<PP 85/2> I oldtiden blev aftaler om ægteskab i reglen indgået af forældrene, og dette var også skik blandt dem, der tilbad Gud. Ingen blev tvunget til at gifte sig med en, han ikke kunne elske; men i kærlighedsanliggender blev de unge vejledt af deres erfarne, gudfrygtige forældre. Det blev betragtet som en vanære, ja, en forbrydelse, overfor forældrene at handle anderledes.

<PP 85/3> Isak stolede på sin faders visdom og kærlighed, og han var tilfreds med at overlade sagen til ham, idet han også troede på, at Gud selv ville lede i valget.

<PP 85/4> Patriarkens tanker gik til hans faders slægtninge i Mesopotamien. Skønt de ikke var fri for afgudsdyrkelse, kendte og tilbad de den sande Gud. Isak måtte ikke forlade Kanaan og rejse dertil, men der var måske en derfra, der ville forlade sit hjem og forene sig med ham for fortsat at tilbede den levende Gud. Abraham overgav den vigtige sag til "sit hus ældste", en gudfrygtig mand med erfaring og sund dømmekraft. Denne mand havde ydet Ham lang og tro tjeneste. Abraham lod tjeneren aflægge en højtidelig ed for Herrens åsyn om, at han ikke ville tage en kanaanæisk kvinde til Isak, men vælge en pige fra Nakors familie i Mesopotamien. Han pålagde ham, at han ikke måtte bringe Isak derhen. Hvis det ikke var muligt at finde en ung pige, som ville forlade sin slægt, skulle tjeneren være løst fra sin ed. Patriarken opmuntrede ham til det vanskelige og krævende hverv med en forsikring om, at Gud ville krone hans rejse med held. Han sagde: "Herren, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min faders hus og min hjemstavns land, han vil sende sin engel foran dig."

<PP 85/5> Sendebudet begav sig straks på vej. Han tog ti kameler med til sit rejseselskab og til brudens følge, som skulle med ham tilbage. Han forsynede sig også med gaver til bruden og hendes venner, hvorefter han tog af sted på den lange rejse mod Damaskus og videre til de rige sletter, der grænser op til den store flod mod øst. Da han kom til Karan. "Nakors by", standsede han uden for murene i nærheden af brønden, hvor stedets kvinder kom efter vand om aftenen. Hans sind var fyldt af urolige tanker. Hans valg kunne få betydningsfulde følger, både for hans herres husstand og for fremtidige slægter, og hvordan skulle han vælge klogt blandt fuldstændig fremmede mennesker? Han mindedes Abrahams ord om, at Gud ville sende sin engel med ham, og bad alvorligt om Guds vejledning. I sin herres hjem var han vant til, at man altid udviste venlighed og gæstfrihed, og han bad nu om, at den pige, som Gud havde valgt, måtte blive udpeget ved en høflighedshandling.

<PP 86/1> Knapt var bønnen udtalt, før den blev besvaret. Blandt de kvinder, der var samlet om brønden, var der især en, hvis høflige opførsel tiltrak sig hans opmærksomhed. Da hun kom fra brønden, gik den fremmede hende i møde og bad om lidt vand af den krukke, hun bar på skulderen, Hans anmodning blev straks opfyldt og hun tilbød også at øse vand til hans kameler, en tjeneste, som det var almindeligt, at selv fyrstedøtre udførte for deres faders hjorde. Således fik han det ønskede tegn. Pigen var "en såre smuk kvinde", og hendes beredvillighed vidnede om et venligt hjerte og en kraftig, virksom natur. Indtil nu havde Guds hånd været med ham. Efter at have belønnet hendes venlighed med rige gaver spurgte tjeneren, hvem hendes forældre var, og da han fik at vide, at hun var datter af Betuel, Abrahams brodersøn, bøjede han sig "og tilbad Herren".

<PP 86/2> Manden havde bedt om nattely i hendes faders hus, og i sin takkebøn omtalte han sin forbindelse med Abraham. Da pigen kom hjem, fortalte hun, hvad hun havde oplevet, og hendes broder Laban skyndte sig straks ud for at hente den fremmede og hans ledsagere, så de kunne nyde hjemmets gæstfrihed.

<PP 86/3> Eliezer ville ikke spise noget, før han havde fremført sit ærinde og omtalt sit møde ved brønden og alt, hvad der var sket i forbindelse dermed. Så sagde han: "Hvis I nu vil vise min herre godhed og troskab, så sig mig det, for at jeg kan have noget at rette mig efter!" Svaret var: "Denne sag kommer fra Herren, vi kan hverken gøre fra eller til! Der står Rebekka foran dig tag hende og drag bort, at hun kan blive din herres søns hustru, således som Herren har sagt!"

