|
<PK 102/1> Jesabel havde haft en dårlig
indflydelse på Akab lige fra begyndelsen, og hun fortsatte med at
påvirke ham i uheldig retning, da han blev ældre. Det gav sig
udslag i sådanne voldshandlinger, som man sjældent har set
mage til i Bibelen. "Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte
sig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, fordi
hans hustru Jesabel forledte ham dertil."
<PK 102/2> Akab var begærlig af naturen og havde givet efter
for sit hjertes ondskab så længe, at han til sidst var fuldstændig
i egoismens vold. Jesabel tilskyndende ham til at gøre det onde.
Han tålte ikke, at man nægtede at opfylde hans ønsker,
men følte, at det, som han begærede, tilkom ham.
<PK 102/3> Dette fremtrædende karaktertræk, som prægede
rigets historie så skæbnesvangert under Akabs efterfølgere,
træder klart frem i en hændelse, som indtraf, mens Elias var
profet i Israel. I umiddelbar nærhed af kongens slot lå der
en vingård, som tilhørte jizre'elitten Nabot. Akab kastede
sine øjne på denne vingård og tilbød at købe
den eller give et andet stykke jord i bytte. "Overlad mig din vingård,"
sagde Akab til Nabot, "for at jeg kan få den til køkkenhave;
den ligger jo lige ved mit palads; jeg vil give dig en bedre vingård
i bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede penge, om du foretrækker
det."
<PK 102/4> Nabot satte denne vingård meget højt, fordi
den havde tilhørt hans fædre, og ville ikke skille sig af
med den. "Herren bevare mig fra at overlade dig mine fædres arvelod!"
sagde han til Akab. Ifølge den levitiske lov måtte jord ikke
sælges eller byttes bort for bestandig. Alle Israels børn
skulle "holde fast hver ved sin fædrene stammes arvelod". 4Mos 36,7.
<PK 102/5> Den egenkærlige monark blev syg på grund af
Nabots afslag. "Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til
mode over det svar, jizre'elitten Nabot havde givet ham ... og han lagde
sig til sengs, vendte sit ansigt bort og spiste ikke."
<PK 102/6> Det varede ikke længe, før Jesabel fik at
vide, hvad der var hændt. Hun harmedes over, at nogen vovede at afslå
kongens anmodning, og forsikrede ham om, at han ikke behøvede at
være mismodige længer. "Er det dig, der for tiden er konge
i Israel?" sagde hun. "Stå op, spis og vær ved godt mod, jeg
skal skaffe dig jizre'elitten Nabots vingård!"
<PK 103/1> Akab bekymrede sig ikke om, hvorledes hans hustru ville
opfylde hans ønske, og Jesabel tog øjeblikkelig skridt til
at gennemføre sit onde forehavende. Hun skrev breve i kongens navn,
satte hans segl under og sendte dem til de ældste og de fornemme
i den by, hvor Nabot boede. I brevene stod der: "Udråb en fastedag
og sæt Nabot øverst blandt folket og lige over for ham to
forbryder, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og kongen!
Og før ham så ud og sten ham til døde!"
<PK 103/2> Befalingen blev adlydt. "Hans bysbørn, de ældste
og de fornemme, ... gjorde nu, som Jesabel havde sendt bud til dem om,
således som der stod i brevet, hun havde sendt dem." Derpå
gik hun ind til kongen og bød ham stå op og tage vingården
i besiddelse. Akab brød sig ikke om følgerne, men fulgte
blindt hendes råd og gik ned for at tage den vingård, som han
havde begæret, i besiddelse.
<PK 103/3> Kongen undgik ikke at blive irettesat, da han ville overtage
den ejendom, som han havde erhvervet sig ved svig og blodsudgydelse. "Men
Herrens ord kom til tisjbitten Elias således: "Stå op, gå
Akab, Israels konge i Samaria, i møde; han er just i Nabots vingård,
som han er gået ned at tage i besiddelse og tal således til
ham: Så siger Herren: Har du myrdet og allerede tiltrådt arven?"
"Herren sagde endvidere til Elias, at han skulle udtale en frygtelig straffedom
over Akab.
<PK 103/4> Profeten skyndte sig at efterkomme den guddommelige befaling,
Da den skyldige konge stod ansigt til ansigt med Herrens strenge sendebud
i vingården, gav han udtryk for sin overraskelse og frygt med ordene:
"Har du fundet mig, min fjende?"
