"<DSM 436/2> På denne dag forkynder Kristus ikke mennesker, hvor meget han har gjort for dem ved at give sit liv for deres frelse. Han giver en fremstilling af det trofaste arbejde, som de har gjort for ham. Til dem, han har stillet ved sin højere side, vel han sige: "Kom hid, min Faders velsignede ! Arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig at drikke, jeg var fremmed, og I tog jer af mig, jeg var nøgen, og I gav mig klæder, jeg var syg, og I så til mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig." Men de, som Kristus roser, ved ikke, at de har været med til at tjene ham. Han svarer på deres forundrede spørgsmål: "Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig."

"<DSM 436/3> Jesus havde sagt til sine disciple, at de ville blive hadet af alle mennesker, at de ville blive forfulgt og plaget. Mange ville blive fordrevet fra deres hjem og bragt ud i fattigdom. Mange ville være i nød på grund af sygdom og savn. Mange ville blive kastet i fængsel. Til alle, der forsagede venner eller hjem for hans skyld, lovede han det hundredfold igen i dette liv. Han lovede en særlig velsignelse til alle, der ville tjene deres brødre. I skal i alle dem, der lider for mit navns skyld, genkende mig, sagde Jesus. Ligesom I ville tjene mig, sådan skal I tjene dem. Dette er beviset for, at I er mine disciple.

"<DSM 436/4> Alle, der er blevet født ind i den himmelske familie, er i en særlig forstand vor Herres brødre. Kristi kærlighed knytter medlemmerne af hans familie sammen, og hvor som helst denne kærlighed er til stede, der åbenbarer det guddommelige slægtskab sig. "Enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud." 1Joh 4,7.

"<DSM 436/5> De, som Kristus roser ved dommen, har måske kun vidst lidt om teologi, men de har levet efter hans forskrifter. Ved Helligåndens medvirken er de blevet til velsignelse for deres omgivelser. Selv blandt hedningerne findes der mennesker, som har haft dette kærlige sind. Før livets ord er nået til deres øren, har de vist venlighed mod missionærerne og endog hjulpet dem med fare for deres eget liv. Blandt hedningerne findes der nogle, der dyrker Gud i uvidenhed, og nogle, til hvem lyset aldrig når ved menneskers medvirken, men dog skal de ikke gå fortabt. Skønt de er uvidende om Guds skrevne lov, har de hørt hans røst tale til dem og kunne have gjort, hvad loven krævede Deres handlinger vidner om, at Helligånden har rørt ved deres hjerter, og Gud kendes ved dem som sine børn.

"<DSM 437/1> Hvor vil de ydmyge og ringe blandt folkeslagene og hedningerne blive glade og overraskede, når de hører Frelseren sige: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig!" Hvor vil den evige kærligheds hjerte glædes, når hans efterfølgere med overraskelse og glæde ser op ved at høre hans anerkendende ord.

"<DSM 437/2> Men Kristi kærlighed er ikke begrænset til nogen særlig samfundsklasse. Han gør sig til ét med ethvert af menneskenes børn. For at vi skulle kunne blive medlemmer af den himmelske familie, blev han medlem af den jordiske familie. Han er Menneskesønnen og således broder til enhver af Adams sønner og døtre. Hans disciple bør ikke føle sig som stående uden for den himmelske familie, blev han medlem af del af menneskehedens store væv, og Himmelen betragter dem som lige såvel synderes brødre som de helliges brødre. Kristi kærlighed omfatter både de faldne, de vildfarende og de syndige, og enhver venlig handling, der bliver gjort for at højne en falden sjæl, enhver barmhjertighedsgerning, bliver regnet for at være gjort imod ham.

"<DSM 437/3> Himmelens engle bliver sendt ud for at tjene dem, der skal arve frelsen. Vi ved ikke nu, hvem de er. Det er endnu ikke åbenbaret, hvem der skal sejre og få del i de helliges arv i lyset; men Himmelens engle drager rundt vidt og bredt over hele jorden og søger at trøste de sørgende, at beskytte dem, der er i fare, og at vinde menneskers hjerter for Kristus. Ingen bliver forsømt eller forbigået. Hos Gud findes ingen personsanseelse, og Gud har lige stor omsorg for alle de sjæle, han har skabt.

