»<MEF 184/2> Legemligt arbejde blev ikke blandt jøderne betragtet som noget mærkeligt eller nedværdigende. Moses havde belært hebræerne om at oplære deres børn til at vænne sig til at være flittige og man betragtede det som en synd at lade en ung mand vokse op uden kendskab til legemligt arbejde. Selv om et barn skulle oplæres til et helligt embede, anså man det for væsentligt, at han vidste besked om det praktiske liv. Enhver dreng lærte et eller andet håndværk, hvad enten hans forældre var rige eller fattige. De forældre, der forsømte at sørge for en sådan uddannelse af deres børn, blev anset for at være veget fra Herrens anordninger. Paulus havde ifølge denne skik som ganske ung lært teltmager-håndværket.

»<MEF 184/3> Før Paulus blev Kristi discipel, havde han haft en høj stilling og havde ikke været afhængig af håndens arbejde for at kunne eksistere. Men senere, da han havde brugt alt, hvad han ejede, til Kristi sags fremme, tog han undertiden sin tilflugt til sit håndværk for at skaffe sig til livets ophold. Dette var i særlig grad tilfældet, når han arbejdede på steder, hvor man kunne have misforstået hans bevæggrunde.

»<MEF 184/4> Første gang vi hører om, at Paulus arbejdede med sine hænder for at kunne klare sig, mens han prædikede ordet, var han i Tessalonika. Da han skrev til de troendes menighed dér, mindede han dem om, at "han nok kunne ligge dem til byrde," og tilføjede: "I husker jo nok, brødre, vort slid og vor møje; mens vi arbejdede nat og dag for ikke at falde nogen af jer til byrde, prædikede vi Guds evangelium for jer." 1Tess. 2,6/1> og 9. Og i sit andet brev til dem erklærede han, at han og hans medarbejder i den tid, hvor de havde været hos dem, "ikke fik føden hos nogen uden vederlag." Han arbejdede både nat og dag, skrev han, "for ikke at ligge nogen af jer til byrde. Ikke som om vi ikke havde ret dertil; men vi ville, at I skulle have et forbillede i os til efterfølgelse." 2Tess. 3,8-9.

»<MEF 185/1> Paulus havde i Tessalonika truffet nogle, der nægtede at arbejde med deres hænder. Det var om denne slags mennesker, at han senere skrev: "Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved. Sådanne mennesker byder og fomaner vi i Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde stilfærdigt og selv tjene til føden." Mens Paulus virkede i Tessalonika, havde han været omhyggelig for at foregå den slags mennesker med et godt eksempel. "Thi allerede, da vi var hos jer," skrev han, "indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden." 2Tess. 3,11-12. og 10.

»<MEF 185/2> Satan har i alle tidsaldre bestræbt sig på at hindre Guds tjeneres arbejde ved at indgyde menigheden fanatismens ånd. Dette var tilfældet på Paulus tid og således var det også i de efterfølgende århundreder, på reformationstiden. Wiclif, Luther og mange andre, som var til velsignelse for verden på grund af deres indflydelse og deres tro, blev udsat for de kneb, som fjenden benytter til at drive meget nidkære, uligevægtige og uhelligede sjæle ind i fanatisme. Vildledte sjæle har hævdet, at når man kommer i besiddelse af virkelig hellighed, bliver sindet hævet over alle jordiske tanker og så afholder man sig fuldstændig fra at arbejde. Andre har på grundlag af en yderliggående fortolkning af visse tekster i skriften lært, at det er synd at arbejde. De har påstået, at kristne overhovedet ikke bør tænke på deres egne eller deres familiers timelige fornødenheder, men bør vie deres liv fuldstændig til åndelige ting. Apostlen Paulus irettesætter disse yderliggående standpunkter ved sin lære og sit eksempel.