<PK 103/5> Uden tøven svarede Herrens sendebud: "Ja, jeg har
fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er
ondt i Herrens øjne, se, derfor vil jeg bringe ulykke over dig og
feje dig bort og udrydde hvert mandligt væsen, store og små,
af Akabs slægt." Der skulle ikke vises skånsel. Akabs hus skulle
fuldstændig udryddes. Herren sagde ved sin tjener, at der skulle
handles med det "som med Jeroboams, Nebats søns, hus og Basjas,
Ahijas søns, hus, for den krænkelse " han havde øvet,
og fordi han havde "forledt Israel til synd".
<PK 103/6> Angående Jesabel sagde Herren: "Hundene skal æde
Jesabel på Jizre'els mark! Den af Akabs slægt, der dør
i byen, skal hundene æde, og den, der dør på marken,
skal himmelens fugle æde!"
<PK 103/7> Da kongen hørte dette frygtelige budskab, "sønderrev
han sine klæder og bandt sæk om sin bare krop og fastede, og
han sov i sæk og gik sagtelig om".
<PK 103/8> "Da kom Herrens ord til tisjbitten således: "Har
du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig,
vil jeg ikke lade ulykken komme i hans dage; i Hans søns dage vil
jeg lade ulykken komme over hans hus!"
<PK 103/9> Akab blev dræbt mindre end tre år efter ved
syrernes hånd. Hans efterfølger Ahazja "gjorde, hvad der var
ondt i Herrens øjne, og vandrede i sin faders og sin moders spor
og i Jeroboams, Nebats søns, spor". "Han dyrkede Ba'al og tilbad
ham og krænkede Herren, Israels Gud," som hans fader Akab havde gjort.
1Kong 22,53-54. Men den oprørske konges synder blev hurtigt straffet.
Det var tydeligt at se, at han var genstand for Guds vrede. Først
udbrød der en skæbnesvanger krig med Moab, og senere kom han
ud for en ulykke, som nær havde kostet ham livet.
<PK 104/1> "Ahazja faldt ud gennem vinduesgitteret for sin stue på
taget" og blev alvorligt kvæstet. Da han frygtede for, at han ikke
ville blive rask igen, sendte han nogle tjenere hen for at spørge
Ekrons gud, Ba'al-Zebub, om han ville blive rask. Man mente, at Ekrons
gud kunne give oplysninger om fremtiden gennem sine præster. Men
deres forudsigelser og oplysninger kom i virkeligheden fra mørkets
fyrste.
<PK 104/2> På vejen mødte Ahazjas tjenere en Guds mand,
som bød dem gå tilbage til kongen og sige: "Mon det er, fordi
der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge
Ekrons gud Ba'al-Zebub? Derfor, så siger Herren: Det leje, du steg
op på, kommer du ikke ned fra; thi du skal dø!" Da profeten
havde sagt disse ord, gik han.
<PK 104/3> De forskræmte tjenere skyndte sig tilbage til kongen
og fortalte, hvad den Guds mand havde sagt. Kongen spurgte: "Hvorledes
så den mand ud?" De svarede: "Det var en mand i en lådden kappe
med et læderbælte om lænderne." Det er tisjbitten Elias,"
udbrød Ahazja. Han var klar over, at hvis det virkelig var Elias,
hans tjenere havde mødt, ville den forudsagte dom gå i opfyldelse.
I et forsøg på at afværge den truende ulykke besluttede
han at sende bud efter profeten.
<PK 104/4> Ahazja sendte to gange en deling soldater at sted for
at skræmme profeten, og begge gange blev de ramt af Guds vrede. Den
tredje deling soldater ydmygede sig over for Gud, og da halvhundredføreren
nærmede sig Herrens tjener, "kastede han sig på knæ for
Elias, bønfaldt ham og sagde: "Du Guds mand! Lad dog mit og disse
dine halvtredsindstyve trælles liv være dyrebart i dine øjne!"
