<PP 151/2> "I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar Eder på ørnevinger og bragte Eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele Jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!"

<PP 151/3> Moses vendte tilbage til lejren, sammenkaldte Israels ældste og gentog det guddommelige budskab for dem. Deres svar var: "Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!" Således indgik de en højtidelig pagt med Gud og forpligtede sig til at anerkende ham som deres hersker, og de kom derved på en særlig måde til at stå under hans myndighed.

<PP 151/4> Atter gik deres leder op på bjerget, og Herren sagde til ham: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Når de mødte vanskeligheder på vejen, var de tilbøjelige til at knurre mod Moses og Aron og beskylde dem for at have ført Israels hære ud af Ægypten for at lade dem gå til grunde. Herren ville ære Moses overfor folket for at give dem tillid til hans undervisning.

<PP 151/5> Det var Guds hensigt at gøre lovgivningen til en storslået begivenhed, der svarede til lovens ophøjede natur. Folket skulle lære at betragte alt, hvad der havde forbindelse med gudstjenesten, med den allerstørste ærbødighed. Herren sagde til Moses: "Gå til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og tvætte deres klæder og holde sig rede i overmorgen, thi i overmorgen vil Herren stige ned for alt folkets øjne på Sinaj bjerg." I de mellemliggende dage skulle de alle sammen højtideligt forberede sig til at træde frem for Gud. Deres legeme og deres tøj skulle være fuldstændig rent. Og idet Moses påpegede deres synder, skulle de ydmyge sig, faste og bede, for at deres hjerter kunne blive renset for urenhed.

<PP 151/6> Forberedelserne blev truffet i overensstemmelse med befalingen, og i lydighed mod et yderligere påbud befalede Moses, at der skulle sættes et hegn rundt om bjerget, for at hverken mennesker eller dyr skulle trænge sig ind på det hellige område. Hvis nogen vovede så meget som at røre ved bjerget, skulle han øjeblikkelig straffes med døden.

<PP 151/7> Om morgenen den tredje dag, da alles øjne var vendt mod bjerget, lagde en tung sky sig over dets top. Den blev mørkere og tættere og bredte sig nedefter, indtil hele bjerget var indhyllet i mørke og ophøjet mystik. Så lød der en lyd som stød i horn. Det var signalet til, at folket skulle mødes med Gud, og Moses førte dem hen til bjergets fod. Ud fra det tætte mørke flammede skarpe lyn, mens tordenbragene gav genlyd mellem de omliggende bjerge. "Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi Herren steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele folket skælvede såre." Herrens herlighed viste sig for israelitternes øjne som en fortærende ild på bjergets top." 2Mos 24,17. Og "stødene i hornene blev stærkere og stærkere". Så frygtelige var tegnene på Guds nærværelse, at Israels hære skælvede af frygt og faldt på deres ansigter for Herren. Selv Moses udbrød: "Jeg er forfærdet og skælver." Hebr 12,21.

<PP 152/1> Nu ophørte tordenen, og trompetstødene hørtes ikke længere. Jorden var stille. Der indtrådte en højtidelig pause, og så lød Guds røst. Herren talte ud fra det tætte mørke, der indhyllede ham. Han stod på bjerget, omgivet af et følge af engle, og forkyndte sin lov. Idet Moses beskriver dette skue, siger han: "Herren kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for dem, brød frem i lysglans fra Parans bjerge og kom fra Meribat-Kadesj. Ved hans højre luede ild dem i møde. Visselig, han elsker sit folk, alle hans hellige er i hans hænder; og de sætter sig ved din fod og tager mod ord fra dig." 5Mos 33,2-3.

<PP 152/2> Gud åbenbarede sig ikke alene i dommerens og lovgiverens frygtindgydende majestæt, men også som sit folks medlidende leder: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset." Han, som de allerede kendte som deres fører og befrier; han, som havde ført dem ud af Ægypten, skabt en vej gennem havet, tilintetgjort Farao og hans hær og derved vist, at han stod over alle Ægyptens guder han forkyndte nu sin lov for dem.

