"<DSM 257/2> Miraklet med brødene var rygtedes vidt og bredt, og ganske tidligt næste morgen kom folk i skarevis til Betsajda for at træffe Jesus. De kom i store flokke, både til lands og til søs. De, der havde forladt ham den foregående aften, vendte tilbage og ventede stadig at finde ham der; for der havde ikke været nogen båd, hvormed han kunne være kommet over til den anden side. Men deres eftersøgning var uden resultat, og mange vendte tilbage til Kapernaum, hvor de stadig ledte efter ham.

"<DSM 257/3> I mellemtiden var Jesus ankommet til Genesaret efter kun at have været borte en enkelt dag. Så snart det rygtedes, at han var gået i land der, "løb de omkring i hele den egn og begyndte at bringe de syge på deres senge hen, hvor de hørte, han var " Mark 6,55.

"<DSM 257/4> Efter nogen tids forløb gik han ind i synagogen, og der blev han fundet af dem, der var kommet fra Betsajda. Af hans disciple fik de at vide, hvordan han var kommet over søen. Den voldsomme storm og de mange timer med frugtesløs roen op imod vinden, synet af Kristus, som vandrede på vandet, den skræk, dette havde vakt, hans beroligende ord, Peters oplevelse og dens følger samt stormens pludselige ophør, og hvordan båden var landet, blev alt sammen nøjagtigt berettet til den undrende skare. Men mange, som ikke lod sig stille tilfreds hermed, flokkedes imidlertid om Jesus og spurgte: "Rabbi! Hvornår er du kommet herover?" De håbede på af hans egen mund at høre en yderligere beretning om underet.

"<DSM 258/1> Jesus tilfredsstillede ikke deres nysgerrighed. Han sagde blot bedrøvet: "I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte." De opsøgte ham ikke af ædlere grunde, men da de var blevet mættede med brødene, håbede de stadig at få timelig fordel af at slutte sig til ham. Frelseren sagde til dem: "Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv." Søg ikke kun materiel fordel. Lad det ikke være jeres hovedbestræbelse at sørge for det nuværende liv, men søg åndelig føde, just den visdom, som varer til evigt liv. Dette kan kun Guds Søn give jer, "thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på."

"<DSM 258/2> For en kort stund vakte dette tilhørernes interesse. De udbrød: "Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?" De havde udrettet mange og byrdefulde gerninger for at vinde Guds velbehag, og de var rede til at høre, om der var noget nyt, de skulle overholde, og hvorved de kunne gøre sig fortjent til noget bedre. Deres spørgsmål betød: Hvad skal vi gøre for at gøre os fortjent til Himmelen? Hvad er prisen, man kræver, at vi skal betale for at kunne opnå det kommende liv?

"<DSM 258/3> "Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt." Prisen for Himmelen er Jesus. Vejen til Himmelen er at tro på "Guds Lam, som borttager verdens synd." Joh 1,29.

"<DSM 258/4> Men folket havde ikke lyst til at tage imod denne fremstilling af, hvad der var guddommelig sandhed. Jesus havde netop gjort de gerninger, som profeterne havde forudsagt, at Messias skulle gøre, men de havde ikke været vidne til det, som de i deres egoistiske forhåbninger havde forestillet sig som hans gerning. Kristus havde ganske vist en gang mættet skarerne med bygbrød; men på Moses tid var Israel blevet mættet med manna i fyrretyve år, og man ventede sig langt større velgerninger fra Messias. I deres utilfredshed stillede de sig selv dette spørgsmål. Når Jesus kunne gøre så mange undergerninger, som de selv havde set, hvorfor ville han så ikke give hele sit folk sundhed, kræfter og rigdom, befri dem fra deres undertrykkere og hæve dem til magt og ære? Den kendsgerning, at han hævdede at være den, som Gud havde udsendt, men alligevel afslog at ville være Israels konge, var et mysterium, som de ikke kunne lodde dybden af. Hans afslag blev forkert fortolket. Mange sluttede heraf, at han ikke vovede at hævde sine krav, fordi han selv tvivlede om sin sendelses guddommelige karakter. Således åbnede de deres hjerter for vantroen, og den sæd, som Satan havde sået, bar sin egen frugt gennem misforståelser og frafald.

