|
<PP 188/1> Tarbenaklets opførelse
begyndte først nogen tid efter, at Israel var kommet til Sinaj,
og den hellige bygning blev fuldført ved begyndelsen af det andet
år efter udgangen af Ægypten. Denne begivenhed efterfulgtes
af præsternes indvielse, påskens fejring, folkets optælling
og gennemførelsen af forskellige forordninger, som var af betydning
for folkets borgerlige og religiøse organisation. De tilbragte næsten
et år i lejren ved Sinaj. Her tog deres gudsdyrkelse mere fast form,
de love, som folket skulle regeres efter, blev givet, og der blev skabt
en mere effektiv organisation som forberedelse til deres indtog i Kanaans
land.
<PP 188/2> Israels styreform udmærkede sig ved
den mest grundige organisation. Den var på én gang forunderlig
fuldkommen og enkel. Den orden, der ses så tydeligt i hele Guds fuldkomne
skaberværk, kendetegnede også de hebraiske samfundsforhold.
Myndigheden og regeringsmagten var koncentreret hos Gud. Han var Israels
konge. Moses stod som deres synlige leder. Han var udnævnt af Gud
til at håndhæve lovene i Guds navn. Senere blev der blandt
stammernes ældste udvalgt et råd på halvfjerds, der skulle
hjælpe Moses med folkets almindelige anliggender. Derefter kom præsterne,
der rådspurgte Herren i helligdommen. Høvdinge eller fyrster
stod i spidsen for stammerne. Under disse var der "øverster over
tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og endelig embedsmænd,
der blev sat til særlige opgaver. 5Mos 1,15.
<PP 188/3> Hebræernes lejr var opbygget efter
en bestemt plan. Den var delt i tre store afdelinger, der hver havde sin
særlige plads. I midten lå tabernaklet, den usynlige Konges
bolig. Rundt om var præsterne og levit-terne lejret, og uden om disse
havde alle de andre stammer deres plads.
<PP 188/4> Levitterne fik overdraget omsorgen for tabernaklet
og alt dets tilbehør både i lejren og på rejsen. Ved
opbruddet fra en lejr skulle de tage det hellige telt ned, og ved ankomsten
til en lejrplads skulle de rejse det igen. Det var under dødsstraf
forbudt nogen fra de andre stammer at nærme sig tabernaklet. Levitterne
var delt i tre grupper, efterkommerne efter Levis tre sønner, og
hver gruppe fik tildelt sin særlige plads og opgave. Foran og nærmest
tabernaklet lå Moses og Arons telte. På sydsiden var kehatitternes
lejrplads. Det var deres opgave at sørge for arken og de andre ting
i helligdommen. På nordsiden var meraritterne lejret. De skulle sørge
for pillerne, fodstykkerne, brædderne osv. Bagved var gersonitternes
lejr. De havde ansvaret for tæpperne og forhængene.
<PP 188/5> De enkelte stammers plads var også
nøje angivet. Hver stamme skulle marchere og lejre sig under sit
felttegn, som Herren havde befalet: "Israelitterne skal lejre sig hver
under sit felttegn, under sit fædrenehus mærke; i en kreds
om åbenbaringsteltet skal de lejre sig." "I den rækkefølge,
de lejrer sig skal de bryde op, hver på sin plads, felttegn for felttegn."
4Mos 2,2 og 17. Den sammenløbne hob, der var fulgt med Israel fra
Ægypten, fik ikke lov at bo sammen med Israels stammer, men skulle
bo i udkanten af lejren, og deres efterkommere skulle stå udenfor
menigheden indtil tredje slægtled. 5Mos 23,7-8.
<PP 189/1> Der blev påbudt pinlig renlighed og
streng orden i hele lejren og dens omgivelser. Der blev indskærpet
grundige sundhedsforskrifter. Det var forbudt enhver, der af en eller anden
grund var uren, at komme ind i lejren, Disse forholdsregler var absolut
nødvendige for at bevare sundheden hos en så stor mængde
mennesker. Det var også nødvendigt, at der blev praktiseret
fuldkommen orden og renlighed, for at Israel kunne nyde godt af en hellig
Guds nærværelse. Han sagde følgende herom: "Thi Herren
din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig og give dine
fjender i din magt; derfor skal din lejr være hellig." 5Mos 23,14.
