<PP 359/2> David følte jorden brænde under sig. Han havde gjort langt klogere i at søge tilflugt i Guds stærke bjergfæstninger end at gå over til Herrens og hans folks fjender. Men i sin store nåde straffede Herren ikke sin tjeners fejl ved at lade ham i stikken i hans store dilemma, for skønt David havde mistet sit tag i Gud og havde forladt retfærdighedens slagne vej, ønskede han stadig inderst inde at være tro imod Gud. Mens Satan og hans hær havde travlt med at hjælpe Guds og Israels fjender med at bekæmpe en konge, der havde forkastet Gud, arbejdede Herrens engle på at redde David ud af den fare, han befandt sig i. Himmelske sendebud tilskyndende filisternes høvdinger til at protestere imod, at David og hans mænd drog med hæren i kamp.

<PP 359/3> "Hvad skal de hebræere her?" råbte filisternes høvdinger og trængte sig ind på Akisj. Kongen ville nødig skille sig af med en så god forbundsfælle som David og svarede: "Det er jo David, kong Saul af Israels tjener, som nu allerede har været hos mig et par år, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig."

<PP 359/4> Men høvdingene blev vrede og fastholdt deres krav: "Send den mand tilbage til det sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under slaget; thi hvorledes kan denne mand bedre vinde sin herres gunst end med disse mænd: hoveder? Det var jo David, om hvem man sang under dans: Saul slog sine tusinder, men David sine titusinder!" Filisternes høvdinger havde stadig drabet på deres berømte kæmpe og Israels sejr i frisk erindring. De troede ikke, at David ville kæmpe imod sit eget folk, og hvis han i kampens hede gik over til hebræerne, kunne han gøre filisternes hær mere fortræd end hele Sauls hær.

<PP 360/1> Akisj blev tvunget til at give efter for sine høvdinger og kaldte David til side og sagde til ham: "Så sandt Herren lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men fyrsterne er ikke glade for dig. Vend nu derfor tilbage og gå bort i fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager filisternes fyrster!"

<PP 360/2> David var bange for, at han skulle røbe sine virkelige følelser, og svarede: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din træl, fra den dag jeg trådte i din tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min herre kongens fjender?"

<PP 360/3> Akisjs svar må have fyldt David med skam og samvittighedsnag, for det burde være fjernt fra en Herrens tjener at optræde så falsk, som David havde gjort "Du ved, at du er mig kær som en Guds engel," sagde kongen, "men filisternes høvdinger siger: Han må ikke drage med os i kampen! Gør dig derfor rede i morgen tidlig tillige med din herres folk, som har fulgt dig, og gå til det sted, jeg har anvist Eder." På denne måde blev David befriet fra den fælde, han var faldet i.

<PP 360/4> Da David og hans 600 mand efter tre dages march nåede Ziklag, hvor de havde deres hjem i filisterland, mødte der dem et trøstesløst syn. Amalekitterne havde draget fordel af Davids fravær og havde hævnet hans plyndringstogter til deres land. De havde overrumplet byen, mens den var ubevogtet, havde udplyndret og brændt den og var draget af sted med alle kvinderne og børnene foruden et stort bytte.

<PP 360/5> David og hans mænd stod et øjeblik som lamslåede og betragtede de rygende ruiner. Da den frygtelige sandhed gik op for dem, brast de hårdføre krigere "i lydelig gråd, og de græd, til de ikke kunne mere".

<PP 360/6> David var endnu engang blevet straffet, fordi han havde så lidt tro, at han bosatte sig mellem filisterne, Her var et tydeligt bevis på, hvor "trygt" det var at bo imellem Guds og hans folks fjender! Davids folk gjorde front imod ham og gav ham hele skylden for den ulykke, som havde ramt dem. Han havde ægget amalekitterne til hævn ved at gå til angreb på dem, men til trods herfor følte han sig så sikker imellem sine fjender, at han forlod sin by uden at sætte nogen til at holde vagt. Hans soldater var så ophidsede af sorg og vrede, at de kunne gøre hvad som helst og tænkte på at stene deres høvding.

