<PP 215/2> "Din broder Israel lader sige: Du kender jo alle de besværligheder, som er vederfaret os, hvorledes vore fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange tider, og hvorledes ægypterne mishandlede os og vore fædre, da råbte vi til Herren, og han hørte vor røst og sendte en engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i byen Kadesj ved grænsen af dine landemærker. Lad os få lov at vandre igennem dit land. Vi vil hverken drage hen over marker eller vinhaver eller drikke vandet i brøndene; vi vil gå ad kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit land!"

<PP 215/3> Svaret på denne høflige anmodning var et truende afslag: "Du må ikke vandre igennem mit land, ellers drager jeg imod dig med sværd i hånd!"

<PP 215/4> Overrasket over denne afvisning sendte Israels ledere en ny henvendelse til kongen med løftet: "Vi vil følge den slagne landevej, og dersom jeg eller mit kvæg drikker af dine vandingssteder, vil jeg betale derfor; det er da ikke noget at være bange før, jeg vil kun vandre derigennem til fods!"

<PP 215/5> "Du må ikke drage her igennem!" var svaret. Bevæbnede skarer af edomitter var allerede opstillet ved de vanskelige pas, så at enhver fredelig fremtrængen i det retning var umulig, og hebræerne havde ikke fået tilladelse til at gribe til magt. De var nødt til at drage den lange vej uden om Edom.

<PP 215/6> Hvis folket havde stolet på Gud, når de blev sat på prøve, ville fyrsten over Herrens hær have ført dem igennem Edom, og landets indbyggere ville have været bange for dem, så at de havde hjulpet dem i stedet for at vise dem fjendtlighed. Men israelitterne fulgte ikke Guds ord øjeblikkelig, og mens de klagede og knurrede, mistede de den gyldne anledning Da de omsider var parat til at fremsætte deres ønske overfor kongen, fik de afslag. Lige siden de forlod Ægypten, havde Satan arbejdet på at lægge dem hindringer og fristelser i vejen, før at de ikke skulle komme ind i Kanaan. Og på grund af deres egen vantro havde de gentagne gange åbnet døren for ham, så at han kunne modarbejde Guds hensigt.

<PP 215/7> Det er vigtigt at tro på Guds ord og straks handle efter det, mens englene venter på at arbejde for os. Onde engle er rede til at hindre ethvert skridt fremad. Og når Gud byder sine børn gå fremad, og han er rede til at gøre store ting for dem, frister Satan dem til at mishage Herren ved at tøve. Han søger at fremkalde splid eller knurren og vantro og derved berøve dem de velsignelser, Gud ønsker at give dem. Guds tjenere bør være rede til at gå, så snart Gud baner vejen. Enhver opsættelse fra deres side vil give Satan tid til at besejre dem.

<PP 216/1> I sine første anvisninger til Moses om israelitternes rejse gennem Edom havde Herren erklæret, at edomitterne ville være bange for Israel, men samtidig havde han forbudt sit folk at drage fordel heraf. Selv om Gud stod på Israels side, og edomitternes frygt ville gøre dem til et let bytte, måtte hebræerne ikke udplyndre dem. Befalingen til dem lød: "I skal tage Eder vel i vare for at indlade Eder i krig med dem; thi jeg vil ikke give Eder så meget som en fodsbred af deres land, thi Esau har jeg givet Seirs bjerge i arv og eje." 5Mos 2,4-5.

<PP 216/2> Edomitterne var Abrahams og Isaks efterkommere, og for disse to tjeneres skyld havde Herren vist nåde mod Esaus efterkommere. Han havde givet dem Seirs bjerge i eje, og de skulle have lov til at leve uforstyrret her, medmindre de ved deres synder stillede sig udenfor Guds nådes rækkevidde. Hebræerne skulle fordrive og fuldstændig tilintetgøre Kanaans indbyggere, som havde fyldt deres uretfærdigheds bæger, men edomitternes prøvetid var endnu ikke udløbet, og derfor skulle der vises dem nåde. Gud finder behag i barmhjertighed, og han viser mildhed, før han lader sine straffe falde. Han pålægger Israel at skåne Edoms folk, før han giver dem befaling til at tilintetgøre Kanaans indbyggere.

