"<DSM 57/2> Zakarias boede i "Judæas bjergland" men han var draget op til Jerusalem for i en uge at gøre tjeneste i templet, den præstetjeneste, der krævedes to gange om året af præsterne af hvert skifte. Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelseofferet."

"<DSM 57/3> Han stod foran det gyldne alter i helligdommen. Røgelseskyerne steg sammen med bønnerne fra Israels folk op til Gud. Pludselig følte han tilstedeværelsen af noget guddommeligt. En Herrens engel viste sig for ham, "stående ved højre side af røgelsealteret". Engelens stilling var tegn på en gunstbevisning, men Zakarias lagde ikke mærke til dette. Han havde gennem mange år bedt om, at Frelseren måtte komme. Nu havde Himmelen sendt ham bud for at forkynde, at disse bønner var ved at gå i opfyldelse; men Guds nåde syntes ham for stor til, at han kunne fæste lid til den. Han blev grebet af frygt og selvbebrejdelse.

"<DSM 57/4> Men han blev hilst med denne glædelige forsikring: "Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes. Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk. Zakarias sagde til engelen: 'Hvordan skal jeg få vished om dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene."

"<DSM 57/5> Zakarias vidste godt, hvordan Abraham i sin alderdom fik et barn, fordi han stolede på hans trofasthed, som havde lovet ham det. Men i dette øjeblik rettes den gamle præsts tanker mod menneskeslægtens svaghed. Han glemmer, at hvad Gud har lovet, er han også i stand til at fuldføre. Hvilken forskel er der ikke mellem denne vantro og Marias skønne, barnlige tro, jomfruen fra Nazaret, hvis svar til engelens vidunderlige budskab lød således: "Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!" Luk 1,38.

"<DSM 58/1> Zakarias, Abrahams og Marias sønners fødsel var bestemt til at lære os en stor åndelig sandhed, en sandhed, som vi har svært ved at lære og hurtigt glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i enhver ydmyg og troende sjæl. Det var ved tro, at forjættelsens barn blev givet. Det er ved tro, at det åndelige liv skabes, så det bliver muligt for os at gøre retfærdighedens gerninger.

"<DSM 58/2> Som svar på Zakarias' spørgsmål sagde engelen: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab." Fem hundrede år tidligere havde Gabriel kundgjort Daniel den profetiske periode, som skulle nå ned til Kristi komme. Kundskaben om, at denne periode var ved at udløbe, havde tilskyndt Zakarias til at bede om Messias' komme. Nu var det samme sendebud, som havde meddelt profetien, kommet for at forkynde dens opfyldelse.

"<DSM 58/3> Engelens ord: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn," viser os, at han indtager en høj stilling i de himmelske boliger. Da han kom med et budskab til Daniel, sagde han: "Ikke en hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders fyrste." Dan 10,21. Frelseren taler om Gabriel i Åbenbaringen, idet han siger, at "han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes Åb 1,1. Og engelen sagde til Johannes: "Jeg er din medtjener og dine brødre profeternes." Åb 22,9. Hvilken vidunderlig tanke at den engel, der i værdighed kommer lige efter Guds Søn, er udvalgt til at forkynde Guds hensigter for syndige mennesker!

"<DSM 58/4> Zakarias havde givet udtryk for tvivl om engelens ord. Han skulle ikke få lov til atter at tale, før de var gået i opfyldelse. Engelen sagde: "Se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde." Præsten var forpligtet til under udførelsen af denne tjeneste at bede om tilgivelse for folkets og landets synder samt bede om, at Messias måtte komme; men da Zakarias forsøgte at gøre dette, kunne han ikke sige et ord.

"<DSM 58/5> Da han gik frem for at velsigne folket, "gjorde han tegn til dem og blev ved at være stum". De havde ventet en lang tid og var begyndt at blive ængstelige for, om han skulle være blevet ramt af Guds dom. Men da han kom ud fra helligdommen, strålede hans ansigt af Guds herlighed, "og så forstod de, at han havde haft et syn i templet". Zakarias fik gjort dem forståeligt, hvad han havde set og hørt, og "da hans tjenestes dage var omme, vendte han tilbage til sit hjem".