<PP 86/4> Da familien havde givet sit samtykke, blev Rebekka selv spurgt, om hun ville rejse så langt fra sin faders Hus og gifte sig med Abrahams søn. Efter det der var sket, troede hun, at Gud havde udvalgt hende til at være Isaks hustru, og hun sagde derfor: "Ja, jeg vil!"

<PP 86/5> Tjeneren, der forudså sin herres glæde over det gode resultat, var ivrig efter at komme af sted, og om morgenen begyndte de deres hjemrejse. Abraham boede i Beersjeba, og Isak, der havde vogtet kvæget på de nærliggende græsgange, var vendt tilbage til sin faders telt for at afvente tjenerens hjemkomst fra Karan. "Da han engang ved aftentid var gået ud på marken for at bede, så han op og fik øje på nogle kameler, der nærmede sig. Men da Rebekka så op og fik øje på Isak, lod hun sig glide ned af kamelen og spurgte trællen: "Hvem er den mand der, som kommer os i møde på marken?" Trællen svarede: "Det er min herre!" Da tog hun sit slør og tilhyllede sig. Men trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. Da førte Isak Rebekka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin moder."

<PP 86/6> Abraham havde lagt mærke til følgerne af ægteskab mellem dem, der frygtede Gud, og dem, der ikke frygtede ham, lige fra Kains dage til hans egen tid. Følgerne af hans eget giftermål med Hagar og af Ismaels og Lots respektive ægteskaber stod ham klart. Abrahams og Saras mangel på tro havde Ismaels fødsel til følge, og derved blev den retfærdige slægt blandet med den ugudelige. Faderens indflydelse på sønnen modvirkedes af moderens afgudsdyrkende slægtninge og af Ismaels forbindelse med hedenske hustruer. Skinsyge hos Hagar og de hustruer, hun valgte til Ismael, omgav Abrahams familie med en skranke, som han forgæves søgte at nedbryde.

<PP 86/7> Den undervisning Abraham havde givet Ismael i barndommen, havde ikke været uden virkning, men Ismaels hustruers indflydelse resulterede i, at afguderiet blev indført i hans familie. Adskillelsen fra faderen og bitterhed fremkaldt af splid og kiv i et hjem, hvor Gud ikke blev elsket og frygtet, bevirkede, at Ismael kastede sig ud i en ørkenhøvdings vilde, omstrejfende liv hans "hånd er mod alle, og alles hånd mod ham". 1Mos 16,12. På sine gamle dage angrede han sit onde levned og vendte tilbage til sin faders Gud; men det onde havde sat sit præg på hans efterkommeres karakter. Det mægtige folk, der nedstammede fra ham, var et omflakkende, hedensk folk der bestandig var til gene og plage for Isaks efterkommere.

<PP 87/1> Lots hustru var en egenkærlig, irreligiøs kvinde, der gjorde sin indflydelse gældende for at skille sin mand fra Abraham. Havde Lot ikke taget hensyn til hende, var han ikke blevet i Sodoma, hvor han måtte undvære den vise, gudfrygtige patriarks råd. Hans hustrus indflydelse og den ugudelige bys påvirkning ville have bevirket hans frafald fra Gud, hvis han ikke havde modtaget Abrahams omhyggelige undervisning tidligere. Lots ægteskab og hans beslutning om at bosætte sig i Sodoma var de første led i en kæde af begivenheder, der skulle bringe ondt over verden i mange slægtled.

<PP 87/2> Et menneske, som frygter Gud, kan ikke uden fare slutte forbindelse med et menneske, der ikke frygter Gud. "Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?" Am. 3,3. Ægteskabets lykke og fremgang beror på ægtefællernes enighed; men mellem den troende og den vantro er der en dybtgående forskel i smag, tilbøjeligheder og hensigter. De tjener to herrer, mellem hvem der ikke kan blive nogen overensstemmelse. Hvor rene og rigtige den enes principper end måtte være, så vil en ikke troende livsledsagers indflydelse dog have tilbøjelighed til at føre bort fra Gud.

<PP 87/3> Den, der har indgået ægteskab som uomvendt, får ved sin omvendelse en større forpligtelse til at være tro overfor sin ægtefælle, selv om deres religiøse overbevisning aldrig er så forskellig; men Guds krav hør stadig sættes over jordiske forbindelser, selv om prøvelser og forfølgelse kan blive resultatet. I forbindelse med kærlighed og ydmyghed kan en sådan troskab øve en indflydelse, så den vantro vindes. Men kristnes ægteskab med ugudelige er forbudt i Bibelen. Herrens forskrift lyder: "Træk ikke i ulige åg med de vantro." 2Kor. 6,14. og 17-18.

