|
"<DSM 242/1> Da disciplene var vendt
tilbage fra deres missionsvandring, samler de sig om Jesus, og de fortalte
ham om alt det, de havde udrettet, og hvad de havde lært folk. Og
han siger til dem: "Kom I nu med til et øde sted, så I kan
være ene og hvile jer lidt; "thi der var mange, som kom og gik, og
de havde ikke engang ro til at spise."
"<DSM 242/2> Deciplene kom til Jesus og fortalte ham
det alt sammen. Deres fortrolige forhold til ham gav dem mod til at forelægge
ham alle deres gunstige og mindre gunstige erfaringer, deres glæde
over at se resultater af deres arbejde, og sorg over deres misgreb, deres
fejl og deres svagheder. Da de frimodigt fortalte Jesus om deres oplevelser,
så han, at de trængte til megen belæring. Han så
også, at de var blevet trætte under arbejdet, og at de trængte
til hvile.
"<DSM 242/3> Men der, hvor de denne gang opholdt sig,
kunne de ikke få den ensomhed, de behøvede; "thi der var mange,
som kom og gik, og de havde ikke engang ro til at spise." Folket flokkedes
om Jesus, ivrige efter at få helbredelse og ivrige efter at lytte
til hans ord. Mange følte sig draget til ham, for han forekom dem
at være kilden til alle velsignelser. Mange af dem, der flokkedes
om Jesus for at modtage helbredelsens vidunderlige gave, tog imod ham som
deres Frelser. Mange andre, som var bange for at bekende sig til ham på
grund af farisæerne, blev omvendt, da Helligånden steg ned,
og erkendte over for de vrede præster og rådsherrer, at han
var Guds Søn.
"<DSM 242/4> Men nu længtes Kristus efter ensomhed
for at kunne være sammen med sine disciple; thi han havde meget at
sige dem. Under deres virksomhed havde de prøvet at være i
modstrid med andre, og de havde mødt modstand under forskellige
skikkelser. Hidtil havde de spurgt Kristus til råds om alt; men de
havde i nogen tid været alene, og det havde til tider voldt dem store
vanskeligheder at vide, hvad de skulle gøre. Deres gerning havde
været dem til stor opmuntring, thi Kristus havde ikke udsendt dem
uden sin Ånd, og ved troen på ham havde de gjort mange undere;
men nu trængte de til at næres af livets brød. De trængte
til at komme hen til et ensomt sted, hvor de kunne rådføre
sig med Jesus og få vejledning til deres fremtidige arbejde.
"<DSM 242/5> "Og han siger til dem: "Kom I nu med til
et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt." Kristus
er fuld af omsorg og medfølelse for alle, der tjener ham. Nu ville
han vise sine disciple, at Gud ikke kræver offer, men barmhjertighed.
De havde lagt hele deres sjæl ind i arbejdet for folket, og dette
var opslidende for deres legmelige og sjælelige kræfter. Nu
var det deres pligt at hvile.
"<DSM 243/1> Da disciplene havde set, hvor godt deres
gerning lykkedes, var der fare for, at de kunne komme til at stole på
sig selv, fare for, at de skulle komme til at nære åndeligt
hovmod og således falde for Satans fristelser. Der lå en stor
gerning foran dem, og allerførst måtte de lære, at deres
kraft ikke stammede fra dem selv, men fra Gud. Ligesom Moses i Sinaj ørken,
ligesom David i Judæas bjerge eller Elias ved bækken Krit trængte
disciplene til at komme bort fra skuepladsen for deres virksomhed for at
være ene med Jesus, med naturen og med deres eget hjerte.
"<DSM 243/2> Medens disciplene havde været borte
på deres missionsrejse, havde Jesus besøgt andre byer og landsbyer
og havde prædiket Rigets evangelium. Det var på dette tidspunkt,
at han fik meddelelsen om Johannes Døbers død. Denne begivenhed
viste ham med levende klarhed, hvordan hans egen vej måtte ende.
Skyggerne samlede sig tæt om hans sti. Præsterne og de skriftkloge
var altid på vagt for at bevirke hans død, spioner fulgte
ethvert af hans skridt, og alle vegne lagde man råd op om at tilintetgøre
ham. Rygtet om apostlenes prædiken i hele Galilæa nåede
til Herodes og vakte hans opmærksomhed for Jesus og hans gerning.
