"<DSM 266/2> Ligesom tidligere var grundlaget for klagen Jesu ligegyldighed over for de overleverede forskrifter, som Guds lov var belemret med. Disse var efter sigende bestemt til at vogte lovens overholdelse, men de blev betragtet som mere hellige end loven selv. Hvis de kom i modstrid med de bud, som blev givet på Sinaj, havde rabbinernes forskrifter fortrinet.

"<DSM 266/3> Til de forskrifter, som blev strengest gennemført, hørte den ceremonielle renselse. En forsømmelse af de skikke, der skulle overholdes, før man spiste, blev regnet for en frygtelig synd, der måtte straffes både i denne og den kommende verden; og det blev betragtet som en god gerning at dræbe synderen.

"<DSM 266/4> Der fandtes utallige regler med hensyn til renselse. Ens levetid var knap lang nok til at lære dem alle. For dem, der forsøgte at overholde de skriftkloges krav, var tilværelsen en lang kamp mod formel besmittelse og en endeløs række af tvætninger og renselser. Medens folket var beskæftiget med ubetydelige forskelle og overholdelse af regler, som Gud ikke havde forlangt, blev deres opmærksomhed bortledt fra de store grundtanker i Guds lov.

"<DSM 266/5> Kristus og hans disciple overholdt ikke disse ceremonielle tvætninger, og spionerne gjorde denne undladelse til grundlaget for deres anklager. De fremkom imidlertid ikke med et direkte angreb på Kristus, men gik til ham med kritik af hans disciple. I folkeskarens påhør sagde de: "Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid."

"<DSM 267/1> Hver gang sandhedens budskab med særlig magt når ind til sjæle, får Satan sine hjælpere til at begynde en strid om et eller andet underordnet spørgsmål. Således søger han at bortlede opmærksomheden fra det egentlige problem. Hver gang et godt arbejde er påbegyndt, står der smålige kritikere parat til at begynde en strid om skik og brug eller tekniske enkeltheder for at drage tanken bort fra den levende virkelighed. Når det viser sig, at Gud vil til at arbejde på en særlig måde for sit folk, så må de ikke lade sig forlede til en strid, som kun vil tjene til sjælenes ødelæggelse. De spørgsmål, som betyder mest for os, er disse: Tror jeg med en frelsende tro på Guds Søn? Lever jeg mit liv i overensstemmelse med Guds lov? "Den som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet." Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud." Joh 3,36; 1Joh 2,3.

"<DSM 267/2> Jesus gjorde ikke noget forsøg på at forsvare hverken sig selv eller sine disciple. Han kom ikke med nogen hentydning til beskyldningerne, men gav sig til at påvise, hvad det var for en ånd, som drev disse forsvarere af menneskelige ritualer. Han gav dem et eksempel på, hvad de bestandig gjorde, og hvad de netop havde gjort, lige før de kom for at søge efter ham. Han sagde: "Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering! Thi Moses har sagt: Ær din fader og din moder, og: Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden. Men I lærer Hvis en mand siger til sin fader eller sin moder: Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være korban (det vil sige tempelgave), så tillader I ham ikke mere at understøtte sin fader eller moder dermed " De tilsidesatte det femte bud, som om det ikke havde nogen betydning; men de var meget nøjeregnende med at rette sig efter de ældstes overleveringer. De lærte folket, at det var en mere hellig pligt at skænke sin ejendom til templet end at understøtte sine forældre, og at det var helligbrøde at tildele fader eller moder noget af det, der var blevet helliget på denne måde, hvor meget de end trængte til det. En søn, som ikke var pligtopfyldende, behøvede blot at udtale ordet "korban" over sin ejendom og på den måde vie den til Gud. Han kunne derefter benytte den til eget brug hele sin levetid, og efter hans død ville den blive overdraget til tempeltjenesten. Således stod det ham frit for, både medens han levede og efter sin død, at vanære og bedrage sine forældre under påskud af en hyklet gudfrygtighed.

