»<MEF 92/2> Kypern var et af de steder, hvortil de troende var flygtet fra Jerusalem under den forfølgelse, der fulgte efter Stefanus død. Det var fra Kypern, at der var kommet nogle mænd til Antiokia, og "havde forkyndt evangeliet om Herren Jesus." Apg 11,20. Barnabas selv "stammede fra Kypern;" Apg 4,36, og nu besøgte han og Paulus, ledsagede af Johannes Markus, en slægtning af Barnabas, denne ø.

»<MEF 92/3> Markus moder var blevet omvendt til kristendommen, og hendes hjem i Jerusalem var et tilflugtssted for disciplene. Der var de altid sikre på at være velkomne og få den fornødne hvile. Det var under et af disse apostel-besøg i hans moders hjem, at Markus foreslog Paulus og Barnabas, at han skulle drage med dem på deres missionsrejse. Han følte Guds nåde i sit hjerte og længtes efter helt at ofre sig for arbejdet med evangeliets udbredelse.

»<MEF 92/4> Da apostlene var ankommet til Salamis, "forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger. ... De drog så gennem hele øen lige til Pafus; der traf de en troldmand og falsk profet, en jøde ved navn Barjesus. Han opholdt sig hos statholderen Sergius Paulus, der var en forstandig mand. Denne indbød Barnabas og Paulus og ønskede at høre Guds ord. Men Elimas, troldmanden (thi dette betyder hans navn), stod dem imod og søgte at hindre statholderen i at komme til troen."

»<MEF 92/5> Ikke uden kamp tillader Satan, at Guds rige opbygges på jorden! De onde magter ligger uafladeligt i krig mod de virksomheder, der er udset til at udbrede evangeliet, og disse mørkets magter har ganske særligt travlt, når evangeliet forkyndes for ansete mænd, hvis retskaffenhed er uangribelig. Sådan gik det, da Sergius Paulus, Kyperns statholder, lyttede til evangeliets budskab, Statholderen havde sendt bud efter apostlene, for at han kunne lære det budskab at kende, som de var kommet for at bringe, og nu søgte de onde magter ved hjælp af troldmanden Elimas med deres ødelæggende påfund at vende ham bort fra troen og således krydse Guds planer.

»<MEF 93/1> På den måde arbejder den faldne fjende altid for at beholde indflydelsesrige mænd indenfor sine rækker, fordi de, hvis de blev omvendt, ville kunne yde Guds sag betydelig hjælp. Men evangeliets trofaste forkynder behøver ikke at ængste sig for at lide nederlag! Han har det privilegium at få tildelt kraften fra det høje til at modstå alle Satans påfund.

»<MEF 93/2> Skønt Paulus blev hårdt angrebet af Satan, havde han mod til at dadle ham, gennem hvem fjenden virkede. "Fyldt med Helligånden så han fast på ham og sagde: "Åh, du Djævelens barn, fuld af alskens svig og underfundighed, du fjende af alt, hvad der er ret! Vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede? Se, nu kommer Herrens hånd over dig, og du skal blive blind og til en tid ikke kunne se solen." I samme nu faldt der mulm og mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunne lede ham ved hånden. Da statholderen så det, som var sket, kom han til tro, slået af forundring over Herrens lære."

»<MEF 93/3> Troldmanden havde lukket øjnene for beviserne for evangeliets sandhed; og i retfærdig harme lod Herren hans legemlige øjne blive tillukkede, så han var lukket ude fra dagens lys. Denne blindhed skulle ikke være vedvarende, men kun vare en tid, for at han kunne få en advarsel om at angre og søge tilgivelse hos den Gud, som han havde krænket så frygteligt. Den forvirring, han på denne måde kom i, tilintetgjorde hans snedige anslag mod Kristi lære. Den kendsgerning, at han var nødt til at famle sig frem i sin blindhed, beviste for alle, at de mirakler, som apostlene havde gjort, og som Elimas havde erklæret for taskenspillerkunster, var sket ved Guds kraft. Statholderen, som var blevet overbevist om sandheden i apostlenes lære, tog imod evangeliet.

