<PP 188/2> Israels styreform udmærkede sig ved den mest grundige organisation. Den var på én gang forunderlig fuldkommen og enkel. Den orden, der ses så tydeligt i hele Guds fuldkomne skaberværk, kendetegnede også de hebraiske samfundsforhold. Myndigheden og regeringsmagten var koncentreret hos Gud. Han var Israels konge. Moses stod som deres synlige leder. Han var udnævnt af Gud til at håndhæve lovene i Guds navn. Senere blev der blandt stammernes ældste udvalgt et råd på halvfjerds, der skulle hjælpe Moses med folkets almindelige anliggender. Derefter kom præsterne, der rådspurgte Herren i helligdommen. Høvdinge eller fyrster stod i spidsen for stammerne. Under disse var der "øverster over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og endelig embedsmænd, der blev sat til særlige opgaver. 5Mos 1,15.

<PP 188/3> Hebræernes lejr var opbygget efter en bestemt plan. Den var delt i tre store afdelinger, der hver havde sin særlige plads. I midten lå tabernaklet, den usynlige Konges bolig. Rundt om var præsterne og levit-terne lejret, og uden om disse havde alle de andre stammer deres plads.

<PP 188/4> Levitterne fik overdraget omsorgen for tabernaklet og alt dets tilbehør både i lejren og på rejsen. Ved opbruddet fra en lejr skulle de tage det hellige telt ned, og ved ankomsten til en lejrplads skulle de rejse det igen. Det var under dødsstraf forbudt nogen fra de andre stammer at nærme sig tabernaklet. Levitterne var delt i tre grupper, efterkommerne efter Levis tre sønner, og hver gruppe fik tildelt sin særlige plads og opgave. Foran og nærmest tabernaklet lå Moses og Arons telte. På sydsiden var kehatitternes lejrplads. Det var deres opgave at sørge for arken og de andre ting i helligdommen. På nordsiden var meraritterne lejret. De skulle sørge for pillerne, fodstykkerne, brædderne osv. Bagved var gersonitternes lejr. De havde ansvaret for tæpperne og forhængene.

<PP 188/5> De enkelte stammers plads var også nøje angivet. Hver stamme skulle marchere og lejre sig under sit felttegn, som Herren havde befalet: "Israelitterne skal lejre sig hver under sit felttegn, under sit fædrenehus mærke; i en kreds om åbenbaringsteltet skal de lejre sig." "I den rækkefølge, de lejrer sig skal de bryde op, hver på sin plads, felttegn for felttegn." 4Mos 2,2 og 17. Den sammenløbne hob, der var fulgt med Israel fra Ægypten, fik ikke lov at bo sammen med Israels stammer, men skulle bo i udkanten af lejren, og deres efterkommere skulle stå udenfor menigheden indtil tredje slægtled. 5Mos 23,7-8.

<PP 189/1> Der blev påbudt pinlig renlighed og streng orden i hele lejren og dens omgivelser. Der blev indskærpet grundige sundhedsforskrifter. Det var forbudt enhver, der af en eller anden grund var uren, at komme ind i lejren, Disse forholdsregler var absolut nødvendige for at bevare sundheden hos en så stor mængde mennesker. Det var også nødvendigt, at der blev praktiseret fuldkommen orden og renlighed, for at Israel kunne nyde godt af en hellig Guds nærværelse. Han sagde følgende herom: "Thi Herren din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig og give dine fjender i din magt; derfor skal din lejr være hellig." 5Mos 23,14.

<PP 189/2> På alle Israels rejser drog "Herrens pagts ark" "i forvejen for at søge dem et sted, hvor de kunne holde hvil". 4Mos 10,33. Den indviede kiste med Guds hellige lov skulle anføre toget, båret af Kehats sønner. Foran den gik Moses og Aron, og lige bagefter fulgte præsterne med sølvtrompeter. Disse præster fik deres ordrer af Moses og gav dem videre til folket ved hjælp af trompeterne. Lederne af hver stamme havde pligt til at give nøjagtig besked om alle de bevægelser, der skulle foretages, i overensstemmelse med de signaler, der blev givet med trompeterne. Enhver, der undlod at følge de givne anvisninger, straffedes med døden.