»<MEF 185/3> Paulus var dog ikke fuldstændig afhængig af sine hænders arbejde, mens han var i Tessalonika. Senere omtalte han sine erfaringer i denne by, da han skrev til de troende i Filippi med tak for de gaver, han havde modtaget fra dem, mens han boede dér og sagde: "Thi endog mens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både en og to gange, hvad jeg trængte til." Fil. 4,16. Trods den kendsgerning, at han havde fået denne hjælp, passede han på at foregå tessalonikerne med et eksempel på flid, så ingen med rette kunne beskylde ham for begærlighed og også for at de, som betragtede legemligt arbejde med fanatisk uvilje, kunne blive irettesat ved et praktisk eksempel.

»<MEF 185/4> Da Paulus første gang besøgte Korint, befandt han sig blandt et folk, der havde mistillid til fremmedes hensigter. Grækerne, der boede ved havet, var dygtige handelsmænd. De havde gennem så lange tider oplært sig selv til hård forretningsførelse, at de var nået til den tro, at fortjeneste var det samme som gudfrygtighed og at det at tjene penge var noget rosværdigt, hvad enten det skete med ærlige eller uærlige midler. Paulus kendte godt deres indstilling og han ville ikke give dem nogen anledning til at sige, at han prædikede ordet for at berige sig selv. Han kunne med rette have krævet støtte af sine korintiske tilhørere; men han var villig til at give afkald på denne ret, for at ikke hans forkyndelses brugbarhed og gode resultater skulle lide skade ved en uretfærdig mistanke om, at han prædikede for vindings skyld. Han ville prøve at fjerne alle muligheder for fejlagtig fremstilling, for at budskabet ikke skulle miste sin kraft.

»<MEF 186/1> Snart efter ankomsten til Korint traf Paulus dér "en jøde ved navn Akvila, som stammede fra Pontus og som nylig var kommet fra Italien med sin hustru, Priskilla." Disse to "havde samme håndværk" som han selv. De var blevet forvist på grund af en forordning, hvori Klaudius befalede alle jøder at forlade Rom og Akvila og Priskilla var draget til Korint, hvor de nedsatte sig som teltmagere. Paulus forhørte sig om dem og da han fik at vide, at de frygtede Gud og gerne ville undgå den besmittende påvirkning af dem, de var omgivet af, "blev han hos dem og de arbejdede sammen. ... Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere." Apg 18,2-4.

»<MEF 186/2> Senere sluttede Silas og Timoteus sig til Paulus i Korint. Disse brødre bragte midler med fra menighederne i Makedonien til støtte for arbejdet. I sit andet brev til de troende i Korint, som blev skrevet, efter at der var oprettet en stærk menighed dér, gav Paulus et billede af sin egen livsførelse blandt dem. "Var det synd af mig," spurgte han, "at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes? Andre menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer, men hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået og vil jeg undgå at være jer til besvær. Så vist som Kristi sandhed bor i mig, skal denne ros ikke fratages mig i Akajas egne." 2Kor 11,7-10.

»<MEF 186/3> Paulus fortæller, hvorfor han fulgte denne fremgangsmåde i Korint. Det var for ikke at give dem nogen lejlighed til bebrejdelser, "der søger en lejlighed." 2Kor 11,12. Mens han arbejdede som teltmager, havde han også trofast arbejdet for ordets forkyndelse. Han siger selv om sit arbejde: "Kendetegnene på, at jeg er apostel, blev jo med al udholdenhed virket iblandt jer både ved tegn og undere og mægtige gerninger." Og han tilføjer: "Hvori har jeg ladet jer stå tilbage for de andre menigheder, når undtages, at jeg ikke selv faldt jer til byrde? Tilgiv mig denne uret! Se, det er nu tredje gang, jeg står rede til at komme til jer. Og jeg vil ikke falde jer til byrde, thi jeg søger ikke, hvad jeres er, men jer selv! ... Og jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle." 2Kor 12,12-15.

»<MEF 186/4> I den lange tid, han virkede i Efesus, hvor han i tre år gennemførte en indtrængende forkyndergerning, arbejdede Paulus atter ved sit håndværk. Ligesom i Korint blev apostlen i Efesus opmuntret ved at være sammen med Akvila og Priskilla, der var fulgt med ham, da han vendte tilbage til Asien ved slutningen af sin anden missionsrejse.

