|
"<DSM 158/1> Morgenen var ved at gry
over Galilæas sø. Disciplene, som var trætte efter en
nats frugtesløst arbejde, var blevet ude i deres fiskerbåde
på søen. Jesus var kommet for at tilbringe en stille time
ved vandets bred. Han havde håbet, at han tidligt om morgenen kunne
få en lille tid til hvile uden at være omgivet af skarerne,
som fulgte ham dag efter dag. Men snart begyndte folket atter at samles
omkring ham. Så hurtigt voksede skarerne i antal, at han trængtes
fra alle sider. Imidlertid var disciplene kommet ind til land. For at undgå
mængdens pres steg Jesus op i Peters båd og bad ham om at lægge
lidt fra land. Her kunne alle bedre se og høre Jesus, og fra båden
lærte han skarerne på bredden.
"<DSM 158/2> Hvilket syn fik ikke englene at se her:
deres herlige fører siddende i en fiskers båd, som blev vugget
hid og did af de urolige bølger, mens han forkyndte frelsens glade
budskab for den lyttende skare, som trængtes langs søens bred!
Han, som var den, Himmelen ærede, forkyndte sit riges storhed under
åben himmel for jævne mennesker. Dog kunne han ikke have fundet
omgivelser, der passede bedre for hans gerning. Søen, bjergene,
de vidtstrakte sletter og solskinnet, der strålede over jorden, alt
bidrog til at levendegøre hans lære og få den til at
fæstne sig i sindet. Og ingen af Kristi lærdomme blev uden
frugt. Hvert budskab fra hans mund fandt vej til en eller anden sjæl
som det evige livs ord.
"<DSM 158/3> Hvert eneste øjeblik voksede antallet
af mennesker på bredden. Gamle mænd, som støttede sig
til deres stave, hårdføre bønder fra bjergene, fiskere,
som var vendt hjem fra deres arbejde på søen, købmænd
og rabbinere, rige og lærde, gamle og unge, som medbragte deres syge
og lidende venner, trængtes for at høre den guddommelige lærers
ord. Det var til sådanne begivenheder, at profeterne havde set frem,
dengang de skrev:
"<DSM 158/4> "Zebulons land og Naftalis land langs
søen, landet hinsides Jordan, hedningernes Galilæa, det folk,
som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens
land og skygge, er et lys oprundet."
"<DSM 158/5> Foruden skarerne på Genezaret søens
bred havde Jesus andre tilhørerskarer i sin tanke, mens han prædikede
ved søen. Han så frem gennem tiderne og så sine trofaste
venner i fængsler og foran domstole, i fristelser og ensomhed og
lidelse. Enhver begivenhed med glæde eller strid eller vanskeligheder
var synlig for hans øje. Gennem de ord, som han talte til dem, der
var samlede om ham, talte han også til disse andre sjæle netop
de ord, der skulle komme til dem som et budskab om håb i prøvelser,
som trøst i sorger og himmelsk lys i mørket. Ved Helligåndens
hjælp ville den røst, som talte fra fiskerbåden på
Galilæas sø, kunne høres med budskab om fred til menneskehjerter
indtil tidernes ende.
"<DSM 159/1> Da Jesus var holdt op med at tale, vendte
han sig til Peter og bød ham lægge ud på søen
og kaste sit garn ud til et dræt. Men Peter havde tabt modet. Han
havde ikke fanget noget hele natten. I disse ensomme timer havde han tænkt
på Johannes Døber, som vansmægtede alene i sit fangehul.
Han havde tænkt på, hvilken fremtid der ventede Jesus og hans
disciple, på det dårlige udfald af hans virksomhed i Judæa
og på præsternes og rabbinernes ondskab. Om det så var
hans egen gerning, så var den ikke lykkedes for ham, og da han så
på sine tomme garn, forekom fremtiden ham mørk og nedslående.
Han sagde: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men
på dit ord vil jeg kaste garnene ud."
"<DSM 159/2> Natten var den eneste tid, der var gunstig
til at fiske med net i søens klare vand. Når man hele natten
havde slidt i det uden held, forekom det håbløst at kaste
garnene ud ved dagens lys; men Jesus havde befalet det, og kærligheden
til deres Mester fik disciplene til at adlyde. Simon og hans broder kastede
i fællesskab garnet ud. Da de forsøgte at trække det
ind, var der en sådan mængde fisk i det, at det begyndte at
briste. De var nødt til at kalde Jakob og Johannes til hjælp.
Da fangsten var sikret, var begge både så tungt lastede, at
de var lige ved at synke.