<PP 216/3> Edoms og Israels forfædre var brødre, og forholdet mellem dem burde være præget af broderlig venlighed og høflighed. Israelitterne måtte hverken nu eller i fremtiden hævne den fornærmelse, de blev udsat for, da det blev nægtet dem at drage gennem landet. De skulle ikke forvente at komme i besiddelse af et eneste stykke af Edoms land. Selv om israelitterne var Guds udvalgte og begunstigede folk, måtte de ikke overskride de grænser, han havde sat for dem. Gud havde lovet dem en dejlig arv, men de skulle ikke anse sig selv for at have eneret til Jorden og prøve på at fortrænge alle andre. I alt deres samkvem med edomitterne fik de befaling til ikke at gøre dem nogen uret. De skulle handle med dem, købe, hvad de havde brug for, og straks betale for alt, hvad de fik. Som en opmuntring til at stole på Gud og adlyde hans ord fik Israel denne påmindelse: "Herren din Gud har velsignet dig, du har ikke manglet noget." 5Mos 2,7. De var ikke afhængige af edomitterne, for deres Gud var rig på alt. De måtte hverken bruge magt eller list for at tilegne sig noget, som tilhørte edomitterne. I hele deres færd skulle de praktisere dette princip i Guds lov: "Du skal elske din næste som dig selv."

<PP 216/4> Hvis de var draget igennem Edom på den måde, som det havde været Guds hensigt, ville deres gennemrejse ikke blot have været til velsignelse for dem selv, men også for landets indbyggere. Derved ville edomitterne nemlig have fået lejlighed til at blive bekendt med Guds folk og tilbedelsen af den sande Gud, og de ville have set, hvorledes Jakobs Gud velsigner dem, som elsker og frygter ham. Men alt dette blev forhindret på grund af Israels vantro. Gud havde givet folket vand, da de klagede, men han lod dem bære straffen for deres vantro. De måtte endnu engang drage gennem ørkenen og slukke deres tørst ved den mirakuløse kilde, som de ikke længer ville have haft brug for, hvis de blot havde stolet på ham.

<PP 216/5> Israelitternes hærskare drog nu atter mod syd og marcherede gennem ødemarkerne, som forekom dem endnu mere golde, efter at de havde set et glimt af de grønne partier mellem Edoms høje og dale. Bjerget Hor er beliggende i den bjergkæde, der hæver sig over denne øde ørken. Det var på denne bjergtop, Aron døde og blev begravet. Da israelitterne nåede frem til dette bjerg, sagde Gud til Moses:

<PP 216/6> "Tag Aron og hans søn Eleazar og før dem op på bjerget Hor; affør så Aron hans klæder og ifør hans søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø,"

<PP 216/7> De to oldinge og den yngre mand begyndte nu den besværlige opstigning. Moses og Aron havde 120 vintre bag sig, og deres hår var hvidt som sne, I deres lange og begivenhedsrige liv havde de mødt de største skuffelser og modtaget de største æresbevisninger, som nogen sinde er blevet mennesker til del. De var rigt begavet, og deres evner var blevet udviklet og forædlet ved deres forbindelse med den evige Gud. Gennem hele deres liv havde de arbejdet uselvisk for Gud og deres medmennesker. Deres ansigt afspejlede stor intelligens, målbevidsthed, ædelmodighed og dyb kærlighed,

<PP 216/8> Gennem mange år havde Moses og Aron stået skulder ved skulder og delt problemerne og byrderne. De havde kæmpet med utallige farer og fået del i Guds rige velsignelse. Nu var tiden kommet, da de skulle skilles. De gik ganske langsomt, for hvert øjeblik af deres samvær var dyrebart. Bjerget var stejlt, og opstigningen var vanskelig. De standsede ofte for at hvile sig, og under disse ophold talte de sammen om fortiden og fremtiden. Så langt øjet rakte, kunne de se ørkenen, som de var vandret igennem. Neden for bjerget var Israels hærskarers lejr. Her boede de mennesker, som de to udvalgte mænd havde viet den bedste del af deres liv, vist så stor, interesse og bragt så store ofre for. På den anden side af Edoms bjerge gik vejen til det forjættede land det land, hvis velsignelser Moses og Aron ikke ville komme til at nyde. De nærede ingen oprørske følelser i hjertet og gav ikke udtryk for utilfredshed, men der hvilede en højtidelig bedrøvelse over deres ansigt, når de tænkte på, hvorfor de ikke ville få adgang til deres fædres arv.

