<PK 85/2> Elias kunne først fuldføre sit arbejde for dem, der var blevet forledt til at tilbede Ba'al, når han havde lært at stole ubetinget på Gud. Den store sejr på Karmels top havde banet vej for endnu større sejre, men Jesabels trussel forhindrede Elias i at benytte de gyldne anledninger. Det gjaldt om, at Guds tjener blev klar over, hvor svag hans nuværende stilling var i sammenligning med den fremtrædende plads, som Herren ønskede, at han skulle indtage.

<PK 85/3> Gud stillede sin prøvede tjener dette spørgsmål: "Hvad er du her efter, Elias?" Jeg sendte dig til bækken Krit og senere til enken i Zarepta. Jeg befalede dig at vende tilbage til Israel og træde frem for afgudspræsterne på Karmel. Jeg gav dig styrke til at løbe foran kongens vogn til Jizre'els port. Men hvem har budt dig at flygte ud i denne ørken? Hvilket ærinde har du her?

<PK 85/4> I sin sjælekvide sagde Elias: "Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!"

<PK 85/5> Engelen bød nu profeten gå ud af hulen og stille sig på bjerget for Herrens åsyn for at lytte til hans ord. "Og se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen, og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen."

<PK 85/6> Gud åbenbarede sig ikke for sin tjener i al sin magt og vælde, men i en "stille, sagte susen". Han ville lære Elias, at det ikke altid er det arbejde, som syner mest udadtil, der tjener hans vilje bedst. Stormen rasede, lynene glimtede, og en fortærende ild fejede forbi, mens Elias ventede på, at Herren skulle åbenbare sig; men Gud var ikke i alt dette. Da den stille, sagte susen hørtes, tilhyllede profeten sit hoved, for nu var Herren nær. Hans ophidselse havde lagt sig, og han var ganske rolig og ydmyg. Nu vidste han, at han altid ville få hjælp i nødens tid, hvis han stolede tillidsfuldt og urokkeligt på Gud.

<PK 86/1> Det er ikke altid den lærdeste fremstilling af Guds sandhed, der overbeviser sjælen og får et menneske til at omvende sig, Menneskehjertet påvirkes ikke af veltalenhed eller logik, men af Helligåndens blide, dragende magt, som arbejder roligt, men sikkert for at forvandle og udvikle karakteren. Det er Guds ånds stille, sagte indflydelse, som formår at forvandle hjertet.

<PK 86/2> Røsten spurgte atter: "Hvad er du her efter, Elias?" og profeten svarede på ny: "Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!"

<PK 86/3> Herren svarede Elias, at synderne i Israel ikke ville undgå deres straf. Der ville blive udvalgt nogle mænd til at fuldbyrde Guds vilje og straffe den afgudsdyrkende nation. Der forestod endnu en vanskelig opgave, før alle havde fået lejlighed til at stille sig på den sande Guds side. Elias skulle vende tilbage til Israel og hjælpe til med at gennemføre en reformation,

<PK 86/4> "Vend tilbage ad den vej, du kom," befalede Herren Elias, "og gå til ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til konge over Aram, salv Jehu, Nimsjis søn, til konge over Israel og salv Elisa, Sjafats søn, fra Abel-Mehola til profet i dit sted! Den, der undslipper Hazaels sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe."

<PK 86/5> Elias troede, at han var den eneste i hele Israel, der tilbad den sande Gud, men han, der læser alles hjerte, fortalte profeten, at der var mange andre, der var vedblevet at tjene Herren i frafaldets lange år. "Jeg vil lade syv tusinde blive tilbage i Israel," sagde Gud, "hvert knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver mund, der ikke har kysset ham."

