|
"<DSM 290/1> De havde tilbragt hele natten
på bjerget, og da solen stod op, steg Jesus og hans disciple ned
til sletten. Disciplene var fordybede i deres egne tanker, tavse og fulde
af ærefrygt. Selv Peter havde ikke et ord at sige. De ville med glæde
have dvælet på dette hellige sted, hvor Guds Søn havde
åbenbaret sin herlighed; men der var arbejde, som skulle gøres
for folket, som allerede ledte efter Jesus alle vegne.
"<DSM 290/2> Ved bjergets fod havde en stor skare samlet
sig. De var ført derhen af de disciple, der var blevet tilbage,
men som vidste, hvor Jesus var gået hen. Da Frelseren nærmede
sig, pålagde han sine tre ledsagere at tie om det, de havde været
vidne til, idet han sagde: "Tal ikke til nogen om dette syn, før
Menneskesønnen er opvakt fra de døde." Den åbenbaring,
som disciplene havde oplevet, skulle de overveje i deres egne hjerter og
ikke fortælle om vidt og bredt. At berette om den til skarerne ville
kun vække latter eller unyttig forundring. Og selv de ni apostle
ville ikke, kunne forstå denne begivenhed, før efter at Kristus
var opvakt fra de døde. Hvor langsomt opfattende selv de tre udvalgte
disciple var, ser man af den kendsgerning, at de til trods for alt, hvad
Kristus havde sagt om, hvad der forestod ham, alligevel drøftede
med hinanden, hvad det ville sige at opstå fra de døde. Dog
bad de ikke Jesus om nogen forklaring. Hans ord med hensyn til fremtiden
havde fyldt dem med sorg. De søgte ikke nogen yderligere åbenbaring
af det, som de helst ville tro aldrig skulle ske.
"<DSM 290/3> Da folk på sletten fik øje
på Jesus, løb de ham i møde og hilste ham med både
ærbødige og glade ord. Dog opdagede hans skarpe blik, at de
var kommet i store vanskeligheder. Disciplene så ud til at være
kede af det. Der var lige sket noget, som havde forvoldt dem en bitter
skuffelse og ydmygelse.
"<DSM 290/4> Medens de ventede ved bjergets fod, havde
en fader bragt sin søn hen til dem, for at de skulle befri ham for
en ånd, som plagede ham og gjorde ham stum. Da Jesus havde udsendt
de tolv for at prædike i hele Galilæa, havde han givet dem
magt over de urene ånder, så de kunne uddrive dem. Når
de handlede i fast tro, havde de onde ånder adlydt deres befaling.
Nu bød de i Kristi navn den onde ånd forlade sit offer, men
ånden spottede dem kun ved på ny at vise sin magt. Disciplene,
som ikke var i stand til at redegøre for deres nederlag, følte,
at de bragte skam over både sig selv og deres Mester. Og der var
skriftkloge blandt mængden, som på alle måder benyttede
denne anledning til at ydmyge dem. De trængte sig ind på disciplene
og bestormede dem med spørgsmål for at bevise, at de og deres
Mester var bedragere. De skriftkloge erklærede triumferende, at der
her var en ond ånd, som hverken disciplene eller Kristus selv kunne
overvinde. Folket var tilbøjeligt til at gøre fælles
sag med de skriftkloge, og en følelse af foragt og hån var
ved at få overhånd i skaren.
"<DSM 291/1> Men pludselig holdt beskyldningerne op.
Man så Jesus og de tre disciple komme vandrende, og med hastigt omskiftende
følelser vendte folket om for at gå dem i møde. Denne
nat i samfund med den himmelske herlighed havde sat sine spor på
Frelseren og hans ledsagere. Der var et lys over deres ansigter, som slog
tilskuerne med ærefrygt. De skriftkloge trak sig ængsteligt
tilbage, medens folket hilste Jesus velkommen.
"<DSM 291/2> Som om Frelseren havde været vidne
til det, der var sket, trådte han hen til det sted, hvor striden
foregik, og spurgte, medens han holdt blikket fæstet ved de skriftkloge:
"Hvad er det, I strides med dem om?" Men de stemmer, der før havde
lydt så tapre og trodsige, tav nu stille. Der var lagt en dæmper
på hele forsamlingen. Nu banede den ulykkelige fader sig vej gennem
skaren og kastede sig ned for Jesu fødder, medens han fremkom med
hele historien om sine bekymringer og sin skuffelse.