<PP 189/2> På alle Israels rejser drog "Herrens
pagts ark" "i forvejen for at søge dem et sted, hvor de kunne holde
hvil". 4Mos 10,33. Den indviede kiste med Guds hellige lov skulle anføre
toget, båret af Kehats sønner. Foran den gik Moses og Aron,
og lige bagefter fulgte præsterne med sølvtrompeter. Disse
præster fik deres ordrer af Moses og gav dem videre til folket ved
hjælp af trompeterne. Lederne af hver stamme havde pligt til at give
nøjagtig besked om alle de bevægelser, der skulle foretages,
i overensstemmelse med de signaler, der blev givet med trompeterne. Enhver,
der undlod at følge de givne anvisninger, straffedes med døden.
<PP 189/3> Gud er en ordenens Gud. Der er fuldkommen
orden i alt, hvad der har forbindelse med Himmelen. Lydighed og gennemført
disciplin kendetegner englehærens bevægelser. Kun ved orden
og samarbejde kan der opnås et godt resultat. Gud kræver i
lige så høj grad orden og system i sit værk i dag som
på Israels tid. Alle de, der arbejder for ham, skal gøre det
på en forstandig måde, ikke ligegyldigt eller tilfældigt.
Han ønsker, at hans værk skal udføres med troskab og
nøjagtighed, så at han kan sætte sin godkendelses stempel
på det.
<PP 189/4> Gud ledede selv Israel på alle deres
rejser. Det sted, hvor de skulle slå lejr, blev angivet ved, at skystøtten
sænkede sig, og så længe de skulle blive der, hvilede
skyen over tabernaklet. Når de skulle fortsætte rejsen, hævede
skyen sig højt over det hellige telt. Der fandt en højtidelig
påkaldelse sted, både når de gjorde holdt, og når
de brød op. "Og hver gang arken brød op, sagde Moses: "Stå
op, Herre, at dine fjender må splittes og dine avindsmænd fly
for dit åsyn!" Og hver gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage,
Herre, til Israels stammer titusinder!" 4Mos 10,35-36.
<PP 189/5> Der var kun elleve dagsrejser fra Sinaj
til Kadesj ved grænsen til Kanaan, og det var i forventning om at
komme hurtigt ind i det herlige land, at Israel fortsatte rejsen, da skyen
til sidst gav tegn til opbrud. Gud havde gjort undere, da han førte
dem ud af Ægypten, og hvilke velsignelser kunne de ikke vente nu,
da de formelt havde sluttet pagt om at godkende ham som deres hersker og
selv var blevet anerkendt som den Højestes udvalgte folk?
<PP 189/6> Og dog var mange af dem ligefrem uvillige
til at forlade det sted, hvor de havde haft deres lejr så længe.
De var næsten kommet til at betragte dette sted som deres hjem. I
ly af disse granitmure havde Gud samlet sit folk, borte fra alle andre
folk, for at gentage sin hellige lov for dem. De elskede at se på
det hellige bjerg, over hvis ældgamle toppe og nøgne kløfter
Guds herlighed så ofte havde vist sig. Dette landskab var så
nøje forbundet med Guds og hellige engles nærværelse,
at folket følte, at det var for helligt til at forlades uden videre,
og det var ikke med glæde, at de rejste derfra.
<PP 189/7> På trompeternes signal brød
hele lejren imidlertid op. Tabernaklet blev båret i midten, og hver
stamme var på sin tildelte plads under sit felttegn. Alle rettede
ivrigt blikket mod skyen for at se, i hvilken retning den ville lede dem.
Da den bevægede sig mod øst, hvor der kun fandtes mørke
og øde bjergformationer, blev mange grebet af en følelse
af sorg og fortvivlelse.
