"<DSM 116/2> Der var bittert fjendskab mellem jøderne og samaritanerne, og så vidt muligt undgik de at have noget med hinanden at gøre. Det blev imidlertid regnet for lovligt at handle med samaritanerne, hvis det var nødvendigt, men al selskabelig omgang med dem blev fordømt. En jøde kunne ikke låne noget af en samaritaner og heller ikke tage imod en venlighed, end ikke et stykke brød eller et bæger vand. Da disciplene købte mad, handlede de i overensstemmelse med deres folks skikke; men de gik heller ikke videre end hertil. At bede samaritanerne om en venlighed eller på nogen måde søge at gøre dem en tjeneste, faldt ikke engang Jesu disciple ind.

"<DSM 116/3> Da Jesus sad ved brønden, var han udmattet af sult og tørst. Det havde været en lang vandring siden om morgenen, og nu brændte middagssolen over ham. Hans tørst forøgedes ved tanken om det kølige, friske vand, der var så tæt ved ham, men dog utilgængeligt for ham; for han havde hverken reb eller spand, og brønden var dyb. Han delte skæbne med menneskeheden, og han ventede på, at der skulle komme nogen for at drage vand op.

"<DSM 116/4> En kvinde fra Samaria nærmede sig, og tilsyneladende uden at lægge mærke til hans tilstedeværelse fyldte hun sin spand med vand. Da hun vendte sig om for at gå bort, bad Jesus hende om noget at drikke. Ingen østerlænding kunne nægte en sådan tjeneste. I østen blev vandet kaldt "Guds gave". Det blev anset for en så hellig pligt at tilbyde den tørstige vandrer en drik, at ørkenens arabere var villige til at gå en omvej for at kunne yde den. Hadet mellem jøderne og samaritanerne hindrede denne kvinde i at tilbyde Jesus en venlighed, men Frelseren søgte at finde nøglen til hendes hjerte, og med en finfølelse, der havde sit udspring i guddommelig kærlighed, bad han om en gunst i stedet for at tilbyde en venlighed. Et venligt tilbud var måske blevet afvist, men tillid vækker tillid. Himmelens Konge kom til denne sjæl, der var udstødt af samfundet, og bad hende om at gøre ham en tjeneste. Han, som skabte havet, som behersker vandene i det store dyb, han, som åbnede jordens kilder og strømme, hvilede ud efter sin træthed ved Jakobsbrønden og var afhængig af en fremmeds venlighed, selv om det kun drejede sig om at få en drik vand.

"<DSM 117/1> Kvinden så, at Jesus var jøde. I sin forundring glemte hun at opfylde hans bøn, men forsøgte at få grunden til den at vide. "Hvordan kan dog du, som er jøde" sagde hun, "bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?"

"<DSM 117/2> Jesus svarede: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: 'Giv mig noget at drikke!' så bad du ham, og han gav dig levende vandt" Du undrer dig over, at jeg vil bede dig om så ringe en tjeneste som en drik vand fra brønden her ved vore fødder. Hvis du havde bedt mig om det, ville jeg have givet dig at drikke af det evige livs vand.

"<DSM 117/3> Kvinden havde ikke forstået Kristi ord, men hun følte deres alvorlige betydning. Hendes lette og spøgende måde at være på begyndte at ændre sig. I den tanke, at Jesus talte om brønden foran dem, sagde hun: "Herre, du har jo ikke nogen spand, og brønden er dyb; hvorfra får du da det levende vand? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som har givet os brønd den, og selv med sine børn og sit kvæg har drukket af den?" Hun så kun en tørstig vandrer foran sig, træt og støvet. I tankerne sammenlignede hun ham med den højt ærede patriark Jakob. Hun nærede den opfattelse, som er så naturlig, at ingen anden brønd kunne stå mål med den, som fædrene havde givet. Hun så tilbage til fædrene og fremad til Messias' komme, medens fædrenes håb, Messias selv, var ved siden af hende, og hun kendte ham ikke. Hvor mange tørstende sjæle står ikke i dag nær ved livets kilde, men ser alligevel langt ud i det fjerne for at finde livets kildespring! "Sig ikke i dit hjerte: 'Hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)?' eller: 'Hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?' ... 'Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte.' ... Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst." Rom 10,6-9.

