"<DSM 339/2> Medens Kristus lærte folket, "stod en lovkyndig op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?" I åndeløs spænding ventede den store forsamling på svaret. Præsterne og de skriftkloge havde tænkt sig at kunne bringe Jesus i vanskeligheder ved at få den lovkyndige til at stille dette spørgsmål; men Frelseren indlod sig ikke i nogen ordstrid. Han krævede svaret af den spørgende selv. Han sagde: "Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?" Jøderne beskyldte stadig Jesus for at tage let på loven, der var givet på Sinaj; men han gjorde spørgsmålet om frelse afhængigt af overholdelse af Guds bud.

"<DSM 339/3> Den lovkyndige sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve."

"<DSM 339/4> Den lovkyndige var ikke tilfreds med farisæernes indstilling og gerninger. Han havde gransket Skrifterne med et stærkt ønske om at lære deres rette betydning at kende. Han var levende interesseret i sagen og havde spurgt med et oprigtigt sind: "Hvad skal jeg gøre?" I sit svar på, hvad loven krævede, havde han sprunget alle de ceremonielle og rituelle forskrifter over. Han regnede ikke med, at disse havde noget værd, men fremførte de to store grundregler, hvoraf hele loven og også profeterne var afhængige. Dette svar, som Kristus roste, gav Frelseren en fordelagtig stilling over for rabbinerne. De kunne ikke fordømme ham, fordi han bifaldt det, der var blevet fremført af en af lovens fortolkere.

"<DSM 339/5> "Gør dette, så skal du leve!" sagde Jesus. Han fremstillede loven som en guddommelig enhed og lærte herigennem, at det ikke er muligt at overholde et enkelt bud og bryde et andet; thi det er den samme grundtanke, der går gennem dem alle. Et menneskes skæbne vil blive afgjort efter dets lydighed mod hele loven. Den højeste kærlighed til Gud og en upartisk kærlighed til mennesker er de grundregler, der må gennemføres i livet.

"<DSM 340/1> Den lovkyndige opdagede, at han var en lovovertræder. Han følte sig dømt ved Kristi ransagende blik. Han havde ikke handlet efter lovens retfærdighed, som han hævdede at forstå. Han havde ikke udvist kærlighed mod sine medmennesker. Der krævedes anger; men i stedet for at angre forsøgte han at retfærdiggøre sig. I stedet for at indrømme sandheden søgte han at vise, hvor vanskeligt det var at overholde dette bud. På denne måde håbede han både at forklarer dommen og at hævde sig i folkets øjne. Frelserens ord havde vist, at hans spørgsmål var unødvendigt, fordi han selv havde været i stand til at besvare det. Alligevel stillede han nu et andet spørgsmål og sagde: "Hvem er så min næste?"

"<DSM 340/2> Dette spørgsmål forårsagede endeløse stridigheder blandt jøderne. Der herskede ikke nogen tvivl med hensyn til hedninger og samaritanere; de var fremmede og fjender. Men hvor skulle man sætte skillelinjen blandt mennesker af ens eget folk og mellem de forskellige samfundsklasser? Hvem skulle præsterne, de skriftkloge eller de ældste betragte som deres næste? De tilbragte livet med en rækkefølge af ceremonier for at bevare deres renhed. Efter deres lære ville berøring med den uvidende og ligegyldige hob forårsage en besmittelse, det ville kræve et kedsommeligt besvær atter at få fjernet. Skulle de mon også betragte "de urene" som deres næste?

"<DSM 340/3> Atter nægtede Jesus at lade sig drage ind i nogen strid. Han fordømte ikke fanatismen hos dem, der var på vagt for at få ham dømt; men ved hjælp af en enfoldig fortælling tegnede han for sine tilhørere et sådant billede af udfoldelsen af himmelsk kærlighed, at det bevægede alle og aftvang den lovkyndige en bekendelse af sandheden. Man spreder mørket ved at lade lyset komme ind. Den bedste måde til at bekæmpe vildfarelser er at forkynde sandheden. Det er åbenbarelsen af Guds kærlighed, der afslører hjertets synd og skæmmende fejl hos den, der kun tænker på sig selv.

"<DSM 340/4> Jesus sagde: "En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis drog en præst ned ad den samme vej, og han så ham, men gik lige forbi. Ligeledes kom en levit til stedet; også han så ham, men gik lige forbi." Luk 10,30-32. Dette var ikke nogen opfunden begivenhed, men en virkelig tildragelse, som man vidste, var foregået nøjagtigt, som den blev fremstillet. Præsten og levitten, der var gået lige forbi, var til stede blandt dem, der lyttede til Kristi ord.

