<PK 22/2> Samtidig med, at træet og stenene blev bearbejdet ved en energisk indsats fra tusinder af mennesker, skred arbejdet med at fremstille templets tilbehør støt fremad under ledelse af Huram fra Tyrus, en "kyndig og en "kyndig og indsigtsfuld mand", som forstod "at arbejde i guld, sølv, kobber, jern, sten, træ, rødt og violet purpur". 2Krøn 2,13-14.

<PK 22/3> Bygningen på Morija bjerg opførtes, uden at der hørtes "lyd af hamre, mejsler eller andet jernværktøj", for stenene "var gjort færdige i stenbruddet". På samme tid tilvirkedes det smukke tilbehør efter den tegning, som David havde givet sin søn, "alle tingene, som hørte til Guds hus". 1Kong 6,7; 2Krøn 4,19. Disse indbefattede røgelsesalteret, skuebrødsbordet, lysestagen med tilhørende lamper samt de kar og redskaber, som skulle benyttes i forbindelse med præstejenesten i det hellige. Alt sammen var "af guld, ja, af det allerbedste guld". 2Krøn 4,21. De ting, som var af kobber, brændofferalteret, havet, som blev støttet af tolv okser, bækkenerne samt mange andre kar alt dette lod kongen støbe i Jordandalen, "ved Adamas vadested mellem Sukkot og Zereda". 2Krøn 4,17. Disse ting blev fremstillet i stor mængde, for at der ikke skulle være mangel på dem.

<PK 22/4> Det var en ualmindelig skøn og prægtig bygning, Salomo og hans medarbejdere opførte til Gud. Templet, som var prydet med kostbare sten, omgivet af rummelige forgårde med prægtige porte, beklædt med cedertræ i udskåret arbejde og skinnende rent guld og udstyret med brogede tæpper og prægtigt tilbehør, var et passende symbol på Guds levende menighed på jorden. Denne har gennem tiderne, i overensstemmelse med det guddommelige forbillede, bygget med materialer, som er blevet sammenlignet med "guld, sølv, kostbare sten" tilvirket i "tempelstil". 1Kor 3,12; Sl 144,12. I dette åndelige tempel er Kristus hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren". Ef 2,20-21.

<PK 23/1> Endelig oprandt den dag, da templet, som var tegnet af David og bygget af hans søn Salomo, stod færdigt. "Alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved Herrens hus, ... havde han lykkeligt ført igennem." 2Krøn 7,11. Før den prægtige bygning, som nu kronede Morria bjerg, kunne blive en bolig, ikke "for et menneske, men for Gud Herren" (1Krøn 29,1), som David så inderligt havde ønsket det, skulle den højtideligt indvies til Gud.

<PK 23/2> Den grund, hvor templet lå, var længe blevet betragtet som et helligt sted. Det var her, Abraham, de troendes fader, beviste, at han var villig til at ofre sin eneste søn i lydighed mod Guds bud. Her havde Gud fornyet velsignelsens pagt med Abraham den pagt, der indbefattede det herlige Messiasløfte, som lovede menneskeheden befrielse ved ofringen af den Allerhøjestes Søn. (Se 1Mos 22,9. og 16-18.) Det var her, at Herren svarede David med ild fra Himmelen, da David bragte brændofre og takofre for at standse Herrens engels sværd. (Se 1Krøn 21.) Nu skulle Herrens folk atter mødes med deres Gud på dette sted og forny deres troskabsløfter til ham.

<PK 23/3> Man havde valgt et meget gunstigt tidspunkt til at indvi templet, nemlig den syvende måned, i hvilken folket plejede at komme fra alle dele af riget for at fejre løvhyttefesten i Jerusalem. Dette var en stor glædesfest. Høsten travlhed var forbi, det nye års hårde arbejde var endnu ikke begyndt, folket var ubesværet og kunne tage del i den hellige glædesfest med hele deres sjæl.

<PK 23/4> På det fastsatte tidspunkt samledes Israels folk og de prægtigt klædte repræsentanter fra mange fremmede nationer i templets forgårde. Det var et usædvanlig prægtigt skue. Salomo, Israels ældste og folkets mest indflydelsesrige mænd kom fra en anden del af byen, hvor de havde hentet pagtens ark. "Åbenbaringsteltet og alle de hellige ting, der var i teltet" blev hentet i helligdommen på Gibeons høj (2Krøn 5,5). Disse dyrebare ting, som mindede om Israels børns oplevelser under ørkenvandringen og ved erobringen af Kanaan, fik nu et varigt hjem i den prægtige bygning, som skulle afløse det transportable telt.

