<PP 344/2> Kongen efterstræbte stadig David, og denne var ikke sikker nogen steder. I Keila skånede hans tapre folk byen for at falde i filisternes hænder, men de følte sig ikke engang trygge blandt de mennesker, som de havde befriet. Fra Keila begav de sig til Zifs ørken.

<PP 344/3> På dette tidspunkt, hvor der var så få lyspunkter i Davids tilværelse, havde han den glæde at få uventet besøg af Jonatan, der havde opsporet, hvor han holdt sig skjult. De to venner tilbragte nogle dyrebare øjeblikke sammen. De fortalte hinanden deres erfaringer, og Jonatan styrkede Davids hjerte med ordene: "Frygt ikke! Min fader Sauls arm skal ikke nå dig. Du bliver konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min fader Saul også!" Mens de talte sammen om den vidunderlige måde, som Gud havde hjulpet David på, fik den efterstræbte flygtning nyt mod. "Derpå indgik de to en pagt for Herrens åsyn, og David blev i Horesj, mens Jonatan drog hjem."

<PP 344/4> Efter Jonatans besøg holdt David modet oppe ved at synge lovsange og spille til på sin harpe. Han sang:

<PP 344/5> "Jeg tager min tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min sjæl: "Fly som en fugl til bjergene! Thi se, de gudløse spænder buen, lægger pilen til rette på strengen for i mørke at ramme de oprigtige af hjertet. Når selv grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?" Herren er i sin hellige hal, i Himmelen er Herrens trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskenes børn; retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker uret, hader hans sjæl." Sl 11,1-5.

<PP 344/6> Fra Keila var David draget til zifitternes øde land, og nu sendte befolkningen her bud til Saul om, at de kendte Davids skjulested, og at de ville vise kongen, hvor han opholdt sig. Men David blev advaret om deres planer og søgte tilflugt i bjergene mellem Maon og Det døde Hav.

<PP 344/7> Saul fik nu at vide, at "David var i En-Gedis ørken. Så tog Saul 3000 krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans mænd østen for Stenbukkeklipperne". David havde kun 600 mand hos sig, og Saul drog imod ham med en hær på 3000. Isajs søn og hans mænd blev i den ensomme hule for at afvente nærmere ordrer fra Gud. Da Saul var på vej op i bjergene, bøjede han af fra vejen og gik alene ind i den hule, hvor David og hans mænd holdt sig skjult. Da Davids mænd så det, tilskyndende de deres høvding til at dræbe ham. Nu havde de kongen i deres magt, og dette anså de for at være et afgørende bevis på, at Gud havde givet deres fjende i deres hånd, så de kunne dræbe ham. David var fristet til at betragte sagen på samme måde, men samvittighedens stemme sagde til ham: "Rør ikke Herrens salvede."

<PP 345/1> Davids mænd ville dog stadig ikke lade Saul være i fred, men mindede deres høvding om disse guddommelige ord: "Se, nu er den dag kommet, Herren havde for øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din fjende i din hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!" Da stod David op og skar ubemærket fligen af Sauls kappe." Men bagefter slog samvittigheden ham, fordi han havde skåret kongens klædning i stykker.

<PP 345/2> Da Saul forlod hulen for at genoptage eftersøgningen, hørte han til sin store overraskelse ordene "Herre konge!" bag sig. Han vendte sig om for at se, hvem det var, der talte til ham, og se, det var Isajs søn, som han havde efterstræbt så længe for at dræbe ham. David bøjede sig for kongen i erkendelse af, at han var hans herre. Derpå sagde han til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i sinde imod dig? I dag har du dog med egne øjne set, at Herren gav dig i min hånd inde i hulen; og dog ville jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge hånd på min herre, thi han er Herrens salvede! Og se, fader, her har jeg fligen af din kappe i min hånd! Når jeg skar din kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nøgen forbrydelse i sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit liv."

<PP 345/3> Davids ord virkede ydmygende på Saul, og han kunne ikke nægte, at de var sande. Han blev dybt grebet, da han blev klar over, at den mand, som han stræbte efter livet, havde haft ham fuldstændig i sin magt. David vidste, at han var uskyldig, da han stod over for kongen.

<PP 345/4> Sauls hjerte blev blødgjort, og han sagde: "Er det din røst, min søn David?" Og Saul brast i gråd." Derpå sagde han til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, mens jeg har gjort dig ondt ... Hvem træffer vel sin fjende og lader ham gå i fred? Herren gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i dag! Se, jeg ved, at du bliver konge, og at kongedømmet over Israel skal blive i din hånd." David tilsvor Saul, at han ville behandle hans familie nådigt, når han blev konge, og ikke udslette hans navn.

