<PP 351/2> Saul havde fået at vide, at David og hans mænd var med filisterne, og nu ventede han, at Isajs søn ville benytte lejligheden til at hævne sig. Kongen var i den yderste nød. Det var, fordi hans eget blinde raseri havde ansporet ham til at dræbe den mand, som Gud havde udvalgt, at nationen var kommet ud i denne store fare. Han havde været så optaget af at efterstræbe David, at han havde forsømt rigets forsvar. Filisterne havde draget fordel heraf og var trængt ind i selve landets hjerte. På samme tid som Satan opflammede Saul til at sætte al sin energi ind på at opspore og dræbe David, tilskyndende den samme onde ånd filisterne til at benytte anledningen til at dræbe Saul og besejre Guds folk. Ærkefjenden benytter sig også hyppigt af denne fremgangsmåde i dag. Han tilskynder et eller andet uomvendt menighedsmedlem til at vække misundelse og strid i menigheden, og når det er lykkedes, drager han fordel af Guds folks indre stridigheder og får sine håndlangere til at forvolde deres ulykke.

<PP 351/3> Den næste dag skulle Saul kæmpe med filisterne. Ulykken hang truende over ham, og han længtes efter hjælp og vejledning. Men det var forgæves at bede Herren om hjælp. "Herren svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeterne." Herren har aldrig bortvist en sjæl, som er kommet til ham i oprigtighed og ydmyghed. Hvorfor ville han så ikke svare Saul? Kongen havde selv forkastet alle de metoder, som man kunne benytte til at rådspørge Gud. Han havde forkastet profeten Samuels råd, han havde tvunget David, som Gud havde udvalgt, til at drage i landflygtighed, og han havde dræbt Guds præster. Kunne han nu vente, at Gud skulle svare ham, når han havde afbrudt de forbindelseslinjer, som Himmelen havde forordnet? Kunne Gud svare ham gennem drømme og åbenbaringer, når han havde drevet nådens ånd bort ved sin synd? Saul henvendte sig ikke til Gud i ydmyghed og anger. For ham gjaldt det ikke om at få syndstilgivelse og at blive forsonet med Gud, men om at blive reddet fra fjenderne. Han havde skilt sig selv fra Gud ved sin hårdnakkethed og sin oprørske indstilling. Han kunne kun opnå Guds nåde ved at angre og ydmyge sig, men den stolte konge besluttede i sin dybe fortvivlelse at søge hjælpen andetsteds.

<PP 352/1> "Saul sagde derfor til sine folk: "Opsøg mig en kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende og rådspørge hende!" Saul var ikke uvidende om, hvad trolddom var. Herren havde udtrykkelig forbudt det, og der blev afsagt dødsdom over alle, der gav sig af med trolddomskunst. Da Samuel levede, havde Saul givet befaling til, at alle besværgere og dødemanere skulle dræbes, men nu søgte han selv i sin store desperation kontakt med det orakel, som han havde betegnet som en vederstyggelighed.

<PP 352/2> Kongens folk sagde, at der boede en kvinde med en spådomsånd i En-Dor. Denne kvinde stod i ledtog med Satan og var trådt i hans tjeneste for at gøre hans vilje. Til gengæld hjalp mørkets fyrste hende ved at udføre mirakler og afsløre hemmeligheder.

<PP 352/3> Saul forklædte sig og drog af sted ved nattetide sammen med to ledsagere for at opsøge kvinden. Hvilket ynkeligt syn! Israels konge som Satans fange! Kan et menneske, der stædigt holder fast ved sin egen vilje og modstår Guds ånds hellige indflydelse, vælge en mørkere vej? Og findes der en frygteligere skæbne end at være slave hos den værste af alle tyranner? Betingelsen for, at Saul kunne blive konge over Israel, var, at han stolede på Gud og gjorde hans, vilje. Hvis han havde opfyldt disse betingelser i sin regeringstid, ville hans kongedømme være blevet stadfæstet, og Gud ville have været hans vejleder og den Almægtige hans skjold. Gud havde båret over med Saul længe, og skønt han næsten havde bragt den guddommelige røst i sin sjæl til tavshed ved sit oprør og sin genstridighed, kunne han endnu nå at angre. Men da han i farens stund forlod Gud og henvendte sig til en af Satans forbundsfæller for at skaffe sig oplysninger, brød han det sidste bånd, der knyttede ham til hans skaber. Han underkastede sig fuldstændig den djævelske magt, der i flere år havde øvet indflydelse over ham og bragt ham til afgrundens rand.