"<DSM 58/6> Kort tid efter det lovede barns fødsel fik faderen atter sit mæle igen, "og han talte og priste Gud. Da kom der frygt over alle de omkringboende, og alt dette blev meget omtalt i hele Judæas bjergland. Og alle, som hørte det, lagde sig det på sinde og sagde: 'Hvad mon der skal blive af dette barn?' Alt dette skete for at vende folkets opmærksomhed mod Messias' komme, hvortil Johannes skulle berede vejen.

"<DSM 59/1> Zakarias blev fyldt af Helligånden, og med disse skønne ord profeterede han om sin søns kald: "Du, barnlille! skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herren for at bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje vil besøge os for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej."

"<DSM 59/2> "Og barnet voksede til og blev styrket i ånden; og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel." Før Johannes' fødsel havde engelen sagt: "Han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden." Gud havde kaldet Zakarias' søn til en stor gerning, den største, der nogen sinde er blevet betroet et menneske. For at kunne fuldføre denne opgave måtte han have Herren som sin hjælper. Og Guds Ånd ville være med ham, hvis han rettede sig efter engelens anvisninger.

"<DSM 59/3> Johannes skulle gå ud som Jehovas sendebud for at bringe mennesker lyset fra Gud. Han måtte vende deres tanker i en anden retning. Han skulle indprente dem, hvor hellige Guds krav til os er, og i hvor høj grad de selv manglede Guds fuldkomne retfærdighed. Et sådant sendebud måtte selv være helligt. Han måtte være et tempel, hvori Guds ånd kunne bo. For at kunne opfylde sit kald måtte han være i besiddelse af sunde, legemlige kræfter og åndelig og sjælelig styrke. Derfor ville det for ham være nødvendigt at beherske lyster og begær. Han måtte være i stand til at beherske alle sine evner, så han kunne stå blandt mennesker lige så upåvirkelig af de forhåndenværende forhold som ørkenens klipper og bjerge.

"<DSM 59/4> På Johannes Døbers tid var pengebegærlighed og trangen til luksus og pragt vidt udbredt. Sanselige fornøjelser, svir og drik var årsag til legemlige sygdomme og degeneration, idet de lammede den åndelige opfattelsesevne og forringede syndsbevidstheden. Johannes skulle være en reformator. Ved sin afholdende livsførelse og tarvelige dragt skulle han virke som en irettesættelse for tidens umådeholdenhed. Derfor blev anvisningerne givet til Johannes' forældre som en lære i afholdenhed, givet af en engel fra den himmelske trone.

"<DSM 59/5> Sindet er mest modtageligt i barndommen og ungdommen. Det er her, man skal erhverve sig kraften til selvbeherskelse. I hjemmets hygge og ved familiens bord udøves der en påvirkning, hvis følger er af evig varighed. De livsvaner, man tilegner sig i livets første år, er afgørende for, om et menneske skal sejre eller overvindes i livets kamp. Ungdommen er såtiden. Den er afgørende for, hvordan høsten bliver, både i dette liv og i det kommende.

"<DSM 59/6> Johannes skulle som profet "vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk". Ved at berede vejen for Kristi første komme stod han som repræsentant for dem, der skal berede et velskikket folk til Herrens andet komme. Verden er fuld af nydelsessyge. Vildfarelser og opdigtede historier findes i mængde. Satan sætter stadig flere fælder for at bringe sjælene til fald. Alle, der ønsker fuldkommen hellighed i deres gudsfrygt, må lære mådeholdets og selvbeherskelsens kunst. Begæret og lidenskaberne må holdes i tømme af sjælens ædlere kræfter. Denne selvdisciplin er af væsentlig betydning for den sjælelige styrke og åndelige kraft, som kan gøre det muligt far os at fatte og efterleve de hellige sandheder i Guds ord. Af denne årsag har mådehold en stor betydning i arbejdet for at berede vejen for Kristi genkomst.

"<DSM 60/1> Ifølge almindelig skik og brug ville Zakarias' søn være blevet uddannet til præst. Men uddannelsen i rabbinernes skoler ville have gjort ham uegnet til hans gerning. Gud sendte ham ikke til de teologiske lærere for at undervises i, hvordan han skulle fortolke Skrifterne. Han kaldte ham ud i ørkenen, for at han kunne lære af naturen og naturens Gud.

