<PP 195/2> Mændene drog af sted og undersøgte hele landet De overskred landets sydgrænse og drog helt op til det nordligste punkt. Fyrre dage efter kom de tilbage til lejren. Israels folk nærede store forventninger og ventede spændt. Meddelelsen om spejdernes tilbagekomst blev givet videre fra stamme til stamme og blev hilst med stor glæde. Folket strømmede ud for at møde spejderne, der var kommet velbeholdent tilbage fra den farefulde ekspedition. Spejderne havde frugter med sig tilbage, Disse var et vidnesbyrd om jordens frugtbarhed. Vindruerne var modne på den tid, og mændene havde en drueklase med, der var så stor, at der måtte to mænd til at bære den. De havde også figner og granatæbler med, Disse frugter fandtes i overflod i landet.

<PP 195/3> Folket jublede over, at de skulle tage et så herligt land i besiddelse, og de lyttede ivrigt, da spejderne aflagde rapport til Moses, for ikke at gå glip af et eneste ord. "Vi kom til landet, du sendte os til, begyndte spejderne deres beretning. "Det er virkelig et land, der flyder med mælk og honning, og her er frugt derfra." Folket blev begejstret. De var mere end villige til at adlyde Herrens røst og drage af sted med det samme for at tage landet i besiddelse. Men da spejderne havde beskrevet landets skønhed og frugtbarhed, begyndte alle sammen på nær to at udmale de vanskeligheder og farer, der ventede israelitterne, hvis de forsøgte at erobre landet. De opregnede de stærke folkeslag, som beboede de forskellige dele af landet, og sagde, at byerne var store og omgivet af mure, at beboerne var stærke, og at det var umuligt at besejre dem. De føjede til, at de havde set kæmper, efterkommere af Anak, og at det var nytteløst at tænke på at tage det land i besiddelse.

<PP 195/4> Nu skiftede billedet. Håbet og modet forsvandt, og folket blev grebet af fejhed og fortvivlelse, mens spejderne gav udtryk for deres vantro hjertes følelser. Det var Satan, der gjorde dem modløse. Deres vantro kastede sin mørke skygge over hele menigheden, og man glemte Guds magt, der så ofte havde gjort sig gældende til det udvalgte folks fordel. Folket tænkte ikke sagen igennem. De tog ikke i betragtning, at når Gud havde ført dem så langt, ville han også give dem landet. De huskede slet ikke på den vidunderlige måde, hvorpå Gud havde befriet dem fra deres undertrykkere. De glemte, at han havde lavet en vej midt gennem havet og dræbt Faraos hær, der forfulgte dem. De lod Gud helt ude af betragtning og opførte sig, som om de var overladt til at klare sig udelukkende ved våbenmagt.

<PP 196/1> I deres vantro forklejnede de Guds magt og nærede mistillid til ham, hvis hånd havde ledet dem sikkert hidtil. De begik den samme fejl som tidligere og gav sig til at anklage Moses og Aron. "Nu er det forbi med alle vore lyse forhåbninger," sagde de. "Og det er det land, som vi har rejst helt fra Ægypten for at få i eje" De beskyldte deres ledere for at bedrage folket og bringe dem i vanskeligheder.

<PP 196/2> Folket blev ude af sig selv af skuffelse og fortvivlelse. Der lød et smertefyldt råb midt i det forvirrede brus af vrede stemmer. Kaleb opfattede situationen. Han var straks parat til at forsvare Guds ord og gjorde alt, hvad der stød i hans magt, for at modvirke sine troløse medarbejderes dårlige indflydelse, Det lykkedes at få folket til at være stille et øjeblik, mens han søgte at give dem håb og mod ved at beskrive det dejlige land. Han modsagde ikke det, der allerede var blevet sagt. Det var rigtigt, at murene var høje, og at kanaanæerne var stærke, men Gud havde lovet at give Israel landet. "Lad os kun drage op og underlægge os det," sagde Kaleb, "thi vi kan sikkert tage det!" Men de ti afbrød ham og malede vanskelighederne i mørkere farver end første gang. "Vi kan ikke drage op imod dette folk," sagde de, "thi det er stærkere end vi! Alle de folk, vi så der, var kæmpestore. Vi så der kæmperne Anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!"

