<PP 258/2> De sagde, at deres landsmænd i deres fjerntliggende land, som de foregav lå langt uden for Palæstina, havde hørt om de mirakler, som Gud havde gjort for sit folk, og sendt dem af sted for at slutte forbund med israelitterne. Hebræerne havde fået en speciel advarsel imod at slutte forbund med nogen af afgudsdyrkerne i Kanaan, og folkets ledere begyndte at tvivle på, at de fremmede talte sandhed. "Det kunne være, at I bor her midt iblandt os," sagde de. Herpå svarede udsendingene blot: "Vi er dine trælle!" Da Josua spurgte dem direkte: "Hvem er I, og hvorfra kommer I?" gentog de, hvad de før havde sagt, og tilføjede som bevis på deres oprigtighed: "Vort brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af sted for at drage til Eder; men se, nu er det tørt og muldnet, og vore vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore klæder og sko her er slidte, fordi vejen var så lang!"

<PP 258/3> Det hjalp. Hebræerne rådspurgte ikke Herren, "og Josua tilsagde dem fred og sluttede overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og menighedens øverster tilsvor dem det". Således blev pagten sluttet. Tre dage efter kom sandheden frem, Da "hørte de, at de var fra den nærmeste omegn og boede midt iblandt dem". Gibeonitterne vidste, at de umuligt kunne klare sig overfor hebræerne, og havde derfor brugt list for at redde livet.

<PP 258/4> Israelitterne blev fyldt med harme, da de blev klar over, at de var blevet bedraget. Deres vrede blev endnu heftigere, da de efter tre dages rejse nåede gibeonitternes byer, der lå næsten midt i landet. "Da knurrede hele menigheden mod øversterne" men disse nægtede at bryde overenskomsten, selv om den var indgået ved bedrag, fordi de havde "tilsvoret dem fred ved Herren, Israels Gud". Derfor dræbte israelitterne dem ikke. Gibeonitterne havde forpligtet sig til at holde op med at dyrke afguder og lovet at tjene Israels Gud, og israelitterne handlede ikke i strid med Guds befaling om at udrydde de afgudsdyrkende kanaanæere ved at lade gibeonitterne leve. Hebræerne havde derfor ikke bundet sig ved en ed til at synde. Skønt eden var aflagt under falske forudsætninger, skulle den ikke brydes. Når man har aflagt et løfte, bør man tage det som en hellig pligt at holde det, hvis man ikke gør noget forkert derved. Hverken hensynet til vinding, hævn eller egne interesser bør rokke mindste ved en eds eller et løftes ukrænkelighed. "Løgnelæber er Herren en gru." Ord 12,22. "Hvo kan gå op på Herrens bjerg, og hvo kan stå på hans hellige sted?" Det kan den, der "ej bryder ed, han svor til egen skade". Sl 24,3; 15,4.

<PP 259/1> Gibeonitterne fik lov til at leve, men skulle være trælle ved helligdommen og udføre alt det hårdeste arbejde. "Josua gjorde dem den dag til brændehuggere og vandbærere for menigheden og for Herrens alter." Disse vilkår gik de med taknemmelighed ind på, fordi de var klar over, at de havde båret sig forkert ad, og de ville med glæde give hvad som helst for at redde livet. Men se, nu er vi i din hånd," sagde de til Josua, "gør med os, som det tykkes dig godt og ret! Deres efterkommere var knyttet til arbejdet ved helligdommen i århundreder.

<PP 259/2> Gibeonitterne havde fire byer. Folket havde ingen konge, men blev styret af ældste eller senatorer. Gibeon, som var en af deres vigtigste byer, var en stor by, som en af kongsbyerne" og alle mændene der var tapre krigere. Det var et slående bevis på den rædsel, som israelitterne havde vakt hos Kanaans indbyggere, at befolkningen i en sådan by benyttede en så ydmygende fremgangsmåde for at redde livet.

<PP 259/3> Men det ville være gået gibeonitterne langt bedre, hvis de havde været ærlige overfør Israel. De reddede ganske vist livet ved at underkaste sig Israels Gud, men der kom kun vanære og trældom ud af deres bedrag. Gud havde besluttet, at alle de, der ville give slip på hedenskabet og slutte sig til Israel, skulle have del i pagtens velsignelser. De kom ind under betegnelsen den fremmede inden dine porte, og disse skulle på få undtagelser nær have samme velsignelser og fordele som Israel. Herren havde sagt: "Når en fremmed bor hos dig i Eders land, må I ikke lade ham lide overlast; som en af Eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos Eder, og du skal elske ham som dig selv." 3Mos 19,33-34. Med henblik på påsken og frembærelse af ofre var der givet denne befaling: "Inden for forsamlingen skal en og samme ordning gælde for Eder og den fremmede, som bor hos Eder; hvad der gælder for Eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens åsyn." 4Mos 15,15.

<PP 259/4> Gibeonitterne kunne være blevet optaget blandt israelitterne på disse vilkår, hvis de ikke havde gjort sig skyldige i bedrag. Det var en stor ydmygelse for indbyggerne i en af kongsbyerne, hvis mandlige indbyggere alle sammen var tapre krigere, at blive gjort til brændehuggere og vandbærere igennem flere slægtled. Men de havde skjult sig med fattigdommens kappe for at føre israelitterne bag lyset, og nu skulle de blive ved at bære den som et tegn på evig trældom. I de kommende slægtled var deres trældom et vidnesbyrd om, at Gud hader løgn.

