<PP 182/2> Adam gjorde sine efterkommere bekendt med Guds lov, og den blev givet videre fra fader til søn i de følgende slægtled. Men til trods for den nådige plan, der var lagt til menneskets forløsning, var der kun få, der antog den og var lydige. På grund af lovovertrædelse blev verden så ond, at det blev nødvendigt at rense den for fordærvelsen ved syndfloden. Noa og hans familie tog vare på loven, og Noa lærte sine efterkommere de ti bud. Da menneskene igen gik bort fra Gud, udvalgte Herren Abraham, om hvem han sagde: "Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love." 1Mos 26,5. Han modtog omskærelsens anordning, der var et tegn på, at man var indviet til Guds tjeneste og var forpligtet til at holde sig fra afgudsdyrkelse og adlyde Guds lov. Det var, fordi Abrahams efterkommere ikke overholdt denne forpligtelse, men viste tilbøjelighed til at slutte forbund med hedningerne og antage deres skikke, at de blev trælle i Ægypten. Men ved folkets samkvem med afgudsdyrkere og deres tvungne underkastelse under ægypterne blev de guddommelige forskrifter endnu mere forvansket af hedenskabets onde, grusomme lærdomme. Det var grunden til, at Herren efter at have ført dem ud af Ægypten kom ned på Sinaj, indhyllet i herlighed og omgivet af sine engle, og forkyndte sin lov i frygtelig majestæt, mens hele folket hørte på det.

<PP 182/3> Selv ikke på det tidspunkt stolede han på, at dette folk, som var så tilbøjeligt til at glemme hans krav, ville huske hans forskrifter. Han skrev dem derfor på stentavler. Han ville fjerne enhver mulighed for, at Israel skulle kunne blande hedningernes traditioner sammen med hans hellige bud eller forveksle hans krav med menneskelige påbud eller skikke. Men han nøjedes ikke med at give dem de ti bud. Det havde været så let at lede folket vild, at han ikke ville lade nogen af fristelsens indfaldsveje ubevogtet. Moses fik befaling til at skrive bestemmelser og love efter Guds anvisning. Disse indeholdt nøjagtig vejledning om, hvad der krævedes. Disse love, der angik israelitternes pligt overfor Gud, overfor hinanden og overfor de fremmede, var kun de ti buds principper, som var udvidet og forklaret på en sådan måde, at ingen behøvede at tage fejl. De var bestemt til at værne om den hellighed, der var knyttet til de ti bud, der blev skrevet på stentavlerne.

<PP 183/1> Hvis menneskene havde holdt Guds lov, som den blev givet til Adam efter hans fald, bevaret af Noa og overholdt af Abraham, ville der ikke have været behov for omskærelsens anordning. Og hvis Abrahams efterkommere havde holdt den pagt, som omskærelsen var et tegn på, ville de aldrig være blevet forledt til afgudsdyrkelse. De ville heller ikke have behøvet at gennemgå slaveriets lidelser i Ægypten. De ville have husket Guds lov, og det havde ikke været nødvendigt at forkynde den fra Sinaj eller skrive den på stentavlerne. Hvis folket havde fulgt de ti buds principper, havde det ikke været nødvendigt at give Moses yderligere anvisninger.

<PP 183/2> Offersystemet, som var blevet overdraget til Adam, blev forvansket af hans efterkommere. Overtro, afgudsdyrkelse, grusomhed og ryggesløshed forvanskede den enkle og betydningsfulde tjeneste, som Gud havde anvist, Gennem langvarigt samkvem med afgudsdyrkere havde Israels folk flettet mange hedenske skikke ind i deres gudsdyrkelse. Derfor gav Gud dem på Sinaj tydelig undervisning om offertjenesten. Efter tabernaklets fuldførelse talte han til Moses fra skyen over sonedækket, hvor hans herlighed kom til syne, og gav ham en fyldestgørende vejledning om offersystemet og den gudstjenesteform, som skulle gælde i helligdommen. På den måde fik Moses ceremoniloven, som han skrev i en bog, Men de ti bud, der blev forkyndt fra Sinaj, havde Gud selv skrevet på stentavlerne, og de blev med hellig omhu opbevaret i arken.