<PP 152/3> Loven blev ikke udelukkende forkyndt for hebræernes skyld ved denne anledning. Gud ærede dem ved at overlade sin lov i deres varetægt; men de skulle betragte den som en hellig gave til hele verden. De ti bud passer til hele menneskeheden, og de blev givet, for at alle skulle undervises i dem og leve efter dem. Ti korte, omfattende og myndige bud rummer menneskets pligt overfor Gud og overfor dets medmennesker, og de hviler alle på det store grundlæggende kærlighedsprincip. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv." Luk 10,27; 5Mos 6,4-5; 3Mos 19,18. I de ti bud er disse principper nedfældet i detaljer og gjort anvendelige på menneskenes kår og omstændigheder.

<PP 152/4> "Du må ikke have andre guder end mig." Herren er evig. Han har livet i sig selv. Han er ikke skabt. Han er selv alle tings ophav og opretholder. Ham alene tilkommer den dybeste ærbødighed og den højeste tilbedelse. Mennesket har ikke lov til at skænke noget andet sine varmeste følelser og sine bedste kræfter. Alt, hvad der bidrager til at formindske vor kærlighed til Gud eller gik ind i den tjeneste, vi skylder ham, gør vi til en gud.

<PP 152/5> "Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det."

<PP 152/6> Det andet bud forbyder tilbedelse af den sande Gud ved hjælp af billeder. Mange hedenske folk hævdede, at deres billeder blot var afbildninger eller symboler, gennem hvilke de tilbad guddommen; men Gud har erklæret en sådan tilbedelse for synd. Hvis menneskene forsøgte at lade materielle ting repræsentere den evige Gud, ville de få en lav opfattelse af ham. Hvis sindet blev vendt bort fra Guds uendelige fuldkommenhed, ville det tiltrækkes mere af det skabte end af Skaberen, og når menneskets forestillinger om Gud forringes, nedværdiges mennesket selv.

<PP 152/7> "Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud." Ægteskabet benyttes som et billede på det nære, hellige forhold mellem Gud og hans folk. Da afgudsdyrkelse er åndeligt hor, kaldes Guds mishag derover med rette nidkærhed.

<PP 152/8> "Der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig." Det kan ikke undgås, at børnene kommer til at lide under følgerne af deres forældres forkerte handlinger; de straffes dog ikke for forældrenes synd, medmindre de selv er delagtige i den. Men i almindelighed går børnene i forældrenes fodspor. På grund af de arvelige anlæg og forældrenes eksempel får sønnerne del i fædrenes synd. Forkerte tilbøjeligheder, unaturlige lyster og lave moralske grundsætninger såvel som fysisk sygdom og degeneration går i arv fra fader til søn indtil tredje og fjerde slægtled. Denne frygtelige sandhed burde virke som en vældig bremse på menneskenes tilbøjelighed til at synde.

<PP 153/1> "Men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!" I forbudet mod afgudsdyrkelse i det andet bud ligger der samtidig et påbud om at tilbede den sande Gud, og lønnen for at være tro mod ham er miskundhed i tusind led. I modsætning hertil når straffen over dem, der hader ham, kun til tredje og fjerde led.

<PP 153/2> "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!"

<PP 153/3> Dette bud forbyder ikke alene almindelig banden og aflæggelse af falsk ed, men det forbyder os at bruge Guds navn på en letsindig og ligegyldig måde uden at tænke på dets ærefrygtindgydende betydning. Vi vanærer Gud ved at nævne hans navn tankeløst i almindelig samtale, ved at påkalde hans navn i bagateller og ved at gentage hans navn hyppigt og tankeløst. "Helligt og frygteligt er hans navn." Sl 111,9. Alle burde have hans ophøjethed, renhed og hellighed i tanke for at kunne bibeholde forståelsen af hans ophøjede karakter, og hans hellige navn bør udtales med ærbødighed og alvor.

<PP 153/4> "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den."

<PP 153/5> sabbatten omtales ikke som en ny forordning; men der står, at den blev indstiftet ved skabelsen. Den bør huskes og helligholdes til minde om skaberværket, Den viser hen til Gud som himmelens og jordens skaber og adskiller derved den sande Gud fra alle falske guder. Alle de, der helligholder den syvende dag, viser derved, at de tilbeder Gud. sabbatten er tegnet på menneskets troskab mod Gud, så længe der er nogen, der tjener ham på jorden. Det fjerde bud er det eneste af de ti bud, der indeholder både lovgiverens navn og titel. Det er det eneste, der viser, ved hvis myndighed loven er givet. Det indeholder således Guds segl, der er fæstnet til hans lov som bevis på dens ægthed og bindende kraft.