<PP 189/8> Vejen førte gennem bjergkløfter
og ødemarker og blev vanskeligere og vanskeligere, idet de gik fremad.
Overalt omkring dem strakte den store ørken sig, ødemarkens
og kløfternes land, tørkens og mulmets land, landet, hvor
ingen færdes eller bor". Jer. 2,6. Klippeslugterne fjern og nær
var fyldt med mænd, kvinder og børn, trækdyr og vogne
og uendelige kvæghjorde. Rejsen måtte nødvendigvis foregå
langsomt, og de var meget besværlig. Efter det lange ophold i lejren
var folket ikke optrænet til at udholde vejens farer og besværligheder.
<PP 190/1> Efter tre dages rejse lød der højlydte
klager. De kom fra den sammenløbne hob. Mange af disse mennesker
havde ikke forenet sig helt med israelitterne og søgte derfor hele
tiden at finde noget at klage over. De var utilfredse med den retning,
de skulle gå i, og fandt ustandselig fejl ved Moses ledelse, skønt
de udmærket vidste, at både han og de blev ledet af skyen.
Utilfredshed smitter, og den bredte sig snart til hele lejren.
<PP 190/2> De begyndte igen at forlange kød.
Skønt de havde rigeligt med manna, var de ikke tilfredse. Under
trældommen i Ægypten havde israelitterne været nødt
til at leve af den enkleste kost, men på grund af deres afsavn og
hårde arbejde havde de en god appetit, og maden smagte dem udmærket.
Mange af de ægyptere, der nu var med dem, havde midlertid været
vant til overdådig mad, og de var de første til at klage.
Samtidig med mannaen, som de fik lige før ankomsten til Sinaj, gav
Herren dem kød som svar på deres krav, men de havde kun fået
det en enkelt dag.
<PP 190/3> Gud kunne lige så let have skaffet
dem kød som manna, men det var til deres eget bedste, at der blev
foretaget indskrænkninger i deres kost. Han ville give dem en kost,
der passede bedre til deres behov end den pirrende føde, som mange
var blevet vant til i Ægypten. Deres forvænte smag skulle ændres
og gøres mere naturlig, så de kunne lære at sætte
pris på den føde, menneskene fik fra begyndelsen, nemlig jordens
frugter, som Gud gav Adam og Eva i Edens have. Det var grunden til, at
israelitterne ikke havde fået animalsk føde så længe.
<PP 190/4> Satan fristede dem til at betragte denne
indskrænkning som uretfærdig og grusom. Han fik dem til at
begære de ting, de ikke måtte få, fordi han var klar
over, at en uhæmmet tilfredsstillelse af appetitten ville bidrage
til at fremkalde sanselighed. Derved kunne han lettere bringe folket under
sin kontrol. Satan er ophavsmanden til sygdom og ulykke, og han angriber
menneskene der, hvor han kan opnå de største resultater. Ved
hjælp af fristelser, der appellerer til appetitten, har han i stor
udstrækning forledt menneskene til synd lige fra det øjeblik,
hvor han fik Eva til at spise den forbudne frugt. Han benyttede det samme
middel til at få Israel til at knurre mod Gud. Umådeholdenhed
i mad og drikke, som jo skaber trang til at tilfredsstille de lavere instinkter,
bevirker, at menneskene bliver ligegyldige overfor alle moralske forpligtelser.
Når sådanne mennesker udsættes for fristelse, har de
kun ringe modstandskraft.
<PP 190/5> Gud førte israelitterne ud af Ægypten
for at lade dem bosætte sig i Kanaans land som et rent, helligt og
lykkeligt folk. For at nå dette mål underkastede han dem en
vis disciplin til gavn både for dem selv og deres efterkommere. Havde
de været villige til at holde appetitten under kontrol og være
lydige mod hans vise forskrifter, ville svækkelse og sygdom have
været ukendt blandt dem. Deres efterkommere ville have været
både fysisk og åndeligt veludrustede. De ville have haft en
klar opfattelse af, hvad der var sandhed, og hvad der var deres pligt,
samt en sund dømmekraft. Men deres uvillighed til at underkaste
sig Guds begrænsninger og krav hindrede dem for en stor del i at
nå det høje stade, som han ønskede, at de skulle nå,
og i at modtage de velsignelser, han var parat til at skænke dem.