"<DSM 60/2> Det var i en ensom egn, at han fandt sit hjem, midt iblandt øde bjerge, vilde slugter og klippehuler. Men han havde valgt at give afkald på livets fornøjelser og bekvemmeligheder og leve under ødemarkens hårde tugt. Her kunne han uforstyrret af verdens larm gruble over, hvad naturen, åbenbaringen og forsynet selv kunne lære ham. Engelens ord til Zakarias var ofte blevet gentaget for Johannes af hans gudfrygtige forældre. Hans kald var blevet holdt ham for øje, lige fra han var barn, og han havde taget imod dette hellige hverv. For ham var ensomheden i ørkenen en velkommen anledning til at undgå et samfund, hvor mistænksomhed, vantro og urenhed prægede næsten alt. Han stolede ikke på sin egen kraft til at kunne modstå fristelser, og han veg tilbage for bestandig kontakt med synden for ikke at miste fornemmelsen af dens overvældende syndighed.

"<DSM 60/3> Da han fra sin fødsel var indviet til Gud som nasiræer, gjorde han dette løfte til sit eget ved at hellige Gud hele sit liv. Han var klædt som fortidens profeter i en dragt af kamelhår, der blev holdt sammen om livet med et læderbælte. Han spiste "græshopper og vilde biers honning", som han fandt i ødemarken, og drak af bjergstrømmenes klare vand.

"<DSM 60/4> Men Johannes tilbragte ikke sit liv i lediggang, i astetisk tungsind eller egoistisk isolation. Fra tid til anden drog han hen for at være sammen med andre mennesker, og han var altid en interesseret tilskuer til alt, hvad der foregik i verden. Fra sit stille tilflugtsted lagde han mærke til begivenhedernes gang i verden. Med et syn, der var klargjort af Guds ånd, studerede han de forskellige menneskers karakter, for at han kunne få forstand til at nå ind til deres hjerter med budskabet fra Himmelen. Hans kald hvilede tungt på ham. I ensomhed søgte han under selvfordybelse og bøn at væbne sin sjæl til den livsgerning, der lå foran ham.

"<DSM 60/5> Skønt han levede i ørkenen, var han ikke fritaget for fristelser. Så vidt det lod sig gøre, lukkede han til for alle veje, hvor Satan kunne trænge ind, men alligevel blev han angrebet af fristeren. Men hans åndelige opfattelsesevne var skarp. Han havde en højt udviklet karakterstyrke og fasthed, og ved Helligåndens hjælp var han i stand til at opdage, når Satan nærmede sig, og til at modstå hans magt.

"<DSM 61/1> I ørkenen fandt Johannes sin skole og sin helligdom. Ligesom Moses blandt Midians bjerge var han hegnet af Guds nærhed og omgivet af beviser på hans magt. Det faldt ikke i hans lod at dvæle midt i bjergenes ensomhedens højtidsfulde majestæt ligesom Israels store leder; men foran ham lå Moabs bjerge på den anden side af Jordan og talte til ham om ham, som havde skabt bjergene og omgjorde dem med kraft. Den dystre og vilde natur i hans ørkenhjem var som en levende illustration af den tilstand, hvori Israel befandt sig. Herrens frugtbare vingård var blevet til en ødemark; men hen over ørkenen hvælvede himmelen sig klar og skøn. Over skyerne, der samlede sig mørke og truende, hvælvede forjættelsens regnbue sig. Således strålede den forjættede herlighed under Messias' herredømme over Israels fornedrelse. Vredens skyer var omspændt af Guds nådige pagts regnbue.

"<DSM 61/2> I sin ensomhed i den stille nat læste han Guds løfte til Abraham om at gøre hans efterkommere talløse som stjernerne. Morgenrøden, der spredte guld over Moabs bjerge, talte om ham, der skulle "stråle som morgenrøden, som den skyfri morgensol". 2Sam 23,4. Og i middagens klare lys så han herligheden ved hans åbenbarelse: "Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den." Es 40,5.