<PK 23/5> Salomo fulgte sin fader Davids eksempel, da han førte den hellige ark med de to stentavler, hvorpå tibudslovens forskrifter var skrevet med Guds finger, til templet. Han ofrede, hver gang bærerne havde gået seks skridt. Under sang og musik førte præsterne højtideligt "Herrens pagts ark ind på dens plads i templets inderhal, det allerhelligste". 2Krøn 5,7. Da de kom ud af inderhallen, indtog de deres anviste pladser. Sangerne levitter klædt i fint linned og med cymbler, harper og citre stod østen for alteret sammen med et hundrede og tyve præster, der blæste i trompeter. 2Krøn 5,12.

<PK 23/6> "I samme øjeblik, som trompetblæserne og sangerne på én gang stemte i for at love og prise Herren og lod trompeterne, cymblerne og musikinstrumenterne klinge og lovede Herren med ordene: "Thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig! " fyldte skyen Herrens hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste, thi Herrens herlighed fyldte Guds hus." 2Krøn 13,14.

<PK 24/1> Salomo forstod, hvad denne sky betød, og udbrød: "Herren har sagt, han vil bo i mulmet! Nu har jeg bygget dig et hus til bolig, et sted, hvor du evigt kan dvæle." 6,1-2.

<PK 24/2> "Herren har vist, han er konge, folkene bæver, han troner på keruber, jorden skælver! Stor er Herren på Zion, ophøjet over alle folkeslag; de priser dit navn, det store og frygtelige; hellig er han! ... Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans fødders skammel; hellig er han!" Sl 99,1-5.

<PK 24/3> Midt i templets forgård var der blevet opstillet en "talerstol af kobber". Den var "fem alen lang, fem alen bred og tre alen høj". Her stod Salomo med opløftede hænder og velsignede hele Israels forsamling, der imens stod op. 2Krøn 6,13. og 3.

<PK 24/4> "Lovet være Herren, Israels Gud," udbrød Salomo, "hvis hånd har fuldført, hvad hans mund talte til min fader David, dengang han sagde: ... Jerusalem udvalgte jeg til bolig for mit navn." 2Krøn 6,4 og 6.

<PK 24/5> Derpå knælede Salomo på talerstolen og bad invielsesbønnen i hele folkets påhør. Med hænderne løftet imod himmelen bad kongen denne bøn, mens forsamlingen lå bøjet med ansigtet mod jorden: "Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på jorden, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn." 2Krøn 6,14.

<PK 24/6> "Men kan Gud da virkelig bo blandt menneskene på jorden? Nej, visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, Herre min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener opsender for dit åsyn; lad dine øjne være åbne over dette hus både dag og nat, over det sted, hvor du har sagt, du vil stedfæste dit navn, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted! og hør den bøn, din tjener og dit folk Israel opsender, vendt mod dette sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive! Når nogen synder imod sin næste, og han afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldig og gør med ham efter hans Uskyld. 2Krøn 6,18-23

<PK 24/7> Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer for dit åsyn i dette hus, så høre du det i Himmelen og tilgive dit folk Israels synd og føre dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre. 2Krøn 6,24-25.

<PK 24/8> Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendte mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, så høre du det i Himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja, du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje. 2Krøn 6,26-27.

<PK 24/9> Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler deres plage og smerte og udbreder hænderne mod dette hus, den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, ... for at de må frygte dig og følge dine veje, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. 2Krøn 6,28-31.

<PK 25/1> Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns, din stærke hånds og din udstrakte arms skyld, når de kommer og beder, vendte mod dette hus, da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget. 2Krøn 6,32-33.

<PK 25/2> Når dit folk drager i krig mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendte mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn, så høre du i Himmelen deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret. 2Krøn 6,34-35.

<PK 25/3> Når de synder imod dig thi der er intet menneske, som ikke synder, og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til et andet land, det være sig fjernt eller nær, og de så går i sig selv i det land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres landflygtigheds land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! når de omvender sig til dig af hele deres hjerte og af hele deres sjæl i sejrherrernes land, som de bortførtes til, og de beder, vendte mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret, og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig! 2Krøn 6,36-39.

<PK 25/4> Så lad da, min Gud, dine øjne være åbne og dine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted! Bryd da op, Gud Herre, til dit Hvilested, du selv og din vældes ark! Dine præster, Gud Herre, være iklædte frelse, dine fromme glæde sig ved dine goder! Gud Herre, afvis ikke din salvede, kom nåden mod din tjener David i hu!" 2Krøn 6,40-42.

