<PP 225/2> Om morgenen sendte Bileam modstræbende sendebudene bort, men han fortalte dem ikke, hvad Herren havde sagt. I sin vrede over, at hans drømme om rigdom og ære pludselig var bristet, udbrød han ærgerligt: "Vend tilbage til Eders land, thi Herren vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med Eder!"

<PP 225/3> Bileam "ville vinde løn ved uret". 2Pet. 2,12. Gud betegner havesyge eller pengegridskhed som afgudsdyrkelse, Havesygen havde gjort ham til en vendekåbe, og på grund af denne ene synd havde Satan fået fuldstændigt herredømme over ham. Det var dette, der forårsagede hans ulykke Fristeren tilbyder stadig verdslig vinding og ære for at lokke mennesker til at forlade Guds tjeneste. Han fortæller dem, at de ikke kan blive velhavende, fordi de er for samvittighedsfulde. På den måde tilskyndes mange til at forlade ærlighedens slagne vej. Det ene forkerte skridt fører det næste med sig, og folk bliver mere og mere dristige. Når de først har ladet havesyge og magtbegær få magten over sig, er de parat til at vove det alder værste. Mange bilder sig selv ind, at de midlertidigt kan slå af på ærlighedens principper for at skaffe sig en eller anden verdslig fordel, og at de kan slå ind på retskaffenhedens vej igen, når de har nået deres mål. Sådanne mennesker indvikler sig i Satans snare og redder sig sjældent ud igen.

<PP 225/4> Da sendebudene meddelte Balak, at profeten havde nægtet at følge med dem, fortalte de ikke, at Gud havde forbudt ham at rejse. Kongen troede, at Bileams afslag blot skyldtes, at han ville have en større belønning, og han sendte derfor på ny høvdinge af sted, flere og mere ansete end de første. De lovede ham store æresbevisninger og havde bemyndigelse til at gå ind på en hvilken som helst betingelse, Bileam måtte stille. Balaks indtrængende budskab til profeten lød: "Undslå dig ikke for at komme til mig! Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det folk!"

<PP 225/5> Bileam blev stillet på prøve for anden gang. I sit svar til sendebudene foregav han at være meget samvittighedsfuld og retskaffen, og han forsikrede dem om, at hverken guld eller sølv kunne formå ham til at handle imod Guds vilje. Inderst inde ville han gerne opfylde kongens anmodning, og skønt Gud allerede klart og tydeligt havde givet sin vilje til kende, bad han sendebudene vente for at han kunne rådspørge Gud endnu engang. Som om den Almægtige blot er et menneske, som lader sig overtale!

<PP 225/6> "Da kom Gud om natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!" Gud lod Bileam gå så vidt, fordi han absolut ville. Bileam søgte ikke at gøre Guds vilje. Han gik sine egne veje og forsøgte at opnå Herrens godkendelse.

<PP 225/7> Der er tusinder af mennesker, som bærer sig ad på samme måde i dag. De ville ikke have svært ved at se, hvad der var deres pligt, hvis den faldt sammen med deres ønsker. De kan enten læse i Bibelen, hvorledes de bør handle, eller se det af omstændighederne eller tænke sig til det. Men hvis disse vidnesbyrd går imod deres ønsker og tilbøjeligheder, fejer de dem ofte til side og foregiver, at de vil henvende sig til Gud for at få at vide, hvad de skal gøre. De beder længe og alvorligt om lys og er tilsyneladende meget samvittighedsfulde. Men Gud er ikke at spøge med. Han lader ofte sådanne mennesker få deres vilje, men lader dem selv tage følgerne. "Mit folk ville ikke høre min røst. ... Da lod jeg dem fare i deres stivsind, de vandred efter deres egne råd." Sl 81,12-13. Når et menneske ser sin pligt tydeligt og klart, bør det ikke foregive at ville henvende sig til Gud for at bede om at blive fri for at gøre den. Det bør snarere bede ydmygt og underdanigt om guddommelig hjælp og visdom til t. gøre, som det har fået besked på.

<PP 226/1> Moabitterne var et vanartet og afguderisk folk, men i forhold til det lys, de havde fået, var deres synd ikke så stor i Himmelens øjne som bileams. Han foregav at være Guds profet, og derfor blev alt, hvad han sagde, anset for at være udtalt med guddommelig bemyndigelse. Det var også derfor, at han ikke fik tilladelse til at sige, hvad han ville, men skulle overbringe det budskab, som Gud ville give ham. "Du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig " lød den guddommelige befaling.

