<PK 102/2> Akab var begærlig af naturen og havde givet efter for sit hjertes ondskab så længe, at han til sidst var fuldstændig i egoismens vold. Jesabel tilskyndende ham til at gøre det onde. Han tålte ikke, at man nægtede at opfylde hans ønsker, men følte, at det, som han begærede, tilkom ham.

<PK 102/3> Dette fremtrædende karaktertræk, som prægede rigets historie så skæbnesvangert under Akabs efterfølgere, træder klart frem i en hændelse, som indtraf, mens Elias var profet i Israel. I umiddelbar nærhed af kongens slot lå der en vingård, som tilhørte jizre'elitten Nabot. Akab kastede sine øjne på denne vingård og tilbød at købe den eller give et andet stykke jord i bytte. "Overlad mig din vingård," sagde Akab til Nabot, "for at jeg kan få den til køkkenhave; den ligger jo lige ved mit palads; jeg vil give dig en bedre vingård i bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede penge, om du foretrækker det."

<PK 102/4> Nabot satte denne vingård meget højt, fordi den havde tilhørt hans fædre, og ville ikke skille sig af med den. "Herren bevare mig fra at overlade dig mine fædres arvelod!" sagde han til Akab. Ifølge den levitiske lov måtte jord ikke sælges eller byttes bort for bestandig. Alle Israels børn skulle "holde fast hver ved sin fædrene stammes arvelod". 4Mos 36,7.

<PK 102/5> Den egenkærlige monark blev syg på grund af Nabots afslag. "Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til mode over det svar, jizre'elitten Nabot havde givet ham ... og han lagde sig til sengs, vendte sit ansigt bort og spiste ikke."

<PK 102/6> Det varede ikke længe, før Jesabel fik at vide, hvad der var hændt. Hun harmedes over, at nogen vovede at afslå kongens anmodning, og forsikrede ham om, at han ikke behøvede at være mismodige længer. "Er det dig, der for tiden er konge i Israel?" sagde hun. "Stå op, spis og vær ved godt mod, jeg skal skaffe dig jizre'elitten Nabots vingård!"

<PK 103/1> Akab bekymrede sig ikke om, hvorledes hans hustru ville opfylde hans ønske, og Jesabel tog øjeblikkelig skridt til at gennemføre sit onde forehavende. Hun skrev breve i kongens navn, satte hans segl under og sendte dem til de ældste og de fornemme i den by, hvor Nabot boede. I brevene stod der: "Udråb en fastedag og sæt Nabot øverst blandt folket og lige over for ham to forbryder, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og kongen! Og før ham så ud og sten ham til døde!"

<PK 103/2> Befalingen blev adlydt. "Hans bysbørn, de ældste og de fornemme, ... gjorde nu, som Jesabel havde sendt bud til dem om, således som der stod i brevet, hun havde sendt dem." Derpå gik hun ind til kongen og bød ham stå op og tage vingården i besiddelse. Akab brød sig ikke om følgerne, men fulgte blindt hendes råd og gik ned for at tage den vingård, som han havde begæret, i besiddelse.

<PK 103/3> Kongen undgik ikke at blive irettesat, da han ville overtage den ejendom, som han havde erhvervet sig ved svig og blodsudgydelse. "Men Herrens ord kom til tisjbitten Elias således: "Stå op, gå Akab, Israels konge i Samaria, i møde; han er just i Nabots vingård, som han er gået ned at tage i besiddelse og tal således til ham: Så siger Herren: Har du myrdet og allerede tiltrådt arven?" "Herren sagde endvidere til Elias, at han skulle udtale en frygtelig straffedom over Akab.

<PK 103/4> Profeten skyndte sig at efterkomme den guddommelige befaling, Da den skyldige konge stod ansigt til ansigt med Herrens strenge sendebud i vingården, gav han udtryk for sin overraskelse og frygt med ordene: "Har du fundet mig, min fjende?"

