<PK 158/2> Profeten Mika, som i disse vanskelige tider, sagde, at synderne i Zion fortsatte med at bygge "Zion med blod og Jerusalem med uret" samtidig med at de støttede sig til Herren og spottede Gud ved at sige: "Er Herren ej i vor midte? Over os kommer intet ondt." Mika 3,10-11. Esajas fordømte heftigt disse onde tilstande: "Lån øre til Herrens ord, I sodomadommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du gomorrafolk! Hvad skal jeg med alle eders slagtofre? siger Herren ... Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned?" Es 1,10-12.

<PK 158/3> Det inspirerede ord siger: "Vederstyggeligt er de gudløses offer, især når det ofres for skændselsdåd." Ordsp 21,27. Herrens "rene blik afskyr ondt" og "tåler ej synet af kvie". Hab 1,13. Gud vender sig ikke bort fra synderen, fordi han er uvillig til at tilgive, men han kan ikke udfri synderen, fordi denne ikke vil tage imod Guds rige nåde, "Se, for kort til at frelse er ej Herrens arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre. Eders brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders synder skjuler hans åsyn for jer, så han ikke hører." Es 59,1-2.

<PK 158/4> Salomo havde skrevet: "Ve dig, du land, hvis konge er en dreng." Præd 10,16. Dette var netop tilfældet i Judas land. Dets konger var blevet som børn, fordi de var blevet ved at synde. Esajas gjorde folket opmærksom på, at deres anseelse i de øvrige nationers øjne var dalet, og påviste, at det skyldtes synd i de højeste kredse. "Thi se," sagde han, "Herren, Hærskarers Herre fratager Jerusalem og Juda støtte og stav, hver støtte af brød og hver støtte af vand: helt og krigsmand, dommer og profet, spåmand og ældste, halvhundredfører og stormand, rådsherre og håndværksmester og den, der er kyndig i trolddom. Jeg giver dem drenge til øverster, drengekådhed skal herske over dem." "Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med tunge og gerning er mod Herren." Es 3,1-4 og 8.

<PK 159/1> "Dine ledere, mit folk, leder vild, gør vejen, du vandrer, vildsom," fortsatte profeten. Es 3,12. Dette gik bogstaveligt i opfyldelse under Akaz regering, for der står om ham, at han "vandrede i Israels kongers spor. Ja, han lod lave støbte billeder til Ba'alerne; han tændte selv offerild i Hinnoms søns dal." "Ja, han lod endog sin søn gå igennem ilden efter de folks vederstyggelige skik, som Herren havde drevet bort foran israelitterne." 2Krøn 28,2-3; 2Kong 16,3.

<PK 159/2> Dette var en yderst farefuld tid for det udvalgte folk. Det israelitiske riges ti stammer ville om få år blive spredt blandt hedningerne. Fremtiden tegnede sig også mørk for Judas rige. Det godes kræfter var på hastigt tilbagetog, mens det ondes kræfter var i tiltagen. Da profeten Mika så, hvordan det stod til, kunne han ikke andet end at udbryde: "De fromme er svundet af landet, ikke et menneske er sanddru." Den bedste er som en tornebusk, den ærlige værre end en tjørnehæk." Mika 7,2.4. "Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en rest," sagde Esjas, "da var vi som Sodoma, ligned Gomorra." Es 1,9.

<PK 159/3> Gud har altid vist stor tålmodighed over for de mennesker, der har gjort oprør imod ham, og indtrængende opfordret dem til at afstå fra det onde og komme tilbage til ham. Hans handlemåde skyldes dels hensynet til de oprigtige og dels hans store kærlighed til de fejlende. Han har lært overtræderne retfærdighedens vej ved at lade sine udvalgte mænd give dem bud på bud og regel på regel.

<PK 159/4> Således var det også i Akaz regeringstid. Gud opfordrede den ene gang efter den anden det vildfarne Israel til at forny deres troskabspagt med ham. Profeterne kaldte meget nænsomt på folket, og når de indtrængende opfordrede dem til at angre og leve et nyt liv, bar deres ord frugt til Guds ære.

<PK 159/5> Herren rettede denne vidunderlige appel til folket gennem Mika: "Hør, hvad Herren taler: Kom, fremfør din trætte for bjergene, lad højene høre din røst! I bjerge, hør Herrens trætte, lyt til, I jordens grundvolde! Thi Herren har trætte med sit folk, med Israel går han i rette:

<PK 159/6> Hvad har jeg gjort dig, mit folk, med hvad har jeg plaget dig? Svar! Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af trællehuset, og jeg sendte for dit ansigt Moses, Aron og Mijam.

<PK 159/7> Mit folk, kom i hu, hvad kong Balak af Moab havde i sinde, og hvad Bileam, Beors søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for at du kan kende Herrens retfærdighedsgerninger." Mika 6,1-5.

<PK 159/8> Den Gud, som vi tjener, er langmodig. "Herrens miskundhed er ikke til ende." Klages 3,22. I hele nådetiden kalder hans Ånd på menneskene for at få dem til at tage imod livets gave. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?" Ez 33,11. Det er Satans taktik at lede menneskene i synd og efterlade dem hjælpeløse og uden håb. Når de befinder sig i denne tilstand, tør de ikke engang bede om nåde. Men Gud indbyder menneskene til at slutte fred med ham. (Es 27,5.) Kristus kan hjælpe i enhver situation og give os al den opmuntring, vi behøver.

<PK 160/1> Under frafaldet i Juda og Israel var der mange, der spurgte: "Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme?" Svaret er enkelt og positivt: "Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud." Mika 6,6-8.