"<DSM 340/5> Når man drog fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende igennem en del af Judæas ørken. Vejen førte gennem en vildsom og klippefuld slugt, som var hjemsøgt af røvere, og som ofte havde været skueplads for voldshandlinger. Det var her, at den vejfarende var blevet overfaldet, blevet berøvet alt af værdi, såret og forslået og til sidst efterladt halvdød ved vejkanten. Medens han lå der, kom præsten samme vej; men han kiggede blot hen på den sårede mand. Derefter viste levitten sig. I sin nysgerrighed efter at få at vide, hvad der var sket, standsede han og betragtede den sårede. Han var ganske klar over, hvad han burde gøre, men det var ikke nogen behagelig pligt. Han ville ønske, at han ikke var kommet den vej, så han ikke havde behøvet at se den sårede. Han fik sig selv overbevist om, at dette ikke var noget, der angik ham.

"<DSM 341/1> Begge disse mænd havde et helligt embede og foregav at udlægge Skrifterne. De hørte til den samfundsklasse, som var særligt udvalgt til at være Guds stedfortrædere over for folket. De skulle "føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende" (Hebr. 5,2) for at kunne få mennesker til at forstå Guds store kærlighed til menneskeslægten. Den gerning, de var kaldede til, var den samme, som Jesus havde beskrevet som sin egen, da han sagde: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed." Luk 4,18.

"<DSM 341/2> Himmelens engle ser ned på elendigheden hos Guds familie på jorden, og de er rede til at samarbejde med mennesker for at lindre undertrykkelse og lidelse. Gud havde i sit forsyn sendt præsten og levitten ad den samme vej, hvor den sårede stakkel lå, for at de skulle kunne se, hvor han trængte til barmhjertighed og hjælp. Hele Himmelen holdt øje med, om disse mænds hjerte ville lade sig bevæge af medlidenhed med et menneskes nød. Det var Frelseren, der i ørkenen havde givet israelitterne anvisninger for deres livsførelse. Fra skystøtten og ildstøtten havde han lært dem noget ganske andet end det, som folket nu blev belært om af deres præster og lærere. Lovens nådige omsorg strakte sig endog så vidt som til de laverestående dyr, der ikke med ord kan udtrykke deres nød og lidelse. Moses havde givet Israels børn anvisninger med dette formål for øje: "Når du træffer din fjendes okse eller æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse byrden af." 2Mos 23,4-5. Men i den mand, der var blevet såret af røvere, skildrede Jesus en broder i nød. Hvor langt mere burde de da ikke lade sig bevæge af medlidenhed med ham end med et lastdyr! De havde ved Moses fået dette budskab, at Herren, deres Gud er "den store, vældige, Gud," som "skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fremmede". Derfor byder han: "Derfor skal I elske den fremmede." Du skal elske ham som dig selv." 5Mos 10,17-19; 3Mos 19,34.

"<DSM 341/3> Job havde sagt: "Den fremmede lå ej ude om natten, jeg åbned min dør for vandringsmænd." Og da de to engle, forklædt som mennesker, kom til Sodoma, bøjede Lot sig helt ned til jorden og sagde: "Kære herrer, tag dog ind og overnat i eders træls hus." Job 31,32; 1Mos 19,2. Alle disse påbud var velkendte for præsten og levitten, men de havde ikke omsat dem i handling. Oplært som de var i den nationale fanatismes skole, var de blevet egenkærlige, snæversindede og afvisende. Da de så på den sårede mand, var de ikke i stand til at afgøre, om han tilhørte deres folk eller ej. De tænkte sig, at han måske var en samaritaner, og de vendte sig bort fra ham. Sådan som Kristus havde beskrevet deres handlemåde, så den lovkyndige ikke noget, der var i modstrid med, hvad han havde lært med hensyn til lovens krav. Men nu blev der skildret noget nyt.

"<DSM 342/1> En samaritaner var på sin rejse kommet derhen, hvor den sårede lå, og da han så ham, fik han medynk med ham. Han spurgte ikke, om denne fremmede var jøde eller hedning. Hvis han var jøde, vidste samaritaneren godt, at hvis det omvendte havde været tilfældet, ville manden spytte ham i ansigtet og gå ham forbi med foragt. Men han tøvede ikke af denne grund. Han overvejede ikke, om han måske selv kunne være i fare for overfald, hvis han blev her på stedet. Det var ham tilstrækkeligt, at han her stod over for et menneske i nød og lidelse. Han tog sin egen kappe af for at dække ham til. Olien og vinen, som han havde anskaffet til sin rejse, brugte han til at læge og vederkvæge den sårede. Han løftede ham op på sit eget dyr og gik langsomt af sted med jævn fart, for at den fremmede ikke skulle blive rystet eller stødt og komme til at lide endnu større smerter. Han bragte ham hen til et herberg og tog sig af ham om natten, hvor han vågede over ham med den største ømhed. Da den syge om morgenen havde det bedre, vovede samaritaneren at drage videre. Men før han gjorde dette, overgav han ham til værtens omsorg, betalte for ham og efterlod penge til udlæg for ham; og da han var bange for, at dette ikke var nok, sørgede han for penge til yderligere udgifter ved at sige til værten: "Sørg for ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage igen."