<PK 25/5> "Da Salomo havde endt sin bøn, for ild ned fra himmelen og fortærede brændofferet og slagtofrene," Herrens herlighed fyldte templet," så præsterne ikke kunne gå derind. "Da alle israelitterne så ... Herrens herlighed fare ned over templet, kastede de sig på knæ på stenbroen med ansigtet mod jorden og tilbad og lovede Herren med ordene: "Thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!"

<PK 25/6> Derefter ofrede kongen og folket slagtofre for Herrens åsyn. "Således indviede kongen og alt folket Guds hus." 2Krøn 7,1-5. I syv dage fejrede skarerne, som var kommet fra alle dele af riget, "lige fra egnen ved Hamat og til Ægyptens bæk" "en vældig forsamling" en glædesfest. Den følgende uge fejrede det lykkelige folk løvhyttefesten. Efter den store sammenkomst, hvor folket havde helliget sig på ny og glædet sig, vendte de hjem, "glade og vel til mode over den godhed, Herren havde vist sin tjener David og Salomo og sit folk Israel".

<PK 25/7> Kongen havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at tilskynde folket til at stille sig uforbeholdent på Guds side og ophøje hans hellige navn. Nu modtog Israels konge et nyt vidnesbyrd om Guds anerkendelse og velsignelse. Det første fik han i Gibeon ved begyndelsen af sin regeringstid. Herren viste sig nu atter for ham i et syn om natten og sagde: "Jeg har hørt din bøn og udvalgt mig dette sted til offersted. Dersom jeg tillukker himmelen, så regnen udebliver, eller jeg opbyder græshopperne til at æde landet op, eller jeg sender pest i mit folk, og mit folk, som mit navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres synd og læge deres land. Nu skal mine øjne være åbne og mine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted. og nu har jeg udvalgt og helliget dette hus, for at mit navn kan bo der til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage." 2Krøn 7,12-16.

<PK 26/1> Hvis Israel var forblevet tro over for Gud, ville denne prægtige bygning have eksisteret for bestandig som et varigt vidnesbyrd om Guds særlige omsorg for sit udvalgte folk. Gud sagde: "De fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbatten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på nit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk." Es 56,6-7.

<PK 26/2> Samtidig med at Herren forsikrede kongen om, at hans bøn var hørt, indskærpede han ham tydeligt hans pligt. "Hvis du nu angrer for mit åsyn," sagde Herren, "som din fader David, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig, og holder mine anordninger og lovbud, så vil jeg opretholde din kongetrone, som jeg tilsagde din fader David, da jeg sagde: En efterfølger skal aldrig fattes lig til at herske over Israel." 2Krøn 7,17-18.

<PK 26/3> Hvis Salomo var vedblevet at tjene Herren i ydmyghed, ville han igennem hele sin regeringstid have øvet en vældig indflydelse til det gode over nabofolkene. Disse var blevet yderst gunstigt stemt under hans fader Davids regering og havde fået en velvillig indstilling, da de hørte hans egen kloge tale og så de prægtige bygninger, som han opførte i den første del af sin regeringstid. Gud forudså de frygtelige fristelser, der følger med velstand og verdslig ære. Han advarede derfor Salomo imod frafaldets onde og forudsagde, hvilke forfærdelige følger synden ville få. Herren sagde, at selv det smukke tempel, som netop var blevet indviet, ville blive "til spot og spe blandt alle folk" hvis israelitterne forlod "Herren, deres fædres Gud," og holdt sig til andre guder.

<PK 26/4> Det himmelske budskab om, at Salomons bøn for Israel var blevet hørt, var til megen styrke og opmuntring for kongen, og nu begyndte det mest glimrende afsnit af hans regeringstid. "Alle jordens konger" begyndte at søge hen til ham "for at høre den visdom, Gud havde lagt i hans hjerte." 2Krøn 9,23. Mange kom for at se, hvorledes han regerede, og for at få hjælp til at løse vanskelige problemer.

<PK 26/5> Når disse mennesker besøgte Salomo, fortalte han dem om Gud, som har skabt alt, og ved afrejsen havde de en klarere forståelse af Israels Gud og hans kærlighed til menneskeheden. Nu betragtede de naturen som et udtryk for Guds kærlighed og som en åbenbarelse af hans karakter, og mange blev tilskyndet til at tjene ham.