<PP 190/6> Salmisten siger: "De fristede Gud i hjertet
og krævede mad til at stille sulten, de talte mod Gud og sagde: "Kan
Gud dække bord i en ørken? Se, klippen slog han, så
vand flød frem, og bække vælded ud; mon han også
kan give brød og skaffe kød til sit folk?" Det hørte
Herren, blev vred." Sl 78,18-21. Knurren og uro var hyppigt forekommet
på rejsen fra Det røde Hav til Sinaj, men Gud bar over med
folket på grund af deres uvidenhed og blindhed og straffede ikke
deres synd dengang. Men i mellemtiden havde han åbenbaret sig for
dem på Horebs bjerg. De modtog et stort lys, da de var vidner til
Guds majestæt, magt og nåde, og da de nu viste vantro og utilfredshed,
pådrog de sig en desto større skyld. Endvidere havde de sluttet
en pagt om at anerkende Gud som deres konge og adlyde hans autoritet. Deres
knurren på dette tidspunkt var oprør, og som sådan måtte
den straffes øjeblikkelig og eftertrykkeligt hvis Israel skulle
reddes fra anarki og tilintetgørelse. "Herrens ild brød løs
iblandt dem og åd om sig i den yderste del af lejren." De mest skyldige
af dem, der klagede, blev dræbt af lyn fra skyen. Folket tryglede
rædselsslagne Moses om at bede til Herren for dem. Det gjorde han,
og ilden slukkedes. Til minde om denne straf kaldte han stedet Tabera,
"en brand".
<PP 191/1> Men ondskaben blev snart værre end
før. I stedet for at få de overlevende til at ydmyge sig og
angre syntes denne frygtelige straf blot at forøge deres knurren.
Alle vegne samledes folk grædende og klagende i deres teltdøre.
"Den sammenløbne hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så
tog også israelitterne til at græde igen, og de sagde: "Kunne
vi dog få kød at spise! Vi mindes fiskene, vi fik at spise
for intet i Ægypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene
og skalotterne, og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller
det andet, vi ser aldrig andet end manna" Således viste de deres
utilfredshed med den kost som deres skaber havde givet dem. Og dog havde
de til stadighed fået bevis for, at den var tilpasset deres behov,
for til trods for de strabadser, de havde gennemgået, var der ikke
en eneste svækling i nogen af stammerne.
<PP 191/2> Nu mistede Moses modet. Han havde bedt om,
at Israel ikke måtte blive tilintetgjort, selv om hans egne efterkommere
derved kunne være blevet til et stort folk. I sin kærlighed
til dem havde han bedt om, at hans navn måtte blive slettet af livets
bog, fremfor at folket skulle omkomme. Han havde vovet alt for deres skyld,
og dette var den tak, han fik for det. De gav ham skylden for alle deres
vanskeligheder også deres indbildte lidelser og deres skændige
knurren gjorde omsorgens og ansvarets byrde, som han var ved at segne under,
dobbelt så tung. I sin nød fristedes han til at nære
mistillid til Gud. Hans bøn havde næsten karakter af en anklage.
"Hvorfor har du handlet så ilde med din tjener, og hvorfor har jeg
ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele dette
folk som en byrde på mig? Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele
dette folk kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf
os kød at spise. Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det
er mig for tungt."
<PP 191/3> Herren hørte hans bøn og bød
ham sammenkalde Israels halvfjerds ældste, Det var mænd, der
ikke blot var oppe i årene, men som besad værdighed, sund dømmekraft
og erfaring. "Før dem hen til åbenbaringsteltet," sagde han,
"og lad dem stille sig op hos dig der. Så vil jeg stige ned og tale
med dig der, og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og
lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære
folkets byrde, så, du ikke ene skal bære den."