"<DSM 342/2> Da fortællingen var endt, så Jesus fast på den lovkyndige med et blik, der syntes at læse hans tanker, og sagde: "Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?" Luk 20,36. End ikke nu ville den lovkyndige lade navnet samaritaner lyde fra sine læber, og han svarede: "Den, som øvede barmhjertighed imod ham." Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså!"

"<DSM 342/3> På denne måde er spørgsmålet: "Hvem er min næste?" besvaret for evigt. Kristus har vist os, at vor næste ikke blot betyder en af det kirkesamfund eller den tro, som vi tilhører. Det har intet at gøre med race, farve eller klasseforskel. Vor næste er ethvert menneske, der trænger til vor hjælp. Vor næste er enhver sjæl, der er såret og knust af modstanderen. Vor næste er ethvert menneske, som tilhører Gud.

"<DSM 342/4> I fortællingen om den barmhjertige samaritaner skildrede Jesus sig selv og sin sendelse. Mennesket var blevet bedraget, såret, bestjålet og ødelagt af Satan og overladt til døden; men Frelseren havde medynk med vor hjælpeløse tilstand. Han forlod sin herlighed for at komme os til hjælp. Han fandt os døden nær, og han påtog sig vor sag. Han lægede vore sår. Han dækkede os med sin retfærdigheds kappe. Han skaffede os et sikkert tilflugtssted og sørgede for og betalte for alt, hvad vi trængte til. Han døde for at frelse os. Han viser hen til sit eget eksempel og siger til sine efterfølgere: "Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre." Ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre." Joh 15,17; 13,34.

"<DSM 342/5> Den lovkyndiges spørgsmål til Jesus havde lydt således: "Hvad skal jeg gøre?" Og Jesus, som regnede kærlighed til Gud og mennesker for at være retfærdighedens hovedindhold, havde sagt: "Gør dette, så skal du leve!" Samaritaneren havde adlydt et kærligt og barmhjertigt hjertes befaling, og herved havde han vist sig som en, der overholdt loven. Kristus bød den lovkyndige: "Gå du hen og gør ligeså." Der ventes af Guds børn, at de ikke blot skal tale, men også handle. "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede." 1Joh 2,6.

"<DSM 343/1> Denne lære er ikke mindre tiltrængt i verden i dag, end dengang den lød fra Jesu læber. Egenkærlighed og kold formalisme har næsten udslukket kærlighedens ild og fordrevet den venlighed, der burde virke forældende på karakteren. Mange af dem, der bekender sig til Kristus, har glemt, at de kristne skal repræsenterede Kristus. Hvis man ikke møder praktisk selvopofrelse for andres vel inden for familiekredsen, blandt ens naboer, i menigheden, og hvor vi ellers måtte være, så er vi ikke kristne, hvad vi så end bekender os til.

"<DSM 343/2> Kristus har forenet sine interesser med menneskenes, og han beder os blive et med ham for at frelse mennesker. "I har fået det for intet," siger han, "giv det for intet!" Matt 10,8. Synden er det værste af alt, og det tilkommer os at have medlidenhed med synderen og hjælpe ham. Der findes mange, som farer vild, og som føler deres skam og deres dårskab. De hungrer efter et opmuntrende ord. De ser på deres fejl og vildfarelser, indtil de næsten drives til fortvivlelse. Disse sjæle må ikke forsømmes. Dersom vi er kristne, bør vi ikke gå lige forbi og så vidt muligt holde os borte fra dem, der trænger mest til vor hjælp. Når vi møder mennesker, der er ulykkelige, hvad enten det er på grund af sygdom eller synd, må vi aldrig sige: "Det er ikke noget, som angår mig "

"<DSM 343/3> "Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd." Gal. 6,1. Tving fjendens magt tilbage ved tro og bøn. Tal troens ord med opmuntring, og det vil virke som lægende balsam for den sønderknuste og sårede. Der findes mange, mange, som er segnet og har tabt modet under livets store kamp, hvor et venligt, opmuntrende ord ville have givet dem kraft til at sejre. Vi burde aldrig gå forbi en eneste lidende sjæl uden at forsøge at give ham del i den trøst, hvormed vi er blevet trøstede af Gud.

"<DSM 343/4> Alt dette er kun opfyldelse af lovens grundregler de grundregler, der er skildret i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, og som er åbenbaret i Jesu liv. Hans karakter er en åbenbaring af lovens sande betydning og viser os, hvad det vil sige at elske sin næste som sig selv. Og når Guds børn udviser venlighed, barmhjertighed og kærlighed mod alle mennesker, så vidner de også om, af hvad art de himmelske love er. De er et vidnesbyrd om dette, at "Herrens lov er fuldkommen". Sl 19,8. Og hvem der end svigter i at udvise denne kærlighed, han bryder den lov, som han hævder at ære. Thi den ånd, som vi lægger for dagen over for vore brødre, forkynder, hvilken ånd vi nærer over for Gud. Guds kærlighed i hjertet er den eneste kilde til kærlighed mod vor næste. "Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. I elskede, "hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og hans kærlighed er blevet fuldkomment i os." 1Joh 4,20. 12.