"<DSM 415/2> Folkets interesse for Kristus og hans gerning var stadig blevet større. De var betagede af hans lære, men de følte sig også i høj grad rådvilde. De havde æret præsterne og de skriftkloge for deres klogskab og tilsyneladende fromhed. I alle religiøse anliggender havde de udvist en ubetinget lydighed over for deres myndighed. Men nu så de dog, at disse mænd ville prøve at svække tilliden til Jesus, en lærer, hvis godhed og visdom skinnede endnu klarere frem efter hvert nyt angreb. De betragtede præsternes og de ældstes bøjede hoveder, og i deres ansigtsudtryk læste de skuffelse og forvirring. Det undrede dem, at rådsherrerne ikke ville tro på Jesus, når hans lære var så klar og enkel. Selv vidste de ikke, til hvilken side de skulle gå. Med spændt opmærksomhed lagde de mærke til de menneskers optræden, hvis råd de altid havde været vant til at rette sig efter.

"<DSM 415/3> I de lignelser, som Kristus havde fortalt, var det hans hensigt både at advare de ældste og at belære de mennesker, der var villige til at lade sig belære. Men det var nødvendigt at tale endnu mere tydeligt. På grund af deres ærbødighed for overleveringerne og deres blinde tro på et fordærvet præsteskab var folket trælbundet. Disse lænker måtte Kristus sønderbryde. Det måtte gøres endnu mere klart, hvordan præsterne, rådsherrerne og farisæerne egentlig var.

"<DSM 416/1> "På Moses stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde," sagde han. "Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke." De skriftkloge og farisæerne gjorde fordring på at have fået en guddommelig myndighed, der svarede til den, som Moses havde fået. De gav sig skin af at have overtaget hans plads som lovens udlæggere og folkets dommere. I denne egenskab krævede de den største ærbødighed og lydighed af folket. Jesus bød sine tilhørere gøre, hvad rabbinerne lærte dem i overensstemmelse med loven, men ikke at følge deres eksempel. De handlede ikke selv efter deres egen lære.

"<DSM 416/2> Og de lærte andre meget, som var i modstrid med Skrifterne. Jesus sagde: "De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger." Farisæerne pålagde folket en mængde forskellige forordninger, som støttede sig til overleveringerne, og som ganske fornuftstridigt indskrænkede den personlige frihed. Og visse dele af loven udlagde de på en måde, så de påtvang folket overholdelse af ting, som de selv i hemmelighed så bort fra, og hvorfra de, når det passede dem, ligefrem hævdede at danne en undtagelse.

"<DSM 416/3> De stræbte altid efter at stille deres fromhed til skue. Intet var dem for helligt, hvis det kunne tjene til dette formål. Gud havde til Moses sagt med hensyn til sine bud: "Du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande." 5Mos 6,8. Disse ord havde en dyb betydning. Når man grunder over Guds ord og handler derefter, vil hele mennesket blive højnet derved. Når man handler retfærdigt og barmhjertigt, vil hænderne ligesom et segl åbenbare grundtankerne i Guds lov. De vil blive bevaret fra bestikkelser og fra alt, hvad der er lastefuldt og bedragerisk. De vil få travlt med kærlige og barmhjertige gerninger. Hvis blikket rettes mod et ædelt formål, vil det blive klart og tillidvækkende. Det udtryksfulde ansigt og det talende blik vil vidne om det menneskes uplettede karakter, som elsker og ærer Guds ord. Men jøderne på Kristi tid skelnede ikke noget af alt dette. Den befaling, der var givet Moses, blev fordrejet dertil, at lovens forskrifter skulle bæres på mennesket selv. Derfor blev de skrevet på pergamentstrimler og på en iøjnefaldende måde bundet om hovedet og håndledene. Men Guds lov fik ikke af denne grund et fastere greb om sindet og hjertet. Pergamentstrimlerne blev kun båret som værdighedstegn for at tiltrække sig opmærksomhed. Det var meningen, at de skulle give den, der bar dem, et fromt udseende, som kunne vække folkets ærbødighed. Jesus rettede et slag mod dette tomme hykleri:

"<DSM 416/4> "Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på de res kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebuddene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt rabbi af folk. Men I skal ikke lade jer kalde rabbi; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader; thi kun én er jeres Fader, han, som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde førere; thi kun en er jeres fører, Kristus." På en så tydelig måde afslørede Frelseren den egoistiske ærgerrighed, der altid stræbte efter storhed og magt, der bar en falsk ydmyghed til skue, medens hjertet var fuldt af gerrighed og misundelse. Når mennesker blev bedt til et gæstebud, blev de bragt til sæde efter deres rang, og de, som fik de mest ærefulde pladser, blev betjent med størst opmærksomhed og sær lige gunstbevisninger. Farisæerne var altid ivrige efter at sikre sig denne ære. Jesus dadlede denne fremgangsmåde.

"<DSM 417/1> Han dadlede også den forfængelighed, der udvistes ved at hige efter at blive kaldt rabbi eller mester. Han erklærede, at en sådan benævnelse ikke tilkom mennesker, men Kristus. Præster, skriftkloge og rådsherrer, lovens fortolkere og forvaltere, var alle brødre og børn af den samme Fader. Jesus indprentede folket, at de ikke skulle tildele noget menneske en ærestitel, der betegnede dets herredømme over deres samvittighed eller deres tro.

"<DSM 417/2> Hvis Kristus i dag var på jorden og omgivet af dem, der kaldes "velærværdige" eller "højærværdige", man han så ikke ville gentage sine ord: "Ej heller skal I lade jer kalde fører; thi kun en er jeres fører, Kristus?" Skriften siger om Gud: "Helligt og frygteligt er hans navn." Sl 111,9. Hvilket menneske tilkommer der en sådan benævnelse? Hvor lidt åbenbarer man ikke af den visdom og retfærdighed, som det betegner! Hvor mange af dem, der tiltager sig høje titler, giver ikke en forkert fremstilling af Guds navn og karakter! Ak, hvor ofte har verdslig ærgerrighed, tyranni og de laveste synder ikke skjult sig under de høje og hellige embeders guldbroderede klæder! Frelseren fortsatte:

"<DSM 417/3> "Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes." Atter og atter havde Kristus lært dem, at sand storhed måles efter den moralske værdi. I Himmelens øjne består storsindethed i at leve for vore medmenneskers vel og i at gøre kærlighedsgerninger og barmhjertighedsgerninger. Kristus, ærens Konge, var en tjener for de faldne mennesker.

"<DSM 417/4> "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere!" sagde Jesus, "thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke." Ved at forvanske Skrifterne forblindede præsterne og de lovkyndige manges sind, der ellers ville have taget imod kundskab om Kristi rige og det indre, guddommelige liv, der er den væsentlige betingelse for sand hellighed.

"<DSM 417/5> "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I opæder enkers bo og beder længe for et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom." Farisæerne havde stor indflydelse blandt folket, og denne benyttede de sig af til fordel for deres egne interesser. De vandt gudfrygtige enkers tillid og fremstillede det derpå som disses pligt at skænke deres ejendom til fromme formål. Når de havde sikret sig opsynet med deres penge, benyttede disse snedige rænkesmede dem til at tjene deres egne formål. For at dække over deres uhæderlighed opsendte de offentligt lange bønner og stillede på alle måder deres fromhed til skue. Kristus erklærede, at dette hykleri ville bringe en hårdere dom over dem. Den samme irettesættelse rammer i vore dage mange, der foregiver stor gudfrygtighed. Deres liv er besudlet af selviskhed og pengebegærlighed, men dog dækker de over det alt sammen med en tilsyneladende renhed og narrer således for en tid deres medmennesker. Men de kan ikke narre Gud. Han kender enhver af hjertets tanker og vil dømme enhver efter hans gerninger.

