<PP 334/2> Når Saul ikke havde brug for David, gik denne tilbage til sine hjorde mellem højene. Han vedblev at bevare sit ydmyge sind. Når der var brug for ham, sendte man atter bud efter ham, for at han skulle berolige kongens oprevne nerver og drive den onde ånd på flugt, Saul lagde ikke skjul på, at han satte pris på David og hans musik, men til trods herfor følte den unge hyrde sig altid lettet og glad, når han forlod kongens hus og gik tilbage til græsgangene.

<PP 334/3> David vandt både Guds og menneskers yndest. Han var blevet oplært til at tjene Gud, og nu tog han en endnu fastere beslutning om at gøre Guds vilje end nogen sinde før. Hans sind var optaget af nye problemer. Han havde besøgt kongens hof og set det ansvar, der hviler på en konges skuldre. Han havde set nogle af de fristelser, Saul var udsat for, og havde fået indblik i nogle af hemmelighederne ved den første israelitiske konges karakter og handlinger. Han havde set, at sorgen kastede sin mørke skygge over den herlighed, som omgav kongehuset, og han vidste, at Sauls familie slet ikke havde et lykkeligt privatliv. Alt dette fyldte Israels vordende konge med bekymringer, men når han gik i dybe tanker og blev plaget af ængstelse og bekymring, greb han sin harpe og spillede, så at hans tanker blev løftet op til ham, der er alle gode gavers giver, og på den måde fordrev han de mørke skyer, som syntes at formørke fremtiden.

<PP 334/4> Gud var i færd med at oplære David til at nære tillid til ham. Ligesom Herren forhen uddannede Moses til sin tjeneste, forberedte han nu Isajs søn til at blive sit udvalgte folks leder. Mens David gik og vogtede sine hjorde, lærte han at værdsætte Den store Hyrdes omsorg for sin hjord.

<PP 335/1> De ensomme bakkedrag og de øde slugter, hvor David færdedes med sine hjorde, var skjulesteder for vilde dyr. Det skete ikke sjældent, at hans hjorde blev angrebet af en sulten løve fra det tætte krat langs Jordan eller af en grådig bjørn fra højdedragene. Som det var skik dengang, var David kun bevæbnet med slynge og hyrdestav, men han viste tidligt, at han både havde kræfter og mod til at beskytte de dyr, som han havde ansvaret for. Ved en senere lejlighed skildrede han sine kampe med de vilde dyr således: "Kom der en løve eller en bjørn og slæbte et dyr bort fra hjorden, løb jeg efter den og slog den og rev det ud af gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i skægget og slog den ihjel." 1Sam. 17,34-35. Disse oplevelser viser, at David havde mod, og de bidrog til at udvikle hans tapperhed, styrke og tro.

<PP 335/2> David havde allerede udmærket sig ved sin tapperhed, inden han blev kaldt op til Sauls hof. Den tjener, der henledte kongens opmærksomhed på ham, betegnede ham som "en dygtig kriger, en øvet krigsmand" og tilføjede: "Herren er med ham."

<PP 335/3> Da Israel erklærede filisterne krig, meldte tre af Isajs sønner sig til Sauls hær, mens David blev hjemme, Nogen tid efter besøgte han Sauls lejr. Hans fader havde bedt ham overbringe sine ældre brødre et budskab og en gave samt spørge, om de stadig var sunde og raske. Hvad Isaj ikke vidste, var, at den unge hyrde havde fået en vigtigere opgave betroet. Israels hære var i fare, og en engel havde befalet David at frelse sit folk.

<PP 335/4> Da David kom i nærheden af hæren, hørte han støj, som om der var ved at begynde et slag. Han kom, "netop som hæren rykkede ud til slag og opløftede kampråbet". Israelitterne og filisterne havde taget opstilling over for hinanden, hær over for hær, David skyndte sig hen til hæren og hilste på sine brødre. Mens han talte til dem, trådte filisternes kæmpe Goliat frem og hånede Israel og udfordrede dem til at sende en af deres mænd ud for at udkæmpe en tvekamp med ham. Han gentog sin udfordring, og da David så israelitternes frygt og fik at vide, at filisteren hånede dem dag efter dag, uden at der meldte sig nogen for at bringe hans praleri til tavshed, fyldtes han af harme. Han blev optændt af nidkærhed og brændte efter at forsvare den levende Guds ære og redde sit folks anseelse.