<PP 226/2> Bileam havde fået tilladelse til at drage med sendebudene fra Moab, hvis de kom og hentede ham om morgenen. Sendebudene blev imidlertid utålmodige over hans tøven, og da de også ventede at få afslag fra ham næste gang, begav de sig på vej hjem uden at forhandle mere med ham. Nu havde han ikke længer nogen undskyldning for at føje Balak. Men Bileam var opsat på at få den lovede belønning. Han tog derfor det dyr, som han plejede at ride på, og red af sted. Han var bange for, at den guddommelige tilladelse skulle blive trukket tilbage. Derfor skyndte han sig så meget som muligt for ikke at gå glip af den belønning, Han var så ivrig efter at få.

<PP 226/3> Men "Herrens engel stillede sig på vejen for at stå ham imod". Dyret så det guddommelige sendebud og gik ind på marken. Bileam havde derimod ikke set engelen. Bileam drev dyret tilbage til stien med grusomme stokkeslag. Herrens engel stillede sig nu, hvor vejen var smal og indhegnet af mure. Kor at undgå den truende skikkelse trykkede dyret sin herres fod ind mod muren. Bileam var blind for, at det var Himmelen, der lagde ham hindringer i vejen. Han vidste ikke, at det var Gud, der standsede ham. Han blev rasende og tvang dyret til at gå videre ved skånselsløst at slå det.

<PP 226/4> "Herrens engel gik nu længere frem og stillede sig i en snævring, hvor det ikke var muligt at komme til siden, hverken til højre eller venstre." Engelen indtog også denne gang en truende holdning Det stakkels dyr rystede af skræk, gjorde holdt og sank sammen under sin rytter. Bileam blev ude af sig selv af raseri og slog dyret endnu værre end før. Nu åbnede Gud æselets mund, og "et umælende dyr talte med menneskerøst og standsede profeten i hans afsind". 2Pet. 2,16. "Hvad har jeg gjort dig," sagde dyret, "siden du nu har slået mig tre gange?"

<PP 226/5> I sin vrede over at være blevet standset på sin rejse svarede Bileam dyret på samme måde, som han ville have svaret et menneske: "Du har drillet mig; havde jeg haft et sværd i hånden, havde jeg slået dig ihjel!" Her kom et menneske, som udgav sig for at være troldmand. Han var på vej hen for at udtale en forbandelse over et helt folk i den hensigt at gøre dem kraftesløse, men han havde ikke engang magt til at dræbe det dyr, han red på!

<PP 226/6> Nu blev Bileams øjne åbnet, og han så Guds engel stå med sværdet draget, parat til at dræbe ham. Han blev skrækslagen og "bøjede sig og kastede sig ned på sit ansigt". Engelen sagde til ham: "Hvorfor slog du dit æsel de tre gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min vilje. Æselet så mig og veg tre gange til side for mig; og var det ikke veget til side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets liv!"

<PP 226/7> Bileams redning skyldtes det stakkels dyr, som han havde mishandlet. Det menneske, som gav sig ud for at være Herrens profet og at skue "den Almægtiges syner", var så forblindet af begærlighed og ærgerrighed, at han ikke kunne se Guds engel. Men dyret så ham. Denne verdens gud har slået de vantros tanker med blindhed. (2Kor. 4,4.) Hvor er der mange, som er blindet på denne måde! De haster af sted på forbudne veje, overtræder Guds lov og kan ikke se, at Gud og hans engle står dem imod. Ligesom Bileam er de vrede på dem, som vil forhindre deres død.

<PP 226/8> Ved sin behandling af dyret havde Bileam vist, hvilken ånd der havde magten over ham. "Den retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt." Ord. 12,10. Der er kun få, der forstår, hvor syndigt det er at være ond mod dyrene eller lade dem lide mangel. Menneskets skaber har også skabt dyrene, og "hans barmhjertighed er over alle hans værker". Sl 145,9. Dyrene blev skabt for menneskets skyld, men mennesket har ikke ret til at volde dem smerte ved hårdhed eller grov udnyttelse.

<PP 226/9> Det er på grund af menneskets synd, at "hele skabningen tilsammen sukker og er i veer". Rom 8,22. Det er synden, der er skyld i både menneskers og dyrs lidelse og død, Mennesket bør derfor prøve at lette byrden af de lidelser, som dets overtrædelse har forvoldt Guds skabninger, i stedet for at forøge den. Det menneske, som misbruger dyrene, fordi det har magt over dem, er både en kujon og en tyran.