<PP 191/4> Herren tillod, at Moses selv valgte de mest
trofaste og velegnede mænd til at hjælpe ham med at bære
ansvaret. Deres indflydelse ville bidrage til at holde folkets voldsomhed
i ave og neddæmpe tendensen til at gøre oprør. Men
deres udvælgelse ville få onde følger til sidst. Hvis
Moses tro havde stået i forhold til de beviser, han havde set på
Guds magt og godhed, ville disse mænd aldrig være blevet valgt.
Men Moses egne besværligheder og opgaver var vokset til en sådan
størrelse i hans egne øjne, at han næsten havde tabt
den kendsgerning af syne, at han kun var et redskab, som Gud havde benyttet.
Der var ikke den ringeste undskyldning for, at han delte den utilfredshed,
som var en forbandelse for Israel. Hvis han havde stolet fuldt og fast
på Gud, ville Herren være blevet ved at lede ham og give ham
styrke til at klare alle nødsituationer.
<PP 191/5> Moses fik besked på at gøre
folket rede til det, Gud ville gøre for dem. "Helliger Eder til
i morgen, så skal I få kød at spise! I har jo grædt
højlydt for Herren og sagt: Kunne vi dog få kød at
spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give Eder
kød at spise; og ikke blot én eller to eller fem eller ti
eller tyve dage skal I spise det, men en hel måned igennem, indtil
det står Eder ud af næsen, og I væmmes derved, fordi
I har ringeagtet Herren, der er i Eders midte, og grædt for hans
åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"
<PP 191/6> "600.000 fodfolk tæller det folk,
jeg har om mig," udbrød Moses, og du siger: Jeg vil skaffe dem kød,
så de har nok at spise en hel måned! Kan der slagtes så
meget småkvæg og hornkvæg til dem, at det kan slå
til, eller kan alle fisk i havet samles sammen til dem, så det kan
slå til?" Herren bebrejdede ham hans vantro. "Er Herrens arm for
kort? Nu skal du få at se, om mit ord går i opfyldelse for
dig eller ej."
<PP 191/7> Moses gentog Herrens ord for folket og bekendtgjorde
at de halvfjerds ældste var valgt. Den store leders tale til disse
udvalgte mænd kan udmærket tjene som forbillede for den retlinethed,
som burde karakterisere nutidens dommere og lovgivere: "Hold forhør,
når der er stridigheder mellem Eders landsmænd, og døm
retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand
eller med en, der bor som fremmed hos ham; vis ingen personsanseelse for
retten; hør på den ringeste som på den største
og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds!" 5Mos 1,16-17.
<PP 192/1> Moses kaldte nu de halvfjerds ældste
sammen ved tabernaklet. "Så steg Herren ned i skyen og talende til
ham: og han tog noget af den ånd, der var over ham, og lod den komme
over de halvfjerdsindstyve ældste, og da ånden hvilede over
dem, kom de i profetisk henrykkelse, noget, som ikke siden hændtes
dem," Ligesom disciplene på pinsefestens dag blev de iført
"kraft fra det høje". Det behagede Herren at forberede dem til deres
gerning på denne måde og at ære dem i hele menighedens
nærværelse, for at folket skulle få tillid til dem som
mænd, der var udvalgt af Gud til at regere Israel sammen med Moses.
<PP 192/2> Nu sås et nyt bevis på den store
leders højsindethed og uselviskhed. To af de halvfjerds var så
ydmyge, at de ikke regnede sig for værdige til en så ansvarsfuld
stilling. De var derfor ikke gået hen til tabernaklet sammen med
deres brødre. Men Guds Ånd kom over dem der, hvor de opholdt
sig, og også de fik den profetiske gave. Da Josua hørte det,
ville han gribe ind, fordi han mente, at der var sket en fejltagelse. Han
var bange for, at det ville fremkalde splittelse i lejren. Han søgte
nidkært at værne om sin herres ære og sagde: "Min herre
Moses, stands dem i det!" Moses svarede: "Er du skinsyg på mine vegne?
