<PP 122/2> Men Jakobs børn behøvede ikke at gå ind på sådanne vilkår. På grund af den tjeneste, Josef Havde ydet den ægyptiske nation, fik de ikke alene en del af landet som deres hjem, men de var fritaget for skat og fik rigelige forråd under resten af hungersnøden. Kongen erkendte offentligt, at det var ved Josefs Guds nådige indgriben, at Ægypten havde overflod, mens andre nationer omkom af sult. Han indså også, at der under Josefs ledelse var tilfaldet kronen store rigdomme, og på grund af hans taknemmelighed nød Jakobs familie kongelig gunst.

<PP 122/3> Men som tiden gik, blev den store mand, som Ægypten skyldte så meget, og det slægtled, der nød velsignelsen af hans arbejde, lagt i graven. Og "der kom en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef". Det vil ikke sige, at han var uvidende om de fortjenester, Josef havde ydet nationen; han ønskede blot ikke at vedkende sig dem, men så vidt muligt at begrave dem i glemselen. "Og han sagde til sit folk: "Se, Israels folk bliver talrigere og stærkere end vi. Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader landet!"

<PP 122/4> Israelitterne var allerede blevet meget talrige. De "var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at landet blev fuldt af dem". Med Josefs støtte og hjælp og under den daværende konges gunst havde de hurtigt bredt sig i landet. Men de var blevet ved at være et særskilt folk og havde ikke haft skikke eller religion fælles med ægypterne. Deres stigende antal vakte nu kongens og folkets frygt for, at de skulle slutte sig sammen med Ægyptens fjender. Men det ville være uklog taktik at forvise dem fra landet. Mange af dem var dygtige og forstandige arbejdere, og de bidrog væsentligt til nationens velstand. Kongen trængte til sådanne arbejdere til opførelsen af de mægtige paladser og templer. Derfor gav han dem samme kår som de ægyptere, der havde solgt sig selv og deres ejendom til staten. Der blev snart sat fogeder over dem, og deres slaveri blev fuldstændigt. "Ægypterne tvang israelitterne til trællearbejde og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og alle hånde markarbeejde, ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for sig." "Men jo mere, man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig."

<PP 122/5> Kongen og hans rådgivere havde håbet at kunne holde israelitterne nede med hårdt arbejde og derved formindske deres antal og knuse deres uafhængighedsvilje. Da dette ikke lykkedes, skred de til grusommere midler. Der blev givet ordrer til de kvinder, som i kraft af deres erhverv kunne gøre det, om at dræbe de hebraiske drengebørn ved fødslen. Satan stod bag denne plan. Han vidste, at der skulle fremstå en befrier i Israel, og ved at få kongen til at dræbe deres børn håbede han at gøre Guds plan til intet. Men kvinderne frygtede Gud og turde ikke udføre den grusomme befaling. Herren billigede deres handlemåde og gjorde vel imod dem. Kongen blev vred over, at hans plan ikke lykkedes, og skærpede og udvidede befalingen. Hele folket fik ordrer til at jage og dræbe hans hjælpeløse ofre. "Da udstedte Farao den befaling til hele sit folk: "Alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men pigebørnene skal I lade leve!"

<PP 123/1> Mens denne befaling endnu stod ved magt, fik Amram og Jokebed, to gudfrygtige israelitter af Levis stamme, en søn. Det var en dejlig dreng, og da forældrene troede, at Israels befrielse var nær, og at Gud ville sende sit folk en befrier, besluttede de at redde deres barn. Troen på Gud styrkede deres hjerte, "og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling". Hebr 11,23.

<PP 123/2> Det lykkedes moderen at skjule barnet i tre måneder. Da hun så blev klar over, at hun ikke længere kunne holde ham skjult, lavede hun en lille kiste af papyrusrør, tættede den med jordbeg og tjære, lagde barnet deri og satte den mellem sivene ved Nilens bred. Hun turde ikke blive ved den og passe på den, for ikke at bringe, sit eget og barnets liv i fare; men hans søster Miriam stod i nærheden. Hun var tilsyneladende ganske uinteresseret, men vågede anspændt for at se, hvad der ville ske med hendes lille broder. Der var også andre, der passede på. Moderen havde i sine alvorlige bønner overgivet sit barn til Guds omsorg, og usynlige engle svævede over dets beskedne leje. Engle førte Faraos datter hen til stedet. Hendes nysgerrighed blev vakt af den lille kurv, og da hun så det smukke lille barn, blev hun straks klar over, hvad der var sket. Den lilles tårer vakte hendes medlidenhed, og hun tænkte i medfølelse på den ukendte moder, der havde brugt dette middel til at redde sit dyrebare barn. Hun besluttede, at han skulle frelses. Hun ville selv adoptere ham.