<PP 196/3> Disse mænd var slået ind på en forkert kurs og gjorde hårdnakket modstand mod Kaleb og Josua, Moses og Gud, Hvert skridt fremad gjorde dem blot mere trodsige. De var fast besluttet på at modarbejde ethvert forsøg på at tage Kanaan i besiddelse. De forvrængede sandheden for at styrke deres dårlige indflydelse. "Landet er et land, der fortærer sine indbyggere," sagde de. Denne rapport var ikke blot dårlig, men den var ikke i overensstemmelse med sandheden. Den stred mod det, de før havde sagt. Spejderne havde betegnet landet som frugtbart og rigt og indbyggerne som kæmper, og dette kunne ikke være rigtigt, hvis klimaet var så usundt, at man kunne sige om landet, at det "fortærede sine indbyggere". Men når folk lader vantroen få magten over deres hjerte, overlader de kontrollen til Satan, og ingen ved, hvor langt han vil føre dem.

<PP 196/4> "Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem." Der blev snart oprør og åbent mytteri, for Satan havde fuldstændig taget magten, og det så ud til, at folket havde mistet den sunde fornuft. De forbandede Moses og Aron og tænkte slet ikke på, at Gud hørte deres onde ord, og at hans engel, skjult i skystøtten, var vidne til deres frygtelige vredesudbrud. I deres vrede råbte de: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen!" Derefter lod de deres vrede gå ud over Gud: "Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?" Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!" Nu havde de ikke blot beskyldt Moses, men Gud selv for at bedrage dem ved at love dem et land, som de ikke var i stand til at tage i besiddelse. De gik endda så vidt, at de valgte en fører, der skulle føre dem tilbage til det land, hvor de havde lidt og trællet, og som de var blevet udfriet fra med Guds stærke arm.

<PP 196/5> "Da faldt Moses og Aron på deres ansigt foran hele den israelitiske menigheds forsamling." I deres ydmygelse og fortvivlelse vidste de ikke, hvad de skulle gøre for at få folket til at opgive den overilede beslutning, de havde taget i deres lidenskabelige vrede. Kaleb og Josua forsøgte at standse urolighederne. Med klæderne sønderrevne som tegn på sorg og harme løb de ind mellem folket og råbte, så det kunne høres igennem stormen af klageråb og trodsig sorg: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!"

<PP 197/1> Kana'anæerne havde fyldt deres syndebæger, og Herren ville ikke tåle dem mere. Når han ikke længere beskyttede dem, ville det være en let sag at besejre dem. Ifølge Guds pagt skulle landet tilfalde Israel. Men folket troede på de troløse spejderes rapport, og derved blev hele menigheden ledt på vildspor. Forræderne havde gjort deres gerning. Selv om der kun havde været to mænd, som aflagde en dårlig rapport, og ti mand, som tilskyndede folket til at tage landet i besiddelse i Herrens navn, ville folket også hellere have lyttet til de to end til de ti på grund af deres frygtelige vantro. Men nu var der kun to, der stod på rettens side, og ti, der gjorde oprør.

<PP 197/2> De troløse spejdere fordømte på det kraftigste Kaleb og Josua, og der blev råbt, at de skulle stenes. Den rasende menneskemængde tog sten op for at dræbe de trofaste mænd. De stormede allerede hen imod dem med rasende hyl, men pludselig faldt stenene ud af hænderne på dem, der blev dødsstille, og de rystede af skræk. Gud havde grebet ind for at krydse deres mordplan. Hans herlighed belyste tabernaklet som et flammeskær. Hele folket så tegnet fra Herren, De stod over for en, der var mægtigere end de, og ingen af dem vovede at gøre modstand længere. De spejdere, der havde aflagt den dårlige rapport, blev grebet af rædsel og gik med tilbageholdt åndedræt tilbage til deres telte,

<PP 197/3> Nu stod Moses op og gik ind i tabernaklet. Herren sagde til ham: "Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk, større og stærkere end det!" Men Moses bad endnu en gang for sit folk. Han kunne ikke gå med til, at de blev udryddet, og at han selv blev til et stort folk, Han appellerede til Guds barmhjertighed og sagde: "Derfor, Herre, lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som du forjættede, da du sagde: Herren er langmodig og rig på miskundhed. Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store miskundhed, således som du har tilgivet dette folk hele vejen fra Egypten og hertil"!

<PP 197/4> Herren lovede at skåne Israel for øjeblikkelig tilintetgørelse, men på grund af deres vantro og fejhed kunne han ikke åbenbare sin magt og nedkæmpe deres fjender. Derfor bød han dem i sin nåde vende tilbage til Det røde Hav. Det var den bedste udvej.

<PP 197/5> Under oprøret havde folket råbt: "Gid vi var døde her i ørkenen!" Nu ville denne bøn blive opfyldt. Herren sagde: "Som I har råbt mig i øret, således vil jeg handle med Eder! I ørkenen her skal Eders kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra tyveårsalderen og opefter. Eders små børn, som I sagde ville blive til bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det land i besiddelse, som I har vraget." Med henblik på Kaleb sagde han: "Kun min tjener Kaleb lader jeg komme til det land, han har været i, og hans efterkommere skal få det i eje, fordi han havde en anden ånd og viste mig fuld lydighed." Ligesom spejderne havde brugt fyrre dage til rejsen, således skulle Israels hærskare vandre fyrre år i ørkenen.

