"<DSM 242/2> Deciplene kom til Jesus og fortalte ham det alt sammen. Deres fortrolige forhold til ham gav dem mod til at forelægge ham alle deres gunstige og mindre gunstige erfaringer, deres glæde over at se resultater af deres arbejde, og sorg over deres misgreb, deres fejl og deres svagheder. Da de frimodigt fortalte Jesus om deres oplevelser, så han, at de trængte til megen belæring. Han så også, at de var blevet trætte under arbejdet, og at de trængte til hvile.

"<DSM 242/3> Men der, hvor de denne gang opholdt sig, kunne de ikke få den ensomhed, de behøvede; "thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang ro til at spise." Folket flokkedes om Jesus, ivrige efter at få helbredelse og ivrige efter at lytte til hans ord. Mange følte sig draget til ham, for han forekom dem at være kilden til alle velsignelser. Mange af dem, der flokkedes om Jesus for at modtage helbredelsens vidunderlige gave, tog imod ham som deres Frelser. Mange andre, som var bange for at bekende sig til ham på grund af farisæerne, blev omvendt, da Helligånden steg ned, og erkendte over for de vrede præster og rådsherrer, at han var Guds Søn.

"<DSM 242/4> Men nu længtes Kristus efter ensomhed for at kunne være sammen med sine disciple; thi han havde meget at sige dem. Under deres virksomhed havde de prøvet at være i modstrid med andre, og de havde mødt modstand under forskellige skikkelser. Hidtil havde de spurgt Kristus til råds om alt; men de havde i nogen tid været alene, og det havde til tider voldt dem store vanskeligheder at vide, hvad de skulle gøre. Deres gerning havde været dem til stor opmuntring, thi Kristus havde ikke udsendt dem uden sin Ånd, og ved troen på ham havde de gjort mange undere; men nu trængte de til at næres af livets brød. De trængte til at komme hen til et ensomt sted, hvor de kunne rådføre sig med Jesus og få vejledning til deres fremtidige arbejde.

"<DSM 242/5> "Og han siger til dem: "Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt." Kristus er fuld af omsorg og medfølelse for alle, der tjener ham. Nu ville han vise sine disciple, at Gud ikke kræver offer, men barmhjertighed. De havde lagt hele deres sjæl ind i arbejdet for folket, og dette var opslidende for deres legmelige og sjælelige kræfter. Nu var det deres pligt at hvile.

"<DSM 243/1> Da disciplene havde set, hvor godt deres gerning lykkedes, var der fare for, at de kunne komme til at stole på sig selv, fare for, at de skulle komme til at nære åndeligt hovmod og således falde for Satans fristelser. Der lå en stor gerning foran dem, og allerførst måtte de lære, at deres kraft ikke stammede fra dem selv, men fra Gud. Ligesom Moses i Sinaj ørken, ligesom David i Judæas bjerge eller Elias ved bækken Krit trængte disciplene til at komme bort fra skuepladsen for deres virksomhed for at være ene med Jesus, med naturen og med deres eget hjerte.

"<DSM 243/2> Medens disciplene havde været borte på deres missionsrejse, havde Jesus besøgt andre byer og landsbyer og havde prædiket Rigets evangelium. Det var på dette tidspunkt, at han fik meddelelsen om Johannes Døbers død. Denne begivenhed viste ham med levende klarhed, hvordan hans egen vej måtte ende. Skyggerne samlede sig tæt om hans sti. Præsterne og de skriftkloge var altid på vagt for at bevirke hans død, spioner fulgte ethvert af hans skridt, og alle vegne lagde man råd op om at tilintetgøre ham. Rygtet om apostlenes prædiken i hele Galilæa nåede til Herodes og vakte hans opmærksomhed for Jesus og hans gerning. "Dette må være Johannes Døber," sagde han, "han er opstået fra de døde;" og han udtrykte ønsket om at få Jesus at se. Herodes levede i en stadig skræk for, at der i hemmelighed kunne skabes en revolution, der havde til formål at afsætte ham fra tronen og bryde det romerske åg, som hvilede på jødefolket. Misfornøjelsens og oprørets ånd modnedes blandt folket. Det var tydeligt, at Kristi arbejde blandt folket i Galilæa ikke kunne fortsættes ret længe. Hans lidelse nærmede sig, og han længtes efter en tid at være borte fra mængdens larm og forvirring.