<PP 259/5> De kanaanæiske konger blev grebet af frygt, fordi gibeonitterne underkastede sig israelitterne. Der blev straks truffet foranstaltninger til at tage hævn over dem, der havde sluttet fred med landets angribere. Under ledelse af Jerusalems konge, Adonizedek, sluttede fem af de kanaanæiske konger sig sammen imod Gibeon. De handlede hurtigt. Gibeonitterne var ikke forberedt på at forsvare sig og sendte bud til Josua i Gilgal og lod sige: "Lad ikke dine trælle i stikken, men kom hurtigt op til os, hjælp os og stå os bi; thi alle amoritterkongerne, som bor i bjergene, har samlet sig imod os!" Faren truede ikke alene gibeonitterne, men; også Israel. Denne by beherskede bjergpassene til det mellemste og sydlige Palæstina, og den måtte absolut holdes, hvis landet skulle erobres.

<PP 259/6> Josua traf straks forberedelser til at komme Gibeon til hjælp. Indbyggerne i den belejrede by var bange for, at han ville nægte at hjælpe dem, fordi de havde bedraget israelitterne, men Josua følte sig forpligtet til at beskytte dem, fordi de havde underkastet sig Israels herredømme og var begyndt at tjene Gud. Denne gang drog han ikke af sted uden at søge råd hos Herren, og Herren opmuntrede ham med disse ord: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver dem i din hånd; ikke een af dem skal kunne holde stand imod dig!" "Da drog Josua op fra Gilgal med alle krigerne, alle de kampdygtige mænd."

<PP 259/7> Han marcherede hele natten og nåede Gibeon med sine styrker om morgenen, De allierede fyrster havde næppe nået at opstille deres hære omkring byen, før Josua var over dem. Byens angribere blev fuldstændig slået. Den vældige hær flygtede hen imod opgangen ved Bet-Horon, og da de var kommet helt op i bjergpasset, skyndte de sig ned ad den stejle skråning på den anden side. Her brød der et voldsomt haglvejr løs. Herren lod "store sten falde ned på dem fra himmelen, ..... og de, som dræbtes af haglstenene, var flere end dem, israelitterne dræbte med sværdet".

<PP 260/1> Mens amoritterne hovedkulds flygtede for at søge ly i bjergfæstningerne, stod Josua oppe på bjergryggen og kiggede ned. Han var klar over, at kampen ikke kunne kæmpes til ende på én dag. Hvis fjenderne ikke blev slået fuldstændig, ville de samles igen og genoptage kampen. Da "talte Josua til Herren og sagde i Israels nærværelse: "Sol, stå stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!" Og solen stod stille, og månen standsed, til folket fik hævn over fjenden ... Og solen blev stående midt på himmelen og tøvede næsten en hel dag med at gå ned."

<PP 260/2> Inden aften var Guds løfte til Josua blevet opfyldt. Hele fjendens hær var blevet givet i hans hånd. Israel skulle længe mindes denne dags begivenheder. "Og hverken før eller siden har der nogen sinde været en dag som denne, en dag, da Herren adlød et menneskes røst."

<PP 260/3> Det var Guds Ånd, der tilskyndende Josua til at bede om, at Israels Gud atter ville vise sin magt. Derfor var bønnen ikke et udslag af formastelse hos den store leder. Det var blevet lovet Josua, at Gud ville besejre Israels fjender, men til trods herfor gjorde han sig de største anstrengelser, som om sejren beroede på Israels hære alene. Han gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt, og så bad han i tro om Guds hjælp. Hemmeligheden ved et godt resultat er en forening af Guds kraft og menneskenes egen indsats. De største resultater bliver nået af de mennesker, der stoler mest ubetinget på den Almægtiges arm. Den mand, der bød: "Sol, stat stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!" lå i timevis på jorden i lejren i Gilgal og bad. Bønnens mænd er kraftens mænd.

<PP 260/4> Dette store mirakel beviser, at skaberværket står under Skaberens kontrol. Satan søger at skjule for menneskene, at Gud styrer den fysiske verden, og at den Almægtige arbejder uden ophør. Dette mirakel er en irettesættelse til alle dem, der ophøjer naturen over naturens Gud.

<PP 260/5> Gud benytter naturkræfterne til at knuse sine fjenders magt "ild og hagl, sne og røg, storm, som gør, hvad han siger". Sl 148,8. Da de hedenske amoritter besluttede at krydse Guds planer, greb Gud ind og lod "store sten fra himmelen" falde ned på Israels fjender. Det er forudsagt, at der i Jordens sidste tid vil blive udkæmpet et endnu større slag. Da vil Herren lukke op for "sit forråd" og tage "sin vredes værktøj" frem. Jer. 50,25. Gud spørger: "Har du været, hvor sneen gemmes, og skuet, hvor hagelen vogtes, den, jeg gemmer til trængselens tid, til kampens og krigens dag?" Job 38,22-23.

<PP 260/6> Åbenbaringens forfatter skildrer den ødelæggelse, der vil blive forvoldt, når en høj røst fra templet" forkynder: "Det er sket." Han siger: "Og store centnertung hagl faldt ned fra himmelen på menneskene." Åb. 16,17. og 21.