"<DSM 418/1> Kristus fordømte skånselsløst misbrug, men han var omsorgsfuld for ikke at mindske forpligtelserne. Han dadlede den selviskhed, der fravristede enkerne gaver og derefter misbrugte dem. Samtidig roste han den enke, der bragte sin offergave til Guds skatkammer. Menneskers misbrug af gaven kunne ikke vende Guds velsignelse bort fra giveren.

"<DSM 418/2> Jesus opholdt sig i den gård, hvor tempelblokkene stod, og han betragtede dem, der kom for at lægge deres gaver i dem. Mange af de rige kom med store pengesummer, som de fremviste på en pralende måde. Jesus så bedrøvet på dem, men udtalte sig ikke om deres gavmildhed. Pludselig blev hans ansigtsudtryk lysere, da han så en fattig enke nærme sig med tøvende skridt, som om hun var bange for, at man skulle lægge mærke til hende. Medens de rige og hovmodige strøg forbi hende for at nedlægge deres offergaver, veg hun tilbage, som om hun knap vovede at gå videre frem. Og alligevel længtes hun efter at gøre noget, hvor lidt det end var, for den sag, som hun elskede. Hun betragtede den gave, hun havde i hånden. Den var meget lille i sammenligning med gaverne fra dem, der omgav hende, men dog var det alt, hvad hun havde. Da hun så sit snit til det skyndte hun sig at kaste sine to småmønter i blokken og vendte sig om for hurtigt at komme bort. Men idet hun gjorde dette, mødte hun Jesu blik, som alvorligt betragtede hende.

"<DSM 418/3> Frelseren kaldte sine disciple til sig og bød dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: "Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre." Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. Mange ville have rådet hende til at beholde sin ringe gave til brug for sig selv. Når den faldt i hænderne på de velnærede præster, ville den forsvinde blandt de mange kostbare gaver, der blev givet til templets skatkiste. Men Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun higede efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle til alle tider blive et mindesmærke til hendes ære og til glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan.

"<DSM 418/4> Jesus sagde om den fattige enke: Hun "har lagt mere deri end alle de andre". De rige havde givet af deres overflod, og mange af dem havde gjort det for at blive set og æret af mennesker. Deres rige gaver havde ikke berøvet dem nogen behagelighed, ja, end ikke overdådighed. De havde ikke udkrævet noget offer og kunne ikke i værd sammenlignes med enkens skærv.

"<DSM 418/5> Det er bevæggrunden, der har betydning for vore handlinger og præger dem enten som skændige eller som af stor åndelig værdi. Det er ikke de store ting, som hvert øje ser og hver tunge priser, som Gud anser for at være de mest værdifulde. De små pligter, der bliver udrettet med glæde, de små gaver, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed, og som for menneskers øjne måske forekommer værdiløse, er tit i hans øjne af størst værd. Et trofast og kærligt hjerte er kærere for Gud end den mest kostbare gave. Den fattige enke gav alt, hvad hun ejede, for at gøre den lille smule, som hun gjorde. Hun berøvede sig selv føden for at give disse to småmønter til den sag, hun elskede, og hun gjorde det i tro, fordi hun havde tillid til, at hendes himmelske Fader ikke ville glemme hendes store fattigdom. Det var denne uselviske ånd og barnlige tro, der vandt hende Frelserens rosende ord.

"<DSM 419/1> Der findes blandt de fattige mange, som længes efter at vise Gud deres taknemmelighed for hans nåde og sandhed. De nærer et stort ønske om at deltage i opretholdelsen af hans tjeneste sammen med deres mere velstillede brødre. Disse sjæle burde aldrig afvises. Lad dem få lov at lægge deres skærv i Himmelens bank. Hvis den bliver givet med et sind, der er fuldt af kærlighed til Gud, bliver disse tilsyneladende ubetydelig heder til hellige gaver, til uvurderlige ofre, som Gud smiler til og velsigner.