<PK 86/6> Der kan hentes mange lærdomme fra Elias erfaring på denne tid, hvor han havde mistet modet og tilsyneladende var slået ud. Disse lærdomme er af uvurderlig betydning for Guds tjenere i denne tid, hvor der råder en udbredt ligegyldighed for lov og ret. Frafaldet i dag minder meget om frafaldet i Israel på profeten Elias tid. I dag følger de store masser Ba'al ved at sætte det menneskelige over det guddommelige, lovprise folkets førere, tilbede mammon og sætte videnskaben højere end åbenbaringens sandheder. Tvivl og vantro øver deres skadelige indflydelse på sind og hjerte, og mange sætter menneskelige teorier i Guds ords sted. Der slås offentligt til lyd for, at fornuften bør stå over ordets undervisning. Man hævder, at Guds lov, som er retfærdighedens guddommelige målestok, ikke gælder. Sandhedens store fjende arbejder med forførerisk magt for at få mænd og kvinder til at anbringe det, som menneskene selv har skabt, på den plads, der tilkommer Gud, og til at glemme det, som han har givet menneskene til deres lykke og frelse.

<PK 87/1> Skønt dette frafald er meget udbredt, er det dog ikke universelt. Det er ikke hele verden, der ligger i lovløshed og synd, og det er ikke hele menneskeheden, der har stillet sig på fjendens side. Gud har mange tusinder, der ikke har bøjet knæ for Ba'al mange, som ønsker at få et mere indgående kendskab til Kristus og loven, mange, som til trods for omstændighederne håber, at Jesus snart vil komme for at gøre ende på synd og død. Der er også mange, der har tilbedt Ba'al uden selv at være klar over det, og Guds Ånd arbejder stadig med disse mennesker. Sådanne behøver en personlig håndsrækning af de mennesker, der kender Gud og hans ords kraft. I denne tid burde alle Guds børn være travlt optaget af at hjælpe andre. Guds engle vil ledsage dem, der kender den bibelske sandhed og forsøger at finde de mænd og kvinder, som længes efter lys og ingen behøver at være bange for at gå fremad, når englene er med. Mange vil opgive afgudsdyrkelsen og begynde at tjene den levende Gud, takket være gudfrygtige tjeneres trofaste indsats. Mange vil ophøre med at vise ærbødighed for de ting, som er skabt af mennesker, og vil uforfærdet stille sig på Guds og hans lovs side.

<PK 87/2> Mangt og meget afhænger af pålidelige og loyale menneskers utrættelige indsats. Det er derfor, at Satan gør sig enhver tænkelig anstrengelse for at forhindre, at Guds vilje fuldbyrdes ved lydige menneskers hjælp. Han får nogle til at tabe deres høje og hellige hverv af syne, så de lader sig nøje med denne verdens glæder. Han tilskynder dem til at leve i magelighed eller flytte fra egne, hvor de kunne gøre meget godt, til steder, hvor de kan opnå større verdslige fordele. Atter andre gør han modløse, så de svigter deres pligt på grund af modstand og forfølgelse. Men Himmelen omfatter alle disse med den ømmeste omhu. Spørgsmålet: "Hvad er du her efter?" bliver stillet hvert eneste af Guds børn, som sjælefjenden har fået til at tie. Jeg har befalet dig at drage ud i al verden og forkynde evangeliet for at gøre et folk rede til Guds store dag. Hvorfor er du her? Hvem har sendt dig herhen?

<PK 87/3> Det var Kristi glæde at se syndere blive frelst, og det var denne glæde, der holdt ham oppe under alle hans lidelser. Alle hans efterfølgere burde eje den samme glæde, og denne burde være deres drivkraft. De, der har blot den ringeste forståelse af, hvad forløsningen betyder for dem og deres medmennesker, vil til en vis grad kunne fatte menneskehedens uhyre behov. Når de ser den moralske og åndelige fattigdom hos de tusinder, der lever i skyggen af en frygtelig dom, vil deres hjerte blive grebet af medlidenhed, og fysiske lidelser vil blive for intet at regne.