<PP 189/3> Gud er en ordenens Gud. Der er fuldkommen orden i alt, hvad der har forbindelse med Himmelen. Lydighed og gennemført disciplin kendetegner englehærens bevægelser. Kun ved orden og samarbejde kan der opnås et godt resultat. Gud kræver i lige så høj grad orden og system i sit værk i dag som på Israels tid. Alle de, der arbejder for ham, skal gøre det på en forstandig måde, ikke ligegyldigt eller tilfældigt. Han ønsker, at hans værk skal udføres med troskab og nøjagtighed, så at han kan sætte sin godkendelses stempel på det.

<PP 189/4> Gud ledede selv Israel på alle deres rejser. Det sted, hvor de skulle slå lejr, blev angivet ved, at skystøtten sænkede sig, og så længe de skulle blive der, hvilede skyen over tabernaklet. Når de skulle fortsætte rejsen, hævede skyen sig højt over det hellige telt. Der fandt en højtidelig påkaldelse sted, både når de gjorde holdt, og når de brød op. "Og hver gang arken brød op, sagde Moses: "Stå op, Herre, at dine fjender må splittes og dine avindsmænd fly for dit åsyn!" Og hver gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, Herre, til Israels stammer titusinder!" 4Mos 10,35-36.

<PP 189/5> Der var kun elleve dagsrejser fra Sinaj til Kadesj ved grænsen til Kanaan, og det var i forventning om at komme hurtigt ind i det herlige land, at Israel fortsatte rejsen, da skyen til sidst gav tegn til opbrud. Gud havde gjort undere, da han førte dem ud af Ægypten, og hvilke velsignelser kunne de ikke vente nu, da de formelt havde sluttet pagt om at godkende ham som deres hersker og selv var blevet anerkendt som den Højestes udvalgte folk?

<PP 189/6> Og dog var mange af dem ligefrem uvillige til at forlade det sted, hvor de havde haft deres lejr så længe. De var næsten kommet til at betragte dette sted som deres hjem. I ly af disse granitmure havde Gud samlet sit folk, borte fra alle andre folk, for at gentage sin hellige lov for dem. De elskede at se på det hellige bjerg, over hvis ældgamle toppe og nøgne kløfter Guds herlighed så ofte havde vist sig. Dette landskab var så nøje forbundet med Guds og hellige engles nærværelse, at folket følte, at det var for helligt til at forlades uden videre, og det var ikke med glæde, at de rejste derfra.

<PP 189/7> På trompeternes signal brød hele lejren imidlertid op. Tabernaklet blev båret i midten, og hver stamme var på sin tildelte plads under sit felttegn. Alle rettede ivrigt blikket mod skyen for at se, i hvilken retning den ville lede dem. Da den bevægede sig mod øst, hvor der kun fandtes mørke og øde bjergformationer, blev mange grebet af en følelse af sorg og fortvivlelse.

<PP 189/8> Vejen førte gennem bjergkløfter og ødemarker og blev vanskeligere og vanskeligere, idet de gik fremad. Overalt omkring dem strakte den store ørken sig, ødemarkens og kløfternes land, tørkens og mulmets land, landet, hvor ingen færdes eller bor". Jer. 2,6. Klippeslugterne fjern og nær var fyldt med mænd, kvinder og børn, trækdyr og vogne og uendelige kvæghjorde. Rejsen måtte nødvendigvis foregå langsomt, og de var meget besværlig. Efter det lange ophold i lejren var folket ikke optrænet til at udholde vejens farer og besværligheder.

<PP 190/1> Efter tre dages rejse lød der højlydte klager. De kom fra den sammenløbne hob. Mange af disse mennesker havde ikke forenet sig helt med israelitterne og søgte derfor hele tiden at finde noget at klage over. De var utilfredse med den retning, de skulle gå i, og fandt ustandselig fejl ved Moses ledelse, skønt de udmærket vidste, at både han og de blev ledet af skyen. Utilfredshed smitter, og den bredte sig snart til hele lejren.