<PK 104/5> "Da sagde Herrens engel til Elias: "Gå ned med ham,
frygt ikke for ham! " Så gik han ned med ham og fulgte ham til kongen
og han sagde til kongen: "Så siger Herren: Fordi du har sendt sendebud
hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub mon det er, fordi
der ingen Gud er i Israel, du kunne rådspørge? derfor: Det
leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
<PK 104/6> Ahazja havde været vidne til den Allerhøjestes
mirakler i sin faders regeringstid. Han havde set de frygtelige straffe,
som Gud havde nedkaldt over det frafaldne Israel for at vise, hvorledes
han ser på dem, der tilsidesætter hans lovs bindende krav.
Ahazja havde opført sig, som om disse frygtelige begivenheder blot
var eventyr. I stedet for at ydmyge sig over for Herren dyrkede han Ba'al,
og til sidst gik han så vidt, at han tog dette dristige skridt på
gudløshedens vej. Ahazja blev ved at være oprørsk og
ubodfærdig til det sidste og døde "efter det Herrens ord,
som Elias havde talt".
<PK 104/7> Skildringen af kong Ahazjas synd og straf rummer en advarsel,
som ingen kan se bort fra ustraffet. Menneskene tilbeder måske ikke
hedenske guder i dag, men alligevel tilbeder de lige så bogstaveligt
i Satans tempel som Israels konge. Verden er fuld af afgudsdyrkelse i dag;
nutidens videnskab og uddannelse har blot bevirket, at den fremtræder
på en mere raffineret og tiltalende måde, end da Ahazja søgte
Ekrons gud. Hver dag bærer sit sørgelige vidnesbyrd om, at
troen på det sikre profetiske ord er i aftagen, og at overtro og
djævelsk trolddom tager magten over mange menneskers sind.
<PK 105/1> I vor tid afløses afgudsdyrkelsens mysterier af
spiritistmediers hemmelige organisationer og seancer samt af deres mirakler
og den virksomhed, som de driver i det skjulte. Tusinder af mennesker,
som ikke vil tage imod Guds ords eller Helligåndens lys, griber med
begærlighed efter disse mediers åbenbaringer. Spiritismens
tilhængere taler måske foragteligt om oldtidens troldmænd,
men den store forfører slår en hånlatter op, når
de falder som offer for hans kneb under en anden skikkelse.
<PK 105/2> Mange mennesker gyser ved tanken om at søge råd
hos spiritistmedier, men de samme personer tiltrækkes af andre og
mere tiltalende former for spiritisme. Atter andre ledes vild af Christian
Science's teorier og af teosofiens og andre orientalske religioners mystik.
<PK 105/3> Lederne inden for næsten alle afskygninger af spiritismen
påstår, at de besidder evnen til at helbrede. De siger, at
denne evne skyldes elektricitet, magnetisme, såkaldte sympatiske
midler eller skjulte kræfter i menneskesindet. Selv i vor kristne
tidsalder er der ikke så få, der opsøger disse mennesker
i stedet for at stole på den levende Guds kraft og veluddannede lægers
dygtighed. Den moder, som våger ved sit barns sygeleje, siger: "Jeg
kan ikke gøre mere. Er der ingen læge, der kan helbrede mit
barn?" Så hører hun om en person, som kan helbrede ved hjælp
af clairvoyance eller magnetisme, og nu betror hun sin skat til denne og
lægger derved lige så bogstaveligt barnet i Satans hænder,
som hvis han selv havde stået ved siden af hende. I mange tilfælde
står barnet resten af livet under en satanisk magts kontrol, som
det synes umuligt at frigøre det fra.
<PK 105/4> Gud havde god grund til at vise sit mishag over Ahazjas
gudløse opførsel. Herren havde gjort alt for at vinde det
israelitiske folks hjerte og tilskynde dem til at stole på ham. Han
havde igennem flere slægtled udøst sin uforlignelige godhed
og kærlighed over folket. Han havde vist lige fra begyndelsen, at
han havde "glæde af menneskens børn." Ordsp 8,31. Han hjalp
øjeblikkelig dem, der søgte ham af et oprigtigt hjerte. Til
trods for alt dette forkastede Israels konge Gud og søgte hjælp
hos folkets værste fjende. Derved tilkendegav han over for hedningerne,
at han stolede mere på deres afguder end på Himmelens Gud.
Mænd og kvinder vanærer også Gud, når de forbigår
ham, der er kilden til al styrke og visdom, og søger hjælp
og vejledning hos mørkets magter. Hvis Alhazjas opførsel
vakte Guds vrede, hvorledes ser Herren så ikke på de mennesker,
som bærer sig ad på samme måde, skønt de har langt
større lys?