"Dette må være Johannes Døber," sagde han, "han er opstået
fra de døde;" og han udtrykte ønsket om at få Jesus
at se. Herodes levede i en stadig skræk for, at der i hemmelighed
kunne skabes en revolution, der havde til formål at afsætte
ham fra tronen og bryde det romerske åg, som hvilede på jødefolket.
Misfornøjelsens og oprørets ånd modnedes blandt folket.
Det var tydeligt, at Kristi arbejde blandt folket i Galilæa ikke
kunne fortsættes ret længe. Hans lidelse nærmede sig,
og han længtes efter en tid at være borte fra mængdens
larm og forvirring.
"<DSM 243/3> Med sorg havde Johannes disciple bragt
hans lemlæstede legeme til graven. "Derefter gik de hen og fortalte
Jesus det." Disse disciple havde været skinsyge på Kristus,
da han syntes at drage folket bort fra Johannes. De havde gjort fælles
sag med farisæerne ved at anklage ham, da han sad til bords med tolderne
ved Mattæus gæstebud. De havde tvivlet om hans guddommelige
sendelse, fordi han ikke havde befriet Døberen. Men nu, hvor deres
lærer var død og de trængte til trøst i deres
store sorg og til vejledning under deres fremtidige gerning, kom de til
Jesus og gjorde hans sag til deres. De trængte også til en
stille tid for at være ene sammen med Frelseren.
"<DSM 243/4> I nærheden af Betsajda var der nord
for søen en ensom egn, der på dette tidspunkt var smuk og
forårsgrøn. Den ydede Jesus og hans disciple et kærkomment
tilflugtsted. De begav sig på vej hertil og drog i deres båd
over søen. Her ville de være fjernt fra de store færdselsårer
og fra byens larm og uro. Selve landskabet var en hvile og forandring,
der virkede velgørende på sindet. Her kunne de lytte til Kristi
ord uden at måtte høre de skriftkloges og farisæernes
harmfulde afbrydelser og skarpe svar og beskyldninger. Her kunne de nyde
en kort stund med værdifuldt fællesskab i Frelserens nærhed.
"<DSM 243/5> Den hvile, som Kristus og hans disciple
søgte, var ikke en egoistisk nydelse. Den tid, de tilbragte afsondret
fra andre, blev ikke brugt til at have det hyggeligt og behageligt. De
talte sammen om Guds gerning og om muligheden for at gøre arbejdet
mere virkningsfuldt. Disciplene havde været sammen med Kristus, og
de forstod ham. Til dem behøvede han ikke at tale i lignelser. Han
rettede deres fejltagelser og forklarede dem, hvordan man bedst kom i forbindelse
med folket. Han åbenbarede dem mere rigt den guddommelige sandheds
dyrebare skatte. De fik ved guddomskraften nyt liv, og han indgød
den håb og mod.
"<DSM 244/1> Skønt Jesus kunne gøre undere
og havde givet sine disciple magt til det samme, så tilskyndede han
sine trætte tjenere til at søge hvile og ensomhed ude på
landet. Dengang han sagde, at høsten var stor og arbejderne få,
indskærpede han ikke sine disciple nødvendigheden af ustandseligt
arbejde, men sagde: "Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere
ud til sin høst." Matt 9,38. Gud har tildelt hvert eneste menneske
dets arbejde alt efter dets evner Ef 4,11-13. og han vil ikke, at nogle
få skal tynges af ansvar, medens andre ikke bærer nogen byrde,
ikke har nogen møje for sjælen.
"<DSM 244/2> Kristi medlidende ord er lige så
sikkert talt til hans tjenere i dag, som de blev talt til hans disciple.
"Kom I nu med til et øde sted, ... så I kan hvile jer lidt!"
siger han til dem, der er forslidte og trætte. Det er ikke klogt
altid at være under pres af arbejde og uro, selv om man tjener menneskers
åndelige behov; thi på denne måde forsømmes ens
egen fromhed. Sindets, sjælens og legemets kræfter bliver overbelastede.
Der kræves selvfornægtelse af Kristi disciple, og der må
bringes ofre; men de må også vogte sig for, at ikke Satan på
grund af deres alt for store nidkærhed benytter sig af den menneskelige
svaghed, så det skader Guds gerning.
"<DSM 244/3> Efter de skriftkloges vurdering bestod
fromheden væsentligt i altid at være i fuld aktivitet. De var
afhængige af en eller anden ydre handling for at vise deres store
fromhed. Således skilte de deres sjæle fra Gud og skaffede
sig selv opbyggelse ved deres indbildskhed. De samme farer findes stadig.