"<DSM 159/3> Men Peter tænkte hverken på
både eller ladning. Dette eder, som overgik alt, hvad han tidligere
havde været vidne til, var for ham en stadfæstelse af guddommelig
magt. Han så i Jesus den, som var herre over hele naturen. Guddommens
tilstedeværelse åbenbarede hans egen syndighed. Kærlighed
til Mesteren, skamfuldhed over sin egen vantro, taknemmelighed for Kristi
overbærenhed og frem for alt: følelsen af sin egen urenhed
i den grænseløse renheds nærværelse virkede overvældende
på ham. Medens hans kammerater bragte garnets indhold i sikkerhed,
kastede Peter sig ned for Jesu fødder og udbrød: "Gå
bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!"
"<DSM 159/4> Det var den samme nærværelse
af guddommelig hellighed, der havde været årsag til, at profeten
Daniel var faldet om som død foran Guds engel. Han sagde: "Mit ansigt
skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere."
Ligesådan udbrød Esajas, da han skuede Herrens herlighed:
"Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber,
og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne
set kongen, Hærskarers Herre." Dan 10,8; Es 6,5. Mennesket blev med
sin svaghed og synd stillet lige over for guddommens fuldkommenhed, og
han følte sig helt igennem uværdig og syndig. Sådan
er det gået for alle, som det er blevet forundt at se Guds storhed
og majestæt.
"<DSM 159/5> Peter udbrød: "Gå bort fra
mig, thi jeg er en syndig mand!" men alligevel klamrede han sig til Jesu
fødder i følelsen af, at han ikke kunne skilles fra ham.
Frelseren svarede: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Det
var efter at Esajas havde set Guds hellighed og sin egen uværdighed,
at han fik det guddommelige budskab betroet. Det var efter at Peter var
blevet ført til at forkaste sig selv og se sin afhængighed
af guddomskraften, at han modtog kaldelsen til at arbejde for Kristus.
"<DSM 160/1> Før dette tidspunkt havde ingen
af disciplene fuldt ud medvirket i samarbejde med Jesus. De havde været
vidne til mange af hans undergerninger og havde lyttet til hans lære,
men de havde ikke fuldstændig forladt deres tidligere beskæftigelse.
Johannes Døbers fængsling havde for dem alle været en
bitter skuffelse. Hvis dette skulle være resultatet af Johannes'
virksomhed, så kunne de ikke gøre sig store forhåbninger
med hensyn til deres Mester, som havde alle de religiøse ledere
til modstandere. Under disse omstændigheder virkede det som en befrielse
for dem for en kort tid at vende tilbage til fiskeriet. Men nu kaldte Jesus
dem til at forsage deres tidligere gerning og gøre hans interesser
til deres. Peter havde taget imod kaldelsen. Da de nåede kysten,
bød Jesus de tre andre disciple: "Kom og følg mig, så
vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Straks forlod de alt og fulgte
ham.
"<DSM 160/2> Før Jesus bad dem om at forlade
deres garn og fiskerbåde, havde han givet dem den forvisning, at
Gud ville give dem alt, hvad de behøvede. Da han benyttede Peters
båd til evangeliets tjeneste, var dette blevet rigeligt belønnet.
Han, som er "rig nok for alle dem, der påkalder ham," har sagt: "Giv,
så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål."
Rom 10,12; Luk 6,38. Med dette mål havde han gengældt disciplens
tjeneste, og ethvert offer, som bringes i hans tjeneste, vil blive lønnet
efter hans "nådes overstrømmende rigdom". Ef 3,20; 2,7.
"<DSM 160/3> I løbet af denne triste nat på
søen, hvor de var adskilt fra Kristus, havde disciplene været
knugede af vantro og trætte af frugtesløst arbejde. Men hans
nærhed genoplivede deres tro og bragte dem glæde og lykke.
På samme måde er det med os: er vi skilt fra Kristus, bliver
vort arbejde frugtesløst, og vi kommer let til at nære mistillid
og knurre. Men når han er nær, og vi arbejder under hans ledelse,
fryder vi os over beviserne på hans magt. Det er Satans værk
at gøre sjælen modløs; det er Kristi værk at
indgyde den tro og håb. Den dybere lærdom, som denne undergerning
bibragte disciplene, har også bud til os, om at han, hvis ord kunne
samle fiskene fra søen, også kunne påvirke menneskehjerter
og drage dem til sig ved sin kærligheds snore, så hans tjenere
kunne blive "menneskefiskere".
"<DSM 160/4> De var ringe og ulærde mænd,
disse fiskere fra Galilæa; men Kristus, verdens lys, var rigeligt
i stand til at dygtiggøre dem til den gerning, han havde udvalgt
dem til. Frelseren ringeagtede ikke uddannelse, thi forstandsmæssig
dannelse er en velsignelse, når den beherskes af Guds kærlighed
og er viet til hans tjeneste. Men han gik sin tids vise mænd forbi,
fordi de var så selvsikre, at de ikke kunne føle deltagelse
for menneskers lidelser og blive manden fra Nazarets medarbejdere. I deres
blindhed lod de hånt om at lade sig belære af Kristus. Vor
Herre Jesus søger medvirken af dem, der kan blive uhindrede kanaler
til meddelelse af hans nåde. Alle, som ønsker at samarbejde
med Gud, bør først lære at nære mistillid til
sig selv; så er de forberedt til at få del i Kristi karakter.