<PP 123/3> Mirjam havde i det skjulte set alt. Da hun så, at barnet blev behandlet med ømhed, vovede hun sig nærmere og sagde til sidst: "Skal jeg gå hen og hente dig en amme blandt hebræerkvinderne til at amme barnet for dig?" Det fik hun lov til.

<PP 123/4> Søsteren skyndte sig hen til moderen med den glædelige nyhed og vendte straks tilbage til Faraos datter sammen med hende. "Tag dette barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din løn derfor!" sagde prinsessen.

<PP 123/5> Gud havde hørt moderens bønner; hendes tro var blevet belønnet. Det var i dyb taknemmelighed, at hun nu uden fare kunne begynde sit lykkelige arbejde. Hun benyttede trofast hver en anledning til at opdrage sit barn for Gud. Hun var sikker på, at han var bestemt til en stor gerning, og hun vidste, at han snart måtte overlades til sin kongelige moder, hos hvem han ville komme under en indflydelse, der ville bidrage til at lede ham bort fra Gud. Alt dette bevirkede, at hun anvendte mere flid og omhu på at undervise ham end sine andre børn. Hun søgte at fylde hans sind med gudsfrygt og kærlighed til sandhed og ret, og hun bad alvorligt om, at han måtte blive beskyttet imod enhver fordærvende indflydelse. Hun viste ham, hvor tåbelig og syndigafgudsdyrkelsen var, og lærte ham tidligt at bøje sig og tilbede den levende Gud, der alene kunne høre ham og hjælpe ham i enhver nødsituation.

<PP 123/6> Hun beholdt drengen så længe, hun kunne, men blev nødt til at give afkald på ham, da han var tolv år. Fra den simple hytte blev han nu ført til Faraos datter i det kongelige palads, og hun antog ham som sin søn. Men selv her udslettedes de indtryk ikke, han havde modtaget som barn. Det, han havde lært ved sin moders side, kunne ikke glemmes. Det var et værn imod den stolthed, vantro og de laster, der gik i svang midt i hoffets pragt.

<PP 123/7> Hvor vidtrækkende var ikke denne hebraiske kvindes indflydelse, skønt hun var en landflygtig slavinde! Hele Moses fremtid, den store mission, han udfyldte som Israels leder, vidner om en kristen moders vigtige gerning. Der er ingen anden gerning, der er så vigtig. Moderen holder for en meget stor del børnenes skæbne i sin hånd. Hun har med sindets og karakterens udvikling at gøre og arbejder ikke alene for dette liv, men for evigheden. Hun sår en sæd, der vil vokse op og bære frugt, enten til det gode eller til det onde. Hun skal ikke male en smuk skikkelse på et lærred eller mejsle den i marmor, men hun skal præge Guds billede i en menneskesjæl. Det er især, mens børnene er små, at ansvaret for deres karakterdannelse påhviler hende. Det indtryk, de får i denne tid, vil forblive i deres sind gennem hele livet. Lige fra børnene er små, bør forældrene rette deres undervisning og opdragelse mod det mål, at de skal blive kristne. De er betroet os, for at vi skal opdrage dem, ikke til at overtage et jordisk riges trone, men for at blive Guds arvinger og regere gennem evighederne.

<PP 124/1> Enhver moder bør føle, at hendes øjeblikke er uvurderlige. Hendes arbejde vil blive sat på prøve på den alvorsfulde regnskabsdag. Da vil det ses, at mange af de fejltagelser og forbrydelser, som mænd og kvinder har begået, har været en følge af uvidenhed og efterladenhed hos dem, der havde pligt til at lede børnenes fødder på den rette vej. Da vil man opdage, at mange, som har velsignet verden med begavelsens, sandhedens og hellighedens lys, skylder en bedende kristen moder de principper, der var den vigtigste forudsætning for deres indflydelse og fremgang.