<PK 87/4> Spørgsmålet: "Hvad er du her efter?" stilles både familier og enkeltpersoner. I mange menigheder findes der familier, som er grundfæstede i Guds ords sandheder. Disse kunne øve en langt større indflydelse ved at flytte til steder, hvor der er brug for et arbejde af den art, som netop de kan udføre. Gud har brug for kristne familier, som vil rejse til jordens mørke egne og arbejde forstandigt og udholdende for mennesker, som lever i åndeligt mørke. Det kræver personlige ofre at besvare dette kald. Sjæle dør uden håb og uden Gud i verden, mens andre mennesker venter på, at alle forhindringer skal blive ryddet af vejen. Der findes mennesker, som er villige til at rejse til usunde egne og lide nød og savn blot for at skaffe sig verdslige fordele og erhverve sig kundskaber. Hvor er de, der vil gøre det samme for at fortælle andre om Frelseren?

<PK 88/1> Der er ikke noget bemærkelsesværdigt i, at åndelige kæmper bliver modløse og fortvivlede, når de kommer ud for vanskeligheder og et stort pres, og at de til tider synes, at livet er så trist, at de ikke ønsker at leve længer. Når det sker, bør de huske, at en af de største profeter, der har levet, flygtede for en rasende kvindes vrede. Han var træt og udkørt efter flugten, nedbøjet af dyb skuffelse og bad om at måtte dø. Men det var, da håbet var ude og hans livsgerning syntes at skulle slå fejl, at han lærte en af de dyrebareste lektier i sit liv. Da han var svagest, lærte han, at det både er nødvendigt og muligt at stole på Gud under de aldre vanskeligste forhold,

<PK 88/2> De mennesker, der fristes til at fortvivle og give op, mens de bruger deres livsenergi i selvopofrende arbejde, kan hente nyt mod ved at tænke på Elias erfaring. Gud nærer særlig omsorg for og kærlighed til de af sine tjenere, hvis iver ikke bliver påskønnet eller forstået på rette måde, hvis råd og irettesættelser ringeagtes, og hvis bestræbelser for at fremkalde en reform gengældes med had og modstand.

<PK 88/3> Satan frister menneskesjælen mest, når den er svagest. Han håbede også at kunne besejre Guds Søn ved hjælp af denne taktik, fordi han havde benyttet den til at vinde så mange sejre over mennesket. Mange af retfærdighedens tapre forsvarere gav efter for fristelsen, efter at deres viljekraft og tro var blevet svækket. Det var, da Moses var kørt træt efter fyrre års ørkenvandring og kamp mod folkets vantro, at han et øjeblik slap sit tag i den Almægtige. Han svigtede netop på grænsen til Det forjættede land. Det gik Elias på samme måde. Den mand, som havde stolet på Herren i tørkens og hungersnødens år han, som var trådt uforfærdet frem for Akab, og som under den store prøve på Karmel havde stået over for den israelitiske nation som den sande Guds eneste vidne han lod frygt for døden besejre troen på Gud under et øjebliks træthed.

<PK 88/4> Det samme gentager sig i dag. Det er, når vi er plaget af tvivl, udsat for vanskeligheder eller hjemsøgt af fattigdom eller modgang, at Satan forsøger at rokke vor tro på Gud. Det er i disse situationer, at han minder os om vore fejltagelser og frister os til at tvivle på Gud og spørge, om han stadig elsker os. Derved håber han at kunne slå modet ned hos sjælen og skille os fra Gud.

<PK 88/5> De mennesker, der står i forreste frontlinje og af Helligånden tilskyndes til at udføre en speciel gerning, vil ofte komme ud for en reaktion, når presset er forbi. Fortvivlelse kan få selv den mest heltemodige tro til at rokkes og den stærkeste vilje til at skælve. Men Gud forstår alt og viser stadig medfølelse og kærlighed. Han læser hjertets motiver og tanker. Lederne i Guds værk bør lære at vente tålmodigt og at bevare troen, når alt ser mørkt ud. Himmelen vil ikke svigte dem på modgangens dag, Ingen er tilsyneladende så håbløst stillet, men i virkeligheden så uovervindelig som den sjæl, der føler sin intethed, men stoler fuldt og fast på Gud.