<PP 197/6> Da Moses fortalte folket Guds beslutning, blev deres raseri forvandlet til sorg. De var klar over, at deres straf var retfærdig. Gud lod de ti troløse spejdere dø af pest, og de omkom for øjnene af hele Israel. I deres straf læste folket deres egen dom.

<PP 197/7> Nu så det ud til, at de oprigtigt angrede deres syndige opførsel, men de sørgede mere over følgerne af deres ondskab end over deres utaknemmelighed og ulydighed. Da de blev klar over, at Herren ikke ville ændre sin beslutning, blev de igen stædige og sagde, at de ikke ville vende tilbage til ørkenen. Da Herren befalede dem at marchere bort fra deres fjenders land, stillede han deres tilsyneladende villighed til at underkaste sig på prøve, og det blev bevist, at den ikke var ægte. De var klar over, at de havde begået en stor synd ved at lade deres heftige følelser løbe af med dem og ved at prøve på at dræbe de spejdere, som havde opfordret dem til at adlyde Gud, men de blev grebet af rædsel, da de indså, at de havde begået en frygtelig fejltagelse, hvis følger ville blive skæbnesvangre for dem. Deres hjerte var ikke blevet forandret, og når der bød sig en anledning, ville de bære sig ad på akkurat samme måde. Det skete, da Moses på Guds befaling bød dem drage tilbage til ørkenen.

<PP 197/8> Det var en stor skuffelse for Moses og Aron og Kaleb og Josua, at Israel ikke skulle drage ind i Kanaan før om fyrre år. Men de tog den guddommelige beslutning til efterretning uden at klage. De, der havde beklaget sig over Guds handlemåde med dem og sagt, at de ville drage tilbage til Ægypten, græd og sørgede dybt nu, da de gik glip af de velsignelser, som de havde ringeagtet. Før beklagede de sig uden grund, nu gav Gud dem noget at græde over. Hvis de havde sørget over deres synd, da den med troskab blev foreholdt dem, ville denne dom aldrig være blevet afsagt over dem, men de sørgede over straffen. Deres sorg var ikke et udtryk for anger, og derfor blev dommen ikke annulleret.

<PP 198/1> Folket græd hele natten, men om morgenen øjnede de nyt håb. De besluttede at råde bod på deres fejhed, Da Gud bød dem drage op og tage landet i besiddelse, nægtede de det. Da han nu gav dem befaling til at trække sig tilbage, var de lige så stædige. De var besluttede på at angribe landet og tage det i besiddelse. Det kunne jo være, at Gud ville billige deres bestræbelser og ændre sin beslutning.

<PP 198/2> På det tidspunkt, Gud havde berammet, var det både deres forret og deres pligt at drage ind i landet, men denne tilladelse blev trukket tilbage, fordi de nægtede at opfylde Guds krav. Satan havde nået sit mål: at forhindre deres indmarch i Kana'an. Nu tilskyndede han dem på trods af Guds forbud til at gøre det selv samme, som de nægtede at gøre, da Gud forlangte det. Den store forfører vandt sejr ved at få dem til at gøre oprør for anden gang. De havde tvivlet på, at de kunne indtage Kanaan, selv om Gud forenede sin kraft med deres anstrengelser, men nu mente de, at de kunne klare opgaven uden Guds hjælp. "Vi har syndet imod Herren!" råbte de. "Vi vil drage op og kæmpe, som Herren vor Gud har befalet os!" 5Mos 1,41. Så forblindede var de blevet på grund af deres overtrædelse! Herren havde aldrig befalet dem at "drage op og kæmpe". Det var ikke hans hensigt, at de skulle tage landet i besiddelse ved krig. Det skulle ske ved streng lydighed imod hans befalinger.

<PP 198/3> Skønt folkets hjerte ikke var forandret, var de blevet nødt til at bekende det syndige og tåbelige i deres oprør, da de hørte spejdernes rapport. Nu så de, hvor meget den velsignelse var værd, som de så ubesindigt havde forkastet. De indrømmede, at det var deres egen vantro, der havde spærret dem adgangen til Kanaan. "Vi har syndet," sagde de og erkendte derved, at skylden lå hos dem selv og ikke hos Gud, som de i deres ondsindethed havde beskyldt for at bryde sine løfter til dem. Selv om deres tilståelse ikke var fremkaldt af ægte anger, bidrog de dog til at retfærdiggøre Guds handlemåde med dem.