<PP 217/1> Arons arbejde,for Israel var endt. For fyrre år siden han var da tre og firs år havde Gud kaldet ham, for at han skulle samarbejde med Moses i dennes store og betydningsfulde opgave. Sammen med sin broder havde han ledet Israels børn ud af Ægypten. Han havde holdt den store leders hænder oppe, da hebræerne kæmpede med Amalek. Han havde fået lov til at stige op på Sinajs bjerg, hvor han havde været i Guds nærhed og set hans herlighed. Herren havde tildelt Arons familie præsteembedet og vist ham den ære at indvi ham til ypperstepræst. Han havde støttet ham i hans hellige embede ved den frygtindgydende måde, hvorpå han lod den guddommelige straf falde, da han dræbte Kora og hans tilhængere. Det var ved Arons mellemkomst, at plagen blev standset. Da hans to sønner blev dræbt, fordi de havde tilsidesat Guds udtrykkelige befaling, reagerede han hverken ved at gøre oprør eller knurre, Og dog var hans ædle levned ikke pletfrit. Aron begik en frygtelig synd, da han gav efter for folkets krav og lavede guldkalven ved Sinaj. Det samme var tilfældet, da han og Mirjam blev misundelige på Moses og kritiserede ham. Han og Moses krænkede også Herren ved Kadesj, fordi de ikke adlød befalingen om at tale til klippen for at få den til at give vand.

<PP 217/2> Det var Guds hensigt, at disse mænd, der var hans folks store ledere, skulle være Kristi repræsentanter, Aron bar Israels navne på sit bryst. Han meddelte folket Guds vilje. Han gik ind i det allerhelligste på forsoningsdagen, "aldrig uden blod" som hele Israels mellemmand. Når han var færdig, gik han ud og velsignede menigheden, ligesom Kristus kommer for at velsigne sit ventende folk, når hans forsoningsværk er til ende. Det var, fordi Aron repræsenterede vor store ypperstepræst, at hans embede var så helligt og ophøjet, og det var også dette, der gjorde hans synd ved Kadesj så alvorlig.

<PP 217/3> Det var med stor sorg, Moses afførte Aron hans hellige klæder og iførte Eleazar dem. Gud havde valgt Eleazar som Arons efterfølger. Aron fik ikke lov til at gøre tjeneste som Guds ypperstepræst i Kanaan, fordi han havde syndet ved Kadesj. Det blev nægtet ham at bringe det første offer i det herlige land og således indvi Israels arv. Moses skulle endnu en tid bære ansvaret på sine skuldre og føre folket til Kanaans grænser, Han fik lov til at se ind i det forjættede land, men måtte ikke drage derind. Hvor ville fremtiden have tegnet sig anderledes, hvis disse Guds tjenere havde bestået prøven uden at knurre, da de stod foran klippen ved Kadesj! En forkert handling kan aldrig gøres god igen. Et helt livs arbejde kan måske ikke råde bod på det, som går tabt under en kortvarig fristelse eller i tankeløshed.

<PP 217/4> Folket blev ængstelige, fordi de to store ledere havde forladt lejren og taget Eleazar med sig. Israelitterne vidste udmærket, at Eleazar skulle overtage det hellige embede efter Aron. Man ventede derfor spændt på, at de skulle komme tilbage. Når folket lod blikket glide ud over den store forsamling, så de, at næsten alle de voksne, som havde forladt Ægypten, savnedes. De var døde i ørkenen. De følte alle sammen, at der var noget ondt i vente, når de tænkte på den dom, der var blevet fældet over Moses og Aron. Nogle af dem var klar over, hvad hensigten var med den hemmelighedsfulde rejse til toppen af bjerget Hor, og deres bekymring for deres ledere forstærkedes af bitre minder og selvbebrejdelser.

<PP 217/5> Endelig kunne man se Moses og Eleazars skikkelse, da de langsomt kom ned ad bjerget, men Aron var ikke med, Eleazar var iført de hellige klæder som tegn på, at han havde overtaget det hellige embede efter sin fader. Da folket med tungt hjerte flokkedes omkring deres leder, fortalte Moses dem, at Aron var død i hans arme på bjerget Hor og var blevet begravet der. Forsamlingen sørgede og klagede, for Aron var elsket af alle, selv om de ofte havde voldt ham sorg. "De græd over Aron i tredive dage, hele Israels hus."