"<DSM 419/2> Da Jesus sagde om enken: hun "har lagt mere deri end alle de andre", var hans ord sande, ikke blot med hensyn til motivet, men med hensyn til følgerne af hendes gave. De to småmønter, "tilsammen så meget som en øre", har tilført Guds skatkammer langt større pengebeløb end de bidrag, som disse rige jøder kom med. Denne lille gave har haft en indflydelse, der har været som en flod, i begyndelsen lille, men stadig bredere og dybere, medens den strømmede gennem tiderne. På tusinde måder har den bidraget til hjælp og trøst for de fattige og til udbredelse af evangeliet. Hendes eksempel på selvopofrelse har atter og atter indvirket på tusinder af sjæle i alle lande og til alle tider. Den har talt både til rige og fattige, og deres gaver har stadig øget værdien af hendes offer. Guds velsignelse over enkens skærv har gjort den til et kildespring for store resultater. Sådan er det med enhver gave, der bliver skænket, og enhver handling, der bliver gjort med et oprigtigt ønske om, at det må blive til Guds ære. Den er i forbindelse med Almagtens formål. Intet menneske kan udmåle dens værdifulde resultater.

"<DSM 419/3> Frelseren fortsatte med sin fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. "Ve jer, I blinde vejledere! I, som siger: Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed. I dårer og blinde! Hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet? Ligeså siger I: Om nogen sværger ved alteret, det betyder intet; men om nogen sværger ved offergaven, som ligger derpå, han er bundet af sin ed. I dårer og blinde! Hvad er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven?" Præsterne fortolkede Guds krav i overensstemmelse med deres egen falske og snævre bedømmelse. De dristede sig til at foretage en omhyggelig skelnen mellem forholdet i skyld ved forskellige synder, idet de gik let hen over nøgle og behandlede andre, der måske var af mindre betydning, som utilgivelige. For et vederlag af penge løste de folk fra deres ed, og undertiden så de for store pengesummer bort fra oprørene forbrydelser. Samtidig kunne disse præster i andre tilfælde fælde hårde domme over mindre lovovertrædelser.

"<DSM 419/4> "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet." Ved disse ord fordømmer Kristus atter misbruget af de hellige pligter. Han tilsidesætter ikke selve forpligtelsen. Tiendesystemet var indstiftet af Gud, og det var blevet overholdt fra de tidligste tider. Abraham, de troendes fader, betalte tiende af alt, hvad han ejede. De jødiske rådsherrer anerkendte forpligtelsen til at give tiende, men de overlod det ikke til folket selv at gennemføre deres egen overbevisning om pligt. Der var i hvert enkelt tilfælde fastsat egenmægtige bestemmelser. Kravene var efterhånden blevet så indviklede, at det var umuligt at opfylde dem. Ingen vidste, hvornår deres forpligtelser holdt op. Dengang Gud indstiftede dette system, havde det været retfærdigt og forstandigt; men præsterne og rabbinerne havde gjort det til en trættende byrde.

"<DSM 420/1> Alt, hvad Gud befaler, har sin betydning. Kristus anerkendte betalingen af tiende som en pligt; men han påviste, at dette ikke kunne undskylde forsømmelse af andre pligter. Farisæerne var meget nøjagtige med at give tiende af haveurter, såsom mynte, dild og rude. Dette kostede dem kun lidt, og det skaffede dem ry for pligtopfyldenhed og fromhed. Samtidig hermed tyngede deres unyttige restriktioner folket og nedbrød agtelsen for det hellige system, som Gud selv havde indstiftet. De beskæftigede menneskers sind med ubetydelige forskelle og bortledte deres opmærksomhed fra de væsentlige sandheder. De forsømte lovens, retfærdighedens, barmhjertighedens og sand hedens mere tungtvejende anliggender. Kristus sagde: "Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet."

"<DSM 420/2> Andre love havde rabbinerne forvansket på samme måde. I de forordninger, Moses havde givet, var det forbudt at spise noget urent. Det var forbudt at spise svinekød og kødet af visse andre dyr, da det var sandsynligt, at det kunne fylde blodet med urenheder og således forkorte livet. Men farisæerne nøjedes ikke med de begrænsninger, som Gud havde sat for dem. De drev det til ganske ubeføjede yderligheder. Blandt andet krævedes det, at folk skulle si alt det vand, der blev brugt, for at det ikke skulle indeholde det mindste insekt, som kunne sidestilles med urene dyr. Jesus fremstillede udøvelsen af disse ligegyldige krav i modsætning til, hvor store deres virkelige syn der var, og sagde til farisæerne: "I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen."