<PP 183/3> Der er mange, der prøver at blande disse to systemer sammen, idet de bruger de skriftsteder, som taler om ceremoniloven, til at bevise, at moralloven er ophævet. Dette er en forvanskning af skriften. Forskellen mellem de to systemer er tydelig og klar. Ceremonisystemet bestod af symboler, der viste hen til Kristus, hans offer og hans præstegerning. Ceremoniloven med dens ofringer og anordninger skulle overholdes af hebræerne, indtil forbilledet ved Kristi død mødte modbilledet, det Guds Lam, der borttager verdens synd. Da skulle alle ofringerne ophøre. Det er denne lov, Kristus tog bort ved at nagle den til korset. Kol. 2,14. Men om tibudsloven siger salmisten: "Herre, dit ord er evigt, står fast i Himmelen." Sl 119,89. Kristus siger selv: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven." og for at give sin udtalelse så megen vægt som muligt siger han: "Sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen." Matt 5,17-18. Her lærer han ikke blot, hvad Guds lovs krav havde været og var dengang, men at disse krav ville stå fast, så længe himmelen og jorden består. Guds lov er lige så urokkelig som Guds trone Den vil gøre sine krav på menneskeheden gældende til alle tider.

<PP 183/4> Om loven, der blev forkyndt på Sinaj, siger Nehemias: "Du steg ned på Sinaj bjerg, du dalede med dem fra Himmelen og gav dem retfærdige lovbud og tilforladelige love, gode anordninger Og bud." Neh. 9,13. Og Paulus, hedningernes apostel siger: "Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt." Rom 7,12. Der kan kun være tale om de ti bud, for det er den lov, der siger: "Du må ikke begære". (Se Rom 7,7.)

<PP 183/5> Mens Frelserens død gjorde ende på loven om forbilleder og skygger formindskede den ikke på nogen måde forpligtelserne overfor moralloven. Tværtimod, selve den kendsgerning, at det var nødvendigt for Kristus at dø for at sone lovens overtrædelse, beviser, at loven er uforanderlig. De, der påstår, at Kristus kom for at ophæve Guds lov og afskaffe Det gamle Testamente, betegner den jødiske tid som en mørk periode og fremstiller den hebraiske religion, som om den bestod af former og ceremonier. Men det er en fejltagelse. Overalt i den hellige beretning, hvor Guds handlemåde med sit udvalgte folk er nedskrevet, lyser sporene af den store Jeg Er. Han har aldrig givet menneskenes børn en mere tydelig åbenbarelse af sin magt og herlighed, end da han alene blev anerkendt som Israels hersker og gav sit folk loven. Her var et scepter, der ikke blev svunget af menneskehånd, og Israels usynlige Konges værdige regeringsmåde var usigelig ophøjet og ærefrygtindgydende.

<PP 183/6> I alle disse åbenbarelser af Guds nærværelse gav Guds herlighed sig til kende gennem Kristus. Det var ikke først ved Kristi komme, at Gud forligte verden med sig selv i Kristus (2Kor. 5,19). Det har han gjort, lige siden syndefaldet skete og løftet om forløsning blev givet. Kristus var grundvolden og midtpunktet i offersystemet både i den patriarkalske og i den jødiske tid. Siden vore første forældre syndede, har der ikke været direkte forbindelse mellem Gud og menneskene. Faderen har lagt verden i Kristi hænder, for at han ved sin midlergerning skal frelse menneskene og hævde Guds lovs autoritet og hellighed. Al forbindelse mellem Himmelen og den faldne menneskehed er sket gennem Kristus. Det var Guds Søn, der gav vore første forældre løftet om forløsning. Det var ham, der åbenbarede sig for patriarkerne. Adam, Noa, Abraham, Isak, Jakob og Moses forstod evangeliet. De så hen til frelsen gennem menneskets stedfortræder og garant. Disse hellige mænd fra oldtiden havde forbindelse med Frelseren, der skulle komme til vor jord i menneskelig skikkelse, og nogle af dem talte ansigt til ansigt med Kristus og himmelske engle.

