<PK 170/2> Ezekias havde god grund til at tale så overbevisende om slagets udfald. Det var rigtigt, at Gud i et vist tidsrum havde benyttet de hovmodige assyrere som sin harmes kæp for at straffe jordens nationer, men de skulle ikke blive ved at være uovervindelige. Nogle år tidligere havde Herren ladet Esajas overbringe Zions indbyggere følgende budskab: "Frygt ikke ... for Assyrien ... Thi end om en føje stund, ... så svinger Hærskarers Herre svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs klippe; hans stok er udrakt imod havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. På hin dag tager ham byrden af din skulder og åget af din nakke, ja, åget brister for fedme." Es 10,24-27

<PK 170/3> I et andet profetisk budskab, som blev overbragt i kong Akaz dødsår, havde profeten sagt: "Hærskarers Herre har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: Jeg knuser Assur i mit land, nedtrapper ham på mine bjerge, hams åg skal vige fra dem, hans byrde skal vige fra dets skuldre. Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers Herres råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?" Es 14,28. 24-27.

<PK 170/4> Undertrykkerens magt skulle knækkes. I begyndelsen af sin regeringstid fortsatte Ezekias dog med at betale skat til Assyrien i overensstemmelse med den aftale, som var sluttet mellem Assyrien og Akaz. I mellemtiden rådførte kongen "sig med sine hærførere og tapre folk" og gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at forsvare riget. Han havde sørget for, at der var rigeligt vand inden for Jerusalems mure, og at der næsten intet var udenfor. "Derpå tog han mod til sig og byggede muren op, overalt hvor den var brudt ned, og byggede tårne på den, og han byggede den anden mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en mængde kastevåben og skjolde. Tillige indsatte han hærførere over krigsfolket." 2Krøn 32,3.5-6. Der blev truffet alle tænkelige forberedelser til at imødegå en belejring.

<PK 171/1> Da Ezekias blev konge i Juda, havde assyrerne allerede ført et stort antal israelitter fra nord riget bort som fanger. Nogle få år efter at han var begyndt at regere, på det tidspunkt arbejdede han endnu på at udbygge Jerusalems forsvar belejrede og indtog assyrerne Samaria og spredte de ti stammer blandt assyrerrigets talrige provinser. Der var kun få kilometer til Judas grænse; Jerusalem lå kun ca. 75 kilometer borte, og de store rigdomme i templet fristede fjenden til at komme tilbage.

<PK 171/2> Judas konge havde besluttet at gøre, hvad han kunne for at bekæmpe fjenden. Da han havde gjort alt, hvad der stod i menneskelig magt, samlede han sine styrker og opfordrede dem til at være ved godt mod. Profeten Esajas havde sagt til Juda: "Stor i eders midte er Israels Hellige!" Nu sagde kongen med usvækket tro: "Med os er Herren vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore krige!" Es 12,6; 2Krøn 32,8.

<PK 171/3> Troen vokser aldrig så hurtigt, som når man opøver den. Judas konge havde truffet forberedelser til det kommende uvejr og i tillid til, at profetien imod Assyrien ville gå i opfyldelse, stolede han fuldt og fast på Gud. "Og folket satte sin lid til kong Ezekias af Judas ord." 2Krøn 32,8. Hvad jorde det, at Assyriens hære, som netop havde besejret de største nationer på jorden og erobret Samaria i Israels land, nu drog mod Juda? Og hvad gjorde det, at de pralende sagde: "Som min hånd fandt hen til afgudernes riger, der dog havde flere gudebilleder end Jerusalem og Samaria mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets afguder?" Es 10,10-11. Juda havde intet at frygte, for de satte deres lid til Herren.

<PK 171/4> Til sidst kom den længe ventede krise. De assyriske hære, som var draget sejrende frem overalt, rykkede nu ind i Judæa. Hærførerne var sejrssikre. De delte deres styrker i to afdelinger og sendte den ene mod syd for at kæmpe imod egypterhæren, mens den anden skulle belejre Jerusalem.

<PK 171/5> Nu var Gud Judas eneste håb. De var afskåret fra at få hjælp fra Ægypten, og der var ikke andre lande i nærheden, som kunne række dem en hjælpende hånd.

<PK 171/6> De assyriske officerer, som stolede fuldt ud på deres veltrænede soldater, berammede et møde med de ledende judæere og forlangte hånligt, at byen skulle overgive sig. Samtidig med, at de fremsatte dette krav, bespottede de hebræernes Gud. Hedningerne frygtede ikke længer Guds navn, men hånede det til stadighed på grund af Israels og Judas svækkelse og frafald. Se Es 52,5.

