<PP 363/2> Hebron lå ca. 30 kilometer nord for Beersjeba og omtrent midt imellem denne by og det sted, hvor Jerusalem senere blev opført. Den hed oprindelig Kirjat-Arba, Arbas, Anaks faders, by. Senere blev den kaldt Mamre, og her blev patriarkerne begravet i "Makpelas hule". Hebron havde tilhørt Kaleb og var nu en af de vigtigste byer i Juda. Den ligger i en dal, som er omgivet af frugtbare bakkedrag. De smukkeste vingårde i hele Palæstina grænsede op til denne by, og desuden var den omgivet af talrige plantager med oliven og andre frugttræer.

<PP 363/3> David og hans folk efterkom øjeblikkelig den befaling, som Gud havde givet dem. Kort efter var de 600 bevæbnede mænd på vej til Hebron med deres hustruer og børn, småkvæg og hornkvæg. Da karavanen drog ind i byen, stod judæerne og ventede for at byde David velkommen som Israels vordende konge. Han blev kronet med det samme. Da salvede de "David til konge over Judas hus", men der blev ikke gjort forsøg på at gøre ham til konge med magt over de øvrige stammer.

<PP 363/4> En af den nye konges første handlinger var at hædre Sauls og Jonatan minde. Da David fik at vide, at mændene i Jabesj i Gilead havde vovet livet for at hente liget af deres faldne overhoveder og give dem en hæderlig begravelse, sendte han sendebud til Jabesj med disse ord: "Herren velsigne Eder, fordi I således viste godhed mod Eders herre Saul og jordede ham. Måtte nu Herren vise Eder godhed og trofasthed! Men også jeg vil gøre godt imod Eder, fordi I gjorde dette." Derpå meddelte han dem, at han selv var blevet konge over Juda og opfordrede disse tapre mænd til at vise ham troskab.

<PP 363/5> Filisterne modsatte sig ikke, at judæerne gjorde David til konge. Filisterne havde sluttet venskab med David under hans landflygtighed for at svække Sauls rige, og nu håbede de, at det i det lange løb ville falde ud til deres fordel, at hans magt voksede, fordi de havde vist ham venlighed dengang Men Davids regeringstid ville ikke blive uden problemer. Det mørke kapitel, som bærer overskriften: Sammensværgelser og oprør, tog sin begyndelse, lige så snart han var blevet kronet. David sad ikke på en forræders trone. Gud havde valgt ham til at være konge over Israel, og der var ikke grund til at vise ham mistillid eller gøre oprør imod ham. Han var dog næppe blevet anerkendt som konge over judæerne, før Sauls søn Isjbosjet ved Abners mellemkomst blev udråbt til konge over Israel.

<PP 364/1> David var fuldt ud kvalificeret til at bære en konges ansvar, mens Isjbosjet kun var en svag og uduelig repræsentant før Sauls hus. Abner var hovedmanden bag Isjbosjets udråbelse til konge. Han havde været øverstbefalende i Sauls hær og var den mest fremtrædende mand i Israel. Abner vidste godt, at Herren havde valgt David til Israels konge, men han havde stræbt ham efter livet så længe, at han ikke ville gå med til, at Isajs søn kom på tronen i det rige, som Saul havde været konge over.

<PP 364/2> Nu kom Abners virkelige sindelag til fuld udfoldelse, og han viste sig at være ærgerrig og blottet for principper. Han havde haft nær tilknytning til Saul og var blevet påvirket af kongens indstilling, så at også han var kommet til at foragte den mand, som Gud havde valgt til konge over Israel. Hans had til David voksede endnu mere efter den bidende irettesættelse, han fik af ham den dag, David fjernede vandkrukken og spydet fra kongens side, mens denne lå og sov i lejren. Han kunne ikke glemme, at David havde råbt i kongens og det israelitiske folks nærværelse: "Er du ikke en mand? Og hvem er din lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din herre kongen? Der har du ikke båret dig vel ad ! Så sandt Herren lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede Eders herre Herrens salvede!" Denne irettesættelse blev ved at nage i hans bryst, og nu besluttede han at tage hævn og skabe splittelse i Israel, for at ophøje sig selv. Han benyttede en repræsentant fra det forrige kongehus til at fremme sine egne egenkærlige ambitioners planer. Han vidste, at folket elskede Jonatan. Hans minde blev holdt højt i ære, og hæren havde heller ikke glemt Sauls første vellykkede krige. Nu begyndte denne oprørsleder at gennemføre sine planer med en ildhu, der var en bedre sag værdig.

