<PP 17/2> Efter at jorden med dens rige plante og dyreliv var skabt, blev mennesket, kronen på skaberværket, anbragt på handlingens skueplads. Den skønne jord var skabt for menneskets skyld, og det fik nu herredømmet over alt, hvad dets øje så: for Gud sagde: "Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!" Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." Her fremstilles klart menneskehedens oprindelse, og den guddommelige beretning er så tydeligt fremsat, at der ikke er nogen anledning til at drage falske slutninger. Gud skabte mennesket i sit billede. Her er intet mysterium. Der er ingen grund til at antage, at mennesket har gennemgået en gradvis udvikling fra de laveste former af dyre eller planteliv. En sådan lære sænker Skaberens ophøjede værk ned på samme plan som menneskets snæversynede jordiske begreber.

<PP 17/3> Menneskene er så ivrige efter at benægte Guds overherredømme i universet, at de nedværdiger mennesket og berøver det dets værdige oprindelse, Da han, der havde anbragt stjerneverdenerne i det høje og med største kunstfærdighed farvet markens blomster og fyldt himmel og jord med sin magts undere, som kronen på sit værk skulle skabe et væsen til at være hersker over den smukke jord, undlod han ikke at skabe et væsen, der var den hånd værdig, som havde givet det liv. Menneskehedens stamtavle, som findes i den inspirerede bibel, går tilbage til den store Skaber og ikke til en udviklingsrække af små bløddyr og firbenede dyr. Skønt Adam blev dannet af støv, var han "Guds søn".

<PP 18/1> Han blev sat over de laverestående skabninger som Guds repræsentant. De kan ikke forstå eller anerkende Guds overherredømme; men de blev skabt med evne til at elske og adlyde mennesket. Salmisten siger: "Du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder ... markens vilde dyr, himmelens fugle ... alt, hvad der farer ad havenes stier." Sl 8,7-9.

<PP 18/2> Mennesket skulle bære Guds billede, både i ydre og i karakter. Kristus alene er Faderens udtrykte billede. Men mennesket blev dannet i Guds billede. Dets natur var i harmoni med Guds vilje. Dets forstand havde mulighed for at fatte det guddommelige. Dets tilbøjeligheder var rene; dets drifter var under fornuftens kontrol, Det var helligt og lykkeligt ved at bære Guds billede og fuldkommen lydigt imod hans vilje.

<PP 18/3> Da mennesket kom fra sin skabers hånd, var det højt af skikkelse og fuldkomment skabt. Ansigtet havde en sund, rødmosset farve og udstrålede liv og glæde. Adam var meget højere end de mennesker, der nu bebor jorden. Eva var lidt mindre af skikkelse, men hendes legeme var ædelt og fuldt af skønhed. Det syndfri par havde ingen forarbejdede klæder på. De var omgivet af et dække af lys og herlighed ligesom englene. Så længe de levede i lydighed mod Gud, vedblev denne lysets klædning at omslutte dem.

<PP 18/4> Efter Adams skabelse blev ethvert levende væsen ført hen til Ham for at få navn. Han så, at alle sammen havde fået en ledsager, "men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham". Blandt alle de skabninger, Gud havde skabt på jorden, var der ingen, der var menneskets lige. Og Gud sagde: "Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre Ham en medhjælp, som passer til ham." 1Mos, 2,18. Mennesket blev ikke skabt til at leve i ensomhed; det skulle leve sammen med andre. Uden selskab ville de smukke omgivelser og den herlige beskæftigelse i Edens have ikke have givet fuldkommen lykke. Selv samvær med englene kunne ikke have tilfredsstillet menneskets længsel efter sympati og selskab. Der var ingen af samme natur, som mennesket kunne elske og blive elsket af.