<PP 352/4> I nattens mørke drog Saul og hans, ledsagere over sletten, og da de var kommet forbi filisterhæren i god behold, overskred de bjergryggen og opsøgte troldkvindens ensomme hjem i En-Dor. Kvinden med spådomsånden havde skjult sig her for at kunne drive sine nedrige trolddomskunster i hemmelighed. Saul var forklædt, men hans høje vækst og kongelige holdning røbede, at han ikke var en almindelig soldat. Kvinden havde mistanke om, at det var Saul, der havde opsøgt hende, og hans rige gaver bestyrkede hendes formodning. Da han sagde til hende: "Spå mig ved en genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig, frem!" svarede hun: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes han har udryddet dødemanerne og besværgerne af landet. Hvorfor vil du da lægge snare for mit liv og volde min død?" Da tilsvor Saul hende ved Herren: "Så sandt Herren lever, skal intet lægges dig til last i denne sag!" Da hun spurgte: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" svarede han: "Man mig Samuel frem!"

<PP 352/5> Da hun havde fremsagt sine besværgelsesformularer, sagde hun: "Jeg ser en ånd stige op af jorden! ... En gammel mand stiger op, hyllet i en kappe!" "Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med ansigtet til jorden og bøjede sig."

<PP 352/6> Det var ikke Guds hellige profet, som troldkvinden manede frem. Samuel var ikke til stede i denne dæmonhule. Det overnaturlige væsen, som kom til syne, blev fremkaldt ved hjælp af Satans magt. Han havde lige så let ved at påtage sig Samuels skikkelse nu som en lysets engels skikkelse, da han fristede Kristus i ørkenen.

<PP 352/7> De første ord, kvinden sagde, da hun var kommet i trance var henvendt til kongen: "Hvorfor har du ført mig bag lyset? Du er jo Saul!" Den onde ånd, der gav sig ud for at være profeten, underrettede først hemmeligt den onde kvinde om, at hun var blevet ført bag lyset. Derefter sagde den skikkelse der foregav at være profeten, til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min ro og kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor vånde; filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved profeterne eller ved drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til."

<PP 352/8> Mens Samuel levede, lod Saul hånt om hans råd og tog hans irettesættelser ilde op; men nu, da han var kommet i nød og blev truet af ulykker, betragtede han profetens hjælp som sit eneste håb, og for, at komme i forbindelse med Himmelens repræsentant opsøgte han helvedes sendebud men forgæves. Saul var fuldstændig i Satans vold, og nu så Djævelen, der elsker at gøre fortræd og ødelægge, sin store chance til at gøre det af med den ulykkelige konge. Det væsen, der udgav sig for at være Samuel, overbragte Saul dette frygtelige budskab som svar på hans indtrængende bøn:

<PP 353/1> "Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din fjende? Herren har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og Herren har revet kongedømmet ud af din hånd og givet din medbejler David det. Eftersom du ikke adlød Herren og ikke lod hans glødende vrede ramme Amalek, så har Herren nu voldt dig dette; Herren vil også give Israel i filisternes hånd sammen med dig!"

<PP 353/2> Satan havde smigret og bedraget Saul, lige siden denne begyndte at gøre oprør. Fristerens bestræbelser går ud på at forklejne synden, gøre overtrædelsens vej let og indbydende og påvirke menneskesindet, så at det ikke giver agt på Herrens advarsler og trusler. Satan havde ved sin trolddomsmagt fået Saul til at retfærdiggøre sig til trods for Samuels irettesættelser og advarsler. Men nu, hvor Saul var i den, yderste nød, gjorde Satan front imod ham og mindede ham om hans store synd og det håbløse i at bede om tilgivelse for at drive ham ud i bundløs fortvivlelse. Satan kunne ikke have fundet en mere effektiv metode til at slå modet ned hos Saul og forvirre hans dømmekraft, gøre ham fortvivlet og tilskynde ham til at tage sit eget liv.

<PP 353/3> Saul var segnefærdig af træthed og sult. Han var grebet af rædsel og følte sig slagen i sin samvittighed. Da han hørte den frygtelige spådom, faldt han til jorden som en eg, der bukker under for stormen.