»<MEF 186/5> Der var nogle, som ikke kunne lide, at Paulus arbejdede med sine hænder og erklærede, at det ikke lod sig forene med gerningen som evangeliets forkynder. Hvorfor skulle Paulus, som var en prædikant af højeste rang, således forene praktisk arbejde med at prædike ordet? Var en arbejder ikke sin løn værd? Hvorfor skulle han bruge sin tid til at lave telte, når den efter al sandsynlighed kunne anvendes på bedre måde?

»<MEF 186/6> Men Paulus betragtede ikke den tid, han tilbragte på denne måde, som spildt. Mens han arbejdede sammen med Akvila, var han i samfund med den store lærer og lod ingen lejlighed gå tabt, hvor han kunne vidne om Frelseren og hjælpe dem, der trængte til ham. Hans sind var altid åbent for åndelige erfaringer. Han underviste sine medarbejdere i åndelige spørgsmål og samtidig var han et forbillede på flid og påpasselighed. Han var en hurtig og dygtig arbejder, flittig i gerningen, "brændende i Ånden", en Herrens tjener. Rom 12,11. Mens han arbejdede ved sit håndværk, fik apostlen forbindelse med en klasse mennesker, som han ellers ikke kunne have nået. Han viste sine kammerater, at dygtighed til almindeligt arbejde er en gave fra Gud, der både sørger for at give gaven og den visdom, der behøves for at bruge den på rette måde. Han lærte dem, at Gud skal æres selv i hverdagslivets slid. Hans arbejdshærdede hænder forringede ikke kraften i hans gribende forkyndelse som kristen prædikant.

»<MEF 187/1> Undertiden arbejdede Paulus både nat og dag, ikke blot for at skaffe sig selv føden, men også for at kunne hjælpe sine medarbejdere. Han delte sin fortjeneste med Lukas og hjalp Timoteus. Til tider led han endog sult for at kunne komme andre til hjælp. Han levede et uselvisk liv. Ved slutningen af sin virksomhed, den gang han var ved at tage afsked med de ældste fra Efesus i Milet, kunne han vise dem sine arbejdsru hænder og sige: "Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen. I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til. Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: "Saligere er det at give end at modtage." Apg 20.

»<MEF 187/2> Hvis missionsarbejderne synes, at de lider genvordigheder og savn for Kristi skyld, så lad dem i tanken besøge det værksted, hvor Paulus arbejdede. Lad dem huske på, at mens denne Guds udvalgte mand tildannede teltstoffet, arbejdede han for sit brød, som han dog med rette havde fortjent ved sin virksomhed som apostel.

»<MEF 187/3> Arbejde er en velsignelse og ikke en forbandelse. En ladhedens ånd nedbryder gudsfrygten og bedrøver Guds Ånd. En stillestående dam er ubehagelig, men en ren, strømmende bæk spreder sundhed og glæde over landet. Paulus vidste, at de, som forsømmer legemligt arbejde, hurtigt svækkes. Han ønskede at lære unge forkyndere, at de ved at arbejde med deres hænder, ved at opøve deres muskler og sener, ville få kræfter til at tåle det slid og de savn, som ventede dem på missionsmarken. Og han forstod, at hans egen lære ville mangle kraft og styrke, hvis han ikke sørgede for, at alle legemets dele var i træning.

»<MEF 187/4> Den lade går glip af de uvurderlige erfaringer, der vindes ved trofast udøvelse af livets almindelige pligter. Ikke blot få, men tusinder af mennesker lever kun for at nyde de velgerninger, som Gud i sin nåde skænker dem. De glemmer at bringe Herren takofre for de rigdomme, han har betroet dem. De glemmer, at hvis de handler klogt med de talenter, han har lånt dem, skal de være lige så fuldt ydere som nydere. Hvis de forstod, hvilket arbejde Herren ønsker, at de skal udføre som hans hjælpere, så ville de ikke vige tilbage for ansvaret.