"<DSM 61/3> Med betagelse, men fuld af fryd, ledte han i de profetiske bogruller efter forudsigelserne om Messias' komme, den forjættede sæd, der skulle knuse slangens hoved; fredsfyrsten der skulle vise sig, før en konge holdt op med at herske på Davids trone. Nu var tiden kommet. Der sad en romersk hersker i paladset på Zions bjerg. Ifølge Herrens sandhedsord var Kristus allerede født.

"<DSM 61/4> Ved dag og ved nat granskede han Esajas' betagende skildringer af Messias' herlighed, kvisten af Isajs stub, en konge, der skulle herske med retfærd, fælde redelig dom over landets arme, som læ imod storm; som en vældig klippes skygge i tørstende land. Israel skulle ikke længere kaldes den forladte og heller ikke dets land, den ensomme, men Herren ville selv kalde det velbehag og dets land, hustru. Es 11,4; 32,2; 62,4. Den ensomme landflygtiges sjæl fyldtes af glæde ved disse herlige åbenbaringer.

"<DSM 61/5> Han beskuede Kongen i al hans herlighed, og han glemte sig selv. Han så den hellige majestæt og følte sig selv utilstrækkelig og uværdig. Han var rede til at træde frem som Himmelens sendebud uden at lade sig skræmme af mennesker, fordi han havde skuet den Guddommelige. Han kunne stå rank og uden frygt over for jordiske herskere, fordi han havde bøjet sig dybt for kongernes Konge.

"<DSM 61/6> Johannes forstod ikke fuldt ud, af hvad art Messias' rige skulle være. Han så hen til, at Israel skulle befries fra sine jordiske fjender; men hans største forhåbninger gjaldt en konge, der skulle herske med retfærdighed og genoprette Israel som et helligt folk. Han troede, at den profeti, der havde lydt ved hans fødsel, skulle gå i opfyldelse på denne måde:

"<DSM 61/7> "For at ihukomme sin hellige pagt ... at vi, udfriede fra vore fjenders hånd, må tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage." Luk 1,72-75.

"<DSM 62/1> Han så, hvordan hans folk var bedraget, tilfreds med sig selv og faldet i søvn i deres synd. Han længtes efter at vække dem op til et mere helligt liv. Det budskab, som Gud havde betroet ham at bringe, skulle vække dem af deres sløvhed og få dem til at bæve på grund af deres store ondskab. Før evangeliets sæd kunne slå rod, måtte hjerternes jordbund pløjes op. Før de kunne søge lægedom hos Jesus, måtte de vækkes til at kunne se, hvor farlige syndens sår var.

"<DSM 62/2> Gud sender ikke sine sendebud for at smigre synderen. Han forkynder ikke noget fredens budskab for at lulle de fortabte ind i en skæbnesvanger tryghedsfølelse. Han lægger tunge byrder på synderens samvittighed og får overbevisningens pile til at trænge ind i sjælen. De tjenende engle forkynder Guds strenge straffedom for at forstærke følelsen af at være i nød og fremkalder dette råb: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Da vil den hånd, som har ydmyget i støvet, atter løfte den bodfærdige op. Den røst, som har dadlet synden og bragt skam over hovmod og ærgerrighed, spørger nu med den inderligste medfølelse: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?"

"<DSM 62/3> Da Johannes begyndte på sin gerning, var folket i en tilstand af ophidselse og misfornøjelse, der var på nippet til at bryde ud i oprør. Fordi Arkelaus var blevet fjernet, blev Judæa nu direkte styret af Rom De romerske landshøvdingers tyranni og pengeafpresning og deres stærke bestræbelser for at indføre hedenske symboler og skikke vakte et oprør, som var blevet kvalt i tusinder af de tapreste israelitters blod. Alt dette forstærkede folkets had til Rom og forøgede længslen efter at blive udfriet fra dets herredømme.

"<DSM 62/4> Midt i al uenigheden og striden lød der en røst fra ørkenen, en vækkende og alvorsfuld røst, der dog var håbefuld. "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nært" Den betog folket med en ny og forunderlig magt. Kristi komme var af profeterne blevet forudsagt som en begivenhed, der lå langt ude i fremtiden, men her blev det forkyndt, at den var lige forestående. Johannes' mærkelige udseende fik hans tilhørere til at mindes fortidens seere. I sin væremåde og dragt lignede han profeten Elias. Med Elias' ånd og kraft fordømte han folkets fordærvelse og dadlede de fremherskende synder. Hans tale var enkel, rammende og overbevisende. Mange troede, at han var en af profeterne, der var opstået fra de døde. Hele folket kom i oprør. Store skarer strømmede ud til ørkenen.

