"<DSM 191/2> Det var under de skyggefulde træer på bjergskråningen og ikke ret langt fra Genezaret sø, at de tolv blev kaldede til at være apostle, og at Bjergprædikenen blev holdt. Markerne og bjergene var Jesu kæreste opholdssteder, og mange af hans lærdomme blev givet under åben himmel, hellere end i templet eller synagogerne. Ingen synagoge kunne have rummet de skarer, som fulgte efter ham; men dette var ikke den eneste årsag til, at han valgte at lære på markerne og under træerne. Jesus elskede naturens skønhed. For ham var hvert stille tilflugtsted som et helligt tempel.

"<DSM 191/3> Det var under træerne i Edens have, at jordens første beboere havde valgt at have deres helligdom. Det var der, at Kristus havde haft fortroligt samkvem med menneskeslægtens fader. Da vore første forældre blev forvist fra Paradiset, tilbad de stadig i markerne og lundene, og der mødte Kristus dem med sin nådes evangelium. Det var Kristus, der talte med Abraham under Mamres ege; med Isak, da han gik ud på marken for at bede ved aftenstid; med Jakob på bjergskråningen ved Betel; med Moses blandt Midjans bjerge og med drengen David, medens han vogtede sin hjord. Det var på Kristi bud, at hebræerne i femten hundrede år havde forladt deres hjem en uge om året og havde boet i hytter, der var dannet af "palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene". 3Mos 23,40.

"<DSM 191/4> Når Jesus oplærte sine disciple, trak han sig helst tilbage fra byens larm til markernes og højenes stilhed, fordi dette stemte bedre overens med den lære om selvfornægtelse, han ønskede at indprente dem. Og når han prædikede, elskede han at samle folket omkring sig under den blå himmel på en eller anden græsbevokset bjergskråning eller ved søens bred. Her, hvor han var omgivet af sit eget skaberværk, kunne han vende sine tilhøreres tanker fra det kunstlede til det naturlige. Gennem naturens vækst og udvikling åbenbaredes hans riges grundsætninger. Når mennesker ville løfte blikket til Guds bjerge og betragte hans hænders underfulde værk, kunne de lære værdifulde sandheder af guddommelig oprindelse. Kristi lære ville gentage sig for dem i naturen. Sådan vil det gå alle dem, der vandrer ud i marken med Kristus i deres hjerte. De vil føle sig omgivet af en hellig påvirkning. Naturens foreteelser gentager vor Herres lignelser og hans råd. Ved samfund med Gud i naturen bliver sindet opløftet, og hjertet finder hvile.

"<DSM 192/1> Nu skulle det første skridt tages til oprettelse af den menighed, der efter Kristi bortgang skulle være hans repræsentanter på jorden. Ingen kostbar helligdom stod til deres rådighed, men Frelseren førte sine disciple hen til det sted, han elskede, og i deres erindring var de hellige minder fra denne dag for stedse knyttet sammen med bjergenes og dalenes og søens skønhed.

"<DSM 192/2> Jesus havde kaldet sine disciple for at kunne udsende dem som sine vidner for at forkynde verden, hvad de havde set og hørt af ham. Deres embede var det mest betydningsfulde, til hvilket mennesker nogen minde var blevet kaldede, og stod kun tilbage for Kristi egen gerning. De skulle være Guds medarbejdere til verdens frelse. Ligesom de tolv patriarker i Det gamle Testamente står som repræsentanter for Israel, sådan skulle de tolv apostle stå som repræsentanter for evangeliets menighed.

"<DSM 192/3> Frelseren kendte de mænds karakter, som han havde udvalgt. Alle deres svagheder og vildfarelser var for ham som en åben bog. Han vidste besked om de farer, de måtte igennem, og det ansvar, der ville komme til at hvile på dem, og hans hjerte blødte for disse udvalgtes skyld. Alene på et bjerg i nærheden af Genezaret sø tilbragte han hele natten i bøn for dem, medens de sov ved foden af bjerget. Ved det første daggry kaldte han dem til sig, fordi han havde noget meget vigtigt at meddele dem.

"<DSM 192/4> Disse disciple havde i nogen tid været fælles med Jesus om det daglige arbejde. Johannes og Jakob, Andreas og Peter havde sammen med Filip, Natanael og Mattæus været mere nær knyttet til ham end de andre og havde været vidne til flere af hans mirakler. Peter, Jakob og Johannes stod ham allernærmest. De var næsten bestandig sammen med ham, var vidne til hans undergerninger og hørte hans ord. Johannes stræbte efter at få et endnu mere fortroligt forhold til Jesus, og derfor betegnedes han som den discipel, Herren elskede. Frelseren elskede dem alle, men Johannes havde det mest modtagelige sind. Han var yngre end de andre, og med mere af et barns tillid åbnede han sit hjerte for Jesus. Derved kom han til større forståelse af Kristus, og ved ham er Frelserens dybeste åndelige lærdomme blevet meddelt Guds folk.

