Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! Hvor skulle én kunne forfølge tusind, og to slå ti tusind på flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til pris! Thi deres klippe er ikke som vor, det ved vore fjender bedst selv!" "Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine gemmer til hævnens og regnskabets dag, den stund, deres fod skal vakle? Thi deres undergangs dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i hast." 5Mos 32,15-21. 23-24. 28-31. 34-35.

<PK 194/1> Disse og lignende afsnit gjorde det klart for Josias, at Gud elskede sit folk, men hadede synden. Kongen så fremtiden i møde med stor frygt, da han læste profetierne om de straffe, som ville ramme dem, der vedblev at gøre oprør. Juda havde begået frygtelige synder. Hvad ville følgen blive, hvis de fortsatte med at synde?

<PK 194/2> Kongen havde ikke været ligegyldig med afgudsdyrkelsen tidligere. "I sit ottende regeringsår, endnu ganske ung", helligede han sig fuldstændig til at tjene Gud. Fire år senere han var da tyve år gjorde han en alvorlig anstrengelse for at befri sine undersåtter fra fristelse ved at rense "Juda og Jerusalem for offerhøjene, asjerastøtterne og de udskårne og støbte billeder, I hans påsyn nedrev man Ba'alernes altre; solstøtterne, der stod oven på dem, huggede han om, og asjerastøtterne og de udskårne og støbte billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på deres grave, som havde ofret til dem; benene af præsterne lod han brænde på deres altre. Således rensede han Juda og Jerusalem". 2Krøn 34,3-5.

<PK 194/3> Den unge konge nøjedes ikke med det grundige arbejde, han havde gjort i Judas land. Han udfoldede også sine bestræbelser i de dele af Palæstina, som tidligere var beboet af de ti stammer, hvoraf der nu kun var en lille rest tilbage. Der står videre: "Men også i byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til Naftali" gjorde han det samme. Han vendte ikke tilbage til Jerusalem igen, før han havde gennemrejst disse egne med deres ruinhobe og ladet "altrene nedbryde, asjerastøtterne og gudebillederne sønderslå og knuse og alle solstøtterne omhugge i hele Israels land". 2Krøn 34,6-7.

<PK 194/4> Således udnyttede Josias lige fra sin tidligste ungdom sin stilling som landets konge til at ophøje Guds hellige lovs principper. Mens den lovkyndige Sjafan læste op for ham af lovbogen, blev kongen klar over, at dette værk var en skatkiste, som var fuld af kundskaber, og at den kunne blive ham en værdifuld hjælp i det reformarbejde, som han så inderligt ønskede at gennemføre i landet. Han besluttede at vandre i lyset fra denne bogs blade og at gøre alt for at oplyse folket om dens indhold og om muligt tilskynde dem til at vise ærbødighed for og kærlighed til Himmelens lov.

<PK 194/5> Men var det muligt at gennemføre den tiltrængte reform? Israel havde næsten nået Guds tålmodigheds grænse, og Herren ville snart rejse sig for at straffe dem, der havde vanæret hans navn. Herrens vrede var allerede optændt imod sit folk. Josias blev overvældet af sorg og fortvivlelse. Han sønderrev sine klæder, knælede sønderknust for Gud og bad om tilgivelse for en ubodfærdig nations synder.

<PK 195/1> På den tid boede profetinden Hulda i nærheden af templet i Jerusalem. Kongens sind var fyldt af bange anelser, og han kom nu til at tænke på hende. Han besluttede at lade dette udvalgte sendebud spørge Herren, om det stod i hans kongens magt at frelse det vildfarne Juda, som nu befandt sig på afgrundens rand.

<PK 195/2> Situationens alvor og kongens ærbødighed for profetinden fik ham til at udpege landets ypperste mænd til sine sendebud. Han sagde til dem: "Gå hen og rådspørg på mine og folkets og hele Judas vegne Herren om indholdet af denne bog, der er fundet; thi stor er vreden, der er blusset op hos Herren imod os, fordi vore fædre ikke har adlydt ordene i denne bog og ikke har handlet nøje efter, hvad der står skrevet deri." 2Kong 22,13.