<PP 18/5> Gud gav selv Adam en livsledsager. Han skaffede ham en medhjælp, som passede til ham, en, der var skikket til at være hans lige, og som kunne være ét med ham i kærlighed og forståelse. Eva blev skabt af et ribben, der blev taget ud af Adams side, Derved blev det tilkendegivet, at hun ikke skulle herske over ham som hoved og heller ikke trædes under fod som en underordnet, men stå ved hans side som hans lige for at elskes og beskyttes af ham. Som en del af manden, ben af hans ben og kød af hans kød, var hun hans andet jeg et udtryk for en nær forening og den hengivne tilknytning, der skulle kendetegne dette forhold. "Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det." Ef 5,29. "Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød."

<PP 18/6> Gud indstiftede det første ægteskab. Dette har altså sin oprindelse hos universets Skaber. "Hold ægteskabet i ære." Hebr 13,4. Det var en af Guds første gaver til menneskene, og det er den ene af de to forordninger, som Adam efter sit fald bragte med sig uden for Paradisets porte. Når de guddommelige principper i dette forhold anerkendes og følges, er ægteskabet en velsignelse. Det værner menneskehedens renhed og lykke, det tilfredsstiller menneskets behov for selskab og højner dets fysiske, intellektuelle og moralske natur.

<PP 18/7> "Derpå plantede Gud Herren en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet." Alt, hvad Gud havde skabt, var fuldkomment i skønhed, og der så ikke ud til at mangle noget, som kunne bidrage til det hellige pars lykke; men alligevel gav Gud dem endnu et tegn på sin kærlighed ved at give dem en have som deres særskilte hjem. I denne have var der træer af enhver art, og mange af dem bugnede af duftende, velsmagende frugter. Der var smukke vinranker, som voksede ret op og dog frembød et yndefuldt syn, med grenene tynget ned af frodige, indbydende frugter i et utal af farver. Det var Adams og Evas opgave at forme vinrankerne så de dannede løvhytter, hvorved de skabte en bolig for sig selv, der bestod af levende træer, dækket af blade og frugter. Der var duftende blomster i store mængder og i enhver farve. Midt i haven stod livets træ, som overgik alle andre træer i skønhed, Dets frugt lignede æbler af guld og sølv, og de havde kraft til at forevige livet.

<PP 19/1> Nu var skabelsen fuldendt. "Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær." Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt." Edens have blomstrede på jorden. Adam og Eva havde fri adgang til livets træ. Ingen plet af synd eller skygge af død skæmmede det skønne skaberværk. "Morgenstjernerne jublede til Hobe, og alle guds sønner råbte af glæde." Job 38,7.

<PP 19/2> Den store Gud havde lagt jordens grundvold; han havde klædt hele verden i skønhedens klædning og fyldt den med ting, der var til gavn for menneskene; han havde skabt alt det vidunderlige på jorden og i havet. På seks dage blev det store skaberværk fuldendt. Og Gud "hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført." Gud så med tilfredshed på sine hænders værk. Alt var fuldkomment, den guddommelige ophavsmand værdigt, og han hvilede, ikke på grund af træthed, men i tilfredshed med frugterne af sin visdom og godhed og åbenbarelsen af sin herlighed.

<PP 19/3> Efter at have hvilet på den syvende dag helligede Gud den eller satte den til side som hviledag for mennesket. Efter Skaberens forbillede skulle mennesket hvile på denne hellige dag, så at det ved at se på himmelen og jorden kunne tænke på Guds store skabergerning, og ved at se beviserne på Guds visdom og godhed skulle dets hjerte fyldes af kærlighed og ærbødighed overfor Skaberen. Ved at udøse sin velsignelse over den syvende dag satte Gud i Edens have et mindesmærke over sit skaberværk. sabbatten blev overgivet Adam som fader til og repræsentant for hele den menneskelige familie. Hos alle, der kom til at bo på jorden, skulle helligholdelsen af den være en taknemmelig erkendelse af, at Gud var deres skaber og deres retmæssige herre, og at de var hans hænders værk og undergivet hans myndighed. Således skulle den være et stadigt minde, beregnet på hele menneskeheden. Den skulle ikke betragtes som en skygge af noget andet, og den var ikke begrænset til et bestemt folk.