<PP 190/2> De begyndte igen at forlange kød. Skønt de havde rigeligt med manna, var de ikke tilfredse. Under trældommen i Ægypten havde israelitterne været nødt til at leve af den enkleste kost, men på grund af deres afsavn og hårde arbejde havde de en god appetit, og maden smagte dem udmærket. Mange af de ægyptere, der nu var med dem, havde midlertid været vant til overdådig mad, og de var de første til at klage. Samtidig med mannaen, som de fik lige før ankomsten til Sinaj, gav Herren dem kød som svar på deres krav, men de havde kun fået det en enkelt dag.

<PP 190/3> Gud kunne lige så let have skaffet dem kød som manna, men det var til deres eget bedste, at der blev foretaget indskrænkninger i deres kost. Han ville give dem en kost, der passede bedre til deres behov end den pirrende føde, som mange var blevet vant til i Ægypten. Deres forvænte smag skulle ændres og gøres mere naturlig, så de kunne lære at sætte pris på den føde, menneskene fik fra begyndelsen, nemlig jordens frugter, som Gud gav Adam og Eva i Edens have. Det var grunden til, at israelitterne ikke havde fået animalsk føde så længe.

<PP 190/4> Satan fristede dem til at betragte denne indskrænkning som uretfærdig og grusom. Han fik dem til at begære de ting, de ikke måtte få, fordi han var klar over, at en uhæmmet tilfredsstillelse af appetitten ville bidrage til at fremkalde sanselighed. Derved kunne han lettere bringe folket under sin kontrol. Satan er ophavsmanden til sygdom og ulykke, og han angriber menneskene der, hvor han kan opnå de største resultater. Ved hjælp af fristelser, der appellerer til appetitten, har han i stor udstrækning forledt menneskene til synd lige fra det øjeblik, hvor han fik Eva til at spise den forbudne frugt. Han benyttede det samme middel til at få Israel til at knurre mod Gud. Umådeholdenhed i mad og drikke, som jo skaber trang til at tilfredsstille de lavere instinkter, bevirker, at menneskene bliver ligegyldige overfor alle moralske forpligtelser. Når sådanne mennesker udsættes for fristelse, har de kun ringe modstandskraft.

<PP 190/5> Gud førte israelitterne ud af Ægypten for at lade dem bosætte sig i Kanaans land som et rent, helligt og lykkeligt folk. For at nå dette mål underkastede han dem en vis disciplin til gavn både for dem selv og deres efterkommere. Havde de været villige til at holde appetitten under kontrol og være lydige mod hans vise forskrifter, ville svækkelse og sygdom have været ukendt blandt dem. Deres efterkommere ville have været både fysisk og åndeligt veludrustede. De ville have haft en klar opfattelse af, hvad der var sandhed, og hvad der var deres pligt, samt en sund dømmekraft. Men deres uvillighed til at underkaste sig Guds begrænsninger og krav hindrede dem for en stor del i at nå det høje stade, som han ønskede, at de skulle nå, og i at modtage de velsignelser, han var parat til at skænke dem.

<PP 190/6> Salmisten siger: "De fristede Gud i hjertet og krævede mad til at stille sulten, de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække bord i en ørken? Se, klippen slog han, så vand flød frem, og bække vælded ud; mon han også kan give brød og skaffe kød til sit folk?" Det hørte Herren, blev vred." Sl 78,18-21. Knurren og uro var hyppigt forekommet på rejsen fra Det røde Hav til Sinaj, men Gud bar over med folket på grund af deres uvidenhed og blindhed og straffede ikke deres synd dengang. Men i mellemtiden havde han åbenbaret sig for dem på Horebs bjerg. De modtog et stort lys, da de var vidner til Guds majestæt, magt og nåde, og da de nu viste vantro og utilfredshed, pådrog de sig en desto større skyld. Endvidere havde de sluttet en pagt om at anerkende Gud som deres konge og adlyde hans autoritet. Deres knurren på dette tidspunkt var oprør, og som sådan måtte den straffes øjeblikkelig og eftertrykkeligt hvis Israel skulle reddes fra anarki og tilintetgørelse. "Herrens ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste del af lejren." De mest skyldige af dem, der klagede, blev dræbt af lyn fra skyen. Folket tryglede rædselsslagne Moses om at bede til Herren for dem. Det gjorde han, og ilden slukkedes. Til minde om denne straf kaldte han stedet Tabera, "en brand".