<PK 103/5> Uden tøven svarede Herrens sendebud: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, se, derfor vil jeg bringe ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt væsen, store og små, af Akabs slægt." Der skulle ikke vises skånsel. Akabs hus skulle fuldstændig udryddes. Herren sagde ved sin tjener, at der skulle handles med det "som med Jeroboams, Nebats søns, hus og Basjas, Ahijas søns, hus, for den krænkelse " han havde øvet, og fordi han havde "forledt Israel til synd".

<PK 103/6> Angående Jesabel sagde Herren: "Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els mark! Den af Akabs slægt, der dør i byen, skal hundene æde, og den, der dør på marken, skal himmelens fugle æde!"

<PK 103/7> Da kongen hørte dette frygtelige budskab, "sønderrev han sine klæder og bandt sæk om sin bare krop og fastede, og han sov i sæk og gik sagtelig om".

<PK 103/8> "Da kom Herrens ord til tisjbitten således: "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade ulykken komme i hans dage; i Hans søns dage vil jeg lade ulykken komme over hans hus!"

<PK 103/9> Akab blev dræbt mindre end tre år efter ved syrernes hånd. Hans efterfølger Ahazja "gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og vandrede i sin faders og sin moders spor og i Jeroboams, Nebats søns, spor". "Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede Herren, Israels Gud," som hans fader Akab havde gjort. 1Kong 22,53-54. Men den oprørske konges synder blev hurtigt straffet. Det var tydeligt at se, at han var genstand for Guds vrede. Først udbrød der en skæbnesvanger krig med Moab, og senere kom han ud for en ulykke, som nær havde kostet ham livet.

<PK 104/1> "Ahazja faldt ud gennem vinduesgitteret for sin stue på taget" og blev alvorligt kvæstet. Da han frygtede for, at han ikke ville blive rask igen, sendte han nogle tjenere hen for at spørge Ekrons gud, Ba'al-Zebub, om han ville blive rask. Man mente, at Ekrons gud kunne give oplysninger om fremtiden gennem sine præster. Men deres forudsigelser og oplysninger kom i virkeligheden fra mørkets fyrste.

<PK 104/2> På vejen mødte Ahazjas tjenere en Guds mand, som bød dem gå tilbage til kongen og sige: "Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? Derfor, så siger Herren: Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra; thi du skal dø!" Da profeten havde sagt disse ord, gik han.

<PK 104/3> De forskræmte tjenere skyndte sig tilbage til kongen og fortalte, hvad den Guds mand havde sagt. Kongen spurgte: "Hvorledes så den mand ud?" De svarede: "Det var en mand i en lådden kappe med et læderbælte om lænderne." Det er tisjbitten Elias," udbrød Ahazja. Han var klar over, at hvis det virkelig var Elias, hans tjenere havde mødt, ville den forudsagte dom gå i opfyldelse. I et forsøg på at afværge den truende ulykke besluttede han at sende bud efter profeten.

<PK 104/4> Ahazja sendte to gange en deling soldater at sted for at skræmme profeten, og begge gange blev de ramt af Guds vrede. Den tredje deling soldater ydmygede sig over for Gud, og da halvhundredføreren nærmede sig Herrens tjener, "kastede han sig på knæ for Elias, bønfaldt ham og sagde: "Du Guds mand! Lad dog mit og disse dine halvtredsindstyve trælles liv være dyrebart i dine øjne!"

<PK 104/5> "Da sagde Herrens engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke for ham! " Så gik han ned med ham og fulgte ham til kongen og han sagde til kongen: "Så siger Herren: Fordi du har sendt sendebud hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, du kunne rådspørge? derfor: Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"

<PK 104/6> Ahazja havde været vidne til den Allerhøjestes mirakler i sin faders regeringstid. Han havde set de frygtelige straffe, som Gud havde nedkaldt over det frafaldne Israel for at vise, hvorledes han ser på dem, der tilsidesætter hans lovs bindende krav. Ahazja havde opført sig, som om disse frygtelige begivenheder blot var eventyr. I stedet for at ydmyge sig over for Herren dyrkede han Ba'al, og til sidst gik han så vidt, at han tog dette dristige skridt på gudløshedens vej. Ahazja blev ved at være oprørsk og ubodfærdig til det sidste og døde "efter det Herrens ord, som Elias havde talt".