<PP 124/2> Ved Faraos hof fik Moses den højeste borgerlige og militær uddannelse. Monarken havde besluttet at lade sin adopterede dattersøn blive sin efterfølger på tronen, og den unge mand blev uddannet med denne høje stilling for øje. "Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning." Apg 7,22. Hans evner som militær leder gjorde ham meget afholdt i den ægyptiske hær, og han blev almindeligt beundret som en usædvanlig personlighed. Satans planer var blevet krydset. Gud havde benyttet selve den befaling, der dømte de hebraiske drengebørn til døden, til at skaffe sit folks fremtidige leder den nødvendige opdragelse og uddannelse.

<PP 124/3> Israels ældste fik af englene at vide, at tiden for deres befrielse var nær, og at Gud ville bruge Moses til denne gerning. Engle underviste også Moses om, at Gud havde valgt ham til at bryde sit folks trældomsåg. Han troede imidlertid, at de skulle skaffe sig friheden med våbenmagt, og ventede, at han skulle lede hebræerne imod Ægyptens hære. Med dette i tanke holdt han sine følelser under kontrol, for at hans tilknytning til sin fostermoder eller til Farao ikke skulle hæmme hans frihed til at gøre Guds vilje.

<PP 124/4> Efter Ægyptens love skulle enhver, der sad på Faraos trone, være medlem af præsteskabet, og Moses skulle som tronarving indvies i statsreligionens mysterier. Det var præsterne, der havde ansvaret herfor. Men mens han utrætteligt og ivrigt tog imod undervisning, kunne man ikke få ham til at tage del i tilbedelsen af guderne. Han blev truet med, at det kunne koste ham kronen, og advaret om, at prinsessen ikke ville kendes ved ham, hvis han vedblev at holde fast ved den hebraiske tro. Men han var urokkelig i sin beslutning om ikke at tilbede andre end den eneste Gud, himmelens og jordens skaber. Han diskuterede med præsterne og dem, der kom for at tilbede, og påviste, hvor tåbelig deres overtroiske tilbedelse af livløse ting var. Ingen kunne tilbagevise hans argumenter eller ændre hans beslutning, men for en tid blev hans bestemthed tålt på grund af hans høje stilling og den yndest, han nød hos kongen og folket.

<PP 124/5> "I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen." Hebr 11,24-26. Moses var skikket til at være den første blandt de store på jorden, at stråle ved hoffet i jordens herligste rige og svinge dets scepter. Intellektuelt står han over de store mænd fra alle tider. Som historiker, digter, filosof, hærfører og lovgiver står han uden ligemand. Og dog havde han moralsk styrke til at afslå de smigrende udsigter til rigdom, storhed og ære, mens hele verden lå ham åben. "Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund."

<PP 124/6> Moses havde fået undervisning om den endelige belønning, der ville blive givet Guds ydmyge og lydige tjenere, og i sammenligning hermed sank verdslig vinding ned til sin rette plads. Faraos pragtfulde palads og monarkens trone blev benyttet som lokkemidler for Moses; men han vidste, at der i de fornemme sale fandtes syndige fornøjelser, der får mennesker til at glemme Gud. Han lod blikket gå fra det overdådige palads og kongekronen frem til de æresbevisninger, der ville blive den Højestes hellige til del i et rige, der var ubesmittet af synd. I troen så han den uvisnelige krone, som Himmelens Konge vil sætte på sejrvinderens pande. Denne tro fik ham til at forlade jordens fornemme og slutte sig til den lille, fattige, foragtede nation, der havde valgt at adlyde Gud i stedet for at tjene synden.

<PP 125/1> Moses blev ved hoffet, til han var 40/1> år. Hans tanker gik ofte til hans folks usle kår, og han besøgte sine brødre i deres trældom og opmuntrede dem med forsikringen om, at Gud ville sørge for deres befrielse. Ofte fyldtes han af harme ved synet af den uretfærdighed og undertrykkelse, de var udsat for, og han brændte efter at hævne denne uret. En dag da han var ude på et sådant besøg og så en ægypter dræbe en israelit, sprang han til og slog ægypteren ihjel. Der var ikke andre vidner end israelitten, og Moses begravede straks liget i sandet. Nu havde han vist, at han var rede til at forsvare sit folks ret, og han håbede, at de ville rejse sig for at genvinde deres frihed. "Nu mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem frelse, men det forstod de ikke." Apg 7,25. De var endnu ikke modne til at få deres frihed. Den næste dag så Moses to hebræere strides. Den ene havde åbenbart uret, og Moses irettesatte ham, men han svarede straks igen, benægtede Moses ret til at blande sig i det og beskyldte ham for at have begået en forbrydelse: "Hvem har sat dig til herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, som du slog Ægypteren ihjel?"

