<PP 236/2> Svaret lød: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den sag; men stig op på Pisgas tinde, løft dit blik mod vest og nord, mod syd og øst, og tag det i øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede." 26-27. v.

<PP 236/3> Uden at gøre indvendinger bøjede Moses sig for Guds befaling. Nu gjaldt hele hans bekymring Israel. Hvem kunne nære en større interesse for deres ve og vel end han? Af hele sit hjerte bad han denne bøn: "Måtte Herren, Gud over alt køds ånder, indsætte en mand over menigheden, som kan drage ud og hjem i spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke Herrens menighed skal blive som en hjord uden hyrde!" 4Mos 27,16-17.

<PP 236/4> Herren hørte sin tjeners bøn, og han fik dette svar: "Tag Josua, Nuns søn, en mand, i hvem der er ånd, læg din hånd på ham, fremstil ham for præsten Eleazar og hele menigheden og indsæt ham således i deres påsyn; og overdrag ham noget af din værdighed, for at hele israelitternes menighed kan adlyde ham." 18-20. v. Josua havde længe været Moses medhjælper, og da han var i besiddelse af visdom, dygtighed og tro, blev han valgt til hans efterfølger.

<PP 236/5> Josua blev højtideligt indsat som Israels leder. Moses lagde hænderne på ham og overdrog ham hans ansvarsfulde hverv. Fra nu af skulle han også være med til at styre Israel. Herren meddelte menigheden sin vilje med hensyn til Josua gennem Moses: "Men han skal træde frem for præsten Eleazar, for at han kan skaffe ham Vrims kendelse for Herrens åsyn; på hans bud skal han drage ud, og på hans bud skal han vende hjem, han og alle israelitterne, hele menigheden." 21-23. v.

<PP 236/6> Inden Moses trak sig tilbage fra sin stilling som Israels synlige leder, fik han befaling til at gentage beretningen om deres udfrielse af Ægypten og deres rejser i ørkenen; desuden skulle han ganske kort gentage loven, der var blevet forkyndt på Sinaj. Ved lovgivningen var de fleste af de nulevende israelitter for små til at forstå alvoren i det, der skete. Nu skulle de snart drage over Jordan og tage det forjættede land i besiddelse. Forinden ville Gud gøre dem bekendt med lovens krav og indskærpe, at lydighed var betingelsen for, at det ville gå dem godt.

<PP 237/1> Moses stillede sig foran folket for at give dem sine sidste advarsler og formaninger. Der skinnede et helligt lys på hans ansigt. Hans hår var hvidt af ælde, men han var rank, hans ansigt strålede af sundhed som i hans bedste år, og hans blik var klart og usvækket. Det var et højtideligt øjeblik. Dybt bevæget skildrede han deres almægtige beskytters kærlighed og nåde:

<PP 237/2> "Thi gransk dog i de henfarne tider, der gik forud for dig, lige fra den tid af, da Gud skabte menneskene på Jorden, og fra den ene ende af himmelen til den anden, om der er sket noget så stort som dette, eller om dets lige er hørt. Har noget folk hørt Guds røst ud fra ilden, således som du hørte det, og levet? Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et folk midt ud af et andet folk ved prøvelser, tegn og undere, ved krig, med stærk hånd og udstrakt arm og store rædsler, således som du med egne øjne så Herren Eders Gud gøre med Eder i Ægypten? Du fik det at se, for at du skulle vide, at Herren og ingen anden er Gud."

<PP 237/3> "Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, Herren har fattet velbehag til Eder og udvalgt Eder, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Herren elskede Eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor Eders fædre, derfor var det, at Herren med stærk hånd førte Eder ud og udløste dig af trællehuset, af Ægypterkongen Faraos hånd; så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud." 5Mos 7,7-9.