"<DSM 192/5> I spidsen for en af de grupper, hvor disciplene blev inddelt, står Filips navn. H var den første discipel, til hvem Jesus rettede denne direkte befaling: "Følg mig!" Filip var fra Betsajda, Andreas' og Peters by. Han havde lyttet til Johannes Døbers lære og havde hørt hans forkyndelse af Kristus som Guds Lam. Filip var en oprigtig sandhedssøger, men han var længe om at komme til at tro. Skønt han havde sluttet sig til Kristus, viser hans udtalelse om ham til Natanael, at han ikke var fuldstændig overbevist om Jesu guddommelighed. Skønt Kristus af en røst fra himmelen var blevet erklæret for at være Guds Søn, så var han for Filip "Jesus fra Nazaret, Josefs søn". Joh 1,45. Og da de fem tusinde blev mættede, viste Filips mangel på tro sig atter. Det var for at prøve ham, at Jesus spurgte: "Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan få noget at spise?" Filips svar grænsede til vantro: "For to hundrede denarer brød er ikke nok til dem, så de hver kan få blot en smule." Joh 6,5-7. Jesus blev bedrøvet. Til trods for at Filip havde set hans gerninger og følt hans magt, havde han dog ingen tro. Dengang grækerne udspurgte Filip om Jesus, benyttede han ikke anledningen til at føre dem til Frelseren, men han gik hen og sagde det til Andreas. Og i de sidste timer før korsfæstelsen var Filips ord atter af den slags, som svækker troen. Da Tomas sagde til Jesus: "Herre! vi ved ikke, hvor du går han; hvordan kan vi så kende vejen?" svarede Frelseren: "Jeg er vejen og sandheden og livet ... Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader." Fra Filip lød dette vantro svar: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok!" Joh 14,5-8. Så tungnem, så svag i troen var denne discipel, som i tre år havde været sammen med Jesus.

"<DSM 193/1> Natanaels barnlige tillid var en glædelig modsætning til Filips vantro. Han var et menneske med et dybt alvorligt sind, en mand, hvis tro holdt fast ved de usynlige værdier. Alligevel var Filip en discipel i Kristi skole, og den guddommelige lærer udviste tålmodig overbærenhed med hans vantro og sløvhed. Da Helligånden var blevet udgydt over disciplene, blev Filip en lærer efter Guds sind. Han vidste, hvad han talte om, og han underviste med en sikker forvisning, som virkede overbevisende på hans tilhørere.

"<DSM 193/2> Medens Jesus forberedte disciplene til deres indvielse, var der en, som ikke var kaldet, der indtrængende anmodede om at få en plads iblandt dem. Det var Judas Iskariot, en mand, der foregav at være Jesu discipel. Nu trådte han frem og bad om at måtte være med i disciplenes inderkreds. Med stor alvor og tilsyneladende oprigtighed erklærede han: "Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen." Jesus hverken afviste ham eller bød ham velkommen, men sagde blot disse sorgfulde ord: "Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile." Matt 8,19-20. Judas troede på, at Jesus var Messias, og han håbede ved at slutte sig til apostlene at kunne sikre sig en høj stilling i det kommende rige. Det var Jesu hensigt at fratage ham dette håb ved at tilkendegive sin fattigdom.

"<DSM 193/3> Disciplene ønskede meget, at Judas skulle være med i deres kreds. Han havde en respektindgydende fremtræden og var en handledygtig mand med en skarp dømmekraft, og de anbefalede ham til Jesus som en mand, der ville være ham til stor hjælp i arbejdet. De var overraskede over, at Jesus modtog ham så køligt.

"<DSM 193/4> Det havde været en stor skuffelse for disciplene, at Jesus ikke havde forsøgt at sikre sig medvirken fra Israels ledende mænd. De mente, at det var en fejl ikke at styrke hans sag ved at sikre sig disse indflydelsesrige mænds støtte. Hvis han havde afvist Judas, ville de i deres stille sind have draget deres Mesters klogskab i tvivl. Judas' senere historie skulle komme til at lære dem, hvor farligt det er at tillade verdslige hensyn at veje til, når man skal afgøre, hvor skikkede mennesker er til Guds arbejde. En medvirken af den slags mænd, som disciplene var ivrige efter at sikre sig, ville have forrådt gerningen over i dens værste fjenders hænder.