<PP 125/2> Inden længe vidste ægypterne det hele, og sagen kom snart, stærkt overdrevet, Farao for øre. Der blev sagt til kongen, at denne handling havde stor betydning, at det var Moses plan at rejse sit folk imod ægypterne, styrte regeringen og selv overtage tronen, samt at kongedømmet var i fare, så længe han levede. Kongen besluttede straks, at Moses skulle dø; men da Moses fik nys herom, flygtede han i retning af Arabien.

<PP 125/3> Herren ledede ham, og han fandt et hjem hos Jetro, der var præst og fyrste over Midian og også tilbad Gud. Nogen tid efter giftede Moses sig med en af Jetros døtre, og han blev i fyrretyve år hos sin svigerfader som fårehyrde.

<PP 125/4> Da Moses slog ægypteren ihjel, begik han den samme fejl, som hans fædre så ofte havde gjort sig skyldige i, nemlig at tage den gerning, Gud havde lovet at gøre, i sine egne hænder. Det var ikke Guds vilje at befri sit folk ved krig, som Moses havde tænkt sig, men ved sin mægtige kraft, så at æren blev tilskrevet ham alene. Men selv denne overilede handling brugte Gud til at fuldbyrde sin hensigt. Moses var ikke rede til sin store gerning. Han måtte først lære den samme lektie i tro, som Abraham og Jakob ikke at stole på menneskelig styrke og visdom, men på Guds magt med hensyn til løfternes opfyldelse. Der var også andre ting, Moses skulle lære i bjergenes ensomhed. I modgangens og selvfornægtelsens skole skulle han lære at være tålmodig og styre sine lidenskaber. Inden han kunne blive en klog leder, måtte han lære at adlyde, Hans eget hjerte måtte være i harmoni med Gud, før han kunne lære Israel Guds vilje at kende. Ad erfaringens vej måtte han forberedes til at vise faderlig omsorg for alle, der trængte til hans hjælp.

<PP 125/5> Mennesker ville være sprunget over den lange tid, hvor Moses arbejdede ubemærket, og have regnet det for tidsspilde, men i sin evige visdom krævede Gud, at hans folks vordende leder skulle leve 40 år som en ringe fårehyrde. De egenskaber, der derved blev udviklet hos ham, såsom omsorg, selvforglemmelse og øm kærlighed til hjorden, ville berede ham til at blive en medlidende tålmodig hyrde for Israel. Menneskelig undervisning eller kultur kunne ikke give ham et udbytte, der kunne erstatte denne erfaring.

<PP 125/6> Moses havde lært meget, som han skulle glemme igen. Den indflydelse, der havde omgivet ham i Ægypten hans fostermoders kærlighed, hans høje stilling som kongens dattersøn, udsvævelser til alle sider, forfinelse, en falsk religions spidsfindigheder og mystik, afgudsdyrkelsens pragt, den højtidelige og storslåede arkitektur og skulptur alt dette havde efterladt et dybt indtryk på hans sind under opvæksten og havde i nogen grad præget hans vaner og karakter. Tiden, forandrede omgivelser og forbindelse med Gud kunne fjerne disse indtryk. For Moses vedkommende ville det betyde en kamp, som om det gjaldt livet, at forkaste vildfarelsen og vælge sandheden, men Gud ville være hans hjælper, når kampen blev for hård, og menneskelig styrke ikke var tilstrækkelig.