<PK 160/2> Da profeten understregede betydningen af praktisk gudsfrygt, gentog han blot det råd, som Israel havde fået flere hundrede år tidligere. Før de drog ind i Det forjættede Land, sagde Herren til dem ved Moses: "Og nu, Israel! Hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, så du vandrer på alle hans veje, og at du skal elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, så du holder Herrens bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig, for at det må gå dig vel." 5Mos 10,12-13. Herrens profeter gentog disse formaninger fra slægt til slægt af hensyn til dem, der stod i fare for at komme ind i en religiøs rutine og glemme at vise barmhjertighed. Da en lovkyndig henvendte sig til Kristus og spurgte: "Mester, hvilket bud i loven er det største?" svarede Jesus ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette lig: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele loven og profeterne." Matt 22,36-40.

<PK 160/3> Vi bør betragte disse tydelige udtalelser, som profeterne og Mesteren selv har givet, som Guds røst til os. Vi bør ikke forpasse nogen anledning til at vise de bebyrdede og nedtrykte barmhjertighed, venlig omtanke og kristelig høflighed. Hvis vi ikke kan gøre andet, kan vi opmuntre de mennesker, som ikke kender Gud, til at bevare håbet og modet. Sådanne mennesker kommer man lettest i kontakt med ved at vise dem sympati og kærlighed.

<PK 160/4> Der findes et væld af rige løfter til de mennesker, der benytter enhver lejlighed til at være til glæde og velsignelse for andre. "Rækker du den sultne dit brød og mætter en vansmægtende sjæl, skal dit lys stråle frem i mørke, dit mulm skal blive som middag; Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter." Es 58,10-11.

<PK 160/5> Akaz fortsatte med at dyrke afguder til trods for profeternes alvorlige appeller, og katastrofen kunne ikke afværges. "Derfor kom Herrens vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde dem til rædsel, forfærdelse og skændsel." 2Krøn 29,8. Riget gik hurtigt i forfald, og det varede ikke længe, før dets eksistens blev truet af fjendtlige hære. "På den tid drog kong Rezin af Aram og Remaljas søn, kong Peka af Israel, op for at angribe Jerusalem, og de indesluttede Akaz." 2Kong 16,5.

<PK 160/6> Hvis Akaz og rigets øverste mænd havde været den Højestes sande tjenere, ville de ikke have haft grund til at frygte et så unaturligt forbund som det, der her var dannet imod dem. Men de var fuldstændig magtesløse, fordi de havde syndet så ofte. Kongen blev grebet af en ubeskrivelig rædsel for, at Gud skulle straffe ham på grund af hans synder, og nu "skjalv hans og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for vinden." Es 7,2. Under denne krise kom Herrens ord til Esajas, og profeten fik befaling om at opsøge den ængstelige konge og sige:

<PK 161/1> "Tag dig i vare og hold dig i ro! ... Fordi Syrien, Efraim og Remaljas søn har lagt onde råd op imod dig og siger: Lad os drage op mod Juda og indjage det skræk, lad os tilrive os det og gøre Tebeals søn til konge dér! derfor, så siger den Herre Herren: Det skal ikke lykkes; det skal ikke ske!" Profeten sagde, at både Israels rige og Syrien snart ville gå til grunde. "Er I ikke troende, bliver I ikke boende," sagde han. Es 7,4-7 og 9.

<PK 161/2> Det ville have tjent Judas rige bedst, hvis Akaz havde betragtet disse ord som et budskab fra Himmelen. Men han valgte at stole på fysisk magt og bad hedningerne om hjælp. I sin fortvivlelse sendte han dette bud til Assyriens konge Tiglat-Pileser: "Jeg er din træl og din søn! Kom op og frels mig fra Arams og Israels konger, som angriber mig!" 2Kong 16,7. Kongen sendte ham tillige en kostbar gave fra sit skatkammer og fra templets forrådskammer.

<PK 161/3> Kong Akaz modtog den hjælp, som han havde bedt om, og blev også reddet i første omgang, men hvad kostede det ikke Juda! Den sum, som kongen tilbød, vakte Assyriens begær, og det varede ikke længe, før dette forræderiske folk truede med at oversvømme og tilintetgøre Juda. Akaz og hans stakkels undersåtter blev grebet af frygt for at falde i de grusomme assyreres hænder.

<PK 161/4> "Herren ydmygede Juda," fordi det blev ved at synde. Skønt disse ulykker var en straf, angrede Akaz ikke, men var "på ny troløs mod Herren; han ofrede til Damaskus guder." "Aramæerkongernes guder har jo hjulpet dem," sagde han, "til dem vil jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" 2Krøn 28,19 og 22-23.

<PK 161/5> Hen imod slutningen af sin regeringstid lod den frafaldne konge Herrens hus' porte lukke. Tempeltjenesten ophørte. Lysestagerne foran alteret blev ikke længere holdt brændende. Der blev heller ikke ofret for folkets synder. Der steg ikke længere vellugtende røgelse op ved morgen- og aftenofferets tid. Den gudløse bys indbyggere forlod Guds hus forgårde, låste dørene og dristede sig til at bygge altre for hedenske guder ved hvert et hjørne i Jerusalem. Hedenskabet havde tilsyneladende sejret, og mørkets magter havde næsten fået overhånd.

<PK 161/6> Men der var endnu nogle tilbage i Juda, som vedblev at være tro imod Herren og på det bestemteste nægtede at lade sig forlede til at dyrke afguder. Det var disse, som Esajas, Mika og deres medarbejdere satte deres håb til, da de betragtede al den fortræd, der var forvoldt i Akaz sidste år. Helligdommen var lukket, men de trofaste fik denne forsikring: "Immanuel!" (Det betyder Gud med os.) "Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel. Han bliver en helligdom." Es 8,10 og 13-14.