<PP 345/5> Med sit kendskab til Sauls optræden i fortiden kunne David ikke fæste lid til kongens forsikringer, og han nærede heller ikke store forhåbninger om, at hans anger ville blive af længere varighed. Derfor blev David i klippeborgen, da Saul drog hjem.

<PP 345/6> De mennesker, der har givet sig i Satans vold og hader Guds tjenere, indtager til tider en forsonlig holdning overfor disse, men det er sjældent, at de bevarer denne indstilling ret længe. Ondsindede mennesker føler sig ofte slagne i deres samvittighed, efter at de igennem længere tid har ladet deres ondskab gå ud over Herrens tjenere i ord og gerning. Under Herrens ånds indflydelse ydmyger de sig overfor Gud og overfor de mennesker, som de har modarbejdet, og ændrer deres holdning til dem. Men når de på ny lytter til den onde, vækkes den gamle tvivl og det gamle fjendskab til live igen, og de fremturer atter i den ondskab, som de angrede og afstod fra for en tid. De begynder igen at tale ondt om de mennesker, som de har bedt om tilgivelse, og anklager og fordømmer dem på det heftigste. Nu kan Satan bruge dem langt mere effektivt end før, fordi de har syndet imod et større lys.

<PP 345/7> "Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt klage over ham; og man jordede ham i hans hjem i Rama." Det israelitiske folk betragtede Samuels død som et ubodeligt tab. De havde mistet en stor, god profet og fremragende dommer og sørgede dybt. Samuel havde vandret retskaffent blandt israelitterne lige fra sin ungdom, og skønt Saul var deres konge, havde Samuel øvet større indflydelse over dem på grund af sin trofasthed, lydighed og gudfrygtighed. Der står, at han dømte Israel alle sine dage.

<PP 345/8> Når folket sammenlignede Sauls og Samuels optræden, indså de tydeligt den store fejltagelse, de begik, da de begærede en konge for at ligne de andre nationer. Mange var forfærdede over forholdene i samfundet. Hele nationen blev hurtigt gennemsyret af religiøs ligegyldighed og gudløshed. Deres konge øvede en vidtrækkende indflydelse, og det var med rette, at Israel sørgede over, at Samuel, Herrens profet, var død.

<PP 346/1> Folket havde mistet grundlæggeren og lederen af profetskolerne, men det var ikke alt. De havde mistet den mand, som de plejede at henvende sig til med deres store problemer, ham, der altid havde folkets bedste i tanke og bestandig gik i forbøn for dem hos Gud. De følte sig trygge, når Samuel gik i forbøn for dem, for "en retfærdigst bøn har en mægtig virkende kraft" Jak 5,16. Folket havde en følelse af, at Gud var ved at forlade dem. Kongen var næsten sindssyg, og der var hverken lov eller orden i landet.

<PP 346/2> Gud lagde sin gamle tjener til hvile på et tidspunkt, hvor landet hærgedes af indre stridigheder og Samuels besindige, gudfrygtige råd syntes at være mest påkrævede. Når israelitterne stod ved hans fredfyldte grav og tænkte tilbage på den svundne tid og på den dårskab, de begik, da de forkastede ham som deres leder, bebrejdede de sig selv dybt. Samuel havde så nær forbindelse med Himmelen, at han ligesom knyttede hele Israel til Herrens trone. Det var Samuel, der havde lært dem at elske og adlyde Gud, men efter hans død følte folket, at de var fuldstændig prisgivet en konge, der stod i ledtog med Satan og ville skille dem fra Gud og Himmelen.

<PP 346/3> David kunne ikke overvære Samuels begravelse, men han sørgede lige så dybt og oprigtigt over ham, som han ville have sørget over en kær fader. Han vidste, at Saul ville få endnu friere tøjler efter Samuels død, og følte sig ikke så sikker, som da profeten levede. Mens Saul var optaget af at sørge over Samuel, benyttede David anledningen til at søge sig et tryggere tilflugtssted og drog til Parans ørken. Det var her, at han skrev den 120. og den 121. Sl Mens han opholdt sig i denne ødemark og tænkte på profetens død og kongens fjendskab, sang han:

<PP 346/4> "Fra Herren kommer min hjælp, fra himmelens og jordens skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel ... Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl; Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid!" Sl 121,2-8.

