"<DSM 230/2> Denne jødernes ældste kom dybt fortvivlet hen til Jesus og kastede sig ned for hans fødder, medens han udbrød: "Min lille datter ligger på sit yderste; ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve."

"<DSM 230/3> Jesus begav sig med det samme med synagogeforstanderen til dennes hus. Skønt disciplene havde set så mange af hans barmhjertighedsgerninger, undrede de sig dog over, at han indvilligede i den hovmodige skriftkloges bøn; men alligevel ledsagede de deres Mester, og folket fulgte med dem, spændte og forventningsfulde.

"<DSM 230/4> Jairus hjem lå ikke langt borte, men Jesus og hans ledsagere kom kun langsomt frem, fordi folket trængtes om ham fra alle sider. Den ængstelige fader blev utålmodig over forsinkelsen; men Jesus, som havde medlidenhed med skaren, standsede nu og da for at skaffe en syg lindring eller for at trøste en ængstet sjæl.

"<DSM 230/5> Medens de endnu var på vej, trængte et sendebud sig frem gennem mængden med den meddelelse til Jairus, at hans datter var død, og at det ville være unyttigt at gøre Mesteren yderligere ulejlighed. Disse ord blev hørt af Jesus. "Frygt ikke," sagde han, "tro kun, så skal hun blive frelst."

"<DSM 230/6> Jairus holdt sig tættere ved siden af Frelseren; og de skyndte sig sammen til forstanderens hjem. De lejede grædekoner og fløjtespillere var der allerede, og deres larmen hørtes overalt. Mængdens nærværelse og larmen virkede stødende på Jesus. Han forsøgte at bringe dem til tavshed ved at sige: "Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, det sover." De blev vrede over denne fremmedes ord. De havde set barnet i dødens favntag, og de lo ad ham. Jesus forlangte, at de alle skulle forlade huset, og tog så kun pigens fader og moder og de tre disciple Peter, Jakob og Johannes med sig, og de gik sammen ind i værelset, hvor den døde lå.

"<DSM 230/7> Jesus gik hen til sengen, tog barnets hånd i sin og sagde blidt, med ord, der var hende velkendte fra hjemmet: "Lille pige, jeg siger dig: stå op."

"<DSM 230/8> Straks gik der en skælven gennem den bevidstløse skikkelse. Livets puls slog atter. Læberne adskiltes i et smil. Øjnene lukkede sig helt op, som om hun vågnede af søvnen, og den lille pige stirrede undrende på dem, der stod ved siden af hende. Hun rejste sig op, og hendes forældre knugede hende ind til sig og græd af glæde.

"<DSM 231/1> På vejen til forstanderens hus havde Jesus i skaren truffet en stakkels kvinde, som i tolv år havde lidt af en sygdom, der gjorde livet til en byrde for hende. Hun havde brugt alt, hvad hun ejede, til læger og helbredelsesmidler, men kun for at blive erklæret for uhelbredelig. Men hun fattede atter håb, da hun hørte om de helbredelser, Kristus udførte. Hun følte sig overbevist om, at hvis hun blot kunne komme til ham, ville hun blive helbredt. Svag og lidende var hun kommet til søens bred, hvor han lærte, og prøvede at trænge sig frem gennem mængden, men forgæves. Atter var hun fulgt efter ham fra Levi Mattæus hus, men stadig var hun ude af stand til at nå ham. Hun var lige ved at fortvivle, da han, idet han banede sig vej gennem skaren, kom hen i nærheden af det sted, hvor hun var.

"<DSM 231/2> Endelig var det rette øjeblik kommet! Hun var lige i nærheden af den store læge! Men hun kunne ikke komme til at tale med ham i al forvirringen og kunne heller ikke se andet end et flygtigt glimt af hans skikkelse. Angst for at gå glip af sin eneste mulighed for helbredelse, trængte hun sig frem og sagde ved sig selv: "Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst." Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud og rørte blot ved kanten af hans kappe. Men i samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. I denne ene berøring lå hele hendes tro gemt, og hendes smerter og svaghed måtte vige for en fuldstændig sundhed.

"<DSM 231/3> Opfyldt af taknemmelighed forsøgte hun derpå at trække sig tilbage fra mængden, men pludselig standsede Jesus, og alle de andre standsede samtidig med ham. Han vendte sig om og sagde med en stemme, der tydeligt hørtes trods mængdens larmen: "Hvem var det, der rørte ved mig?" Folket besvarede dette spørgsmål med en forundret stirren. Når man blev skubbet og stødt og trængt hid og did, som han blev, måtte det synes at være et mærkeligt spørgsmål.

"<DSM 231/4> Peter, som altid var parat til at tale sagde: "Mester! Skarerne trykker og trænger dig jo." Jesus svarede: "Der var en som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig." Frelseren kunne skelne mellem troens berøring og den hensynsløse skares tilfældige berøring. En sådan tro skulle ikke forbigås i tavshed. Han ville tale trøstens ord til denne ydmyge kvinde, så de for hende kunne blive til et væld af glæde, ord, som for hans efterfølgere ville være til velsignelse til tidernes ende.

