|
»<MEF 227/1> Tre dage efter, at
Festus havde tiltrådt sit embede som landshøvding, drog han
fra Kæsarea op til Jerusalem. Ypperstepræsterne og de fornemste
af jøderne fremførte da for ham deres klage mod Paulus, idet
de, for at komme ham til livs, henvendte sig til Festus og bad ham om at
vise dem den gunst at lade Paulus hente til Jerusalem." De fremkom med
denne bøn i den hensigt at overfalde Paulus på vejen til Jerusalem
og slå ham ihjel. Men Festus havde høje tanker om ansvaret
ved sin stilling og han afslog høfligt at sende bud efter Paulus.
Han svarede dem: "Romerne har ikke for skik at prisgive noget menneske,
før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere
og haft lejlighed til at forsvare sig mod beskyldningen." Apg 25,16. Han
meddelte, at "han selv snart ville drage" ned til Kæsarea. "Lad altså
dem iblandt jer, der har fuldmagt dertil, drage med derned og anklage ham,
hvis der er noget galt fat med manden."
»<MEF 227/2> Dette var ikke, hvad jøderne havde ønsket.
De havde ikke glemt deres forrige nederlag i Kæsarea. I sammenligning
med apostlens rolige optræden og virkningsfulde bevisførelse
ville deres eget ondskabsfulde sind og ubegrundede beskyldninger fremtræde
i det dårligst mulige lys. Atter ivrede de for, at Paulus skulle
føres til Jerusalem for at blive forhørt, men Festus holdt
fast ved sit forsæt om at lade Paulus få en retfærdig
rettergang i Kæsarea. Gud styrede efter sit forsyn Festus afgørelse,
for at apostlens levetid kunne blive forlænget.
»<MEF 227/3> Da de jødiske ledere så deres planer
krydsede, forberedte de sig straks til at vidne mod Paulus ved landshøvdingens
hof. Ved tilbagekomsten til Kæsarea efter nogle dages ophold i Jerusalem
"satte Festus sig næste dag på dommersædet og befalede,
at Paulus skulle føres frem." "Da han var kommet til stede, blev
han omringet af de jøder, som var kommet ned fra Jerusalem og de
fremførte mange og hårde beskyldninger" mod Paulus, "men de
kunne ikke føre bevis for dem." Da jøderne ved denne lejlighed
ingen sagfører havde med, fremførte de selv deres anklager.
Efterhånden som sagen skred frem, beviste den anklagede roligt og
klart, hvor usande deres beskyldninger var.
»<MEF 227/4> Festus blev klar over, at stridsspørgsmålet
udelukkende drejede sig om jødiske læresætninger og
at anklagerne mod Paulus selv om de kunne bevises ikke indeholdt noget,
der med rette ville kunne medføre en dødsdom, ja, end ikke
fængselsstraf. Men han så imidlertid klart den storm af raseri,
det ville vække, hvis Paulus ikke blev dømt eller udleveret
til dem. Og Festus, "som gerne ville sikre sig jødernes taknemmelighed,"
vendte sig til Paulus og spurgte ham, om han var villig til at drage op
til Jerusalem under hans beskyttelse og dér lade sin sag pådømme
af Sanhedrin.
»<MEF 228/1> Apostlen vidste, at han ikke kunne regne med retfærdighed
fra det folk, som ved deres forbrydelser havde pådraget sig Guds
vrede. Han vidste, at han ligesom profeten Elias ville være mere
sikker blandt hedningerne end hos dem, der havde forkastet det himmelske
lys og forhærdet deres hjerter mod evangeliet. Han var træt
af striden. Hans virksomme sjæl havde ondt ved at finde sig i de
stadigt tilbagevendende forsinkelser og den opslidende forhaling af hans
domfældelse og fængsling. Derfor besluttede han at benytte
sig af sit privilegium til som romersk borger at indanke sin sag for kejseren.
»<MEF 228/2> Som svar på landshøvdingens spørgsmål
sagde Paulus: "Jeg hører under kejserens domstol og dér bør
jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen uret gjort, som du meget
godt ved. Hvis jeg altså har forbrudt mig og har gjort noget, som
fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men
hvis det, som de anklager mig for, ikke har noget på sig, da kan
ingen prisgive mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren."
»<MEF 228/3> Festus kendte ikke noget til jødernes sammensværgelse
for at myrde Paulus og han blev forbavset over denne appel til kejseren,
Apostlens ord gjorde imidlertid ende på retshandlingen. "Da forhandlede
Festus med sit råd og svarede så: "For kejseren har du indanket
din sag, til kejseren skal du komme."
»<MEF 228/4> Således skete det endnu en gang, at en af
Guds tjenere på grund af et had, der udsprang af fanatisme og selvretfærdighed,
blev tvunget til at søge beskyttelse hos hedningerne. Det var den
samme slags had, som tvang profeten Elias til at flygte og finde tilflugt
hos enken i Zarepta og som tvang ordets forkyndere til at vende sig fra
jøderne og prædike deres budskab for hedningerne. Og dette
had skal Guds folk, som lever i vor tid, også komme til at møde.
Blandt mange af dem, der bekender sig til Kristus, finder man den samme
hovmodets, formalismens og selviskhedens ånd, det samme tyranni,
som var så fremtrædende i jødernes hjerter. I den kommende
tid vil mennesker, der hævder at være repræsentanter
for Kristus, følge den samme retningslinje, som præsterne
og rådsherrerne fulgte ved deres behandling af Kristus og apostlene.
I den store krise, som Guds trofaste tjenere snart skal igennem, vil de
komme til at møde den samme hjertets hårdhed, den samme grusomme
beslutsomhed, det samme uudslukkelige had.
»<MEF 228/5> Alle de, som på denne onde dag uden frygt
vil tjene Gud i overensstemmelse med deres samvittighed, vil få brug
for mod, fasthed og viden om Gud og hans ord; thi de, som er tro imod Gud,
vil blive forfulgt, deres bevæggrunde vil blive draget i tvivl, deres
ærligste bestræbelser misforstået og deres navne ringeagtet
som noget ondt. Satan vil arbejde med al sin list og magt for at påvirke
hjertet og sløve forståelsen, for at det onde skal synes godt
og det gode ondt. Jo stærkere og renere Guds folks tro er og jo fastere
deres beslutning om at adlyde ham, jo voldsommere vil Satan bestræbe
sig på at ophidse raseriet hos dem, som træder Guds lov under
fod, alt mens de hævder at være retfærdige. Det vil kræve
den fasteste tillid, den mest heltemodige vilje at holde fast ved den tro,
der én gang for alle er blevet overgivet de hellige.
»<MEF 229/1> Gud vil, at hans folk skal berede sig til den
forestående krise. Alle skal igennem den, hvad enten de er beredt
eller ej og kun de, som har levet deres liv i overensstemmelse med Guds
vilje, kan holde stand i denne prøvelsens og trængselens tid.
Når verdslige herskere forener sig med religionens forkyndere om
at befale i samvittighedsspørgsmål, vil det vise sig, hvem
der virkelig frygter og tjener Gud. Når mørket er dybest,
vil gudsfrygtens lys skinne klarest. Når alt andet svigter, vil det
vise sig, hvem der har en blivende tro på Jehova og mens sandhedens
fjender alle vegne holder vagt for at komme Guds tjenere til livs, vil
Gud våge over dem for at hjælpe dem. Han vil for dem være
som skyggen fra et stort bjerg i en ørken.
|