<PP 19/4> Gud så, at sabbatten var nødvendig for menneskeheden, selv i Paradiset. De trængte til at lægge deres egne interesser og arbejde til side een af ugens syv dage, så de i større grad kunne betragt Guds værk og tænke på hans magt og godhed. De trængte til en sabbat for at minde dem endnu tydeligere om Gud og vække deres taknemmelighed, fordi alt, hvad de nød og ejede, kom fra Skaberens gavmilde hånd.

<PP 19/5> Det er Guds plan, at sabbatten skal lede menneskenes sind til at betragte hans skaberværk. Naturen taler til deres sanser og forkynder, at der er en levende Gud, Skaberen, den øverste hersker. "Himmelen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide." Sl 19,2-3. Den skønhed, der klæder jorden, er et tegn på Guds kærlighed, Vi kan se den i de evige høje, de høje træer, de spirende knopper og de spæde blomster. Alt taler til os om Gud. sabbatten, der stadig peger hen mod ham, der skabte alt dette, opfordrer menneskene til at åbne naturens bog og dér finde Skaberens visdom, magt og kærlighed.

<PP 19/6> Skønt vore første forældre var skabt uskyldige og hellige, var det ikke umuligt for dem at fejle. Gud skabte dem som moralske væsener med fuld handlefrihed. De var i stand til at fatte hans karakters visdom og godhed og hans kravs berettigelse, og de havde fuld frihed til at vise lydighed eller lade være. De skulle nyde samværet med Gud og hans hellige engle. Men inden der kunne skænkes dem evig tryghed, måtte deres lydighed sættes på prøve. Lige fra begyndelsen af menneskets tilværelse blev ønsket om selvtilfredsstillelse sat under kontrol, denne skæbnesvangre tilbøjelighed, der var begyndelsen til Satans fald. Kundskabens træ, der stod i nærheden af livets træ midt i haven, skulle være en prøve på vore første forældres lydighed, tro og kærlighed. Mens de frit kunne spise af ethvert andet træ, var det dem under dødsstraf forbudt at smage frugten af dette træ. De ville også blive udsat for Satans fristelser, men hvis de bestod prøven, ville de til sidst blive bragt udenfor hans magt og for evigt nyde Guds yndest.

<PP 19/7> Gud forpligtede menneskene til at holde loven som en nødvendig betingelse for selve deres eksistens. De stod under Guds regering, og ingen regering kan bestå uden lov. Gud kunne have skabt mennesket således, at det ikke kunne overtræde hans lov; han kunne have holdt Adams hånd tilbage fra den forbudne frugt, men i så fald ville mennesket ikke have været et væsen med en fri vilje, men blot en automat. Uden frihed til at vælge ville lydigheden ikke have været frivillig, men tvungen. Der kunne ikke være sket nogen karakterudvikling. Dette ville have været i strid med den måde, Gud behandlede andre kloders beboere på. Det ville have været uværdigt for mennesket, som fornuftvæsen, og det ville have støttet Satans anklage mod Gud for vilkårligt styre.

<PP 20/1> Gud skabte mennesket ret og gav det ædle karaktertræk uden tilbøjelighed til det onde. Han udstyrede det med store intellektuelle evner og gav det de største tilskyndelser til at bevare sin troskab. Fuldkommen, vedvarende lydighed var betingelsen for evig lykke. På denne betingelse skulle mennesket have adgang til livets træ.

<PP 20/2> Vore første forældres hjem skulle være et mønster for andre hjem, når deres børn drog ud og tog jorden i besiddelse. Dette hjem, som Gud selv havde smykket, var ikke et overdådigt palads. Menneskene glæder sig i deres hovmod over storslåede og kostbare bygninger og føler stolthed over det, de selv har frembragt; men Gud anbragte Adam i en have. Den var hans bolig. Over den hvælvede den blå himmel sig. Jorden med de smukke blomster og det levende grønne tæppe som dens gulv, og de smukke tæers grene og blade dens tronhimmel. Dens vægge var behængt med de herligste prydelser den store kunstners arbejder. Det hellige pars omgivelser rummede en lærdom for alle tider at sand lykke ikke findes i stolthed og luksus, men i samvær med Gud gennem hans skaberværk. Hvis menneskene ville tænke mindre på det kunstige og opelske større enkelhed, ville de være meget nærmere opfyldelsen af Guds hensigt med deres skabelse. Stolthed og ærgerrighed bliver aldrig tilfredsstillet, men de, som besidder virkelig visdom, vil finde ægte, højnende glæde i de kilder til nydelse, som Gud har anbragt inden for enhvers rækkevidde.