<PK 105/5> De mennesker, der beskæftiger sig med Satans trolddomsværk,
praler måske af, at de opnår store fordele men er dette et
bevis på, at de bærer sig klogt eller rigtigt ad? Selv om deres
liv bliver forlænget og de opnår nogle timelige fordele, betaler
det sig så i det lange løb at tilsidesætte Guds vilje?
Alle tilsyneladende fordele af denne art viser sig til sidst at være
ubodelige tab. Man kan ikke ustraffet fjerne et eneste af de hegn, som
Gud har sat op for at beskytte sit folk imod Satans magt.
<PK 105/6> Ahazja havde ingen sønner og efterfulgtes derfor
af sin broder, Joram, som var konge over de ti stammer i tolv år.
Hans moder, Jesabel, levede endnu og vedblev at øve sin dårlige
indflydelse over rigets anliggender. Mange af israelitterne fulgte stadig
hedenske skikke. Joram selv "gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne,
dog ikke som hans fader og moder, og han fjernede Ba'als stenstøtter,
som hans fader havde ladet, lave. Men han holdt fast ved de synder, som
Jeroboam, Nebats søn, forledte Israel til, dem veg han ikke fra."
2Kong 3,2-3
<PK 106/1> Josafat døde, mens Joram regerede over Israel,
og hans søn Joram efterfulgte sin fader på Judas trone. Joram
af Juda blev nært knyttet til Israels konge på grund af sit
ægteskab med Jesabels og Akabs datter, og "han vandrede i Israels
kongers spor ligesom Akabs hus". "Også han rejste offerhøje
i Judas byer og forledte Jerusalems indbyggere til at bole og Juda til
at falde fra." 2Krøn 21,6 og 11
<PK 106/2> Judas konge fik ikke lov at fortsætte sit frygtelige
frafald ustraffet. Profeten Elias var endnu ikke blevet taget til Himmelen,
og han kunne ikke forholde sig tavs, da Judas rige gik i samme spor som
nord riget, der befandt sig på afgrundens rand. Profeten sendte Joram
af Juda et brev, hvori den onde konge kunne læse følgende
frygtelige ord:
<PK 106/3> "Så siger Herren, din fader Davids Gud: Fordi du
ikke har vandret i din fader Josafats og kong Asa af Judas spor, men i
Israels kongers spor og forledt Juda og Jerusalems indbyggere til at bole,
ligesom Akabs hus gjorde, og tilmed dræbt dine brødre, din
faders hus, der var bedre end du selv, se, derfor vil Herren nu ramme dit
folk, dine sønner, dine hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt
slag."
<PK 106/4> Denne profeti gik i opfyldelse, ved at "Herren æggede
filisterne og araberne, der var naboer til kusjitterne, imod Joram, og
de drog op mod Juda, trængte ind og røvede alle kongens ejendele,
som fandtes i hans palads, også hans sønner og hustruer, så
der ikke levnedes ham nogen søn undtagen Joahaz, den yngste af hans
sønner.
<PK 106/5> Og efter alt dette slog Herren ham med en uhelbredelig
sygdom i hans indvolde. Nogen tid efter, da to år var gået,
... døde han under hårde lidelser." "Og hans søn Ahazja,
Joahaz blev konge i hans sted." 2Krøn 21,12-19; 2Kong 8,24
<PK 106/6> Akabs søn Joram var endnu konge i Israels rige,
da hans søstersøn Ahazja blev konge i Juda, Ahazja regerede
kun ét år. Han stod under sin moder Ataljas indflydelse, og
hun "forledte ham til ugudelighed". "Han vandrede i Akabs huss spor og
gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne." 2Krøn 22,3-4;
2Kong 8,27. Hans bedstemoder Jesabel levede endnu, og han selv dristede
sig til at slutte forbund med sin onkel, Joram af Israel.
<PK 106/7> Ahazja af Juda fik inden længe et tragisk endeligt.
Efter faderens død blev de overlevende medlemmer af Akabs hus hans
rådgivere, "og det blev hans fordærv". 2Krøn 22,3-4.