Gid alt Herrens folk var profeter, gid Herren ville lade sin Ånd
komme over dem!"
<PP 192/3> En kraftig blæst fra havet førte
nu hele flokke af vagtler ind over lejren så langt som en dagsrejse
på begge sider af lejren i en højde af et par alen over jorden".
4Mos 11,31. Hele den dag og nat og den følgende dag var folket travlt
beskæftiget med at indsamle den mad, der var blevet skaffet til veje
ved et mirakel. Der blev opsamlet vældige mængder. "Det mindste,
nogen samlede, var ti homer." Alt det, der ikke blev benyttet med det samme,
blev tørret. På den måde strakte vagtlerne til en hel
måned, som det var lovet.
<PP 192/4> Det, folket fik, var ikke til deres bedste,
men Gud gav dem det alligevel, fordi de absolut ville have det. De var
ikke tilfredse med det, de havde bedst af. De fik deres stædige ønske
opfyldt, men måtte også tage følgerne. De spiste uden
at holde måde, og straffen for deres grådighed lod ikke vente
længe på sig. "Herren lod en meget hård straf ramme folket."
Et stort antal døde af heftig feber, og de mest skyldige blandt
folket blev dræbt, så snart de smagte den mad, de havde krævet.
<PP 192/5> Den næste lejrplads efter Tabera var
Hazerot. Her ventede der Moses en endnu større prøve. Både
Aron og Mirjam beklædte en ærefuld og ledende stilling i Israel.
De havde begge to den profetiske gave, og Gud havde ladet dem arbejde sammen
med Moses ved hebræernes udfrielse, Herrens ord ved profeten Mika
lyder således: "Jeg sendte for dit ansigt Moses, Aron og Mirjam."
Mik. 6,4. Mirjams karakterstyrke gjorde sig allerede gældende, da
hun som barn stod ved Nilen og holdt vagt over den lille kurv som den lille
Moses var skjult i. Gud havde benyttet hendes selvkontrol og taktfuldhed
til at redde sit folks befrier. Mirjam var både en stor digterisk
og musikalsk begavelse og havde ført an, da Israels kvinder sang
og dansede ved Det røde Havs bredder. Kun Moses og Aron blev omfattet
med større kærlighed af folket og forlenet med større
ære af Himmelen end Mirjam. Men det samme onde, som skabte disharmoni
i Himmelen i begyndelsen, fandt grobund i denne israelitiske kvindes hjerte,
og hun havde ikke svært ved at finde en, som delte hendes misfornøjelse.
<PP 192/6> Mirjam og Aron var ikke blevet spurgt til
råds, da de halvfjerds ældste blev valgt, og nu blev de skinsyge
på Moses. Da Jetro besøgte lejren, mens israelitterne var
på vej til Sinaj, fulgte Moses straks det råd, hans svigerfader
gav ham. Aron og Mirjam frygtede for, at svigerfaderen havde større
indflydelse over den store leder end de. De mente også, at der ikke
var blevet taget hensyn til deres stilling og deres myndighed, da ældsterådet
blev dannet. Mirjam og Aron havde aldrig følt den store omsorg og
det tunge ansvar, som Moses måtte bære. Men fordi de var blevet
valgt til at hjælpe ham, mente de, at de bar en lige så stor
del af ansvaret for ledelsen som han, og de anså det for unødvendigt
at vælge flere hjælpere.
<PP 193/1> Moses forstod i langt højere grad
end noget andet menneske betydningen af den vældige opgave, der var
betroet ham. Han følte sin egen svaghed og gjorde Gud til sin rådgiver.
