|
"<DSM 309/1> Hele tiden, medens Jesus
var i Jerusalem under højtiden, blev han skygget af spioner. Dag
efter dag forsøgte man nye påfund for at få ham til
at tie. Præsterne og rådsherrerne var på vagt for at
lokke ham i en fælde. De lagde planer om at standse ham med vold.
Men dette var ikke alt. De ville ydmyge denne galilæiske lærer
i folkets påsyn.
"<DSM 309/2> Den første dag, hvor han var til
stede ved festen, var nogle af de ældste kommet til ham og havde
spurgt, med hvad myndighed han lærte. De ville gerne bortlede opmærksomheden
fra ham selv til spørgsmålet om hans ret til at lære
andre, og på den måde også til deres egen betydningsfuldhed
og myndighed.
"<DSM 309/3> "Min lære er ikke min egen, "sagde
Jesus, "men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje,
skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget."
Joh 7,16-17. Jesus imødegik disse smålige kritikeres spørgsmål,
ikke ved at svare på deres spidsfindigheder, men ved at forkynde
den sandhed, som er livsvigtig for sjælens frelse. Han sagde, at
opfattelsen og vurderingen af sandheden i mindre grad er afhængig
af tanken end af hjertet. Hvis sandheden kun skulle være underkastet
fornuftens dom, ville hovmod ikke være nogen hindring for at kunne
modtage den. Men den skal modtages ved nådens påvirkning af
hjertet, og dens modtagelse beror på, at man giver afkald på
enhver synd, som Guds Ånd afslører.
"<DSM 309/4> Hvor store fortrin mennesket end har ved
at kunne opnå kundskab om sandheden, så vil disse ikke kunne
gavne det, hvis ikke hjertet er åbent for modtagelse af sandheden
og der sker en samvittighedsfuld overgivelse af enhver vane og handling,
der er i modstrid med dens principper. For dem, der således overgiver
sig til Gud med et ærligt ønske om at kende og gøre
hans vilje, åbenbares sandheden som Guds kraft til deres frelse.
Disse vil være i stand til at skelne mellem den, der taler på
Guds vegne, og den, der kun taler for sig selv. Farisæerne havde
ikke overgivet deres vilje til Guds vilje. De søgte ikke at komme
til at kende sandheden, men at finde en eller anden undskyldning for at
slippe uden om den. Kristus viste dem, at dette var grunden til, at de
ikke forstod hans lære.
"<DSM 309/5> Nu gav han dem en prøve, hvorefter
den sande lærer kunne skelnes fra den falske. "Den, der taler af
sit eget, søger sin egen ære, men den, som søger hans
ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham."
Joh 7,18. Den, der søger sin egen ære, taler kun af sit eget.
Egoismens ånd forråder selv sin oprindelse. Men Kristus søgte
Guds ære. Han talte Guds ord. Dette var beviset for hans myndighed
som en sandhedens lærer.
"<DSM 310/1> Jesus gav de skriftkloge et bevis på
sin guddommelighed ved at vise dem, at han læste deres tanker. Lige
siden helbredelsen af den syge ved Betesda havde de lagt planer om hans
død. Således overtrådte de selv den lov, som de hævdede
at forsvare. "Har ikke Moses givet jer loven?" sagde han, "og ingen af
jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel?"
"<DSM 310/2> Som et lynglimt afslørede disse
ord for de skriftkloge, hvilket fortabelsens dyb de var ved at styrte sig
i. De var et øjeblik rædselsslagne. De indså, at de
var kommet i modstrid med Almagten. Men de ville ikke lade sig advare.
Deres morderiske planer måtte skjules, hvis de ville bevare deres
indflydelse over folket. De gik uden om Jesu spørgsmål og
udbrød: "Du må jo være besat! Hvem søger at slå
dig ihjel?" De antydede, at Jesu undergerninger var sket gennem anstiftelse
af en ond ånd.
"<DSM 310/3> Jesus ænsede ikke denne beskyldning.
Han fortsatte med at vise, at hans helbredelsesunder ved Betesda var i
overensstemmelse med sabbatsloven, og at det var retfærdiggjort ved
den fortolkning, som jøderne selv gav loven. Han sagde: "Moses har
givet jer omskærelsen; ... og I omskærer mennesker også
på en sabbat." Efter loven skulle enhver dreng omskæres på
den ottende dag. Hvis dette tidspunkt faldt på en sabbat, måtte
den rituelle handling alligevel udføres. Hvor langt mere ville det
da ikke stemme overens med lovens ånd at gøre "et helt menneske
rask på en sabbat". Og han advarede dem og sagde: "Døm ikke
efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!"
