<PP 89/2> De løfter, der var givet til Abraham og bekræftet overfor hans søn, var det store mål for Isaks og Rebekkas længsler og håb. Både Esau og Jakob kendte disse løfter. De havde lært at betragte førstefødselsretten som noget meget vigtigt, for den indbefattede ikke alene en arv af verdslig rigdom, men også en åndelig forret. Den, der fik den, skulle være sin families præst, og verdens forløser skulle være af hans slægt. På den anden side hvilede der visse forpligtelser på den, der havde førstefødselsretten. Den, der skulle arve dens velsignelser, måtte vie sit liv til Guds tjeneste. Ligesom Abraham måtte han være lydig imod Guds krav. I sit ægteskab, i sit familieliv og i sin færden udadtil måtte han rådføre sig med Guds vilje.

<PP 89/3> Isak fortalte sine sønner om disse forrettigheder og betingelser og lagde ikke skjul på, at Esau som den ældste havde krav på førstefødselsretten. Men Esau brød sig ikke om gudsfrygt og følte ingen tilbøjelighed til at leve et religiøst liv. De krav, der ledsagede den åndelige førstefødselsret, var en uvelkommen, ja, endog forhadt tvang for ham. Guds lov, der var grundlaget for Guds pagt med Abraham, betragtedes af Esau som et trælleåg. Han elskede selvtilfredsstillelse og ønskede mest af alt at have frihed til at gøre, som han ville. Magt og rigdom, fester og svir var, hvad han forstod ved lykke. Han boltrede sig i sit vilde, omstrejfende livs uhæmmede frihed. Rebekka huskede engelens ord, og hun så klarere end sin mand børnenes karakter. Hun var overbevist om, at det guddommelige løftes arv var bestemt for Jakob. Hun gentog engelens ord for Isak; men faderen havde kastet sin kærlighed på sin ældste søn og var urokkelig i sit forsæt.

<PP 90/1> Jakob havde af sin moder fået at vide, at Gud havde givet til kende, at førstefødselsretten skulle tilfalde ham, og han var grebet af en usigelig længsel efter de rettigheder, der fulgte med den. Det var ikke besiddelsen af faderens rigdomme, han ønskede. Det var den åndelige førstefødselsret, der var genstand for hans længsel. At tale med Gud, som den retfærdige Abraham gjorde, at frembære forsoningsofferet for sin familie, at blive stamfader til det udvalgte folk og til den lovede Messias og at arve de evige besiddelser, der omfattedes af pagten det var privilegier og æresbevisninger, der vakte den mest brændende længsel hos ham. Hans tanker var stadig rettet mod fremtiden og søgte at virkeliggøre dens endnu ukendte velsignelser.

<PP 90/2> Med stille længsel lyttede han til alt, hvad hans fader fortalte om den åndelige førstefødselsret, og han erindrede sig omhyggeligt alt, hvad han havde fået at vide af sin moder. Dag og nat var dette emne i hans tanker, indtil det blev hans livs altopslugende interesse. Men mens Jakob således satte det evige over det timelige, havde han endnu ikke praktisk kendskab til den Gud, han ærede. Hans hjerte var ikke blevet fornyet ved Guds nåde. Han troede ikke, at løftet om ham selv kunne opfyldes, så længe Esau beholdt førstefødselsretten, og han spekulerede stadig på, hvorledes han kunne skaffe sig den velsignelse, som hans broder brød sig så lidt om, men som var så dyrebar for ham selv.

<PP 90/3> Da Esau en dag kom træt og udmattet hjem fra jagten og bad om den mad, Jakob var ved at lave, greb denne, der altid havde førstefødselsretten i tanke, lejligheden og tilbød at stille broderens sult mod at få førstefødselsretten som betaling. Den ligegyldige, selvoptagne jæger udbrød: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret!" Og for denne ret mad skilte han sig af med sin førstefødselsret og bekræftede det med en ed. Hvis han blot havde ventet lidt, kunne han have fået mad i sin faders telt; men for at tilfredsstille et øjeblikkeligt ønske byttede han ligegyldigt den herlige arv bort, som Gud selv havde lovet hans fædre. Hele hans interesse gjaldt det nærværende. Han var parat til at ofre det himmelske for det jordiske, at bytte et fremtidigt gode bort for en øjeblikkelig tilfredsstillelse.