"<DSM 117/4> Jesus besvarede ikke straks dette spørgsmål angående ham selv, men han sagde med dyb alvor: "Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv "

"<DSM 117/5> Den, som søger at slukke sin tørst ved denne verdens kilder, drikker kun for atter at tørste. Alle vegne findes der utilfredse mennesker. De længes efter noget, der kan tilfredsstille sjælens trang. Kun en eneste kan imødekomme denne trang. Det, som verden trænger til, er Kristus, "Slægternes Håb". Den guddommelige nåde, som han alene kan tildele, er som det levende vand, lutrende, forfriskende og styrkende for sjælen.

"<DSM 117/6> Jesus gav ikke udtryk for den tanke, at det ville være nok for den modtagende blot at drikke én gang af livets vand. Den, som har smagt Kristi kærlighed, vil bestandig længes efter mere; men han søger intet andet. Verdens rigdomme, ære og fornøjelser har ingen tiltrækning for ham. Bestandig lyder det fra hans hjerte: Mere af dig! Og han, som åbenbarer sjælen dens trang, venter på at kunne tilfredsstille dens sult og tørst. Alt, hvad der er afhængigt af menneskers hjælp, vil mislykkes. Brøndene vil tømmes og dammene udtørres; men vor Frelser er en uudtømmelig kilde. Vi kan drikke atter og atter og altid finde friske forråd. Den, i hvem Kristus bor, har i sig selv velsignelsens kilde, "et kildespring til evigt liv." Af denne kilde kan han drage kraft og nåde, der er fyldestgørende for alt, hvad han trænger til.

"<DSM 118/1> Medens Jesus talte om det levende vand, betragtede kvinden ham undrende og opmærksomt. Han havde vakt hendes interesse og ønsket om at få den gave, som han talte om. Hun opdagede, at det ikke var Jakobsbrøndens vand, han talte om; for dette brugte hun bestandig. Hun drak og kom atter til at tørste. Hun sagde: "Herre! giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at drage vand op."

"<DSM 118/2> Nu vendte Jesus pludselig samtalen hen i en anden retning. Før denne sjæl kunne modtage den gave, som han længtes efter at give, måtte hun komme til at erkende sin synd og sin Frelser. "Han siger til hende: 'Gå hen og kald på din mand, og kom så herud igen?' Hun svarede: "Jeg har ingen mand." På denne måde håbede hun at undgå alle spørgsmål om denne sag. Men Frelseren blev ved: "Du har ret, når du siger Jeg har ingen mand; thi du har haft fem mænd, og han, du nu har, er ikke din mand. Dér sagde du et sandt ord."

"<DSM 118/3> Hans tilhører var rystet. En hemmelighedsfuld hånd vendte bladene i hendes livs historie og bragte ting for dagen, som hun havde håbet at holde skjult for evigt. Hvem var dog han, som kunne tyde hendes livs hemmeligheder? Hun kom til at tænke på evigheden, på den kommende dom, hvor alt det, som nu er skjult, skal åbenbares. Ved tanken om den blev hendes samvittighed vakt.

"<DSM 118/4> Hun kunne ikke nægte noget; men hun forsøgte at undgå videre omtale af et emne, der var hende så ubehageligt. Med dyb ærbødighed sagde hun: "Herre! jeg ser, at du er en profet." I håb om at bringe sin overbevisning til tavshed drejede hun samtalen ind på religiøse stridsspørgsmål. Hvis denne mand var en profet, ville han sikkert kunne belære hende med hensyn til disse forhold, som der så længe havde været strid om.