"<DSM 310/4> Rådsherrerne måtte tie, og
mange af folket udbrød: "Er det ikke ham, som de søger at
slå ihjel? Og se, han taler frit ud, uden at de siger noget til ham.
Skulle virkelig rådsherrerne have erkendt, at han er Kristus?"
"<DSM 310/5> Mange af Kristi tilhørere, som
boede i Jerusalem, og som ikke var uvidende om rådsherrernes anslag
imod ham, følte sig draget imod ham med uimodståelig kraft.
Overbevisningen om, at han var Guds Søn, trængte sig ind på
dem. Men Satan stod parat til at sprede tvivl i deres sind, og hertil var
vejen beredt ved deres egne fejlagtige begreber om Messias og hans kamme.
I almindelighed troede man, at Kristus skulle fødes i Betlehem,
men at han efter en tids forløb atter ville forsvinde, og ved hans
andet komme ville ingen vide, hvorfra han kom. Der var ikke så få,
der mente, at Messias ikke ville have noget naturligt slægtskabsforhold
til mennesker. Og da den populære opfattelse af Messias herlighed
ikke blev imødekommet af Jesus fra Nazaret, var der mange, som bed
mærke i denne tanke: "Dog om ham ved vi, hvorfra han er; men når
Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er"
"<DSM 310/6> Medens de således vaklede mellem
tvivl og tro, genoptog Jesus deres tanker og svarede dem: "Ja, I kender
mig og ved, hvorfra jeg er! og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men
han, der har sendt mig, er sanddru, han, som I ikke kender." De påberåbte
sig en viden om, hvordan Kristi oprindelse skulle være, men de var
fuldstændig uvidende om den. Hvis de havde levet i overensstemmelse
med Guds vilje, så ville de have kendt hans Søn, når
han åbenbarede sig for dem.
"<DSM 311/1> Tilhørerne kunne ikke undgå
at forstå Kristi ord. Det var tydeligt, at de var en gentagelse af,
hvad han havde hævdet over for Sanhedrin for mange måneder
siden, da han erklærede, at han var Guds Søn. Ligesom rådsherrerne
dengang forsøgte at bevirke hans død, sådan søgte
de nu at gribe ham; men en usynlig magt hindrede dem. Den tøjlede
deres raseri og sagde til dem: Hertil og ikke længere!
"<DSM 311/2> Blandt folket var der mange, der troede
på ham, og de sagde: "Når Kristus kommer, mon han da vil gøre
flere tegn, end denne har gjort?" De ledende blandt farisæerne, som
spændt fulgte begivenhedernes gang, lagde mærke til disse sympatitilkendegivelser
blandt mængden. De skyndte sig hen til ypperstepræsterne og
lagde planer om at gribe ham. De besluttede imidlertid at gribe ham, når
han var alene, fordi de ikke vovede at gøre det i folkets nærværelse.
Atter gav Jesus dem beviser for, at han kunne læse deres tanker.
"Endnu en kort tid er jeg hos jer," sagde han, "så går jeg
bort til ham, som sendte mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og
der, hvor jeg er, kan I ikke komme." Snart skulle han finde et tilflugtssted
uden for rækkevidde af deres hån og had. Han ville stige op
til sin Fader og atter blive tilbedt af englene; og derhen kunne hans mordere
aldrig komme.
"<DSM 311/3> Spotsk smilende sagde de skriftkloge:
"Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle kunne
finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i
adspredelsen iblandt grækerne, og lære grækerne?" Kun
lidet drømte disse spottere om, at de med deres hånende ord
tegnede et billede af det, som skulle være Kristi opgave! Hele dagen
igennem havde han rakt hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt
folk; dog skulle han findes af dem, som ikke søgte ham; blandt et
folk, som ikke påkaldte hans navn, ville han give sig til kende.
Rom 10,20-21.