<PP 153/6> Gud har givet menneskene seks dage at arbejde i, og han kræver, at de skal udføre deres eget arbejde på de seks arbejdsdage. Det er tilladt at gøre nødvendigt arbejde samt at øve barmhjertighed på sabbatten. De syge og lidende skal passes hele ugen; men unødvendigt arbejde bør absolut undgås om sabbatten. "Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel." Es 58,13. Forbudet ender ikke her, og unyttig snak, fortsætter profeten. Gud betragter dem, der diskuterer forretningsanliggender eller lægger planer om sabbatten, som om de virkelig arbejdede Vi burde ikke engang dvæle ved verdslige ting om sabbatten. Budet omfatter alle, der er inden for vore porte. Husets beboere bør lægge deres verdslige arbejde til side i de hellige timer Alle bør forenes i at ære Gud ved at tjene ham med glæde på hans hellige dag.

<PP 153/7> "Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig!"

<PP 153/8> Forældre har ret til kærlighed og respekt frem for alle andre mennesker. Gud, som har givet forældrene ansvaret for de sjæle, som er betroet dem, har bestemt, at de skal stå i hans sted overfor børnene, mens disse er mindreårige. Og den, der forkaster sine forældres berettigede myndighed, forkaster Guds myndighed. Det femte bud kræver ikke blot, at børnene skal vise deres forældre respekt, underdanighed og lydighed, men også kærlighed og ømhed, lette deres byrder, værne deres rygte og hjælpe og trøste dem på deres gamle dage. Det indskærper også respekt for prædikanter og regenter og alle andre, som Gud har givet myndighed.

<PP 153/9> "Dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til," siger apostlen. Ef 6,2. For Israel, der snart skulle drage ind i Kanaan, var det et løfte om, at de lydige ville få et langt liv i dette gode land; men budet er mere vidtrækkende; det omfatter hele Guds Israel og lover evigt liv på jorden, når den er befriet for syndens forbandelse.

<PP 154/1> "Du må ikke slå ihjel!"

<PP 154/2> Alle uretfærdige handlinger, der bidrager til at forkorte livet; had og hævngerrighed eller følelser, der fører til, handlinger, som skader andre eller blot får os til at ønske dem ondt, for enhver, der hader sin broder, er en morder; forsømmelse af de trængende eller lidende på grund af egenkærlighed; enhver form for vellevned eller unødvendigt afsavn eller overdrevent arbejde, der er til skade for helbredet alt dette er i større eller mindre grad en overtrædelse af det sjette bud.

<PP 154/3> "Du må ikke bedrive hor!"

<PP 154/4> Dette bud forbyder ikke blot urene handlinger, men også sanselige tanker og ønsker og enhver vane der fremkalder dem. Der kræves ikke alene renhed udadtil, men i de lønligste tanker og følelser. Da Kristus talte om Guds lovs rækkevidde, sagde han, at en ond tanke eller et begærligt blik i lige så høj grad er synd som selve den ulovlige handling.

<PP 154/5> "Du må ikke stjæle!"

<PP 154/6> Dette forbud omfatter både åbenlyse og hemmelige synder. Det ottende bud fordømmer menneskeran og slavehandel samt forbyder erobringskrige. Det fordømmer tyveri og røveri. Det påbyder streng ærlighed i de mindste enkeltheder i livet. Det forbyder bedrageri i handel og kræver fuld betaling af gæld eller løn. Det erklærer, at ethvert forsøg på at drage fordel af andres uvidenhed, svaghed eller ulykke optegnes som bedrageri i Himmelens bøger.

<PP 154/7> "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste!"

<PP 154/8> Dette indbefatter enhver form for løgn, ethvert forsøg på eller plan om at bedrage vor næste. At have til hensigt at bedrage er det samme som falskhed. Ved et øjekast, en håndbevægelse, et ansigtsudtryk kan man give udtryk for falskhed lige så virkeligt som i ord. Enhver tilsigtet overdrivelse, enhver antydning, der har til formål at overdrive eller bibringe et fejlagtigt indtryk, ja, selv fremstilling af kendsgerninger på en vildledende måde er falsk vidnesbyrd. Dette bud forbyder ethvert forsøg på at skade vor næstes rygte ved at stille ham i et dårligt lys eller ved at fremsætte ondsindede formodninger, samt ved at bagtale ham og sladre om ham. Selv en overlagt fortielse af sandheden til skade for andre er overtrædelse af det niende bud.

