<PK 75/2> Denne befaling blev givet af en person, som syntes at stå i Guds umiddelbare nærhed. Akab adlød øjeblikkelig, som om det var profeten, der var konge, og kongen, der var undersåt. Der blev sendt ilbud rundt i hele riget for at samle folket til mødet med Elias og Ba'als og Astartes profeter. I hver eneste by og landsby gjorde folket sig rede for at møde frem på det fastsatte tidspunkt. Under rejsen var manges hjerte fyldt med bange anelser. Der var ved at ske noget usædvanligt hvorfor skulle de ellers samles på Karmel? Hvilken ulykke ventede nu folket og landet?

<PK 75/3> Før tørken var der meget smukt på Karmels bjerg. Dets floder blev forsynet med vand fra evigt rindende kilder, og dets frugtbare skråninger var beklædt med smukke blomster og frodige lunde. Men skønheden var døet bort under en svidende forbandelse, Ba'als og Astartes altre stod i visne lunde. På en af de højeste bjergrygge lå Herrens nedbrudte alter.

<PK 75/4> Fra Karmel var der udsigt over en stor del af landet, og bjergets toppe kunne ses i mange egne af Israels rige. Fra terrænet ved bjergets fod kunne man se meget af, hvad der foregik højere oppe. Gud var blevet groft vanæret på grund af den afgudsdyrkelse, som foregik i ly af bjergets skovbevoksede skråninger, og Elias fandt dette sted mest velegnet, da Guds kraft skulle åbenbares og hans navns ære hævdes.

<PK 75/5> Tidligt om morgenen på den fastsatte dag samles det frafaldne Israels hærskare nær ved bjergets top. Der er spændt forventning. Jesabels profeter kommer marcherende i en imponerende procession. Kongen ankommer i hele sit skrud og tager plads i spidsen for præsterne. Han bydes velkommen af afgudsdyrkernes hyldest råb. Men inderst inde er præsterne ængstelige; de har ikke glemt, at det skyldes profetens ord, at der ikke er faldet dug eller regn i Israels land i tre og et halvt år. De er overbevist om, at der snart vil ske noget frygteligt. De guder, som de har stolet på, har ikke kunnet bevise, at Elias er en falsk profet, og de genstande, som de har tilbedt, har forholdt sig besynderligt ligegyldige over for deres heftige råb, bønner, tårer, ydmygelse, oprørene ceremonier og kostbare og uophørlige ofre.

<PK 76/1> Nu står Elias over for Akab og de falske profeter. De er omgivet af Israels hærskare. Elias er den eneste, der er, kommer for at forsvare Guds ære. Her står den mand, som hele riget har givet skylden for alle de ulykker, som er kommet over det. Han er tilsyneladende forsvarsløs, som han står der over for Israels konge, Ba'als profeter, soldaterne og folkets tusinder. Men Elias er ikke alene. Han er omgivet af Himmelens beskyttende hærskare engle, som er vældige i kraft.

<PK 76/2> Uden skam og frygt står profeten foran den vældige forsamling. Han er sig fuldt bevidst, at det er hans pligt at efterkomme den guddommelige befaling. Hans ansigt er præget af en forklaret alvor. Folket venter ængsteligt på, at han skal tale. Elias kaster først blikket på Herrens nedbrudte alter, dernæst på folkeskaren. Så råber han med en klar røst, der minder om lyden af en basun: "Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!"

<PK 76/3> Folket svarer ham ikke et ord. Ikke en eneste i den vældige forsamling vover at stille sig på Herrens side. En mørk sky af bedrag og forblindelse har sænket sig over Israel. Dette skæbnesvangre frafald er ikke kommet på én gang. Det er kommet gradvis og er blevet mere og mere udpræget, for hver gang folket har undladt at rette sig efter de advarsler og irettesættelser, som Herren har givet dem. For hver gang de er afveget fra det rette og har nægtet at adlyde, er deres skyld blevet større og kløften mellem dem og Himmelen bredere, Selv i denne krisetime nægter de at stille sig på Guds side.

<PK 76/4> Herren hader ligegyldighed og illoyalitet, når hans værk er ude i en krise. Hele universet betragter med en ubeskrivelig interesse de sidste faser i den store strid mellem godt og ondt. Guds folk nærmer sig den evige verdens grænser. Hvad er vigtigere for dem end at være tro imod Himmelens Gud? Herren har haft troshelte til alle tider, og han har det også i dag mennesker af Josefs, Elias og Daniels type, der ikke skammer sig for at regne sig til hans ejendomsfolk. Han skænker handlingens mænd sine særlige velsignelser mænd, som ikke vil afvige fra pligtens vej, men sige med guddommelig kraft: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!" (2Mos 32,26.) De forlanger, at de, der ønsker at regnes med til Guds folk, skal træde frem og vise på en utvetydig måde, at tjener kongernes Konge og herrernes Herre. Sådanne mænd indordner deres vilje og deres planer under Guds lov. De agter ikke deres liv noget værd i deres egne øjne, fordi de elsker ham. Det er deres opgave at opfange lyset fra Guds ord og få det til at skinne for verden med klare, rolige stråler. Troskab mod Gud er deres motto.