<PK 195/3> Herren lod Hulda give Josias meddelelse om, at Jerusalems tilintetgørelse ikke kunne afværges. Folket kunne ikke undgå deres straf, selv om de ydmygede sig for Gud nu. Deres sanser var blevet sløvet så længe på grund af synd, at de snart ville begå de samme synder igen, hvis de ikke blev straffet. Profetinden sagde: "Så siger Herren, Israels Gud: Sig til den mand, der sendte eder til mig: Så siger Herren: Se, jeg vil bringe ulykke over dette sted og dets indbyggere, alt, hvad der står i den bog, Judas konge har læst, til straf for at de har forladt mig og tændt offerild for andre guder, så at de krænkede mig med alt deres hænders værk, og min vrede vil blusse op mod dette sted uden at slukkes!" 2Kong 22,15-17.

<PK 195/4> Herren ville dog tage hensyn til, at kongen ikke havde tøvet med at søge tilgivelse og nåde og ydmyge sit hjerte for Gud. Profetinden skulle sige til ham: "Fordi dit hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Herren, da du hørte, hvad jeg har talt mod dette sted og dets indbyggere, at de skal blive til rædsel og forbandelse, og fordi du sønderrev dine klæder og græd for mit åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra Herren! Og jeg vil lade dig samles til dine fædre, og du skal samles til dem i fred i din grav, uden at dine øjne får al den ulykke at se, som jeg vil bringe over dette sted." 2Kong 22,19-20.

<PK 195/5> Kongen måtte overlade fremtiden i Guds hånd. Han kunne ikke ændre Herrens evige befalinger. Men selv om Herren havde kundgjort Himmelens straffedomme, undlod han ikke at give folket lejlighed til at angre og omvende sig. Josias opfattede dette således, at Gud var villig til at blande sine straffe domme med nåde, og besluttede at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at gennemføre grundige reformer. Han sammenkaldte omgående Jerusalems og Judas ældste og øverste embedsmænd tillige med hele folket. Disse mødtes med kongen i templets forgård, hvor også præsterne og levitterne var til stede.

<PK 195/6> I overværelse af denne vældige forsamling forelæste kongen selv "alt, hvad der stod i pagtsbogen, som var fundet i Herrens hus." 2Kong 23,2. Kongen var dybt bevæget, da han læste. Hans hjerte var sønderknust, da han overbragte sit budskab. Dette gjorde et dybt indtryk på hans tilhørere. De stærke følelser, som afspejlede sig i kongens ansigt, selve budskabets alvor og de straffedomme, som kunne ventes, gjorde alt sammen sin virkning, og mange besluttede at følge kongens eksempel og bede om tilgivelse.

<PK 195/7> Josias foreslog nu, at rigets øverste mænd tillige med folket skulle slutte en højtidelig pagt for Guds åsyn om, at de ville hjælpe hinanden med at gennemføre radikale forandringer. "Så tog kongen plads ved søjlen og sluttede pagt for Herrens åsyn om, at de skulle holde sig til Herren og holde hans bud, vidnesbyrd og anordninger af hele deres hjerte og hele deres sjæl, for at han kunne opfylde denne pagts ord, således som de var skrevet i denne bog." Folket svarede mere beredvilligt, end kongen havde turdet håbe. "Og alt folket indgik pagten." 2Kong 23,3.

<PK 196/1> I den påfølgende reformation satte kongen sig for at udrydde hvert eneste spor efter afgudsdyrkelsen. Landets indbyggere havde efterlignet nabofolkene og tilbedt billeder af træ og sten så længe, at det så ud, som om det var menneskeligt umuligt at fjerne hvert eneste spor af disse onder. Men Josias fortsatte sine bestræbelser for at rense landet. Han tog så strenge forholdsregler over for afgudsdyrkelsen, at han "lod alle højenes præster, som var der ved altrene, dræbe." "Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne, afgudsbillederne og alle de væmmelige guder, der var at se i Judas land og Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde lovens ord, der stod skrevet i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens hus." 2Kong 23,20 og 24.

