"<DSM 326/2> Atter fandt Jesus vej til sine tilhøreres sind ved at henlede deres tanker på forhold, som de var kendt med. Han havde sammenlignet Åndens virkning med det kølige, friske vand. Han havde omtalt sig selv som lyset, livets og glædens kilde for naturen og mennesket. Nu fremstillede han ved hjælp af et smukt hyrdebillede sin forbindelse med dem, der tror på ham. Intet billede var mere velkendt for hans tilhørere end dette, og Kristi ord knyttede det for stedse til ham selv. Disciplene kunne aldrig betragte hyrderne, der vogtede deres hjorde, uden at mindes Frelserens sammenligning. De måtte se Kristus i enhver trofast fårehyrde. De måtte se sig selv i hver eneste hjælpeløs og afhængig fåreflok.

"<DSM 326/3> Profeten Esajas havde anvendt dette billede om Messias tjenergerning med disse trøsterige ord: "Stig op på højen bjerg, du Zions glædesbud, løft din røst med kraft, du Jerusalems glædesbud, løft den uden frygt og sig til Judas byer: Se eders Gud! ... Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får." Es 40,9-11. David havde sunget: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes." Sl 23,1. Og ved Ezekiel havde Helligånden forkyndt: "Jeg sætter en hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem." De vildfarende dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke." "Jeg vil slutte en fredspagt med dem." "Ikke mere skal de blive til rov for folkene, ... trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem." Ez. 34,23. 16. 25. 28.

"<DSM 326/4> Kristus anvendte disse profetier om sig selv, og han påviste den forskel, der var mellem ham selv og Israels ledere. Farisæerne havde netop jaget en ud af folden, fordi han vovede at vidne om Kristi magt. De havde afbrudt forbindelsen med en sjæl, som den sande hyrde var ved at drage til sig. Herved havde de vist sig uvidende om det arbejde, der var betroet dem, og uværdige til deres betroede stilling som hjordens hyrder. Nu forkyndte Jesus dem den forskel, der var på dem og den gode hyrde, og han viste hen til sig selv som den rette vogter af Herrens hjord. Men før han gjorde dette, talte han om sig selv ved hjælp af et andet billede.

"<DSM 327/1> Han sagde: "Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver. Men den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde." Farisæerne opfattede ikke, at disse ord var talt imod dem. Medens de ved sig selv grundede over, hvad de betød, sagde Jesus dem rent ud: "Jeg er døren; om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod."

"<DSM 327/2> Kristus er døren ind til Guds fårefold. Gennem denne dør er alle hans børn gået ind lige fra de allerførste tider. I Jesus, som han er vist ved symboler, som han er fremstillet ved forbilleder, som han er åbenbaret ved profeterne, som han har afsløret sig gennem den lære, der blev givet hans disciple, og ved de tegn, der skete for menneskenes børn, har de set "Guds Lam, som borttager verdens synd" (Joh 1,29), og ved ham er de ført ind i hans nådes fold. Der er kommet mange, som har forkyndt andet, som verden har troet på. Der er opfundet ceremonier og systemer, hvorved mennesker håber at opnå retfærdiggørelse og fred med Gud og således komme ind i hans fold. Men Kristus er den eneste dør, og alle, der har prøvet at erstatte Kristi plads med noget andet, alle, der har forsøgt at komme ind i folden på en anden måde, er tyve og røvere.

"<DSM 327/3> Farisæerne var ikke gået ind gennem døren. De var klatret ind i folden ad en anden vej end ved Kristus, og de udførte ikke den sande hyrdes gerning. Præsterne og rådsherrerne, de skriftkloge og farisæerne lagde de levende græsgange øde og gjorde kilderne med livets vand snavset. Skriftens ord beskriver sandfærdigt disse falske hyrder: "De svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, men I styrede dem med hårdhed og grumhed." Ez. 34,4.