"<DSM 258/5> Nu spurgte en skriftklog halvt spottende: "Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Hvilken gerning gør du? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: Brød fra Himmelen gav han dem at spise."

"<DSM 258/6> Jøderne ærede Moses som den, der havde givet dem manna. De hædrede redskabet, men mistede ham af syne, ved hvem gerningen var sket. Deres fædre havde knurret mod Moses, og de havde betvivlet og fornægtet hans guddommelige sendelse. Nu forkastede børnene i samme ånd ham, som bragte Guds eget budskab til dem selv. "Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen."" Den, som gav manna, stod midt iblandt dem. Det var Kristus selv, som havde ført hebræerne gennem ørkenen, og som daglig havde mættet dem med brød fra Himmelen. Dette næringsmiddel var et forbillede på det sande brød fra Himmelen. Den livgivende Ånd, som udstrømmer fra Guds uendelige rigdom, er den sande manna. Jesus sagde: "Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv." Joh 6,33.

"<DSM 259/1> Nogle af tilhørerne udbrød, fordi de stadig mente, at det var timelig føde, som Jesus talte om: "Herre! Giv os altid det brød!" Så sagde Jesus klart og tydeligt: "Jeg er livets brød!"

"<DSM 259/2> Det billede, Jesus brugte, var velkendt for jøderne. Moses havde inspireret af Helligånden sagt: "Mennesket lever ikke af brød alene, men ved alt, hvad der udgår af Herrens mund, lever mennesket." Og profeten Jeremias havde skrevet: "Dine ord blev fundet, og jeg åd dem. Men mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde." 5Mos 8,3; Jer 15,16. De skriftkloge havde selv et ordsprog, som sagde, at det at spise brød i dets åndelige betydning var at granske loven og gøre gode gerninger; og man sagde tit, at når Messias kom, ville hele Israel blive mættet. Profeternes lære forklarede tydeligt den dybe åndelige lærdom i miraklet med brødene. Denne lærdom søgte Kristus at gøre forståelig for sine tilhørere i synagogen. Hvis de havde forstået Skrifterne, ville de også have forstået hans ord, da han sagde: "Jeg er livets brød!" Det var kun en dag, siden den store skare, da de var trætte og udmattede af sult, var blevet mættede med det brød, som han havde givet dem. Ligesom de ved at spise dette brød havde fået legemlige kræfter og havde følt sig forfriskede, sådan kunne de fra Kristus få åndelig kraft til evigt liv. "Den, som kommer til mig," sagde han, "skal ikke hungre, og den, som tror på mig, skal aldrig tørste." Men han tilføjede: "I har set og dog tror I ikke."

"<DSM 259/3> De havde set Kristus ved Helligåndens vidnesbyrd, ved Guds åbenbaring for deres sjæle. Det levende bevis for hans kraft havde de haft for øje dag efter dag, men alligevel forlangte de stadig nye tegn. Hvis de havde fået det, ville de være blevet ved med at være lige så vantro som hidtil. Hvis de ikke havde ladet sig overbevise af det, som de havde set og hørt, var det til ingen nytte at vise dem mere forunderlige gerninger. Vantroen vil altid kunne finde undskyldninger for at tvivle, og den vil bortforklare de mest overbevisende kendsgerninger.

"<DSM 259/4> Atter henvendte Jesus sig til disse genstridige sjæle. "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Han sagde, at alle, der tog imod ham i tro, skulle have evigt liv. Ikke en eneste skulle gå fortabt. Der var ingen grund for farisæerne og saddukæerne til at skændes om det fremtidige liv. Der var ikke mere nogen grund for mennesker til at sørge i håbløs fortvivlelse over deres døde. "Dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag."