"<DSM 291/3> "Mester," sagde han, "jeg har bragt min
søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum.
Og når som helst tager den magten over ham, kaster den ham om ...
; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede
det ikke." Jesus så sig omkring i skaren, som var grebet af rædsel,
så på de småligt kritiserende skriftkloge og de forvirrede
disciple. I hvert eneste hjerte stod vantroen skrevet, og med sorgfuld
stemme udbrød han: "Ah, du vantro slægt! hvor længe
skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer,"
Derefter bød han den ulykkelige fader: "Før ham herhen til
mig."
"<DSM 291/4> Drengen blev bragt derhen, og idet Frelserens
blik faldt på ham, kastede den urene ånd ham til jorden i frygtelige
krampetrækninger. Han lå og vred sig, medens han frådede
og luften genlød af uhyggelige skrig. Igen havde livets fyrste og
de mørke magters fyrste mødt hinanden på slagmarken,
Kristus for at opfylde sin bestemmelse, at "udråbe for fanger, at
de skal få frihed, ... for at sætte fortrykte i frihed" (Luk
4,18), og Satan for at forsøge at bevare magten over sit offer.
Lysets engle og en hær af onde engle skyndte sig, usynlige, med at
komme til stede for at overvære kampen. En kort stund tillod Jesus
den onde ånd at udfolde sin magt, så de tilstedeværende
kunne komme til at forstå, hvilken befrielse der nu ville ske.
"<DSM 291/5> Skaren så til med tilbageholdt åndedræt
og faderen i en tilstand af kval mellem håb og frygt. Jesus spurgte:
"Hvor lang tid har han haft det sådan?" Faderen fortalte om de mange
års lidelse, og som om han nu ikke kunne udholde mere, udbrød
han: "Men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp
os." "Hvis du formår!" Selv nu tvivlede faderen om Kristi magt. Jesus
svarer ham: "Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror." Fra
Kristi side er der ingen mangel på magt. Sønnens helbredelse
er afhængig af faderens tro. Grådkvalt og i følelsen
af sin egen svaghed overgiver faderen sig til Kristi barmhjertighed og
råber: "Jeg tror, hjælp min vantro!"
"<DSM 292/1> Jesus vender sig til den syge og siger:
"Du stumme og døve ånd! Jeg byder dig, far ud af ham og far
ikke mere ind i ham" Der lyder et skrig, og derefter følger en frygtelig
kamp. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve
sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende
livløs. Mængden hvisker: "Han er død!" Men Jesus tager
ham ved hånden, rejser ham op og giver ham, fuldkommen sund på
legeme og sjæl, til hans fader. Fader og søn priser deres
befriers navn. Skaren blev "slået af undren over Guds vældige
magt", medens de skriftkloge ærgerlige lister sig bort, besejrede
og slukørede.
"<DSM 292/2> "Hvis du formår noget, så
forbarm dig over os og hjælp os" Hvor mangen en sjæl, som er
tynget af synden, har ikke gentaget denne bøn! Og til dem alle lyder
den medlidende Frelsers svar: "Hvis du formår! alt er muligt for
den, der tror!" Det er troen, som forener os med Himmelen og skænker
os kraft til at kunne tage kampen op mod mørkets magter. I Kristus
har Gud givet os mulighed for at undertrykke hvert syndigt karaktertræk
og modstå enhver fristelse, hvor stærk den end er. Men mange
føler, at de mangler tro, og derfor holder de sig borte fra Kristus.
Gid disse sjæle i deres hjælpeløse uværdighed
ville give sig over til deres medlidende Frelsers nåde. Se ikke på
dig selv, men se hen til Kristus. Han, som helbredte de syge og uddrev
onde ånder, dengang han vandrede blandt mennesker, er i dag den samme
mægtige Frelser. Troen kommer ved Guds ord. Så hold fast ved
hans løfte: "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde
bort." Joh 6,37. Kast dig ned for hans fødder og råb: "Jeg
tror, hjælp min vantro!" Du kan aldrig gå fortabt, når
du gør dette, aldrig!