Mens Ahazja aflagde besøg hos sin onkel i Jizre'el, befalede Gud
profeten Elisa at sende en af profetsønnerne til Ramot i Gilead
for at salve Jehu til konge over Israel. Judas og Israels forenede hære
kæmpede på det tidspunkt mod syrerne i Ramot i Gilead. Joram
blev såret under slaget og overdrog Jehu kommandoen over de kongelige
hære, mens han selv vendte tilbage til Jizre'el.
<PK 106/8> Da Elisas sendebud salvede Jehu, sagde han: "Jeg salver
dig til konge over Herrens folk, over Israel!" Derpå gav han Jehu
en særlig befaling fra Himmelen. Herren lod sige ved sit sendebud:
"Du skal hugge din herre Akabs hus ned, så jeg får hævn
over Jesabel for mine tjenere profeternes og alle Herrens tjeneres blod.
Hele Akabs hus skal omkomme." 2Kong 9,6-8
<PK 107/1> Da Jehu var blevet udråbt til konge af hæren,
skyndte han sig til Jizre'el og begyndte at udrydde dem, som med fri forsæt
vedblev at synde og lede andre i synd. Joram af Israel, Ahazja af Juda
og enkedronningen Jesabel blev dræbt tillige med "alle dem, der var
tilbage af Akabs hus i Jizre'el" alle hans stormænd, venner og præster."
"Alle Ba'als profeter, alle, der dyrker ham, og alle hans præster",
som boede i Ba'alsdyrkelsens centrum i nærheden af Samaria, blev
dræbt. Afgudsbillederne blev nedbrudt og opbrændt og Ba'alstemplet
lagt i ruiner. "Således udryddede Jehu Ba'al af Israel." 2Kong 10,11.19
og 28
<PK 107/2> Jesabels datter Atalja fik nu meddelelse om, at alle disse
mennesker var blevet dræbt. Hun øvede stadig stor indflydelse
i Judas rige. Da hun fik at vide, at hendes søn, Judas konge, var
død, "tog hun sig for at udrydde hele den kongelige slægt
af Judas hus". Ved dette blodbad dræbtes alle de af Davids efterkommere,
som var arveberettigede til tronen, med undtagelse af et barn ved navn
Joas, som ypperstepræsten Jojadas hustru skjulte i templet. Barnet
holdtes skjult i seks år, "mens Atalja herskede i landet". 2Krøn
22,10 og 12
<PK 107/3> Da de seks år var gået, kronede og salvede
"levitterne og alle judæerne" sammen med ypperstepræsten Jojada
barnet Joas og udråbte ham til konge (2Krøn 23,8) "Og de klappede
i hænderne og råbte: "Kongen leve!" 2Kong 11,12
<PK 107/4> "Da Atalja hørte larmen af folket, som løb
og jublede for kongen, gik hun hen til folket i Herrens hus." 2Krøn
23,12. "Og der så hun kongen stå ved søjlen, som skik
var, og øversterne og trompetblæserne ved siden af, mens alt
folket fra landet jublede og blæste i trompeterne. Da sønderrev
Atalja sine klæder og råbte: "Forræderi, forræderi!"
2Kong 11,14.
<PK 107/5> Jojada befalede nu hærførerne at gribe Atalja
og alle dem, der fulgte hende, og føre dem til retterstedet, for
at de kunne blive dræbt.
<PK 107/6> Således blev det sidste medlem af Akabs hus udryddet.
Det frygtelige fordærv, som var en følge af hans ægteskab
med Jesabel, vedblev at eksistere, lige til den sidste af hans efterkommere
var dræbt. Selv i Judas land, hvor den sande gudstjeneste aldrig
var blevet formelt forkastet, lykkedes det Atalja at lede mange vild. Så
snart den gudløse dronning var blevet dræbt, begav alt folket
fra landet "sig til Ba'als hus og nedbrød det; altrene og billederne
ødelagde de i bund og grund, og Ba'als præst Mattan dræbte
de foran altrene". 2Kong 11,18.
<PK 107/7> Der blev nu gennemført en reformation. De, der
havde været med til at udråbe Joas til konge, sluttede en højtidelig
pagt om, "at de skulle være Herrens folk." Nu gjorde Jesabels datter
ikke længer sin onde indflydelse gældende i Judas rige. Ba'als
præster var blevet dræbt og deres tempel nedbrudt. "Alt folket
fra landet" glædede sig, "og byen holdt sig rolig". 2Krøn
23,16 og 21.
|