<PP 154/9> "Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!"

<PP 154/10> Det tiende bud rammer alle synder i deres udspring, idet det forbyder egenkærligt begær, hvorfra den syndige handling har sin oprindelse. Den, der i lydighed mod Guds lov afholder sig fra at nære selv et syndigt begær efter en andens ejendom, vil ikke gøre sig skyldig i uret mod sine medmennesker.

<PP 154/11> Det var indholdet af tibudslovens hellige forskrifter, der blev forkyndt under torden og lynild og med en vidunderlig åbenbarelse af den store lovgivers kraft og majestæt. Ved forkyndelsen af sin lov gav Gud en demonstration af sin magt og herlighed, for at hans folk aldrig skulle glemme det, de havde set, og for at de skulle få en dyb ærbødighed for lovgiveren, himmelens og jordens skaber. Han ville også vise alle mennesker sin lovs hellighed, betydningsfuldhed og uforgængelighed.

<PP 154/12> Israels folk blev grebet af rædsel. Guds ords frygtindgydende magt syntes at være mere, end deres skælvende hjerter kunne bære. For idet Guds store retsregel blev forkyndt for dem, indså de som aldrig før syndens afskyelige karakter og deres egen skyld overfor en hellig Gud. De trak sig tilbage fra bjerget i frygt og ærbødighed. Folket råbte til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!" Deres leder svarede: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve Eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder." Men folket holdt sig på afstand og så rædselsslagne til, mens Moses "nærmede sig mulmet, hvori Gud var".

<PP 154/13> Folket var forblindet og nedværdiget af slaveri og hedenskab og kunne ikke til fulde fatte de vidtrækkende principper i Guds ti forskrifter. For at indskærpe de ti buds bindende krav og for at gøre dem mere forståelige for folket blev der givet yderligere forskrifter, der skulle tjene til at belyse principperne i de ti bud samt vise deres anvendelse i praksis. Disse forskrifter blev kaldt lovbud. Gud havde formuleret dem i sin uendelige visdom og retfærdighed, og dommerne skulle dømme efter dem. I modsætning til de ti bud blev disse forskrifter overdraget til Moses i al stilhed. Han skulle så give dem videre til folket.

<PP 155/1> Den første af disse love omhandlede trælle. I gamle dage blev forbrydere somme tider dømt til at sælges som slaver; i nogle tilfælde blev skyldnere solgt af deres kreditorer, og nogle solgte endog sig selv eller deres børn på grund af fattigdom. Men en hebræer kunne ikke sælges som slave på livstid. Hans trælletid var begrænset til seks år; i det syvende år skulle han frigives. Menneskerov, overlagt mord og oprør mod forældrenes myndighed skulle straffes med døden. Det var tilladt at holde slaver, der ikke var af israelitisk herkomst men deres liv og lemmer var beskyttet ved strenge love, Den, der myrdede en slave, skulle straffes; hvis en slave blev såret af sin herre, selv om han kun mistede en tand, havde han ret til at få sin frihed.

<PP 155/2> Israelitterne havde selv for nylig været trælle, og nu, da de skulle have trælle under sig, skulle de vogte sig for at stille lige så store krav som deres Ægyptiske fogeder og for at vise den samme grusomhed, som de selv havde lidt under fra disses side. Efter deres egen grusomme trældom skulle det ikke være svært for dem at sætte sig i trællenes sted, være venlige og medlidende og behandle andre, som de selv ønskede at blive behandlet.

<PP 155/3> Enkernes og de forældreløses ret blev sikret ved særlige bestemmelser, og det blev indskærpet folket at vise disse øm omsorg i deres hjælpeløshed. "Hvis I mishandler dem, og de råber om hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres klageråb, og da vil min vrede blusse op, og jeg vil slå Eder ihjel med sværdet, så Eders egne hustruer bliver enker og Eders børn faderløse." Udlændinge, der sluttede sig til Israel, skulle beskyttes mod uret og undertrykkelse. "Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten."