<PK 104/7> Skildringen af kong Ahazjas synd og straf rummer en advarsel, som ingen kan se bort fra ustraffet. Menneskene tilbeder måske ikke hedenske guder i dag, men alligevel tilbeder de lige så bogstaveligt i Satans tempel som Israels konge. Verden er fuld af afgudsdyrkelse i dag; nutidens videnskab og uddannelse har blot bevirket, at den fremtræder på en mere raffineret og tiltalende måde, end da Ahazja søgte Ekrons gud. Hver dag bærer sit sørgelige vidnesbyrd om, at troen på det sikre profetiske ord er i aftagen, og at overtro og djævelsk trolddom tager magten over mange menneskers sind.

<PK 105/1> I vor tid afløses afgudsdyrkelsens mysterier af spiritistmediers hemmelige organisationer og seancer samt af deres mirakler og den virksomhed, som de driver i det skjulte. Tusinder af mennesker, som ikke vil tage imod Guds ords eller Helligåndens lys, griber med begærlighed efter disse mediers åbenbaringer. Spiritismens tilhængere taler måske foragteligt om oldtidens troldmænd, men den store forfører slår en hånlatter op, når de falder som offer for hans kneb under en anden skikkelse.

<PK 105/2> Mange mennesker gyser ved tanken om at søge råd hos spiritistmedier, men de samme personer tiltrækkes af andre og mere tiltalende former for spiritisme. Atter andre ledes vild af Christian Science's teorier og af teosofiens og andre orientalske religioners mystik.

<PK 105/3> Lederne inden for næsten alle afskygninger af spiritismen påstår, at de besidder evnen til at helbrede. De siger, at denne evne skyldes elektricitet, magnetisme, såkaldte sympatiske midler eller skjulte kræfter i menneskesindet. Selv i vor kristne tidsalder er der ikke så få, der opsøger disse mennesker i stedet for at stole på den levende Guds kraft og veluddannede lægers dygtighed. Den moder, som våger ved sit barns sygeleje, siger: "Jeg kan ikke gøre mere. Er der ingen læge, der kan helbrede mit barn?" Så hører hun om en person, som kan helbrede ved hjælp af clairvoyance eller magnetisme, og nu betror hun sin skat til denne og lægger derved lige så bogstaveligt barnet i Satans hænder, som hvis han selv havde stået ved siden af hende. I mange tilfælde står barnet resten af livet under en satanisk magts kontrol, som det synes umuligt at frigøre det fra.

<PK 105/4> Gud havde god grund til at vise sit mishag over Ahazjas gudløse opførsel. Herren havde gjort alt for at vinde det israelitiske folks hjerte og tilskynde dem til at stole på ham. Han havde igennem flere slægtled udøst sin uforlignelige godhed og kærlighed over folket. Han havde vist lige fra begyndelsen, at han havde "glæde af menneskens børn." Ordsp 8,31. Han hjalp øjeblikkelig dem, der søgte ham af et oprigtigt hjerte. Til trods for alt dette forkastede Israels konge Gud og søgte hjælp hos folkets værste fjende. Derved tilkendegav han over for hedningerne, at han stolede mere på deres afguder end på Himmelens Gud. Mænd og kvinder vanærer også Gud, når de forbigår ham, der er kilden til al styrke og visdom, og søger hjælp og vejledning hos mørkets magter. Hvis Alhazjas opførsel vakte Guds vrede, hvorledes ser Herren så ikke på de mennesker, som bærer sig ad på samme måde, skønt de har langt større lys?