<PP 237/4> Israels folk havde givet Moses skylden for alle deres besværligheder, men nu blev deres mistanke om, at han havde været besjælet af stolthed, ærgerrighed og selviskhed, fejet bort, og de lyttede tillidsfuldt til hans ord. Moses foreholdt dem pligttro deres fejl og deres fædres synder. De havde ofte været utålmodige og oprørske, fordi de skulle vandre så længe i ørkenen, men det var ikke Herrens skyld, at de ikke tog Kanaan i besiddelse med det samme. Hans sorg var større end deres, fordi han ikke kunne give dem det forjættede land straks og således udfri sit folk ved sin store magt for øjnene af alle nationerne. De var ikke beredt til at drage ind i Kanaan, fordi de var stolte og vantro og ikke stolede på Gud. Man ville slet ikke kunne se, at de var det folk, som havde Gud til herre, for de havde ikke hans rene, ædle karakter. Hvis deres fædre i tro havde bøjet sig for Guds befalinger, rettet sig efter hans domme og adlydt hans bud, ville de for længst være kommet ind i Kanaan og være blevet et fremgangsrigt, helligt og lykkeligt folk. Gud blev vanæret, fordi de var så længe om at drage ind i det herlige land, og hans anseelse dalede i de omkringboende folks øjne.

<PP 237/5> Moses, der forstod Guds lovs beskaffenhed og værdi, forsikrede Israel om, at intet andet folk havde så vise, retfærdige og barmhjertige love som hebræerne. "Se," sagde han, "jeg har lært Eder anordninger og lovbud, såedes som Herren min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i besiddelse; hold dem og følg dem! Thi det skal være Eders visdom og Eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et viist og klogt folk, dette store folk!"

<PP 237/6> Moses henledte deres opmærksomhed på "den dag, du stod for Herren din Guds åsyn ved Horeb". Så rettede han disse ord til det hebraiske folk: "Hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger Eder i dag?" Disse spørgsmål, som blev rettet til Israel dengang, kunne gentages i dag. De love, Gud gav sit folk på det tidspunkt, var visere, bedre og mere humane end lovene hos de mest civiliserede folk på jorden. Nationernes love bærer præg af det uomvendte hjertes skrøbeligheder og lidenskaber, men Guds lov bærer det guddommelige stempel.

<PP 237/7> "Men Eder tog Herren og førte ud af smelteovnen," sagde Moses, "for at I skulle være hans ejendomsfolk." Nu gav han en beskrivelse af det land, som de snart skulle drage ind i, og som skulle tilhøre dem på betingelse af, at de var lydige imod Guds lov. Hvor må disse ord have rørt israelitternes hjerte dybt, når de tænkte på, at han, som gav en så levende skildring af det herlige lands velsignelser, ikke ville få del i sit folks arv på grund af deres synd.

<PP 238/1> Moses sagde: "Herren din Gud vil føre dig ind i et herligt land," "ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din sæd, måtte du vande landet med din fod som en urtehave; nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, der drikker vand, når regnen falder fra himmelen," "et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning, et land, hvor du ikke skal tære fattigmands brød, hvor du intet skal mangle, et land, hvis sten giver jern, og i hvis bjerge du kan hugge kobber." Et land, som Herren din Gud har omhu for, og som Herren din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets slutning." 5Mos 8,7-9; 11,10-12.

<PP 238/2> "Og når Herren din Gud fører dig ind i det land, han tilsvor dine fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke byer, som du ikke har bygget, huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede cisterner, som du ikke har udhugget, vingårde og olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, vogt dig da for at glemme Herren." Så vogt Eder for at glemme Herren Eders Guds pagt. Thi Herren din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud!" Moses sagde, at hvis de gjorde det, der var ondt i Herrens øjne, ville de hastigt "blive udryddet af det land, I skal over Jordan og tage i besiddelse".

<PP 238/3> Da loven var gentaget for folket, nedskrev Moses resten af de love, anordninger og domme, som Gud havde givet ham, samt alle reglerne for offersystemet. Den bog, der indeholdt alt dette, blev overdraget til de rette embedsmænd og opbevaret sikkert ved siden af arken. Men den store leder var stadig ængstelig for, at folket skulle holde op med at tjene Gud. I en højtidelig og gribende tale forelagde han dem de velsignelser, de ville høste, hvis de var lydige, og de forbandelser, der ville blive dem til del, hvis de overtrådte Guds lov:

<PP 238/4> "Men dersom du adlyder Herren din Guds røst og handler efter alle hans bud, som jeg i dag pålægger dig," "velsignet skal du være i staden, og velsignet skal du være på marken! Velsignet dit livs, din jords og dit kvægs frugt. Velsignet din kurv og dit dejtrug. Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud! Når dine fjender rejser sig imod dig, skal Herren slå dem på flugt foran dig ... Herren skal byde sin velsignelse være med dig i dine lader og i alt, hvad du tager dig for,"