<PP 125/7> Det menneskelige gør sig gældende hos alle dem, der er blevet valgt til at udføre en gerning for Gud, Men det har ikke været mennesker med uforanderlige varer og karaktertræk, og de har ikke været tilfredse med at forblive i deres oprindelige tilstand, De har alvorligt længtes efter at modtage visdom fra Gud og lære at arbejde for ham. Apostlen siger: "Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet." Jak 1,5. Men Gud vil ikke give mennesker guddommeligt lys, hvis de er tilfreds med at leve i mørke. For at kunne modtage Guds hjælp må mennesket indse sin egen svaghed og mangelfuldhed, Det må koncentrere sine tanker om den store forandring, der må foregå med det, og tilskyndes til alvorlig og udholdende bøn og arbejde. Forkerte vaner og skikke må fjernes, og sejren kan kun vindes, ved at der gøres målbevidste anstrengelser for at rette disse fejl, og ved at man følger rette principper. Mange får aldrig den stilling, de kunne opnå, fordi de venter, at Gud skal gøre det for dem, som han har givet dem evner til at gøre selv. Alle de, der er skikket til at bruges, må gennemgå den strengeste åndelige og moralske skoling, og Gud vil hjælpe dem ved at forene den guddommelige kraft med den menneskelige.

<PP 126/1> Omgivet af bjerge til alle sider var Moses alene med Gud. Ægyptens pragtfulde templer med deres overtro og falskhed gjorde ikke længere indtryk på ham. I de evige bjerges højtidelige vælde så han den Højestes majestæt, og i modsætning hertil forekom Ægyptens guder ham magtesløse og ubetydelige. Overalt stod Skaberens navn skrevet. Moses syntes at stå i hans nærværelse og at være overskygget af hans kraft. Her fejedes hans stolthed og indbildskhed bort. I det barske og nøjsomme ørkenliv fjernedes sporene af hans behagelige og luksuriøse tilværelse i Ægypten. Moses blev tålmodig, ærbødig og ydmyg, "sagtmodigere end noget andet menneske på jorden" (4Mos 12,3), men samtidig havde han en stærk tro på Jakobs mægtige Gud.

<PP 126/2> Som årene gik, og han vandrede med sine hjorde på ensomme steder og spekulerede på sit folks undertrykkelse, tænkte han på Guds handlemåde med hans fædre og på de løfter, som var det udvalgte folks arv, og dag og nat bad han for Israel, Himmelske engle omgav ham med deres lys. Her skrev han Første Mosebog under Helligåndens inspiration. De mange år i ørkenens ensomhed var rige på velsignelse, ikke alene for Moses og hans folk, men for verden til alle tider.

<PP 126/3> "Således gik der lang tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men israelitterne stønnede og klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede op til Gud. Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og Gud så til israelitterne, og Gud kendtes ved dem." Tiden for Israels befrielse var kommet. Men Guds hensigt skulle opfyldes på en måde, som bragte menneskelig stolthed i foragt. Befrieren skulle træde frem som en ydmyg hyrde, kun med en stav i hånden; men Gud ville gøre denne stav til et symbol på sin magt, Da Moses en dag førte sin hjord hen i nærheden af Horeb, Guds bjerg, så han en busk i flammer. Både grenene, bladene og stammen brændte, men tilsyneladende uden at fortæres. Da han nærmede sig det vidunderlige syn, kaldte en stemme ud fra ilden ham ved navn. Med skælvende læber svarede han; "Se, her er jeg!" Han blev advaret mod at nærme sig uærbødigt; "Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord! ..... Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Det var ham, der som pagtens engel havde åbenbaret sig for fædrene i fortiden. "Da skjulte Moses sit ansigt, thi han frygtede for at skue Gud."

<PP 126/4> Alle, der træder frem for Guds åsyn, bør færdes ydmygt og ærbødigt, I Jesu navn kan vi tillidsfuldt komme frem for Gud, men vi må ikke nærme os ham med formastelig dristighed, som om han var vor ligemand. Der er nogle, der taler til den store, almægtige, hellige Gud, der bor i et utilgængeligt lys, som om de talte til en jævnbyrdig eller underordnet. Der er mennesker, der opfører sig dårligere i Guds hus, end de ville vove at gøre i en jordisk konges audienssal. De bør huske, at de står over for ham, som serafer tilbeder, og som engle skjuler deres ansigt for. Vi bør vise Gud megen ærbødighed. Alle, der virkelig fatter hans nærværelse, vil bøje sig i ydmyghed for ham og udbryde med Jakob, da han så Gud i et syn: "Hvor forfærdeligt er dog dette sted! Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port!"

<PP 127/1> "Da Moses ventede i ærbødig ærefrygt for Gud, fortsatte stemmen: "Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land til et godt og vidtstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten!"