<PP 346/5> En rigmand ved navn Nabal havde store besiddelser i nærheden af Parans ørken, og mens David og hans mænd opholdt sig her, beskyttede de hans hjorde overfor røvere. Nadab var en efterkommer af Kaleb, men var en plump gnier.

<PP 346/6> Tiden var netop inde til at klippe fårene, og mens det stod på, plejede folk at være meget gæstfri. David og hans mænd havde opbrugt deres forråd, og i overensstemmelse med tidens skik sendte Isajs søn ti af sine unge mænd hen til Nabal med en hilsen fra deres herre samt dette budskab: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad dit er! Jeg har hørt, at du har fåreklipning. Nu har dine hyrder opholdt sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet i al den tid, de har været i Karmel; spørg kun dine folk, så skal de fortælle dig det. Fat godhed for folkene! Vi kommer jo til en festdag; giv dine trælle og din søn David, hvad du vil unde os!" (Karmel er en lille by i nærheden af Maon i Judæa og bør ikke forveksles med Karmels bjerg.)

<PP 346/7> David og hans mænd havde været en beskyttende mur om Nabals hyrder og hjorde, og nu bad David denne rigmand om at skænke de mænd, der havde ydet ham så megen værdifuld hjælp, en gave af sine rige forråd. David og hans mænd kunne selv have taget de dyr, de behøvede, fra hjordene, men det gjorde de ikke. De gik ærligt til værks, men deres venlighed var spildt på Nabal. Hans svar røbede en hel del om hans karakter. "Hvem er David, hvem er Isajs søn? Nu til dags er der så mange trælle, der løber fra deres herre. Skulle jeg tage mit brød, min vin og mit slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?"

<PP 346/8> David blev fyldt af harme, da de unge mænd kom tomhændede tilbage og fortalte ham, hvad Nabal havde sagt. Han bød sine mænd gøre sig klar til kamp, for han havde besluttet at straffe den mand, som havde nægtet ham hans ret og føjet spot til skade. Det lignede mere Saul end David at fare op på den måde, men Isajs søn skulle lære endnu flere lektier i tålmodighed i lidelsernes skole.

<PP 347/1> Så snart Nabal havde sendt Davids unge mænd bort, skyndte en af hans tjenere sig hen til Abigajil og fortalte, hvad der var sket. Han sagde: "David sendte bud fra ørkenen for at hilse på vor herre; men han overfusede dem, skønt de mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os, og vi har intet mistet, i al den tid vi færdedes sammen med dem, da vi var ude på marken. De var en mur om os både nat og dag, i al den tid vi vogtede småkvæget i nærheden af dem. Se nu til hvad du vil gøre, thi ulykken hænger over hovedet på vor herre og hele hans hus."

<PP 347/2> Uden at sige noget til sin mand hentede Abigajil en rigelig forsyning fødevarer, lagde dem på æslerne og overdrog dem til sine karle, hvorefter hun selv red Davids folk i møde. Hun mødte dem på vejen i skjul af bjerget. "Da Abigajil fik øje på David, sprang hun straks af æslet og kastede sig ned for David på sit ansigt, bøjede sig til jorden, faldt ned for hans fødder og sagde: "Skylden er min, herre! Lad din trælkvinde tale til dig og hør din trælkvindes ord!" Abigajil tiltalte David med samme ærbødighed, som hun ville have vist en kronet konge. Nabal havde foragteligt sagt: "Hvem er David?" men Abigajil kaldte ham "herre". Hun talte venligt til ham for at få hans vrede til at lægge sig og bad ham indtrængende om at redde hendes mand. Besjælet af visdom og kærlighed fra Gud skildrede Abigajil stille og beskedent sin store kærlighed til sin husstand. Hun lod David forstå, at hendes mand ikke havde optrådt uvenligt overfor ham for at krænke ham personligt, men at hans optræden var et udslag af hans egenkærlighed.

<PP 347/3> "Men nu, min herre, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du, hvem Herren har holdt fra at pådrage dig blodskyld og tage dig selv til rette: Måtte det gå dine fjender og dem, som pønser på ondt mod min herre, som Nabal!" Abigajil tog ikke selv æren for, at David blev tilskyndet til at opgive sin overilede handling, men gav Gud hele æren og takken. Derpå skænkede hun Davids mænd sine rige gaver som et takoffer, idet hun stadig fremstillede sagen, som om det var hende, der havde vakt høvdingens vrede.