<PP 218/1> Skriften siger ganske enkelt om Israels ypperstepræsts begravelse: "Der døde Aron, og der blev han jordet." 5Mos 10,6. Hvor er der stor forskel på denne begravelse, der blev forrettet på Guds udtrykkelige befaling, og nutidens begravelsesskikke. I vor tid bliver mennesker i høje stillinger ofte begravet med stor pomp og pragt. Aron var et af de mest fremtrædende mennesker, der nogen sinde har levet, og da han døde og blev begravet, var der kun to af hans nærmeste venner til stede. Og den ensomme grav på bjerget Hor var for bestandig skjult for Israel. Man ærer ikke Gud ved at træffe store arrangementer i anledning af et dødsfald og ved at bruge store summer på at stede de døde til hvile.

<PP 218/2> Hele forsamlingen sørgede over Aron, men de følte dog ikke tabet så smerteligt som Moses. Arons død mindede Moses alvorligt om, at hans eget liv også snart var forbi. Men selv om han kun skulle være på jorden en ganske kort tid, følte han dybt tabet af det menneske, der til stadighed havde stået ved hans side ham, der havde delt hans glæder og sorger, hans håb og frygt i så mange, lange år. Nu skulle Moses fortsætte gerningen alene, men han vidste, at Gud var hans ven, og nu støttede han sig endnu mere til ham.

<PP 218/3> Kort efter opbruddet fra bjerget Hor led israelitterne et nederlag i kampen mod Arad, en af kanaanæerkongerne, men på deres indtrængende bøn hjalp Gud dem, og deres fjender blev besejret. I stedet for at være taknemmelige og føle deres afhængighed af Gud blev de stolte og selvsikre efter denne sejr. Det varede ikke længe, før de atter gav sig til at knurre. Denne gang var de utilfredse med, at Israels hære ikke havde fået lov til at rykke ind i Kanaan umiddelbart efter deres oprør, da spejderne aflagde rapport for fyrre år siden. De sagde, at deres lange ophold i ørkenen var en ganske unødvendig forsinkelse, og kom til det resultat, at de lige så godt kunne have besejret deres fjender dengang som nu.

<PP 218/4> Rejsen sydpå gik gennem en brændende varm dal, hvor der hverken var skygge eller plantevækst. Vejen forekom dem både lang og besværlig, og de var trætte og tørstige. Heller ikke denne gang bestod deres tro og tålmodighed prøven. De kom længere og længere bort fra Gud ved til stadighed at se på den mørke side af deres erfaringer. De glemte, at de kunne havde undgået rejsen uden om Edom, hvis de havde ladet være med at knurre, da vandet holdt op med at flyde i Kadesj. Gud havde noget bedre i vente til dem. De burde have været fyldt med taknemmelighed til ham, fordi han straffede deres synd så mildt, men i stedet for smigrede de sig med, at de allerede kunne have været i besiddelse af det forjættede land, hvis Gud og Moses ikke havde grebet ind. Først skabte de vanskeligheder for sig selv og gjorde deres tilværelse sværere, end Gud havde villet, det, og bagefter gav de ham skylden for al deres ulykke. De tænkte med bitterhed på den måde, han ledede dem på, og til sidst var de utilfredse med alt. Ægypten forekom dem mere attråværdig end friheden og det land, som Gud ledede dem til.

<PP 218/5> Efterhånden som israelitterne gav utilfredsheden frit løb, blev de så tilbøjelige til at kritisere, at de også fandt fejl ved deres velsignelser. De talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde."

<PP 218/6> Moses henledte pligttro folkets opmærksomhed på deres store synd. Det var ene og alene Guds kraft, som havde holdt dem i live i "den store, grufulde ørken med dens giftslanger og skorpioner og vandløse ødemarker". 5Mos 8,15. Hver eneste dag på rejsen var de blevet bevaret ved den guddommelige nådes mirakel. Medens Gud ledede dem, fik de hele tiden vand til at slukke tørsten og brød fra himmelen til at stille sulten. Om dagen blev de beskyttet og værnet af skystøtten og om natten af ildstøtten. Englene stod dem bi, når de klatrede op ad de stejle klipper eller vandrede på de ujævne stier i ørkenen. Til trods for alle de strabadser, de havde været ude for, var der ikke en eneste svækling iblandt dem. Deres fødder var ikke ophovnet på deres lange rejser, og deres klæder var ikke blevet slidt. Gud havde holdt de vilde rovdyr og skovens og ørkenens giftige slanger borte. Hvis folket blev ved at beklage sig til trods for alle disse tegn på Guds kærlighed, ville Herren unddrage dem sin beskyttelse til de lærte at sætte pris på hans nådige omsorg og søge ham med anger og ydmyghed.