»<MEF 93/4> Elimas var ingen bogligt dannet mand, men alligevel var han i særlig grad egnet til at udrette Satans værk. De, der prædiker Guds sandhed, vil komme til at møde den snedige fjende under mange forskellige skikkelser. Undertiden vil det være i skikkelse af lærde, men oftere af uvidende mænd, som Satan har opdraget til at være brugelige redskaber til at bedrage sjæle. Det er en pligt for Kristi tjener at være trofast på vagt i gudsfrygt og ved Guds kraft. På denne måde kan han bringe forvirring i Satans hær og vinde sejr i Herrens navn.

»<MEF 93/5> Paulus og hans ledsagere fortsatte deres rejse og drog til Perge i Pamfylien. Det var en besværlig tur! De var udsat for vanskeligheder og savn, og de var omringede af farer alle vegne. I de store og små byer, som de kom igennem, og på de ensomme veje var de omgivet af synlige og usynlige farer. Men Paulus og Barnabas havde lært at stole på Guds magt. Deres hjerter var fyldt med inderlig kærlighed til de sjæle, der var i nød. Som gode hyrder, der opsøger det tabte lam, skænkede de ikke deres egen behagelighed den mindste tanke. Uden at tænke på sig selv vaklede de ikke, når de led af træthed, sult og kulde. De havde kun et eneste mål: at frelse dem, der var vandret langt bort fra folden.

»<MEF 93/6> Her var det, at Markus, som var overvældet af frygt og modløshed, for en tid vaklede i sin beslutning om helt og fuldt at overgive sig til Herrens tjeneste. Han var ikke vant til besværligheder, og han tabte modet under rejsens farer og savn. Under gunstige omstændigheder havde han tidligere arbejdet med godt resultat; men nu, midt blandt den modstand og de farer, som så ofte omgiver pionerarbejdet, havde han ikke mod til at tåle de strenge forhold som en god korsets stridsmand. Han måtte endnu lære at møde farer og forfølgelse og modgang med et tappert sind. Efterhånden som apostlene drog videre, og der var endnu større vanskeligheder i vente, blev Markus bange og tabte helt modet. Han nægtede at rejse videre og vendte tilbage til Jerusalem.

»<MEF 94/1> Denne flugt fra vanskelighederne fik Paulus til for en tid at bedømme Markus ugunstigt, ja, endog strengt. Barnabas var på den anden side tilbøjelig til at undskylde ham på grund af hans manglende erfaring. Han var ængstelig for, om Markus skulle forlade tjenesten for Gud, fordi han så, at Markus havde egenskaber, der kunne gøre ham til en nyttig Kristi tjener. Senere i tiden blev hans omhu for Markus rigeligt lønnet, for den unge mand overgav sig uden forbehold til Herren og til tjenesten med at forkynde evangeliet under vanskelige forhold. Ved Guds nåde og under Barnabas kloge oplæring udviklede han sig til en værdifuld arbejder.

»<MEF 94/2> Paulus forsonede sig senere med Markus og betragtede ham som sin medarbejder. Han anbefalede ham også til kolossenserne som en, der var medarbejder "for Guds rige" og "som har været mig til trøst." Kol. 4,10. Kort før sin død nævnede han atter Markus som en, "der er mig til megen nytte i tjenesten." 2Tim. 4,11.