<PP 227/1> Det er djævelsk at gøre fortræd, både når det går ud over mennesker og dyr. Mange mennesker er ikke klar over, at deres grusomhed vil blive afsløret, fordi dyrene ikke kan røbe noget, men hvis disse menneskers øjne blev åbnet ligesom Bileams, ville de se, at der er en engel fra Gud til stede, og han vil vidne imod dem ved den himmelske domstol. Der bliver aflagt rapport i Himmelen, og en dag vil der blive afsagt dom over dem.som misbruger Guds skabninger.

<PP 227/2> Da Bileam så Guds sendebud, blev han grebet af rædsel og sagde: "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage," Herren lod ham fortsætte rejsen, men lod ham forstå, at han førte kontrol med, hvad han sagde. Gud ville vise Moab, at hebræerne stod under Himmelens beskyttelse, og det skete med al ønskelig tydelighed, da han lod moabitterne se, at Bileam ikke engang kunne udtale en forbandelse over hebræerne uden Guds tilladelse.

<PP 227/3> Da Moabs konge fik at vide, at Bileam nærmede sig, drog han ham i møde ved sit lands grænse med et stort følge. Da han udtrykte sin forbavselse over, at Bileam ikke kom med det samme i betragtning af den rige belønning, der ventede ham, svarede profeten: "Se, nu er jeg kommet til dig, men mon det står i min magt at sige noget? det ord, Gud lægger mig i munden, må jeg tale!" Bileam beklagede dybt denne begrænsning i sin handlefrihed. Han var bange for, at han ikke kunne gennemføre sit forehavende, når han var under Herrens kontrol."

<PP 227/4> I pomp og pragt førte kongen og rigets ypperste mænd nu Bileam op til Bamot-Baal, hvorfra han kunne se ud over hebræernes hærskare. Betragt profeten, mens han står på sit høje stade og skuer ud over Guds udvalgte folks lejr. Israelitterne aner kun lidet om, hvad der foregår lige i nærheden. De er heller ikke til fulde klar over, at de står under Guds beskyttelse dag og nat. Hvor er Guds folks fatteevne sløv! Hvor har de altid været langsomme til at fatte Guds store kærlighed og nåde. Mon ikke deres hjerte ville blive fyldt med taknemmelighed over Guds kærlighed, og mon ikke de ville blive fyldt med ærbødighed ved tanken om Guds majestæt og magt, hvis de kunne se, hvorledes Guds vidunderlige magt til stadighed udøves for deres skyld?

<PP 227/5> Bileam havde et vist kendskab til hebræernes ofringer, og han håbede, at han kunne sikre sig Guds velsignelse og gennemføre sit syndige forehavende ved at bringe endnu kostbarere gaver end hebræerne. Sådan var indstillingen hos de afgudsdyrkende moabitter, og disse tanker fandt nu indpas hos Bileam. Hans visdom var blevet til dårskab, hans åndelige syn var sløret, og han havde blindet sig selv ved at give efter for Satans magt.

<PP 227/6> På Bileams befaling blev der nu bygget syv altre, og han bragte et offer på hvert af altrene. Nu trak han sig tilbage til "en nøgen klippetop" for at mødes med Gud. Forinden lovede han at fortælle Balak, hvad Herren lod ham skue.

<PP 227/7> Kongen stod nu ved brændofferet sammen med Moabs fyrster og høvdinge, mens folket ivrigt flokkedes omkring dem for at vente på profeten. Endelig kom han, og folket ventede at høre de ord, der for bestandig ville lamme den mærkelige magt, som blev udøvet for at hjælpe de forhadte israelitter. Bileam sagde:

<PP 227/8> "Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs konge fra Østens bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald vrede ned over Israel!" Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes! Jeg ser det fra klippernes top, fra højderne skuer jeg det, et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene. Hvem kan måle Jakobs sandskorn, hvem kan tælle Israels støvgran? Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!"

<PP 227/9> Bileam indrømmede, at han var kommet for at forbande Israel, men de ord, han udtalte, stod i skarp modsætning til hans hjertes følelser, Han blev tvunget til at velsigne, mens hans indre var fyldt med forbandelser.