Aron havde mere tillid til sine egne evner og stolede ikke så meget
på Gud. Han svigtede da han fik et ansvar betroet, og afslørede
sin karaktersvaghed, da han nedværdigede sig til at føje folket,
og Israel forfaldt til afgudsdyrkelse ved Sinaj. Men Mirjam og Aron var
blindet af skinsyge og ærgerrighed og glemte denne tildragelse. Gud
havde vist Aron en stor ære ved at tildele hans familie det hellige
præsteembede Nu stimulerede selve denne gunstbevisning hans ønske
om selvophøjelse. Mirjam og Aron sagde: "Har Herren kun talt til
Moses? Mon han ikke også har talt til os?" De anså sig selv
for at være lige så begunstiget af Gud, som Moses var, og mente,
at der tilkom dem den samme stilling og myndighed.
<PP 193/2> I sin misfornøjelse gav Mirjam sig
til at kritisere begivenheder, som var sket efter Guds vilje. Hun var utilfreds
med Moses ægteskab. Det var en fornærmelse imod hendes familie
og en krænkelse af nationens ære, at han havde valgt en kvinde
fra et andet folk i stedet for at tage sig en hustru blandt hebræerne.
Zippora blev behandlet med slet skjult foragt.
<PP 193/3> Selv om Moses hustru betegnes som en "kusjitisk
kvinde" var hun midjanit og dermed efterkommer af Abraham (4Mos 12,1) Af
ydre adskilte hun sig fra hebræerne ved en lidt mørkere hudfarve.
Selv om Zippora ikke var israelit, tjente hun den sande Gud. Hun var frygtsom
og sky af naturen, men var mild og venlig og tog sig det meget nær,
når hun blev vidne til lidelse. Det var grunden til, at Moses lod
hende rejse tilbage til Midjan, da han var på vej til Ægypten,
Han ville skåne hende for at se plagerne falde over ægypterne.
<PP 193/4> Da Zippora kom tilbage til sin mand i ørkenen,
så hun, at hans arbejdsbyrde tærede stærkt på hans
kræfter. Hun fortalte Jetro, at hun nærede bekymring for sin
mand, og Jetro fremkom derpå med sit forslag om, hvorledes man kunne
aflaste Moses. Det var hovedårsagen til Mirjams modvilje mod Zippora.
Det pinte hende, at hun og Aron tilsyneladende var blevet forbigået.
Hun kastede skylden herfor på Moses hustru og drog den slutning,
at det var på grund af hendes indflydelse, at Moses, ikke havde taget
dem med på råd som tidligere. Hvis Aron havde stået fast
på det, der var ret, kunne han have standset det onde, men i stedet
for at lade Mirjam forstå, at hendes opførsel var syndig,
stillede han sig på hendes side, lyttede til hendes klage og blev
delagtig i hendes skinsyge.
<PP 193/5> Moses hørte på deres anklage
i fuldstændig tavshed. Den erfaring, Moses havde fået i de
år, han arbejdede og ventede i Midjan den ydmyghed og tålmodighed,
han havde tilegnet sig der bidrog til, at han så tålmodigt
fandt sig i folkets vantro og utilfredshed og den stolthed og misundelse,
der blev lagt for dagen af dem, der skulle have været hans mest pålidelige
hjælpere. Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
andet menneske på jorden, og det var af denne grund, at han fik mere
guddommelig visdom og hjælp end alle andre. Skriften siger: "Han
vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej." Sl
25,9. Herren leder de ydmyge, fordi de er villige til at lade sig undervise.
De nærer et oprigtigt ønske om at lære Guds vilje at
kende og gøre derefter. Frelseren har givet dette løfte:
"Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren
er fra Gud." Joh 7,17. Han siger videre gennem apostlen Jakob: "Men hvis
nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få
den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så
vil den blive ham givet." Jak 1,5. Dette løfte gælder kun
dem, der er villige til at følge Herren helt og fuldt. Gud tvinger
ikke et menneskes vilje. Derfor kan han ikke lede dem, der er for stolte
til at tage ved lære, og som vil have deres vilje. Der står
skrevet om den tvesindede, der vil have sin vilje, mens han bekender sig
til at gøre Guds vilje: "Et sådant menneske må ikke
vente at få noget fra Herren." Jak 1,7.