<PP 219/1> De var ikke klar over, hvor mange farer de til stadighed havde været omgivet af, fordi Guds kraft havde beskyttet dem. I deres utaknemmelighed og vantro havde de ventet, at de ville dø, og nu lod Herren dem få et møde med døden. Ørkenen vrimlede med giftslanger. Deres bid var frygteligt og fremkaldte en kraftig betændelse, som hurtigt medførte døden. Da Gud tog sin beskyttende hånd bort fra Israel, blev et stort antal af dem overfaldet af giftslanger.

<PP 219/2> Nu blev hele lejren grebet af rædsel og forvirring. Der lå døende eller døde mennesker i næsten hvert eneste telt. Ingen var sikre. Nattens stilhed blev ofte brudt af gennemtrængende skrig, som vidnede om nye tilfælde. Alle var travlt optaget af at hjælpe de lidende eller udfolde de største bestræbelser for at beskytte dem, som endnu ikke var blevet bidt. Nu var der ingen, der knurrede Sammenlignet med deres nuværende lidelser var de vanskeligheder og prøvelser, de før havde været ude for, ubetydelige.

<PP 219/3> Nu ydmygede folket sig for Gud. De henvendte sig til Moses, bekendte deres synd og bad om hjælp. "Vi har syndet," sagde de, "ved at tale imod Herren og dig." Kort forinden havde de betegnet Moses som deres værste fjende og som årsagen til al deres elendighed og alle deres besværligheder. Men medens ordene endnu var på deres læber, var de klar over, at denne beskyldning var falsk. Og så snart de kom ud for en virkelig vanskelighed, skyndte de sig hen til Ham, som var den eneste, der kunne gå i forbøn for dem hos Gud. "Gå i forbøn hos Herren" råbte de, "at han tager slangerne fra os!"

<PP 219/4> Gud befalede Moses at lave en kobberslange, der lignede de levende slanger, og anbringe den imellem folket på en stang. Alle de, der var blevet bidt, skulle se på denne slange, så ville de beholde livet. Moses gjorde, som han havde fået besked på, og i hele lejren rygtedes den glædelige meddelelse hurtigt, at alle, der var blevet bidt, blot behøvede at se hen på kobberslangen for at beholde livet. Mange var allerede døde, og da Moses satte slangen på stangen, var der nogle, som ikke ville tro, at de ville blive helbredt blot ved at se på metalslangen. Disse døde i deres vantro. Men et stort antal troede på det middel, Gud havde tilvejebragt. Fædre, mødre, brødre og søstre arbejdede febrilsk for at hjælpe deres lidende, døende venner med at vende deres matte øjne mod slangen. Hvis disse svage og døende mennesker blot så på slangen én gang, blev de fuldstændig helbredt.

<PP 219/5> Folket vidste godt, at kobberslangen ikke besad kraft til at fremkalde en sådan forandring hos dem, der så på den. Helbredelsen kom fra Gud. I sin visdom valgte han at åbenbare sin kraft således. På denne enkle måde blev folket gjort opmærksom på, at denne ulykke skyldtes deres synder. De blev også forsikret om, at de ikke havde nogen grund til at frygte, når de adlød Gud, for så ville han beskytte dem.

<PP 219/6> Israel skulle lære noget meget vigtigt, da kobberslangen blev løftet op på stangen. De kunne ikke frelse sig selv fra den dødelige gift i sårene. Kun Gud kunne helbrede dem, men det blev forlangt, at de skulle vise tro på det middel, han havde tilvejebragt. De skulle se for at leve. Gud ønskede, at de skulle udvise tro, og det gjorde de netop ved at se på slangen. De vidste, at selve slangen ikke kunne hjælpe dem, men den var et symbol på Kristus. Deres tanker blev således henledt på nødvendigheden af at vise tro på hans fortjenester. Hidtil havde mange af dem følt, at de havde gjort fyldestgørende soning for deres synder ved at bringe Gud deres ofre. De stolede ikke på den kommende forløser, som disse ofre viste hen til. Nu ville Herren vise dem, at selve ofrene ikke formåede at gøre mere for dem end kobberslangen. Både ofrene og kobberslangen skulle lede deres tanker hen til Kristus, som er det store syndoffer.