<PP 347/4> "Tilgiv dog din trælkvinde hendes brøde," sagde hun, "thi Herren vil visselig bygge min herre et hus, som skal stå, eftersom min herre fører Herrens krige, og der ikke har været ondt at finde hos dig, så længe du har levet."

<PP 347/5> Abigajil antydede, hvilken opgave David burde påtage sig Han skulle føre Herrens krige, men skulle ikke hævne den uret, som blev begået imod ham personligt, selv om han blev forfulgt og betragtet som en forræder. Hun fortsatte: "Og skulle nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter livet, måtte da min herres liv være bundet i de levendes knippe hos Herren din Gud ... Når Herren så for min herre opfylder alt det gode, han lovede dig, og sætter dig til fyrste over Israel, da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min herre får ikke samvittighedsnag af, at han uden grund udgød blod, og at min herre tog sig selv til rette. Og når Herren gør vel imod min herre, kom da din trælkvinde i hu!" 1Sam. 25,29-31.

<PP 347/6> Kun et menneske, som var i besiddelse af visdommen ovenfra, kunne tale således. Abigajils fromhed var som duften af en blomst og kom til udtryk i hendes udseende, ord og handlinger, uden at hun selv var sig det bevidst. Guds Søns ånd havde taget bolig i hendes sjæl. Hendes ord, som var krydret med ynde og fyldt af venlighed og fred, øvede en himmelsk indflydelse. David kom på bedre tanker og skælvede ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis han havde fulgt sin pludselige indskydelse. "Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn." Matt 5,9. Jeg ville ønske, at der var mange flere af samme type som denne israelitiske kvinde mennesker, som kunne berolige oprevne nerver, forebygge overilede handlinger og forhindre store ulykker med besindige og velovervejede ord.

<PP 347/7> En oprigtig kristens liv bringer altid lys, trøst og fred med sig. Det kendetegnes af renhed, takt, beskedenhed og dygtighed. Det kontrolleres af en uselvisk, helliggørende kærlighed. Det er besjælet af Kristus og efterlader en lysstribe overalt på sin vej. Davids heftige vrede lagde sig, takket være denne kvindes kloge ord og den indflydelse, hun øvede. Han var klar over, at han havde båret sig uklogt ad og mistet fatningen.

<PP 348/1> Han tog ydmygt imod den irettesættelse, hun gav ham, og handlede derved i overensstemmelse med de ord, vi har fra ham selv: "Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet." Sl 141,5. Han takkede og velsignede hende, fordi hun havde rådet ham til at handle retfærdigt. Der er mange, der anser det for prisværdigt, at de kan tage imod en irettesættelse uden at blive utålmodige, men hvor er der få, som er taknemmelige for at blive irettesat og velsigner dem, der forsøger at hindre dem i at gøre det forkerte.

<PP 348/2> Da Abigajil kom hjem, holdt Nabal netop en stor fest, og både han selv og hans gæster var berusede. Først den næste morgen fortalte hun sin mand om sin samtale med David. Inderst inde var Nabal meget fej, og da han blev klar over, at hans dårskab nær havde kostet ham livet, blev han som lammet. Han var bange for, at David ikke havde opgivet tanken om at tage hævn, og blev så skrækslagen, at han sank hjælpeløs sammen. Ti dage efter døde han. Hans liv, som var en gave fra Gud, havde været til forbandelse for verden. Mens han festede og havde det lystigt, sagde Gud det samme til ham som til den rige mand i lignelsen: "I denne nat kræves din sjæl af dig." Luk 12,20.

<PP 348/3> David giftede sig senere med Abigajil. Han havde én hustru i forvejen, men hans dømmekraft og hans handlinger var blevet påvirket af de andre nationers skikke. Selv store og gode mænd har syndet, fordi de har fulgt verdens skikke. David kom til at bøde hele livet, fordi han tog sig flere hustruer.

<PP 248/4> Efter Samuels død havde David fred nogle få måneder. Han søgte atter tilflugt hos zifitterne, men disse fjendtligsindede mennesker røbede Davids skjulested for kongen i håb om at vinde hans gunst. Da Saul fik at vide, hvor David var, flammede den djævelske vrede i hans bryst op på ny. Han samlede endnu engang sine krigere og begyndte at forfølge David; men venligtsindede spejdere underrettede Isajs søn om, at Saul atter stræbte ham efter livet. Da tog David nogle få af sine mænd og drog ud for at opdage sin fjendes opholdssted. De nærmede sig forsigtigt Sauls lejr ved nattetide og fik øje på kongens og hans ledsageres telte. Ingen opdagede dem, for hele lejren sov. David opfordrede sine venner til at gå med ham ind i fjendens lejr. Da han spurgte: "Hvem vil følge mig ned til Saul i lejren?" svarede Abisjaj øjeblikkelig: "Det vil jeg!"