<PP 360/7> David følte sig fuldstændig svigtet af mennesker. Alt det, han elskede på denne jord, var blevet taget fra ham. Saul havde landsforvist ham, og filisterne havde sendt ham bort fra deres lejr. Amalekitterne havde plyndret hans by, hans hustruer og børn var blevet taget til fange, og nu vendte hans nærmeste venner sig imod ham og truede med at dræbe ham. Men David satte sig ikke til at gruble over sine store vanskeligheder i dette kritiske øjeblik. Han bad inderligt Gud om hjælp. Han "søgte styrke hos Herren sin Gud". Han så tilbage på sit begivenhedsrige liv. Havde Herren nogen sinde ladet ham i stikken? Da han tænkte på alle de gange, Gud havde været ham nådig, fattede han nyt mod. Davids folk gjorde det endnu sværere for sig selv ved at give deres misfornøjelse og utålmodighed luft, men Guds tjener, der havde endnu mere grund til at sørge, fandt ny styrke. "Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig" var han hjertes motto. (Sl 56,4.) Skønt Han ikke selv kunne se nogen udvej, kunne Gud, og han ville vise David, hvad han skulle gøre.

<PP 360/8> David sendte bud efter præsten Ebjatar, Ahimeleks søn. "Da rådspurgte David Herren: "Skal jeg sætte efter denne røverskare? Kan jeg indhente den?" Svaret lød: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe redning!" 1Sam. 30,8.

<PP 360/9> Disse ord fik sorgen og vreden til at lægge sig. David og hans soldater satte straks efter de flygtende fjender. De marcherede så hurtigt, at 200 mand var for udmattede til at gå videre, da de nåede Besorbækken, der løber ud i Middelhavet i nærheden af Gaza. Men David drog uforfærdet videre med 400 mand.

<PP 360/10> Mens de rykkede frem, fandt de en ægyptisk slave, som tilsyneladende var ved at omkomme af udmattelse og sult. Da han havde fået noget at spise og drikke, kom han til kræfter igen og fortalte, at hans grusomme herre, der tilhørte amalekitterhæren, havde ladet ham blive tilbage for at dø. Han fortalte videre, hvordan amalekitterne havde røvet og plyndret, og da han havde fået David til at love, at han hverken ville dræbe ham eller udlevere ham til hans herre, lovede han at vise Davids soldater vej til fjendernes lejr.

<PP 361/1> Da de kom i nærheden af fjendernes lejr, mødte der dem et sælsomt syn. Den sejrrige fjendehær holdt en stor fest. "De traf dem spredte rundt om i hele egnen i færd med at spise og drikke og holde fest på hele det store bytte, de havde taget fra filisterlandet og Judas land." Der blev givet ordrer til at gå til angreb øjeblikkelig, og Davids soldater kastede sig over deres bytte som løver. Almalekitterne blev fuldstændig overrumplet. Slaget fortsatte hele den aften og den følgende dag, og så godt som alle fjenderne blev dræbt. Det lykkedes kun 400/1> mand at svinge sig på deres kameler og flygte. Herrens ord var gået i opfyldelse. "David reddede alt, hvad amalekitterne havde røvet, også sine to hustruer. Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken byttet eller sønnerne og døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage."

<PP 361/2> Da David gjorde indfald i amalekitternes land, dræbte han alle de indbyggere, han fik fat i, med sværdet. Hvis Gud ikke havde grebet ind, ville amalekitterne have hævnet sig ved at dræbe alle Ziklags indbyggere, men amalekitterne besluttede sig til at skåne deres fangers liv. De ville gøre sejrstoget mere strålende ved at tage et stort antal fanger med tilbage for senere at sælge dem som slaver. Ved at skåne fangernes liv opfyldte de uden deres eget vidende Guds vilje, så at de israelitiske fanger kunne komme tilbage til deres mænd og fædre.

<PP 361/3> Alle magter på Jorden står under den Almægtiges kontrol. Herren siger til den mægtigste hersker og den mest grusomme undertrykker: "Hertil og ikke længer!" Job. 38,11. Gud arbejder ustandselig for at modarbejde det onde. Han arbejder til stadighed blandt menneskene ikke for at gøre dem fortræd, men for at rette deres fejl og redde dem.

<PP 361/4> Sejrherrerne drog hjem under stor jubel. Da de kom hen til deres kammerater, som ikke var draget med hele vejen, sagde de mest egenkærlige af de 400 mand, at de, der ikke havde taget del i kampen, heller ikke skulle have noget af byttet. De måtte være tilfredse med at få deres hustruer og børn igen. Men dette ville David ikke gå med til. "Således må I ikke gøre," sagde han, "nu da Herren har været gavmild imod os ... Nej, den, der drog i kampen, og den, der blev ved trosset, skal have lige del, de skal dele med hinanden!" Sådan blev det, og siden gjaldt den lov i Israel, at alle de, der deltog i et felttog med ære, skulle dele byttet med dem, der deltog i selve slaget.