<PP 191/1> Men ondskaben blev snart værre end før. I stedet for at få de overlevende til at ydmyge sig og angre syntes denne frygtelige straf blot at forøge deres knurren. Alle vegne samledes folk grædende og klagende i deres teltdøre. "Den sammenløbne hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også israelitterne til at græde igen, og de sagde: "Kunne vi dog få kød at spise! Vi mindes fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end manna" Således viste de deres utilfredshed med den kost som deres skaber havde givet dem. Og dog havde de til stadighed fået bevis for, at den var tilpasset deres behov, for til trods for de strabadser, de havde gennemgået, var der ikke en eneste svækling i nogen af stammerne.

<PP 191/2> Nu mistede Moses modet. Han havde bedt om, at Israel ikke måtte blive tilintetgjort, selv om hans egne efterkommere derved kunne være blevet til et stort folk. I sin kærlighed til dem havde han bedt om, at hans navn måtte blive slettet af livets bog, fremfor at folket skulle omkomme. Han havde vovet alt for deres skyld, og dette var den tak, han fik for det. De gav ham skylden for alle deres vanskeligheder også deres indbildte lidelser og deres skændige knurren gjorde omsorgens og ansvarets byrde, som han var ved at segne under, dobbelt så tung. I sin nød fristedes han til at nære mistillid til Gud. Hans bøn havde næsten karakter af en anklage. "Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig? Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette folk kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os kød at spise. Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det er mig for tungt."

<PP 191/3> Herren hørte hans bøn og bød ham sammenkalde Israels halvfjerds ældste, Det var mænd, der ikke blot var oppe i årene, men som besad værdighed, sund dømmekraft og erfaring. "Før dem hen til åbenbaringsteltet," sagde han, "og lad dem stille sig op hos dig der. Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære folkets byrde, så, du ikke ene skal bære den."

<PP 191/4> Herren tillod, at Moses selv valgte de mest trofaste og velegnede mænd til at hjælpe ham med at bære ansvaret. Deres indflydelse ville bidrage til at holde folkets voldsomhed i ave og neddæmpe tendensen til at gøre oprør. Men deres udvælgelse ville få onde følger til sidst. Hvis Moses tro havde stået i forhold til de beviser, han havde set på Guds magt og godhed, ville disse mænd aldrig være blevet valgt. Men Moses egne besværligheder og opgaver var vokset til en sådan størrelse i hans egne øjne, at han næsten havde tabt den kendsgerning af syne, at han kun var et redskab, som Gud havde benyttet. Der var ikke den ringeste undskyldning for, at han delte den utilfredshed, som var en forbandelse for Israel. Hvis han havde stolet fuldt og fast på Gud, ville Herren være blevet ved at lede ham og give ham styrke til at klare alle nødsituationer.

<PP 191/5> Moses fik besked på at gøre folket rede til det, Gud ville gøre for dem. "Helliger Eder til i morgen, så skal I få kød at spise! I har jo grædt højlydt for Herren og sagt: Kunne vi dog få kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give Eder kød at spise; og ikke blot én eller to eller fem eller ti eller tyve dage skal I spise det, men en hel måned igennem, indtil det står Eder ud af næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Herren, der er i Eders midte, og grædt for hans åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"

<PP 191/6> "600.000 fodfolk tæller det folk, jeg har om mig," udbrød Moses, og du siger: Jeg vil skaffe dem kød, så de har nok at spise en hel måned! Kan der slagtes så meget småkvæg og hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle fisk i havet samles sammen til dem, så det kan slå til?" Herren bebrejdede ham hans vantro. "Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om mit ord går i opfyldelse for dig eller ej."

<PP 191/7> Moses gentog Herrens ord for folket og bekendtgjorde at de halvfjerds ældste var valgt. Den store leders tale til disse udvalgte mænd kan udmærket tjene som forbillede for den retlinethed, som burde karakterisere nutidens dommere og lovgivere: "Hold forhør, når der er stridigheder mellem Eders landsmænd, og døm retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds!" 5Mos 1,16-17.