»<MEF 187/5> Brugbarheden af unge mænd, som føler sig kaldede af Gud til at prædike, er i høj grad afhængig af, på hvilken måde de går ind til deres gerning. De, som er udvalgt af Gud til forkyndergerningen, vil give beviser på deres høje kald og vil på alle tænkelige måder søge at udvikle sig til dygtige arbejdere. De vil forsøge at vinde erfaringer, som dygtiggør dem til at planlægge, organisere og handle. I kærlighed til deres hellige kald vil de ved selvtugt blive deres Mester mere og mere lig og åbenbare hans godhed, kærlighed og sandhed. Og når de alvorligt stræber efter at bruge de talenter, der er betroet dem, bør menigheden hjælpe dem på skønsom måde.

»<MEF 188/1> Ikke alle, der føler kald til at være prædikanter, bør straks opmuntres til at ligge menigheden til byrde med stadig økonomisk støtte til dem selv og deres familie. Der kan være fare for, at nogle, som kun har begrænset erfaring, lader sig ødelægge ved smiger og uklog opmuntring til at vente fuld understøttelse uafhængigt af nogen alvorlig anstrengelse fra deres egen side. De pengemidler, der er bestemt til udbredelse af Guds gerning, bør ikke beslaglægges af mænd, der kun ønsker at prædike for at få økonomisk støtte og på den måde tilfredsstille en egoistisk begærlighed efter at leve et behageligt liv.

»<MEF 188/2> Unge mænd, der gerne vil bruge deres evner i forkyndergerningen, kan få en nyttig lære gennem Paulus eksempel i Tessalonika, Korint, Efesus og andre steder. Skønt han var en veltalende prædikant og udvalgt af Gud til at udføre en særlig gerning, følte han sig aldrig hævet over at arbejde og heller aldrig trættedes han nogensinde af at ofre for den opgave, han elskede. "Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder," skrev han til korinterne, "i er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri." 1Kor 4,11-12.

»<MEF 188/3> Skønt Paulus var en af menneskehedens største lærere, udførte han med glæde de ringeste såvel som de højeste pligter. Når omstændighederne syntes at kræve det i Mesterens tjeneste, arbejdede han villigt ved sit håndværk. Men alligevel var han altid rede til at lægge sit timelige arbejde fra sig for at gendrive modstanden fra evangeliets fjender eller for at udnytte en særlig lejlighed til at vinde sjæle for Jesus. Hans iver og flid er en irettesættelse mod dovenskab og magelighed.

»<MEF 188/4> Paulus modvirkede ved sit eksempel den tanke, der var ved at vinde indpas i menigheden, at evangeliets forkyndelse kun kunne lykkes ved hjælp af dem, der var helt fritaget fra nødvendigheden af at udføre legemligt arbejde. Han blev ved sin livsførelse et billede på, hvad der kan udføres ved hjælp af hellige lægmænd mange steder, hvor folk ikke kender evangeliets sandheder. Hans færd indgav mange beskedne arbejdere et ønske om at gøre, hvad de kunne, for at fremme Guds riges sag samtidig med, at det tjente føden ved dagligt arbejde. Akvila og Priskilla havde ikke fået kald til at give al deres tid til evangeliets forkyndelse, men alligevel blev disse ydmyge arbejdere brugt af Gud til at vise Apollos sandhedens vej tydeligere. Herren benytter forskellige menneskers medvirken for at nå sit mål og mens nogle med særlige evner udvælges til at ofre al deres kraft på arbejdet med at undervise og prædike evangeliet, så er der mange andre, der aldrig er blevet ordineret ved håndspålæggelse, men som er kaldede til at yde en vigtig indsats for at frelse sjæle.

»<MEF 189/1> Der findes en vid mark for den evangelieforkynder, der er uafhænig af andres hjælp. Mange vinder værdifulde erfaringer om tjenesten, mens de anvender en del af deres tid til timeligt arbejde; og på denne nåde kan der udvikles stærke medarbejdere til den betydningsfulde tjeneste i områder, hvor det tiltrænges.