Dette kan ikke opnås gennem uddannelse i de mest videnskabelige skoler.
Det er frugten af en visdom, som alene kan opnås hos den guddommelige
lærer.
"<DSM 161/1> Jesus udvalgte ulærde fiskere, fordi
de ikke var blevet oplært i deres tids traditioner og fejlagtige
skikke. De var mænd med medfødt dygtighed, og de var beskedne
og lærvillige, de var mænd, som han kunne oplære til
sin tjeneste. Mangen mand i jævne kår passer tålmodigt
sit daglige arbejde uden at ane, at han er i besiddelse af evner, som,
hvis de kom til udfoldelse, ville hæve ham op i plan med verdens
højest ærede mænd. Der kræves berøring
af en duelig hånd til at vække disse slumrende evner. Det var
denne slags mennesker, som Jesus valgte til medarbejdere, og han gav dem
det fortrin frem for andre at være sammen med ham. Aldrig har denne
verdens store haft en sådan lærer. Da disciplene havde modtaget
Frelserens oplæring, var de ikke mere uvidende eller uoplyste. De
var kommet til at ligne ham i sind og væsen, og andre mennesker kendte
på dem, at de havde været sammen med Jesus.
"<DSM 161/2> Det er ikke uddannelsens højeste
mål blot at vidrebringe kundskab til andre, men at meddele denne
livgivende kraft, som modtages ved kontakt mellem sindene og mellem sjælene.
Kun liv kan frembringe nyt liv. Hvilken forrettighed var det derfor ikke
for dem, som i tre år var i daglig kontakt med dette guddommelige
liv, fra hvilket er udgået enhver livgivende tilskyndelse, som verden
er blevet velsignet med! Johannes, den discipel, Herren elskede, overgav
sig selv frem for alle sine meddisciple til dette forunderlige livs magt.
Han siger: "Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om
det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret
for os." Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde."
1Joh 1,2; Joh 1,16.
"<DSM 161/3> Ved vor Herres apostle var der intet,
som kunne kaste glans over dem selv. Det var indlysende, at når deres
gerning lykkedes for dem, så skyldtes det alene Gud. Disse mænds
liv og det sindelag, som udvikledes hos dem, og det vældige arbejde,
som Gud udrettede ved deres hjælp, er et vidnesbyrd om, hvad han
vil gøre for alle, som er lærvillige og lydige.
"<DSM 161/4> Den, som elsker Kristus højest,
vil udrette mest godt. Der findes ikke grænser for, hvor nyttig den
er, som ved at sætte sig selv til side skaber plads for Helligåndens
virke i sin sjæl og lever et liv, som helt er helliget Gud. Hvis
mennesker vil underkaste sig den nødvendige disciplin uden at klage
eller segne undervejs, så vil Gud undervise dem time for time og
dag efter dag. Han længes efter at åbenbare sin nåde.
Hvis hans folk vil fjerne det, som hindrer, vil han lade frelsens vande
strømme rigeligt gennem de menneskelige kanaler. Hvis mennesker
i ringe kår blev opmuntret til at udrette alt det gode, de kunne,
hvis ingen hindrende hånd blev lagt på dem for at hæmme
deres iver, så ville der findes hundrede arbejdere for Kristus, hvor
der nu kun er én.
"<DSM 161/5> Gud tager mennesker, som de er, og opdrager
dem til sin tjeneste, hvis de vil overgive sig til ham. Når Guds
Ånd modtages i sjælen, vil den bringe liv til alle dens evner.
Under Helligåndens ledelse udvikler det sind, der uden forbehold
har viet sig til Gud, sig harmonisk og bliver styrket til at fatte og udføre
Guds krav. Den svage, vaklende sjæl forvandles til at blive stærk
og urokkelig. En bestandig hengivelse skaber en så nær forbindelse
mellem Jesus og hans discipel, at den kristne kommer til at ligne ham i
sind og væsen. Gennem samfund med Kristus vil han få et klarere
og videre udsyn. Hans fatteevne vil blive skarpere, hans dømmekraft
mere ligevægtig. Den, som længes efter at tjene Kristus, bliver
så styrket ved den livgivende kraft fra "Retfærdighedens Sol",
at han kan bære megen frugt til Guds ære.
"<DSM 162/1> Mænd med den højeste uddannelse
inden for kunst og videnskab har lært mange værdifulde ting
af kristne i beskedne kår, der af verden blev betegnede som uvidende.
Men disse uanselige disciple havde modtaget en uddannelse i den højeste
af alle skoler. De havde siddet ved hans fødder og lyttet til ham,
om hvem der blev sagt: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske
taler."
|