"<DSM 62/5> Johannes forkyndte Messias' komme og kaldte folket til anger og bod. Som et symbol på renselsen fra synden døbte han dem i floden Jordans vand. Således forkyndte han gennem en betydningsfuld anskuelsesundervisning, at de, som hævdede at være Guds udvalgte folk, var besmittede af synd, og at de, hvis ikke deres sjæl og sind blev renset, ingen del kunne få i Messias' rige.

"<DSM 62/6> Fyrster og skriftkloge, soldater, toldere og bønder kom for at lytte til profeten. For en stund følte de sig forfærdede over denne højtidelige advarsel fra Gud. Der var mange, som omvendte sig og lod sig døbe. Mennesker af alle rangklasser underkastede sig Døberens krav for at kunne få del i det rige, som han forkyndte om.

"<DSM 62/7> Mange af de skriftkloge og farisæerne kom og bekendte deres synder og bad om at blive døbt. De havde forherliget sig selv som bedre end andre mennesker og havde fået folket til at nære høje tanker om deres fromhed. Nu blev de syndige hemmeligheder i deres liv afsløret. Men ved Helligånden fik Johannes det indtryk, at mange af disse mennesker ikke havde nogen virkelig syndsbevidsthed. De gjorde, hvad der var mest fordelagtigt for dem selv i den givne situation. Som venner af profeten håbede de at vinde den kommende fyrstes gunst, og ved at lade sig døbe af denne unge lærer, som havde folkets yndest, mente de, at de ville styrke deres egen indflydelse over folket.

"<DSM 63/1> Johannes mødte dem med dette svidende skarpe spørgsmål: "I øgleunger! Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: "Vi har Abraham til fader;" thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene der!"

"<DSM 63/2> Jøderne havde fortolket Guds løfte om evigt at skænke Israel sin gunst på en forkert måde. "Så siger Herren, han, som satte solen til at lyse om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, han, som oprører havet, så bølgerne bruser, han, hvis navn er Hærskarers Herre: Når disse ordninger viger fra mit åsyn, lyder det fra Herren, så skal også Israels æt for alle tider ophøre at være et folk for mit åsyn. Så siger Herren: Når himmelen oventil kan udmåles og jordens grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels æt for alt, hvad de har gjort, lyder det fra Herren." Jer. 31,35-37. Jøderne mente, at de var berettigede til denne forjættelse, fordi de nedstammede fra Abraham efter kødet. Men de overså den betingelse, som Gud havde stillet. Før Gud havde aflagt dette løfte, havde han sagt: "Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk ... Thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu" Jer. 31,33-34.

"<DSM 63/3> Gud har velbehag i et folk, på hvis hjerte hans lov står skrevet. De er et med ham. Men jøderne havde skilt sig fra Gud. På grund af deres synder led de nu under hans straffedom. Dette var årsagen til, at de måtte trælle under et hedensk folk. Deres sind var formørket på grund af deres overtrædelser, og fordi Herren i de forgangne tider havde vist dem så megen godhed, mente de at have en undskyldning for deres synd. De smigrede sig med at være bedre end andre mennesker og have ret til Guds velsignelser.

"<DSM 63/4> Dette "blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet". 1Kor. 10,11. Hvor misforstår vi dog ofte Guds velsignelser og smigrer os med, at vi er særligt begunstigede på grund af en eller anden god egenskab, vi har! Gud kan ikke komme til at gøre det for os, som han længes efter. Hans gaver benyttes til at forøge vor selvtilfredshed og til at forhærde vore hjerter i vantro og synd.