<PP 364/3> Man valgte byen Mahanajim på den anden side af Jordan til kongens residens, fordi denne by var mindst udsat for angreb fra Davids eller filisternes side. Her blev Isjbosjet kronet. Han blev først anerkendt som konge af stammerne øst for Jordan, og senere udstrakte han sin regering til hele Israel med undtagelse af Judas stamme. Sauls søn beholdt sin ærefulde stilling i sin afsidesliggende hovedstad i to år; men Abner ville have magten over hele Israel og forberedte en angrebskrig. Og "krigen mellem Sauls og Davids huse trak i langdrag; men David blev stærkere og stærkere, Sauls hus svagere og svagere".

<PP 364/4> Til sidst fik et forræderi den trone, som var blevet grundlagt på ondskab og ærgerrighed, til at vakle. Abner blev uvenner med den svage og uduelige Isjbosjet og gik over til David og tilbød at bringe alle Israels stammer over på hans side. Kongen gik ind på hans forslag og tog en ærefuld afsked med ham, da han drog ud for at gennemføre sin plan. Davids øverstkommanderende Joab blev imidlertid skinsyg over, at denne tapre og berømte kriger havde fået en så gunstig modtagelse hos kongen. Abner og Joab var dødsfjender, fordi Abner havde dræbt Joabs broder Asael i krigen mellem Israel og Juda. Nu havde Joab en chance til at hævne sin broders drab og skaffe sig af med en fremtidig rival, og han vat fej nok til at lægge sig på lur og myrde Abner.

<PP 364/5> Da David hørte om dette forræderi, sagde han: "Jeg og mit rige er til evig tid uden skyld for Herren i Abners, Ners søns, blod! Det komme over Joabs hoved og over hele hans fædrenehus." Grundet på de ustabile forhold i riget og morderens magt og høje stilling for Joab stod i ledtog med sin broder Abisjaj kunne David ikke straffe denne forbrydelse behørigt, men han gav offentligt udtryk for sin afsky for den blodige dåd. Abner blev begravet under store æresbevisninger. David krævede, at hæren med Joab i spidsen skulle tage del i sørgehøjtideligheden med sønderrevne klæder og iklædt sæk. Kongen viste sin sorg ved at faste den dag, begravelsen fandt sted. Han gik selv bag efter båren og var grebet af dyb sorg. Ved graven sang han en klagesang, som var en hård irettesættelse til morderne. Kongen gav udtryk for sin sorg over Abners død med følgende ord:

<PP 364/6> "Skulle Abner dø en dåres død? Dine hænder var ikke bundet, dine fødder ikke lagt i lænker, du faldt, som man falder for misdædere!"

<PP 364/7> Den storsindede måde, hvorpå David mindedes en af sine bitre fjender, sikrede ham hele Israels tillid og beundring. "Hele folket lagde mærke dertil, og det gjorde et godt indtryk på dem; alt, hvad kongen foretog sig, gjorde et godt indtryk på alt folket; og hele folket og hele Israel skønnede den dag, at kongen ikke var ophavsmand til drabet på Abner, Ners søn." Kongen talte med sine betroede rådgivere og nærmeste mænd om den forbrydelse, som var blevet forøvet, men da han var klar over, at han var ude af stand til at straffe morderne, som det var hans agt, lagde han det i Guds hånd at fuldbyrde retfærdigheden. "Ved I ikke, at der i dag er faldet en øverste og stormand i Israel? Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til konge, og disse mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. Herren gengælder udådsmanden hans skændselsdåd!"