"<DSM 327/4> Til alle tider har filosoffer og lærere forkyndt verden teorier, ved hvis hjælp man kunne tilfredsstille sjælens nød. Enhver hedensk nation har haft sine store lærere og religionssystemer, der tilbød en anden mulighed for frelse end Kristus, og som vendte menneskers blik bort fra Faderens ansigt og fyldte deres sind med frygt for ham, som kun har givet dem velsignelser. Deres bestræbelser stiler imod at berøve Gud det, som er hans ejendom, både gennem skabelsen og forløsningen. Alle disse falske lærere stjæler også fra mennesker. Millioner af mennesker er bundne af falske religioner, de er under trældom af slavisk frygt, af sløv ligegyldighed; de arbejder som lastdyr uden noget håb eller nogen glæde eller længsel her i verden, og kun med frygt for det, der skal komme herefter. Det er alene evangeliet om Guds nåde, som kan højne sjælen. Beskuelsen af den kærlighed, som Gud har åbenbaret i sin Søn, vil virke betagende på sindet og vække sjælens kræfter, som intet andet kan gøre det. Kristus kom for at genskabe Guds billede i mennesket, og hvem der end vender mennesker bort fra Kristus, vender dem bort fra kilden til den sande udvikling. Han berøver dem livets håb og formål og glæde. Han er en tyv og en røver.

"<DSM 328/1> "Den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde." Kristus er både døren og hyrden. Han går ind gennem sig selv. Det er gennem sit eget offer, at han bliver fårenes hyrde. "For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud. Og når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem; og fårene følger ham, fordi de kender hans røst."

"<DSM 328/2> Fåret er et af de mest frygtsomme og hjælpeløse af alle skabninger, og i Østen er hyrdens omsorg for sin hjord utrættelig og uophørlig. I gamle dage fandtes der ligesom nu kun ringe sikkerhed uden for byerne, der var omgivet af mure. Røvere fra de omstrejfende grænsestammer; eller rovdyr, der lå på lur i deres skjulesteder i bjergene, ventede på at gå på rov blandt hjordene. Hyrden holdt vagt, vel vidende, at det var med fare for sit eget liv. Jakob, som vogtede Labans hjorde på græsgangene ved Karan, sagde, da han beskrev sit eget utrættelige arbejde: "Om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn." 1Mos 31,40. Og det var, medens drengen David ganske alene vogtede sin faders får, at han mødte løven og bjørnen og reddede det røvede lam fra deres tænder.

"<DSM 328/3> Medens hyrden leder sin hjord over klippefulde højder, gennem skove og øde slugter til afsidesliggende steder med frisk græs ved flodbredderne; medens han vogter dem på bjergene i den ensomme nat, skærmer dem mod røvere og tager sig af de syge og svage, bliver hans tilværelse et med deres. Med stærke og ømme bånd er han knyttet til dem, han vogter. Hvor stor hjorden end er, så kender hyrden hvert eneste får. Hvert af dem har sit eget navn og kommer, når hyrden kalder det ved navn.

"<DSM 328/4> Ligesom en jordisk hyrde kender sine får, sådan kender den guddommelige hyrde sin hjord, som er spredt over hele jorden. "I er min hjord, I er den hjord, jeg ser, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre Herren." Jesus siger: "Jeg kalder dig ved navn, du er min " "Se, i mine hænder har jeg tegnet dig." Ez. 34,31; Es 43; 1; 49,16.

"<DSM 328/5> Jesus kender hver eneste af os, og han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Han kender os alle ved navn. Han kender selve huset, som vi bor i, og navnet på enhver af dets beboere. Han har undertiden givet sine tjenere anvisning på at gå til en bestemt gade i en bestemt by og til et nærmere angivet hus for at finde et af hans får.

"<DSM 328/6> Jesus kender hver eneste sjæl, som om den var den eneste, for hvem Frelseren døde. Hvert eneste menneskes nød går ham nær til hjerte. Råbet om hjælp når til hans øre. Han kom for at drage alle mennesker til sig. Han byder dem: "Følg mig!" og hans Ånd virker på deres sjæl, så den drages mod ham. Mange nægter at lade sig drage. Jesus ved, hvem de er. Han ved også, hvem der med glæde hører hans kalden og er rede til at give sig ind under hans omsorg som hyrde. Han siger: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig." Han har omsorg for hver eneste, som om der ikke fandtes andre på hele jordens kreds.

"<DSM 328/7> "Han kalder sine får ved navn og fører dem ud." "Og fårene følger ham, fordi de kender hans røst." Den østerlandske hyrde driver ikke sine får foran sig. Han er ikke afhængig af magt eller frygt; men medens han går foran dem, kalder han dem. De kender hans røst og adlyder hans kalden. På samme måde handler frelserhyrden mod sine får. Skriften siger: "Du førte dit folk som en hjord ved Moses og Arons hånd." Ved profeten forkynder Jesus: "Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde." Han tvinger ingen til at følge sig. Han siger: "Jeg drog dem med menneskesnore, med kærligheds reb." Sl 77,21; Jer. 31,3; Hos. 11,4.