<PP 335/5> Israels hære havde fuldstændig tabt modet. Soldaterne sagde til hinanden: "Ser I den mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer." Fuld af skam og harme udbrød David: "Hvem er vel denne uomskårne filister, at han vover at håne den levende Guds slagrækker?"

<PP 335/6> Da Davids ældste broder Eliab hørte disse ord, forstod han udmærket godt de følelser, som rørte sig i den unge mands hjerte. Allerede som hyrde havde David lagt en sjælden dristighed, tapperhed og styrke for dagen, og Samuels hemmelighedsfulde besøg i hjemmet og hans stilfærdige afrejse lod brødrene ane den virkelige hensigt med hans besøg. De blev skinsyge over, at David blev æret fremfor dem, og gengældte ikke hans retskaffenhed og broderkærlighed ved at vise ham respekt og kærlighed. De anså ham kun for en vogterdreng, og Eliab opfattede hans spørgsmål som en personlig kritik, fordi han var for fej til at forsøge at bringe filisternes kæmpe til tavshed. Davids ældste broder udbrød vredt: "Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dit overmod og dit hjertes ondskab; du kom jo herned for at se på kampen!" David svarede ærbødigt, men bestemt; "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et spørgsmål!"

<PP 335/7> Kongen fik at vide, hvad David havde sagt, og sendte bud efter den unge mand. Saul hørte med forbavselse hyrden sige: "Min herre må ikke tabe modet! Din træl vil gå hen og kæmpe med den filister!" Saul forsøgte at få David til at opgive sit forehavende, men den unge mand var urokkelig. Han gav et ganske jævnt og fordringsløst svar og fortalte de oplevelser, han havde været ude for, da han vogtede sin faders småkvæg. Han tilføjede: "Herren, som har reddet mig fra løvers og bjørnes vold, vil også redde mig fra denne filisters hånd!" Da sagde Saul til David: "Gå! Herren være med dig!"

<PP 335/8> Den hovmodige filisterkæmpe havde fået Israels hær til at skælve i fyrre dage med sin udfordring. De blev grebet af frygt, når de så på hans vældige skikkelse, der var seks alen og et spand høj. Han havde en kobberhjelm på hovedet, var iført en skælbrynje, som vejede 5.000 sekel, og havde kobberskinner på benene. Skælbtynjen var lavet af kobberplader, der var anbragt over hinanden ligesom skællene på en fisk, og de sad så tæt, at det var umuligt at skyde igennem rustningen med en pil. På ryggen bar kæmpen et vældigt spyd, som også var af kobber. "Hans spydstage var som en væverbom, og hans spydsod var af jern og vejede 600 sekel; hans skjolddrager gik foran ham."

<PP 336/1> Hver morgen og aften gik Goliat hen imod Israels lejr og råbte med høj røst: ""Hvorfor drager I ud til angreb? Er jeg ikke en filister og I Sauls trælle? Vælg jer en mand og lad ham komme herned til mig! Hvis han kan tage kampen op med mig og dræber mig, vil vi være Eders trælle, men får jeg bugt med ham og dræber ham, skal I være vore trælle og trælle for os!" Yderligere sagde filisteren: "I dag har jeg hånet Israels slagrækker; kom med en mand, så vi kan kæmpe sammen!"