<PK 26/6> Salomons ydmyghed ved begyndelsen af sin kongegerning, da han erkendte over for Gud: "Jeg er ganske ung" (1Kong. 3,7), hans udprægede kærlighed til Gud, hans dybe ærbødighed for det hellige, hans mistillid til sine egne evner og hans ophøjelse af den almægtige Skaber alle disse forbilledlige karaktertræk kom til syne under templets indvielse, da han viste sin ydmyghed ved at bede i knælende stilling. Kristi efterfølgere i dag bør være på vagt over for tendensen til at miste ærbødigheden og gudfrygtigheden. Skriften lærer menneskene, hvorledes de bør træde frem for deres skaber. De bør komme ydmygt og ærbødigt i troen på deres guddommelige talsmand. Salmisten har sagt:

<PK 27/1> "Herren er en vældig Gud, en konge stor over alle guder ... Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor skaber!" Sl 95,3. og 6.

<PK 27/2> Både når vi holder andagt alene og sammen med andre, er det vor forret at bøje vore knæ for Gud, mens vi opsender vor bøn til ham. Jesus, vort eksempel, "faldt på knæ" når han bad. Luk 22,41. Der står også, at hans disciple "faldt på knæ og bad". Apg 9,40. Paulus sagde: "For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen." Ef 3,14. Ezra knælede også, da han bekendte Israels synder over for Gud. Se Ezra 9,5. Daniel "faldt på bæ tre gange om dagen og bad og priste sin Gud". Dan 6,10.

<PK 27/3> Det er følelsen af Guds almagt og erkendelsen af hans nærværelse, der fremkalder sand ærbødighed for ham. Alles hjerte burde være dybt grebet af denne følelse af den usynlige Guds tilstedeværelse. Under bønnen helliges både tiden og stedet af Guds nærværelse, og når vor indstilling og vor vandel er præget af ærbødighed, forstærkes den følelse, som ligger til grund for vor ærbødighed. "Frygteligt er hans navn," siger Salmisten. Når englene nævner dette navn, skjuler de deres ansigt. Hvor meget større ærbødighed burde da ikke vi faldne, syndige mennesker vise, når vi tager dette navn på vore læber!

<PK 27/4> Både gammel og ung burde overveje de bibeltekster, som viser, hvorledes man bør betragte det sted, hvor Gud åbenbarer sig på en speciel måde. "Drag dine sko af dine fødder," sagde Herren til Moses ved den brændende tornebusk, "thi det sted, du står på, er hellig jord." 2Mos 3,5. Da Jakob havde set englene i et syn, udbrød han: "Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke! ... Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port!" 1Mos 28,16-17.

"<PK 27/5> Da Salomo talte ved templets indvielse, søgte han at fjerne de overtroiske, hedenske forestillinger, som de tilstedeværende havde angående Skaberen. Himmelens Gud bor ikke i templer, gjorte med hænder, ligesom hedningernes guder. og dog ville han mødes med sit folk ved sin Ånd, når de samledes i det hus, som var indviet til ham.

<PK 27/6> Århundreder senere udtrykte Paulus den samme sandhed med disse ord: "Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet ... For at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; thi i ham lever og røres og er vi." Apg 17,24-28.

<PK 28/1> "Saligt det folk, der har Herren til Gud, det folkefærd, han valgte til arvelod! Herren skuer fra Himmelen, ser på alle menneskenes børn; fra sit højsæde holder han øje med alle, som bor på jorden." "Herren har rejst sin trone i Himmelen, alt er hans kongedømme underlagt." "Gud, din vej var i hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! Du er en Gud, som gør undere, du gjorde din vælde kendt blandt folkene." Sl 33,12-14; 103,19; 77,14-15.

<PK 28/2> Skønt Gud ikke bor i templer, som er gjorte med hænder, ærer han alligevel sit folk ved sin nærværelse, når de samles. Han har lovet at mødes med dem ved sin Ånd, når de kommer sammen for at søge ham, bekende deres synder og bede for hinanden. Men de, der går til gudstjeneste, bør bortskaffe alt ondt. Hvis de ikke tilbeder Gud i ånd og sandhed og helligheds skønhed, er det forgæves, at de samles. Herren siger om sådanne: "Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig." Matt 15,8-9. De, der tilbeder Gud, bør tilbede ham "i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger". Joh 4,23.

<PK 28/3> "Herren er i sin helligdom; stille for ham, al jorden." Hab 2,20.