"<DSM 437/4> Når du åbner din dør for Kristi nødlidende og syge venner, byder du usynlige engle velkommen. Du indbyder himmelske væsener til at være dine gæster. De medbringer en hellig atmosfære af glæde og fred. De kommer med lovsang på læben, og fra Himmelen lyder der en tilsvarende tone. Hver eneste barmhjertighedsgerning får musikken til at klinge dér. Faderen tæller fra sin trone de uselviske arbejdere blandt sine mest dyrebare skatte.

"<DSM 437/5> De på Kristi venstre side, de, som havde undladt at hjælpe ham i skikkelse af de fattige og lidende, var ikke selv klare over deres skyld. Satan havde forblindet dem. De havde ikke lagt mærke til, hvad de skyldte deres brødre. De havde været optagne af sig selv og ikke bekymret sig om andres nød.

"<DSM 437/6> Gud har givet de rige deres velstand, for at de skal kunne bringe lindring og trøst til hans lidende børn; men alt for ofte er de ligegyldige for andres nød. De føler sig overlegne i forhold til deres fattige brødre. De sætter sig ikke i den fattiges sted. De forstår ikke de fattiges fristelser og kampe, og barmhjertigheden dør bort i deres hjerter. I kostbare boliger og pragtfulde kirker lukker de rige sig ude fra de fattige. De midler, som Gud har givet dem til velsignelse for de trængende, bliver brugt til at nære deres stolthed og egoisme. Daglig bliver de fattige berøvet den oplysning, de burde have, om Guds kærlige barmhjertighed; thi han har sørget rigeligt for, at de skulle kunne blive vederkvægede ved alt det, der er nødvendigt for at leve. De er tvunget til at føle den fattigdom, der gør tilværelsen så begrænset, og ofte fristes de til misundelse, skinsyge og ond mistænksomhed. De, som ikke selv har lidt under trykket af savn og nød, behandler alt for ofte de fattige med ringeagt og lader dem mærke, at man betragter dem som proletarer.

"<DSM 438/1> Men Kristus ser det alt sammen, og han siger Det var mig, som var sulten og tørstig. Det var mig, der var fremmed. Det var mig, der var syg. Det var mig, der var i fængsel. Medens I gjorde jer til gode ved jeres overdådigt dækkede bord, var jeg ved at dø af sult i den elendige rønne eller i den ensomme gade. Medens I nød livet i jeres bekvemme hjem, havde jeg ikke det sted, hvor jeg kunne lægge mit hoved til hvile. Medens f fyldte jeres klædeskab med kostbare dragter, led jeg nød. Medens f vedblev med at more jer, hentæredes jeg i et fængsel.

"<DSM 438/2> Når I modstræbende uddelte en smule brød til de fattige, der var ved at dø af sult, og når I gav dem disse tynde klæder til at skærme dem mod den bidende frost, huskede I så på, at det var til herlighedens Herre, at I gav dem? Hver eneste dag i jeres liv var jeg jer nær i skikkelse af disse stakler, men I opsøgte mig ikke. I ville ikke have noget fællesskab med mig. Jeg kender jer ikke!

"<DSM 438/3> Mange føler, at det ville være et stort privilegium, hvis de kunne besøge de steder, hvor Kristus har levet på jorden, at vandre dér, hvor hans fod har trådt, at betragte søen, på hvis bred han elskede at lære folket, og bjergene og dalene, som hans blik så tit hvilede på. Men vi behøver ikke at rejse til Nazaret, til Kapernaum eller til Betania for at kunne vandre i Jesu fodspor. Dem kan vi finde ved siden af sygesengen, i de fattige hytter, i de overbefolkede gyder i den store by og alle vegne, hvor der findes menneskehjerter, som trænger til hjælp og trøst. Ved at handle, som Jesus gjorde, da han var her på jorden, kan vi gå i hans fodspor.