<PK 196/2> Ved rigets deling flere hundrede år tidligere søgte Nebats søn, Jeroboam, i åbent trods imod den Gud, som Israel havde tjent, at få folket til at holde op med at deltage i tempeltjenesten i Jerusalem og begynde at tjene fremmede guder. I sine bestræbelser herfor havde han bygget et afgudsalter i Betel. I de kommende år ville mange blive forledt til afgudsdyrkelse ved dette alter. Ved dets indvielse trådte der pludselig en Guds mand fra Judæa frem og fordømte den vanhellige ceremoni. Han råbte imod alteret og sagde:

<PK 196/3> "Alter, alter! Så siger Herren: Der skal fødes Davids hus en søn ved navn Josias, og på dig skal han ofre højenes præster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig!" 1Kong 13,2. Samtidig med denne udtalelse indtraf der et tegn, som viste, at udsagnet kom fra Herren.

<PK 196/4> Det var tre hundrede år siden. Under den reformation, som gennemførtes under Josias, kom kongen også til Betel. Han stod nu foran dette gamle alter, og nu skulle den profeti, som var blevet fremsat i Jeroboams påhør så mange år tidligere, gå bogstaveligt i opfyldelse.

<PK 196/5> "Også alteret i Betel, den offerhøj, som Jeroboam, Nebats søn, havde rejst, han, der forledte Israel til synd, også det alter tillige med offerhøjen lod han nedbryde; stenene lod han nedrive og knuse til støv, og asjerastøtten lod han opbrænde.

<PK 196/6> Da Josias vendte sig om og fik øje på gravene på bjerget, sendte han folk hen og lod dem tage benene ud af gravene og opbrænde dem på alteret for at vanhellige det efter Herrens ord, som den Guds mand udråbte, da han kundgjorde disse ting.

<PK 196/7> Så sagde han: "Hvad er det for et gravmæle, jeg ser der?" Byens folk svarede ham: "Det er den Guds mands grav, der kom fra Juda og kundgjorde det, du nu har gjort med alteret i Betel." Da sagde han: "Lad ham ligge i ro, ingen må flytte hans ben!" Så lod de både hans og profeten fra Samarias ben i fred." 2Kong 23,15-18.

<PK 196/8> På Oliebjergets sydside, over for Herrens smukke tempel på Morija bjerg, fandtes de afgudstempler og gudebilleder, som Salomo havde ladet opføre for at tilfredsstille sine hedenske hustruer. Se 1Kong 11,6-8. De store, uhyggelige billeder havde stået på Forargelsens bjerg i henved tre hundrede år som tavse vidner om Israels viseste konges frafald. Josias lod også disse fjerne og ødelægge.

<PK 197/1> Kongen søgte endvidere at styrke judæernes tro på deres fædres Gud ved at holde en stor påskefest efter de retningslinjer, som var givet i lovbogen. De mænd, der havde ansvaret for gudstjenesten, traf alle forberedelserne, og på den store festdag blev der bragt talrige ofre. "Thi slig en påske var ikke nogen sinde blevet holdt i Israels og Judas kongers tid." 2Kong 23,22. Men kongen kunne ikke sone de synder, som var blevet begået af henfarne slægter, selv om Gud betragtede hans nidkærhed med stor velvilje. Den fromhed, som kongens medarbejdere lagde for dagen, kunne heller ikke ændre sindstilstanden hos alle dem, der hårdnakket nægtede at opgive afgudsdyrkelsen for at tjene den sande Gud.

<PK 197/2> Josias regerede mere end ti år efter den store påskefest. I en alder af ni og tredive år blev han dræbt i kamp med egypterhæren og jordet i sine "fædres grave." "Hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias. Jeremias sang en klagesang over Josias, og alle sangerne og sangerinderne talte i deres klagesange om ham, som de gør den dag i dag; man gjorde dette til en stående skik i Israel, og sangene står optegnede blandt klagesangene." 2Krøn 35,24-25. "Der havde ikke før været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og hele sin sjæl og af al sin kraft omvendte sig til Herren og fulgte hele Mose lov; og heller ikke efter ham opstod hans lige. Alligevel lagde Herrens mægtige vredesglød sig ikke, thi hans vrede var blusset op mod Juda over alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet ham." 2Kong 23,25-26. Inden længe ville Jerusalem blive fuldstændig ødelagt, og landets indbyggere ville blive ført til Babylon som fanger for at lære det, som de ikke ville lære under mere gunstige forhold.