"<DSM 311/4> Mange, der var overbevist om, at Jesus
var Guds Søn, blev vildledt af præsternes og de skriftkloges
falske tankegang. Disse lærere havde med stor virkning gentaget profetierne
om Messias, at "han er konge på Zions bjerg, i Jerusalem; for hans
ældstes øjne er herlighed"; at "fra hav til hav skal han herske,
fra floden til jordens ender". Es 24,23; Sl 72,8. Så fremkom de med
ringeagtende sammenligninger mellem den herlighed, der her var skildret,
og Jesu fattige skikkelse. Selve profetiens ord blev så forvanskede,
at de retfærdiggjorde vildfarelsen. Hvis folket i oprigtighed selv
havde gransket ordet, ville de ikke være blevet vildledt. Kapitel
61 hos Esajas vidner om, at Kristus netop skulle gøre den gerning,
han gjorde. Kapitel 53 forkynder hans forkastelse og lidelser i denne verden,
og kapitel 59 beskriver præsternes og de skriftkloges egenskaber.
"<DSM 311/5> Gud tvinger ikke mennesker til at opgive
deres vantro. De har lyset og mørket, sandheden og vildfarelsen
for øje. De må selv afgøre, hvilke af dem de vil modtage.
Den menneskelige tanke har fået evne til at skelne mellem ret og
uret. Gud har bestemt, at mennesker ikke skal træffe afgørelsen
efter en pludselig indskydelse, men ud fra vægtige beviser, ved omhyggeligt
at sammenligne skrift med skrift. Hvis jøderne havde set bort fra
deres fordomme og sammenlignet de skrevne profetier med de kendsgerninger,
der kendetegnede Jesu liv, ville de have opdaget, at der bestod den skønneste
harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ringe galilæers
liv og gerning.
"<DSM 312/1> Mange lader sig i dag narre på samme
måde, som jøderne blev det. Teologiske lærere læser
Bibelen i lyset af deres egen opfattelse og overlevering, og folk gransker
ikke selv Skrifterne, så de kan bedømme, hvad der er sandhed;
men de opgiver at dømme og overgiver deres sjæle til deres
ledere. Prædiken og undervisning i hans ord er et af de midler, Gud
har anvist til at sprede lys; men vi må prøve ethvert menneskes
lære ved Skriftens hjælp. Den, der under bøn vil læse
Bibelen med ønsket om at kende sandheden for at kunne adlyde den,
vil få guddommelig oplysning. Han vil komme til at forstå Skrifterne.
"Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren
er fra Gud." Joh 7,17.
"<DSM 312/2> På højtidens sidste dag vendte
de tjenere, som præsterne og rådsherrerne havde sendt ud for
at gribe Jesus, tilbage uden ham. Man spurgte dem vredt: "Hvorfor har I
ikke ført ham med?" De svarede, medens de så meget alvorlige
ud: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler."
"<DSM 312/3> Så forhærdede som de var,
så lod de sig dog bevæge ved hans ord. Medens han talte i tempelgården,
havde de stået i nærheden for at kunne opsnappe noget, som
kunne anvendes imod ham. Men medens de lyttede, havde de glemt, af hvilken
grund de var blevet udsendt. De stod som tryllebundne. Kristus åbenbarede
sig for deres sjæle. De så det, som præsterne og rådsherrerne
ikke ville se: et menneske, der lyste af guddommelig herlighed. Da de vendte
tilbage, var de så opfyldte af hans tanker, så betagne af hans
ord, at de til spørgsmålet: "Hvorfor har I ikke ført
ham med?" kun kunne svare: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske
taler."
"<DSM 312/4> Da rådsherrerne og præsterne
første gang var blevet stillet ansigt til ansigt med Jesus, havde
de følt sig overbeviste på samme måde. De var dybt bevægede,
og denne tanke tvang sig ind på dem: "Aldrig har noget menneske talt,
som dette menneske taler." Men de havde kvalt Helligåndens overbevisende
kraft. Nu blev de oprørte over, at selv lovens håndhævere
ville lade sig påvirke af den forhadte galilæer,og de råbte:
"Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne
troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der
ikke kender loven, de er forbandede!"
"<DSM 312/5> De, til hvem sandhedens budskab bringes,
spørger sjældent: "Er det sandt?" men: "Hvem siger god for
det?" Mange mennesker bedømmer det efter, hvor mange der tager imod
det; og dette spørgsmål lyder stadig: "Har mon nogen af de
lærde eller de teologiske ledere troet på det?" Mennesker er
ikke mere gunstigt indstillede over for gudfrygtighed nu, end de var det
på Kristi tid. De er akkurat lige så begærlige i deres
søgen efter jordisk fordel på bekostning af de evige rigdomme;
og det er ikke nogen bevis mod sandheden, at så mange ikke vil godkende
den, eller at den ikke bliver modtaget af denne verdens store, ja, end
ikke af de religiøse ledere.