<PP 155/4> Det var forbudt at kræve renter af de fattige. Hvis en fattig mands kappe var taget i pant, skulle den gives tilbage inden solnedgang. Den, der gjorde sig skyldig i tyveri, skulle tilbagebetale det dobbelte. Folket skulle vise respekt for dommere og ledere, og dommerne blev advaret mod at bøje retten, støtte en uretfærdig sag eller modtage bestikkelse. Bagtalelse og sladder var forbudt, og der skulle vises venlighed, selv overfor personlige fjender.

<PP 155/5> Atter blev folket mindet om pligten til at holde sabbatten hellig. Der blev indstiftet årlige højtider, hvor alle nationens mænd skulle stedes for Herrens åsyn og bringe ham deres takofre og førstegrøden af hans rige gaver. Hensigten med alle disse forskrifter blev også meddelt: de skyldtes ikke udøvelse af et vilkårligt overherredømme; de var alle givet for Israels bedste. Herren sagde: "I skal være mig hellige mænd" værdige til at blive antaget af den hellige Gud.

<PP 155/6> Disse love skulle nedskrives af Moses og opbevares omhyggeligt som grundlaget for nationens love. Det var på grundlag af disse love samt de ti bud, som de var givet for at belyse, at Gud ville opfylde sine løfter til Israel.

<PP 155/7> Nu fik folket følgende budskab fra Gud: "Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive Eders overtrædelser, fordi mit navn er i ham. Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander." Under alle deres vandringer var Kristus deres leder i sky og ildstøtten. Foruden de forbilleder, der pegede hen til en kommende frelser, havde de også en tilstedeværende frelser, der gav Moses befalinger til folket, og som blev udpeget som den eneste kilde til alle deres velsignelser.

<PP 155/8> Da Moses var steget ned af bjerget, kundgjorde han "hele folket alle Herrens ord og lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: "Alle de ord, Herren har talt, vil vi overholde" Dette løfte nedskrev Moses i en bog sammen med Herrens ord, som løftet forpligtede dem til at adlyde.

<PP 155/9> Derefter fulgte stadfæstelsen af pagten. Et alter blev bygget ved foden af bjerget, og ved siden af det blev der rejst tolv stenstøtter, svarende til Israels tolv stammer, som et vidnesbyrd om, at de godkendte pagten. Derpå bragte nogle udvalgte unge mænd ofre.

<PP 155/10> Da Moses havde stænket ofrenes blod på alteret, tog han "pagtsbogen og læste den op i folkets påhør". Således blev pagtens betingelser højtideligt gentaget, og alle kunne frit vælge, om de ville følge dem eller ikke. De havde til at begynde med lovet at adlyde Guds røst; men på et senere tidspunkt havde de hørt hans lov blive forkyndt, og dens principper var blevet nærmere forklaret, for at de kunne vide, hvor meget denne pagt omfattede. Atter svarede folket enstemmigt: "Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham!" Efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod, og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: "Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt Eder." Hebr 9,19-20.

<PP 156/1> Nu skulle der træffes forberedelser til Israels endelige anerkendelse som Guds ejendomsfolk med Gud selv som konge. Moses havde fået befalingen: "Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste, og tilbed i frastand; Moses alene skal træde hen til Herren." Mens folket tilbad ved bjergets fod, blev disse udvalgte mænd kaldt op på bjerget. De halvfjerds ældste skulle hjælpe Moses med at regere over Israel, og Gud udgød sin Ånd over dem og ærede dem ved at lade dem se sin magt og storhed. Og de "skuede Israels Gud; under hans fødder var der ligesom safirfliser, som selve himmelen i stråleglans". De så ikke Gud, men de så hans herlighed. De kunne ikke have tålt et sådant syn før, men åbenbaringen af Guds magt havde fremkaldt ærefrygt og anger hos dem, og de havde haft anledning til at bevidne hans herlighed, renhed og barmhjertighed så længe, at de nu kunne nærme sig ham, som deres tanker dvælede ved.

