<PP 179/2> Næst efter Moses og Aron havde Nadab og Abihu haft de højeste stillinger i Israel. De var blevet særlig æret af Herren, idet de sammen med de halvfjerds ældste havde fået lov at se hans herlighed på bjerget. Men deres overtrædelse skulle ikke undskyldes eller betragtes som ubetydelig af den grund. Alt dette gjorde blot deres synd mere alvorlig. Fordi mennesker har fået et stort lys, og fordi de som fyrsterne i Israel har været med på bjerget og haft den forret at være sammen med Gud og dvæle i hans herligheds lys, bør de ikke smigre sig med, at de senere kan synde ustraffet, og at Gud ikke vil være så streng at straffe deres uretfærdighed, fordi de har nydt en sådan ære. Dette er en skæbnesvanger fejltagelse. Det store lys og de forrettigheder, der er givet dem, kræver til gengæld en ædelmodighed og hellighed, der svarer til det lys, de har modtaget. Gud kan ikke antage mindre end dette. Store velsignelser og privilegier bør ikke friste til tryghedsfølelse eller ligegyldighed. De må aldrig give synden frie tøjler eller få modtagerne til at tro, at Gud ikke vil tage det så nøje med dem. Alle de fordele, Gud har givet, er hans midler til at udvikle en brændende ånd, en nidkær iver og kraft til at gøre hans hellige vilje.

<PP 179/3> Som unge var Nadab og Abihu ikke blevet oplært til at øve selvkontrol. Faderens eftergivende sindelag, hans mangel på fasthed, når det gjaldt det, der var ret, havde fået ham til at forsømme børnenes opdragelse. Hans sønner havde fået lov til at følge deres egne lyster. Det var blevet en så indgroet vane hos dem at gøre, hvad de havde lyst

<PP 179/4> Som unge var Nadab og Abihu ikke blevet oplært til at øve selvkontrol. Faderens eftergivende sindelag, hans mangel på fasthed, når det gjaldt det der var ret, havde fået ham til at forsømme børnenes opdragelse. Hans sønner havde fået lov til at følge deres egne lyster. Det var blevet en så indgroet vane hos dem at gøre, det de havde lyst til, at selv ansvaret for det helligste embede ikke var i stand til at bryde den. De havde ikke lært at respektere deres faders myndighed, og de indså ikke nødvendigheden af at vise ubetinget lydighed overfor Guds krav. Arons misforståede eftergivenhed overfor sønnerne havde til følge, at de blev genstand for Guds straf.

<PP 180/1> Gud havde til hensigt at lære folket, at de skulle nærme sig ham med ærbødighed og ærefrygt og på den måde, han havde foreskrevet. Han kan ikke godkende delvis lydighed. Under disse højtidelige gudstjenester var det ikke nok, at næsten alt, hvad han havde befalet, blev gjort. Gud havde udtalt en forbandelse over dem, der afveg fra hans bud og ikke gjorde forskel på almindelige og hellige ting. Han erklærede ved profeten: "Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke! Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne tanker! som for gave giver den skyldige ret og røver den skyldfri retten, han har. Om hærskarers Herres lov lod de hånt og ringeagtede Israels Helliges ord." Es 5,20-24. Ingen bør bedrage sig selv ved at tro, at en del af Guds bud er uvæsentlige, eller at han vil antage en erstatning for det, han har krævet. Profeten Jeremias sagde: "Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?" Klages. 3,37. Gud har ikke givet nogen befaling i sit ord, som menneskene kan adlyde eller lade være at adlyde efter forgodtbefindende uden at få følgerne at mærke. Hvis de vælger en anden vej end den strenge lydigheds vej, vil de opdage, at "så er dens ende dog dødens veje". Ord. 14,12.