<PP 20/3> Beboerne i Edens have fik betroet at passe haven, "at dyrke og vogte den". Deres beskæftigelse var ikke trættende, men behagelig og styrkende. Gud tildelte menneskene arbejde som en velsignelse; det skulle beskæftige deres tanker, styrke deres legemer og udvikle deres evner. Adam fandt en af, de største glæder i sin hellige tilværelse ved åndelig og fysisk virksomhed. Og da han som følge af sin ulydighed blev drevet bort fra sit smukke hjem og blev nødt til at kæmpe med en genstridig jord for at skaffe sig det daglige brød, så var netop dette arbejde, der ganske vist var forskelligt fra hans behagelige beskæftigelse i Edens have, et værn imod fristelse og en kilde til lykke. De, der betragter arbejde som en forbandelse, tager meget fejl, selv om det ofte ledsages af træthed og smerte De rige ser ofte med foragt på håndens arbejdere; men dette er stik imod Guds hensigt, da han skabte mennesket. Hvad er selv de rigestes ejendom i sammenligning med den arv, der blev givet til den ædle Adam? Og alligevel skulle Adam arbejde. Vor skaber som forstår, hvad der tjener til menneskets lykke, tildelte Adam et arbejde. Den sande glæde ved livet findes kun hos arbejdende mænd og kvinder, Englene arbejder flittigt. De er Guds tjenere for menneskenes børn. Skaberen har ikke afsat nogen plads for lediggang.

<PP 20/4> Så længe Adam og hans ledsager forblev tro mod Gud, skulle de herske over jorden. De fik uindskrænket herredømme over alt levende. Løven og lammet sprang fredeligt omkring dem eller lå sammen ved deres fødder. Glade fugle flagrede omkring dem uden frygt, og idet deres jublende sange steg op til Guds pris, istemte Adam og Eva også deres tak til Faderen og Sønnen.

<PP 20/5> Det hellige par var ikke alene børn under Guds faderlige omsorg, men også elever, der fik undervisning af den alvise Skaber. De fik besøg af engle og havde samfund med deres skaber uden noget dækkende slør imellem. De var fulde af livskraft, som tilflød dem fra livets træ, og deres forstandsevner stod kun lidt under englenes. Det synlige univers hemmeligheder "den Alvises underværker" (Job 37,16) var for dem en uudtømmelig kilde til undervisning og fryd. Naturlovene, der har optaget menneskenes studier gennem seks tusinde år, åbnedes for deres forstand af den evige Skaber og Opholder. De betragtede blade, blomster og træer og lærte disses livshemmeligheder at kende. Adam var kendt med ethvert levende væsen, lige fra den stærke livjatan, som boltrer sig i vandet, til det mindste insekt, der svæver i solskinnet. Han havde givet hvert enkelt navn, og han kendte alles natur og vaner. Guds herlighed i himmelrummet, de utallige verdener i deres ordnede baner, skyernes svævene, lysets og lydens og dagens og nattens hemmeligheder alt lå åbent for vore første forældres studium. På hvert blad i skoven, på hver sten i bjergene, i hver skinnende stjerne, på jorden, i luften og på himmelen var Guds navn skrevet. Skaberværkets orden og harmoni talte til dem om uendelig visdom og kraft. De opdagede stadig interessante ting, der fyldte deres hjerte med dybere kærlighed og fremkaldte nye udtryk for taknemmelighed.

<PP 21/1> Så længe de forblev tro mod den guddommelige lov, ville deres evne til at lære, nyde og elske stadig vokse. De ville stadig tilegne sig nye kundskaber, opdage nye kilder til lykke og opnå klarere og klarere forståelse af Guds umådelige, aldrig svigtende kærlighed.