<PP 156/2> Moses og hans medhjælper Josua blev nu kaldt op for at møde Gud. Da de skulle være deroppe i nogen tid, bemyndigede folkets leder Aron og Hur til at optræde på sine vegne, bistået af de ældste. "Derpå steg Moses op på bjerget. Da indhyllede skyen bjerget, og Herrens herlighed nedlod sig på Sinaj bjerg." I seks dage dækkede skyen bjerget som tegn på Guds nærværelse; men endnu havde han ikke åbenbaret sig selv eller meddelt sin vilje. I denne tid ventede Moses på at blive kaldt frem for den Højeste. Der var blevet sagt til ham: "Stig op til mig på bjerget og bliv der," og skønt hans tålmodighed og lydighed blev sat på prøve, blev han ikke træt af at vente, men blev på sin post. I denne ventetid gjorde han sig rede til at møde Gud og ransagede nøje sig selv. Ikke engang denne mand, som Gud havde vist så stor gunst, kunne træde frem for Gud med det samme og tåle åbenbarelsen af hans herlighed. Han måtte benytte seks dage til at vie sig til Gud ved hjerteransagelse, meditation og bøn, før han var beredt til af samtale direkte med sin skaber.

<PP 156/3> På den syvende dag, der var en sabbat, blev Moses kaldt ind i skyen. Den tætte sky åbnedes for hele Israels øjne, og Herrens herlighed brød frem som en fortærende ild. Moses gik ind i skyen og steg op på bjerget. Og Moses blev på bjerget i fyrretyve dage og fyrretyve nætter." De seks dages ventetid var ikke indbefattet i de fyrre dage, han var på bjerget. I disse seks dage var Josua sammen med Moses, og de spiste manna sammen og drak af bækken, som løber ned ad bjerget". Men Josua gik ikke med Moses ind i skyen. Han blev udenfor og spiste og drak hver dag, mens han ventede på, at Moses skulle komme tilbage; Moses, derimod, fastede i alle fyrre dage.

<PP 156/4> Under sit ophold på bjerget fik Moses besked om at bygge en helligdom, hvor den guddommelige nærværelse ville åbenbare sig særlig tydeligt. "Og du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem," lød Guds befaling. 2Mos 25,8. For tredje gang blev sabbats helligholdelsen indskærpet. "Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne," sagde Herren, "for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger Eder. I skal holde sabbatten, thi den skal være Eder hellig, ... enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udtyddes af sin slægt."2Mos 31,17. og 13-14. Der var netop givet forskrifter om, at tabernaklet straks skulle opføres som midtpunkt for gudstjenesten, og nu ville folket måske tænke, at når det gjaldt Guds ære, og når deres behov for et sted, hvor de kunne tilbede, var så stort, ville det være berettiget at arbejde med bygningen om sabbatten. Det var for at forebygge denne vildfarelse, at advarselen blev givet. Selv om dette specielle arbejde både var helligt og nødvendigt, måtte det ikke få dem til at overtræde hans hellige hviledag

<PP 156/5> Fra nu af ville folket blive æret med deres konges stadige nærværelse. "Jeg vil bo midt iblandt Israels børn og være deres Gud," "og det skal helliges ved min herlighed" (2Mos 29,45,43), var den forsikring, Moses fik. Som et symbol på Guds myndighed og som et udtryk for hans vilje modtog Moses en kopi af de ti bud, nedskrevet på to stentavler med Guds finger (5Mos 9,10; 2Mos 32,15-16). Disse skulle ærbødigt opbevares i helligdommen, der efter sin opførelse skulle være det synlige midtpunkt for folkets tilbedelse.

<PP 157/1> Fra at være et folk af slaver var Israel blevet ophøjet til kongernes Konges ejendomsfolk. Gud havde adskilt dem fra verden for at kunne betro dem en særskilt opgave. Han havde betroet dem at opbevare sin lov, og det var hans hensigt, at menneskene skulle holde kundskaben om ham ved lige ved Israels hjælp. Således skulle Himmelens lys skinne i en verden, der var hyllet i mørke, og der skulle røres en røst, der opfordrede alle mennesker til at vende sig bort fra deres afguderi for at tjene den levende Gud. Hvis israelitterne ville vise sig tilliden værdig, ville de blive en magtfaktor i verden. Gud ville være deres værn, og han ville ophøje dem over alle andre folk. Hans lys og sandhed ville blive åbenbaret gennem dem, og under hans vise og hellige herredømme ville de blive et vidnesbyrd om, at tilbedelsen af Gud er højt hævet over enhver form for afgudsdyrkelse.