<PP 184/1> Kristus var ikke alene hebræernes leder i ørkenen den engel, i hvem Guds navn var (2Mos 23,20-21), og som gik foran folket, indhyllet i skystøtten. Men det var ham, der gav Israel loven. Ud fra Sinajs ærefrygtindgydende herlighed forkyndte Kristus i hele folkets påhør de ti bud i sin Faders lov. Det var ham, der gav Moses loven, der var indskrevet på stentavlerne.

<PP 184/2> Det var Kristus der talte til sit folk gennem profeterne. Apostlen Peter skriver til den kristne menighed, at profeterne "profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter". 1Pet. 1,10-11. Det er Kristi stemme, der taler til os gennem Det gamle Testamente. "Thi Jesu vidnesbyrd em profetiens ånd." Åb. 19,10.

<PP 184/3> Da Jesus var personligt blandt menneskene, ledte han i sin undervisning deres tanker hen til Det gamle Testamente. Han sagde til jøderne: "I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig." Joh 5,39. På den tid var Det gamle Testamentes bøger den eneste del af Bibelen, der eksisterede. Videre sagde Guds Søn: "De har Moses og profeterne, dem kan de høre!" Og han tilføjede: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise selv om en opstod fra de døde!" Luk 16,29. 31.

<PP 184/4> Ceremoniloven blev givet af Kristus. Selv efter at den var ophørt, fremstillede Paulus dens sande stilling og betydning for jøderne og påviste dens plads i forløsningsplanen og dens forbindelse med Kristi gerning. Den store apostel erklærer, at denne lov er herlig, sin guddommelige ophavsmand værdig. Den højtidelige tjeneste i helligdommen var et forbillede på de store sandheder, der skulle åbenbares i efterfølgende slægtled. Røgelsesskyen, der steg op sammen med Israels bønner, er et forbillede på hans retfærdighed, som er det eneste, der kan gøre synderens bøn antagelig for Gud. Det blødende offer på alteret var et vidnesbyrd om, at der ville komme en forløser, og fra det allerhelligste udstrålede det synlige tegn på Guds nærværelse. Således blev troen gennem århundreders mørke og frafald holdt levende i menneskenes hjerte, indtil den lovede Messias kom.

<PP 184/5> Jesus var sit folks lys og verdens lys, inden han kom til jorden i menneskelig skikkelse. Det første lysglimt, der gennemtrængte det mørke, synden havde indhyllet verden i, kom fra Kristus, og fra ham er enhver himmelsk lysstråle kommet, som er faldet på jordens indbyggere. I forløsningsplanen em Kristus alfa og omega, den første og den sidste.

<PP 184/6> Siden Frelseren udgød sit blod til syndernes forladelse og steg op til Himmelen for at "træde frem, for Guds åsyn til bedste for os" (Heb 9,24), har lyset strålet fra Golgatas kors og fra den himmelske helligdoms hellige afdelinger. Men selv om vi har fået et klarere lys, bør vi ikke foragte det lys som tidligere blev modtaget gennem de forbilleder, der pegede hen til den kommende frelser, Kristi evangelium kaster lys over den jødiske tid og giver ceremoniloven betydning. Idet nye sandheder åbenbares, og der kastes klarere lys over det, som var kendt fra begyndelsen, åbenbares Guds karakter og hensigt i hans handlemåde med sit udvalgte folk. Hver ny lysstråle, vi modtager, giver os en klarere forståelse af forløsningsplanen, der er et udtryk for Guds vilje til at frelse menneskene. Vi ser ny skønhed og kraft i det inspirerede ord, og vi studerer det med en dybere og mere intens interesse.

<PP 184/7> Mange er af den mening, at Gud anbragte en skillemur mellem hebræerne og omverdenen, og at hans kærlighed og omsorg for en stor del blev forholdt den øvrige del af menneskeheden og koncentreredes om Israel. Men det var ikke Guds mening, at hans folk skulle opbygge en skillemur mellem sig selv og deres medmennesker. I sin evige kærlighed tog Gud alle jordens beboere til sit hjerte. Skønt de havde forkastet ham, søgte han stadig at åbenbare sig for dem og gøre dem delagtige i sin kærlighed og nåde. Han skænkede det udvalgte folk sine velsignelser, for at de skulle velsigne andre.