"<DSM 259/5> Men folkets ledere var krænkede, "og de sagde: Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?" De forsøgte at vække folkets fordom ved hånligt at hentyde til Jesu ringe herkomst. De kom med ringeagtende hentydninger til hans liv som en af Galilæas arbejdere og til hans familie, fordi den var fattig og ringe. De sagde, at denne uoplyste tømmermands påstande ikke var deres opmærksomhed værd. Og på grund af hans hemmelighedsfulde fødsel insinuerede de, at hans herkomst var tvivlsom, og således fremstillede de menneskelige omstændigheder ved hans fødsel som en plet på hans navn.

"<DSM 260/1> Jesus gjorde ikke noget forsøg på at forklare mysteriet ved sin fødsel. Han besvarede ikke spørgsmålene om, hvorvidt han var kommen ned fra Himmelen, ligesom han heller ikke havde besvaret spørgsmålene om sin vandring over søen. Han henledte ikke opmærksomheden til de undergerninger, som kendetegnede hans liv. Frivilligt havde han valgt at være uden menneskelig anseelse og havde påtaget sig en tjeners skikkelse. Men hans sande karakter åbenbarede sig gennem hans ord og gerninger. Alle, hvis hjerte var åbent for det himmelske lys, ville i ham genkende "Faderens enbårne Søn, fuld af nåde og sandhed." Joh 1,14.

"<DSM 260/2> Farisæernes fordomme var dybere, end det gav sig udtryk gennem deres spørgsmål. De havde deres rod i deres hjerters fordærvelse. Ethvert af Jesu ord og enhver af hans handlinger vakte modstand hos dem, thi den ånd, som de nærede, kunne ikke finde nogen genklang hos ham.

"<DSM 260/3> "Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: "Og de skal alle være oplært af Gud." Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig" Ingen kan nogen sinde komme til Kristus, hvis de ikke føler sig draget af Faderens kærlighed. Men Gud drager alle hjerter til sig, og kun de, som står ham imod, vil afslå at komme til Kristus.

"<DSM 260/4> Med disse ord: "De skal alle være oplært af Gud," hentydede Jesus til Esajas profeti: "Alle dine børn bliver oplært af Herren, og stor bliver børnenes fred." Es 54,13. Disse skriftord tilegnede jøderne sig. De hovmodede sig af, at Gud var deres lærer. Men Jesus viste dem, hvor forfængelig en påstand dette var, thi han sagde: "Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig" Kun gennem Kristus kunne de få kendskab til Faderen. Mennesker kunne ikke tåle synet af Guds herlighed. De, som havde lært af Gud, havde lyttet til hans Søns røst, og de ville i Jesus fra Nazaret genkende ham, der ved sin natur og ved åbenbaring har forkyndt Faderen.

"<DSM 260/5> "Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror, har evigt liv." Ved Johannes, den elskede discipel, som lyttede til disse ord, forkyndte Helligånden for menighederne: "Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet." 1Joh 5,11-12. Og Jesus sagde: "Jeg skal oprejse ham på den yderste dag." Kristus blev et med os i kødet, for at vi skulle kunne blive et med ham. Det er i kraft af denne forening, at vi skal opstå af graven, ikke blot som en tilkendegivelse af Kristi magt, men fordi hans liv ved troen er blevet vort. De, som ser Kristus i hans sande væsen og tager imod ham i deres hjerte, har evigt liv. Det er ved Ånden, at Kristus bor i os, og Guds Ånd, som ved troen modtages i hjertet, er begyndelsen til det evige liv.

"<DSM 261/1> Folket havde over for Kristus omtalt den manna, som deres fædre spiste i ørkenen, som om tilvejebringelsen af denne mad var et større mirakel end det under, som Jesus havde gjort. Men han viste dem, hvor ringe denne gave var i forhold til de velsignelser, han var kommet for at tildele dem. Mannaen kunne kun opretholde den jordiske tilværelse. Den hindrede ikke dødens komme eller tilsikrede udødelighed. Men brødet fra Himmelen ville give sjælen næring til evigt liv. Frelseren sagde: "Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid." Nu føjer Kristus et andet billede til dette. Kun ved at dø kunne han tildele mennesker livet, og i de følgende ord viser han hen til sin død som midlet til frelse. Han siger: "Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden."