»<MEF 94/3> Da Markus var draget bort, besøgte Paulus og Barnabas Antiokia i Pisidien, og på sabbatten gik de ind i jødernes synagoge og satte sig dér. "Efter at loven og profeterne var oplæst, sendte synagogeforstanderne bud til dem og lod sige: "Brødre, har I et formaningsord til folket, så sig frem!" Efter denne opfordring til at tale "stod Paulus op og slog til lyd med hånden og sagde: "Israelitiske mænd og I andre, som frygter Gud, hør på mig!" Så holdt han en vidunderlig tale. Han gav sig til at berette om, på hvilken måde Gud havde handlet mod jøderne lige fra deres udfrielse fra den ægyptiske trældom, og hvordan der var blevet lovet dem en Frelser af Davids slægt; og han forkyndte dristigt: "af hans slægt lod Gud, således som han havde forjættet, en Frelser fremstå for Israel det er Jesus. Allerede før hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelses dåb for hele Israels folk. Og da Johannes var ved at fuldende sit livsløb, sagde han: "Jeg er ikke den, I anser mig for at være. Men se, efter mig kommer der en, hvis skobånd jeg ikke er værdig til at løse." Således prædikede han med kraft om Jesus som menneskers Frelser, den forjættede Messias.

»<MEF 94/4> Da Paulus havde forkyndt dette, sagde han: "Brødre, både I, som er sønner af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! det er til os, at ordet om denne frelse er sendt. Thi indbyggerne i Jerusalem og deres rådsherrer ville ikke vide af ham; de dømte ham og opfyldte derved profeternes udsagn, som forelæses hver sabbat."

»<MEF 94/5> Paulus veg ikke tilbage for at sige sandheden rent ud om de jødiske rådsherrers forkastelse af Frelseren. "Skønt de ingen dødsskyld fandt hos ham," sagde apostlen, "krævede de dog af Pilatus, at han skulle henrettes. Og da de havde fuldbyrdet alt, hvad der står skrevet om ham, tog de ham ned af korsets træ og lagde ham i en grav. Men Gud opvakte ham fra de døde, og han blev i mange dage set af dem, som var draget sammen med ham fra Galilæa op til Jerusalem; de er nu hans vidner overfor folket."

»<MEF 95/1> "Vi forkynder jer det glædelige budskab," vedblev apostlen, "at den forjættelse, som blev givet til fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, ved at lade Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme: "Du er min Søn, jeg har født dig i dag." Og at han har ladet ham opstå fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, det har han sagt således: "Jeg vil give jer de trofaste nådeløfter til David." Derfor siger han også i en anden salme: "Du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse." David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse; men den, som Gud har opvakt, så ikke forrådnelse."

»<MEF 95/2> Da nu Paulus havde talt så tydeligt om opfyldelsen af de velkendte profetier om Messias, prædikede han for dem om omvendelse og syndernes forladelse, som Frelseren Jesus havde vundet for os. "Så skal I da vide, brødre," sagde han, "at ved ham forkyndes jer syndernes forladelse; og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra."

»<MEF 95/3> Guds Ånd var over de ord, han talte, og de bevægede hjerterne. Apostlens henvisning til de gammeltestamentlige profetier og hans forkyndelse af, at de nu var gået i opfyldelse ved Jesus fra Nazaret, overbeviste mangen en sjæl, der længtes efter den lovede Messias komme. Og den talendes ord, som forsikrede, at "det glade budskab" om frelse gjaldt lige så vel for hedninger som for jøder, bragte håb og trøst til dem, der ikke efter kødet regnedes for Abrahams børn.

»<MEF 95/4> "Men da jøderne gik ud, bad hedningerne om, at der også næste sabbat måtte blive talt til dem om dette." Da forsamlingen endelig brød op, "fulgte mange jøder og gudfrygtige proselytter," som den dag havde taget imod det glædelige budskab, "med Paulus og Barnabas, som talte med dem og formanede dem til stadig at holde sig til Guds nåde."

»<MEF 95/5> Den interesse, som i Antiokia i Pisidien var blevet vakt ved Paulus tale, samlede næste sabbatsdag "næsten hele byen for at høre Guds ord. Men da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus sagde."

»<MEF 95/6> Paulus og Barnabas fik da frimodighed til at sige: "Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne. Thi således har Herren befalet os:

»<MEF 95/7> "Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende."