<PP 185/1> Gud kaldte Abraham og velsignede og ærede ham, og patriarkens troskab var et lys før folkene i alle de lande, hvor han kom til at bo. Abraham isolerede sig ikke fra de mennesker, der boede omkring ham. Han havde venskabelig forbindelse med de omkringboende folks konger, og nogle af dem behandlede ham med stor respekt. Hans retskaffenhed og uegennytte, hans mod og velvilje repræsenterede Guds karakter. I Mesopotamien, i Kanaan, i Ægypten, ja selv overfor Sodomas indbyggere åbenbaredes Himmelens Gud gennem sin repræsentant.

<PP 185/2> På samme måde åbenbarede Gud sig gennem Josef for Ægyptens folk og alle de nationer, der havde forbindelse med dette mægtige rige. Hvorfor gav Gud Josef en så høj stilling blandt ægypterne? Han kunne have fundet en anden måde at opnå sin hensigt med Jakobs børn på; men han ønskede at gøre Josef til et lys, og han anbragte ham i kongens palads, for at lyset fra Himmelen kunne brede sig vidt omkring. Ved sin visdom og retfærdighed, ved den renhed og venlighed, der kendetegnede hans daglige færden, og ved sin hengivenhed for folkets interesser et folk af afgudsdyrkere repræsenterede Josef Kristus. Dette hedenske folk skulle se deres skabers og forløsers kærlighed i deres velgører som hele Ægypten vendte sig til med taknemlighed og anerkendelse. Gud anbragte ligeledes Moses som et lys ved tronen i jordens mægtigste rige, for at alle, som ville, kunne lære om den sande og levende Gud. Alt dette lys blev givet ægypterne, inden Guds hånd blev udrakt imod dem, og straffedommene faldt.

<PP 185/3> Ved Israels udfrielse fra Ægypten bredte kundskaben om Guds magt sig vidt omkring. De krigeriske indbyggere i fæstningen Jeriko skælvede. "Da vi hørte det, blev vi slagne af rædsel," sagde Rahab, "og tabte alle modet overfor Eder; thi Herren Eders Gud er oppe i Himmelen og nede på jorden." Jos. 2,11. Århundreder efter israelitternes udgang af Ægypten mindede filisternes præster deres folk om Ægyptens plager og advarede dem mod at kæmpe imod Israels Gud.

<PP 185/4> Guds hensigt med at kalde, velsigne og ophøje Israel var ikke, at de skulle være de eneste, der ved lydighed mod hans lov modtog hans gunst og velsignelser. Det var hans hensigt at åbenbare sig for alle jordens beboere gennem dem. Det var for at opnå dette, at han bød dem holde sig adskilt fra de afgudsdyrkende folk omkring dem.

<PP 185/5> Gud betragtede afgudsdyrkelse og alle de synder, der følger i dens spor, med afsky, og han befalede sit folk, at de ikke måtte blande sig med andre folk, følge deres skikke og glemme Gud. Han forbød dem at gifte sig med afgudsdyrkere, for at deres hjerte ikke skulle blive draget bort fra ham. Det var lige så nødvendigt dengang som nu, at Guds folk var rent og holdt sig uplettet af verden. De skal holde sig fri for deres ånd, fordi den er i strid med sandhed og retfærdighed. Men Gud havde ikke til hensigt, at hans folk i selvretfærdig afsondrethed skulle isolere sig fra verden, så de ikke kunne øve nogen indflydelse over den.

<PP 185/6> Ligesom deres Herre skal Kristi efterfølgere gennem alle tider være verdens lys. Frelseren sagde: "En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder ikke heller et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset det vil sige i verden. Og han tilføjer: "Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene." Matt 5,14-16. Det er netop, hvad Enok, Noa, Abraham, Josef og Moses gjorde. Det er netop, hvad Gud havde til hensigt, at hans folk Israel skulle gøre.