"<DSM 261/2> Jøderne skulle netop til at fejre påsken i Jerusalem til minde om natten for Israels udfrielse, da dødens engel slog de ægyptiske hjem. Gud ville, at de i påskelammet skulle se Guds Lam og ved hjælp af dette forbillede tage imod ham, som gav sig selv for verdens liv. Men jøderne var nået til at anse forbilledet for at være af største vigtighed, medens de ikke lagde mærke til dets betydning. De forstod ikke, at det var Herrens legeme. Den samme sandhed, som blev symboliseret ved påskens højtid, lærtes gennem Kristi ord. Men stadig forstod de det ikke.

"<DSM 261/3> Nu sagde de skriftkloge vredt: "Hvordan kan han give os sit kød at spise?" De foregav at forstå hans ord på den samme bogstavelige måde som Nikodemus, da han spurgte: "Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt?" Joh 3,4. Til en vis grad forstod de, hvad Jesus mente, men de var ikke villige til at erkende det. De håbede, at de ved at forvanske hans ord kunne skade ham i folkets øjne.

"<DSM 261/4> Jesus gjorde ikke sin symbolske fremstilling mildere. Han gentog sandheden med endnu stærkere ord: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham."

"<DSM 261/5> At æde Kristi kød og drikke hans blod vil sige at tage imod ham som en personlig Frelser i troen på, at han tilgiver alle vore synder, og at vi er fuldkomne i ham. Det er ved at betragte hans kærlighed, ved at dvæle i den, ved at indsuge den, at vi får del i hans natur. Hvad mad er for legemet, må Kristus være for sjælen. Mad kan ikke hjælpe os, hvis vi ikke spiser den, hvis den ikke bliver en del af os selv. På samme måde er Kristus ikke til nogen gavn for os, hvis vi ikke kender ham som vor personlige Frelser. En teoretisk viden nytter os ikke. Vi må næres af ham, modtage ham i vort hjerte, så hans liv bliver til vort liv. Hans kærlighed og hans nåde må optages i os.

"<DSM 261/6> Men selv disse billeder er ikke tilstrækkelige til at fremstille begunstigelsen ved den troendes forhold til Kristus. Jesus sagde: "Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig." Ligesom Guds Søn lever i kraft af Faderen, sådan skal vi leve ved tro på Kristus. Så fuldt og helt var Jesus overgivet til Guds vilje, at kun Faderen alene kom til syne i hans liv. Skønt han blev fristet i alle ting ligesom vi, stod han over for verden uplettet af det onde, som omgav ham. Sådan skal vi også komme til at sejre, ligesom Kristus sejrede.

"<DSM 262/1> Er du Kristi discipel? Så er alt det, der er blevet skrevet om det åndelige liv, blevet skrevet for dig, og du kan opnå det ved at forene dig med Jesus. Er din iver ved at svigte? Er den første kærlighed blevet kold? Så tag igen mod den kærlighed, som Kristus tilbyder dig. Spis hans kød og drik hans blod, så vil du blive et med Faderen og med Sønnen.

"<DSM 262/2> De vantro jøder nægtede at se andet end den mest bogstavelige betydning i Frelserens ord. Efter ritualloven var det dem forbudt at smage blod, og nu fortolkede de Kristi tale som gudsbespottelige ord og skændtes indbyrdes om den. Selv mange af disciplene sagde: "Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?"