"<DSM 292/3> I løbet af ganske kort tid har
de udvalgte disciple set den største herlighed og den største
ydmygelse. De har set mennesket forvandlet i Guds billede og nedværdiget
til at ligne Satan. Fra bjerget, hvor Jesus talte med de himmelske sendebud
og af røsten fra den strålende sky var blevet erklæret
for at være Guds Søn, har de set ham stige ned for at møde
det frygteligste og mest oprørende syn: den vanvittige dreng med
de forvredne ansigtstræk, tænderskærende i pinefuld krampe,
som ingen menneskemagt kan lindre. Og denne mægtige Frelser, som
for kun få timer siden stod herliggjort foran sine undrende disciple,
bøjer sig ned for at løfte Satans offer op fra jorden, hvor
han ligger og vælter sig, og giver ham sund og rask på legeme
og sjæl tilbage til hans fader og hans hjem.
"<DSM 292/4> Dette var en anskuelsesundervisning om
frelse, den Guddommelige bøjer sig fra Faderens herlighed ned for
at frelse de fortabte. Det var også et eksempel på disciplenes
tjeneste. Kristi tjeneres liv skal ikke tilbringes alene sammen med Jesus
på bjergets top, med timer i åndelig klarhed. Der venter dem
et arbejde nede på sletten. Sjæle, som er i Satans trældom,
venter på troens og bønnens ord for at blive frigjorte.
"<DSM 293/1> De ni disciple undrede sig stadig over,
at deres eget forsøg var mislykkedes, og da Jesus atter var blevet
ene med dem, spurgte de: "Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?" Jesus svarede
dem: "Fordi I har så lidt tro; thi sandelig siger jeg eder: hvis
I har tro som et sennepsfrø, kan I "sige til dette bjerg: Flyt dig
herfra og derhen, så skal det flytte sig; og intet vil være
umuligt for jer. (Den slags farer kun ud ved bøn og faste.)" Deres
vantro havde lukket dem ude fra en dybere forståelse af Kristus,
og den letsindighed, hvormed de betragtede den hellige opgave, der var
blevet betroet til dem, havde været årsag til deres mislykkede
bestræbelser i striden mod mørkets magter.
"<DSM 293/2> Kristi ord, der viste hen til hans død,
havde skabt sorg og tvivl. Og udvælgelsen af de tre disciple til
at ledsage Jesus op på bjerget havde vakt skinsyge hos de ni. I stedet
for at styrke deres tro gennem bøn og ved alvorligt at tænke
over Kristi ord havde de dvælet ved deres modløshed og deres
personlige grund til at klage. I denne mørke tilstand havde de påtaget
sig at bekæmpe Satan.
"<DSM 293/3> Hvis de ville sejre i en sådan strid,
måtte de begynde arbejdet i en helt anden ånd. Deres tro måtte
være styrket ved inderlig bøn og ved faste og hjertets ydmyghed.
De måtte være befriede fra deres eget jeg og fyldte af Guds
Ånd og kraft. Inderlig, vedholdende bøn til Gud i tro, den
tro, som fører til fuldstændig afhængighed af Gud og
uforbeholden hengivelse til hans gerning er det eneste middel til at bringe
mennesker Helligåndens hjælp i striden mod magter og myndigheder,
mod verdensherskerne i dette mørke og ondskabens åndemagter
i himmelrummet.
"<DSM 293/4> "Hvis I har tro som et sennepsfrø,"
sagde Jesus, "kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen, så
skal det flytte sig." Skønt sennepsfrøet er så lille,
så rummer det, det samme hemmelighedsfulde liv, som frembringer vækst
i det højeste træ. Når sennepsfrøet lægges
i jorden, udnytter dets lille kim ethvert af de stoffer, som Gud har sørget
for til at nære den, og hurtigt udvikler den sig til en kraftig vækst.
Hvis I har en sådan tro, vil I holde fast ved Guds ord og udnytte
alle de hjælpemidler, han har anvist jer. På denne måde
vil jeres tro blive stærkere og vil bringe jer himmelske kræfter
til hjælp. De hindringer, som Satan dynger op på jeres vej
vil forsvinde på troens bud, selv om de tilsyneladende er uoverstigelige
ligesom de evige bjerge. "Intet vil være umuligt for jer".
|