<PK 171/7> Rabsjake, som var en af Sankeribs højeste officerer, sagde: "Sig til Ezekias: Således siger storkongen, assyrerkongen: Hvad er det for en fortrøstning, du hengiver dig til? Du mener vel, at et blot og bart ord er det samme som plan og styrke i krig? Og til hvem sætter du egentlig din lid, siden du gør oprør imod mig?" 2Kong 18,19-20.

<PK 172/1> Officererne holdt rådslagning uden for byens porte, men var ikke længere borte, end at vagtposterne på muren kunne høre dem. Da assyrerkongens repræsentanter højlydt stillede Judas ledende mænd deres betingelser, bad judæerne dem tale aramæisk i stedet for judæisk, for at folkene på muren ikke skulle høre, hvad der blev sagt. Rabsjake lod hånt om dette forslag og råbte blot endnu højere, stadig på judæisk:

<PK 172/2> "Hør storkongens, assyrerkongens ord! Således siger kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i stand til at frelse eder! Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne by skal ikke overgives i assyrerkongens hånd!

<PK 172/3> Hør ikke på Ezekias, thi således siger assyrerkongen: Vil I slutte fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin vinstok og sit figentræ og drikke af sin brønd, indtil jeg kommer og tager eder med til et land, der ligner eders, et land med korn og most, et land med brød og vingårde.

<PK 172/4> Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: Herren vil frelse os! Mon nogen af folkenes guder har kunnet frelse sit land af assyrerkongens hånd? Hvor er Hamats og Arpads guder, hvor er Sefarvajims guder, hvor er landet Samarias guder? Mon de frelste Samaria af min hånd? Hvor er der blandt alle disse landes guder nogen, der har frelst sit land af min hånd? Mon da Herren skulle kunne frelse Jerusalem?" Es 36,13-20.

<PK 172/5> Judas børn "svarede ham ikke et ord" på denne hån. Da mødet var forbi, gik de jødiske repræsentanter "med sønderrevne klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt." Es 36,21-22. Da kongen hørte denne bespottelse, "sønderrev han sine klæder, hyllede sig i sæk og gik ind i Herrens hus." 2Kong 19,1.

<PK 172/6> Man sendte nu et bud til Esajas for at gøre ham bekendt med mødets udfald. Kongen lod sige: "En nødens, tugtelsens og forsmædelsens dag er denne dag ... Dog vil Herren din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, assyrerkongen, for at håne den levede Gud, og måske vil han straffe ham for de ord, som Herren din Gud har hørt gå derfor i forbøn for den rest, der endnu er tilbage!" 2Kong 19,3-4.

<PK 172/7> "Derfor bad kong Ezekias og profeten Esajas, Amoz' søn, og råbte til Himmelen." 2Krøn 32,20.

<PK 172/8> Gud besvarede sine tjeneres bønner. Esajas modtog følgende budskab, som han skulle overbringe Ezekias: "Så siger Herren: Frygt ikke for de ord, du har hørt, som assyrerkongens trælle har hånet mig med!, Se, jeg vil indgive ham en ånd, og han skal få en tidende at høre, så han vender tilbage til sit land, og i hans eget land vil jeg fælde ham med sværdet!" 2Kong 19,6-7.

<PK 172/9> Da de assyriske repræsentanter havde afsluttet forhandlingerne med Judas øverste mænd, satte de sig i direkte forbindelse med deres konge, som var draget med den afdeling af hæren, der vogtede vejen til Ægypten. Da Sankerib hørte deres rapport, skrev han "et brev for at smæde Herren, Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: "Så lidt som landenes folks guder har frelst deres folk af min hånd, skal Ezekias Gud frelse sit folk af min hånd!" 2Krøn 32,17.

<PK 173/1> Den hovmodige trussel var ledsaget af disse ord: "Lad ikke din Gud, som du slår din lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i assyrerkongens hånd! Du har jo dog hørt, hvad assyrerkongerne har gjort ved alle lande, hvorledes de har lagt band på dem og du skulle kunne undslippe! De folk, mine fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og folkene fra Eden i Talassar, har deres guder kunnet frelse dem? Hvor er kongen af Hamat, kongen af Arpad eller kongen af Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva?" 2Kong 19,10-13.

<PK 173/2> Da Judas konge modtog dette hånlige brev, gik han ind i templet med det og "bredte det ud for Herrens åsyn". Her bad han med stærk tro om hjælp fra Himmelen, for at nationerne kunne blive klar over, at hebræernes Gud stadig var i live og endnu havde magten. Det gjaldt Herrens ære. Han alene kunne bringe redning.

<PK 173/3> Ezekias bad således: "Herre, Israels Gud, du, som troner over keruberne, du alene er Gud over alle jordens riger; du har gjort himmelen og jorden! Bøj nu dit øre, Herre, og lyt, åbn dine øjne, Herre, og se! Læg mærke til de ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! Det er sandt, Herre, at assyrerkongerne har tilintetgjort de folk og deres lande og kastet deres guder i ilden; men de er ikke guder, kun menneskehænders værk af træ eller sten, derfor kunne de ødelægge dem. Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans hånd, så alle jordens riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!" 2Kong 19,15-19.

<PK 173/4> "Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord, træd frem i glans, du, som troner på keruber, for Efraims, Benjamins og Manasses øjne; opbyd atter din vælde og kom til vor frelse! Hærskarers Gud, bring os atter på fode, lad dit ansigt lyse, at vi må frelses! Herre, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din tjeners bøn? Du har givet os tårebrød at spise, tårer at drikke i bredfuldt mål. Du har gjort, os til stridsemne for vore naboer, vore fjender håner os. Hærskarers Gud, bring os atter på fode, lad dit ansigt lyse, at vi må frelses! Du rykkede en vinstok op i Ægypten, drev folkeslag bort og plantede den; du rydded og skaffed den plads, den slog rod og fyldte landet; bjergene skjultes af dens skygge, Guds cedre af dens ranker; den bredte sine skud til havet og sine kviste til floden. Hvorfor har du nedbrudt dens hegn, så alle vejfarende plukker deraf? Skovens vildsvin gnaver deri, dyrene på marken æder den op! Hærskarers Gud, vend tilbage, se ned fra Himmelen og se! Drag omsorg for denne vinstok, for skuddet, din højre plantede! ... Herre, Hærskarers Gud, bring os atter på fode, lad dit ansigt lyse, at vi må frelses!" Salme 80.

<PK 173/5> Ezekias' bøn om, at den Almægtige ville hjælpe Juda og ære sit navn, var i overensstemmelse med Guds vilje. Da Salomo lyste velsignelsen ved templets indvielse, bad han Herren om at skaffe "sit folk Israel ret efter hver dags behov, for at alle jordens folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud". 1Kong 8,59-60. Han bad også specielt om, at Herren ville være folket nådig, når Israel blev angrebet eller tvunget til at flygte for en hær og folkets ledende mænd gik ind i helligdommen for at bede om befrielse. 1Kong 8,33-34.

<PK 174/1> Ezekias håb blev belønnet. Esajas sendte bud til ham og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din bøn angående assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" Således lyder det ord, Herren talte imod ham: Hun håner, hun spotter dig, jomfruen, Zions datter, Jerusalems datter ryster på hovedet ad dig!

<PK 174/2> Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din røst? Mod Israels Hellige løfted i hovmod du blikket! Ved dine sendebud håned du Herren og sagde: "Med mine talløse vogne besteg jeg bjergenes højder, Libanons afsides egne; jeg fælded dets cedres højskov, dets ædle sypresser, trængte frem til dets øverste raststed, det havers skove. Fremmed vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens strømme!"

<PK 174/3> Har du ej hørt det? For længst kom det op i min tanke, jeg lagde det fordum til rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke byer til øde stenhobe, mens folkene grebes i afmagt af skræk og skam, blev som græsset på marken, det spirende grønne, som græs på tage, som mark for østenvinden.

<PK 174/4> Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. Fordi du raser imod mig, din trods er mig kommet for øre, lægger jeg ring i din næse og bidsel i munden og fører dig bort ad vejen, du kom!" 2Kong 19,20-28.

<PK 174/5> Besættelseshæren havde lagt Judas land øde, men Herren havde lovet at sørge for folket på en mirakuløs måde. Det blev sagt til Ezekias: "Dette skal være dig tegnet: I år skal man spise, hvad der såede sig selv, og året derpå, hvad der skyder af rode, tredje år skal man så og høste, plante vin og nyde dens frugt. Den bjergede rest af Judas hus slår atter rødder forneden og bærer sin frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en rest, en levning fra Zions bjerg. Herrens nidkærhed virker dette. 2Kong 19,29-31.

<PK 174/6> Derfor, så siger Herren om assyrerkongen: I byen her skal han ej komme ind, ej sende en pil herind, ej nærme sig den med skjolde eller opkaste vold imod den; ad vejen, han kom, skal han gå igen, i byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. Jeg værner og frelser denne by for min og min tjener Davids skyld!" 2Kong 19,32-34.

<PK 174/7> Hjælpen kom omgående. "Samme nat gik Herrens engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand." Herrens engel "tilintetgjorde alle krigere, høvedsmænd og hærførere i assyrerkongens lejr." 2Krøn 32,21. Sankerib, som stadig vogtede vejen fra Judæa til Ægypten, fik snart meddelelse om den frygtelige skæbne, der var overgået den hærafdeling, som var sendt hen for at indtage Jerusalem. Assyrerkongen blev slået af rædsel, skyndte sig at bryde op og vendte "med spot og spe" "hjem til sit land" 21 vers. Men han kom ikke til at regere længe. I overensstemmelse med den profeti, der var blevet fremsat om hans pludselige endeligt, blev han myrdet af sine egne frænder, "og hans søn Asarhaddon blev konge i hans sted." Es 37,38.

<PK 174/8> Hebræernes Gud havde sejret over den stolte assyrer. Herren var blevet æret i nabofolkenes øjne. Jerusalems indbyggeres hjerte fyldtes af hellig glæde. Deres alvorlige bønner om befrielse var blevet ledsaget af syndsbekendelse og mange tårer. I deres store nød havde de sat hele deres lid til, at Gud var mægtig til at frelse, og han svigtede dem ikke, Nu genlød templets forgårde af højtidelige lovsange.

<PK 175/1> "Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, i Salem er hans hytte, hans bolig er på Zion. Der brød han buens lyn, skjold og sværd og krigsværn. Frygtelig var du, herlig på de evige bjerge. De tapre gjordes til bytte, i dvale sank de, og kraften svigtede alle de stærke kæmper. Jakobs Gud, da du truede, faldt vogn og hest i den dybe søvn. Frygtelig er du! Hvo holder stand mod dig i din vredes vælde? Fra Himmelen fælded du dom, jorden grued og tav, da Gud stod op til dom for at frelse hver ydmyg på jord. Thi folkestammer skal takke dig, de sidste af stammerne fejre dig. Aflæg løfter og indfri dem til Herren eders Gud, alle omkring ham skal bringe den frygtindgydende gaver. Han kuer fyrsternes nød, indgyder jordens konger frygt." Sl 76.

<PK 175/2> Jordens nationer i dag kan lære meget af assyrerrigets opkomst og fald. Da Assyrien var på sin magts tinde, sammenlignede det inspirerede ord det med et ædelt træ i Guds have. Det var højere end alle de øvrige træer.

<PK 175/3> "Se, du er en libanonceder med smukke grene og skyggefuld krone, høj af vækst, hvis top rager op i skyerne. ... I dens skygge boede al verdens folk. Den blev stor og dejlig med lange grene, den stod jo med roden ved rigeligt vand. Guds haves cedre var ikke dens lige, ingen cypres havde mage til grene, ingen plante havde kviste som den; intet træ i Guds have målte sig med den i skønhed ... Alle Edens træer i Guds have misundte den." Ez 31,3-9.

<PK 175/4> Men i stedet for at lade deres usædvanlige velsignelser komme menneskeheden til gøde blev de assyriske konger en svøbe for mange lande. De viste ingen skånsel og tænkte hverken på Gud eller deres medmennesker, men betragtede det som deres mål at få alle lande til at anerkende Nineves guders øverhøjhed. De fremhævede disse guder på bekostning af den Højeste. Gud lod Jonas bringe dem et advarselsbudskab, som bevirkede, at de for en tid ydmygede sig for Hærskarers Herre og bad om tilgivelse. Men det varede ikke længe, før de atter begyndte at dyrke afguder og sætte deres hu til at erobre verden.

<PK 175/5> Profeten Nahum udbrød med henblik på synderne i Nineve:

<PK 175/6> "Ve byen, der drypper af blod, hvor der kun tales løgn, så fuld af ran, med rov uden ende! Hør smæld og raslende vogne, jagende heste, stridsvognenes vilde dans og stejlende heste! Sværdblink og lynende spyd, faldne i mængde ... Jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers Herre." Nah 3,1-5.