»<MEF 95/8> "Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til evigt liv." De glædede sig inderligt over, at Kristus regnede dem for at være Guds børn, og med taknemmelige hjerter lyttede de til de ord, som blev talt. De, som troede, var ivrige efter at meddele evangeliets budskab til andre, og således "udbredtes Herrens ord over hele egnen."

»<MEF 96/1> For århundreder siden havde inspirationens pen skildret hedningernes frelse, men disse profetiske ord havde kun i ringe grad været forstået. Hoseas havde sagt: "Israelitternes tal skal blive som sandet ved havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i stedet for "I er ikke mit folk" skal de kaldes "den levende Guds børn." Og atter et andet sted: "Jeg sår hende ud i landet, mod nådeløs er jeg nådig og siger til ikke mit folk: "Mit folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!" Hos. 1,10; 2,23.

»<MEF 96/2> Frelseren havde selv under sin jordiske gerning forudsagt, at evangeliet skulle udbredes blandt hedningerne. I lignelsen om vingården erklærede han overfor de forstokkede jøder: "Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter." Matt 21,43. Og efter sin opstandelse pålagde han sine disciple at "gå ud i al verden" og "gøre alle folkeslag til mine disciple." De måtte ikke undlade at advare nogen, men skulle "forkynde evangeliet for al skabningen." Mark 16,15; Matt 28,19.

»<MEF 96/3> Skønt Paulus og Barnabas vendte sig til hedningerne i Antiokia i Pisidien, ophørte de ikke med at arbejde for jøderne andre steder, hvor der fandtes en gunstig lejlighed til at blive hørt. Senere prædikede Paulus og hans medarbejdere evangeliet i Tessalonika, i Korint, i Efesus og i andre vigtige byer for både jøder og hedninger. Men fra nu af var deres hovedbestræbelser rettet mod at opbygge Guds rige på hedensk grund, blandt folk, som havde ringe eller slet ingen viden om den sande Gud og hans Søn.

»<MEF 96/4> Paulus og hans medarbejderes hjerter droges mod at hjælpe dem, der "var uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden." Ved apostlenes utrættelige tjeneste for hedningerne lærte disse "fremmede og udlændinge " der "engang var langt borte," at de var "kommet nær på grund af Kristi blod," og at de ved at tro på hans forsonende offer kunne blive "de helliges medborgere og Guds husfæller." Ef 2,12-13. og 19.

»<MEF 96/5> Paulus gik frem i tro og arbejdede uden ophør for at opbygge Guds rige blandt dem, der var blevet forsømt af Israels lærere. Bestandig ophøjede han Kristus som "kongernes Konge og herrernes Herre," og formanede de troende til at være "rodfæstede i ham og i ham opbygges og befæstes i troen." 1Tim. 6,15. Kol. 2,7.

»<MEF 96/6> For dem, der tror, er Kristus den sikre grundvold. På denne levende sten har både jøder og hedninger lov at bygge. Den er bred nok til alle og stærk nok til at bære vægten og byrden af den hele verden. Dette er noget, som Paulus selv tydeligt erkender. I de sidste dage af sin tjeneste for Gud skrev apostlen, idet han henvendte sig til en kreds af hedningekristne, der var forblevet tro mod evangeliets sandhed: "I er opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten." Ef 2,19-20.

»<MEF 96/7> Da evangeliets budskab spredtes i Pisidien, ophidsede de vantro jøder i Antiokia i deres blinde fordom "de fornemme gudfrygtige kvinder og de første mænd i byen, og de rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas og fik dem jaget bort fra deres enemærker."

»<MEF 96/8> Apostlene tabte ikke modet på grund af denne behandling; de huskede deres Herres ord: "Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene, thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer." Matt 5,11-12.

»<MEF 97/1> Evangeliets forkyndelse havde stadig fremgang, og apostlene havde al grund til at føle sig opmuntrede. Deres gerning var blevet rigt velsignet blandt Antiokias beboere i Pisidien, og de troende, hvem de for en tid overlod at videreføre arbejdet alene, "fyldtes af glæde og Helligånd."