<PP 228/1> Da Bileam kastede sit blik ud over Israels lejr, blev han overrasket over dens størrelse. Der var blevet fortalt ham, at israelitterne var en barbarisk, uorganiseret hob, som i bander overfaldt og udplyndrede landet og var en plage for de omkringboende folkeslag. Men da han så dem, fik han det stik modsatte indtryk. Der var fuldstændig orden i den store lejr, og alt bar præg af gennemført disciplin. Han så, at Israel nød Guds yndest, og at de var hans udvalgte folk. De skulle ikke stå på samme stade som andre nationer, men være hævet over dem. "Et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene." Da disse ord blev udtalt, havde israelitterne ikke fast opholdssted, og Bileam kendte ikke deres særegnede karakter eller deres sæder og skikke. Men hvor fik denne profeti en slående opfyldelse i Israels historie! Gennem hele deres fangenskab og i alle århundrederne efter deres adspredelse mellem verdens nationer er de vedblevet at være et særskilt folk. På samme måde er Guds, folk det sande Israel som findes spredt mellem alle folkeslag, blot fremmede på jorden, og Himmelen er deres fædreland.

<PP 228/2> Bileam så ikke blot den hebraiske nations historie, han så også Guds sande Israels vækst og fremgang lige til verdens ende. Han så den velsignelse, som den Højeste skænker dem, der elsker og frygter ham. Han så, at Gud bar dem på armen, når de gik gennem dødsskyggens mørke dal, og han var vidne til, at de opstod af graven, kronet med herlighed, ære og udødelighed. Han så også de forløste nyde den nye jords evige glæder. Med alt dette for øje udbrød han: "Hvem kan måle Jakobs sandskorn, hvem kan tælle Israels støvgran?" Da han så den herlige krone, som prydede hvert eneste hoved, og den glæde, der udstrålede fra alles ansigt, og idet han så frem til deres evige tilværelse i ublandet glæde, bad han denne højtidelige bøn: "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres."

<PP 228/3> Hvis Bileam havde taget imod det lys, som Gud gav ham, ville han have omsat sine ord i handling i dette øjeblik og straks have afbrudt forbindelsen med Moab. Han ville ikke længer have trukket veksler på Guds nåde, men ville være kommet tilbage til Gud i dyb anger. Men Bileam higede efter uretfærdighedens løn, og han var fast besluttet på at få den.

<PP 228/4> Balak havde ventet, at der ville blive udtalt en forbandelse, der ville ramme Israel som en fortærende pest. Da han nu hørte profetens ord, udbrød han vredt: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og se, du har velsignet dem!" Bileam prøvede at gøre en dyd af nødvendigheden og foregav, at han havde taget samvittighedsfuldt hensyn til Guds vilje og udtalt de ord, som var blevet tvunget over hans læber af den guddommelige magt. Han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad Herren lægger mig i munden?"

<PP 228/5> Balak kunne ikke opgive sit forehavende på dette tidspunkt. Han drog den slutning, at det imponerende syn af hebræernes vældige lejr havde slået Bileam med en sådan frygt, at han ikke vovede at besværge dem. Kongen besluttede at tage profeten med hen til et sted, hvor man kun kunne se en mindre del af folket. Hvis han kunne få Bileam til at forbande en del af folket ad gangen, ville hele lejren hurtigt være dømt til undergang. Der blev gjort et nyt forsøg på et højdepunkt, som hed Pisga. Der blev bygget syv nye altre og bragt de samme ofre som første gang. Kongen og hans høvdinge blev stående ved ofrene, mens bileam gik hen for at møde Gud. Profeten fik atter et guddommeligt budskab, som han ikke kunne forandre eller tilbageholde.

<PP 228/6> Da han kom tilbage til det ventende selskab, blev han mødt med ordene: "Hvad har Herren sagt?" Ligesom første gang blev kongens og fyrsternes hjerte grebet af rædsel over svaret:

<PP 228/7> "Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! Man skuer ej nød i Jakob, ser ej trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og kongejubel lyder hos det."