<PK 176/1> Den Almægtige holder stadig nøje regnskab med nationerne. Han afslutter ikke regnskabet, så længe han tilbyder menneskene sin nåde og opfordrer dem til at angre, men når tallene har nået den grænse, som Gud har bestemt, begynder han at udøse sin vrede. Så afsluttes regnskabet, den guddommelige tålmodighed ophører, og der tilbydes ikke længer menneskene nåde.

<PK 176/2> "Herren er langmodig, hans kraft er stor, Herren lader intet ustraffet. I uvejr og storm er hans vej, skyer er hans fødders støv. Han truer og udtørrer havet, gør alle strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons skud visner hen. Bjergene skælver for ham, højene står og svajer; jorden krummer sig for ham, jorderig og alle, som bor der. Hvem kan stå for hans vrede, hvo holder stand mod hans harmglød? Hans harme strømmer som ild, og fjeldene styrter for ham." Nah 1,3-6.

<PK 176/3> Det var på den måde, at Nineve, "den jublende by, som lå så trygt, som sagde i sit hjerte: "Jeg og ellers ingen " blev lagt øde, "tomt og tømt og udtømt" løvernes bo, ungløvernes hule, hvor løven trak sig tilbage, hvor ungløven ej kunne skræmmes." Zef 2,15; Nah 2,11-12.

<PK 176/4> Zefanias så fremad til den tid, hvor Assyriens stolthed skulle knækkes, og profeterede: "Hjorde skal lejre sig deri, hvert slettens dyr; på dets søjlehoveder sover pelikan og rørdrum, i vinduet skriger uglen, ravnen på tærsklen." Zef 2,14.

<PK 176/5> Assyrerrigets herlighed var såre stor og dybt dets fald. Profeten Ezekiel sammenlignede det også med et ædelt cedertræ og forudsagde rent ud, at Assyriens fald skyldtes dets stolthed og grusomhed. Han sagde:

<PK 176/6> "Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi den blev høj af vækst og løftede sin krone op i skyerne, og hjertet hovmodede sig over dens højde, derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt folkene; han skal gøre med den efter dens gudløshed og tilintetgøre den. Fremmede, de grummeste blandt folkene, hugger den om og kaster den hen; på bjerge og i alle dale falder dens kviste; dens grene ligger knækkede i alle landets kløfter, og alle jordens folkeslag går bort fra dens skygge og lader den ligge. På den faldne stamme slår alle himmelens fugle sig ned, og på grenene lejrer alle markens dyr sig, for at ingen træer ved vande skal hovmode sig over deres vækst Ez 31,10-14.

<PK 176/7> Så siger den Herre Herren: Den dag, den farer ned i dødsriget, lukker jeg verdensdybet ...; jeg lader Libanon sørge over den, og alle markens træer vansmægter over den." Ez 31,15-16.

<PK 176/8> Assyriens stolthed og folk skal være en lektie for nationerne lige til verdens ende. Gud spørger de nationer, som i dag hovmoder sig over for ham: "Hvem var din lige i herlighed og størrelse blandt Edens træer? Og dog styrtes du med Edens træer ned i underverdenen." Ez 31,18.

<PK 176/9> "Herren er god, et værn på trængselens dag; han kender dem, som lider på ham, og fører dem gennem skybrud. Sine avindsmænd gør han til intet, støder fjenderne ud i mørke." Nah 1,7-8. Således går det alle dem, der forsøger at ophøje sig over den Højeste.

<PK 176/10> "Assurs stolthed styrtes, Egyptens herskerspir viger." Zak 10,11. Dette gælder ikke blot de lande, der kæmpede imod Gud i oldtiden, men også de nationer, som undlader at gøre Guds vilje i nutiden. På den dag, da den endelige belønning skal uddeles og hele jordens retfærdige Dommer ryster folkene i undergangens sold (Es 30,28) og de, der har holdt fast ved sandheden, får lov at gå ind i Guds stad, vil Himmelens hvælvinger genlyde af de forløstes sange. Profeten siger: "Sang skal der være hos eder som i natten, når højtid går ind, en hjertens glæde som en vandring til fløjte mod Herrens bjerg, mod Israels Klippe. Herren lader høre sin højheds røst ... for Herrens røst bliver Assur ræd, med kæppen slår han; hvert et slag af tugtelsens stok, som Herren lader falde på Assur, er til paukers og citres klang." Es 30,29-32.