<PP 90/4> "Således lod Esau hånt om sin førstefødselsret." Da han skilte sig af med den, følte han en vis lettelse. Nu var der fri bane, og han kunne gøre, som han ville. Hvor er der mange, der stadig sælger deres førstefødselsret til en ren og ubesmittet, evig arv i Himmelen for at opnå dette livs letsindige fornøjelser, der fejlagtigt kaldes frihed.

<PP 90/5> Esau der altid var et let bytte for ydre pragt og jordisk skønhed, giftede sig med to af Hets døtre. De tilbad falske guder, og deres afguderi var en bitter sorg for Isak og Rebekka. Esau havde overtrådt en af betingelserne for pagten, der forbød ægteskab mellem det udvalgte folk og hedningerne; men Isak var alligevel urokkelig i sin beslutning om at give Esau førstefødselsretten. Rebekkas argumenter, Jakobs stærke ønske om velsignelsen og Esaus ligegyldighed overfor dens forpligtelser formåede ikke at rokke ved faderens hensigt.

<PP 90/6> Der gik nogle år, og da Isak var blevet gammel og blind og ventede snart at dø, bestemte han, at han ikke ville vente længere med at give sin ældste søn velsignelsen. Men da han kendte Rebekkas og Jakobs modstand, besluttede han at udføre den højtidelige ceremoni i hemmelighed. Da det var skik, at der blev lavet et festmåltid ved en sådan anledning bød patriarken Esau: "Gå ud på marken og skyd mig et stykke vildt; lav mig en lækker ret mad, ..... for at min sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

<PP 90/7> Rebekka gættede hans hensigt. Hun var sikker på, at det var i strid med det, Gud havde åbenbaret som sin vilje. Isak stod i fare for at nedkalde Guds mishag og udelukke sin yngste søn fra den stilling, Gud havde kaldet ham til. Hun havde forgæves prøvet at overtale Isak, og nu besluttede hun at tage sin tilflugt til list.

<PP 90/8> Næppe var Esau taget af sted, før Rebekka begyndte at gennemføre sine planer. Hun fortalte Jakob, hvad der var sket, og understregede nødvendigheden af øjeblikkelig handling for at forhindre, at velsignelsen endeligt og uigenkaldeligt blev givet til Esau. Hun forsikrede sin søn om, at hvis han ville følge hendes anvisninger, kunne han få velsignelsen, som Gud havde lovet. Jakob gik ikke lige straks ind på den plan, hun fremsatte. Tanken om at bedrage faderen smertede ham meget. Han følte, at en sådan synd snarere ville nedkalde en forbandelse end en velsignelse. Men hans betænkeligheder blev overvundet, og han fulgte moderens forslag. Det var ikke hans hensigt at sige en usandhed, men da han først var i faderens nærhed, så det ud, som om han var gået for langt til at kunne trække sig tilbage, og han opnåede ved svig den eftertragtede velsignelse.

<PP 91/1> Jakob og Rebekka nåede deres mål, men de høstede kun besværligheder og sorg af deres bedrag. Gud havde sagt, at Jakob skulle have førstefødselsretten, og Guds løfte ville være blevet opfyldt til sin tid, hvis de i tro havde ventet på, at han skulle arbejde for dem. Men som så mange andre, der nu bekender sig til at være Guds børn, var de uvillige til at overgive sagen i hans hænder. Rebekka angrede bittert det råd, hun havde givet sin søn. Det førte kun til adskillelse fra ham, og hun så aldrig hans ansigt mere. Fra det øjeblik, Jakob fik førstefødselsretten, tyngedes han af selvbebrejdelser. Han havde syndet mod sin fader, sin broder, sin egen sjæl og mod Gud. På én kort time havde han udført noget, der kostede et helt livs anger. Det hele stod klart for ham i årene, der fulgte, når hans egne sønners ugudelige færd pinte hans sjæl.