<PP 348/5> Skjult af bjergenes dybe skygger gik David og hans ledsager ind i fjendens lejr. Mens de var i færd med at danne sig et skøn over, hvor mange fjender der var, kom de hen til det sted, hvor Saul lå og sov med sit spyd stukket i jorden og en vandkrukke stående ved hovedgærdet. Hans øverstkommanderende Abner lå ved siden af ham, og rundt omring dem lå alle soldaterne i dyb søvn. Abisjaj løftede spydet og sagde til David: "Gud har i dag givet din fjende i din hånd! Lad mig nagle ham til jorden med hans spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!" Han ventede på, at David skulle give ham tilladelse til at gøre det, men David hviskede til ham: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet hånd på Herrens salvede? ... Så sandt Herren lever, Herren selv vil ramme ham; hans time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i krigen. Herren lade det være langt fra mig at lægge hånd på Herrens salvede! Men tag nu spydet ved hans hovedgærde og vandkrukken, og lad os så gå vor vej!" "Så tog David spydet og vandkrukken fra Sauls hovedgærde, og de gik deres vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung søvn fra Herren var faldet over dem." Hvor er det let for Herren at svække den stærkeste, fjerne visdommen fra den viseste og gøre den mest årvågnes dygtighed til skamme!

<PP 348/6> Da David var kommet tilstrækkelig langt bort fra lejren, stillede han sig op på en bjergtop og råbte med høj røst til folket og Abner: "Er du ikke en mand? Og hvem er din lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din herre kongen? Thi en af krigerne kom for at gøre din herre mén. Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt Herren lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede Eders herre, Herrens salvede! Se nu efter: Hvor er kongens spyd og vandkrukken, som stod ved hans hovedgærde?" "Da kendte Saul Davids røst, og han sagde: "Er det din røst, min søn David?" David svarede: "Ja, herre konge!" Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min herre dog sin træl?" Atter engang sagde kongen disse ord: "Jeg har syndet; kom tilbage, min søn David! Thi jeg vil ikke mere gøre dig noget ondt, eftersom mit liv i dag var dyrebart i dine øjne. Se, jeg har handlet som en dåre og gjort mig skyldig i en såre stor vildfarelse!" David svarede: "Se, her er kongens spyd; lad en af folkene komme herover og hente det." Skønt Saul havde givet dette løfte: "Jeg vil ikke mere gøre dig noget ondt," gik David ikke over til ham.

<PP 349/1> Nu havde David to gange givet tilkende, hvor højt han agtede kongens liv. Anden gang gjorde det et endnu dybere indttyk på Saul, at han indrømmede ydmygt sin brøde. Det overraskede ham og smeltede hans hjerte at se et menneske vise ham en sådan venlighed. Da Saul skiltes fra David, sagde han: "Velsignet være du, min søn David! For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Men Isajs søn gjorde sig ingen forhåbninger om, at kongen ville blive ved at være i dette lune.

<PP 349/2> David havde opgivet håbet om at blive forsonet med Saul. Det så ud, som om det ville ende med, at han blev et offer for kongens ondskab, og han besluttede derfor endnu engang at søge tilflugt i filisternes land. Med sine 600 mand drog han over til kong Akisj af Gat.

<PP 349/3> David havde ikke spurgt Gud til råds, før han drog den slutning, at Sauls mordplan ville lykkes. Mens Saul bestræbte sig på at komme David til livs, arbejdede Herren for at sikre David riget. Gud fører sine planer igennem, selv om de er skjult for menneskers blik. Menneskene fatter ikke Guds veje, og når de ser på de ydre omstændigheder, er de tilbøjelige til at betragte de prøvelser og vanskeligheder, som Gud tillader at komme på deres vej, som noget, der tjener til at modarbejde dem og volde dem ulykke. David så på de ydre omstændigheder i stedet for at stole på Guds løfter. Han tvivlede på, at han nogen sinde ville blive konge. De langvarige prøvelser, han havde været udsat for havde fået ham til at opgive troen og miste tålmodigheden.