»<MEF 189/2> Guds offervillige tjener, der udelukkende arbejder med tale og belæring, bærer på en tung byrde. Hans gerning kan ikke måles i timer. Hans løn har ingen indvirkning på hans arbjde og heller ikke lader han sig bortlede fra pligtens vej af ugunstige forhold. Han har modtaget sit hverv fra Himmelen og i Himmelen finder han sin belønning, når det ham betroede arbejde er gjort.

»<MEF 189/3> Det er Guds vilje, at den slags arbejdere skal være fritaget for unødvendige bekymringer, så de har fuld frihed til at adlyde Paulus befaling til Timoteus: "Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang." 1Tim. 4,15. Skønt de burde være omhyggelige for at opøve sig tilstrækkeligt til at holde sjæl og legeme i god form, så er det ikke Guds mening, at de skal være nødsaget til at bruge en stor del af deres tid til timelige beskæftigelser.

»<MEF 189/4> Skønt disse trofaste arbejdere er villige til både at give og selv at gives hen for evangeliets skyld, bliver de ikke forskånet for fristelser. Når de hæmmes og tynges af bekymringer, fordi menigheden svigter sin pligt til at skaffe dem den rette økonomiske støtte, bliver nogle hårdt trængt af fristeren. Når de ser, at deres gerning regnes for så lidt, bliver de nedtrykte. Det er sandt, at de ser hen til dommens dag og glæder sig til deres retfærdige løn og dette holder dem oppe; men indtil da må deres familie have mad og klæder. Hvis de kunne føle, at de var løst fra deres guddommelige hverv, ville de gerne arbejde med deres hænder; men de er klare over, at deres tid tilhører Gud trods kortsynethed fra dem, der skulle sørge for dem med tilstrækkelige pengemidler. De overvinder fristelsen til at påtage sig en beskæftigelse, som snart ville bringe dem ud over økonomiske vanskeligheder og de vedbliver at arbejde for den sags fremgang, som er dem kærere end selve livet. Imidlertid er de måske for at kunne gøre dette nødt til at følge Paulus eksempel og en tid påtage sig legemligt arbejde, mens de vedbliver med deres forkyndergerning. Dette gør de ikke for at fremme egne interesser, men for at fremme Guds riges sag på jorden.

»<MEF 189/5> Der kommer tider, hvor det forekommer Guds tjenere umuligt at udføre det arbejde, der nødvendigvis skal gøres, af mangel på midler til at fortsætte et kraftigt, lødigt arbejde. Nogle ængster sig for, at de med de til rådighed stående midler ikke kan udrette alt det, som de føler er deres pligt. Men hvis de går frem i tro, vil Guds frelse blive åbenbaret og deres bestræbelser vil krones med held. Han, som har befalet sine disciple at gå ud til alverden, vil selv støtte enhver arbejder, som i lydighed mod hans befaling søger at forkynde hans budskab.

»<MEF 189/6> Herren gør ikke altid alting klart for sine tjenere under opbygningen af sit værk. Sommetider sætter han sit folks tillid på prøve ved at fremkalde omstændigheder, som tvinger dem til at handle i tro. Ofte fører han dem ad trange og vanskelige veje og byder dem gå fremad, når de synes at være nået til Jordans vande. Det er i sådanne tider, når hans tjeneres inderlige bøn stiger op til ham, at Gud baner vej for dem og fører dem ud til et sikkert sted.

»<MEF 190/1> Når Guds tjenere erkender deres ansvar for at yde, hvad der er nødvendigt for arbejdet i Herrens vingård og i Mesterens ånd arbejder utrætteligt for sjælenes omvendelse, bereder Guds engle vejen foran dem og der vil blive sørget for de nødvendige midler til at gennemføre arbejdet. De, som har fået lyset, vil give rigeligt til støtte for den gerning, der gøres for dem. De vil med gavmildhed imødekomme enhver opfordring til at hjælpe og Guds Ånd vil bevæge deres hjerter til at støtte Herrens sag ikke blot herhjemme, men ude i de fjerne lande. På denne måde vil der komme arbejdskraft til andre steder og Herrens gerning vil blive fremmet på den måde, han selv har anvist os.