<PP 185/7> Det var deres eget onde, vantro hjerte, der på Satans tilskyndelse fik dem til at skjule deres lys i stedet for at lade det skinne for de omboende folk. Det var den samme ånd, der fik dem til enten af følge hedningernes syndige skikke eller isolere sig i stolt afsondrethed, som om Guds kærlighed og omsorg kun gjaldt dem.

<PP 185/8> Ligesom Bibelen taler om to love, hvoraf den ene er uforanderlig og evig, den anden midlertidig, således er der også to pagter. Nådens pagt blev først oprettet med mennesket i Edens have, da der efter syndefaldet blev givet et guddommeligt løfte om, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved. Denne pagt tilbød alle mennesker tilgivelse og Guds nådes hjælp til at vise lydighed for fremtiden ved troen på Kristus. Den lovede dem også evigt liv på betingelse af troskab mod Guds lov. Således modtog patriarkerne håbet om frelse.

<PP 186/1> Denne pagt blev fornyet overfor Abraham gennem løftet: "I din sæd skal alle jordens folk velsignes." 1Mos 22,18. Dette løfte pegede hen på Kristus. Således forstod Abraham det (se Gal. 3,8. 16), og han satte sin lid til Kristus for syndernes forladelse. Det var denne tro, der blev regnet, ham til retfærdighed. Pagten med Abraham fastslog også Guds lovs autoritet. Herren åbenbarede sig for Abraham og sagde: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig." 1Mos 17,1. Guds vidnesbyrd om sin tro tjener var: "Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love." 1Mos 26,5. Og Herren sagde til ham: "Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit afkoms Gud." 1Mos 17,7.

<PP 186/2> Skønt denne pagt blev indgået med Adam og fornyet overfor Abraham, kunne den først stadfæstes ved Kristi død. Den havde eksisteret i kraft af Guds løfte, siden det første løfte om forløsning var blevet givet, og den var blevet antaget i tro. Alligevel kaldes den en ny pagt, da den bekræftes af Kristus. Guds lov var grundlaget for denne pagt, der ganske enkelt havde til formål at bringe menneskene i harmoni med Guds vilje på ny og gøre dem skikket til at adlyde Guds lov.

<PP 186/3> En anden overenskomst der i skriften kaldes "den gamle pagt" blev indgået mellem Gud og Israel ved Sinaj og ved den lejlighed bekræftet med et offerdyrs blod. Pagten med Abraham blev bekræftet med Kristi blod og kaldes den "anden" eller "nye" pagt fordi det blod, hvormed den blev beseglet, blev udgydt senere end den første pagts blod. At den nye pagt var gyldig i Abrahams dage, fremgår af, at den på hans tid blev bekræftet, både ved Guds løfte og hans ed de "to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve". Hebr 6,18.

<PP 186/4> Men når pagten med Abraham indeholdt løftet om forløsning, hvorfor blev der så oprettet en anden pagt ved Sinaj? Folket havde i deres trældom for en stor del mistet kundskaben om Gud og principperne i pagten med Abraham. Da Gud udfriede dem af Ægypten, søgte han at åbenbare sin magt og nåde for dem for at få dem til at elske og stole på ham, Han førte dem frem til Det røde Hav, hvor det syntes umuligt at undslippe de forfølgende Ægyptere. Formålet hermed var, at de skulle indse deres fuldstændige hjælpeløshed og deres trang til Guds hjælp. Derpå udfriede han dem. Derved fyldtes de med kærlighed og taknemmelighed til Gud og med tillid til, at han Havde magt til at hjælpe dem. Han havde knyttet dem til sig som deres befrier fra timelig trældom.

<PP 186/5> Men der var en endnu større sandhed, der skulle indprentes i deres sind. De levede midt i afguderi og fordærvelse og havde derfor ikke den rette opfattelse af Guds hellighed, deres eget hjertes overmåde store syndighed, deres manglende evne til ved egen hjælp at vise lydighed mod Guds lov og deres behov for en frelser. Alt dette måtte de lære.