<PP 228/8> Dybt grebet af disse åbenbaringer udbrød Bileam: "Thi mod Jakob hjælper ej trolddom ikke mod Israel." Den store troldmand havde prøvet at bruge sin trolddomsmagt i overensstemmelse med moabitternes ønske, men med henblik på denne begivenhed skulle det siges om Israel: "Hvad har Gud gjort?" Så længe de stod under Guds beskyttelse, kunne intet folk og intet rige besejre dem, selv ikke ved hjælp af al Satans magt. Hele verden skulle falde i undren over den vidunderlige måde, hvorpå Gud arbejdede for sit folk: et menneske, som var besluttet på at gå syndens ærinde, stod så fuldstændigt under den guddommelige magts kontrol, at han i stedet for at forbande udtalte de rigeste og smukkeste løfter i et ophøjet og gribende poetisk sprog. Den omsorg, som Gud viste overfor Israel på dette tidspunkt, skulle være et løfte om hans beskyttende omsorg for sine lydige, trofaste børn til alle tider. Når Satan tilskyndede onde mennesker til at bagtale, plage og udrydde Guds folk, ville de tænke på denne tildragelse, og deres mod og deres tro på Gud ville blive styrket.

<PP 229/1> Moabs konge udbrød nedslået og fortvivlet: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt fald ikke!" Han havde trods alt stadig et ringe håb i sit hjerte og besluttede at gøre et nyt forsøg. Han førte nu Bileam op på Peors bjerg, hvor der lå et tempel, som var indviet til den tøjlesløse dyrkelse af deres gud Baal. Her blev der bygget lige så mange altre som før og bragt det samme antal ofre. Denne gang gik Bileam ikke afsides som tidligere for at lære Guds vilje at kende. Han gav det ikke udseende af, at han ville gøre brug af trolddom, men stillede sig ved siden af altrene og så ud over Israels telte. Atter hvilede Guds Ånd over ham, og fra hans læber lød dette guddommelige budskab:

<PP 229/2> "Hvor herlige er dine telte, Jakob, og dine boliger, Israel! Som dale, der strækker sig vidt, som haver langs med en flod, som aloetræer, Herren har plantet, som cedre ved vandets bred, Dets spande flyder over med vand, dets korn får rigelig væde. Mægtigere end Agag er dets konge, og ophøjet er dets kongedømme ... Det lægger sig, hviler som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!"

<PP 229/3> Guds folks velstand skildres her i nogle af de smukkeste billeder fra naturen. Profeten sammenligner Israel med frugtbare dale, som bærer en rig høst, med blomstrende haver, der vandes af evigt rindende kilder og ned det vellugtende sandeltræ og den majestætiske Ceder. Det sidste billede er et af de smukkeste og mest passende i det inspirerede ord. Alle Østens folk holdt Libanons ceder i ære.

<PP 229/4> Den træsort, som dette træ tilhører, findes overalt på jorden, hvor mennesker har færdedes. Disse træer vokser lige fra de arktiske egne til troperne. De trives, hvor der er varmt, og trodser kulden, hvor der er koldt. De vokser frodigt langs flodbredden og hæver deres knejsende krone i den tørre ødemark. De sender deres rødder dybt ned i bjergenes klippegrund og trodser frejdigt stormen. Deres blade er friske og grønne, når alle andre træer står nøgne i vinterkulden. Libanons ceder udmærker sig fremfor alle andre træer ved sin styrke, urokkelighed og holdbarhed, og dette træ bruges som et symbol på dem, hvis liv er "skjult med Kristus i Gud". Kol. 3,3. Skriften siger: "De retfærdige ..... vokser som Libanons ceder". Sl 92,13. Den guddommelige hånd har givet cedertræet den ophøjede plads som skovens konge. "Ingen cypres havde mage til grene, ingen planten havde kviste som den." (Ez. 31,8.) Intet træ i Guds have målte sig med den. Cederen anvendes atter og atter som et symbol på kongeværdighed, og når skriften benytter den som et billede på de retfærdige, viser dette, hvorledes Himmelen ser på dem, der gør Guds vilje.

<PP 229/5> Bileam sagde i sin profeti, at Israels konge ville blive mægtigere end Agag. Amalekitternes konger bar navnet Agag, og amalekitterne var en mægtig nation på dette tidspunkt. Men hvis Israel var tro overfor Gud, ville de besejre alle deres fjender. Israels konge var Guds Søn, og en dag ville hans trone blive rejst på Jorden, og han ville udøve sin magt over alle jordiske konger.

