"<DSM 270/2> "Og se, en kananæisk kvinde kom fra de egne, råbte og sagde: Herre, Davids søn! Forbarm dig over mig! Min datter plages slemt af en ond ånd!" Matt 15,22. Befolkningen i denne egn tilhørte den gamle kananæiske folkestamme. De var afgudsdyrkere, og de var hadede og foragtede af jøderne. Det var en kvinde af denne slags, der nu kom til Jesus. Hun var hedning, og derfor var hun udelukket fra de rettigheder, som jøderne daglig nød godt af. Der var mange jøder, som boede blandt fønikerne, og rygtet om Kristi gerning var trængt helt op til denne egn. Nogle blandt folket havde lyttet til hans ord og havde været vidne til hans undergerninger. Denne kvinde havde hørt tale om profeten, om hvem man sagde, at han helbredte alle slags sygdomme. Da hun hørte om hans kraft, vågnede håbet i hendes sjæl. Opfyldt af moderlig kærlighed besluttede hun at fortælle ham om sin datters tilfælde. Det var hendes faste beslutning at komme til Jesus med sin sorg. Han måtte helbrede hendes barn. Hun havde søgt hjælp hos de hedenske guder, men det havde ikke bragt nogen lettelse. Og til tider følte hun sig fristet til at tænke: Hvad kan denne jødiske lærer gøre for mig. Men hun havde hørt dette rygte: han helbreder alle slags sygdomme, hvad enten det er rige eller fattige, der kommer til ham. Hun besluttede ikke at slippe sit eneste håb.

"<DSM 270/3> Kristus vidste alt om denne kvinde. Han vidste, at hun længtes efter at træffe ham, og han sørgede for at møde hende. Ved at hjælpe hende i hendes nød kunne han give en levende fremstilling af det, som han havde til hensigt at belære om. Derfor havde han ført sine disciple til denne egn. Han ville have, at de skulle se, hvilken uvidenhed der herskede i byer og landsbyer lige op ad Israels land. Det folk, som havde fået enhver mulighed for forståelse af sandheden, var uden kendskab til den nød, der var omkring dem. Der blev intet gjort for at hjælpe de sjæle, som var i mørke. Den skillemur, som det jødiske hovmod havde rejst, udelukkede selv disciplene fra at føle deltagelse mod den hedenske verden. Men nu skulle disse skranker nedbrydes.

"<DSM 271/1> Kristus svarede ikke straks på kvindens bøn. Han modtog denne repræsentant for et foragtet folk, som jøderne ville have gjort det. Ved at modtage kvinden på denne måde tilsigtede han, at hans disciple skulle få et indtryk af den kolde og hjerteløse måde, på hvilken jøderne ville behandle en sådan sag; og ved bagefter at opfylde hendes bøn skulle de se den medlidenhed, hvormed han ville have dem til at tage sig af en sådan nød.

"<DSM 271/2> Men skønt Jesus ikke svarede, mistede kvinden ikke troen. Da han gik videre, som om han ikke hørte hende, fulgte hun efter ham og vedblev at bønfalde ham. Disciplene blev ærgerlige over hendes påtrængenhed og bad Jesus om at sende hende bort. De så, at deres Mester behandlede hende med ligegyldighed, og derfor antog de, at han syntes godt om jødernes fordomme mod kananæerne. Men det var til en medlidende Frelser, at kvinden henvendte sin bøn, og som svar på disciplenes ord sagde Jesus: "Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Skønt dette svar syntes at stemme overens med jødernes fordom, rummede det en irettesættelse til disciplene, som de siden hen forstod, fordi den mindede dem om det, som han så ofte havde sagt til dem: at han var kommen til verden for at frelse alle dem, der ville tage imod ham.

"<DSM 271/3> Med forøget styrke fremførte kvinden nu sin bøn, kastede sig ned for Kristi fødder og råbte: "Herre, hjælp mig!" Jesus tilbageviste stadig tilsyneladende hendes tryglen og svarede i overensstemmelse med jødernes fordom: "Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde." Dette var i virkeligheden en tilkendegivelse af, at det ikke var retfærdigt at ødsle de velsignelser, der tilkom Guds udvalgte folk, på fremmede og sådanne, som ikke tilhørte Israel. Dette svar ville helt have taget modet fra en mindre inderligt bedende. Men kvinden så, at nu var hendes mulighed kommet. Bag Jesu tilsyneladende afslag så hun en medlidenhed, som han ikke kunne skjule. Hun svarede: "Jo, Herre! thi de små hunde æder dog af de smuler, der falder fra deres herrers bord." Skønt husets børn spiser ved deres faders bord, så lader man dog heller ikke hundene sulte. De har ret til de smuler, der falder fra det rigt forsynede bord. Skønt der var givet Israel så mange velsignelser, var der så ikke alligevel også en velsignelse til hende? Hun blev betragtet som en hund, og havde hun så ikke også en hunds krav på at få en krumme af hans gaver?

"<DSM 271/4> Jesus var lige draget bort fra sit arbejdsfelt, fordi de skriftkloge og farisæerne stræbte ham efter livet. De knurrede og beklagede sig. De afslørede både vantro og bitterhed og afviste den frelse, som i så udstrakt grad blev tilbudt dem. Her møder Kristus en, som hører til et ulykkeligt og ringeagtet folk, som ikke har været velsignet med Guds ords lys. Alligevel lader hun sig straks påvirke af Kristi guddommelige indflydelse og har ubetinget tro på hans kraft til at skænke den velsignelse, hun beder om. Hun beder om krummerne, der falder fra Herrens bord. Hvis hun må få de samme rettigheder som en hund, så er hun villig til at lade sig betragte som en hund. Hun har ingen religiøse eller nationale fordomme, der kan påvirke hende, og hun erkender straks Jesus som Frelseren og som den, der kan udrette alt det, hun beder ham om.