"<DSM 193/5> Dog var Judas, dengang han sluttede sig til disciplene, ikke ufølsom for skønheden i Kristi personlighed. Han kom under indflydelse af denne guddommelige kraft, som drog sjælene til Frelseren. Han, som ikke kom for at bryde det knækkede rør eller slukke den rygende tande, ville ikke afvise denne sjæl, hvis blot der var et eneste ønske om at nå frem til lyset. Frelseren læste i Judas' hjerte som i en åben bog; han vidste, til hvilket dyb af synd Judas ville synke ned, hvis han ikke ved Guds nåde blev frigjort. Da Jesus knyttede denne mand til sig, gav han ham en plads, hvor han dag efter dag kunne komme i kontakt med hans egen uselviske kærligheds rigdom. Hvis han ville åbne sit hjerte for Kristus, ville Guds nåde uddrive selviskhedens ånd, og selv Judas kunne komme til at høre med i Guds rige.

"<DSM 194/1> Gud tager imod mennesker, som de er, med de menneskelige egenskaber i deres karakter, og opdrager dem så til sin tjeneste, hvis de vil lade sig lede og belære af ham. De bliver ikke valgt, fordi de er fuldkomne, men på trods af deres ufuldkommenheder, for at de gennem kendskab til og udøvelse af sandheden ved Kristi nåde kan blive forvandlede til at ligne ham.

"<DSM 194/2> Judas havde de samme muligheder som de andre disciple. Han lyttede til de samme vidunderlige lærdomme. Men den udøvelse af sandheden, som Kristus fordrede, stemte ikke overens med Judas' ønsker og hensigter, og han ville ikke opgive sine egne ideer for at kunne tage imod visdom fra Himmelen.

"<DSM 194/3> Hvor var Frelseren dog mild over for ham, som skulle blive hans forræder! Når Jesus lærte, fæstede han sig meget ved pligten til godgørenhed, som ramte griskheden i selve dens rod. Medens Judas hørte på det, talte han om begærlighedens hæslige væsen, og mangen en gang var disciplen klar over, at der blev tegnet et billede af hans egen person, og at hans synd blev udpeget for ham; men han ville ikke bekende og forsage sin uretfærdighed. Han var selvsikker, og i stedet for at modstå fristelsen blev han ved med sine svigagtige foretagender. Kristus stod for ham som et levende eksempel på, hvordan han kunne blive, hvis han høstede frugten af den guddommelige hjælp og tjeneste; men den ene lære efter den anden gik upåagtet hen over hovedet på Judas.

"<DSM 194/4> Jesus irettesatte ham ikke strengt for hans begærlighed, men bar med guddommelig tålmodighed over med denne vildfarne mand, selv medens han gav ham bevis for, at han læste hans tanker som en åben bog. Han foreholdt ham de højeste motiver til at handle ret, og hvis Judas forkastede Himmelens lys, ville han ikke have nogen undskyldning.

"<DSM 194/5> Judas valgte at beholde sine fejl i stedet for at vandre i lyset. Onde begæringer, hævngerrighed og mørke og utilfredse tanker fik rum i hans hjerte, indtil Satan havde denne mand helt i sin magt. Judas blev repræsentant for Kristi fjende.

"<DSM 194/6> Dengang han kom i forbindelse med Jesus, havde han nogle udmærkede karakteregenskaber, som kunne være blevet til velsignelse for menigheden. Hvis han havde været villig til at bære Kristi åg, kunne han være blevet en af de betydeligste apostle; men han forhærdede sit hjerte, da han blev gjort opmærksom på sine fejl, og i hovmod og oprørsånd valgte han sin egen selviske ærgerrighed og gjorde sig på denne måde uskikket til den opgave, som Gud ville have betroet ham.

"<DSM 195/1> Alle disciplene havde store fejl, da Jesus kaldte dem til sin tjeneste. Selv Johannes, der kom til at stå den sagtmodige og ydmyge frelser nærmest, havde ikke en hverken ydmyg eller føjelig natur. Han og hans broder blev kaldt "tordensønnerne". Medens de var sammen med Jesus, vakte enhver krænkelse over for ham deres harme og kampiver. Et heftigt sind, hævntørst og trang til at kritisere fandtes alt sammen hos den discipel, Herren elskede. Han var stolt og higede efter at være den første i Guds rige. Men dag efter dag så han Jesu mildhed og overbærenhed, der var en modsætning til hans eget heftige sind, og han hørte Jesus prædike om ydmyghed og langmodighed. Han lukkede sit hjerte op for den guddommelige påvirkning og blev ikke blot en hører, men en gører af Frelserens ord. Hans eget jeg blev skjult i Kristus. Han lærte at tage Kristi åg på sig og at bære hans byrde.