"<DSM 262/3> Frelseren svarede dem: "Forarger det jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv "

"<DSM 262/4> Kristi liv, som giver verden liv, findes i hans ord. Det var ved sit ord, at Jesus helbredte sygdomme og uddrev onde ånder; ved sit ord gjorde han søen stille og oprejste døde; og folket vidnede om, at hans ord havde magt. Han talte Guds ord, som han havde gjort det ved alle Det gamle Testamentes profeter og lærere. Hele Bibelen er en åbenbaring af Kristus, og Frelseren ville holde sine disciples tro fast ved ordet. Når hans synlige nærværelse forsvandt, måtte ordet være deres kraftkilde. De skulle ligesom Mesteren leve af "hvert ord, som udgår af Guds mund." Matt 4,4.

"<DSM 262/5> Ligesom vort fysiske liv opretholdes ved føde, sådan opretholdes vort åndelige liv ved Guds ord. Og enhver sjæl må personligt modtage livet fra Guds ord. Ligesom vi selv må spise for at få næring, sådan må vi selv modtage ordet. Vi kan ikke komme til at eje det blot ved hjælp af et andet menneskes tanker. Vi burde granske Bibelen omhyggeligt og bede Gud om Helligåndens hjælp, så vi kunne forstå hans ord. Vi burde tage et enkelt vers og koncentrere vort sind om den opgave at forvisse os om, hvad Gud har tiltænkt os med netop dette vers. Vi burde dvæle ved denne tanke, indtil vi får tilegnet os det, og vi ved, at "så siger Herren".

"<DSM 262/6> Gennem sine løfter og advarsler tænker Jesus på mig. Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at jeg ved at tro på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. De oplevelser, som der berettes om i Guds ord, skal blive mine oplevelser. Bøn og løfter, forskrifter og advarsler tilhører mig. "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal. 2,20. Når troen således modtager og i sig selv optager sandhedens grundtanker, bliver de en del af os selv og en drivkraft for livet. Når Guds ord modtages i sjælen, former den tankerne og medvirker til karakterens udvikling.

"<DSM 263/1> Ved stadig at se hen til Jesus med troens øje vil vi blive styrkede. Gud vil åbenbare de mest vidunderlige ting for sit hungrende, tørstende folk. De vil opdage, at Kristus er en personlig Frelser. Når de næres ved hans ord, vil de se, at det er ånd og liv. Ordet tilintetgør den medfødte, jordiske natur og meddeler et nyt liv i Kristus Jesus. Helligånden kommer som talsmand til sjælen. Ved hans nådes forvandlende kraft genskabes Guds billede i disciplen. Han bliver en ny skabning. Kærlighed afløser had, og hjertet får lighed med det guddommelige. Dette er, hvad det vil sige at leve "af hvert ord, som udgår af Guds mund." Dette er at spise det brød, som kommer ned fra Himmelen.

"<DSM 263/2> Kristus havde udtalt en hellig og evig sandhed om forholdet mellem ham selv og hans efterfølgere. Han kendte deres natur, som hævdede at være hans disciple, og hans ord satte deres tro på prøve. Han erklærede, at de skulle tro på og handle efter hans lære. Alle, som tog imod ham, ville få del i hans natur og blive omdannede til at få hans karakter. Dette medførte, at de måtte give afkald på den ærgerrighed, de nærede. Det krævede, at de fuldt og helt overgav sig til Jesus. De var kaldede til selv at profetere og at være ydmyge og sagtmodige af hjertet. De måtte vandre ad den snævre vej, hvor manden fra Golgata havde vandret før dem, hvis de ville have del i livets gave og Himmelens herlighed.

"<DSM 263/3> Denne prøve var dem for stor. Begejstringen kølnedes hos dem, der havde villet tage ham med magt og kåre ham til konge. De erklærede, at denne tale i synagogen havde åbnet deres øjne. Nu var de revet ud af vildfarelsen. Efter deres mening var hans ord en direkte indrømmelse af, at han ikke var Messias, og at der ikke var noget jordisk at vente sig til gengæld, hvis man sluttede sig til ham. De havde hilst hans undergerninger med glæde; de higede efter at blive befriet for sygdomme og lidelser, men de kunne ikke føle nogen forståelse for hans selvopofrende liv. De brød sig ikke om dette hemmelighedsfulde åndelige rige, som han talte om. De hykleriske og de egenkærlige, som havde søgt til ham, havde ikke mere brug for ham. Hvis han ikke ville vie sin kraft og indflydelse til at befri dem fra romerne, så ville de ikke have noget at gøre med ham.