"<DSM 231/5> Jesus så hen på kvinden og forlangte stadig at få at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun så, at det ville være frugtesløst at skjule sig, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Grædende af taknemmelighed fortalte hun om sin lidelse og om, hvordan hun var blevet befriet for den. Jesus sagde mildt: "Datter! Din tro har frelst dig! Gå bort med fred og vær helbredt for din plage." Han gav ingen anledning til overtro ved at hævde, at man fik helbredelse blot ved at røre ved hans klæder. Det var ikke ved den ydre berøring af ham, men ved den tro, som greb fat om hans guddomskraft, at helbredelsen var bevirket.

"<DSM 231/6> Den undrende skare, som flokkedes tæt om Jesus, følte ikke, at der tilflød dem nogen levende kraft. Men da den syge kvinde rakte sin hånd ud for at røre ved ham i forvisning om, at hun ville blive sund, så følte hun den helbredende kraft. Sådan er det også med det åndelige. At tale tilfældigt om religion, at bede uden sjælenød og levende tro nytter ikke noget. En tro blot af navn, der kun tager mod Kristus som verdens Frelser, kan aldrig bringe sjælen helbredelse. Den tro, der virker frelse, er ikke blot en forstandsmæssig anerkendelse af sandheden. Den, som venter på fuldkommen viden, før han vil handle i tro, kan ikke få nogen velsignelse fra Gud. Det er ikke nok at tro noget om Kristus, vi må tro på ham. Den eneste tro, som vil gavne os, er den, der tager imod ham som sin personlige Frelser, og som tilegner sig hans kraft. Mange anser troen for at være en anskuelse. Frelsende tro er en overenskomst, hvorved de, som tager imod Kristus, forener sig i en pagt med Gud. Den ægte tro er liv. En levende tro betyder forøget styrke og fuld tillid, hvorved sjælen bliver til en sejrende kraft.

"<DSM 232/1> Da Jesus havde helbredt kvinden, ville han have, at hun skulle vedkende sig den velsignelse, hun havde fået. De gaver, som evangeliet giver os, skal vi ikke tilegne os ved list eller nyde godt af i hemmelighed. Derfor kalder Herren os til at vidne om sin godhed. "I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evighed Gud." Es 43,12.

"<DSM 232/2> Vor bekendelse af hans trofasthed er det hjælpemiddel, Himmelen har valgt til at åbenbare Kristus for verden. Vi skal erkende hans nåde, sådan som vi har lært den at kende gennem fortidens hellige mænd; men det, som betyder mest, er vidnesbyrdet om vore egne erfaringer. Vi er vidner for Gud, når vi i os selv åbenbarer en guddommelig krafts gerning. Hvert enkelt menneske har en tilværelse, der tydeligt adskiller sig fra alle andres, og en erfaring, der er væsentlig forskellig fra deres. Gud vil, at vor lovprisning skal stige op til ham, præget af vor egen personlighed. Denne værdifulde lovprisende tilkendegivelse af hans nådes herlighed rummer en uimodståelig kraft, som virker til sjælenes frelse, når den er underbygget af et kristent liv.

"<DSM 232/3> Da de ti spedalske kom til Jesus for at blive helbredte, bød han dem gå hen og lade sig syne af præsten. På vejen derhen blev de rensede, men kun en af dem vendte tilbage for at prise ham. De andre gik bort og glemte ham, som havde gjort dem raske. Hvor er der mange, som stadig bærer sig ad på samme måde! Herren arbejder bestandig til gavn for mennesker. Han lader os stadig få del i sine rige gaver. Han oprejser de syge fra deres smertens leje, han udfrier mennesker fra en fare, som de ikke ser. Han udsender himmelske engle far at frelse dem fra ulykker, for at vogte dem fra "pest, der sniger i mørke", fra "middagens hærgende sot" (Sl 91, 6), men deres hjerter lader sig ikke påvirke. Han har givet al Himmelens rigdom for at genløse dem, og dog viser de ligegyldighed for hans store kærlighed. Ved deres utaknemmelighed lukker de deres hjerte til for Guds nåde. Ligesom lyngen i ødemarken ved de ikke, hvornår det gode kommer, og deres sjæle bor i ørkenens solsvedne egne.

"<DSM 232/4> Det er til vort eget bedste, hvis vi bevarer enhver af Guds gaver i frisk erindring. På denne måde bliver troen styrket til at bede om og til at modtage mere og mere. Der findes større opmuntring for os i den mindste velsignelse, som vi selv modtager fra Gud, end i alle de beretninger, vi kan læse om andres tro og erfaringer. Den sjæl, som beredvilligt tager imod Guds nåde, vil "blive som en vandrig have. Dens lægedom skal skride frem i hast, dens lys skal oprinde i mørket, og Herrens herlighed skal ses på den". Så lad os da huske på Herrens miskundhed og de mange beviser på hans kærlighed. Lad os ligesom Israels folk også oprejse stene med vort vidnesbyrd og på dem skrive den dyrebare beretning om, hvad Gud har gjort for os. Når vi ser tilbage på hans handlemåde med os under vor pilgrimsfærd, så lad os med et hjerte, der strømmer over af taknemmelighed, sige: "Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger imod mig? Jeg vil løfte frelsens bæger og påkalde Herrens navn. Jeg vil indfri Herren mine løfter i påsyn af alt hans folk." Sl 116,12-14.