<PP 91/2> Næppe havde Jakob forladt sin faders telt, før Esau kom ind. Skønt han havde solgt sin førstefødselsret og bekræftet det med en højtidelig ed, var han nu fast besluttet på at sikre sig dens velsignelser uden hensyn til broderens krav. Til den åndelige førstefødselsret var knyttet den timelige, der ville give ham ledelsen af familien og en dobbelt andel i faderens rigdom. Det var velsignelser, han værdsatte. "Vil min fader sætte sig op og spise af sin søns vildt, for at din sjæl kan velsigne mig!"

<PP 91/3> Skælvende af bestyrtelse og smerte hørte den gamle, blinde fader om det bedrag, han var blevet offer for. Hans længe nærede forhåbninger var blevet omstødt, og han havde en stærk følelse af den skuffelse, hans ældste søn ville opleve. Men alligevel kom han til det resultat, at det var Guds forsyn, der havde krydset hans planer og udvirket det, han havde prøvet at forhindre. Han huskede engelens ord til Rebekka, og trods den synd, Jakob nu var skyldig i, var han klar over, at Jakob var bedst skikket til at tjene Guds hensigt. Da velsignelsens ord var på hans læber, havde han følt Åndens inspiration, og nu, da han kendte alle enkelthederne, bekræftede han den velsignelse, som han uden at vide det havde udtalt over Jakob: "Jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"

<PP 91/4> Esau havde kun sat ringe pris på velsignelsen, mens den var indenfor rækkevidde, men nu, da den var gået tabt for stedse, ønskede han at få den. Hans impulsive, lidenskabelige natur vaktes i hele sin styrke, og hans sorg og vrede var frygtelig. Han udstødte et højt og hjerteskærende skrig og sagde: "Velsign dog også mig, fader!" Har du ingen velsignelse tilbage til mig?" Men løftet var givet og kunne ikke kaldes tilbage. Førstefødselsretten, som han så ligegyldigt havde solgt, kunne han ikke få. "For en eneste ret mad" for en øjeblikkelig tilfredsstillelse af appetitten, som han aldrig havde lagt bånd på, solgte Esau sin arv; men da han indså sin tåbelighed, var det for sent at få velsignelsen igen. "Han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter." Hebr 12,16-17. Esau mistede ikke muligheden for at søge Guds nåde gennem anger, men han kunne ikke på nogen måde få førstefødselsretten tilbage. Hans sorg udsprang ikke af overbevisning om synd; han ønskede ikke at blive forligt med Gud. Han sørgede over syndens resultater, men ikke over selve synden.

<PP 91/5> På grund af Esaus ligegyldighed overfor Guds velsignelser og krav kaldes han i skriften "vanhellig". Hebr 12, 16. Han repræsenterer dem, der ringeagter den forløsning, som Kristus har købt til dem. De er villige til at ofre deres arveret til Himmelen for denne verdens forgængelige ting. Mange mennesker lever i nuet uden at skænke fremtiden en tanke. Som Esau råber de: "Lad os æde og drikke thi i morgen skal vi dø." 1Kor. 15,32. De ledes af deres tilbøjeligheder og vil hellere gå glip af de største værdier end at øve selvfornægtelse. Hvis valget står mellem tilfredsstillelse af en fordærvet appetit og de himmelske velsignelser, der kun loves dem, der fornægter sig selv og frygter Gud, så sejrer appetittens krav, og Gud og Himmelen foragtes. Hvor er der mange, selv bekendende kristne, der holder fast ved vaner, som er skadelige for sundheden og sløver sjælens følsomhed. Når de får foreholdt pligten til at rense sig fra al kødets og åndens besmittelse og hellige sig i gudsfrygt, bliver de fornærmede. De indser, at de ikke både kan holde fast ved disse skadelige nydelser og vinde Himmelen, og beslutter, at de ikke længer vil vandre på vejen til det evige liv, når den er så trang.

<PP 92/1> Mange mennesker sælger deres førstefødselsret for sanselig tilfredsstillelses skyld. Sundheden ofres, åndsevnerne svækkes, og de mister Himmelen alt dette for blot at opnå timelige fornøjelser, en tilfredsstillelse, der både svækker og nedværdiger, Ligesom Esau først kom til sig selv og indså tåbeligheden i sit overilede bytte, da det var for sent at genoprette tabet, sådan vil det på Guds dag gå dem, der har solgt deres arveret til Himmelen for egenkærlig tilfredsstillelses skyld.