"<DSM 118/5> Jesus lod hende tålmodigt føre samtalen, hvorhen hun ville. Imidlertid vogtede han på en lejlighed til igen at nå ind til hendes hjerte med sandheden. "Vore forfædre har tilbedt Gud på dette bjerg," sagde hun, "og I siger, at i Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede ham." Garizims bjerg var netop synligt for dem. Dets tempel var nedbrudt, og kun alteret stod tilbage. Denne helligdom havde været et stridsspørgsmål mellem jøderne og samaritanerne. Nogle af de sidstnævntes forfædre havde engang hørt til Israel; men på grund af deres syndighed havde Herren ladet dem blive overvundet af et afgudsdyrkende folk. Gennem mange generationer havde de blandet sig med afgudsdyrkere, hvis religion efterhånden smittede deres egen. Det er sandt, at de mente, at deres afguder kun tjente til at minde dem om den levende Gud, universets behersker; men ikke des mindre blev folket forledt til at ære deres udskårne billeder.

"<DSM 118/6> Da Jerusalems tempel på Ezras tid blev genopbygget, ønskede samaritanerne at gøre fælles sag med jøderne ved dets genrejsning. Denne forrettighed blev nægtet dem, og der opstod et bittert fjendskab mellem de to folk. Samaritanerne byggede et tempel på bjerget Garizim, der skulle konkurrere med det andet. Her dyrkede de Gud efter det mosaiske ritual, skønt de ikke helt gav afkald på afgudsdyrkelsen. Men de forfulgtes af ulykker, deres tempel blev ødelagt af deres fjender, og de syntes at være under en forbandelse. Dog klamrede de sig stadig til deres overleveringer og deres form for gudsdyrkelse. De ville ikke anerkende templet i Jerusalem som Guds hus og heller ikke indrømme, at jødernes religion var bedre end deres egen.

"<DSM 119/1> Som svar til kvinden sagde Jesus: "Tro mig, kvinde: den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne." Jesus havde vist, at han var frigjort fra den jødiske fordom mod samaritanerne. Nu søgte han at nedbryde denne samaritaners fordom mod jøderne. Medens han henviste til, at samaritanernes tro var besmittet af afgudsdyrkelse, erklærede han, at frelsens store sandhed var blevet betroet til jøderne, og at Messias skulle udgå fra dem. I de hellige Skrifter havde der været en klar fremstilling af Guds egenskaber og retningslinjerne for hans herredømme. Jesus sidestillede sig med jøderne som dem, Gud havde skænket kundskab om sig selv.

"<DSM 119/2> Han higede efter at hæve sin tilhørers tanker over, hvad der angik former og ceremonier og stridsspørgsmål. "Men den tid kommer," sagde han, "ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed."

"<DSM 119/3> Her forkyndes den samme sandhed, som Jesus havde åbenbaret for Nikodemus, da han sagde: "Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." Joh 3,3. Mennesker kommer ikke i samfund med Himmelen ved at opsøge et helligt bjerg eller et helligt tempel. Gudsfrygt kan ikke indskrænkes til ydre former og ceremonier. Den gudfrygtighed, der kommer fra Gud, er den eneste religion, der kan føre til Gud. For at kunne tjene ham på rette måde må vi fødes af Guds Ånd. Dette vil lutre hjertet og forny sindet og give os en ny mulighed for at kende og elske Gud. Det vil give os villig lydighed over for alle hans krav. Dette er sand gudsdyrkelse. Det er frugten af Helligåndens virken i os. Ved Helligånden bliver enhver oprigtig bøn til, og en sådan bøn har Guds velbehag. Hvor som helst en sjæl rækker hånden ud efter Gud, åbenbarer Åndens gerning sig, og Gud vil åbenbare sig for denne sjæl. Det er sådanne tilbedere, han søger. Han venter på at tage imod dem og gøre dem til sine sønner og døtre.