"<DSM 313/1> Igen fortsatte præsterne og rådsherrerne
med at lægge planer om at gribe Jesus. De brugte som påskud,
at hvis han ret meget længere fik lov at være i frihed, så
ville han drage folket bort fra deres retmæssige ledere, og den eneste
sikre vej til at undgå det var så hurtigt som muligt at få
ham bragt til tavshed. Midt i deres talestrøm blev de pludselig
afbrudt. Nikodemus spurgte: "Dømmer vor lov mon et menneske, uden
at man først forhører ham og får rede på, hvad
han har gjort?" Der blev tavshed i forsamlingen. Nikodemus ord ramte dem
i deres samvittighed. De kunne ikke dømme en mand, uden at han var
forhørt. Men det var ikke blot af denne grund, at de hovmodige rådsherrer
blev tavse, medens de stirrede på ham, der havde vovet at tale retfærdighedens
sag. De var både rystede og bedrøvede over, at en af deres
egne havde ladet sig i den grad betage af Jesu personlighed, at han ville
sige et ord til hans forsvar. Da de var ved at komme sig af deres forbavselse,
henvendte de sig til Nikodemus med bidende ironi: "Er du måske også
fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa
fremstår der ingen profet."
"<DSM 313/2> Dog blev følgen af protesten, at
man udsatte rådets drøftelser i denne sag. Rådsherrerne
var ikke i stand til at udføre deres hensigt og dømme Jesus
uden noget forhør. Overvundne, som de i øjeblikket var, "gik
de hver til sit hjem, men Jesus gik ud til Oliebjerget".
"<DSM 313/3> Fra byens uro og larm, fra de fordringsfulde
skarer og de lumske skriftkloge begav Jesus sig til de stille olivenlunde,
hvor han kunne være ene med Gud. Men tidligt om morgenen vendte han
tilbage til templet, og da folket flokkedes om ham, satte han sig ned og
lærte dem. Snart efter blev han afbrudt. En flok farisæere
og skriftkloge kom hen til ham, og med sig slæbte de en rædselsslagen
kvinde, som de med skarpe, hidsige stemmer beskyldte for at have overtrådt
det syvende bud. Da de havde skubbet hende hen i nærheden af Jesus,
sagde de til ham med hyklerisk ærbødighed: "I loven har Moses
befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?"
"<DSM 313/4> Deres foregivne ærbødighed
dækkede over en udspekuleret plan til hans ødelæggelse.
De havde benyttet sig af denne lejlighed til at sikre sig hans domfældelse,
fordi de mente, at hvilken afgørelse han end traf, så kunne
de finde anledning til at anklage ham. Hvis han frikendte kvinden, så
kunne han anklages for at ringeagte Mose lov. Hvis han erklærede
hende for skyldig til døden, så ville romerne anklage ham
som et menneske, der tiltog sig en myndighed, der alene tilkom dem.
"<DSM 313/5> Et øjeblik så Jesus på,
hvad der foregik: det skælvende og dybt skamfulde offer, øvrighedspersonerne
med deres strenge ansigter, blottet for enhver menneskelig medlidenhed.
Hans fuldkommen rene sjæl gøs ved dette syn. Han vidste godt,
af hvilken grund denne sag var blevet forelagt ham. Han læste deres
tanker og kendte karakteregenskaberne og levnedsløbet hos enhver
af dem, der stod hos ham. Disse selvbestaltede vogtere af retfærdigheden
havde selv ført deres offer ud i synden for at kunne lægge
snarer for Jesus. Uden at tilkendegive, at han havde hørt deres
spørgsmål, bøjede han sig ned, og medens han holdt
blikket fæstet ved jorden, gav han sig til at skrive i støvet.
"<DSM 314/1> Utålmodige over hans tøven
og tilsyneladende ligegyldighed trådte anklagerne nærmere hen
til ham for at påkalde sig hans opmærksomhed for sagen. Men
da deres blik ved at følge Jesu blik faldt på brolægningen
ved hans fødder, forandredes deres ansigtsudtryk. Der stod der skrevet,
lige for øjnene af dem, om de syndige hemmeligheder i deres eget
liv. Folket, der så til, så denne pludselige forandring af
deres udtryk og trængte sig frem for at finde ud af, hvad det var,
som de betragtede med en sådan forbavselse og skamfuldhed.