"<DSM 420/3> "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed." Ligesom den kalkede og smukt pyntede grav skjulte de henrådnende jordiske rester derinde, sådan dækkede præsternes og de ældstes ydre fromhed over uretfærdighed. Jesus fortsatte:

"<DSM 420/4> "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod. Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere" Jøderne var meget ivrige for at smykke de døde profeters grave for at vise deres ærbødighed for dem; men de udnyttede ikke deres lære og agtede ikke på deres dadlen.

"<DSM 420/5> På Kristi tid blev der næret en overtroisk ærbødighed for de dødes hvilesteder, og store pengesummer blev ødslet for at gøre dem smukkere. I Guds øjne var dette afgudsdyrkelse. Ved deres overdrevne hensyntagen til de afdøde viste mennesker, at de ikke elskede Gud højest af alt, og heller ikke deres næste som sig selv. Den samme afgudsdyrkelse bliver også i vore dage drevet vidt. Mange gør sig skyldige i at forsømme at tage sig af enken og de faderløse for at kunne rejse kostbare mindestene for de afdøde. Der bliver givet både tid, penge og arbejde i rigt mål til disse formål, mens forpligtelserne over for de levende forpligtelser, som Kristus tydeligt har pålagt os ikke bliver efterkommet.

"<DSM 421/1> Farisæerne byggede gravmæler over profeterne og smykkede deres grave og sagde til hinanden: Hvis vi havde levet på vore fædres tid, så ville vi ikke have gjort fælles sag med dem ved at udgyde Guds tjeneres blod. Samtidig lagde de planer om at tage Guds Søns liv. Dette burde være en lære for os. Det burde åbne vore øjne for Satans magt til at bedrage de sjæle, der vender sig bort fra sandhedens lys. Mange følger i farisæernes fodspor. De ærer dem, som er døde for deres tros skyld. De undrer sig over, hvor blinde jøderne var, da de forkastede Kristus. Hvis vi havde levet på hans tid, siger de, så ville vi med glæde have taget imod hans lære. Vi ville aldrig have taget del i de menneskers forbrydelse, der forkastede Frelseren. Men når lydighed mod Gud kræver selvfornægtelse og ydmygelse, så dysser disse mennesker deres overbevisning i søvn og nægter at adlyde. På denne måde lægger de den samme ånd for dagen, som de farisæere, Kristus fordømte.

"<DSM 421/2> Kun i ringe grad forstod jøderne det frygtelige ansvar, de påtog sig ved at forkaste Jesus. Lige fra dengang, hvor det første uskyldige blod blev udgydt, da Abel faldt for Kains hånd, har det samme stadig gentaget sig, og skylden er blevet større. Gennem alle tider har profeter hævet deres røst mod kongernes, herskernes og folkets synder og har talt de ord, som Gud indgav dem, og de har adlydt hans vilje med fare for deres liv. Fra slægt til slægt var der blevet ophobet en frygtelig byrde af straf til dem, der forkastede lyset og sandheden. Nu nedkaldte Kristi fjender den over deres egne hoveder. Præsternes og rådsherrernes synd var større end noget tidligere slægtleds synd. Ved deres forkastelse af Frelseren gjorde de sig ansvarlige for alle de retfærdige mænds blod, der var blevet dræbt, lige fra Abel til Kristus. Deres misgerningers skål var ved at blive fyldt, så den strømmede over, og snart skulle den udøses over deres hoveder med retfærdighedens gengældelse. Jesus sagde advarende ord til dem herom:

"<DSM 421/3> "For at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt."