<PP 87/4> Gud viste Isak megen ære ved at gøre ham til arving til de forjættelser, gennem hvilke verden skulle velsignes; og alligevel bøjede han sig i fyrretyveårsalderen for sin faders dømmekraft, da den erfarne, gudfrygtige tjener fik overdraget at vælge en hustru til ham. Og resultatet af dette giftermål er i Bibelen skildret som et fint og smukt billede på hjemlig lykke: "Da førte Isak Rebekka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin moder."

<PP 87/5> Hvor er der stor forskel på Isaks opførsel og de unges adfærd på vor tid, selv blandt bekendende kristne! Unge mennesker føler alt for ofte, at de kan skænke deres kærlighed til, hvem de vil, og at det er en sag, som de blot behøver at rådføre sig med sig selv om en sag, som hverken Gud eller deres forældre skal have nogen indflydelse på. Længe før de har nået den modne alder, mener de, at de selv er i stand til at vælge uden deres forældres hjælp. Nogle få års ægteskab er i almindelighed nok til at vise dem deres fejltagelse; men da er det ofte for sent at afvende de sørgelige følger. Den samme mangel på visdom og selvbeherskelse, der fik dem til at vælge så ubetænksomt, forøger nu det onde, indtil ægteskabet bliver et tungt åg. Mange har på den måde lidt skibbrud på deres lykke i dette liv og deres håb om evigt liv.

<PP 87/6> Er der noget, der bør omhyggeligt overvejes, og hvori man burde søge ældre og erfarne menneskers råd, så er det ægteskabet. Dersom man nogensinde behøver Bibelen som rådgiver og nogensinde burde søge Guds vejledning i bøn, så er det, før man tager det skridt, der binder to mennesker sammen for hele livet.

<PP 87/7> Forældrene bør aldrig tabe deres eget ansvar for børnenes fremtidige lykke af syne. Isaks agtelse overfor faderens dømmekraft var et resultat af den undervisning, der havde lært ham at værdsætte et liv i lydighed. Mens Abraham krævede, at hans børn skulle respektere forældrenes myndighed, så vidnede hans daglige liv om, at denne myndighed ikke var et udslag af en egenkærlig eller tilfældig trang til at herske, men at den var bygget på kærlighed og havde deres velfærd og lykke som mål.

<PP 87/8> Fædre og mødre bør forstå, at der påhviler dem en pligt med hensyn til at vejlede de unges følelser, så de retter dem mod sådanne, som vil blive passende livsledsagere for dem. De bør føle, at det er deres pligt ved deres egen undervisning og eksempel og ved Guds nådes hjælp at danne deres børns karakter således fra de tidligste år, at de bliver rene og ædle og føler sig tiltrukket af det gode og sande. Lige søger lige, og lige værdsætter lige. Lad kærlighed til sandhed, renhed og godhed tidligt indplantes i sjælen, så vil den unge søge selskab med dem, der ejer disse egenskaber.

<PP 88/1> Forældrene bør i deres egen karakter og i deres færden i hjemmet søge at være eksempler på den himmelske Faders kærlighed og godhed. Hjemmet bør være fyldt med solskin. Det vil være langt mere værd for jeres børn end ejendom og penge. Hold kærligheden til hjemmet ved lige hos børnene, så de kan se tilbage på deres barndomshjem som et sted med en fred og lykke, der ligner Himmelens. Familiens medlemmer har ikke alle nøjagtig samme karakter, og det er ofte nødvendigt at vise tålmodighed og overbærenhed; men ved kærlighed og selvkontrol kan alle knyttes sammen på den inderligste måde.

<PP 88/2> Sand kærlighed er et ophøjet og helligt princip, helt forskelligt fra den kærlighed, der vækkes ved indskydelse, og som pludselig dør, hvis den stilles på prøve. Det er ved pligttroskab i fædrenehjemmet, at de unge skal forberede sig til selv at stifte hjem, Lad dem her øve selvfornægtelse og vise venlighed, høflighed og kristelig sympati. Derved vil kærligheden holdes ved lige i hjertet, og når den, der kommer fra et sådant hjem, selv skal stå i spidsen for en familie, vil han vide, hvordan han skal forøge hendes lykke, som han har valgt til livsledsager. Da vil ægteskabet betegne kærlighedens begyndelse i stedet for dens afslutning.