"<DSM 272/1> Frelseren er tilfreds. Han har prøvet hendes tro. Ved sin adfærd over for hende har han vist, at hun, der af Israel er blevet betragtet som et udskud, ikke mere er en fremmed, men er medlem af Guds husholdning. Som et barn har hun ret til at få del i sin Faders gaver. Nu opfylder Kristus hendes bøn og afslutter sin belæring til disciplene. Han vender sig til hende med et kærligt og medlidende blik og siger: "Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!" Og hendes datter blev helbredt fra denne stund. Den onde ånd plagede hende ikke mere. Kvinden gik bort, vedkendte sig sin Frelser og var lykkelig over, at hendes bøn var blevet opfyldt.

"<DSM 272/2> Dette var det eneste under, som Jesus gjorde på hele denne rejse. Det var for at udføre denne handling, at han drog til Tyrus og Zidons grænser. Han ville hjælpe denne bedrøvede kvinde og samtidig ved sin barmhjertighedsgerning mod et medlem af det foragtede folk give et eksempel til hjælp for sine disciple, når han ikke mere skulle være sammen med dem. Han ønskede at lede dem bort fra deres jødiske isolerethed, så de kom til at interessere sig for at arbejde blandt andre end deres eget folk.

"<DSM 272/3> Jesus længtes efter at afsløre sandhedens dybe mysterium, som gennem lange tider havde været skjult: at hedningerne skulle være jødernes medarvinger og "meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet." Ef 3,6. Disciplene var længe om at lære denne sandhed, og deres guddommelige lærer måtte atter og atter belære dem. Ved at belønne høvedsmandens tro i Kapernaum og ved at prædike evangeliet for Sykars beboere havde han allerede givet dem beviser for, at han ikke delte jødernes intolerance. Men samaritanerne vidste noget om Gud, og høvedsmanden havde vist venlighed mod Israel. Nu bragte Jesus disciplene i forbindelse med en hedning, som de ikke anså for at have nogen grund til at vente en gunstbevisning fra ham fremfor andre af hendes folk. Han ville give dem et eksempel på, hvordan man burde være over for et sådant menneske. Disciplene havde tænkt, at han uddelte sine nådegaver alt for gavmildt. Han ville vise dem, at hans kærlighed ikke skulle være begrænset til en enkelt race eller et enkelt folk.

"<DSM 272/4> Da Jesus sagde: "Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus" var det sandhed, han udtalte, og ved at hjælpe den kananæiske kvinde udførte han sit hverv. Denne kvinde var et af de fortabte får, som Israel burde have reddet. Det var den gerning, der var bestemt for dem, den gerning, de havde forsømt, som Kristus udførte.

"<DSM 272/5> Denne handling gav disciplene en mere klar forståelse af den gerning, som ventede dem blandt hedningerne. De så en vid mark med nyttigt arbejde uden for Jødeland. De så sjæle, der bar på sorger, som var ukendte for de langt mere begunstigede. Blandt dem, som de var blevet oplært til at ringeagte, fandtes der sjæle, der længtes efter hjælp fra den mægtige læge, og som hungrede efter sandhedens lys, der var givet jøderne i så rigt mål.

"<DSM 273/1> Senere hen, da jøderne endnu mere hårdnakket vendte sig fra disciplene, fordi de erklærede Jesus for at være verdens Frelser, og da skillemuren mellem jøder og hedninger blev nedbrudt ved Kristi død, havde denne lære og andre tilsvarende, som pegede hen imod en forkyndelse af et evangelium, der ikke var begrænset af skikke og nationalitet, en kraftig indflydelse på Kristi repræsentanter som vejledning for deres arbejde.

"<DSM 273/2> Frelserens besøg i Fønikien og det under, han der gjorde, havde et endnu større formål. Miraklet skete ikke alene for den bedrøvede kvindes skyld og endog heller ikke blot for disciplenes skyld og for dem, blandt hvem de arbejdede; men også for "at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn." Joh 20,31. De samme kræfter, som spærrede vejen til Kristus for mennesker for atten hundrede år siden, er virksomme i dag. Den ånd, som opbyggede skillevæggen mellem jøder og hedninger, arbejder stadig. Stolthed og fordom har bygget stærke skillemure mellem de forskellige klasser af mennesker. Kristus og hans opgave er blevet forkert fremstillet, og mange føler, at de faktisk er udelukket fra evangeliets tjeneste. Men de bør ikke føle, at de er lukket ude fra Kristus. Hverken mennesker eller Satan kan rejse skranker, som troen ikke kan trænge igennem.

"<DSM 273/3> Den fønikiske kvinde kastede sig i tro mod de skranker, der havde tårnet sig op mellem jøder og hedninger. På trods af andres modvirken og uden at tage hensyn til ydre forhold, som kunne have fået hende til at tvivle, stolede hun på Frelserens kærlighed. Det er således, Kristus ønsker, at vi skal stole på ham. Frelsens velsignelse gælder for hver eneste sjæl. Kun et menneskes eget valg kan hindre det i at få del i Kristi løfter ved evangeliet.

"<DSM 273/4> Gud hader kastevæsenet. Alt af denne art er ham ligegyldigt. I hans øjne er alle menneskers sjæle lige meget værd. Han "lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os." Alle bliver indbudt til at komme til ham og leve, uden at der gøres forskel på alder eller rang eller nationalitet eller religiøse fortrin. "Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri." Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Thi der er ingen forskel." "Rig og fattig mødes! Herren har skabt dem begge." "De har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham. Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses." Apg 17,26-27; Gal 3,28; Rom 10,11-12; Ordsp 22,2; Rom 10,12-13.