<PP 365/1> Abners tilbud til David var ærligt ment, men Hans motiver var slette og egenkærlige. Han havde målbevidst modarbejdet den mand, som Gud havde udpeget til konge, for at opnå en ærefuld stilling selv. Det skyldtes vrede, såret stolthed og magtbegær, at han svigtede den sag, han havde tjent så længe, og nu gik han over til David i håb om at få den mest ærefulde stilling i hans tjeneste. Hvis han havde nået sit mål, ville han have bragt Davids trone og hele nationens sikkerhed i fare ved sine evner og sin ærgerrighed, sin store indflydelse og sin mangel på gudsfrygt.

<PP 365/2> "Da Isjbosjet, Sauls søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte han modet, og hele Israel grebes af skræk." Det stod klart for enhver, at Isjbosjets rige ikke kunne bestå ret meget længere. Det blev stadig svagere, og det varede ikke længe, før et nyt forræderi bragte det til fald. To af Isjbosjets officerer snigmyrdede deres herre, huggede hovedet af ham og skyndte sig til Judas konge med det i håb om at indlæge sig fortjeneste hos ham.

<PP 365/3> De trådte frem for David og viste ham det blodige bevis på deres udåd med ordene: "Her er hovedet af Isjbosjet, din fjende Sauls søn, han, som stod dig efter livet; i dag har Herren givet min herre kongen hævn over Saul og hans afkom!" Men David var ikke interesseret i at styrke sin stilling ved forræderi. Hans rige var blevet grundlagt af Gud selv, og Gud havde reddet ham fra hans fjender. Han fortalte disse mordere, hvordan det var gået den mand, som pralede med, at han havde slået Saul ihjel. "Hvor meget mere," tilføjede han, "skulle jeg da ikke nu, når gudløse mænd har myrdet en retfærdig mand på hans leje i hans eget hus, kræve hans blod af Eder og udrydde Eder af Jorden!" Derpå bød David sine folk at dræbe dem. ... men Isjbosjets hoved tog de og jordede i Abners grav i Hebron."

<PP 365/4> Efter Isjbosjets død enedes de, ledende mænd i Israel om at gøre David til konge over alle stammerne. "Derpå kom alle Israels stammer til David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit kød og blod! allerede før i tiden, da Saul var konge over os, var det dig, som førte Israel ud i kamp og hjem igen; og Herren sagde til dig: Du skal vogte mit folk Israel og være hersker over Israel!" "Og alle Israels ældste kom til kongen i Hebron, og kong David sluttede i Hebron pagt med dem for Herrens åsyn." Således åbnede Guds forsyn vejen til tronen for ham. Det skyldtes ikke hans egen ærgerrighed, at han blev konge, for David havde ikke higet efter at opnå den ære, som blev ham til del.

<PP 365/5> Over 8000 efterkommere af Aron og levitterne ventede på David. Der var sket et afgørende omslag i folkestemningen. Omvæltningen skete stille og roligt og foregik på en måde, som var en stor sag værdig. Næsten en halv million af Sauls tidligere undersåtter stævnede til Hebron og dens nærmeste omegn. Der var mennesker overalt, både på bjerg og i dal. Kroningsdagen var fastsat, og nu skulle den mand, der var blevet forvist fra Sauls hof og havde søgt tilflugt i bjergene, højene og hulerne for at redde livet, modtage den højeste ære, som mennesker kan vise et medmenneske. Den udkårne konges kroning blev overværet af præster og ældste i hellige embedsdragter, officerer og soldater med flunkende spyd og hjelme og af gæster, som var kommet langvejsfra. David blev iført kongekåben, og ypperstepræsten udgød den hellige olie over hans hoved, for den salvningsceremoni, som Samuel havde udført, var et varsel om, hvad der skulle ske, når kongen besteg tronen. Nu var det store øjeblik kommet, hvor David højtideligt blev indsat i sit embede som Guds viceregent. Scepteret blev lagt i hans hånd, tronbestigelsesdokumentet blev skrevet, og folket svor ham deres troskabsed. Derpå blev diademet sat på hans hoved, og kroningsceremonien var forbi. Israel havde fået en konge, som Gud havde udvalgt. Den mand, som tålmodigt havde ventet, til Herrens time var inde, så det guddommelige løfte gå i opfyldelse. "Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, hærskarers Gud, var med ham." 2Sam. 5,10.