<PP 219/7> "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen," sådan skulle Menneskesønnen "ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh 3,14-15. Alle, der har levet på jorden, har mærket det dødelige bid af den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan". Åb. 12,9. Syndens dødelige virkninger kan kun fjernes ved hjælp af det middel, Gud har tilvejebragt. Israelitterne reddede livet ved at se på den ophøjede slange. Dette blik forudsatte tro. De levede, fordi de troede på Guds ord og stolede på det middel, som var skaffet til veje for at helbrede dem. På samme måde kan synderen se på Kristus og leve. Synderen bliver benådet ved tro på det forsonende offer. I modsætning til symbolet, som hverken besidder liv eller kraft, har Kristus i sig selv evnen til at helbrede den angrende synder.

<PP 220/1> Selv om synderen ikke kan frelse sig selv, er der alligevel noget, som han skal gøre for at sikre sin frelse. "Den, som kommer til mig," siger Kristus, "vil jeg aldrig støde bort." Joh 6,37. Men det er nødvendigt at komme til ham, og når vi angrer vore synder, skal vi tro, at han tager imod os og benåder os. Troen er Guds gave, men vi skal gøre brug af den. Troen er den hånd, hvormed sjælen tager imod den guddommelige nådes og barmhjertigheds gaver.

<PP 220/2> Intet andet end Kristi retfærdighed kan give os ret til nådens pagts velsignelser. Der er mange, som længe har ønsket og prøvet på at få disse velsignelser, men ikke opnået dem, fordi de har haft den opfattelse, at de selv kunne gøre noget for at blive værdige til dem. De har ikke set bort fra selvet og troet, at Jesus er en frelser, som formår alt. Vi må aldrig tro, at vi kan blive frelst ved vore egne fortjenester. Kristus er vort eneste håb om frelse, "Thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." Apg 4,12.

<PP 220/3> Når vi stoler fuldt ud på Gud og tror på Jesu fortjenester og tager imod ham som en frelser, der tilgiver synd, får vi den hjælp, vi ønsker. Ingen bør se på sig selv, som om de havde magt til at frelse sig selv. Jesus døde for os, fordi vi ikke formåede at frelse os selv. Vi har vort håb, vor retfærdiggørelse og vor retfærdighed i ham. Når vi ser vor syndighed, skal vi ikke fortvivle eller frygte for, at vi ikke har nogen frelser, eller at han ikke tænker på os i nåde. Netop i dette øjeblik indbyder han os til at komme til ham i vor hjælpeløshed og blive frelst.

<PP 220/4> Mange af israelitterne troede ikke, at det middel, som Himmelen havde tilvejebragt, kunne hjælpe dem. De var omgivet af døde og døende mennesker, og de vidste, at deres egen skæbne var beseglet uden Guds hjælp. De kunne være blevet helbredt øjeblikkelig, men de blev ved med at jamre over deres sår og smerter og den truende død, lige til kræfterne ebbede ud, og blikket stivnede.

<PP 220/5> Hvis vi indser vor trang, skal vi ikke spilde vor energi på at sørge over vor tilstand, Vi skal ikke lade os besejre af modløshed, når vi er blevet klar over, at vor situation er håbløs uden Kristus, men stole på en korsfæstet og opstanden frelsers fortjenester. Se og lev. Jesus har påtaget sig ansvaret for verden. Hån vil frelse alle dem, der kommer til ham. Selv om millioner af mennesker, som trænger til helbredelse, vil forkaste hans tilbud om nåde, vil ikke en eneste af dem, som stoler på hans fortjenester, gå fortabt.

<PP 220/6> Mange vil ikke tage imod Kristus, før hele frelsesplanens mysterium står klart for dem. De vil ikke rette blikket mod Kristi kors i tro, skønt de ser, at tusinder har gjort det og erfaret, at det har hjulpet. Mange færdes i filosofiens labyrinter og leder efter begrundelser og beviser, som de aldrig vil finde, fordi de forkaster det vidnesbyrd, som det har behaget Gud at give. De nægter at vandre i lyset fra Retfærdighedens Sol, og til sidst forlanger de en forklaring på, hvorfor den skinner. Sådanne mennesker vil aldrig lære sandheden at kende. Gud vil aldrig fjerne alle årsager til tvivl, Han giver menneskene tilstrækkelige beviser at grunde deres tro på, og hvis de ikke tager imod dem, lader han dem blive i mørke Hvis de, der var blevet bidt af slanger, var begyndt at tvivle og stille spørgsmål, før de havde set på kobberslangen, ville de være døde. Det er først og fremmest vor pligt at se, og troens blik vil skænke os liv.