<PP 193/6> Gud havde udvalgt Moses og tildelt ham sin
Ånd, og ved at klage gjorde Mirjam og Aron sig ikke blot skyldige
i illoyalitet overfor deres leder, som var indsat af Gud, men overfor Gud
selv. De oprørske kritikere fik besked på at gå hen
til tabernaklet, hvor de måtte stå ansigt til ansigt med Moses.
"Men Herren steg ned i skystøtten og stillede sig ved indgangen
til teltet og kaldte på Aron og Mijam." Det blev ikke benægtet,
at de havde den profetiske gave. Gud kunne have talt til dem i syner og
drømme. Men Herren talte mere direkte til Moses, som han havde givet
det vidnesbyrd, at han var "tro i hele mit hus". Ham talte Gud ansigt til
ansigt med. "Hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?"
Og Herrens vrede blussede op imod dem, og han gik bort." Skyen trak sig
bort fra tabernaklet som tegn på Guds mishag, og Mirjam blev straffet.
Hun blev "hvid som sne af spedalskhed". Aron gik fri, men Mirjams straf
var en hård irettesættelse til ham. Nu blev deres stolthed
lagt i støvet, og Aron bekendte deres synd og bad om, at hun måtte
blive skånet for at dø af den frygtelige og dødelige
sygdom. Som svar på Moses bøn blev Mirjam helbredt for spedalskheden,
men hun blev udelukket fra lejren i syv dage. Først da hun var sendt
bort fra lejren, sænkede symbolet på Guds gunst sig atter over
tabernaklet. I ærbødighed for hendes høje stilling
og af sorg over den ulykke, der havde ramt hende, blev hele folket boende
i Hazerot for at afvente hendes tilbagevenden til lejren.
<PP 194/1> Dette udslag af Herrens mishag skulle tjene
som en advarsel til hele Israel og lægge en dæmper på
den tiltagende utilfredshed og mangel på respekt for de overordnede
Hvis Mirjam ikke var blevet straffet så hårdt for sin misundelse
og utilfredshed, ville det have fået meget alvorlige følger,
Misundelse er et af de mest sataniske træk, som findes i menneskehjertet,
og det bærer nogle af de giftigste frugter. Den vise mand siger:
"Vrede er grum, og harme skummer, men skinsyge, hvo kan stå for den?"
Ord. 27,4. Det var misundelse, der ødelagde harmonien i Himmelen
i begyndelsen, og misundelse har voldt usigelig meget ondt blandt menneskene.
"Hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt
er." Jak 3,16.
<PP 194/2> Vi bør ikke betragte det som en ubetydelig
synd at tale ondt om andre og at gøre os selv til dommere over deres
motiver og handlinger. "Den, som taler ondt om sin broder eller dømmer
sin broder, taler ondt om loven og dømmer loven; men dømmer
du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer." Jak 4,11. Der
er kun én dommer, nemlig Gud, som skal bringe for lyset, hvad der
er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil". 1Kor.
4,5. Den, der påtager sig at dømme og fordømme sine
medmennesker, tiltager sig en rettighed, som alene tilkommer Skaberen.
<PP 194/3> Bibelen formaner os frem for alt til at
vogte os for letsindigt at anklage dem, som Gud har kaldet til at være
sine sendebud. Peter siger med henblik på en gruppe mennesker, som
er uforbederlige syndere: "Frække, selvbehagelige gyser de ikke tilbage
for at spotte høje åndemagter mens engle, der står over
dem i styrke og magt, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren."
2Pet. 2,10-11. Paulus giver dette råd til dem, der har ansvaret for
menigheden: "Tag ikke imod klage over en ældste, medmindre der føres
to eller tre vidner." 1Tim. 5,19. Han, der har givet mennesker det tunge
ansvar at være sit folks ledere og lærere, vil kræve
folket til regnskab for den måde, hvorpå de har behandlet hans
tjenere. Vi bør ære dem, som Gud har æret. Mirjams straf
bør være en advarsel til alle, som er misundelige og kritiserer
dem, som Gud betror det tunge ansvar for sit værk.
|