"<DSM 438/4> Alle kan finde noget at gøre. "De fattige har I jo altid hos jer" (Joh 12,8), sagde Jesus, og ingen behøver at føle, at der ikke er noget sted, hvor de kan arbejde for ham. Millioner og atter millioner af menneskesjæle, der er bundet i uvidenhedens og syndens lænker, er nær ved at gå til grunde, fordi de aldrig har hørt om Kristi kærlighed til dem. Hvis der skulle blive vendt op og ned på deres og vore forhold, hvad ville vi så ønske, at de skulle gøre for os. Så vidt det er muligt for os, har vi den alvorligste forpligtelse til at gøre alt dette for dem. Kristi leveregel, efter hvilken hver eneste af os må bestå eller falde ved dommen, er denne: "Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem." Matt 7,12.

"<DSM 438/5> Frelseren har givet sit dyrebare liv for at kunne oprette en menighed, der er i stand til at drage omsorg for bedrøvede, fristede sjæle. En stor del af de troende er måske fattige, uoplyste og ukendte; men alligevel kan de ved Kristi hjælp udrette noget i deres hjem, hos deres naboer, i menigheden, ja, endog "i landene hinsides" og følgerne deraf vil blive ligeså vidtrækkende som evigheden.

"<DSM 439/1> Det er på grund af, at dette arbejde forsømmes, at så mange unge disciple aldrig når ud over børnelærdommen i deres erfaringer som kristne. Det lys, der var begyndt at skinne i deres egne hjerter, dengang Jesus talte til dem og sagde: "Dine synder er tilgivet dig," kunne de have bevaret brændende ved at hjælpe dem, der er i nød. Den rastløse energi, der så ofte rummer en fare for de unge, kunne ledes ind i kanaler, hvorigennem den ville strømme som floder af velsignelse. Deres eget jeg ville blive glemt i oprigtigt arbejde for at gøre godt imod andre.

"<DSM 439/2> De, som hjælper andre, vil selv blive hjulpet af den store hyrde. De skal selv komme til at drikke af livets vand og få slukket deres tørst. De vil ikke mere længes efter spændende fornøjelser eller efter en forandring i deres tilværelse. Målet for al deres interesse vil blive, hvordan de skal frelse de sjæle, der er ved at fortabes. Selskabeligt samvær kan være til gavn. Frelserens kærlighed vil knytte sjælene sammen til en enhed.

"<DSM 439/3> Når vi gør os klart, at vi er Guds medarbejdere, vil hans løfter ikke blive fortalt andre med ligegyldighed. De vil brænde i vore hjerter og fænge på vore læber. Da Moses blev kaldet til at virke blandt et uvidende, udisciplineret og oprørsk folk, gav Gud ham dette løfte: "Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?" Og han sagde: "Jo, jeg vil være med dig!" 2Mos 33,14; 3,12. Dette løfte gælder for alle, der arbejder i Kristi sted for hans hjemsøgte og lidende.

"<DSM 439/4> Kærlighed til mennesker er den jordiske tilkendegivelse af kærlighed til Gud. Det var for at indpode os denne kærlighed, for at gøre os til børn af den samme familie, at ærens konge blev ét med os. Og når hans afskedsord går i opfyldelse: "I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer"; når vi elsker verden, sådan som han elskede den, så har han nået sit mål med os. Så er vi skikkede for Himmelen; thi vi ejer Himmelen i vore hjerter.

"<DSM 439/5> "Frels dem, der slæbes til døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. Siger du: Se, jeg vidste det ikke, mon ej han, der vejer hjerter, kan skønne. Han, der tager vare på din sjæl, han ved det, han gengælder mennesker, hvad de har gjort." Ordsp. 24,11-12. På dommens store dag skal de, som ikke har arbejdet for Kristus, men har ladet stå til og kun tænkt på sig selv og haft omsorg for sig selv, af alverdens dommer få deres plads hos dem, som gjorde det onde. De vil få den samme dom som de. Hver eneste sjæl har fået en opgave betroet. Til enhver vil den store hyrde rette dette spørgsmål: "Hvor er den hjord, du fik, dine dejlige får?" Jer. 13,20.