"<DSM 263/4> Jesus sagde rent ud til dem: "Der er nogle af jer, som ikke tror!" og han tilføjede: "derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen." Han ville have dem til at forstå, at hvis de ikke følte sig draget til ham, så var det, fordi deres hjerter ikke var åbne for Helligåndens påvirkning. "Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt." 1Kor. 2,14. Det er ved troen, at sjælen ser Jesu herlighed. Denne herlighed er skjult, indtil troen ved Helligånden vækkes i sjælen.

"<DSM 263/5> Ved denne offentlige irettesættelse på grund af deres vantro følte disse disciple sig endnu mere stødt bort fra Jesus. De var meget misfornøjede og for at såre Frelseren og tilfredsstille farisæernes ondskab vendte de ham ryggen og forlod ham med foragt. De havde truffet deres valg, havde valgt formen uden ånd og skallen uden kerne. De forandrede aldrig siden hen denne beslutning; thi de vandrede ikke mere med Jesus.

"<DSM 264/1> "Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade." Matt 3,12. Dette var et af de tidspunkter, hvor gennemrensningen skete. Ved sandhedens ord blev avnerne skilt fra hveden. Mange vendte sig bort fra Jesus, fordi de var alt for forfængelige og selvretfærdige til at tage mod dadel, alt for verdslige til at ville leve et liv i ydmyghed. Der findes mange, som stadig gør det samme. I dag bliver sjæle sat på prøve, ligesom disse disciple blev det i synagogen i Kapernaum. Når sandheden rammer hjertet, ser de, at deres liv ikke stemmer overens med Guds vilje. De indser nødvendigheden af en fuldstændig forvandling; men de er ikke villige til at påtage sig denne selvfornægtende opgave. Derfor bliver de vrede, når deres synder bliver opdaget. De går fornærmede bort, akkurat ligesom disciplene forlader de Jesus, medens de mumler: "Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?"

"<DSM 264/2> Ros og smiger ville lyde behageligt i deres øren; men sandheden er uvelkommen, den vil de ikke høre. Når mængden følger med, og folkeskarerne mættes, og triumfråbene lyder, så lovpriser de højlydt; men når Guds Ånd ved sin ransagning åbenbarer synder og byder dem holde op med dem, så vender de sandheden ryggen og vandrer ikke mere med Jesus.

"<DSM 264/3> Da disse utilfredse disciple vendte sig bort fra Jesus, fik en anden ånd dem i sin magt. De kunne ikke finde noget tillokkende ved ham, som de engang havde fundet så interessant. Nu opsøgte de hans fjender, fordi de var i overensstemmelse med deres ånd og gerning. De forvanskede hans ord, forfalskede hans fremstilling og drog hans motiver i tvivl. De støttede deres sag ved at opsnappe hver smule, der kunne anvendes imod ham; og der vaktes en sådan harme ved disse falske rygter, at hans liv var i fare.

"<DSM 264/4> Det rygtedes hurtigt, at Jesus fra Nazaret selv havde tilstået, at han ikke var Messias. Og på denne måde vendte folkestemningen i Galilæa sig imod ham, ligesom den det forrige år havde gjort det i Judæa. Stakkels Israel! De forkastede Frelseren, fordi de længtes efter en erobrer, der kunne give dem timelig magt. De ville have den føde, som forgår, og ikke den, som varer ved til evigt liv.

"<DSM 264/5> Med sorgfuldt sind så Jesus dem, der havde været hans disciple, forlade ham, som var menneskenes liv og lys. Bevidstheden om, at hans medlidenhed ikke blev påskønnet, hans kærlighed ikke gengældt, hans nåde ringeagtet og hans frelse forkastet, fyldte ham med en usigelig sorg. Det var en udvikling som denne, der gjorde ham til en smerternes mand. Uden at gøre forsøg på at hindre dem, der forlod ham, vendte Jesus sig til de tolv og sagde: "Vil I også gå bort?"