"<DSM 119/4> Medens kvinden talte med Jesus blev hun betaget af hans ord. Aldrig havde hun hørt en sådan opfattelse af sit eget folks præster og heller ikke fra jøderne. Da hendes fortid var blevet blotlagt for hende, var hun kommet til at forstå sin egen store nød. Hun blev klar over sin sjæls tørst, som vandet fra brønden i Sykar aldrig kunne slukke. Intet af det, hun tidligere havde været i berøring med, havde i den grad vakt hende til et højere krav. Jesus havde overbevist hende om, at han kendte hendes livs hemmeligheder; og dog følte hun, at han var hendes ven, som havde medynk med hende og elskede hende. Skønt han ved sin egen renhed virkede fordømmende på hendes synd, havde han ikke sagt et eneste anklagende ord, men havde fortalt hende om sin nåde, der kunne forny sjælen. Hun begyndte at føle sig overbevist om, hvem han var. Dette spørgsmål dukkede op i hendes sjæl: Mon han ikke er den længe ventede Messias? Hun sagde til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (han, som kaldes Kristus); når han kommer, skal han forkynde os alt." Jesus svarede: "Det er mig, jeg, som taler med dig."

"<DSM 120/1> Da kvinden hørte disse ord, vaktes troen i hendes hjerte. Hun tog imod den vidunderlige udtalelse fra den guddommelige lærers læber. Denne kvinde havde et modtageligt sind. Hun var rede til at modtage den højeste åbenbarelse; thi hun var interesseret i Skrifterne, og Helligånden havde beredt hendes sind til at tage imod mere lys. Hun havde gransket den gammeltestamentlige forjættelse: "Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på." 5Mos 18,15. Hun længtes efter at forstå denne profeti. Lyset skinnede allerede ind i hendes sjæl. Livets vand, det åndelige liv, som Kristus skænker hver tørstende sjæl, var begyndt at vælde frem i hendes hjerte. Herrens Ånd arbejdede med hende. Den tydelige erklæring, som Kristus fremkom med til denne kvinde, kunne han ikke have givet de selvretfærdige jøder. Kristus var langt mere tilbageholdende, når han talte med dem. Det, som var blevet forholdt jøderne, og som det senere blev pålagt disciplene at bevare som en hemmelighed, blev åbenbaret for hende. Jesus så, at hun ville benytte sin viden til at gøre andre delagtige i hans nåde.

"<DSM 120/2> Da disciplene vendte tilbage fra deres ærinde, blev de overraskede ved at finde deres Mester i samtale med kvinden. Han havde ikke fået den forfriskende drik, som han havde bedt om, og han standsede ikke for at spise den mad, som hans disciple havde bragt med. Da kvinden var gået, bønfaldt disciplene ham om at spise. De så, at han var stille, fordybet og ligesom henrevet i sine tanker. Hans ansigt strålede af lys, og de var bange for at forstyrre ham i hans samfund med Himmelen. Men de vidste, at han var udmattet og træt, og mente, at det var deres pligt at minde ham om hans legemlige behov. Jesus anerkendte deres kærlige følelser, og han sagde: "Jeg har mad at spise, som I ikke kender."

"<DSM 120/3> Disciplene undrede sig over, hvem der vel kunne have bragt ham mad; men han forklarede dem: "Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning." Joh 4,34. Jesus frydede sig over, at hans ord til kvinden havde vakt hendes samvittighed. Han så, at hun drak af livets vand, og hans egen sult og tørst blev stillet. Opfyldelsen af det kald, som han havde forladt Himmelen for at udrette, styrkede Frelseren til hans gerning og hævede ham over menneskelige fornødenheder. At tjene en sjæl, der hungrede og tørstede efter sandheden, var ham en større tilfredsstillelse end at spise og drikke. Det var for ham en trøst og en forfriskning. At gøre godt mod andre var selve livet for hans sjæl.

"<DSM 120/4> Vor Frelser tørster efter, at vi skal erkende ham. Han hungrer efter forståelse og kærlighed fra dem, som han har købt med sit eget blod. Han længes usigeligt efter, at de skal komme til ham og få livet. Ligesom en moder spejder efter et genkendende smil fra sit lille barn, som fortæller hende om den vågnende forstand, sådan spejder Kristus efter det udtryk for taknemmelig kærlighed, som viser, at det åndelige liv er begyndt i sjælen.

"<DSM 121/1> Kvinden var blevet meget glad, medens hun lyttede til Kristi ord. Denne vidunderlige åbenbarelse var næsten overvældende for hende. Hun lod sin vandkrukke blive stående og vendte tilbage til byen for at bringe budskabet videre til andre. Jesus vidste, hvorfor hun var gået bort. At hun lod vandkrukken blive stående, talte umiskendeligt om virkningen af hans ord. Det var hendes sjæls inderlige ønske at opnå at få det levende vand, og hun glemte, hvorfor hun var kommet til brønden; hun glemte Frelserens tørst, som det havde været hendes hensigt at slukke. Med hjertet fuldt af overstrømmende glæde skyndte hun sig af sted for at lade andre få del i det vidunderlige lys, som hun havde modtaget.

"<DSM 121/2> "Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort," sagde hun til byens beboere. "Mon han ikke skulle være Kristus?" Hendes ord virkede betagende på dem. Hendes ansigt havde fået et andet udtryk, hele hendes udseende var forandret. De fik lyst til at se Jesus. "Så gik de ud af byen og gav sig på vej hen til ham."

"<DSM 121/3> Jesus sad stadig ved brønden og så ud over kornmarkerne, der lå udbredt for hans øjne med milde grønne farver i skæret af det gyldne solskin. Han henledte disciplenes opmærksomhed til landskabet og anvendte det som et symbol: "Siger I ikke: 'Der er endnu fire måneder, til høsten kommer?' Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten." Og medens han talte, betragtede han de skarer, der var på vej ud til brønden. Der var fire måneder til, at kornet skulle høstes, men her var der en høst, som allerede var ved at modnes.

"<DSM 121/4> "Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt: En sår, og en anden høster." Her viser Kristus hen til den hellige tjeneste, som de, der tager imod evangeliet, skylder Gud. De skal være hans levende virkemidler. Han kræver deres personlige tjeneste, og hvad enten vi sår eller høster, så arbejder vi for Gud. Den ene spreder sæden, og den anden samler høsten i lade; og både den, som sår, og den, som høster, får deres løn. De glæder sig sammen over belønningen for deres møje.

"<DSM 121/5> Jesus sagde til disciplene: "Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde." Her så Frelseren hen til den store høst på pinsedagen. Disciplene skulle ikke betragte denne som resultatet af deres egne anstrengelser. De gik ind i andre menneskers arbejde. Lige siden Adams syndefald havde Kristus overgivet ordets sæd til sine udvalgte tjenere, for at det kunne blive sået i menneskers hjerter. Og en usynlig hjælper, selve almagtskraften, havde i det stille, men virkningsfuldt, arbejdet for at frembringe høsten. Guds nådes dug og regn og solskin var blevet givet for at opfriske og nære sandhedens sæd. Kristus skulle snart vande sæden med sit eget blod. Disciplene havde fået den forrettighed at arbejde sammen med Gud. De var Kristi og fortidens hellige mænds medarbejdere. Ved udgydelsen af Helligånden på pinsedagen blev tusinder omvendt på en enkelt dag. Dette var resultatet af, hvad Kristus havde sået, høsten efter hans gerning.

"<DSM 121/6> Ved de ord, der var blevet talt til kvinden ved brønden, var den gode sæd blevet sået, og hvor hurtigt fulgte ikke høsten efter! Samaritanerne kom og hørte Jesus og troede på ham. De flokkedes om ham ved brønden og bestormede ham med spørgsmål og tog med iver imod hans forklaringer på meget af det, som havde været dunkelt for dem. Medens de lyttede, begyndte deres rådvildhed at forsvinde. De var ligesom et folk, der i det dybeste mørke fulgte en pludselig lysstråle, indtil de havde fundet dagens lys. Men de lod sig ikke stille tilfreds med denne korte sammenkomst. De higede efter at høre mere og efter, at også deres venner skulle lytte til denne vidunderlige lærer. De indbød ham til deres by og bad ham om at blive hos dem. I to dage blev han boende i Samaria, og der var mange flere, som troede på ham.

"<DSM 122/1> Farisæerne ringeagtede Jesu ligefremhed. De ænsede ikke hans undergerninger og krævede et tegn på, at han var Guds Søn. Men samaritanerne forlangte ikke noget tegn, og Jesus gjorde ingen undere blandt dem med undtagelse af, at han over for kvinden ved brønden afslørede hemmelighederne i hendes liv. Alligevel var der mange, som tog imod ham. I deres glæde sagde de til kvinden: "Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens Frelser."

"<DSM 122/2> Samaritanerne troede, at Messias skulle komme som en Frelser, ikke blot for jøderne, men for hele verden. Helligånden havde ved Moses forudsagt, at han skulle være en profet, der var udsendt af Gud. Ved Jakob var det blevet forkyndt, at alle folkeslag skulle samles om ham, og ved Abraham, at i ham skulle alle jordens folk velsignes. Disse skrifter dannede grundlaget for samaritanernes tro på Messias. Den kendsgerning, at jøderne havde forvansket de senere profeter og havde tillagt Kristi første komme herligheden ved hans andet komme, havde fået samaritanerne til at forkaste alle de hellige Skrifter med undtagelse af dem, der var givet ved Moses. Men da Frelseren fejede disse falske fortolkninger bort, var der mange, der tog imod de senere profetier og Kristi egne ord med hensyn til Guds rige.

"<DSM 122/3> Jesus var begyndt at nedbryde skillevæggen mellem jøder og hedninger og at forkynde frelse for hele verden. Skønt han var jøde, færdedes han frit sammen med samaritanere uden at tage hensyn til sit folks farisæiske skikke. Trods alle deres fordomme modtog han gæstfrihed hos dette foragtede folk. Han sov under tag med dem, spiste sammen med dem ved deres bord og deltog i de måltider, de havde tilberedt og anrettet; han lærte på deres gader og behandlede dem med den største venlighed og høflighed.

"<DSM 122/4> I Jerusalems tempel adskilte en lav mur den ydre gård fra alle andre dele af den hellige bygning. På denne mur var der indskrifter på forskellige sprog, som bekendtgjorde, at ingen andre end jøder havde lov til at overskride denne grænse. Hvis en hedning havde dristet sig til at betræde den indre gård ville han have besmittet tempelet og ville være kommet til at bøde med sit liv. Men Jesus, hvem templet skyldte sin oprindelse og sin tjeneste, drog hedningerne til sig ved sin menneskelige medfølelse, medens hans guddommelige nåde bragte dem den frelse, som jøderne havde forkastet.

"<DSM 122/5> Jesu ophold i Samaria var beregnet på at blive til velsignelse for disciplene, der stadig var under indflydelse af jødernes fanatisme. De mente, at troskab mod deres eget folk krævede, at de skulle nære fjendtlige følelser mod samaritanerne. De undrede sig over Jesu handlemåde. De kunne ikke nægte at følge hans eksempel, og under de to dages ophold i Samaria holdt deres troskab mod ham deres fordomme i tømme; men i hjertet var de uforsonlige. De var længe om at lære, at deres foragt og had måtte vige pladsen for medlidenhed og venlighed. Men efter Herrens himmelfart vendte hans belæring tilbage til dem med en ny betydning. Efter Helligåndens udgydelse mindedes de Frelserens blik, hans ord og den høflighed og venlighed, der prægede hans optræden over for disse foragtede fremmede. Da Peter drog hen for at prædike i Samaria, fandtes den samme ånd i hans egne ord. Da Johannes blev kaldet til Efesus og Smyrna, huskede han, hvad han havde oplevet ved Sikem, og fyldtes af taknemmelighed mod den guddommelige lærer, som havde forudset de vanskeligheder, de ville komme til at møde, og som havde hjulpet dem gennem sit eget eksempel.

"<DSM 123/1> Frelseren fortsætter stadig den samme gerning, som dengang han tilbød livets vand til den samaritanske kvinde. De, som kalder sig hans disciple, kan muligvis foragte dem, der er udstødt af samfundet, men ingen omstændigheder, der knytter sig til fødsel eller nationalitet, kan vende hans kærlighed bort fra menneskenes børn. Til hver eneste sjæl, hvor syndig den end er, siger Jesus: Hvis du havde bedt mig om det, så havde jeg givet dig levende vand.

"<DSM 123/2> Evangeliets indbydelse skal ikke indsnævres og kun tildeles nogle enkelte få, som efter vor mening vil gøre os ære, hvis de tager imod den. Budskabet skal gives til alle. Hvor der findes hjerter, der er åbne for sandheden, er Kristus rede til at belære dem. Han åbenbarer dem Faderen og den tilbedelse, der har hans velbehag, som læser hjertets tanker. Til den slags ennesker bruger han ikke lignelser. Til dem siger han ligesom til kvinden ved brønden: "Det er mig, jeg, som taler med dig!"

"<DSM 123/3> Dengang Jesus satte sig til hvile ved Jakobsbrønden, var han kommet fra Judæa, hvor hans gerning kun havde båret liden frugt. Han var blevet vraget af præsterne og de skriftkloge, og selv for de mennesker, der hævdede at være hans disciple, var det ikke lykkedes at opdage hans guddommelige natur. Han var træt og udmattet, men han forsømte ikke lejligheden til at tale med en kvinde, skønt hun var en fremmed, en udlænding i Israel, og skønt hun levede i åbenlys synd.

"<DSM 123/4> Frelseren ventede ikke på, at der skulle forsamle sig store skarer. Ofte begyndte han sin undervisning, medens kun få var samlede om ham, men den ene efter den anden af de forbipasserende standsede for at lytte, indtil der var en mængde mennesker, som med undren og ærefrygt lyttede til Guds ord, der lød fra den himmelsendte lærer. Kristi medarbejder burde ikke have den følelse, at han ikke kan tale til nogle få tilhørere med den samme alvor som til en større forsamling. Der er måske kun en enkelt til at høre budskabet; men hvem kan sige, hvor vidtrækkende dets indflydelse vil blive? Selv for Frelserens disciple forekom det at være en ringe sag, at han brugte sin tid til at tale med en samaritansk kvinde. Men han drøftede emnerne mere alvorligt og veltalende med hende end med konger, rådsherrer eller ypperstepræster. Det, som han lærte denne kvinde, er blevet gentaget til jordens fjerneste grænser.

"<DSM 124/1> Så snart den samaritanske kvinde havde fundet Frelseren, førte hun andre til ham. Hun viste sig at være en mere virksom missionær end hans egne disciple. Disciplene så ikke noget i Samaria, som tydede på, at det var en opmuntrende arbejdsmark. Deres tanker var rettede mod en stor opgave, som skulle udrettes i fremtiden. De så ikke, at der lige rundt omkring dem var en høst, som skulle samles ind. Men ved hjælp af denne kvinde, som de ringeagtede, kom en hel by til at høre Frelseren. Hun bragte straks lyset ud til sine landsmænd.

"<DSM 124/2> Denne kvinde er et billede på, hvordan en praktisk tro på Kristus virker. Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som en missionær. Den, som drikker af det levende vand, bliver selv til en livets kilde. Modtageren bliver til en giver. Kristi nåde er for sjælen som en kilde i ørkenen, der vælder frem til forfriskelse for alle og får dem, der er ved at omkomme, til at hige efter at drikke af livets vand.