<PK 76/5> Mens Israel står tvivlende og tøvende på Karmel, bryder Elias røst atter stilheden, "Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, og Ba'als profeter er 450 mand; lad os nu få to unge tyre; så skal de vælge den ene tyr og hugge den i stykker og lægge den på brændet, men ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på brændet, men uden at tænde ild. Så skal I påkalde eders guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, der svarer med ild, han er Gud!"

<PK 77/1> Elias forslag er så fornuftigt, at folket vanskeligt kan komme uden om det. De tager derfor mod til sig og svarer: "Det forslag er godt!" Ba'als profeter tør ikke gøre indsigelse. Derpå siger Elias til dem: "Vælg eder den ene tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders guds navn, men I må ikke tænde ild!"

<PK 77/2> Udadtil optræder de falske profeter dristigt, men deres skyldbetyngede hjerte er grebet af rædsel. De sætter deres alter i stand, lægger brændet og offeret til rette og begynder derpå at påkalde deres gud. Deres skingre råb giver genlyd i skovene og på højene, idet de påkalder deres gud med ordene: "Hør os, Ba'al!" Præsterne samles nu omkring alteret. De hopper og danser, laver fagter og skriger, river sig i håret og sårer sig selv for at få deres gud til at hjælpe dem. Formiddagen går, men ved middagstid er der stadig intet tegn på, at Ba'al vil høre sine vildledte tilhængeres råb. Deres heftige bønner forbliver ubesvarede, og offeret ligger urørt.

<PK 77/3> Mens de fortsætter deres fanatiske bestræbelser for at påkalde deres gud, forsøger de listige præster at finde en metode til at tænde ild på alteret og få folket til at tro, at ilden er kommet direkte fra Ba'al. Men Elias lægger mærke til hver eneste bevægelse. Præsterne opgiver ikke håbet om at lave et bedrageri, men fortsætter deres meningsløse ceremonier.

<PK 77/4> "Men da det var blevet middag, hånede Elias dem og sagde: "I må råbe højt, thi han er jo en gud! Han er vel faldet i tanker eller er gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!" Da råbte de højt, og som de havde for skik, sårede de deres legemer med sværd og spyd, til blodet flød ned ad dem. og da det var over middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod afgrødeofferets tid, men ikke en lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå."

<PK 77/5> Satan ville med glæde have hjulpet disse vildførte mennesker, som var trådt i hans tjeneste. Han ville gladelig have sendt et lyn for at antænde offeret. Men Gud har sat visse grænser, som Satan ikke kan overskride. Han har begrænset den Ondes magt, og selv om fjenden benytter alle kneb, kan han ikke tænde en eneste gnist på Ba'als alter.

<PK 77/6> Præsterne har efterhånden råbt sig hæse. Deres klæder er plettede af blod fra de sår, som de har tilføjet sig selv, og til sidst bliver de fuldstændig vanvittige. Med et uimodståeligt raseri skiftevis bønfalder og forbander de deres solgud. Elias følger dem med anspændt opmærksomhed, for han ved, at han øjeblikkelig vil blive revet ihjel, his det på en eller anden måde lykkes præsterne at antænde deres alterbål.

<PK 77/7> Det lakker mod aften. Ba'als profeter er trætte, udmattede og forvirrede. En kommer med ét forslag, en anden med et andet, men til sidst giver de op. Deres skrig og forbandelser over Karmel forstummer, og de trækker sig fortvivlede ud af kampen.

<PK 77/8> Fra den tidlige morgenstund til aften har folket været vidne til de magtesløse præsters optræden. De har set dem danse vildt omkring alteret, som om de ville hente solens brændende stråler ned for at antænde det. De har med gru set de frygtelige sår, som præsterne har tilføjet sig selv, og har haft rig lejlighed til at gennemtænke afgudsdyrkelsens dårskab. Mange i den store skare er trætte af den dæmondyrkelse, som de har været vidne til, og afventer med den største interesse, hvad Elias vil gøre.

<PK 78/1> Ved aftenofferets tid siger Elias til folket: "Kom hen til mig!" De kommer skælvende nærmere. Nu går han hen til det nedbrudte alter, hvor Himmelens Gud en gang blev tilbedt, og sætter det i stand. Denne dynge ruiner er mere dyrebare for ham end alle hedenskabets prægtige altre.

<PK 78/2> Da Elias genopbyggede dette gamle alter, viste han sin ærbødighed for den pagt, som Herren sluttede med Israel, da de gik over Jordan for at drage ind i Det forjættede Land. Han "tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer ... og af disse sten byggede han et alter i Herrens navn".