"<DSM 267/3> Hverken ved ord eller handlinger formindskede Jesus nogen sinde menneskers forpligtelse til at bringe Gud gaver eller ofre. Det var Kristus, som havde givet alle lovens forskrifter med hensyn til tiende og offergaver. Medens han var på jorden, roste han den fattige enke, som lagde alt, hvad hun ejede, i tempelblokken. Men præsternes og de skriftkloges tilsyneladende nidkærhed over for Gud var et hykleri, som skulle dække over deres trang til selvophøjelse. Folket lod sig narre af dem. De bar tunge byrder, som Gud ikke havde lagt på dem. Selv Kristi disciple var ikke helt frigjort fra det åg, som var blevet lagt på dem ved nedarvet fordom og de skriftkloges myndighed. Nu søgte Jesus ved at afsløre rabbinernes virkelige sindelag at befri alle dem, som virkelig ønskede at tjene Gud, fra overleveringernes trældom.

"<DSM 268/1> "I hyklere!" sagde han, idet han henvendte sig til de listige spioner, "med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud." Kristi ord var en anklage mod hele det farisæiske system. Han erklærede, at de skriftkloge ved at sætte deres krav over de guddommelige forskrifter satte sig selv over Gud.

"<DSM 268/2> Udsendingene fra Jerusalem blev rasende. De kunne ikke beskylde Kristus for at gøre vold på den lov, der blev givet på Sinaj, for han forsvarede den mod deres overleveringer. Lovens store bud, som han forkyndte, stod i slående modsætning til de betydningsløse regler, som mennesker havde opfundet.

"<DSM 268/3> Jesus forklarede for folkeskaren og senere forklarede han mere indgående for sine disciple at besmittelse ikke kommer udefra, men indefra. Renhed og urenhed er noget, der angår sjælen. Det er de onde gerninger, de onde ord, de onde tanker, overtrædelsen af Guds bud og ikke undladelse af ydre, menneskeskabte ceremonier, som gør et menneske urent.

"<DSM 268/4> Disciplene lagde mærke til spionernes raseri, da deres falske lære blev afsløret. De så de vrede blikke og hørte de halvkvalte ord, der udtrykte misfornøjelse og hævntørst. Uden at tænke på, hvor ofte Kristus havde givet dem beviser på, at han læste i hjerterne som i en åben bog, fortalte de ham, hvordan hans ord havde virket. I håb om, at han ville forsone sig med de harmfulde embedsmænd, sagde de til Jesus: "Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte det, du sagde?"

"<DSM 268/5> Han svarede: "Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode." De skikke og overleveringer, som de skriftkloge værdsatte så højt, var af denne verden og stammede ikke fra Himmelen. Hvor stor magt de end havde over folket, så kunne de ikke bestå for Guds dom. Enhver menneskelig opfindelse, som er blevet sat i stedet for Guds bud, vil blive regnet for værdiløs på den dag, hvor "Gud bringer hver en gerning for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt." Præd 12,14.

"<DSM 268/6> Anvendelsen af menneskers forskrifter som erstatning for Guds bud er stadig ikke holdt op. Endog blandt kristne findes der indstiftelser og skikke, som ikke har noget bedre grundlag end fædrenes overleveringer. Den slags indstiftelser, som udelukkende støtter sig til menneskers myndighed, er trådt i stedet for dem af guddommelig oprindelse. Mennesker klamrer sig til deres traditioner og ærer deres skikke og nærer had mod dem, der forsøger at vise dem deres vildfarelse. I vor tid, hvor det er os påbudt at henlede opmærksomheden til Guds bud og Jesu tro, møder vi det samme fjendskab, som åbenbarede sig på Kristi tid. Om den rest af Guds folk, der er tilbage, står der skrevet: "Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Åb 12,17.

"<DSM 268/7> Men "enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode." I stedet for den myndighed, som kirkens såkaldte fædre udøver, befaler Gud os at tage imod ordet fra den evige Fader, Himmelens og jordens Herre. Kun her finder vi sandheden, uden at den er blandet med vildfarelser. David sagde: "Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd. Jeg har mere forstand end de gamle; jeg agter på dine bud." Sl 119,99-100. Alle de, som antager menneskelig myndighed, kirkens sædvaner og skikke eller fædrenes overleveringer, burde give agt på den advarsel, der gives os i Kristi ord: "Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud."