"<DSM 17/2> Alligevel havde Gud udvalgt Israel. Han havde valgt dem til blandt mennesker at bevare kundskaben om hans lov og om de symboler og profetier, der viste hen til Frelseren. Han ville, at de skulle være som frelsens kilder for verden. Det, som Abraham var i det land, hvor han boede, det, som Josef var i Egypten og Daniel ved det babyloniske hof, det skulle det hebraiske folk være blandt folkeslagene. De skulle åbenbare Gud for menneskene.

"<DSM 17/3> Da Abraham modtog sit kald, havde Herren sagt: "Jeg vil velsigne dig, ... og vær en velsignelse! ..... Og i dig skal alle jordens slægter velsignes." 1Mos 12,2-3. Den samme lære blev gentaget ved profeterne. Selv efter at Israel var blevet hærget på grund af krige og fangenskab, var forjættelsen stadig deres. "Da bliver Jakobs rest i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra Herren, som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskenes børn." Mika 5,6. Med hensyn til templet i Jerusalem forkyndte Herren ved Esajas: "Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk." Es 56,7.

"<DSM 17/4> Men israelitterne havde fæstnet deres håb ved verdslig storhed. Fra den tid, hvor de drog ind i Kana'ans land, veg de bort fra Guds bud og fulgte hedningernes skikke. Det var forgæves, at Gud sendte dem advarsler gennem sine profeter. Det var forgæves, at de led under hedenske undertrykkeres tugtelse. Enhver genoprejsning blev efterfulgt af et endnu større frafald.

"<DSM 17/5> Hvis Israel havde været tro imod Gud, kunne han have fuldført sin hensigt ved deres hæder og deres ophøjelse. Hvis de havde vandret på lydighedens veje, ville han have sat dem "højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære". "Alle jordens folk skal se," sagde Moses, "at Herrens navn er nævnet over dig, at frygte dig." Når folkeslagene hørte om "alle disse anordninger," skulle de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!" 5Mos 26,17-19; 28,10; 4,6. Men på grund af deres troløshed kunne Guds formål ikke lykkes på anden måde end gennem fortsat modgang og ydmygelse.

"<DSM 18/1> De blev underkuet af Babylon og adspredt i alle de hedenske lande. Under lidelserne var der mange, der fornyede deres trofasthed mod Guds pagt. Medens de hængte deres harper på piletræerne og sørgede over det hellige tempel, der var lagt øde, skinnede sandhedens lys frem iblandt dem, og kendskabet til Gud udbredtes blandt folkeslagene. Den hedenske offertjeneste var en forvanskning af den tjeneste, som Gud havde forordnet, og mangen oprigtig udøver af hedenske ritualer lærte af hebræerne betydningen af den tjeneste, som var indstiftet af Gud, og fattede ved troen forjættelsen om en Frelser.

"<DSM 18/2> Mange af de landflygtige måtte lide forfølgelse. Det var ikke få, som mistede livet, fordi de nægtede at bryde sabbatten og tage del i de hedenske fester. Når afgudsdyrkerne blev ophidset til at ville knuse sandheden, stillede Herren sine tjenere ansigt til ansigt med konger og herskere, for at disse og deres folk måtte kunne tage imod lyset. Gang efter gang blev de største herskere bragt til at forkynde, at den Gud, som deres hebraiske fanger dyrkede, var den største af alle.

"<DSM 18/3> Gennem det babyloniske fangenskab blev israelitterne vænnet grundigt af med at tilbede udskårne billeder. I de følgende århundreder led de under undertrykkelse af hedenske fjender, indtil det blev deres faste overbevisning, at deres lykke var afhængig af deres lydighed mod Guds lov. Men hos alt for mange af folket var det ikke kærlighed, der tilskyndede dem til lydighed. De havde egenkærlige motiver. I det ydre tjente de Gud som midlet til at opnå national storhed. De blev ikke verdens lys, men lukkede sig ude fra verden for at undgå fristelsen til afgudsdyrkelse. I de forskrifter, der var givet ved Moses, havde Gud sat begrænsninger for deres samkvem med afgudsdyrkere; men denne belæring var blevet forkert fortolket. Den var beregnet til at forhindre dem i at rette sig efter hedningernes skikke; men den blev benyttet til at opbygge, en skille mur mellem Israel og alle andre folkeslag. Jøderne betragtede Jerusalem som deres himmel, og de blev ligefrem skinsyge, hvis Herren viste barmhjertighed mod hedningerne.

"<DSM 18/4> Efter hjemkomsten fra Babylon blev der lagt stor vægt på religiøs belæring. Over hele landet blev der bygget synagoger, hvor loven blev udlagt af præsterne og de skriftkloge, og der blev oprettet skoler, som hævdede at undervise i retfærdighedens forskrifter samt filosofi og naturvidenskab. Men disse virksomheder blev demoraliserede. Under fangenskabet havde mange af folket antaget hedenske forestillinger og skikke, og disse blev taget med ind i deres tjeneste for Gud. I mange retninger tillempede de sig efter afgudsdyrkernes skikke.

"<DSM 18/5> Efterhånden som jøderne vendte sig fra Gud, mistede de i høj grad læren i den rituelle tjeneste af syne. Denne tjeneste var blevet indstiftet af Kristus selv. Enhver del af den var et symbol på ham, og den havde været fuld af livskraft og åndelig skønhed. Men jøderne gik glip af det åndelige liv i deres ceremonier og klamrede sig til de døde formaliteter. De stolede på selve ofringerne og forordningerne i stedet for at hvile i ham, som de viste hen til. For at kunne sætte noget i stedet for det, som var gået tabt, mangedoblede præsterne og rabbinerne deres egne krav, og jo strengere disse blev, jo mindre åbenbaredes Guds kærlighed. De bedømte deres egen hellighed efter ceremoniernes antal, medens deres hjerter var opfyldt af hovmod og hykleri.

"<DSM 19/1> Det var en umulighed at overholde loven med alle deres smålige og besværlige forskrifter. De, som ønskede at tjene Gud, og som forsøgte at overholde de rabbinske forordninger, arbejdede under et pres af tunge byrder. De kunne ikke finde fred for deres bekymrede samvittigheds anklager. Således arbejdede Satan på at gøre folket modløst, at forringe deres opfattelse af Guds karakter og at bringe Israels tro i vanry. Han håbede at stadfæste det, som han havde hævdet, da han gjorde oprør i Himmelen: at Guds krav var urimelige og ikke kunne efterleves. Han erklærede, at selv Israel ikke overholdt loven.

"<DSM 19/2> Skønt jøderne længtes efter Messias komme, havde de ingen sand opfattelse af hans opgave i verden. De søgte ikke forløsning fra synden, men befrielse fra romerne. De så hen til, at Messias skulle komme som en erobrer, der ville bryde undertrykkelsens åg og ophøje Israel til et verdensherredømme. Således var vejen banet for dem til at forkaste Frelseren. Ved tidspunktet for Kristi fødsel var folket opirret over sine fremmede herrer og plaget af indre stridigheder. Jøderne havde fået tilladelse til formelt at opretholde en særskilt regering; men intet kunne tilsløre den kendsgerning, at de var under romernes åg, eller forsone dem med indskrænkningerne i deres magt. Romerne krævede ret til at ansætte og atter afsætte ypperstepræsten, og dette embede blev ofte erhvervet gennem bedrageri, bestikkelse og endog ved mord. På denne måde blev præsteskabet mere og mere fordærvet. Alligevel besad præsterne stadig stor magt, og de udnyttede den til egoistiske og kræmmeragtige formål. Folket var genstand for deres barmhjertige krav og var også hårdt beskattede af romerne. Denne tilstand i forholdene forårsagede misfornøjelse alle vegne. Der skete tit oprør blandt folket. Pengebegærlighed og vold, mistillid og åndelig sløvhed var ved at slide sjælen ud af befolkningen.

"<DSM 19/3> Hadet til romerne og folkeligt og åndeligt hovmod førte stadig jøderne til strengt at holde fast ved deres form for gudsdyrkelse. Præsterne forsøgte at opretholde deres ry for at være hellige ved en nøjagtig overholdelse af de religiøse ceremonier. Folket længtes i deres mørke og forkuethed, ligesom deres ledere, der higede efter magt, efter at der skulle komme en, der kunne overvinde deres fjender og genoprette Israels rige. De havde gransket profetierne, men uden åndelig indsigt. De havde overset de profetier, der viser hen til ydmygelserne ved Kristi første komme, og misforstået dem, som taler om herligheden ved hans andet komme. Hovmodet formørkede deres dømmekraft. De fortolkede profetierne i overensstemmelse med deres egenkærlige ønsker.