<PP 198/4> Herren benytter stadig en lignende fremgangsmåde for at få mennesker til at indrømme, at han er retfærdig, og derved æres hans navn. Det hænder, at mennesker, som bekender sig til at elske ham, klager over hans ledelse, foragter hans løfter, giver efter for fristelse og samarbejder med onde engle for at krydse hans planer. I sådanne tilfælde griber Herren ofte ind, så at disse mennesker selv om deres anger ikke er ærligt ment bliver overbevist om deres synd og tvinges til at indrømme, at de har syndet, og at Gud har behandlet dem retfærdigt og godt. På den måde modvirker og afslører Gud mørkets gerninger, og selv om der ikke sker en radikal forandring i indstillingen hos det menneske, der syndede, bliver der aflagt tilståelser, der forsvarer Guds ære og retfærdiggør hans trofaste tjenere, som er blevet modarbejdet og bagtalt Sådan vil det gå, når Guds vrede udgydes til sidst. Når "Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle" vil han samtidig "straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet". Jud 14-15. Hver eneste synder kommer til at indse og indrømme, at hans dom er retfærdig.

<PP 198/5> Uden at tage hensyn til Guds dom forberedte israelitterne sig til at erobre Kanaan. De udstyrede sig med rustninger og våben og var nu i deres egne øjne fuldt rustet til krig. Men i Guds og hans sorgfulde tjeneres øjne tog de sig ynkeligt ud. Da Herren cirka fyrre år senere befalede Israel at drage op og indtage Jeriko, lovede han at være med dem. Arken, som rummede Guds lov, blev båret foran hærene. De ledere, han selv havde valgt, skulle anføre hæren under Guds vejledning. Når Israel havde en sådan ledelse, kunne intet ondt ramme dem. Men ved denne lejlighed drog de ud for at kæmpe med fjendens hære på trods af Guds befaling og deres lederes højtidelige forbud og uden arken og Moses.

<PP 198/6> Da der blev blæst i trompeten, skyndte Moses sig efter dem og gav dem denne advarsel: "Hvorfor vil I overtræde Herrens bud? Det vil ikke gå godt! Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt Eder; gør I det, bliver I slået af Eders fjender! Thi amalekitterne og kanaanæerne vil møde Eder der, og I skal falde for sværdet." 4Mos 14,41-43.

<PP 199/1> Kanaanæerne havde hørt om den mystiske kraft, som syntes at beskytte dette folk, og om de mirakler, der blev udført for deres skyld. De mønstrede derfor en stærk hær for at slå angriberne tilbage. Angrebshæren havde ingen leder. Der var heller ikke blevet bedt om, at Gud ville give Israel sejr. De rykkede blot frem med det desperate forsæt at vende deres skæbne eller dø i kampen. Selv om de ikke var krigsvante, udgjorde de en anselig hær af bevæbnede mænd, og de håbede, at de kunne knække al modstand ved et pludseligt og hårdt angreb. I deres overmod udfordrede de fjenden, som ikke havde turdet angribe dem.

<PP 199/2> Kana'anæerne havde taget stilling på en klippefuld højslette, hvortil der kun var adgang gennem vanskeligt tilgængelige pas og ad en stejl og farlig bjergside. Hebræernes store antal ville blot gøre deres nederlag så meget desto frygteligere. De klatrede langsomt op ad bjergstierne, hvor de var udsat for fjendernes dødbringende kastevåben ovenfra. Massive klippestykker rullede bragende ned og farvede stien med de dræbtes blod. De, der udmattede nåede toppen, mødte voldsom modstand og blev slået tilbage med store tab. Den blodige slagmark var fyldt med døde kroppe. Israels hær blev fuldstændig slået. Dette formastelige eksperiment endte med nederlag og død.

<PP 199/3> Til sidst blev de tvunget til at opgive kampen, og de overlevende kom tilbage og græd for Herrens åsyn, men Herren ville ikke høre. 5Mos 1,45. Israels fjender, som skælvende havde afventet den store hærs ankomst, fik efter denne afgørende sejr tillid til, at de kunne modstå dem. De betragtede alt, hvad de havde hørt om de mirakler, som Gud havde gjort for sit folk, som falske rygter og fandt ingen grund til at frygte. Israels første nederlag fyldte kanaanæerne med mod og beslutsomhed og vanskeliggjorde i høj grad landets erobring. Israel havde intet andet valg end at trække sig tilbage fra deres sejrrige fjender og drage ud i ørkenen, som de vidste, ville blive gravplads for en hel nation.