Når aktiviteten forøges og det lykkes for mennesker at udrette
noget for Gud, er der fare for at sætte sin lid til menneskelige
planer og metoder. Der kommer tilbøjelighed til at bede mindre og
til at have mindre tro. Vi er ligesom disciplene i fare for at miste vor
afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vor virketrang.
Vi må bestandig se hen til Jesus og gøre os klart, at det
er hans kraft, som udretter det alt sammen. Skønt vi skal arbejde
alvorligt for de fortabtes frelse, skal vi også give os tid til meditation,
til bøn og til studie af Guds ord. Kun det arbejde, der kan udrettes
med megen bøn og bliver helliget ved Kristi kraft, vil til slut
vise sig at have virket til det gode.
"<DSM 244/4> Ingen andens liv har nogen sinde været
så overbebyrdet med arbejde og ansvar, som Jesu tilværelse
var det; men hvor fandt man ham alligevel ofte i bøn! Hvor var han
i bestandigt samfund med Gud! Atter og atter møder vi i beretningen
om hans liv på jorden ord som disse: "Ganske tidligt, mens det endnu
var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted,
og der bad han." Store skarer kom sammen for at høre og for at blive
helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til ørkenerne
og bad." "Så skete det i de dage, at han gik ud i bjergene for at
bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud." Mark 1,35; Luk 5,15-16;
6,12.
"<DSM 245/1> I en tilværelse, der helt var viet
til gavn for andre, var det nødvendigt for Frelseren at trække
sig tilbage fra de store færdselsårer og fra de skarer, der
fulgte ham dag efter dag. Han måtte vende sig bort fra et liv i ustandselig
travlhed og kontakt med mennesker i nød far at søge ensomhed
og uforstyrret samfund med sin Fader. Som et med os, som en, der delte
vore fornødenheder og svagheder, var han helt afhængig af
Gud, og i sit hemmelige lønkammer søgte han guddommelig kraft,
så han kunne gå styrket ud til pligter og prøvelser.
I denne syndens verden måtte Jesus kæmpe sin kamp og lide sjælekval.
I samfund med Gud kunne han lægge de sorger fra sig, som var ved
at knuse ham. Her fandt han trøst og glæde.
"<DSM 245/2> Ved, Kristus nåede menneskeslægtens
råb den uendelige medlidenheds Fader. I sin egenskab af menneske
bønfaldt han for Guds trone, indtil den menneskelige side af hans
væsen blev fyldt med en himmelsk kraft, som skulle forene det menneskelige
med det guddommelige. Ved bestandigt samfund med Gud modtog han liv, for
at han kunne meddele liv til verden. Vi skal opnå den samme erfaring
som han.
"<DSM 245/3> "Kom I nu med til et øde sted!"
byder han os. Hvis vi ville agte på hans ord, ville vi blive stærkere
og mere nyttige. Disciplene søgte til Jesus og fortalte ham alt,
og han opmuntrede og belærte dem. Hvis vi i dag ville tage os tid
til at gå til Jesus og fortælle ham, hvad vi trænger
til, så ville vi ikke blive skuffede; han ville være ved vor
højre hånd for at hjælpe os. Vi trænger til mere
enfoldighed, mere tro og tillid til vor Frelser. Han, hvis navn kaldes
"Vældig Gud", "Evigheds Fader" "Fredsfyrste", han, om hvem der står
skrevet: "På hans skulder skal herredømmet hvile " er den
Underfulde Rådgiver. Vi opfordres til at bede ham om visdom. Han
"giver alle gavmildt og uden bebrejdelse." Es 9,5; Jak. 1,5.
"<DSM 245/4> I alle dem, der er oplært af Gud,
burde der åbenbares et liv, som ikke harmonerer med verden, med dens
skikke eller dens sædvaner, og enhver behøver personlig erfaring
i at opnå kundskab om Guds vilje. Vi må hver især høre
ham tale til vort hjerte. Når enhver anden røst er bragt til
tavshed, og vi i stilhed venter for hans ansigt, vil sjælens stilhed
få Guds stemme til at lyde tydeligere. Han byder os: "Hold inde og
kend, at jeg er Gud." Sl 46,11. Kun her kan man finde den sande hvile.
Og dette er den rette beredelse for alle dem, der tjener Gud. Midt i den
travle mængde og under pres af livets voldsomme aktivitet vil den
sjæl, der således har fornyet sig, være omgivet af en
atmosfære af lys og fred. Livet vil blive som en dejlig duft og åbenbare
en guddommelig kraft, der kan nå til menneskers hjerter.
|