"<DSM 243/3> Med sorg havde Johannes disciple bragt hans lemlæstede legeme til graven. "Derefter gik de hen og fortalte Jesus det." Disse disciple havde været skinsyge på Kristus, da han syntes at drage folket bort fra Johannes. De havde gjort fælles sag med farisæerne ved at anklage ham, da han sad til bords med tolderne ved Mattæus gæstebud. De havde tvivlet om hans guddommelige sendelse, fordi han ikke havde befriet Døberen. Men nu, hvor deres lærer var død og de trængte til trøst i deres store sorg og til vejledning under deres fremtidige gerning, kom de til Jesus og gjorde hans sag til deres. De trængte også til en stille tid for at være ene sammen med Frelseren.

"<DSM 243/4> I nærheden af Betsajda var der nord for søen en ensom egn, der på dette tidspunkt var smuk og forårsgrøn. Den ydede Jesus og hans disciple et kærkomment tilflugtsted. De begav sig på vej hertil og drog i deres båd over søen. Her ville de være fjernt fra de store færdselsårer og fra byens larm og uro. Selve landskabet var en hvile og forandring, der virkede velgørende på sindet. Her kunne de lytte til Kristi ord uden at måtte høre de skriftkloges og farisæernes harmfulde afbrydelser og skarpe svar og beskyldninger. Her kunne de nyde en kort stund med værdifuldt fællesskab i Frelserens nærhed.

"<DSM 243/5> Den hvile, som Kristus og hans disciple søgte, var ikke en egoistisk nydelse. Den tid, de tilbragte afsondret fra andre, blev ikke brugt til at have det hyggeligt og behageligt. De talte sammen om Guds gerning og om muligheden for at gøre arbejdet mere virkningsfuldt. Disciplene havde været sammen med Kristus, og de forstod ham. Til dem behøvede han ikke at tale i lignelser. Han rettede deres fejltagelser og forklarede dem, hvordan man bedst kom i forbindelse med folket. Han åbenbarede dem mere rigt den guddommelige sandheds dyrebare skatte. De fik ved guddomskraften nyt liv, og han indgød den håb og mod.

"<DSM 244/1> Skønt Jesus kunne gøre undere og havde givet sine disciple magt til det samme, så tilskyndede han sine trætte tjenere til at søge hvile og ensomhed ude på landet. Dengang han sagde, at høsten var stor og arbejderne få, indskærpede han ikke sine disciple nødvendigheden af ustandseligt arbejde, men sagde: "Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst." Matt 9,38. Gud har tildelt hvert eneste menneske dets arbejde alt efter dets evner Ef 4,11-13. og han vil ikke, at nogle få skal tynges af ansvar, medens andre ikke bærer nogen byrde, ikke har nogen møje for sjælen.

"<DSM 244/2> Kristi medlidende ord er lige så sikkert talt til hans tjenere i dag, som de blev talt til hans disciple. "Kom I nu med til et øde sted, ... så I kan hvile jer lidt!" siger han til dem, der er forslidte og trætte. Det er ikke klogt altid at være under pres af arbejde og uro, selv om man tjener menneskers åndelige behov; thi på denne måde forsømmes ens egen fromhed. Sindets, sjælens og legemets kræfter bliver overbelastede. Der kræves selvfornægtelse af Kristi disciple, og der må bringes ofre; men de må også vogte sig for, at ikke Satan på grund af deres alt for store nidkærhed benytter sig af den menneskelige svaghed, så det skader Guds gerning.