"<DSM 63/5> Johannes erklærede over for Israels lærere, at deres hovmod, selviskhed og grusomhed viste, at de var en slægt af slanger, en dødelig forbandelse for folket i stedet for at være den retfærdige og lydige Abrahams æt. Når man tog i betragtning, hvor meget lys de havde modtaget fra Gud, så var de endog værre end hedningerne, som de følte sig så højt hævet over. De havde glemt den klippe, hvorfra de var hugget, og den afgrund, hvorfra de var blevet reddet. Gud var ikke afhængig af dem for at kunne fuldbyrde sin hensigt. Ligesom han havde udvalgt Abraham fra et hedensk folk, sådan kunne han kalde andre til sin tjeneste. Deres hjerter var måske nu tilsyneladende lige så livløse som ørkenens stene, men hans Ånd kunne gøre dem levende, så de gjorde hans vilje og kunne modtage opfyldelsen af hans forjættelse.

"<DSM 64/1> "Øksen ligger allerede ved roden af træerne" sagde profeten; "så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden." Det er ikke efter dets navn, men efter dets frugt, at man afgør værdien af et træ. Hvis frugten er værdiløs, kan navnet ikke redde træet fra at blive hugget om. Johannes erklærede over for jøderne, at deres stilling over for Gud skulle bedømmes efter deres karakter og deres liv. Deres erklæringer havde ingen værdi. Hvis deres liv og sindelag ikke stemte overens med Guds lov, så var de ikke hans folk.

"<DSM 64/2> Hans tilhørere følte sig overbeviste ved hans sjæleransagende ord. De kom hen til ham og spurgte: "Hvad skal vi da gøre?" Han svarede: "Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså." Og han advarede tolderne mod uhæderlighed og soldaterne mod at bruge vold.

"<DSM 64/3> Han sagde, at alle, der blev undersåtter i Kristi rige, måtte give beviser på tro og omvendelse. Man måtte kunne finde godhed, ærlighed og troskab i deres liv. De skulle yde hjælp til de fattige og bringe Gud deres offergaver. De skulle beskærme de forsvarsløse og være et eksempel på retskaffenhed og medfølelse med andre. Sådan skal Kristi disciple være et vidnesbyrd om Helligåndens forvandlende kraft. I det daglige liv, må der vise sig retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed til Gud. Ellers er de ligesom de avner, der bliver overgivet til ilden.

"<DSM 64/4> "Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg; og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild." Matt 3,11. Profeten Esajas havde forkyndt, at Herren skulle rense sit folk fra dets synder "med doms og udrensnings ånd". Herrens ord til Israel lød sådan: "Jeg vender min hånd imod dig, renser ud dine slagger i ovnen og udskiller alt dit bly." Es 4,4; 1,25. Hvor synden end findes, er vor Gud en fortærende ild. Hebr. 12,29. Guds Ånd vil fortære synden i alle dem, der giver sig ind under hans magt. Men hvis mennesker holder fast ved synden, bliver de et med den. Så må Guds herlighed, som er tilintetgørende for synden, også tilintetgøre dem. Efter at Jakob natten igennem havde kæmpet med engelen, udbrød han: "Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst." 1Mos 32,30. Jakob havde gjort sig skyldig i en stor synd ved sin optræden over for Esau; men han havde angret det. Hans overtrædelse var blevet ham tilgivet, og han var blevet renset for sin synd. Derfor kunne han tåle åbenbaringen af Guds nærværelse. Men hvor som helst mennesker kom frem for Gud med synder, som de med overlæg dyrkede, blev de tilintetgjort. Ved Kristi genkomst skal de onde "dræbes med et åndepust af hans mund" og "tilintetgøres ved hans synlige komme". 2Tess. 2,8. Lyset fra Guds herlighed, som giver livet til de retfærdige, vil dræbe de onde.

"<DSM 65/1> I Johannes Døbers dage var Kristus ved at vise sig som den, der åbenbarede Guds karakter. Hans personlige tilstedeværelse ville afsløre menneskers synd for dem. Kun hvis de var villige til at lade sig rense for synden, kunne de komme ind i et fællesskab med ham. Kun de rene af hjertet kunne dvæle i hans nærhed.

"<DSM 65/2> Således forkyndte Døberen Guds budskab til Israel. Mange gav agt på hans lære. Der var mange, der ofrede alt for at kunne adlyde. Store skarer fulgte denne nye lærer fra sted til sted, og der var ikke få, som nærede håb om, at han måske var Messias. Men når Johannes så, at folket vendte sig til ham, benyttede han enhver lejlighed til at rette deres tro og tanker til ham, som skulle komme.