<PK 78/3> De skuffede Ba'alspræster, som er udmattede efter deres frugtesløse anstrengelser, venter for at se, hvad Elias vil gøre. De hader profeten, fordi han foreslog, at der skulle afholdes en styrkeprøve, som beviste, at deres guder er svage og magtesløse. Men de frygter hans magt. Folket er også bange. De iagttager Elias med den største spænding, mens han fortsætter sine forberedelser. Den ro, som præger profeten, står i skarp modsætning til Ba'alsdyrkernes fanatiske, sanseløse raseri.

<PK 78/4> Da alteret er bygget, graver profeten en rende rundt om det. Dernæst lægger han brændet til rette og gør tyren i stand. Da offerdyret er lagt på alteret, byder han folket overhælde offeret og alteret med vand, "Fyld fire krukker med vand," befaler han, "og hæld det ud over brændofferet og brændet!" og da de havde gjort det, sagde han: "Én gang til!" og da de havde gjort det anden gang, sagde han: "Én gang til!" og de gjorde det endnu en gang. Det drev af vand rundt om alteret, også renden fik han fyldt med vand."

<PK 78/5> Elias minder nu folket om det langvarige frafald, som har vakt Herrens vrede, og opfordrer dem til at ydmyge deres hjerte og komme tilbage til deres fædres Gud, så forbandelsen kan blive fjernet fra Israels land. Derpå bøjer han sig ærbødigt for den usete Gud, løfter hænderne mod himmelen og beder en ganske enkel bøn. Ba'als profeter skreg og rasede og sprang omkring fra tidligt om morgenen til sent på efter middagen, men der genlyder ingen meningsløse skrig på Karmels top under Elias bøn. Han beder, som om han ved, at Gud er til stede, ser, hvad der foregår, og lytter til hans bøn. Ba'als profeter har opsendt vilde, usammenhængende bønner. Elias bøn er enkel og inderlig. Han beder Gud vise, at han er større end Ba'al, for at Israel kan blive ført tilbage til Herren.

<PK 78/6> "Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud!" siger profeten. "Lad det kendes i dag, at du er Gud i Israel og jeg din tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit ord! Hør mig, Herre, hør mig, for at dette folk må kende, at du, Herre, er Gud, og at du atter drager deres hjerte til dig!"

<PK 78/7> Der hviler en højtidelig, men dyster alvor over alle. Ba'als præster skælver af rædsel. De er sig deres skyld bevidst og venter, at gengældelsen vil komme hurtigt.

<PK 78/8> Elias har næppe bedt sin bøn til ende, før der slår flammer som skinnende lyn ned på det nyopførte alter. De fortærer både offeret, vandet i renden og alterets sten. Det klare ildskær oplyser hele bjerget og blænder folkemængden. Ilden ses tydeligt i dalene neden for bjerget, hvor mange spændt afventer udfaldet af det, som foregår på bjerget, og alle bliver grebet af dette syn. Det minder om ildstøtten, som skilte Israels børn fra egypterhæren ved Det røde Hav.

<PK 79/1> Folket på bjerget kaster sig ærbødigt til jorden for den usete Gud. De tør ikke længer betragte ilden fra Himmelen. De er bange for, at de selv skal blive fortæret. De føler, at det er deres pligt at anerkende Elias Gud som deres fædres Gud, og at de skylder ham deres troskab. Nu udbryder de som med én røst: "Herren er Gud! Herren er Gud! Råbet høres klart og tydeligt over bjerget og giver genlyd på sletten nedenfor. Endelig er Israel vågnet op til dåd. Fortryllelsen er brudt, og folket angrer. Nu er det omsider gået op for dem, hvor groft de har vanæret Gud. Nu er Ba'alsdyrkelsen fuldstændig afsløret, og den står i skarp modsætning til den fornuftige gudsdyrkelse, som den sande Gud forlanger. Folket erkender, at det var både retfærdigt og nådigt af Gud at tilbageholde duggen og regnen, indtil de var blevet villige til at bekende hans navn. Nu er de rede til at indrømme, at Elias Gud står over alle afguder.

<PK 79/2> Ba'als præster betragter med bestyrtelse den vidunderlige åbenbarelse af Guds magt. Men selv nu, hvor de har lidt nederlag og er vidne til den guddommelige herlighed, nægter de at angre deres ondskab. De ville blive ved med at være Ba'als profeter. Derved viste de, at de var modne til tilintetgørelse. For at skåne det angergivne Israel for at blive ført vild af disse mennesker, som har lært folket at tilbede Ba'al, byder Herren Elias udrydde de falske lærere. Folkets vrede er allerede blevet optændt imod de mænd, som har ført an i frafaldet, og da Elias giver befalingen: "Grib Ba'als profeter, lad ingen af dem slippe bort!" er folket parat til at adlyde. De griber præsterne og fører dem ned til Kisjonbækken, og her dræbes Ba'alstjenere ved slutningen af den dag, der markerede begrundelsen til en afgørende reform. Ikke én af dem får lov at leve.