"<DSM 244/3> Efter de skriftkloges vurdering bestod fromheden væsentligt i altid at være i fuld aktivitet. De var afhængige af en eller anden ydre handling for at vise deres store fromhed. Således skilte de deres sjæle fra Gud og skaffede sig selv opbyggelse ved deres indbildskhed. De samme farer findes stadig. Når aktiviteten forøges og det lykkes for mennesker at udrette noget for Gud, er der fare for at sætte sin lid til menneskelige planer og metoder. Der kommer tilbøjelighed til at bede mindre og til at have mindre tro. Vi er ligesom disciplene i fare for at miste vor afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vor virketrang. Vi må bestandig se hen til Jesus og gøre os klart, at det er hans kraft, som udretter det alt sammen. Skønt vi skal arbejde alvorligt for de fortabtes frelse, skal vi også give os tid til meditation, til bøn og til studie af Guds ord. Kun det arbejde, der kan udrettes med megen bøn og bliver helliget ved Kristi kraft, vil til slut vise sig at have virket til det gode.

"<DSM 244/4> Ingen andens liv har nogen sinde været så overbebyrdet med arbejde og ansvar, som Jesu tilværelse var det; men hvor fandt man ham alligevel ofte i bøn! Hvor var han i bestandigt samfund med Gud! Atter og atter møder vi i beretningen om hans liv på jorden ord som disse: "Ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted, og der bad han." Store skarer kom sammen for at høre og for at blive helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til ørkenerne og bad." "Så skete det i de dage, at han gik ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud." Mark 1,35; Luk 5,15-16; 6,12.

"<DSM 245/1> I en tilværelse, der helt var viet til gavn for andre, var det nødvendigt for Frelseren at trække sig tilbage fra de store færdselsårer og fra de skarer, der fulgte ham dag efter dag. Han måtte vende sig bort fra et liv i ustandselig travlhed og kontakt med mennesker i nød far at søge ensomhed og uforstyrret samfund med sin Fader. Som et med os, som en, der delte vore fornødenheder og svagheder, var han helt afhængig af Gud, og i sit hemmelige lønkammer søgte han guddommelig kraft, så han kunne gå styrket ud til pligter og prøvelser. I denne syndens verden måtte Jesus kæmpe sin kamp og lide sjælekval. I samfund med Gud kunne han lægge de sorger fra sig, som var ved at knuse ham. Her fandt han trøst og glæde.

"<DSM 245/2> Ved, Kristus nåede menneskeslægtens råb den uendelige medlidenheds Fader. I sin egenskab af menneske bønfaldt han for Guds trone, indtil den menneskelige side af hans væsen blev fyldt med en himmelsk kraft, som skulle forene det menneskelige med det guddommelige. Ved bestandigt samfund med Gud modtog han liv, for at han kunne meddele liv til verden. Vi skal opnå den samme erfaring som han.

"<DSM 245/3> "Kom I nu med til et øde sted!" byder han os. Hvis vi ville agte på hans ord, ville vi blive stærkere og mere nyttige. Disciplene søgte til Jesus og fortalte ham alt, og han opmuntrede og belærte dem. Hvis vi i dag ville tage os tid til at gå til Jesus og fortælle ham, hvad vi trænger til, så ville vi ikke blive skuffede; han ville være ved vor højre hånd for at hjælpe os. Vi trænger til mere enfoldighed, mere tro og tillid til vor Frelser. Han, hvis navn kaldes "Vældig Gud", "Evigheds Fader" "Fredsfyrste", han, om hvem der står skrevet: "På hans skulder skal herredømmet hvile " er den Underfulde Rådgiver. Vi opfordres til at bede ham om visdom. Han "giver alle gavmildt og uden bebrejdelse." Es 9,5; Jak. 1,5.

"<DSM 245/4> I alle dem, der er oplært af Gud, burde der åbenbares et liv, som ikke harmonerer med verden, med dens skikke eller dens sædvaner, og enhver behøver personlig erfaring i at opnå kundskab om Guds vilje. Vi må hver især høre ham tale til vort hjerte. Når enhver anden røst er bragt til tavshed, og vi i stilhed venter for hans ansigt, vil sjælens stilhed få Guds stemme til at lyde tydeligere. Han byder os: "Hold inde og kend, at jeg er Gud." Sl 46,11. Kun her kan man finde den sande hvile. Og dette er den rette beredelse for alle dem, der tjener Gud. Midt i den travle mængde og under pres af livets voldsomme aktivitet vil den sjæl, der således har fornyet sig, være omgivet af en atmosfære af lys og fred. Livet vil blive som en dejlig duft og åbenbare en guddommelig kraft, der kan nå til menneskers hjerter.