"<DSM 421/4> De skriftkloge og farisæerne, som lyttede til Jesus, vidste godt, at hans ord var sande. De vidste, hvordan profeten Zakarias var blevet dræbt. Medens de advarende ord fra Gud lød fra hans læber, var den frafaldne konge blevet grebet af et djævelsk raseri, og på hans befaling var profeten blevet hen rettet. Hans blod havde sat mærker på selve stenene i tempelgården, og de lod sig ikke udslette, men vedblev med at være et vidnesbyrd mod det frafaldne Israel. Så længe templet blev stående, ville pletten af den retfærdiges blod blive ved med at være der og råbe til Gud om hævn. Da Jesus hentydede til disse frygtelige synder, gik der en gysen af rædsel gennem mængden.

"<DSM 422/1> Jesus så ud i fremtiden og forkyndte, at jødernes ubodfærdighed og manglende forståelse af Guds tjenere ville vedblive med i fremtiden at være den samme, som den havde været i fortiden:

"<DSM 422/2> "Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by." Profeter og vise, fulde af tro og Helligånd Stefanus, Jakob og mange andre ville blive dømt og slået ihjel. Med sin hånd løftet mod himmelen og omgivet af et guddommeligt lysskær talte Kristus som en dommer til dem, der stod foran ham. Hans røst, der så ofte havde lydt mildt og bønfaldende, lød nu dadlende og fordømmende. Det gyste i tilhørerne. Aldrig nogen sinde ville det indtryk, som hans ord gjorde på dem, kunne udslettes.

"<DSM 422/3> Kristi harme var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvorved mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og rådsherrernes falske ræsonnementer skimtede han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og skarp; men han talte ikke et hævnens ord. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han lagde ikke noget ophidset sind for dagen. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig harme mod synden; men han vil ikke lade sig forlede til af lidenskabelig vrede at spotte dem, der forhåner ham. Selv om han skulle møde dem, der drives af dybets kræfter til at støtte falskheden, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen.

"<DSM 422/4> En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han et eneste øjeblik lod blikket dvæle ved templet og derefter ved sine tilhørere. Med en røst, der var halvkvalt af sjælevånde og bitre tårer, udbrød han: "Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke!" Dette er afskedskampen! I Kristi klageråb er det Guds eget hjerte, som udøser sig. Det er Guds langmodige kærligheds hemmelighedsfulde farvel.

"<DSM 422/5> Både farisæerne og saddukæerne var bragt til tavshed. Jesus kaldte sine disciple til sig og beredte sig til at forlade templet, ikke som en, der er besejret og tvunget bort fra sine modstanderes nærhed, men som den, hvis værk er fuldbyrdet. Han trak sig tilbage fra striden som sejrherre.

"<DSM 422/6> De sandhedens klenodier, der lød fra Kristi mund på denne begivenhedsrige dag, blev bevaret i manges hjerter. Nye tanker brød frem i deres liv, nye forhåbninger blev vakt, og et nyt afsnit begyndte. Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse kom disse mennesker frem i forgrunden og opfyldte deres guddommelige bestemmelse med en visdom og nidkærhed, der stod i det rette forhold til værkets storhed. De bragte et budskab, der talte til menneskers hjerter og svækkede de gamle, overtroiske forestillinger, der så længe havde forkrøblet tusinders liv. Over for deres vidnesbyrd svandt menneskelige teorier og livsanskuelser ind til at være tom snak. Det var vældige resultater, der blev følgen af Frelserens ord til denne undrende skare i Jerusalems tempel.

"<DSM 423/1> Men som et folk havde Israel skilt sig ud fra Gud. De naturlige grene på oliventræet var brudt af. Medens Jesus for sidste gang kastede et bedrøvet blik på templets indre, sagde han sorgfuldt: "Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før den lid kommer, da I siger: Velsignet være den, der kommer, i Herrens navn" Hidtil havde han kaldt templet for sin Faders hus; men nu, hvor Guds Søn skulle gå ud fra disse mure, ville Guds nærværelse for stedse blive unddraget det tempel, der var bygget til hans ære. Fra nu af ville dets ceremonier blive meningsløse og dets tjeneste en parodi.