<PP 192/1> Moses kaldte nu de halvfjerds ældste sammen ved tabernaklet. "Så steg Herren ned i skyen og talende til ham: og han tog noget af den ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve ældste, og da ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse, noget, som ikke siden hændtes dem," Ligesom disciplene på pinsefestens dag blev de iført "kraft fra det høje". Det behagede Herren at forberede dem til deres gerning på denne måde og at ære dem i hele menighedens nærværelse, for at folket skulle få tillid til dem som mænd, der var udvalgt af Gud til at regere Israel sammen med Moses.

<PP 192/2> Nu sås et nyt bevis på den store leders højsindethed og uselviskhed. To af de halvfjerds var så ydmyge, at de ikke regnede sig for værdige til en så ansvarsfuld stilling. De var derfor ikke gået hen til tabernaklet sammen med deres brødre. Men Guds Ånd kom over dem der, hvor de opholdt sig, og også de fik den profetiske gave. Da Josua hørte det, ville han gribe ind, fordi han mente, at der var sket en fejltagelse. Han var bange for, at det ville fremkalde splittelse i lejren. Han søgte nidkært at værne om sin herres ære og sagde: "Min herre Moses, stands dem i det!" Moses svarede: "Er du skinsyg på mine vegne? Gid alt Herrens folk var profeter, gid Herren ville lade sin Ånd komme over dem!"

<PP 192/3> En kraftig blæst fra havet førte nu hele flokke af vagtler ind over lejren så langt som en dagsrejse på begge sider af lejren i en højde af et par alen over jorden". 4Mos 11,31. Hele den dag og nat og den følgende dag var folket travlt beskæftiget med at indsamle den mad, der var blevet skaffet til veje ved et mirakel. Der blev opsamlet vældige mængder. "Det mindste, nogen samlede, var ti homer." Alt det, der ikke blev benyttet med det samme, blev tørret. På den måde strakte vagtlerne til en hel måned, som det var lovet.

<PP 192/4> Det, folket fik, var ikke til deres bedste, men Gud gav dem det alligevel, fordi de absolut ville have det. De var ikke tilfredse med det, de havde bedst af. De fik deres stædige ønske opfyldt, men måtte også tage følgerne. De spiste uden at holde måde, og straffen for deres grådighed lod ikke vente længe på sig. "Herren lod en meget hård straf ramme folket." Et stort antal døde af heftig feber, og de mest skyldige blandt folket blev dræbt, så snart de smagte den mad, de havde krævet.

<PP 192/5> Den næste lejrplads efter Tabera var Hazerot. Her ventede der Moses en endnu større prøve. Både Aron og Mirjam beklædte en ærefuld og ledende stilling i Israel. De havde begge to den profetiske gave, og Gud havde ladet dem arbejde sammen med Moses ved hebræernes udfrielse, Herrens ord ved profeten Mika lyder således: "Jeg sendte for dit ansigt Moses, Aron og Mirjam." Mik. 6,4. Mirjams karakterstyrke gjorde sig allerede gældende, da hun som barn stod ved Nilen og holdt vagt over den lille kurv som den lille Moses var skjult i. Gud havde benyttet hendes selvkontrol og taktfuldhed til at redde sit folks befrier. Mirjam var både en stor digterisk og musikalsk begavelse og havde ført an, da Israels kvinder sang og dansede ved Det røde Havs bredder. Kun Moses og Aron blev omfattet med større kærlighed af folket og forlenet med større ære af Himmelen end Mirjam. Men det samme onde, som skabte disharmoni i Himmelen i begyndelsen, fandt grobund i denne israelitiske kvindes hjerte, og hun havde ikke svært ved at finde en, som delte hendes misfornøjelse.

<PP 192/6> Mirjam og Aron var ikke blevet spurgt til råds, da de halvfjerds ældste blev valgt, og nu blev de skinsyge på Moses. Da Jetro besøgte lejren, mens israelitterne var på vej til Sinaj, fulgte Moses straks det råd, hans svigerfader gav ham. Aron og Mirjam frygtede for, at svigerfaderen havde større indflydelse over den store leder end de. De mente også, at der ikke var blevet taget hensyn til deres stilling og deres myndighed, da ældsterådet blev dannet. Mirjam og Aron havde aldrig følt den store omsorg og det tunge ansvar, som Moses måtte bære. Men fordi de var blevet valgt til at hjælpe ham, mente de, at de bar en lige så stor del af ansvaret for ledelsen som han, og de anså det for unødvendigt at vælge flere hjælpere.