<PP 336/2> Skønt kong Saul havde givet David tilladelse til at tage imod Goliats udfordring, nærede han ikke store forhåbninger til, at Davids dristige forehavende ville lykkes. Der blev givet befaling til, at David skulle iføres kongens egen rustning. Man satte den tunge kobberhjelm på hans hoved, iførte ham brynjen og spændte kongens sværd ved hans, side. I denne udrustning gik han ud for at møde fjenden, men et øjeblik efter kom han tilbage igen. De ængstelige tilskuere troede først, at David havde ombestemt sig og ikke ville vove livet i en så ulige kamp; men denne tanke var overhovedet ikke faldet den tapre, unge mand ind. Da han kom hen til Saul, bad han om at måtte tage den tunge rustning af. Han sagde: "Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!" Han afførte sig kongens rustning og tog kun sin stav, sin hyrdetaske og en primitiv slynge med sig. Så udsøgte han sig fem glatte sten i flodlejet, lagde dem i sin taske og gik filisteren i møde med sin slynge i hånden. Kæmpen satte sig i bevægelse i den tro, at han skulle kæmpe med israelitternes vældigste kriger. Hans skjolddrager gik foran ham, og han så ud, som om intet kunne modstå ham. Da han kom i nærheden af David, så han blot en ganske ung mand; man kaldte ham en dreng, fordi han var så ung. David havde en sund kulør, og han havde heller ingen grund til at skamme sig over sit velskabte legeme, som var fuldstændig ubeskyttet. Men der var alligevel en iøjnefaldende modsætning imellem den unge mand og den kolossale filister.

<PP 336/3> Goliat blev både overrasket og vred. "Er jeg en hund," udbrød han, "siden du kommer imod mig med en stav?" Derpå begyndte han at forbande David på det frygteligste ved alle de guder, han kendte. Han råbte foragteligt: "Kom herhen, så skal jeg give himmelens fugle og markens vilde dyr dit kød!"

<PP 336/4> David blev ikke bange for filisternes kæmpe. Han gik sin modstander i møde med ordene: "Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i hærskarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet. I dag giver Herren dig i min hånd; jeg skal slå dig ned og hugge hovedet af dig og i dag give himmelens fugle og Jordens vilde dyr din og filisterhærens døde kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, og for at hele denne forsamling kan kende, at Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd; thi Herren råder over kampen, og han vil give Eder i vor hånd!"

<PP 336/5> Hans stemme klang fuldstændig frygtløs, og hans smukke ansigt afspejlede sejr og glæde. David råbte disse ord med en ren, klangfuld stemme, som tydeligt kunne høres af de tusindvis af krigere, der stod opstillet til slag. Goliats raseri var på kogepunktet. I sin vrede skubbede han hjelmen bort fra panden og for fremad for at tage hævn over sin modstander. Isajs søn var forberedt på at tage kampen op med fjenden. "Da filisteren nu satte sig i bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod slagrækken for at møde filisteren. Og David greb ned i tasken, tog en sten af den, slyngede den ud og ramte filisteren i panden, så stenen trængte ind i hans pande, og han styrtede næsegrus til jorden."

<PP 336/6> Nu blev der røre i de to hære. De var overbevist om, at David ville blive slået ihjel, men da stenen hvinede gennem luften og ramte sit mål, så de den vældige kriger skælve og række hænderne i vejret, som om han pludselig var blevet blind. Kæmpen vaklede og faldt til jorden som en fældet eg. David tøvede ikke et eneste øjeblik. Han kastede sig over filisteren, som lå udstrakt på jorden, og greb fat i Goliats tunge sværd med begge hænder. For et øjeblik siden havde kæmpen pralet med, at han ville hugge hovedet af den unge mand og give himmelens fugle hans legeme. Nu løftede David sværdet, og da den hovmodige krigers hoved rullede hen ad jorden, lød der et jubelråb i Israels lejr.

<PP 337/1> Filisterne blev grebet af rædsel, og i forvirringen tog de hovedkulds flugten. De sejrende hebræeres råb gav genlyd langs bjergtoppene, og de skyndte sig at optage forfølgelsen af de flygtende fjender og "forfulgte filisterne lige til Gat og Ekrons porte, og de faldne filistere lå på vejen fra Sjaarajim lige til Gat og Ekron. Derpå vendte israelitterne tilbage fra forfølgelsen af filisterne og plyndrede deres lejr. Og David tog filisterens hoved og bragte det til Jerusalem, men hans våben lagde han i sit telt".