<PK 105/5> De mennesker, der beskæftiger sig med Satans trolddomsværk, praler måske af, at de opnår store fordele men er dette et bevis på, at de bærer sig klogt eller rigtigt ad? Selv om deres liv bliver forlænget og de opnår nogle timelige fordele, betaler det sig så i det lange løb at tilsidesætte Guds vilje? Alle tilsyneladende fordele af denne art viser sig til sidst at være ubodelige tab. Man kan ikke ustraffet fjerne et eneste af de hegn, som Gud har sat op for at beskytte sit folk imod Satans magt.

<PK 105/6> Ahazja havde ingen sønner og efterfulgtes derfor af sin broder, Joram, som var konge over de ti stammer i tolv år. Hans moder, Jesabel, levede endnu og vedblev at øve sin dårlige indflydelse over rigets anliggender. Mange af israelitterne fulgte stadig hedenske skikke. Joram selv "gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, dog ikke som hans fader og moder, og han fjernede Ba'als stenstøtter, som hans fader havde ladet, lave. Men han holdt fast ved de synder, som Jeroboam, Nebats søn, forledte Israel til, dem veg han ikke fra." 2Kong 3,2-3

<PK 106/1> Josafat døde, mens Joram regerede over Israel, og hans søn Joram efterfulgte sin fader på Judas trone. Joram af Juda blev nært knyttet til Israels konge på grund af sit ægteskab med Jesabels og Akabs datter, og "han vandrede i Israels kongers spor ligesom Akabs hus". "Også han rejste offerhøje i Judas byer og forledte Jerusalems indbyggere til at bole og Juda til at falde fra." 2Krøn 21,6 og 11

<PK 106/2> Judas konge fik ikke lov at fortsætte sit frygtelige frafald ustraffet. Profeten Elias var endnu ikke blevet taget til Himmelen, og han kunne ikke forholde sig tavs, da Judas rige gik i samme spor som nord riget, der befandt sig på afgrundens rand. Profeten sendte Joram af Juda et brev, hvori den onde konge kunne læse følgende frygtelige ord:

<PK 106/3> "Så siger Herren, din fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i din fader Josafats og kong Asa af Judas spor, men i Israels kongers spor og forledt Juda og Jerusalems indbyggere til at bole, ligesom Akabs hus gjorde, og tilmed dræbt dine brødre, din faders hus, der var bedre end du selv, se, derfor vil Herren nu ramme dit folk, dine sønner, dine hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt slag."

<PK 106/4> Denne profeti gik i opfyldelse, ved at "Herren æggede filisterne og araberne, der var naboer til kusjitterne, imod Joram, og de drog op mod Juda, trængte ind og røvede alle kongens ejendele, som fandtes i hans palads, også hans sønner og hustruer, så der ikke levnedes ham nogen søn undtagen Joahaz, den yngste af hans sønner.

<PK 106/5> Og efter alt dette slog Herren ham med en uhelbredelig sygdom i hans indvolde. Nogen tid efter, da to år var gået, ... døde han under hårde lidelser." "Og hans søn Ahazja, Joahaz blev konge i hans sted." 2Krøn 21,12-19; 2Kong 8,24

<PK 106/6> Akabs søn Joram var endnu konge i Israels rige, da hans søstersøn Ahazja blev konge i Juda, Ahazja regerede kun ét år. Han stod under sin moder Ataljas indflydelse, og hun "forledte ham til ugudelighed". "Han vandrede i Akabs huss spor og gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne." 2Krøn 22,3-4; 2Kong 8,27. Hans bedstemoder Jesabel levede endnu, og han selv dristede sig til at slutte forbund med sin onkel, Joram af Israel.

<PK 106/7> Ahazja af Juda fik inden længe et tragisk endeligt. Efter faderens død blev de overlevende medlemmer af Akabs hus hans rådgivere, "og det blev hans fordærv". 2Krøn 22,3-4. Mens Ahazja aflagde besøg hos sin onkel i Jizre'el, befalede Gud profeten Elisa at sende en af profetsønnerne til Ramot i Gilead for at salve Jehu til konge over Israel. Judas og Israels forenede hære kæmpede på det tidspunkt mod syrerne i Ramot i Gilead. Joram blev såret under slaget og overdrog Jehu kommandoen over de kongelige hære, mens han selv vendte tilbage til Jizre'el.