<PP 193/1> Moses forstod i langt højere grad end noget andet menneske betydningen af den vældige opgave, der var betroet ham. Han følte sin egen svaghed og gjorde Gud til sin rådgiver. Aron havde mere tillid til sine egne evner og stolede ikke så meget på Gud. Han svigtede da han fik et ansvar betroet, og afslørede sin karaktersvaghed, da han nedværdigede sig til at føje folket, og Israel forfaldt til afgudsdyrkelse ved Sinaj. Men Mirjam og Aron var blindet af skinsyge og ærgerrighed og glemte denne tildragelse. Gud havde vist Aron en stor ære ved at tildele hans familie det hellige præsteembede Nu stimulerede selve denne gunstbevisning hans ønske om selvophøjelse. Mirjam og Aron sagde: "Har Herren kun talt til Moses? Mon han ikke også har talt til os?" De anså sig selv for at være lige så begunstiget af Gud, som Moses var, og mente, at der tilkom dem den samme stilling og myndighed.

<PP 193/2> I sin misfornøjelse gav Mirjam sig til at kritisere begivenheder, som var sket efter Guds vilje. Hun var utilfreds med Moses ægteskab. Det var en fornærmelse imod hendes familie og en krænkelse af nationens ære, at han havde valgt en kvinde fra et andet folk i stedet for at tage sig en hustru blandt hebræerne. Zippora blev behandlet med slet skjult foragt.

<PP 193/3> Selv om Moses hustru betegnes som en "kusjitisk kvinde" var hun midjanit og dermed efterkommer af Abraham (4Mos 12,1) Af ydre adskilte hun sig fra hebræerne ved en lidt mørkere hudfarve. Selv om Zippora ikke var israelit, tjente hun den sande Gud. Hun var frygtsom og sky af naturen, men var mild og venlig og tog sig det meget nær, når hun blev vidne til lidelse. Det var grunden til, at Moses lod hende rejse tilbage til Midjan, da han var på vej til Ægypten, Han ville skåne hende for at se plagerne falde over ægypterne.

<PP 193/4> Da Zippora kom tilbage til sin mand i ørkenen, så hun, at hans arbejdsbyrde tærede stærkt på hans kræfter. Hun fortalte Jetro, at hun nærede bekymring for sin mand, og Jetro fremkom derpå med sit forslag om, hvorledes man kunne aflaste Moses. Det var hovedårsagen til Mirjams modvilje mod Zippora. Det pinte hende, at hun og Aron tilsyneladende var blevet forbigået. Hun kastede skylden herfor på Moses hustru og drog den slutning, at det var på grund af hendes indflydelse, at Moses, ikke havde taget dem med på råd som tidligere. Hvis Aron havde stået fast på det, der var ret, kunne han have standset det onde, men i stedet for at lade Mirjam forstå, at hendes opførsel var syndig, stillede han sig på hendes side, lyttede til hendes klage og blev delagtig i hendes skinsyge.

<PP 193/5> Moses hørte på deres anklage i fuldstændig tavshed. Den erfaring, Moses havde fået i de år, han arbejdede og ventede i Midjan den ydmyghed og tålmodighed, han havde tilegnet sig der bidrog til, at han så tålmodigt fandt sig i folkets vantro og utilfredshed og den stolthed og misundelse, der blev lagt for dagen af dem, der skulle have været hans mest pålidelige hjælpere. Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden, og det var af denne grund, at han fik mere guddommelig visdom og hjælp end alle andre. Skriften siger: "Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej." Sl 25,9. Herren leder de ydmyge, fordi de er villige til at lade sig undervise. De nærer et oprigtigt ønske om at lære Guds vilje at kende og gøre derefter. Frelseren har givet dette løfte: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh 7,17. Han siger videre gennem apostlen Jakob: "Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet." Jak 1,5. Dette løfte gælder kun dem, der er villige til at følge Herren helt og fuldt. Gud tvinger ikke et menneskes vilje. Derfor kan han ikke lede dem, der er for stolte til at tage ved lære, og som vil have deres vilje. Der står skrevet om den tvesindede, der vil have sin vilje, mens han bekender sig til at gøre Guds vilje: "Et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren." Jak 1,7.