<PP 361/5> Foruden at bringe alt det bytte tilbage, som fjenderne havde taget i Ziklag, erobrede David og hans mænd meget småkvæg og hornkvæg fra amalekitterne. Dette blev betegnet som "Davids bytte". Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han gaver af sit bytte til de ældste i Judas stamme, som han selv tilhørte. Ved denne lejlighed betænkte han alle dem, der havde vist ham og hans mænd venlighed i bjergfæstningerne, da han var tvunget til at flygte fra sted til sted for at redde livet. På denne måde gengældte han dem den venlighed og sympati, der betød så meget for ham, da han var på flugt.

<PP 361/6> Der var nu gået tre dage, siden David og hans mænd vendte tilbage til Ziklag. Mens de arbejdede på at genopbygge deres ødelagte hjem, ventede de i angst og spænding på at høre, hvordan det var gået i det slag, som i mellemtiden måtte være blevet udkæmpet mellem Israel og filisterne. Pludselig kom der et sendebud ind i byen "med sønderrevne klæder og jord på hovedet". Han blev øjeblikkelig ført frem for David. Han bøjede sig ærbødigt for ham for at vise at han betragtede ham som en stor høvding, og at han havde brug for hans hjælp. David spurgte ivrigt, hvordan slaget var forløbet. Flygtningen fortalte, at Saul var blevet slået, og at både han og Jonatan var blevet dræbt. Men han nøjedes ikke med at give en nøgtern skildring af, hvad der var sket. Den fremmede troede øjensynlig, at David nærede fjendskab til den mand, der havde forfulgt ham så ubarmhjertigt, og nu håbede han at indlægge sig fortjeneste hos David ved at fortælle, at han havde dræbt Saul. Manden sagde pralende, at han fik øje på Israels konge under slaget; han var såret, og fjenderne trængte ham, og på kongens egen anmodning havde han dræbt ham. Han havde taget diademet, som Saul havde på hovedet, og et gyldent armbånd, som han bar på armen, med til David. Han var overbevist om, at David ville blive glad for denne meddelelse, og at han selv ville blive belønnet rigt for den indsats, han selv havde gjort.

<PP 362/1> "Da tog David fat i sine klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans mænd; og de holdt klage, græd og fastede til aften over Saul og hans søn Jonatan og Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet."

<PP 362/2> Da David var kommet sig efter det første chok, kom han til at tænke på den fremmede og den forbrydelse, som han ifølge sit eget udsagn havde gjort sig skyldig i. Høvdingen spurgte den unge mand: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er søn af en amalekit, der bor her som fremmed." Da sagde David til ham: "Frygtede du dog ikke for at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham!" David havde haft Saul i sin magt to gange, men da Davids mænd opfordrede ham til at dræbe Saul, nægtede han at lægge hånd på den mand, som på Guds, befaling var blevet indviet til at herske over Israel. Men denne amalekit undså sig ikke for at prale med, at han havde dræbt Israels konge. Han havde selv sagt, at han havde begået en forbrydelse, som burde straffes med døden, og straffen blev fuldbyrdet omgående. David sagde: "Dit blod komme over dit eget hoved! Thi din egen mund vidnede imod dig da du sagde: "Jeg gav Herrens salvede dødsstødet!"

<PP 362/3> David viste sit højsind ved at sørge dybt og oprigtigt over Sauls død. Han glædede sig ikke over, at hans fjende var faldet. Nu stod vejen ham åben til Israels trone, men det bragte ham ikke glæde. Døden havde udslettet mindet om Sauls mistro og grusomhed, og nu bevarede David kun de ædle og gode minder om kongen. Sauls og Jonatans navne var knyttet sammen, og Jonatan havde været en ægte og uselvisk ven af David.

<PP 362/4> Den sang, hvori David gav udtryk for sit hjertes inderste følelser, blev et klenodie for nationen og for Guds folk i alle kommende slægter: "Din pryd, Israel, ligger dræbt på dine høje. Ak, at dog heltene faldt! Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der glædesbud på Askalons gader, at ikke filisternes døtre skal fryde sig, de uomskårnes døtre juble! Gilboas bjerge! Ej falde dug og regn på Eder, I dødens vange! Thi heltenes skjolde vanæredes dér; Sauls skjold er ej salvet med olie ... Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i liv eller død; hurtigere var de end øjne, stærkere var de end løver! O, Israels døtre, græd over Saul, som klædte Eder yndigt i purpur, satte guldsmykker på Eders klæder! Ak, at dog heltene faldt i slagets tummel dræbt ligger Jonatan på dine høje! Jeg sørger over dig, Jonatan, broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din kærlighed, mere end kvinders kærlighed. Ak, at dog heltene faldt, stridsvåbnene lagdes øde!" 2Sam. 1,19-27.