<PP 180/2> Moses sagde til Aron og hans sønner Eleazar og Itamar: "I må hverken lade Eders hår vokse frit eller sønderrive Eders klæder, ellers skal I dø; thi Herrens salveolie er på Eder!" Den store leder mindede sin broder om Guds ord: "Jeg viser min hellighed på dem, der står mig nær, og min herlighed for alt folkets øjne." Aron tav. Faderes hjerte knugedes af fortvivlelse over sønnernes død, idet de uden varsel blev revet bort midt under en så frygtelig synd, som han nu indså, var en følge af hans egen pligtforsømmelse; men han gav ikke udtryk for sine følelser. Han måtte ikke ved at sørge give det udseende af, at han billigede synd. Folket måtte ikke få anledning til at knurre mod Gud.

<PP 180/3> Herren ville lære sit folk at anerkende retfærdigheden i sine tilrettevisninger, for at andre kunne komme til at frygte ham. Der var nogle i Israel, som advaret af denne frygtelige straf kunne reddes fra at driste sig til at benytte sig af Guds overbærenhed, indtil også de beseglede deres egen skæbne. Guds straf kommer over den, som af falsk medlidenhed med synderen prøver at undskylde synden. En af syndens virkninger er, at den sløver den moralske sans, så at den, der gør uret, ikke indser, hvor afskyelig overtrædelse er, og uden Helligåndens overbevisende kraft vil han stadig være delvis blind overfor sin synd. Det er Kristi tjeneres pligt at vise disse fejlende mennesker den fare, de befinder sig i. De, der ødelægger advarslens virkning ved at forblinde syndernes øjne overfor syndens virkelige natur og virkninger, prøver at bilde sig selv ind, at de derved beviser deres næstekærlighed; men de arbejder netop på at modstå og hindre Guds Helligånds værk. De dysser synderen til ro på afgrundens rand. De gør sig delagtige i hans skyld og pådrager sig et frygteligt ansvar for hans ubodfærdighed. Mange, mange er gået til grunde som følge af denne falske, bedrageriske sympati.

<PP 180/4> Nadab og Abihu ville aldrig have begået denne skæbnesvangre synd, hvis de ikke først var blevet delvis beruset ved rigelig brug af vin. De vidste, at den mest omhyggelige og højtidelige forberedelse var nødvendig, inden de gik ind i helligdommen, hvor Guds nærværelse åbenbaredes; men ved uafholdenhed blev de uskikket til deres hellige hverv. Deres sind blev forvirret og deres moralske sans sløvet, så de ikke kunne se forskel på det hellige og det almindelige. Aron og de sønner, han havde tilbage, fik følgende advarsel: "Vin og stærk drik må hverken du eller dine sønner drikke, når I går ind i åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være Eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt, for at I kan gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at I kan vejlede israelitterne i alle de love, Herren har kundgjort dem ved Moses." Brugen af alkoholiske drikke virker svækkende på legemet, forvirrende på sindet og nedbrydende på moralen. Den hindrer mennesker i at indse det helliges hellighed og Guds kravs bindende karakter. Alle de der indtog stillinger, hvortil der var knyttet et helligt ansvar, skulle være strengt afholdende, for at deres forstand kunne være klar og skelne mellem ret og uret, og for at de kunne være principfaste og få visdom til at øve ret og vise barmhjertighed.

<PP 181/1> Den samme forpligtelse hviler på enhver Kristi efterfølger Apostlen Peter siger: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk." 1Pet. 2,9. Gud kræver, at vi bevarer enhver evne i den bedst mulige stand, så vi kan yde vor skaber en antagelig tjeneste. Når berusende drikke benyttes, vil det få de samme virkninger som hos de israelitiske præster. Samvittigheden vil miste sin følsomhed overfor synd, og der vil uundgåelig indtræde en forhærdelse overfor uretfærdighed, indtil betydningen af at skelne mellem det verdslige og det hellige tabes af syne. Hvordan kan vi da leve op til de guddommelige krav? "Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!" 1Kor. 6,19-20. "Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!" 1Kor. 10,31. Til Kristi menighed til alle tider rettes denne højtidelige, frygtelige advarsel: "Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel." 1Kor. 3,17.