<PP 353/4> Troldkvinden blev skrækslagen. Her lå Israels konge for hendes fødder, som om han var død. Hvad ville der ske med hende, hvis han døde i hendes hule? Hun bønfaldt ham om at rejse sig og tage føde til sig og sagde, at når hun havde sat livet på spil for at opfylde hans ønske, burde han også opfylde hendes ønske for at redde sit eget liv. Da hans tjenere indtog det samme stand. punkt, gav han til sidst efter, og kvinden skyndte sig at slagte fedekalven og bage usyret brød og satte det for ham. Hvilket syn! Umiddelbart før dagens frygtelige kamp satte den mand, som Gud havde salvet til konge over Israel, sig til at spise i troldkvindens øde hule, hvor domsbudskabet gav genlyd for nogle få øjeblikke siden. Og Satans sendebud overværede måltidet!

<PP 353/5> Inden daggry drog Saul og hans ledsagere tilbage til Israels lejr for at gøre klar til kampen. Saul havde beredt vejen for sin egen ødelæggelse ved at rådføre sig med den onde ånd. Han kunne umuligt indgyde sin hær mod, når han selv var nedtrykt og fortvivlet. Han kunne heller ikke sige til israelitterne, at de skulle betragte Gud som deres tilflugt, når han selv havde afskåret forbindelsen med kraftens kilde. Den onde spådom kunne ikke andet end gå i opfyldelse.

<PP 353/6> Israelitternes og filisternes hære udkæmpede et dødeligt slag på Sjunemsletten og Gilboabjergets skråninger. Skønt Saul havde mistet alt håb efter den frygtelige oplevelse i hulen i En-Dor, kæmpede Han med en uovertruffen tapperhed for at redde sin trone og sit rige Men det var forgæves. "Israels mænd flygtede for filisterne og de faldne lå rundt om på Gilboas bjerg." Tre af kongens tapre sønner faldt ved hans side. Bueskytterne trængtes om Saul. Han havde set sine soldater falde omkring sig og havde været vidne til, at kongesønnerne blev hugget ned med sværdet. Han var selv såret og kunne hverken kæmpe eller flygte. Det var umuligt for Ham at komme bort, og da han ikke ville tages levende til fange af filisterne, sagde han til sin våbendrager: "Drag dit sværd og gennembor mig." Men våbendrageren nægtede at lægge hånd på Herrens salvede. Da tog Saul sit eget liv ved at styrte sig i sit sværd.

<PP 353/7> Således døde Israels første konge. Han gik i døden som selvmorder. Hans liv havde været en tragedie og endte i vanære og fortvivlelse, fordi Han havde sat sin egen vanartede vilje op imod Guds vilje.

<PP 353/8> Nederlaget rygtedes vidt og bredt og spredte rædsel i hele Israel. Folket flygtede fra byerne, og filisterne tog dem i besiddelse uden at møde modstand. Sauls forsøg på at regere uafhængigt af Gud var nær blevet til ruin for hele hans folk.

<PP 353/9> Da filisterne kom tilbage til slagmarken for at udplyndre de faldne dagen efter slaget, fandt de liget af Saul og hans tre sønner. For at gøre sejren fuldstændig huggede de hovedet af Saul og afførte ham hans våben. Derpå sendte de hovedet og rustningen, der var gennemvædet af blod, til filisterland som et sejrstrofæ og sendte bud rundt i landet "for at bringe deres afguder og folket glædesbudet". Våbnene lagde de i "Astartes tempel", mens hovedet blev anbragt i Dagons tempel. Således gav de deres falske guder æren for sejren, mens Herrens navn blev vanæret.

<PP 353/10> Filisterne slæbte liget af Saul og hans sønner til byen Bet-Sjan, der lå i nærheden af Jordanfloden, ikke så langt fra Gilboa. Her hængte de dem op i lænker for at lade rovfuglene æde dem. Men de tapre mænd i Jabesj i Gilead havde ikke glemt, at Saul havde befriet deres by i sine yngre og lykkeligere dage. De viste nu deres taknemmelighed ved at hente kongens og prinsernes lig og give dem en ærefuld begravelse. De satte over Jordan om natten og tog "Sauls og hans sønners kroppe ned fra Bet-Sjans mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der. Så tog de deres ben og jordede dem under tamarisken i Jabesj og fastede i syv dage." Takket være den ædle dåd, som Saul havde øvet fyrre år tidligere, blev han og hans sønner begravet af ømme og følsomme hænder i nederlagets og vanærens time.