<PP 349/4> Herren sendte ikke David over til Israels værste fjender filisterne for at beskytte ham. Dette folk ville vedblive at være nogle af hans værste fjender lige til det sidste, men til trods herfor søgte han hjælp hos dem, da han var i vanskeligheder. Han havde fuldstændig mistet tilliden til Saul og hans folk og overgav sig på nåde og unåde til sit folks fjender. David var en tapper hærfører og havde vist, at han var en klog og dygtig kriger, men han modarbejdede sine egne interesser, da han drog over til filisterne. Det var Herrens vilje, at han skulle plante sin fane i Judas land, og det var af mangel på tro, at han forlod sin post uden Herrens tilladelse.

<PP 349/5> David vanærede Gud ved sin vantro. Filisterne var mere bange for David end for Saul og hans hære, og da David stillede sig under filisternes beskyttelse, afslørede han sit eget folks svaghed overfor dem og tilskyndende sine landsmænds uforsonlige fjender til at undertrykke Israel. David var blevet salvet, for at han skulle forsvare Guds folk, og Herren ønsker ikke, at hans tjenere skal sætte mod i de gudløse ved at afsløre hans folks svaghed eller ved at vise ligegyldighed overfor deres ve og vel. Hertil kom, at hans brødre fik det indtryk, at han var draget over til hedningerne for at dyrke deres guder.

<PP 349/6> Da han gik over til filisterne, fik mange af hans landsmænd en forkert opfattelse af hans motiver, og adskillige nærede fordom imod ham. David gjorde netop det, som Satan ønskede, at han ville gøre, for det vakte stor jubel hos Guds og hans folks fjender, at David søgte tilflugt hos filisterne. David holdt ikke op med at tjene Gud. Han mistede heller ikke sin store interesse for hans sag, men han ofrede sin tillid til Gud for sin personlige sikkerheds skyld og satte derved en plet på den redelige og retskafne karakter, som Gud venter at finde hos sine tjenere.

<PP 349/7> Filisternes konge gav David en hjertelig modtagelse. For det første beundrede han David, og for det andet appellerede det til hans forfængelighed, at en hebræer bad ham om beskyttelse. David var sikker på, at han ikke ville blive forrådt i Akisjs land. Både han og hans mænd hentede deres familie, deres husfolk og deres ejendele, og efter alt at dømme var han kommet for at tage fast ophold i filisterland. Alt dette passede Akisj udmærket, og han lovede at beskytte de israelitiske flygtninge.

<PP 349/8> Da David bad om at måtte bo på landet i stedet for i hovedstaden, skænkede kongen ham beredvilligt Ziklag. David var klar over, at det var farligt for både ham selv og hans mænd at leve under afgudsdyrkeres indflydelse. Hvis de kom til at bo i en by helt for sig selv, kunne de tjene Gud mere frit end i Gat, hvor det ikke kunne undgås, at de hedenske skikke øvede en dårlig indflydelse over dem.

<PP 350/1> Mens David boede i denne isolerede by, førte han krig mod gesjuritterne, gizritterne og amalekitterne. Han dræbte hver eneste af dem, for at de ikke skulle røbe i Gat, hvad han havde gjort. Når han kom tilbage fra kampen, gav han Akisj det indtryk, at han havde kæmpet imod sine egne landsmænd, judæerne. Ved at skjule sandheden for filisterne bidrog han til at styrke deres hænder, for kongen sagde: "Han har gjort sig grundig forhadt hos sit folk Israel; han vil tjene mig for stedse!"

<PP 350/2> "På den tid samlede filisterne deres hær til kamp for at angribe Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine mænd skal følge med mig i hæren!" Det kunne aldrig falde David ind at løfte sin hånd imod sit eget folk, men han kunne ikke se på dette tidspunkt, hvad der var hans pligt. Han gav kongen et undvigende svar og sagde: "Godt, så skal du også få at se, hvad din træl kan udrette!" Akisj opfattede disse ord som et løfte om, at David ville hjælpe ham i den forestående krig, og lovede at ære David højt og give ham en høj stilling ved filisternes hof.

<PP 350/3> Skønt David ikke havde næret urokkelig tillid til Guds løfter, glemte han ikke, at Samuel havde salvet ham til konge over Israel. Han mindedes de sejre, som Gud havde givet ham over hans fjender i fortiden. Han så også tilbage på den store nåde, som Gud havde vist ham ved at redde ham fra Sauls hånd, og tog den beslutning, at han ikke ville vise sig en så stor tillid uværdig. Selv om Israels konge havde stræbt ham efter livet, ville han ikke slutte sig til sit folks fjender.