"<DSM 264/6> Peter svarede ved at spørge: "Herre! Til hvem skal vi gå hen?" Han tilføjede: "Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige." "Til hvem skal vi gå hen?" Israels lærere var slaver af formalismen. Farisæerne og saddukæerne lå bestandig i strid med hinanden. At forlade Jesus ville sige at falde i hænderne på dem, der holdt strengt på former og ceremonier, og ærgerrige mænd, der søgte deres egen ære. Siden disciplene havde taget imod Kristus, havde de oplevet mere fred og glæde end i hele deres tidligere liv. Hvor skulle de så kunne vende tilbage til dem, der havde spottet og forfulgt syndernes ven? De havde længe ventet Messias. Nu var han kommet, og de kunne ikke vende sig bort fra ham til dem, der stræbte ham efter livet, og som havde forfulgt dem, fordi de var hans disciple.

"<DSM 265/1> "Til hvem skal vi gå hen?" Bort fra Kristi lære, hans bud om kærlighed og barmhjertighed, til vantroens mørke og denne verdens ondskab. Medens Frelseren blev svigtet af mange af dem, der havde været vidne til hans undergerninger, gav Peter udtryk for disciplenes tro: "Du er Guds Hellige!" Selve tanken om at miste dette anker for deres sjæle fyldte dem med frygt og sorg. At måtte undvære en Frelser var det samme som at drive for vind og vejr på et mørkt og stormfuldt hav.

"<DSM 265/2> Mange af Jesu ord og gerninger forekommer uforståelige for den begrænsede tanke, men hvert eneste ord og hver handling havde sit bestemte formål i arbejdet for vor frelse. Hver ting var beregnet til at frembringe sit særlige resultat. Hvis vi var i stand til at forstå hans hensigter, ville alt vise sig at være betydningsfuldt, fuldkomment og overensstemmende med hans opgave.

"<DSM 265/3> Skønt vi ikke nu forstår Guds handlinger og veje, kan vi skimte hans store kærlighed, der ligger til grund for hele hans handlemåde over for mennesker. Den, som lever Jesus nær, vil forstå meget af gudfrygtighedens mysterium. Han vil erkende den barmhjertighed, som tildeler irettesættelser, som prøver karakteren og bringer hjertets tanker frem for lyset.

"<DSM 265/4> Da Jesus forkyndte den prøvende sandhed, der gjorde, at så mange af disciplene vendte ham ryggen, vidste han, hvad følgen af hans ord ville blive; men han havde et nådigt formål med at gøre det. Han forudså, at i fristelsens stund ville enhver af hans elskede disciple blive hårdt prøvet. Hans dødsangst i Getsemane, forræderiet og hans korsfæstelse ville for dem blive en stor prøvelse. Hvis der ikke tidligere havde været nogen prøve, ville mange, der kun blev drevet af selviske motiver, have været knyttet til dem. Når deres Herre blev dømt i domssalen; når skarerne, der havde hyldet ham som deres konge, snerrede ad ham og forhånede ham; når den spottende hob råbte: "Korsfæst ham!" når deres jordiske forhåbninger blev skuffede, så ville disse selviske mennesker ved at frasige sig deres troskab mod Jesus have voldt disciplene bitter og overvældende sorg, foruden deres smerte og skuffelse ved at se deres kæreste håb lagt øde. I denne mørkets time ville eksemplet fra dem, som vendte sig fra ham, have ført andre med sig. Men Jesus fremkaldte dette vendepunkt, medens han ved sin personlige nærhed kunne styrke troen hos sine trofaste disciple.

"<DSM 265/5> Medlidende Frelser, som med fuld viden om den dom, der ventede ham, omsorgsfuldt jævnede vejen for sine disciple og beredte dem til deres største prøvelse og styrkede dem til den afgørende strid!