<PP 229/6> Da Balak lyttede til profetens ord, blev han grebet af skuffelse, frygt og raseri. Han var vred over, at Bileam ikke gav ham den mindste smule opmuntring, når alting skulle gå ham imod. Han foragtede profetens bedrageriske fremgangsmåde og så ned på ham, fordi han var gået på akkord. Kongen sagde vredt: "Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig løn, men nu har Herren unddraget dig den!" Bileam svarede, at han havde fortalt kongen på forhånd, at han kun kunne bringe det budskab, som Gud gav ham,

<PP 230/1> Inden Bileam vendte hjem til sit folk, udtalte han en smuk og ophøjet profeti om verdens frelser og Guds fjenders endelige tilintetgørelse:

<PP 230/2> "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs tindinger og alle setsønnernes isse."

<PP 230/3> Han sluttede med at forudsige Moabs, Edoms, Amaleks og kenitternes fuldstændige udryddelse og tilintetgjorde derved den moabitiske konges sidste håb.

<PP 230/4> Bileam var en skuffet mand. Hans drømme om rigdom og ære var slået fejl, han havde pådraget sig kongens vrede, og han var klar over, at han var genstand for Guds mishag. Således vendte han hjem fra den rejse, han selv havde valgt at begive sig ud på. Da han var kommet hjem, forlod Guds Ånd ham og øvede ikke længer nogen indflydelse over ham. Nu tog begærligheden, som blot var blevet holdt i skak, magten over ham. Han var villig til at benytte et hvilket som helst middel for at få den gave, Balak havde lovet. Bileam vidste, at Israels fremgang var afhængig af deres lydighed mod Gud, og at de kun kunne besejres, hvis de blev ledt i synd. Han besluttede nu at skaffe sig Balaks belønning ved at vise moabitterne, hvorledes de kunne nedkalde en forbandelse over Israel.

<PP 230/5> Han rejste øjeblikkelig tilbage til Moabs land og forelagde kongen sine planer. Moabitterne var selv overbevist om, at Gud ville være israelitternes skjold; så længe Israel blev ved at være tro overfor ham. Bileams plan gik ud på at skille Israel fra Gud ved at lokke dem til afgudsdyrkelse, Hvis de kunne lokkes til at deltage i den tøjlesløse tilbedelse af Baal og Astarte ville deres almægtige beskytter blive deres fjende, og så ville de hurtigt blive et bytte for de omkringboende brutale, krigeriske folkeslag. Kongen gik beredvilligt ind på denne plan, og Bileam blev hos ham for at hjælpe til med at gennemføre den.

<PP 230/6> Bileam så, hvorledes hans djævelske plan lykkedes, Han så Guds forbandelse ramme Guds folk. Tusinder blev dræbt af Guds straffedomme. Men den guddommelige retfærdighed, som straffede Israels synd, lod ikke dem, der havde ledt folket i fristelse, gå fri. Bileam blev dræbt i krigen mellem Israel og midjanitterne. Han havde en forudanelse om, at hans liv nærmede sig afslutningen, da han sagde "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!" Men Bileam havde ikke valgt at leve som de oprigtige, og han fik samme skæbne som Guds fjender.

<PP 230/7> Der er visse lighedspunkter mellem Bileams og Judas skæbne, og deres karakter har også meget tilfælles. Begge prøvede at tjene både Gud og mammon, men det mislykkedes totalt. Bileam kendte den sande Gud og foregav at tjene ham. Judas troede, at Jesus var Messias, og sluttede sig til hans efterfølgere. Bileam håbede, at han kunne skaffe sig rigdomme og verdslig ære ved at tjene Gud. Da det ikke lykkedes, blev det hans fald, og han mistede livet. Judas håbede også, at han kunne sikre sig rigdom og opnå en høj stilling i det verdslige rige, som han troede, at Messias stod i begreb med at oprette. Da hans drømme bristede, faldt han fra og gik sin undergang i møde. Både Bileam og Judas havde haft et stort lys og store forrettigheder; men en eneste synd forgiftede hele deres karakter og forårsagede deres død.

<PP 230/8> Det er farligt at nære et ukristeligt karaktertræk i hjertet. Hvis man hæger om blot en eneste synd, vil denne lidt efter lidt nedværdige karakteren, og alle de ædle karaktertræk vil blive underkastet den onde tilbøjelighed. Hvis man lader samvittigheden være ubeskyttet på blot et enkelt punkt, giver efter for en dårlig vane og undlader at opfylde pligtens store krav blot en gang, svækker man sjælens forsvar og lader Satan komme ind og forføre en. Vort eneste værn består i, at daglig af et oprigtigt hjerte beder den bøn, som David bad: at Gud vil lede os på sine veje, for at vi ikke skal vakle. Sl 17,5.