"<DSM 329/1> Det er ikke frygten for straf eller håbet om en evig løn, der driver Kristi disciple til at følge ham. De ser Frelserens enestående kærlighed, der åbenbarer sig ved hans pilgrimsfærd på jorden, fra krybben i Betlehem til Golgatas kors, og synet af ham virker dragende, mildnende og betvingende på sjælen. Kærligheden vågner i beskuernes hjerte. De hører hans røst, og de følger ham.

"<DSM 329/2> Ligesom hyrden går foran sine får og selv er den første, der møder alle farer på vejen, sådan handler Jesus over for sit folk. "Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem." Vejen til Himmelen er helliget ved Frelserens fodspor. Stien er måske stejl og ujævn, men Jesus har vandret den vej. Hans fødder har trådt de grusomme torne ned, så at vejen kan blive lettere for os at gå. Han har selv båret enhver af de byrder, som vi bliver kaldede til at bære.

"<DSM 329/3> Skønt Jesus nu er steget op til Gud og er hos ham og deler universets trone med ham, så har han ikke mistet noget af sit medlidende sind. Det samme kærlige, medfølende hjerte tager del i alle menneskeslægtens sorger. Den hånd, som blev gennemboret, rækkes i dag ud for mere overvældende rigt at velsigne hans folk i denne verden. "De skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd." Den sjæl, der har overgivet sig til Kristus, er i hans øjne mere dyrebar end hele verden. Frelseren ville have tålt hele Golgatas kval, for at blot en kunne blive frelst i hans rige. Han vil aldrig forlade en eneste af dem, for hvem han er død. Hvis hans disciple ikke selv vælger at forlade ham, holder han dem fast.

"<DSM 329/4> I alle vore prøvelser har vi en aldrig svigtende hjælper. Han overlader os ikke til ene at kæmpe mod fristelserne, til at stride mod det onde for så til sidst at knuses under byrder og sorger. Skønt han nu er skjult for os dødelige, kan vi med troens øre høre hans stemme sige: Frygt ikke, jeg er med dig. "Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder." Åb 1,18. Jeg har tålt dine sorger, oplevet dine kampe, mødt dine fristelser. Jeg kender dine tårer, jeg har selv grædt. Jeg kender de sorger, der er for dybe til at kunne hviskes i noget menneskes øre. Tro ikke, at du er forladt og svigtet. Selv om din smerte ikke møder genklang hos nogen sjæl på jorden, så se hen til mig, og du skal leve. "Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer." Es 54,10.

"<DSM 329/5> Hvor højt en hyrde end elsker sine får, så elsker han dog sine sønner og døtre højere. Jesus er ikke blot vor hyrde; han er "Evigheds Fader" for os. Og han siger: "Jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen." Joh 10,14-15. Hvilken erklæring er ikke dette! den enbårne Søn, han, som er i Faderens favn, han, som Gud kalder "manden, som står mig nær," (Zak. 13,7), det fællesskab, der består mellem ham og den evige Gud bliver brugt til sammenligning med fællesskabet mellem Kristus og hans børn på jorden!

"<DSM 330/1> Jesus elsker os, fordi vi er en gave fra hans Fader og lønnen for hans tjeneste. Han elsker os som sine børn. Du, som læser dette, han elsker også dig. Himmelen selv kan ikke skænke noget større eller noget bedre. Hav derfor tillid til ham. Jesus tænkte på de sjæle ud over hele jorden, der var blevet ført vild af utro hyrder. De, som han længtes efter at samle, som får på sin græsgang, var spredt iblandt ulve, og han sagde: "Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive en hjord, en hyrde." Joh 10,16.

"<DSM 330/2> "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen." Det vil sige: Min Fader har elsket jer så højt, at han endog elsker mig endnu højere, fordi jeg giver mit liv for at frelse jer. Ved at blive jeres stedfortræder, ved at hengive mit liv, ved at påtage mig jeres ansvar og jeres overtrædelser er jeg blevet min Fader endnu mere dyrebar.

"<DSM 330/3> "Jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen." Skønt han som medlem af menneskeslægten var dødelig, så var han i sin egenskab af Gud kilden til liv for hele verden. Han kunne have modstået dødens fremtrængen og nægtet at give sig ind under dens herredømme; men frivilligt hengav han sit liv for at kunne give andre liv og udødelighed. Han bar verdens synd, udholdt dens forbandelse og gav sit liv som offer, for at mennesker ikke skulle dø den evige død. "Og dog vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; ... Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle." Es 53,4-5.