<PP 127/2> Overrasket og forfærdet over denne befaling veg Moses tilbage og sagde: "Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Ægypten?" Svaret var: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg!"

<PP 127/3> Moses tænkte på de vanskeligheder, han ville møde, på sit folks blindhed, uvidenhed og vantro; mange af dem manglede næsten helt kendskab til Gud. "Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?" Svaret var:

<PP 127/4> "Jeg er den, jer er!" Således skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til Eder!" Moses fik først befaling om at sammenkalde Israels ældste. De var de mest ædle og retfærdige iblandt dem og havde længe sørget over deres trældom. Dem skulle han meddele et budskab fra Gud og et løfte om befrielse. Så skulle han sammen med de ældste gå til kongen og sige til ham: "Herren, hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vor Gud!"

<PP 127/5> Moses blev advaret om, at Farao ville modsætte sig anmodningen om at lade Israel rejse. Men Guds tjeners mod måtte ikke svigte, for Herren ville benytte denne anledning til at vise sin magt overfor ægypterne og sit folk. "Jeg skal udrække min hånd og ramme Ægypten med alle mine undergerninger som jeg vil gøre der; så skal han give Eder lov til at drage af sted."

<PP 127/6> Der blev også givet vejledning om de forholdsregler, de skulle træffe til rejsen. Herren sagde: "Når I drager bort," skal I ikke "drage bort med tomme hænder. Enhver kvinde skal bede sin naboerske og de kvinder, som er til huse hos hende, om sølv og guldsmykker og klæder." Ægypterne var blevet rige ved det arbejde, de uretmæssigt havde krævet af israelitterne, og når disse nu skulle begynde deres rejse tilbage til deres nye hjem, var de berettiget til at kræve løn for de mange års Hårdt arbejde. De skulle bede om værdifulde ting, der let kunne transporteres, og Gud ville lade dem finde gunst hos ægypterne. De mægtige mirakler, der ville blive udført for at befri dem, ville slå undertrykkerne med rædsel, så trællenes ønsker ville blive efterkommet.

<PP 127/7> Moses så tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder foran sig. Hvilket bevis kunne han give sit folk på, at Gud virkelig havde sendt ham? "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at Herren ikke har åbenbaret sig for mig?" Der blev nu givet et bevis, der appellerede til hans egne sanser. Han fik besked om at kaste sin stav til jorden. Da han gjorde det, blev den til en slange, og Moses flyede for den. Han fik befaling om at gribe fat i den, og i hans hånd blev den igen til en stav. Han fik påbud om at stikke sin hånd ind på brystet. Han adlød, "og da han trak den ud, se, da var den hvid som sne af spedalskhed". Han fik atter besked om at stikke den ind på brystet, og da han trak den ud, opdagede han, at den var blevet som den anden. Ved disse tegn forsikrede Herren Moses om, at hans eget folk såvel som Farao ville blive overbevist om, at der var en iblandt dem, som var mægtigere end kongen af Ægypten.

<PP 127/8> Men Guds tjener var stadig overvældet ved tanken om den mærkelige og vidunderlige opgave, der ventede ham. I sin nød og frygt undskyldte han sig nu med, at han ikke var veltalende. "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talt til din tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig." Han havde været borte fra ægypterne så længe, at han ikke talte deres sprog så godt, som da han boede blandt dem.

<PP 127/9> Herren sagde til ham: "Hvem har givet mennesket mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, Herren?" Hertil blev der føjet endnu en forsikring om guddommelig hjælp: "Gå derfor kun, og jeg vil være med din mund og lære dig, hvad du skal sige!" Men Moses bad stadig om, at der måtte blive valgt en mere, egnet person. Disse undskyldninger skyldtes til at begynde med ydmyghed og beskedenhed; men da Herren havde lovet at fjerne alle vanskelighederne og at lade hans forehavende lykkes, var det et tegn på mistillid til Gud, at han blev ved at vige tilbage og klage over sin egen uegnethed. Der lå deri en antydning af frygt for, at Gud ikke var i stand til at gøre ham skikket til den store gerning, han havde kaldet ham til, eller at han havde valgt den forkerte mand.