"<DSM 314/2> Trods al deres hævdelse af ærbødighed
for loven lod disse rabbinere dens bestemmelse ude af betragtning ved at
fremkomme med anklagen mod kvinden. Det var ægtemandens pligt at
rette anklage imod hende, og de to skyldige skulle have samme straf. Anklagernes
handling var aldeles ulovlig. Jesus kom dem imidlertid i møde på
deres eget grundlag. Loven sagde udtrykkeligt, at hvis nogen skulle stenes,
så skulle vidnerne i sagen være de første til at kaste
en sten. Nu rejste Jesus sig, og medens han så stift på de
sammensvorne ældste, sagde han: "Den af jer, der er syndfri, lad
ham være den første, der kaster sten på hende!" Og derefter
bøjede han sig atter ned og blev ved med at skrive på jorden.
"<DSM 314/3> Han havde ikke tilsidesat den lov, Moses
havde givet, og heller ikke krænket Roms myndighed. Anklagerne var
blevet besejrede. Nu, hvor deres foregivne fromheds kjortel var revet fra
dem, stod de skyldige og dømte over for den guddommeligt rene. De
skælvede for, at deres livs skjulte synder skulle blive afslørede
for offentligheden, og den ene efter den anden listede de sig bort, med
bøjede hoveder og nedslagne øjne, og efterlod deres offer
alene sammen med den medlidende Frelser. Jesus rejste sig op og sagde,
medens han så på kvinden: "Kvinde! Hvor er de andre? Var der
ingen, som fordømte dig?" Hun sagde: "Nej, Herre! ingen!" Og Jesus
sagde til hende: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort,
synd fra nu af ikke mere"
"<DSM 314/4> Kvinden havde stået foran Jesus
og tildækket sit ansigt af frygt. Hans ord: "Den af jer, der er syndfri,
lad ham være den første, der kaster sten på hende,"
havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at hæve
blikket til Frelserens ansigt, men afventede i tavshed sin dom. Med forundring
så hun sine anklagere gå bort, målløse og forvirrede.
Så lød disse håbets ord for hendes øre: "Jeg
fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere."
Hendes stolthed brød sammen, og hun kastede sig ned for Jesu fødder,
medens hun hulkede sin taknemmelige tak frem og under bitre tårer
bekendte sine synder.
"<DSM 314/5> For hende var dette begyndelsen til et
nyt liv i renhed og fred og viet til tjeneste for Gud. Ved at løfte
denne faldne sjæl op gjorde Jesus et større mirakel end ved
at helbrede den største legemlige sygdom. Han helbredte den åndelige
sygdom, som fører til evig død. Denne bodfærdige kvinde
blev en af hans mest trofaste disciple. Med selvopofrende kærlighed
og hengivenhed lønnede hun hans tilgivende nåde.
"<DSM 314/6> Ved at tilgive denne kvinde og ved at
give hende mod til at leve et bedre liv stråler Jesu personlighed
frem i en fuldkommen retfærdigheds skønhed. Selv om han ikke
besmykker synden eller forringer skyldfølelsen, så søger
han ikke at fordømme, men at frelse. Verden havde kun foragt og
hån tilovers for denne vildfarne kvinde; men Jesus taler trøstens
og håbets ord til hende. Den syndfri har medlidenhed med synderens
svaghed og rækker hende en hjælpende hånd. Medens de
hykleriske farisæere anklager, byder Jesus hende: "Gå bort,
synd fra nu af ikke mere"
"<DSM 315/1> Det er ikke Kristi discipel, der med bortvendt
ansigt vender sig fra de vildfarne og overlader dem til uhindret at fortsætte
ad deres vej nedad. De, som er ivrige for at anklage andre og nidkære
for, at retfærdigheden skal ske fyldest, er ofte i deres eget liv
mere strafværdige end den de anklagede. Mennesker hader synderen,
skønt de elsker synden. Kristus hader synden, men elsker synderen.
Den samme ånd vil være i dem, der følger ham. Kristenkærlighed
er langsom til at dømme, hurtig til at opfatte anger og rede til
at tilgive, at opmuntre, at lede vandringsmanden ind på hellighedens
vej og hjælpe ham til at blive der.
|