<PP 186/6> Gud førte dem til Sinaj, åbenbarede sin herlighed og gav dem sin lov med løfte om store velsignelser på betingelse af lydighed: "Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!" 2Mos 19,5-6. Folket indså ikke deres eget hjertes syndighed, og at det var dem umuligt at holde Guds lov uden Kristus, og de indgik villigt pagten med Gud. De følte, at de var i stand til selv at tilvejebringe retfærdighed, og sagde: "Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham!" 2Mos, 24,7, De havde været vidne til lovens forkyndelse i ærefrygtindgydende majestæt og havde skælvet af rædsel foran bjerget, og dog brød de deres pagt med Gud nogle få uger efter og bøjede sig for et udskåret billede. De kunne ikke gøre sig håb om Guds nåde gennem en pagt, de havde brudt. Idet de nu indså deres syndighed og deres trang til tilgivelse, følte de, at de behøvede den, frelser, der åbenbaredes i pagten med Abraham, og hvem ofringerne pegede hen til. Nu blev de ved tro og kærlighed knyttet til Gud som deres; befrier fra syndens trældom. Nu var de beredt til at modtage den nye pagts velsignelser.

<PP 187/1> Den "gamle pagt" sagde: Adlyd og lev! "Det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem" (Ez. 20,11; 3Mos 18,5); men "forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem!" 5Mos 27,26. Den "nye pagt" blev oprettet på grundlag af "bedre forjættelser" løftet om syndernes forladelse og om Guds nåde til hjertets fornyelse og til at bringe det i harmoni med Guds lovs principper. "Dette er den pagt jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu." Jer. 31,33-34.

<PP 187/2> Den samme lov, der blev indskrevet på stentavlerne, skrives af Helligånden på hjertets kødtavler. I stedet for at prøve at tilvejebringe retfærdighed selv tager vi imod Kristi retfærdighed. Hans blod soner vor synd. Hans lydighed tilregnes os. Da fornyes hjertet ved Helligånden og frembringer "Andens frugt". Ved Kristi nåde skal vi leve i lydighed mod Guds lov, som er skrevet i vort hjerte. Når vi har Kristi Ånd, vil vi vandre, som han vandrede. Gennem profeten erklærede han om sig selv: "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Sl 40,9. Og da han var her blandt menneskene, sagde han: "Han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt." Joh 8,29.

<PP 187/3> Apostlen Paulus giver en klar fremstilling af forholdet mellem troen og loven under den nye pagt. Han siger: "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus." "Sætter vi da loven ud af Kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven." Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet" den kunne ikke retfærdiggøre mennesket, fordi det på grund af sin syndige natur ikke kunne holde loven det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden." Rom 5,1; 3,31; 8,3-4.

<PP 187/4> Guds værk er det samme til alle tider, skønt der er forskellige udviklingstrin og forskellige måder, hvorpå han åbenbarer sin magt for at afhjælpe menneskenes behov til forskellige tider. Lige fra det første evangeliske løfte blev givet og ned gennem den patriarkalske og den jødiske tid, ja, helt ned til vor tid, er der sket en gradvis åbenbarelse af Guds hensigter i forløsningsplanen. Den frelser, der forbilledligt fremstilledes i den jødiske lovs ritualer og ceremonier, er den samme, som åbenbares i evangeliet. De skyer, der omgav hans guddommelige skikkelse, er rullet bort, tågerne og skyggerne er forsvundet, og Jesus, verdens forløser, er blevet åbenbaret. Han, som fra Sinaj forkyndte loven og gav Moses ceremonilovens forskrifter, er den samme, som holdt Bjergprædikenen. De store principper om kærlighed til Gud, som han fremsatte som grundlaget for loven og profeterne, er kun en gentagelse af det, han havde talt gennem Moses til det hebraiske folk: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke." 5Mos 6,4-5. "Du skal elske din næste som dig selv." 3Mos 19,18. Læreren er den samme i begge tidsperioder. Guds krav er de samme. Hans regerings principper er de samme. For alt udgår fra ham, "hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går." Jak 1,17.