<PP 128/1> Moses blev nu henvist til sin ældre broder Aron, der til daglig havde benyttet det ægyptiske sprog og talte det perfekt. Han fik at vide, at Aron ville komme ham i møde, De næste ord fra Herren var en ubetinget befaling:

<PP 128/2> "Du skal tale til ham og lægge ham ordene i munden, så vil jeg være med din og hans mund og lære Eder, hvad I skal gøre. Han skal tale på dine vegne til folket; han skal være din mund, og du skal være som Gud for ham. Tag nu i din hånd denne stav, som du skal gøre tegnene med!" Han kunne ikke gøre mere modstand, for ethvert grundlag for undskyldninger var fjernet.

<PP 128/3> Da Guds befaling blev givet, havde Moses ingen tillid til sig selv. Han var langsom til at tale og frygtsom. Han overvældedes af en følelse af sin egen uegnethed til at være Guds talerør til Israel. Men da han først havde taget imod opgaven, gik han ind for den med hele sit hjerte og satte al sin lid til Herren. Hans opgaves storhed lagde beslag på hans bedste åndsevner, Gud velsignede hans villige lydighed, og han blev veltalende, forhåbningsfuld, behersket og velskikket til den største gerning, mennesker nogen sinde har fået betroet. Dette er et eksempel på, hvad Gud gør for at styrke dem, som stoler helt på ham og uforbeholdent gør hans befalinger.

<PP 128/4> En mand vil få kræfter og evner, når han påtager sig de ansvar, Gud lægger på ham, og med hele sin sjæl søger at blive i stand til at bære dem på rette måde. Hvor beskeden hans stilling og hvor begrænsede hans evner end er, så vil han dog opnå sand storhed, hvis han stoler på den guddommelige styrke og søger at gøre sin gerning med troskab. Havde Moses stolet på sin egen styrke og visdom og ivrigt taget imod den store opgave, ville han dermed have tilkendegivet sin fuldstændige uskikkethed til et sådant arbejde. At et menneske føler sin svaghed, er i det mindste til en vis grad et bevis på, at det indser opgavens storhed, og at det vil gøre Gud til sin rådgiver og styrke.

<PP 128/5> Moses vendte tilbage til sin svigerfader og udtrykte ønsket om at besøge sine brødre i Ægypten. Jetro gav sit samtykke og sin velsignelse: "Drag bort i fred!" Med sin hustru og sine børn drog Moses ud på sin rejse. Han havde ikke vovet at fortælle hensigten med rejsen, for at de ikke skulle blive nægtet tilladelse til at ledsage ham. Men inden de nåede Ægypten, indså han selv, at det var bedst for deres egen sikkerheds skyld, at de blev sendt tilbage til Midjan.

<PP 128/6> En hemmelig frygt for Farao og ægypterne, hvis vrede var blevet optændt imod ham fyrre år tidligere, havde gjort Moses endnu mere uvillig til at vende tilbage til Ægypten; men efter at han havde bestemt sig til at adlyde Guds befaling, åbenbarede Herren for ham, at hans fjender var døde.

<PP 128/7> På vejen fra Midjan fik Moses en frygtelig og overraskende advarsel om Herrens mishag." En engel viste sig truende for ham, som om den straks ville dræbe ham. Der blev ikke givet nogen forklaring herpå, men Moses huskede, at han havde tilsidesat en af Guds befalinger. Han havde givet efter for sin hustrus overtalelser og undladt at omskære deres yngste søn. Han havde ikke opfyldt betingelsen for, at hans barn kunne få del i de velsignelser, der fulgte med Guds pagt med Israel. En sådan ligegyldighed hos folkets leder kunne kun formindske de guddommelige forskrifters betydning i folkets øjne. Zippora frygtede for, at hendes mand ville blive slået ihjel, og udførte selv ceremonien. Englen tillod derefter Moses at rejse videre. Under udøvelsen af sit erhverv hos Farao ville Moses blive sat på en meget farlig post. Hans liv kunne kun bevares ved hellige engles beskyttelse. Men så længe han bevist viste ligegyldighed over for en kendt pligt, kunne han ikke føle sig sikker, for Guds engle kunne ikke beskytte ham.

<PP 128/8> I trængselstiden lige før Kristi andet komme vil de retfærdige blive bevaret af himmelske engle, men de, der overtræder Guds lov, vil ikke finde sikkerhed. Til den tid kan englene ikke beskytte dem, der ringeagter en af Guds forskrifter.