<PP 193/6> Gud havde udvalgt Moses og tildelt ham sin Ånd, og ved at klage gjorde Mirjam og Aron sig ikke blot skyldige i illoyalitet overfor deres leder, som var indsat af Gud, men overfor Gud selv. De oprørske kritikere fik besked på at gå hen til tabernaklet, hvor de måtte stå ansigt til ansigt med Moses. "Men Herren steg ned i skystøtten og stillede sig ved indgangen til teltet og kaldte på Aron og Mijam." Det blev ikke benægtet, at de havde den profetiske gave. Gud kunne have talt til dem i syner og drømme. Men Herren talte mere direkte til Moses, som han havde givet det vidnesbyrd, at han var "tro i hele mit hus". Ham talte Gud ansigt til ansigt med. "Hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?" Og Herrens vrede blussede op imod dem, og han gik bort." Skyen trak sig bort fra tabernaklet som tegn på Guds mishag, og Mirjam blev straffet. Hun blev "hvid som sne af spedalskhed". Aron gik fri, men Mirjams straf var en hård irettesættelse til ham. Nu blev deres stolthed lagt i støvet, og Aron bekendte deres synd og bad om, at hun måtte blive skånet for at dø af den frygtelige og dødelige sygdom. Som svar på Moses bøn blev Mirjam helbredt for spedalskheden, men hun blev udelukket fra lejren i syv dage. Først da hun var sendt bort fra lejren, sænkede symbolet på Guds gunst sig atter over tabernaklet. I ærbødighed for hendes høje stilling og af sorg over den ulykke, der havde ramt hende, blev hele folket boende i Hazerot for at afvente hendes tilbagevenden til lejren.

<PP 194/1> Dette udslag af Herrens mishag skulle tjene som en advarsel til hele Israel og lægge en dæmper på den tiltagende utilfredshed og mangel på respekt for de overordnede Hvis Mirjam ikke var blevet straffet så hårdt for sin misundelse og utilfredshed, ville det have fået meget alvorlige følger, Misundelse er et af de mest sataniske træk, som findes i menneskehjertet, og det bærer nogle af de giftigste frugter. Den vise mand siger: "Vrede er grum, og harme skummer, men skinsyge, hvo kan stå for den?" Ord. 27,4. Det var misundelse, der ødelagde harmonien i Himmelen i begyndelsen, og misundelse har voldt usigelig meget ondt blandt menneskene. "Hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er." Jak 3,16.

<PP 194/2> Vi bør ikke betragte det som en ubetydelig synd at tale ondt om andre og at gøre os selv til dommere over deres motiver og handlinger. "Den, som taler ondt om sin broder eller dømmer sin broder, taler ondt om loven og dømmer loven; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer." Jak 4,11. Der er kun én dommer, nemlig Gud, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil". 1Kor. 4,5. Den, der påtager sig at dømme og fordømme sine medmennesker, tiltager sig en rettighed, som alene tilkommer Skaberen.

<PP 194/3> Bibelen formaner os frem for alt til at vogte os for letsindigt at anklage dem, som Gud har kaldet til at være sine sendebud. Peter siger med henblik på en gruppe mennesker, som er uforbederlige syndere: "Frække, selvbehagelige gyser de ikke tilbage for at spotte høje åndemagter mens engle, der står over dem i styrke og magt, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren." 2Pet. 2,10-11. Paulus giver dette råd til dem, der har ansvaret for menigheden: "Tag ikke imod klage over en ældste, medmindre der føres to eller tre vidner." 1Tim. 5,19. Han, der har givet mennesker det tunge ansvar at være sit folks ledere og lærere, vil kræve folket til regnskab for den måde, hvorpå de har behandlet hans tjenere. Vi bør ære dem, som Gud har æret. Mirjams straf bør være en advarsel til alle, som er misundelige og kritiserer dem, som Gud betror det tunge ansvar for sit værk.