<PK 106/8> Da Elisas sendebud salvede Jehu, sagde han: "Jeg salver dig til konge over Herrens folk, over Israel!" Derpå gav han Jehu en særlig befaling fra Himmelen. Herren lod sige ved sit sendebud: "Du skal hugge din herre Akabs hus ned, så jeg får hævn over Jesabel for mine tjenere profeternes og alle Herrens tjeneres blod. Hele Akabs hus skal omkomme." 2Kong 9,6-8

<PK 107/1> Da Jehu var blevet udråbt til konge af hæren, skyndte han sig til Jizre'el og begyndte at udrydde dem, som med fri forsæt vedblev at synde og lede andre i synd. Joram af Israel, Ahazja af Juda og enkedronningen Jesabel blev dræbt tillige med "alle dem, der var tilbage af Akabs hus i Jizre'el" alle hans stormænd, venner og præster." "Alle Ba'als profeter, alle, der dyrker ham, og alle hans præster", som boede i Ba'alsdyrkelsens centrum i nærheden af Samaria, blev dræbt. Afgudsbillederne blev nedbrudt og opbrændt og Ba'alstemplet lagt i ruiner. "Således udryddede Jehu Ba'al af Israel." 2Kong 10,11.19 og 28

<PK 107/2> Jesabels datter Atalja fik nu meddelelse om, at alle disse mennesker var blevet dræbt. Hun øvede stadig stor indflydelse i Judas rige. Da hun fik at vide, at hendes søn, Judas konge, var død, "tog hun sig for at udrydde hele den kongelige slægt af Judas hus". Ved dette blodbad dræbtes alle de af Davids efterkommere, som var arveberettigede til tronen, med undtagelse af et barn ved navn Joas, som ypperstepræsten Jojadas hustru skjulte i templet. Barnet holdtes skjult i seks år, "mens Atalja herskede i landet". 2Krøn 22,10 og 12

<PK 107/3> Da de seks år var gået, kronede og salvede "levitterne og alle judæerne" sammen med ypperstepræsten Jojada barnet Joas og udråbte ham til konge (2Krøn 23,8) "Og de klappede i hænderne og råbte: "Kongen leve!" 2Kong 11,12

<PK 107/4> "Da Atalja hørte larmen af folket, som løb og jublede for kongen, gik hun hen til folket i Herrens hus." 2Krøn 23,12. "Og der så hun kongen stå ved søjlen, som skik var, og øversterne og trompetblæserne ved siden af, mens alt folket fra landet jublede og blæste i trompeterne. Da sønderrev Atalja sine klæder og råbte: "Forræderi, forræderi!" 2Kong 11,14.

<PK 107/5> Jojada befalede nu hærførerne at gribe Atalja og alle dem, der fulgte hende, og føre dem til retterstedet, for at de kunne blive dræbt.

<PK 107/6> Således blev det sidste medlem af Akabs hus udryddet. Det frygtelige fordærv, som var en følge af hans ægteskab med Jesabel, vedblev at eksistere, lige til den sidste af hans efterkommere var dræbt. Selv i Judas land, hvor den sande gudstjeneste aldrig var blevet formelt forkastet, lykkedes det Atalja at lede mange vild. Så snart den gudløse dronning var blevet dræbt, begav alt folket fra landet "sig til Ba'als hus og nedbrød det; altrene og billederne ødelagde de i bund og grund, og Ba'als præst Mattan dræbte de foran altrene". 2Kong 11,18.

<PK 107/7> Der blev nu gennemført en reformation. De, der havde været med til at udråbe Joas til konge, sluttede en højtidelig pagt om, "at de skulle være Herrens folk." Nu gjorde Jesabels datter ikke længer sin onde indflydelse gældende i Judas rige. Ba'als præster var blevet dræbt og deres tempel nedbrudt. "Alt folket fra landet" glædede sig, "og byen holdt sig rolig". 2Krøn 23,16 og 21.