<PP 238/5> "Men hvis du ikke adlyder Herren din Guds røst og omhyggeligt handler efter alle hans bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig, så skal alle disse forbandelser komme over dig." "Du skal blive til rædsel, spot og spe for alle de folk, Herren fører dig hen til." Herren skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til, træ og sten; og blandt disse folk skal du ikke få ro eller finde hvile for din fod; thi der skal Herren give dig et skælvende hjerte, udtærede øjne og en vansmægtende sjæl. Det skal synes dig, som hang dit liv i en tråd; du skal ængstes ved dag og ved nat og aldrig føle dig sikker på dit liv. Om morgenen skal du sige: "Gid det var aften!" Og om aftenen: "Gid det var morgen!" Sådan angst skal du gribes af, og så forfærdeligt bliver det, dine øjne får at se."

<PP 238/6> Mens inspirationens ånd hvilede over Moses, så han langt ind i fremtiden og beskrev de frygtelige begivenheder, der udspilledes, da Israel blev endeligt forkastet som en nation, og de romerske hære ødelagde Jerusalem: "Herren skal opbyde imod dig et folk fra det fjerne, fra Jordens yderste ende, et folk med ørnens flugt, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, der ikke tager hensyn til de gamle eller viser skånsel mod de unge."

<PP 238/7> Han gav også en levende beskrivelse af landets fuldstændige ødelæggelse og folkets frygtelige lidelser under Titus belejring af Jerusalem mange århundreder senere: "Det skal opæde dit kvægs og din jords frugt, indtil du er lagt øde. Det skal belejre dig i alle dine byer, indtil dine høje, stærke mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit land. Du skal fortære din livsfrugt, kødet af dine sønner og døtre, som Herren din Gud giver dig, under den trængsel og nød, dine fjender bringer over dig." "Den mest forvænte og blødagtige af dine kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin fod på jorden for blødagtighed og forvænthed, skal se skævt til sin mand, der hviler i hendes favn, og til sin søn og datter; men i mangel på alt fortærer hun dem (børnene) selv i løndom under den trængsel og nød, din fjende bringer over dig inden dine porte!"

<PP 239/1> Moses sluttede med disse gribende ord: "Jeg tager i dag Himmelen og Jorden til vidne mod Eder på, at jeg har forelagt Eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på de dage, du kommer til at bo i det land, Herren svor at ville give dine fædre, Abraham, Isak og Jakob." 5Mos 30,19-20.

<PP 239/2> For at indprente disse sandheder dybt i deres bevidsthed nedskrev den store leder dem i hellige vers. Denne sang var både historisk og profetisk. Samtidig med at den skildrede Guds vidunderlige handlemåde med sit folk i fortiden, viste den frem til de store begivenheder, der skulle ske i fremtiden, og de trofastes endelige sejr, når Kristus kommer igen i kraft og herlighed. Folket fik besked på at huske dette historiske digt og at lære deres børn og børnebørn det. Menigheden skulle synge det under gudstjenesten, og folket skulle gentage det under deres daglige arbejde. Forældrene havde pligt til at lære deres børn disse ord, mens deres sind endnu var følsomt og modtageligt, så de aldrig glemte dem.

<PP 239/3> Da israelitterne fremfor alle andre folk havde fået betroet det ansvar at opbevare og holde Guds lov, skulle de have en klar forståelse af dens store betydning. De skulle indse, hvor vigtigt det var, at de holdt den, og den undervisning, de selv havde fået, skulle de lade gå videre til deres børn og børnebørn. Herren sagde om sine bud: "Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte."

<PP 239/4> Når deres børn i fremtiden spurgte: "Hvorledes har det sig med de vidnesbyrd, anordninger og lovbud, som Herren vor Gud gav Eder?" skulle forældrene gentage beretningen om Guds nådige handlemåde med dem hvorledes Herren havde befriet dem, for at de kunne holde hans lov og sige til dem: "Dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i live, som det hidtil er sket. Og vi skal stå som retfærdige for Herren vor Guds ansigt, når vi handler efter alle disse anordninger, således som han har pålagt os!"