"<DSM 195/2> Jesus irettesatte sine disciple, han advarede og formanede dem; men Johannes og hans medbrødre forlod ham ikke. De valgte Jesus trods hans bebrejdelser. Frelseren trak sig heller ikke tilbage fra dem på grund af deres svagheder og fejl. De blev til det sidste ved med at dele hans prøvelser og tage ved lære af hans liv. Ved at se på Kristus blev deres karakter forvandlet.

"<DSM 195/3> Apostlene var vidt forskellige i vaner og sindelag. Der var tolderen Levi Mattæus og den glødende zelot, Simon, som var en uforsonlig fjende af Roms herredømme; den højsindede, impulsive Peter og den feje Judas; Tomas, som var oprigtig, skønt frygtsom og ængstelig, Filip, der var langsomt opfattende og tilbøjelig til at tvivle, og de ærgerrige, djærve sønner af Zebedæus, og deres medbrødre. De blev ført sammen med alle deres forskellige fejl, og alle med nedarvede og udviklede tilbøjeligheder til det onde; men i og ved Kristus skulle de komme til at være i Guds nærhed og lære at blive ét i troen, i læren og i ånden. De ville få deres prøvelser, deres årsager til at klage, deres forskellige meninger; men så længe Kristus boede i deres hjerter, kunne der ikke blive nogen uenighed. Hans kærlighed ville få dem til at elske hinanden. Mesterens opdragelse af dem ville føre til udjævning af alle forskelligheder og gøre disciplene til en enhed, indtil de fik ét sind og en mening. Kristus er det store midtpunkt, og de ville komme nærmere til hinanden i samme forhold, som de nærmede sig midtpunktet.

"<DSM 195/4> Da Jesus havde endt sin undervisning af disciplene, samlede han den lille skare tæt omkring sig, og medens han knælede iblandt dem og lagde sine hænder på deres hoveder, bad han en bøn, som indviede dem til hans hellige gerning. På denne måde blev Herrens disciple viet til evangeliets tjeneste.

"<DSM 195/5> Jesus valgte ikke engle, der aldrig havde syndet, til sine repræsentanter blandt mennesker; han valgte mennesker mænd med de samme lidenskaber som dem, de søgte at frelse. Kristus påtog sig selv menneske skikkelse for at kunne nå ud til mennesker. Guddommen havde selv brug for menneskeheden, for der krævedes både det guddommelige og det menneskelige for at bringe frelse til verden. Guddommen havde brug for mennesker, for at mennesker kunne blive et forbindelsesled mellem Gud og mennesket. Således også med Kristi sendebud. Mennesket trænger til en kraft uden for sig selv, hvis det skal genvinde ligheden med Gud og blive i stand til at udrette Guds gerning; men dette gør ikke den menneskelige medvirken til noget uvæsentligt. Menneskeheden kommer i besiddelse af guddommelig kraft, Kristus bor ved troen i hjerterne, og ved at virke sammen med guddommen bliver menneskets kraft dueliggjort til at gøre det gode.

"<DSM 196/1> Han, som udvalgte fiskerne fra Galilæa, kalder stadig mennesker til sin tjeneste. Og han er lige så villig til at åbenbare sin magt ved os som ved de første disciple. Hvor ufuldkomne og syndige vi end er, så lover Herren os at arbejde sammen med os og lover os, at vi skal lære af Kristus. Han indbyder os til at få den guddommelige vejledning, så at vi, når vi forenes med Kristus, kart komme til at udrette Guds gerninger.

"<DSM 196/2> "Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv." 2Kor. 4,7. Dette er grunden til, at evangeliets forkyndelse blev betroet til fejlende mennesker og ikke til englene. Det er åbenbart, at den kraft, som virker gennem svage mennesker, er Guds kraft; og på denne måde får vi mod til at tro, at den kraft, som kan hjælpe andre, der er lige så svage som vi selv, også kan hjælpe os. Og de, som selv er "skrøbelighed undergivne", burde "føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende". Hebr. 5,2. Da de selv har været i fare, er de kendt med vejens farer og vanskeligheder, og derfor er de udvalgt til at nå ud til andre, som er i den samme fare. Der findes sjæle, som er forvirrede af tvivl, tyngede af skrøbeligheder, svage i troen og ude af stand til at fatte det, som ikke ses; men en ven, som de kan se, og som kommer til dem i Kristi sted, kan blive et forbindelsesled, som styrker deres bævende tro på Kristus.

"<DSM 196/3> Vi skal være de himmelske engles medarbejdere ved at forkynde Jesus for verden. Englene venter med næsten utålmodig iver på vor medvirken; thi mennesket må være forbindelsesledet til mennesker. Og når vi overgiver os selv til Kristus i helhjertet gudsfrygt, fryder englene sig over, at de med vor røst kan tale for at åbenbare Guds kærlighed.