<PK 88/6> Men beretningen om, hvorledes Elias lærte at genvinde troen på Gud i prøvelsens stund, er ikke blot skrevet for mænd i ansvarsfulde stillinger. Han, der var Elias styrke, formår at holde hvert eneste af sine kæmpende børn oppe, hvor svagt det end er. Han venter troskab af hvert eneste af dem og skænker styrke i forhold til det enkelte barns behov Mennesket formår intet som helst i sin egen styrke, men ved Guds hjælp kan det besejre det onde og hjælpe andre at sejre. Satan kan aldrig overvinde det menneske, der gør Gud til sin tilflugt. "Kun hos Herren" skal man sige, "er retfærd og styrke." Es 45,24.

<PK 89/1> Medkristne! Satan kender din svaghed. Klyng dig derfor til Jesus. Hvis du bliver i Guds kærlighed, kan du bestå alle prøver. Kun Kristi retfærdighed kan give dig styrke til at holde den ondskabs flodbølge tilbage, der skyller hen over verden. Føj tro til din erfaring. Tro gør alle byrder lette og fjerner al træthed. His du vedbliver at stole på Gud, kan du få indsigt i forhold, som nu er en gåde for dig. Fortsæt i tro din vandring på den sti, som han har afstukket. Der vil komme prøvelser, men gå blot fremad. Derved vil din tro blive styrket, og du vil blive skikket til din gerning. Bibelen er ikke blot skrevet, for at vi skal læse i den og undres. Den er skrevet, for at vi skal komme i besiddelse af den samme tro, som var virksom i Guds tjenere fordum. Herren vil ikke virke på en mindre iøjnefaldende måde nu end den gang, hvis blot der er trosfyldte hjerter, som han kan fylde med sin kraft.

<PK 89/2> De ord, der blev sagt til Peter, gælder i lige så høj grad os: "Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. " Luk 22,31-32. Kristus vil aldrig forlade dem, som han er død for. Vi kan forlade ham og blive overvældet af fristelser, men Kristus vil aldrig forlade en eneste af dem, som han har givet sit eget liv for at løskøbe. Hvis vort åndelige syn kunne skærpes, ville vi se nedbøjede og sørgende sjæle mennesker, der er udsat for et vældigt pres, som en tungtlastet høstvogn, og er nær ved at bukke under i modløshed. Men vi ville også se engle flyve hastigt hen for at hjælpe disse fristede mennesker. Vi ville se dem drive ondskabens hære tilbage og give dem fast grund under fødderne. De kampe, der udkæmpes mellem de to hære, er lige så virkelige som de kampe, der udkæmpes mellem hærene i denne verden, og udfaldet af denne åndelige kamp har evige følger.

<PK 89/3> I profeten Ezekiels syn var der noget ligesom menneskehænder under kerubernes vinger. Guds tjenere skal lære heraf, at det er Guds kraft, der bringer fremgang. De skal ikke føle, at Guds værk er afhængigt af dem. Det er ikke overladt til svage mennesker at bære dette store ansvar, Guds værk vil blive ledet af ham, som ikke slumrer, men bestandig arbejder for at fuldbyrde sin vilje. Han vil krydse onde menneskers planer og bringe forvirring blandt dem, som pønser på at gøre hans folk fortræd, Den store Konge, Hærskarers Herre, troner mellem keruberne, og han beskytter stadig sit folk midt i den strid og uro, som råder mellem nationerne. Hans folk er trygt i hans hænder, når kongers fæstninger styrter omkuld og vredens pile gennemborer hans fjenders hjerte.